Forelæsninger over den norske Retshistorie/67
Medens saavel Overlagtingenes som de enkelte Lagmænds Domme kande indankes for Kongen og hans Raad, se Kgbr. 4 18 Januar 1557 og Reces 1568 Art 1, var Herredagenes Domme i sig selv at betragte som Kongens egne Afgjørelser, og følgelig endelige. Men ligesom man oftere finder, at Parterne har indstevnt sine Sager for Kongen i Kjøbenhavn personlig, eller for de danske Herredage, der afholdtes hvert Aar, og hvor Kongen jevnlig selv præsiderede, – se saal. Kgbr. 25 Jan. 1586, – saaledes var det ogsaa selvfølgeligt, at en Herredagsdom, hvori Kongen ikke personlig havde deltaget, maatte kunne indstevnes for ham selv til Underkjendelse, jfr. Fr. I. Haandf. 1524 Art. 36, se og Kgbr. 10 Jan. 1563. Paa denne Maade kom de danske Herredage til at blive et Slags Appel-Instanser over de norske. – Efter Suverænitetens Indførelse blev denne højeste Dommermyndighed overdragen til en Afdeling af Statsraadet, nemlig Justitskollegiet eller Kancelliet under Kanslerens Forsæde, hvor Retssager skulde foretages de 4 sidste Dage i Ugen, men Kongen skulde foreløbig underrettes derom, inden Dommen undertegnedes. Kriminelle Sager skulde behandles af 9, og civile af 7 Medlemmer; dog havde Parterne Adgang til at faa sin Sag behandlet af det samlede Raad (se Provisional-Ord. 4 Novbr. 1660 § 2). – Denne Ordning, der saaledes afløste de danske Herredage, forandredes imidlertid allerede ved Fr. 14 Februar 1661, der skilte Kancelliet ved dets dømmende Funktioner og oprettede en egen Højesteret som fælles øverste Domstol for begge Riger. Den skulde holdes i Kjøbenhavn hvert Aar 8 Dage efter Pintse. Lige til 1774 udgaves der aarlig Patenter om Rettens Holdelse og sagernes Orden. Endnu vedblev, som anført, de norske Herredage at holdes 2 Gange: i 1661 og 1664, og da Kongen ikke personlig kom til at deltage i nogen af disse, maatte deres Domme følgelig blive appellable til Højesteret i Kjøbenhavn.
Endelig blev ved Reskr. 14 Marts 1666 de treaarlige norske Herredage afløste af en fast Overhofret, der aarlig skulde afholdes paa Agershus St. Pauli Dag og følgende, og hvis Domme igjen kunde appelleres til Højesteret i Kjøbenhavn, for saa vidt Sagen gjaldt 500 Rdl., hvilket Beløb ved Lovb. 1–6–16 blev forandret til 200 Lod Sølv. – Overhofretten bestod af en Justitiarius og 9 Tilforordnede, hvoriblandt den norske Kansler, under Statholderens Præsidium; dog var Retten kompetent med 5 Medlemmer; til Assessorer beskikkedes høje Embedsmænd og karakteriserede Personer i Norge. De fik lige saa lidt som de, der tidligere var blevne opsendte for at holde Herredag, nogen Løn, men havde alene Retssportler, Fr. 24 Novbr. 1674 og 6 Maj 1682. Som Følge heraf gik det ogsaa højst uordentligt til med Rutens Holdelse, og det var næsten umuligt at faa Medlemmerne til at møde; skjønt der udgaves en Mængde Reskripter, der dels indskjærper straffen for Udeblivelse, dels søger at lette Byrden, endog ved at tilstede at holde Ret med ikke flere end 2 Medlemmer. Først ved Reskr. 17 Septbr. 1756 fik Overhofrettens Medlemmer en liden Løn. Retten fik Instruxer af 20 Decbr. 1684 og 13 Jan. 1700 med Tillæg af 9 Juli 1756, jfr. Reskr. 21 Marts 1755, og herved forblev det indtil Instr. 14 Jan. 1778, der gjældte indtil Rettens Ophævelse i 1797, jfr. Beskr 30 April 1783 og 10 Marts 1786.
Herredagene, og efter dem Overhofretten, var rette Værneting for Adelen i Livs- og Æressager og angaaende Forbrydelse af dens Jordegods, se Fr. I. Haandf. 1524 Art 9 og 16; Priv. 14 Febr. 1582 § 2, jfr. Priv. 21 Juli 1591 §9, Priv. 24 Juni 1661 §§ 13 og 14 og Lovb. 1–2–9. Den højere Adel skulde efter Privilegierne af 25 Maj 1671 resp. §§ 25 og 20 og Lovb. 1–2–10 i alle Sager svare umiddelbart for Højesteret.
At ogsaa Sysselmændenes og deres Efterfølgere Lensherrernes Indflydelse paa Retsplejen i Tidens Løb har tiltaget, viser sig kjendelig. Naar de indfinder sig paa Lagtinget, medbesegler de Dommen tillige med Lagmanden. Paa Bygdetingene, der ingen særskilt lovkyndig Forstander havde, har uden Tvivl de eller deres Fuldmægtige (lénsmenn, sednere Fogder), naar de var tilstede, indtaget en ledende Stilling. Herpaa tyder ogsaa det fælles Navn réttari, hvormed saavel Sysselmand som Lagmand i den nye Lov jevnlig benævnes, se blandt andre M. L. IV. 19, 20 (umboðsmaðr konungs, er hann hefir réttinda-vald í henðr fengit), Rb. 1280 Art. 29, 11 Oktbr. 1303 og 3 Novbr. 1318 m. fl. Ved Bymødet betegnes Sysselmanden ved Siden af Lagmanden og Gjaldkeren udtrykkelig som Meddommer i B. L. VII. 15 (þá skal beiða mótmenn dóms, eptir því sem løgbok skýrir ok løgmaðr segir, með samþykt sýslumanns ok gjaldkyra ok allra mótmanna). Nogen selvstændig Udøvelse af Dommermyndigheden blev dem dog aldrig tillagt; hvorimod det stadig fastholdes, at deres Kald nærmest er at paase, at Retten har sin Gjænge; i denne Egenskab stilles de sammen med Lagmændene, saaledes Rb. 1309 (gl. L. III. S. 85): ef løgmenn eða sýslumenn verða sannir at því, at þeir vilja eigi halda konungs þegna til réttinda; Rb. 2 Maj 1313 Art. 8: bjóðum vér sýslumønnum ok løgmønnum at leggja svá hvers manns mál niðr, sem sýslubref váttar, og i Slutn.: bjóðum vér sýslumønnum ok løgmønnum þessar rétterbœtr at halda ok segja ok í løgbók at setja; se endvidere M. L. IV. 16: sýslumaðr er skyldugr at taka þann mann ok fœra á þing, en bœndr eru skyldugir at dœma hann eptir løgum, en sýslumaðr at láta refsa eptir løgum, samt Rb. 29 Maj 1303 og 17 Juni 1308 Art 11, der omtaler Sysselmandens Omrejser i Følge med Lagmanden, for „at rétta menn í sýslu sinni“, men udtrykkelig alene tillægger Lagmanden Myndighed til at afgive Orskurd.
Til Sysselmandens Funktioner hørte det derimod at opnævne Doms- og Skjønsmænd (M. L. I. 2, IV. 5 og 20, VIII. 27; Rb. 1280 Art 28), holde Forbrydere i Varetægt, lade anstille de foreløbige Undersøgelser i Misgjerningssager og besørge Dommene fuldbyrdede (M. L. IV. 8, 11, 14, 15, 16, IX. 2, B. L. ibid., Rb. 28 Aug. 1315); ligesaa havde han i borgerlige Retstrætter at tilholde Vidnerne at møde (M. L. VIII, 12, jfr. Rb. 3 Novbr. 1318) og den Domfældte at efterkomme Dommen (M. L. 1. 5 og 8; VIII. 3; Rb. 26 Decbr. 1309, 14 Septbr. 1307, 2 Maj 1313 § 7). – Rb. 1280 Art 23 og 24[1], jfr. 10 bemyndiger udtrykkelig Sysselmanden til at anstille Undersøgelse af Sammenhængen i private Trætter, og paalægger Enhver at møde efter lovlig Stevning for Sysselmanden under ½ Marks Bod. Men lykkes det ham ikke at istandbringe mindeligt Forlig, er han ikke berettiget til selv at paakjende Sagen; men har at indgive en skriftlig Fremstilling til Kongen eller Lagmanden af de erhvervede Oplysninger, hvorefter det tilkommer Lagmanden at afgjøre Sagen ved sit Orskurd, uden at vidnerne behøver at føres paany for ham. Det tilkom følgelig Sysselmanden med fuld Retskraft at modtage Vidnesbyrd og udfærdige Provsbreve, jfr. Rb. 17 Juni 1308 Art. 7 og 8, se og Rb. 29 Maj 1303, der taler om dem, der „fyrirnemast at koma til løgmanns eða løgþingis eða annarra réttara, eptir því sem þeim verðr løgliga stefnt, ok þrjótzkast at gera rétt eptir løgmanns órskurði. Paa den anden Side træffes hyppig Forbud mod, at Sysselmændene eller deres Fogeder undertrykker Retten ved at tillade Nogen ikke at møde efter lovlig stevning, Rb. 23 April 1293 Art. 2, 22 Juli 1297 – 2 April 1298 Art. 12, 11 Oktbr. 1303[2], og 22 Febr. 1358 (Dipl. Norv. VI. 238). – Ifølge Rb. 17 Juni 1308 Art. 9 var det Sysselmandens Pligt at føre og aarlig til Kongen indsende Fortegnelse over de i hans Syssel forefaldne Drabssager, og efter Art. 11 at føre Protokol over alle Domme og Lagmands-Orskurd. – En mærkelig Forskrift indeholder M. L. VIII 10, der forbyder Sysselmanden at indlade sig paa at bedømme, om Varer er forfalskede, for at han ej skal mistænkes for Partiskhed.
I det 15de Aarh. og sednere finder man jævnlig de kongelige Befalingsmænd deltage i Tingenes Forhandlinger, og de nævnes stadig som deltagende i Dommen, men aldrig selv paakjendende nogen Sag. Dette indskjærper ofte navnlig Hovedlenenes Befalingsmænd; saaledes i Axel Gyldenstjernes Lensbrev 1588, hvor det heder, at Kongen vel kan lide, at han og Andre sidder i Retten med Lagmændene; „dog om de vil besegle nogen Dom med Lagmanden, da skal de besegle næst efter og ikke foran Lagmanden“; se og Fr. 15 Marts 1633 Art. 1, hvor Befalingsmændene alvorlig formues til personlig at besøge saavel Lagtingene som de øvrige Tinge, „paa det at saadant Sted og Retten desbedre maa holdes i den tilbørlige Respekt, og Enhver forsvares i det, som Ret er“.
- ↑ Þar sem sýslumaðr stefnir þeim manni til sín innan halffylkis, er fyrir søk verðr, fyrir þá skuld, at hann vill prófa mál hans, ok gera rétt af, svá ok hitt sama, ef sakar-áberi stefnir þeim, er hann á mál við, til sýslumanns undir rétt próf, ok kemr hann eigi forfallalaust, þá sekist sá, er stefndr var, halfri mørk silfrs, halfa konungi en halfa þeim, er málit á. Skulu þessar stefnur vera eptir leiðarlengð, svá at stefndr hafi nóga stund, ok prófi syslumaðr innvirðiliga þetta mál, hvárt sem koma báðir eða annarr, ok geri rétt þeirra millum, ef hann fær yfir tekit. En ef hann fær ei yfir tekit, þá er hann skyldr at ríta greiniliga til konungs eða løgmanns þat rannsak, sem hann hefir framast fengit, kauplaust af þeim, er málit varðar, en løgmaðr leggi síðan órskurð á, þó at þeir haldi þá eigi vitnum til hans.
- ↑ Rb. 23 April 1293, 2: Þat fyrirbjóðum vér, at sýslumenn eða aðrir rétterar eða lénsmenn dirfist þess at lofa nøkkurum manni heima at sitja, sem til laga verðr stefndr, svá at sá fái ei rétt sinn, er kæri á. – Rb. 11 Oktbr. 1303: Skulu þeir, sem stefndir eru løgliga, ok leyfit taka af sýslumennum eða þeirra lénsmønnum til heimsetn, slíku fyrir svara, sem áðr er mælt, bæði oss ok þeim, sem stefndi.