Forelæsninger over den norske Retshistorie/66

Ansættelsen af en kongelig Embedsmand som Lagtingets Leder, og dennes overgang til virkelig Dommer maatte konsekvent føre til, at det Kongen paahvilende almindelige Tilsyn med Rettens Pleje, hvoraf Lagmands-Embedets Oprettelse selv var en Ytring, gik over til en virkelig Overdommer-Myndighed. Det er det samme Fænomen, som her møder os paa den dømmende som paa den lovgivende Myndigheds Felt: De 4 Lagting kan under de forandrede Tidsforhold ikke mere hævde sin Stilling som den højeste Samfunds-Myndigheds Bærere; et Fællesorgan for det hele Folk mangler, og da en Centralauktoritet bliver en Nødvendighed, gaar Myndigheden af sig selv did, hvor en saadan er at finde, nemlig til Kongemagten: Den lovgivende Myndighed udøves gjennem Retterbøder af Kongen og hans Raad, paa Høvdingemøder (Parliamenter), og den øverste dømmende gjennem Kongens Kontrol med Lagmandens Embedsførsel, ved det daglige Raad og navnlig Kansleren. Begge Myndigheder absorberes saaledes i sidste Instans af Administrationen.

Grænsen mellem et Overtilsyn med Retsplejen og umiddelbar Deltagelse i denne kan efter sin Natur ikke være skarp. Navnlig i Misgjerningssager maatte den almindelige Grundsætning, at Forbrydelsens Retsfølge (Fredløshed, for saa vidt den ikke afværges ved Bod) indtræder ipso facto, lettelig føre til, at Myndigheden til at paatale Forbrydelsen blev benyttet som en umiddelbar Straffe-Myndighed, aldenstund Gjerningen var vitterlig; selve Lovenes Bestemmelser røber en Uklarhed i Opfatningen i dette Punkt, idet Nødvendigheden af forudgaaende Dom mere fremtræder som en Garanti mod Uretfærdighed og Vilkaarlighed fra de kongelige Ombudsmænds Side end som nogen Begrænsning af den kongelige Myndighed lige over for Folkemagten[1].

Imidlertid mangler der den hele Tid ikke paa bestemte Lovbud, der lige saa strengt forbyder Kongen og hans Tjenere at øve Justits uden lovlig Dom, som den Private at tage sig selv tilrette. De ovenfor anførte strenge Forbud mod, at Kongen eller hans ombudsmand gjør ulovlig Atfør eller optager nogen Misgjerningsmands Gods udømt, i Forbindelse med den udtrykkelige Bestemmelse i F. L. III. 24: at den mindre Fredløshed med sine Retsvirkninger ikke indtræder, førend Angjældende er dømt til Tinge, – maatte ligefrem medføre, at der kun i de egentlige Ubødesager kunde blive lovlig Anvendelse for umiddelbar Afstraffelse. Dette er ogsaa klarlig Meningen i F. L. V. 45 og M. L. IV. 4 (ef konungr eða hans umboðsmaðr láta refsa til landhreinsanar ok friðar), der udentvivl ligesom G. L. 32 tilhører Retterboden af 1164, og M. L. IV. 17 forbyder ligefrem Sysselmanden at lade Nogen refse uden efter lovlig Dom, jfr. Hdsk. 20[2]. Saaledes bortfaldt al Adgang til umiddelbar Ilæggelse af Straf, jfr. Rb. 23 April 1293 Art. 4 og 22 Juli 1297 Art. 14, se og 26 Decbr. 1309, Chr. IV. L. I. 4. I den følgende Tid ser man jevnlig, at endog den Skyldiges mindelige Vedtagelse af at erlægge Bøder eller lide anden Straf, inden Dom er gangen, erklæres ugyldig og strafbar efter M. L. VIII. 1 og stadig omstødes paa Herredagene, og at først efter Dom Bøders Aftingning ansees lovlig, se Rec. 1539 Art 20, Rec. 1568, stadf. 28 Maj 1574 Art. 14, Mats Skeels Lensbrev 25 Oktbr. 1571, Herredagsdom 1578 i D. Mag. 3 R. V. S. 337–8.

Medens man saaledes i Norge i Modsætning til de andre germaniske Lande finder Adskillelsen af den dømmende og den administrative Myndighed bestemt fastholdt, var det paa den anden Side en ligefrem Følge af Lagmandens Embedsstilling, at enhver Handling af ham maatte kunne indankes for og underkjendes af hans Herre, Kongen. Saa længe Lagmandens Virksomhed indskrænkede sig til at vejlede Tingmændene i Loven, kunde Kongens overordnede Myndighed heller ikke gaa ud over denne Grænse, og maatte følgelig udøves gjennem Retterbøder; men da Lagmanden blev Dommer, maatte ogsaa Kongen konsekvent blive Overdommer. Som saadan var han ligefrem kompetent til at underkjende Lagmandens Orskurd, men Lagtingets Dom, strengt taget, kun for saa vidt Lagmandens Deltagelse deri angaar; M. L. I. 4 og 11 synes ogsaa virkelig efter sine Ord at udelukke en af Lagretten mod Lagmandens Dissens enstemmig fældet Dom fra Paaanke. – Kongens Overdommermyndighed var saaledes i sin Oprindelse intet andet, end dels en Kontrol over Lagmandens Embedsførelse (jfr. Rb. 17 Juni 1308 Art 13), dels en extraordinær Hjælp mod Retsfornægtelse (jfr. Rb. 9 Septbr. 1302[3]), hvorfor ogsaa den, der havde budt sin Sag til Ransagning hjemme for Lagmanden eller Sysselmanden, uden Ansvar kunde udeblive fra Kongens Dom (Rb. 1280 Art.10[4]). Den har fra først af vistnok alene været en Revision, foretagen aldeles extrajudicielt af Kongen og Raadet; det sees ogsaa hyppig at have været Brug at erhverve en formelig stadfæstelse af Kongen paa Lagmandens Orskurd, for at afskjære al videre Tvist, se saaledes Dipl. Norv. II. 33 (af 1293) og I. 419 (af 1384) samt Rb. 17 Juni 1308 Art. 15, der bestemmer, at Kansleren ikke skal tage noget Gebyr for staðfestu-bréf fyrir løgmanna órskurðar-dómum ok øðrum réttinda-bréfum.

Man ser imidlertid, at det tidlig er blevet Brug, at Kongen bemyndigede visse Mænd af sit Raad til som formelig Domstol at paakjende de for dem indstevnte Sager, se saaledes Dipl. Norv. II. 35 (af 1295), VII. 310 (af 1382), I. 1111 (af 1548), – og Rb. 8 Januar 1357[5] viser, at Stevning for Kongen og hans Raad er blevet til et regelmæssigt Retsmiddel, hvis Anvendelse Retterboden indskrænker til de vigtigere Sager. – Efter Foreningen med Sverige og Danmark, – i hvilke Lande Kongen havde virkelig Dommermyndighed, og hvor det tidligere var blevet Sædvane at han fra Tid til anden afholdt almindelige Retterting eller Herredage, enten personlig med sit Raad, eller ved dertil for Anledningen bemyndigede Adelsmand eller andre høje Herrer, – blev dette ogsaa i Norge mere og mere almindeligt. Man finder oftere, at Parter har stevnet sine Sager ned til Kjøbenhavn for Kongen personlig, og, naar Kongerne besøgte Norge eller sendte sine umiddelbart befuldmægtigede Kommissarier til Landet, finder man gjærne, at der tillige afholdtes Retterting ener Herredag ifølge særskilt Kundgjørelse „til at høre Sager og Klagemaal og forskaffe Enhver, som stædes for dem, deres Ret efter Norges Lov“ (jfr. Frederik den 1stes Haandfæstning 24 Novbr. 1524 Art. 40, jfr. Dipl. Norv. VII. 613 og 629). I Regelen blev da tillige en Del af Lagmændene beordrede til at møde og deltage, dog, som det synes, alene med raadgivende Stemme; jfr. Kong Hans’s Befaling 1483 Art. 2 og 3 og kgl. Befaling 10 Januar 1502 (D. Mag. 3 R. 11. S. 42). – Stevninger til Herredagene udstedtes i Kongens Navn af Kansleren eller vedkommende Lensherre, Kgbr. 24 Septbr. 1567 og 25 Januar 1586.

Det varede imidlertid længe, forinden der indtraadte en regelmæssig Orden ved Afholdelsen af Herredage i Norge, og endnu i det 16de Aarh. er det ofte ikke let at skjelne mellem Rigsraadets Optræden som Domstol eller af Kongen forordnede Kommissarier for den enkelte Sag, og de almindelige Herredage som ordentlige Tribunaler. Man finder dog, at det fra sidste Halvdel af Aarhundredet er blevet Vedtægt at holde Herredage i Norge omtrent hvert 3die Aar, og man har deres Protokoller bevarede siden Aaret 1578. – Som Herredage, der vides at være afholdte, kan nævnes: Decbr. 1453 (Ny D. Mag VI. S. 34); Decbr. 1498 i Konghelle (D. Mag. 3de R. II. S. 6); 1514 ved Christian den 2dens Kroning i Oslo (Dipl. Norv. I. 1043); 2 Septbr. 1524 i Bergen (ibid. 1068); Juli og August 1529 i Oslo, og St. Hansdag 1530 i Bergen (D. Mag. 3 R. II. S. 257, jfr. Dipl. Norv. VII. 629, jfr. 613, 657, 662, 664, 665; VIII. 598); i Oslo St. Hansdag og i Bergen Olafsdag (8–24 Aug.) 1539 af Truid Ulfstand og Claus Bilde (Registr. I. S. 55 og 57–8, jfr. S. 555 fgg. og Paus S. 291; Dipl. Norv. I. 1092 og 1094); i Oslo ved Hertug Frederiks Hyldning St. Hansdag 1548 (Kgbr. 27 Septbr. 1547 og 29–30 Maj 1548. Paus S. 307); i Bergen St. Olafsdag 1557 (Kgbr. 18 Jan. 1557 og Paus S. 317–23, Dipl. Norv. I. 1120); i Bergen Juni 1565 (Paus S. 342, jfr. Kgbr. 11 Juni, 9 Juli og 15 Aug. 1564 og 20 Aug. og 12 Oktbr. 1565); i Bergen 13 Marts og Trondhjem 4 April 1568 af Rigsraaderne Jørgen Lykke, Bjørn Andersen og Kristoffer Valkendorf (Paus S. 350, jfr. Kgbr. 24 Septbr. 1567 og 4 Juli 1568); i Marstrand 10 og 11 Juli, Oslo 21–31 Juli, Bergen 13–28 August, Trondhjem 8–15 Septbr., atter i Oslo 30 Septbr. – 10 Oktbr. og i Frederikstad 13 Oktbr. 1578 (Paus S. 369, jfr Kgbr. 14 Febr., 1 og 2 Juni 1578); i Oslo 24 Juni – 8 Juli og i Moss 9 Juli 1580 (Kgbr. 5, 15 og 23 Maj 1579 samt 5 Maj 1580[6]); i Bergen 25 Juni – 9 Juli og i Oslo 2–19 August 1585 (Kgbr. 22 Januar og 18 Maj 1585); i Trondhjem 25 Maj – 17 Juni 1597 (nærmest for at paakjende Ludvig Munks Forhold, Kgbr. 28 April 1597); i Bergen 2–26 Juli, Stavanger 31 Juli – 4 August og paa Agershus 14–30 Aug. 1599 (Kgbr. 10 April 1599); i Bergen 9–25 Juli 1604 (Kgbr. 2 Jan. s. A.): i Stavanger 3–8 Aug. 1607 (Kgbr. 6 Decbr. 1606); paa Agershus ved Prins Kristians Hyldning 18–21 Juni 1610 (Kgbr. 2 Januar s. A.); de 3 sidste Herredage holdtes af Kristian d. 4de personlig; i Skeen 2–21 August, og sednere paa Eger 10–18 Decbr. 1613 (Kgbr. 30 Jan. s. A.); paa Agershus 29 Juli 1616; i Skeen Juli 1619; i Bergen Juli 1622 (Dombog i Trondhjems Vidensk.selsk., Schønings Samll.); i Trondhjem 25 Juli 1625 (Kgbr. 27 Jan., 9 Maj og 22 Juli s. A.); i Kristiania 1 Decbr. 1628, i Bergen 24 Juli 1631 (jfr. Fr. 29 Juli 1632); i Kristiania Maj 1634 (jfr. Fr. 24 Oktbr. s. A.); i Bergen Juli 1637 (Kgbr. 24 Oktbr. 1636); i Bergen 29 Juni – 6 Juli 1641 (oprindelig berammet til 1640, jfr. Kgbr. 11 Juni 1639 og 15 April 1640) og paa Agershus 6 Juli 1646. Endvidere sees der at være holdt Herredage i 1652 samt 29 Juli 1656; ligesaa i August og Septbr. 1661 (Reskr. 4 Juni s. A.) samt August 1664 (Reskr. 26 April og 21 Juli s. A.), – samtlige paa Agershus. Dette var den sidste af de efter særskilt Kommissorium afholdte norske Herredage. De afløstes af Overhofretten, der var en fast Overdomstol, og traadte i Virksomhed 28 Januar 1667 (jfr. Beskr. og Forordn. af 14 Maj 1666). – Om Udredelsen af Omkostningerne ved de til Herredagene udsendte Kommissariers Ophold mærkes Kgbr. af 4 April 1583 og 25 Oktbr. 1586.

Allerede tidligere havde man imidlertid forsagt at oprette et fast Overtribunal for Norge, eller etslags Mellemting mellem Lagting og Herredag, idet det ved Kgbr. 13 Marts 1541 (Paus S. 306, Krags Hist. II. S. 356) blev befalet alle Riddersmænd og Lagmænd søndenfjelds 2 Gange aarlig: St. Pauli Conversionis Dag og St. Hansdag, at „besøge Raad og Ret i Oslo og der hjælpe hver Mand til Lov og Ret efter Norges Lov og gammel Sædvane“ (jfr. udateret Befalingsbrev i Registr. I. S. 67). Denne Anordning gjentoges ved Kgbr. 1549 (Registr. S. 115), hvorved Borgermester og Raad i Oslo, der fandt sig besværede ved at maatte sidde i Retten, uden at have noget derfor, anbefales at lade sig finde velvillige og skikke hver Mand Lov og Ret, hvorhos Adelen paalægges at sidde Raad og Ret med dem i Oslo St. Pauli Dag og St. Hansdag. Ved Kgbr. 18 Januar 1557 blev dette forandret saaledes, at der skulde holdes „Retterting“ hvert Aar i Bergen St. Olafs Dag og i Oslo St. Pauli Dag. Norges Riges Kansler skal være tilstede ved dem begge, og Lagmændene nordenfjelds møde i Bergen og søndenfjelds i Oslo paa fornævnte Dage og ikke skilles, før end de har endelig med Lov og Ret adskilt hver, som Sager har at udrette; „og skal de klarligen lade indsætte i hvis Domme, som de forretter, afsiger og lader udgaa, begge Parters Beretning, Breve og Bevisning, og naar Dommene er beseglede og udgangne, skal begge Parter være forpligtede dem aldeles at holde og fuldgjøre“; hvis Nogen er misfornøjet dermed maa de samme Domme indstevne for Kongen (d. e. Herredagen). I Forbindelse hermed bestemmer Reces 1557 Art. 5, at ingen Sager skal opkyndes til Rigens Kansler og Lagmændenes Tilkomst til Oslo St. Pauli Dag og Bergen St. Olafs Dag uden de store Sager, som ikke ellers kunde overtages. – Uagtet saavel Brevet af 18 Jan. 1557, som det paafølgende Kgbr. 14 April 1572, der gjentager Befalingen: „at der aarlig skal holdes et almindeligt Lagting og Lagstevne af alle Hans Majestæts Lensmænd og Lagmænd i Oslo St. Pauli Dag og i Bergen St Olafs Dag“, – kun taler om ét almindeligt Lagting om Aaret i Oslo, nemlig St. Pauli Dag, sees det dog, at ogsaa det andet Ting ved St. Hansdag vedblev, se saaledes Kgbr. 5 (30) Marts 1592. I Modsætning til disse Overlagting, der i Kongebrevene snart kaldes ligefrem „Retterting“, snart „almindelige Lagting“, benævnes de ældre Lagting for hvert Lagsogn „menige Lagting“, se saaledes Reces 1568 Art. 3: at de menige Lagting skal holdes paa de Tider af Aaret, som gammelt har været, og Lagmanden raade for, hvorlænge Lagtinget skal holdes, og naar Lagmændene drage saa udi deres Lagmandsdømme at hjælpe hver Mand til Lov og Ret (jfr. Rb. 17 Juni 1308 Art. 11), skal de have fri Befordring; ingen Befalingsmand skal tvinge Lagmanden til at dømme anderledes, end Loven formelder; „dersom dette sker, da skal Lagmanden maa sætte den Sag inden for Kongen og hans Naades Raad eller for Norges Riges Kansler“. – Statholderen paalægges altid at indfinde sig ved disse Overlagting, saaledes Paal Huitfeldts Lensbrev af 10 Maj 1572 (jfr. Kgbr. 12 Maj 1575, hvorved han fritoges for at deltage i Overlagtinget i Bergen), Ludvig Munks Lensbrev af 9 Juli 1577 Art. 2 samt Axel Gyldenstjernes Instrux af 5 og Lensbrev af 14 Juli 1588, jfr. hans fornyede Lensbrev af 12 April 1597 og Jørgen Friis’s Lensbrev af 5 April 1601. – Man finder iøvrigt, at Lagmændene har fundet sig besværede ved saaledes at maatte indfinde sig ved disse Overlagting, ved Siden af at bestyre Retten i sine egne Lagsogn, hvorfor det alvorligt indskjærpes dem ved Kgbr. 29 Septbr. 1584.

Den almindelige Uskik at vise de vanskeligere Sager fra sig til højere Dommere gjentog sig ogsaa ved Lagtingene, se saaledes Dipl. Norv. VI. 501 (af 1446), hvor Tønsberg Lagmand henviser en Tvist om Gyldigheden af et Ejendomsalg „paa Grund af Sagens Dunkelhed, og fordi den angik Adelsmænd“, til Rigsraadets Paakjendelse. – Allerede Recessen 1557 forbød Lagmændene at henvise andre end de betydeligste Sager til Overlagtinget, og ved Axel Gyldenstjernes Lensbrev af 1588 paalægges det ham at lade enhver Lagmand i sit eget Lagdømme først dømme i Sagerne; med mindre nogen Sag er saa tvivlsom, vigtig eller stor, at Lagmanden foraarsages at sætte den ind til Oslo, i hvilket Tilfælde dog samme Lagmand alligevel skal møde i Oslo og undervise de andre (Lagmænd) om Sammenhængen. Bestemmelsen gjentages saavel i hans fornyede Lensbrev af 1597 som i Jørgen Friis’s Lensbrev af 1601; men imidlertid var det ved Kgbr. 1 Aug. 1589 ubetinget forbudt enhver Lagmand at indsætte nogensomhelst Sag for Overlagtinget, inden han selv først har kjendt i samme med Lagretsmændene i sit Lagmandsdømme.

I Chr. IV. Lov og sednere i det 17de Aarh. forekommer disse Overlagting ikke mere. Sandsynligvis er de bortfaldne af sig selv, efter at Herredagene blev regelmæssigere afholdte, og Lagtingene mere og mere udelukkende Overinstanser. I Chr. IV. L. er begge Overlagtingene i Oslo: St. Pauli og St Hansdag blevne ordentlige Sessioner af Oslo Lagting; hvorimod Overlagtinget i Bergen St. Olafsdag ganske er bortfaldt, og det gamle Gulating ved St. Botolfsdag blevet eneste ordentlige Lagtingssession for hele Bergens Lagsogn.

  1. Jfr. Aschehoug, Statsforfatningen indtil 1814 S. 43–44.
  2. Rétt rannsak hœfir konungi á øllum málum at hafa, ok allra helzt við sína sverðtakara ok þjónustumenn; en eigi á hann með bræði ok áhlaupum refsa eða reiðast at úrannsakaðum málum; gái heldr vel fyrir at sjá, hverjum hann gefr nafnbœtr eða aðrar sœmdir, ok haldi við alle vel síðan, þá sem eigi spille sjálfir fyrir sér.
  3. Svá skulu ok þeir átta (ríkisstjórnarmenn), er utangarðs eru, halda sik jafnan réttvisa við almúgan í allri sinni framferð, ok geymandi um framferð sýslumanna ok lénsmanna, at hverr geri øðrum løg ok réttindi. En hvarvetna þar, sem sýslumenn eða lénsmenn vilja eða gera eigi rétt, eða þyngja mønnum afløgliga, skulu þeir allir skyldugir vera til, þar sem hverr næst verðr staddr í hluta landsins, til at fara ok innvirðiliga at prófa ok rannsaka ok rétt at gera eptir løgum. En ef þeir geta eigi yfir tekit eða rétt gert, þá skal til konungsgarðsins stefnast ok rétt gerast. Verðr þá einhverr þrjótr at koma eða rétt at gera, þá skulu fyrirsagðir tólf menn, eða þeir sem í garðinum eru staddir, með allra þeirra ráði refsa láta, svá sem sjálfr konungr væri til.
  4. Þar sem maðr er stefndr løgliga til konungs innanlands ok kemr hann eigi forfalla-laust eða hans umboðsmaðr, þá sekist hann tveim mørkum silfrs við konung, utan han hafði áðr boðit sitt mál undir rétt rannsak heima til løgmanns eða til sýslumanns, ok vill hinn þat eigi, er kærir; þá sekist sá eigi, er stefndr var, at því sinni, þó at hann fari eigi.
  5. Svá viljum vér ok, at réttindi-bréf gefist (eigi) út um smámælum; uten þann, sem kærir, té með skilríki, at sýslumaðr eðr løgmaðr fyrirnemst tilkrafðr at gera hánum rétt, ok þá stefnist þeim, sem fyrirnemst rétt gera, fyrir oss eðr várt ráð ok standi þeim dóm, sem hann syndi rétt. Ef hann finns saklauss þar um, þá gjaldi þann, er úréttaliga kærði hinum, kostnað sinn ok mœðu til stefnu ok frá.
  6. Endvidere nævnes en Herredag i Oslo ved Christian d. 4des Valg 25 Januar 1582 (D. Mag. III. S. 124; Samll. t. N. F. Sp. Hist. I. 424, og Herredagsd. 7 Aug. 1607, jfr. Kgbr. 4 April 1583); men nogen Dombog for denne Herredag findes ikke, og det har vistnok alene været et Møde af de nedenfor omhandlede Overlagting.