Forelæsninger over den norske Retshistorie/64

Det samme Hensyn til Bekvemmelighed og lettet Adgang til Retshjælp for Almuen, som uden Tvivl var den nærmeste Grund til Lagmands-Embedets Oprettelse, synes ogsaa at have bevirket, at der lige fra Begyndelsen af ansattes flere Lagmænd i hvert Lagdømme, uden at der dog foretoges nogen Forandring med selve Lagtings-Ordningen. Allerede ved det bekjendte Høvdingemøde i Bergen 1223 sees der at have været 9 Lagmænd tilstede, nemlig 3 fra Frostatingslagen: Gunnar Grjónbak, Frostatingslagmand, samt Bjarne Mardarsøn (fra Haalogaland) og Thorstein Aasmundssøn (fra Jæmteland?); 2 fra Gulatingslagen, nemlig Gulatingslagmanden Dagfinn Bonde og Aamund Remba (fra Rygjafylke), 2 fra Eidsivatingslagen, nemlig Eidsivatingslagmandeu Thorer Gudmundssøn (jfr. Dipl. Norv. II. 4) og Saxe paa Haug (fra Hedemarken), og 2 fra Borgartingslagen, nemlig Borgartingslagmanden Eystein Hroasøn og Thord Skolle (fra Raanrike), se Hak. S. Hak. s. Kap. 86. Og i den følgende Del af samme Aarhundrede nævnes endvidere særskilte Lagmænd i Tunsberg (Einar), Skeen (Vige), Oslo (Aamund) og Bergen (Eirik), se Dipl. Norv. I. 82 og 83 fra 1294.

Hvorledes Forholdet mellem disse Lagmænds Virkekreds har været; er intetsteds udtrykkelig sagt. I Haakon Haakonssøns Saga Kap. 86 bruges vistnok om nogle af Lagmændene Udtryk, som skulde tyde hen paa en virkelig Deling[1] af Lagdømmerne; men da disse endnu i Magnus Lagabøters Lovgivning forekommer udelte, kan der ved de anførte Udtryk alene være sigtet til det Distrikt, hvor vedkommende Lagmand havde sin Bolig. Det rette bliver vistnok at forestille sig Sagen saa, at den Lagmand, der skulde forestaa Lagtinget, udtrykkelig var beskikket som saadan, altsaa Gunnar Grjónbak som Frostatingslagmand, Dagfinn Bonde som Gulatingslagmand, Thorer Gudmundssøn som Eidsivatingslagmand og Eystein Roessøn som Borgartingslagmand, men at der desuden ansattes efter Omstændighederne flere Lagmænd i Lagdømmet, der alle udøvede Lagmandsvirksomhed med fuld Kompetens, og sednere sandsynligvis ogsaa, naar de indfandt sig paa Lagtinget, havde Sæde i Lagretten som selvskrevne, men hvis væsenligste Kald dog var at give Orskurd hjemme i sin Bolig. Alene paa denne Maade synes man at kunne forklare sig, at der i Magnus Lagabøters Loves Tingfarebolker ligesaalidt tales om dere Lagmænd som om dere Lagting, men kun om Lagmanden paa Lagtinget. De øvrige Lagmænds Virksomhed maatte af sig selv blive lokal, hvad enten man vil forestille sig, at vedkommende Lagmand ved sin Beskikkelse formelig blev anvist et vist Distrikt for at yde dettes Indvaanere Retshjælp, eller at de alle udnævntes til Lagmænd for det hele Lagdømme. Ti om nogen fast begrænset Jurisdiktionsinddeling har der vistnok heller ikke, for saa vidt Myndigheden til at give Orskurd angaar, nogensinde været Tale[2].

I dette Forhold laa imidlertid Spiren til en fuldstændig omdannelse af Lagtingsindretningen i det hele, der synes at være indtraadt næsten uvilkaarlig allerede ved Begyndelsen af det 14de Aarh., og naturlig fremkaldtes derved, at Lagtingene gik over til blotte Domstole. Den nærmeste Følge blev en virkelig Deling af Lagdømmerne i dere Lagsogn, hvert med sit eget Lagting og egen Lagmand. Allerede i Magnus Lagabøters Lov vidner den Omstændighed, at Haalogaland, Jæmteland og Herjaadalen ikke skulde sende Nævndermænd til Frostatinget, medens alle de hidtil paa Lagtinget urepræsenterede Distrikter ved denne Lov tillagdes egne Nævndermænd, bestemt om, at disse Landskaber ikke alene for Fremtiden skulde være uafhængige af Frostatinget, men danne selvstændige Lagsogn, hvis Ting ikke længere var at betragte som Fylkesting, men erholdt Lagtings Navn og Værdighed. – I 1322 nævnes endvidere et formelig organiseret Lagting paa Avaldsnes ved Jonsmesse (Dipl. Norv. I. 168), hvilket viser, at Rygjafylke og Egdafylke nu var udskilte fra Gulatingslagen som eget Lagsogn; sednere flyttedes Tinget til Stavanger (Dipl. Norv. II. 370. af 1362). – Ved Begyndelsen af det 16de Aarh. blev igjen dette de1t, idet Agdesiden fik sit eget Lagting (Dipl. Norv. V. 1013, om Lagmandens Told, af 1513). Tinget holdtes paa Huseby paa Lister ved Botolfsmesse (Dipl. Norv. VII. 546 af 1517); sednere ved Midfaste (Dipl. Norv. VI. 682 af 1521); siden holdtes det i Mandal (Kgbr. 29 Septbr. 1525). Gulatingslagen deltes saaledes i 3 Lagsogn. – I den første Fjerdedel af det 14de Aarh. nævnes et eget Lagting i Skeen for Grønafylke med egen Lovbog (Cod. Am. 362 fol.); allerede i 1294 var der egen Lagmand. Tinget sees i 1413 at være holdt ved Botolfsmesse og ved Midfaste (Dipl. Norv. VII. 360), og i 1492 ved St. Mortensdagstid (Dipl. Norv. VI. 616). Mod Slutningen af samme Aarhundrede holdtes eget Lagting paa Bagaholmen for Ranafylke ved Pedersmesse (Dipl. Norv. IV. 670 af 1396; III. 583 af 1407 og VI. 397 af 1418). Borgartingslagen var saaledes delt i 3 Lagsogn. – Ogsaa Eidsivatings Lagdømme deltes i 2 Lagsogn, idet der oprettedes et særskilt Lagting for den nordlige Del (Hedemarken) i Hamar. Rb. 1297–1298 for Ringerige og Hadeland Art. 6 tilsiger Distriktet „at have sit Lagting som tilforn (paa Eidsvold“, tillægger et enkelt Haandskrift), og dette tyder hen paa, at en Forandring allerede nu var igjære; skjønt den tilsvarende Rb. for Hedemarken af 23 April 1293 intet herom indeholder. Det nordlige Lagsogn blev i den følgende Tid det egentlige Oplandenes Lagdømme; idet den sydlige Del med Lagtinget paa Eidsvold, som det synes; allerede i Begyndelsen af det 15de Aarh. (Dipl. Norv. V. 483 af 1412, jfr. VI. 416) forenedes med Oslo Lagstol. Ved Lagtingenes Ophævelse i 1797 hørte endnu Hadeland, Ringerige, Romerige og Odalen under Kristiania Lagstol.

At de 4 Hovedstæder i Norge: Nidaros, Bergen, Tunsberg og Oslo havde faaet, eller ved Magnus Lagabøters Lov fik sine egne Lagting, er forhen omtalt. At disse Byer ogsaa maatte faa sine egne, fra Landdistriktets forskjellige Lagmænd, var derimod ingenlunde nødvendigt. For Nidaros og Bergens Vedkommende, der selv var Lagtingets Sæde og de eneste Byer af nogen Betydenhed i Lagdømmet, maatte det tvertimod falde ligesaa nemt at lade den samme Mand beklæde saavel Byens som Landdistriktets Lagstole, altsaa Frostatingslagmanden tillige bestyre Lagtinget for Nidaros, og Gulatingelagmanden tillige Lagtinget for Bergen; man finder derfor ogsaa disse Embeder snart adskilte, snart forenede. I Bergen nævnes derhos enkelte Gange en særskilt „Lagmand i Kongsgaarden“, saa at der endog samtidig har været 3 Lagmænd. Men fra første Halvdel af det 16de Aarh. var Trondhjems og Frostatingets, Bergens og Gulatingets Lagstole altid forenede. Se Absalon Pedersens Norges Beskrivelse. Norske Magasin I. S. 128, og Edvardssøns Bergens Beskr., N. Mag. II. S. 535.

De 2 øvrige Hovedstæder Tunsberg og Oslo havde den hele Tid sine egne Lagmænd i forløbende Række lige fra Slutningen af det 13de Aarh. (Einar i Tunsberg 1294, Dipl. Norv. I. 82 og 83; Aamund i Oslo 1279, Dipl. Norv. II. 19). Men her foregik den oven beskrevne Deling af Lagdømmerne paa omvendt Maade saaledes, at Bylagmandens Jurisdiktion udstraktes over det omliggende Landdistrikt, hvilket saaledes skiltes fra den øvrige Del af Lagdømmet: Tunsberg Lagmands tillige over Vestfold, og Oslo Lagmands over Osloarsysla, hvortil, som nys anført, kom den sydlige Del af Eidsivatingslagdømmet, der tidligere havde udgjort et selvstændigt Lagsogn. – Paa denne Maade udslettedes igjen de selvstændige Lagtings-Jurisdiktioner for Byerne, og Byen forenedes med Landdistriktet. Borgartingslagen opløstes i 5 Lagsogn, og ialt blev Lagstolenes Antal 12. Ofte sees imidlertid Tunsbergs og Borgartingets Lagstole at have været forenede.. – Ved Grevskabernes Oprettelse 1671 blev Størstedelen af Tunsbergs Lagstols Distrikt henlagt under Grevskabernes Overbirketing, saa at der under Lagstolen alene henlaa Tunsberg By tilligemed Holmestrand og Strømsø samt Eger, Modum, Sigdal og Sandsver Tinglag, hvorfor den ved Beskr. 2 Marts 1695 blev forenet med den da ledige Frederikstad Lagstol.

Ved Udgangen af det lede Aarh. blev Jæmtelands Lagstol forenet med Trondhjems, idet Trondhjems Lagmand Henrik Jørgenssøn staur ved Kgbr. 6 Decbr. 1597 beskikkedes til ogsaa at være Lagmand i Jæmteland.

Det fremgaar af det her forklarede, at der længe fandt et ubestemt og svævende Forhold Sted med Hensyn til Lagtings-Jurisdiktionerne, og at disse først i Løbet af 16de Aarh. vandt nogenlunde Fasthed. Dette er imidlertid ikke andet, end hvad der gjælder med Hensyn til alle Embeder i Fortiden, da deres Udøvelse ikke saa strengt som nu var knyttet til bestemte Distrikter, men mere hvilede paa den Indehaveren tillagte almindelige Auktoritet. Enhver Embedsmand (Lagmand, Sysselmand o. s. v.) fik uden Tvivl fra først af ved sin Ansættelse et bestemt Distrikt anvist som Virkekreds, og ved dennes Bestemmelse toges hver Gang Hensyn til de konkrete Omstændigheder, ligesom deri vel ogsaa efter Omstændighederne foretoges Forandringer. Først efterhaanden, idet Eftermanden, hvor ingen særlig Grund til Forandring var tilstede, anvistes samme Virkekreds som hans Formand, udviklede sig igjennem Sædvanen en fast Begrænsning af Embeds-Distrikterne.

Samme Ubestemthed i Jurisdiktionsforholdet viser sig ogsaa deri, at man hyppig finder andre Lagmænd at deltage i Dommen med den i vedkommende Distrikt ansatte, og stundom endog at forrette alene i en fremmed Lagmands Distrikt. Sagen var vistnok den, at Enhver, som indehavde Dommermyndighed, eo ipso ansaaes for kompetent Dommer over hele Lovens Omraade, og at Jurisdiktions-Begrænsningerne alene betragtedes som en reglementarisk ordning af Tjenesten. – Først ved Chr. IV. L. I. 9 sidste Passus, jfr. Fr. 1 Aug. 1589 (Paus S. 419) og Axel Gyldenstjernes Lensbrev af 14 Juli 1588, blev det paalagt hver Lagmand at holde sig til sit eget Lagsogn og ikke dømme i Sager, som forefaldt i andres.

  1. Saasom: „Ámundi remba, løgmaðr af Rygjafylki“; „Dagfinn bóndi, er næst hafði løgsøgn í Gulaþingsløgum“; „Þórðr skolli hafði løgsøgn austr frá Svínasundi“; „Saxi á Haugi var á (el. af) Heiðmørk“: „Þórir løgmaðr var af hinum syðra hluta Upplanda“.
  2. Jfr. Munchs Hist IV. 1 S. 498 fgg.