Wikikilden

Forelæsninger over den norske Retshistorie/70

< Forelæsninger over den norske Retshistorie

Det fremgaar af det Udviklede, at den første Plads blandt Bevismidlerne maa tilkomme Vidnebeviset (vitni, vitnisburðr, váttorð, vætti, váttar); skjønt det under Rettergangen spillede en mindre væsenlig Rolle end Partseden; hvorimod det havde sin fornemste Anvendelse blandt de Momenter, der ledsagede selve Retsforholdets Stiftelse, og gav Forpligtelsesgrunden dens notoriske Karakter (jfr. I. S. 190 fgg.). Ved kontraktmæssige Retsforhold foreskriver Lovene Afslutning i Vidners Overvær med den Virkning, at Iagttagelsen af denne Form dels gjorde yderligere Bevis for den stiftede Ret overflødigt, dels endog udelukkede al videre Tvist herom, se i Almindelighed G. L. 36, 40; F. L. I. 2, IX. 22, X. 19–21 og 28; B. R. 110, 157 og 159; M. L. I. 4, VIII. 4 og 11. B. L. ibid., – og i de særskilte Anvendelser G. L. 45, 47, 277; F. L. XIV.2; M. L. VI. 17, VIII. 2 og 8 (om Befuldmægtigelse); . – G. L. 50, jfr. 144; F. L. IX. 28; M. L. VIII. 20 (om Pantsættelse); – G. L. 51; F. L. XI. 8; M. L. V. 1 og 4 (om Fastsættelsen af Ægtefolks Formuesforhold); – G. L. 123; M. L. V. 18 (om Arvskifte); – F. L. IX. 4 (om Testamenter); – G. L. 119; F. L. IX. 23 (ved Værgens Modtagelse af den Umyndiges Gods); – G. L. 59, 116; M. L. V. 14 og VIII. 2 (ved Gjælds Betaling); – G. L. 55. M. L. VIII. 21 (ved Fordringers Overdragelse); – G. L. 32, 70; F. L. V. 10; M. L. I. 8 (ved lovligt Tilbud); – F. L. V. 9, jfr. IV. 38 (ved Forlig); – G. L. 78 og 79; F. L. XIII. 1; M. L. VII. 1 (ved Jordlejekontrakters Oprettelse, Lejejordens Besiddelsestagelse og Landskyldens Betaling); – G. L. 279 og 286; F. L. X. 28, XII. 1 og XIV. 2, jfr. M. L. VIII. 11 B. L. 17 (ved Salg af Jord med eller uden Gjenkjøbsret); – B. R. 167 og 169, jfr B. L. IX. 1 (ved Skibsbefragtning) o. fl.

Ved Fornærmelser, saavelsom i andre Retsforhold, hvor der ikke var Adgang til forud at sikre sig Beviset, hvor det forpligtende Faktum ikke er foregaaet i Overvær af en større Forsamling (i fjølda manna) saasom til Tinge eller i Gjæstebud, og saaledes i sig selv notorisk (jfr. G. L. 152, 157, 181, 187[1], 189; F. L. IV. 9, 10, 14, 15, 23; B. R. 13; M. L. IV. 8), eller Tyv greben med Kosterne ihænde (G. L. 253; F. L. XIV. 12 og IV. 30; M. L. IX. 2), – gjøres der regelmæssig Fordring paa, at de Tilstedeværende formelig maa være skudte til Vidne (skírskotat). Forsømmelse heraf bevirkede, at Vidnesbyrdet ikke udelukkede den Sagsøgte fra Benægtelsesed, og betragtedes stundum endog som Opgivelse af Tiltalen (G. L. 191 og 196; F. L. IV. 18 og X. 35, jfr. 41; B. R. 36[2]). Det fordres ogsaa oftere, at den, som vil gaa fri for en ufordelagtig Formodning og de deraf følgende Ulemper, skal skyde til Vidne paa Handlingens Retmæssighed: saaledes i Tilfælde af Drab af Nødværge eller berettiget Harme (G. L. 160, jfr. F. L. IV. 39 og 40); naar man har fundet Nogen dræbt (G. L. 161); naar man mod sin Vilje har maattet befordre en Drabsmand (G. L. 171); naar man faar sit Gods tilbage af Tyven (G. L. 256; M. L. IX. 7, jfr. 3; B. L. 6); at man fredelig har forladt Gildet (F. L. IV. 14, jfr. G. L. 157); at man ikke i betimelig Tid har kunnet naa frem til Tinge (F. L. V. 12, jfr. G. L. 131); at Skibsfolk har været nødte til at gjøre Strandhug (G. L. 303, M. L. III. 13); om Nødvendigheden af Arbejde paa Helligdag (B. R. 5); at Barn er dødt uden Moderens Skyld (E. K. R. 3) m. v. – Ved saadan Skyden til Vidne, hvorved de Tilstedeværende ligesom inddroges i Begivenheden, og særlig lagdes paa Hjærte at bevare Erindringen, for i sin Tid at kunne fremstaa som vidner om det Passerede, frembragtes igrunden samme Notorietet, som om Vidnerne forud var tilkaldte. Særlig kan her mærkes vidner om Viglysning og Drabsmandens Natteophold (G. L. 156, F. L. IV. 7, M. L. IV. 11); vidner om Beskaffenheden af Legemsfornærmelse (G. L. 184 og 185, F. L. IV. 12, jfr. B. R. 41. hvor „Lægens Vidnesbyrd“ er sat istedet); vidner paa ulovligt Aavirke (G. L. 91, F. L. XIII. 11); Vidner paa Ran (G. L. 143, B. R. 44); vidner paa den fødende Kvindes Udlæggelse af Barnefader (B. K. R. (II) 14); vidner om Hor (F.L. III. 5, B. R. 67), jfr. B. K. R. (II) 13, der paalægger den voldtagne Kvinde at klage for de første Mænd, hun træffer, og skyde disse til Vidne, hvilket havde den Virkning, at hendes Sigtelse, om ogsaa blot støttet af et Barns Forklaring, dannede fuldt Bevis; medens omvendt Undladelsen af strax at klage medførte, at hun ikke engang kunde kræve den sigtede paa Ed.

Endelig fordres der stadig, at ethvert af de til et Søgsmaals Anlæg hørende processuelle Skridt, saavelsom Sagens Udfald paa ethvert Stadium af Rettergangen, maa være bekræftet af dertil særlig tilkaldte Vidner, og disses Fremstillelse foreskrives altid som en nødvendig Form, naar Sagen sednere bringes for Tinget. Saaledes foreskrives Vidners Tilkaldelse ved Udsigelsen i Løsningssager (forsagnar-vitni), ved Hjemstevning, Tingstevning, Kvada og Krav (G. L. 35. 37, 59, 265 fgg.; F. L. X. 2, 3, 4, 6, 7, 11, 12, 13, 17; M. L. I. 4, VI. 8, VIII. 2, 3 o. fl.); ved Taksætning og Takførsel (F. L. III. 20 og X. 26; B. R. 98; B. L. VII. 25); ved Edsaflæggelse (G. L. 136; F. L. IV. 8); ved Opskjæring af Pil efter Drab eller Legemsbeskadigelse (G. L. 51, Hkb. 31): ved Paaanke til overordnet Ting (þingskot, G. L. 266). – Derhos synes de udenfor Skilledomsmændenes Kreds staaende Tilhørere (valenkunnir menn, er standa utan við dóm, heyringjar, heyrenðr, dómsstaurar, G. L. 35, 266, 269; F. X. 15 og XII. 8, jfr. Dipl. Norv. II. 4) at have været betragtede som et Slags officielle Vitterlighedsvidner ved Forhandlingerne, der, hvis Sagen sednere henskjødes til Tinget, skulde følge med og bekræfte det Passerede. Vidnerne erstattede i disse Tilfælde paa en Maade Retsprotokoller, hvorfor de i Regelen heller ikke kunde mødes med Modvidner.

I samtlige her anførte Tilfælde optræder Vidnerne selv som Deltagere i Retsforholdet ved dets Tilblivelse, og Beviset bliver paa en Maade en Bestanddel af Sagen. Dette: at gjøre Retsforholdet vitterligt, er Vidnebevisets oprindelige Betydning; ikke bagefter at bevise det. At Vidner optraadte under en dem uvedkommende Sag og forklarede sig om, hvad de tilfældigvis havde erfaret om det bestridte Retsforhold, var derimod noget for de Gamles Opfatning fremmed; hvorimod Sager, der ikke var „vitterlige“, efter Regelen skulde afgjøres ved Sagvolderens Ed. – Alligevel finder man allerede i vore ældste Love Exempler paa, at ogsaa Vidnernes tilfældige Erfaring antages som Bevismiddel; skjønt paa en Maade modstræbende, og kun i Tilfælde, hvor Sagens Beskaffenhed kræver det, enten fordi det gjælder varigere Tilstande, eller hvor Omstændighederne ikke tillader forud at sikre sig det regelmæssige Bevis. I Gulatingsloven er det neppe, uden hvor der er Spørgsmaal om Ejendomsretten til sæter og Skov (G. L. 86, F. L. XIII. 23 og 25), om Odelsberettigelse (G. L. 266 og 272, jfr. F. L. XII. 8), om Eiendomsretten til stjaalet eller røvet Gods (G. L. 254 og 314) saavelsom til Hittegods (G. L. 144 og 145, jfr. F. L. II. 35) og om Nødværge (G. L. 167). Frostatingsloven giver derimod i Almindelighed Adgang til at føre vidner om tilfældig Erfaring ved Skilledommen i Sager angaaende Penge og Gods, naar de blot strax ved Kravet er nævnte (F. L. X. 8. jfr. derimod G. L. 37), og omtaler dem derhos særskilt ved Spørgsmaal om Fribaarenhed (F. L. IX. 10, jfr. 12 og IV. 56), om gammel Benyttelse af Vej eller Landingssted (F. L. XIII. 10), om Ejendomsret til Ager eller Eng (F. L. XIII. 17), om voldsom Hjemsøgelse (F. L. IV. 5 og 62), om en Mands Død (F. L. XIV. 2, 5, 6, jfr. M. L. VI. 17), om Drab af Horkarl i Horesæng (F. L. IV. 39) o. fl. Men det sees tydelig, at dette er en sednere Tillempning, og at et saadant Vidnesbyrd er betragtet som noget Uregelmæssigt og mindre afgjørende. Saaledes formaaede i Sager angaaende Penge og Gods Erfaringsvidner ikke at gjøre Sagen „vitterlig“, og efter F. L. IV. 7 stod den af Drabsmanden for Viglysningsvidnerne opgivne Sammenhæng til Troende ligeoverfor de ved Gjerningen tilfældigvis Tilstedeværendes modsatte Prov; F. L. XIV. 7 vil, i Tilfælde af Tvist om, hvorvidt en Strækning er privat Ejendom eller Almenning, have Spørgsmaalet afgjort ved Sandsagn af 12 opnævnte Mænd. Ifølge B. R. 46 og 96 kunde den voldtagne Kvinde kun bevise sin Sigtelse med Vidner, hvis hun havde klaget samme Dag Ifølge B. K. R. (II) 10 kunde vistnok Beviset for, at en Kvinde har været anerkjendt som Ægtehustru, hvis de ved Fæstemaalet tilkaldte Vidner ikke kunde skaffes tilstede, føres ved 6 Vidners Prov angaaende den Stilling, hun i 30 Aar faktisk havde indtaget i Huset; men dette kunde omstødes, naar der blot havdes eet Vidne mere paa Modpartens Side; hvorimod „Giftermaalsvidne“ ikke kunde omstødes af Modvidne, jfr. F. L. XI. 8, hvorefter den Længstlevende selv tredje med Ed kunde bekræfte, hvorledes Forholdet med Formuen var aftalt[3]. – Mærkes kan det endvidere, at, hvorvel Beviset for Odelsbyrd efter G. L. 266 maatte føres ved Erfaringsvidner, stilles der paa den anden Side ikke alene strængere Fordringer saavel til deres Antal som personlige Kvalifikationer, men det foreskrives tillige, at andre særlig kvalificerede Vidner skal sande deres Prov. Og paa samme Maade foreskriver F. L. V. 28 (Hkb. 37), jfr. II. 29 og B. R. 34, 61, 92; M. L. IV. 23, at Bevis for Rygtes Tilværelse skal føres ved 10 Vidner, hvoraf de 2 svor at have hørt Rygtet, og de 8 sandede hines Ed (heimskviðr, heimiliskviðar-vitni). I begge Tilfælde fordres saaledes særegne Garantier, paa samme Maade som ved Partseden. – Det maa saaledes vistnok betragtes som en ved de særegne Kjøbstadforhold fremkaldt sednere Bestemmelse, naar B. R. 28[4] ganske i Almindelighed siger, at Vidners Prov om, hvad de har seet eller hørt, i det mindste i Sager angaaende Drab og Legemsbeskadigelse, skal være lige saa fuldt, som om de formelig var skridte til Vidne derpaa.

I Magnus Lagabøters og den følgende Lovgivning er Forskjellen mellem tilkaldte og Erfaringsvidner saavelsom Modsætningen mellem vitterlige og ikke-vitterlige Sager paa det nærmeste udslettet; Vidnernes Tilkaldelse omtales sjælden, og alene i Hensigt at sikre Bevis, ikke som nogen Betingelse for dettes Gyldighed. Regelen i F. L. IV. 5, at Husfolkenes (Erfarings)vidnesbyrd om heimsókn udelukker Benægtelsesed, er i M. L. IV. 10 udvidet til de Tilstedeværendes Vidnesbyrd om Drab i Almindelighed, og M. L. IV. 11 forandrer F. L. IV. 7 derhen, at de ved Gjerningen Tilstedeværendes Prov skulde gjælde fremfor den ved Viglysningen opgivne Sammenhæng Selv i Sager angaaende Beskadigelse paa Gods forudsætter M. L. VIII. 27 Vidners Prov fuldgyldigt.

Ligesaa blev ved M. L. VIII. 12[5], B. L. 14. Vidnepligten udtrykkelig gjort til en almindelig Borgerpligt, selv om Vidnet ikke er skirskotet, under en Bod af 1 Mark til Kongen, jfr. Rb. 3 Novbr. 1318, hvorefter vidnerne tilkom Godtgjørelse af Parterne for Omkostninger og Tidsspilde efter Rettens Dom. – I de ældre Love var det derimod aabenbart Meningen, at man ikke var pligtig at aflægge Vidnesbyrd om sin tilfældige Erfaring uden man selv vilde (jfr. B. R. 28), og at Vidnepligten som Borgerpligt indskrænkede sig til de 3 Tilfælde, at man enten fra først af har været tilkaldt ved Retsforholdets Stiftelse, eller bagefter formelig er skudt til Vidne, eller skal aflægge Vidnesbyrd om Retsforhandlinger. I disse Tilfælde vil ogsaa Nægtelsen af at vidne let kunne antage Karakteren af Modstand mod Retshaandhævelsen. Medens saaledes G. L. 184, 188, 266 og F. L. X. 7[6], kun sætter de sædvanlige 3 Ørers Bod, sætter F. L. IV. 7 og 15, jfr. M. L. IV. 11, hvor Nogen, som i Mandhelg-Sager er skudt til Vidne, nægter at afgive Forklaring, en Bod af 3 Mark, halvt til Kongen og halvt til Sagsøgeren, samt Tabet af personlig Ret og Evne til for Fremtiden enten selv at aflægge Vidnesbyrd eller nyde godt af Andres Vidnesbyrd, altsaa samme Straf som for urigtig Forklaring (jfr. G. L. 60; F. L. XIII 25), – og denne Bod kan uden noget Hjemstevne strax idømmes paa Femtertinget og umiddelbart inddrives. – Ifølge F. L. X. 3 havde den, der skulde møde til Tinge som Hjemstevne-, Tingstevne- eller Kvada-Vidne, Ret til, hvis der paaførtes ham Sag om hans Jord, og Femterstevnet kom i Kollision med den Dag, da han skulde møde paa Tinget som Vidne at kræve Aaværksagen enten foretagen Dagen før, eller udsat til den følgende Dag (jfr. XIII. 25). Ligesaa gik Møde ved Ørvartinget, hvis nærmeste Hensigt var at samle Vidnesbyrd, ikke alene foran almindelige Tingmøder (sóknar-þing), men befriede endog for Møde ved Vaabenting.

Alle Lovene anviser den Udvej, hvor et Vidne ikke kunde møde, at det afgav sin Forklaring for 2 tilkaldte Mænd, hvilke da under sin Ed havde at fremføre dets Prov for Tinget (bóka søgu hans á þingi), G. L. 59; F. L. IV. 5, jfr. XII. 1[7]; B. R. 106; M. L. IV. 10 og VIII. 2, B. L. resp. 11 og 3. Efter Frostatingsloven synes dette at have været saa at forstaa, at der maatte være 2 Vidner for hver af de udeblivende, altsaa tilsammen 4. – Vidnets Adgang til at aflægge sit Vidnesbyrd paa denne Maade var efter de ældste Love ikke afhængig af, at nogen gyldig Forfaldsgrund var tilstede; men den nye Lov indskrænkede, idet den gjorde Vidnepligten almindelig, ogsaa Vidnets Adgang til at lade sit Prov fremføre ved Andre til det Tilfælde, at vidnet formedelst lovlig Forhindring ikke selv kan møde.

Noget særskilt Kald og Varsel til Vidnerne synes at maatte have været mindre nødvendigt, da den Part, som skulde fare dem, i Regelen vilde have sikret sig dem forud, og efter F. L. X. 8 og XII. 8 skulde han endog have opgivet dem for Modparten: Sagsøgeren ved Kravet, Sagvolderen ved første Dom. Iøvrigt sees for Vidnerne i det hele at have gjældt samme Regler i denne Henseende som for Parterne, saa at Sagvolderen, hvis hans Vidner var fraværende inden Riget, kunde forlange samme Varsel, som om han selv havde været fraværende (G. L. 102, F. L. X. 3, M. L I. 9 og VIII. 2); F. L. XII. 8 og XIII. 17 bestemmer, at en Ejendomstrætte skal udstaa et Aar, naar en Part siger, at hans Vidner er udenlands. Ifølge G. L. 59 tilkom vidnerne, hvis de var inden Fylket, et efter Vejens Længde afpasset Varsel, men hvis de var udenfor Fylket, Varsel efter de almindelige Regler.

At det Retsspilde, som kunde blive en Følge af Vidnesbyrdets Tab enten ved Vidnets Død eller Bortrejse eller af andre Grunde, gik ud over den Part, der saaledes tabte et i Regelen afgjørende Bevismiddel, forstaar sig selv. Dette behøvede dog ingenlunde altid at være ensbetydende med Sagaens endelige Tab; idet Mangelen af Vitterlighed regelmæssigen alene medførte, at Sagen blev afhængig af Sagvolderens Benægtelsesed, jfr. G. L. 38, F. L. X. 23, B. R. 156, M. L. VIII. 6. B. L. 11, hvorefter Kreditor, hvis han ikke havde vidner paa Gjælden, og Debitor var død, alene kunde kræve Arvingens Ed paa, at Gjælden var denne ubekjendt; herfra gjaldt dog ifølge F. L. XIII. I en Undtagelse for Jorddrottens Krav paa sin Lejlænding, hvorom Jorddrottens Paastand, i fornødent Fald bekræftet med hans Ed, toges forfulde, hvis Lejlændingen eller hans Arving ikke havde Vidner.

I visse Forhold hvor Vidners Tilstedeværelse ved Retsforholdets Stiftelse fremtræder som en væsenlig Form, fastsætter imidlertid Frostatingsloven udtrykkelig at vedkommende Part ikke skal „svare til“ Vidnerne (ábyrgjast vátta) længere end en vis Tid, efter hvis Forløb hans Pligt til at være forsynet med Bevis for sin Paastand altsaa bortfaldt. Saaledes ved Arvesøgsmaal (for Forældrenes Giftermaalsvidner) i 10 Aar (F. L. III. 10); for at Bruden har samtykket i Ægteskabet, i Aar og Dag (III. 22); for at en Fredløs har faaet sin Fred igjen, i 10 Aar (III. 24), og det samme synes at have gjældt Vidnerne om en Frigivens Frelseøl (IX. 12); ved Handler om fast Gods i 20 Aar, men ved alle andre Kjøb i 10 Aar (F. L. X. 28[8], XII. 1, 2, 4, jfr. 7 og XIV. 2); ved Lovbydelsen til Frænderne af Odelsjord, i 10 Aar (XII. 4). I enkelte Tilfælde paalaa det derhos Farten efter Fristens Forløb offentlig at forkynde dette (lýsa, at þat mál er svá fornt, at þat er ur vátta ábyrgð); men i Almindelighed behøvede han alene i Tilfælde af Paatale at bekræfte dette med sin egen Ed. – Da Vidnernes Forældelse i disse Tilfælde skal være en Fordel for den, som skulde haft at føre dem, er det klart, at Modparten ikke kunde have Adgang til uden videre at benægte Faktum med Ed, hvortil Adgangen var lukket derved, at Handelen var afsluttet vitterlig. Derimod er det neppe rigtigt at gaa saa vidt som til at antage, at selve Modpartens Klageret efter denne Tids Forløb var tabt. Kunde han selv bevise det modsatte med Vidner, maatte Adgangen dertil uden Tvivl staa ham aaben; men efter Sagernes Beskaffenhed var dette vistnok i de færreste Tilfælde muligt[9]. – Ved Siden heraf har F. L. IX. 29 og 30 anordnet en virkelig Præskription af Arve- og alle andre Søgsmaal angaaende Penge og Gods i 10 Aar; ogsaa i F. L. III. 22 er det klarlig Meningen, at en Fortabelse af selve Paataleretten skal indtræde om Aar og Dag; men dette er kjendelig, som den korte Termin noksom viser, paa Grund af formodet Vedtagelse, jfr. c. 21 X de sponsal (4. 1), og det samme bør vistnok antages om Rb. 1280 Art. 22. – Gulatingsloven indeholder ligeledes en Flerhed af Præskriptions-Bestemmelser, almindeligvis i 20 Aar, saavel af søgsmaal angaaende Penge og Gods som angaaende andre Krav, saasom Kap. 53, 61, jfr. 66, 86, 119 og 122. Men derimod har den, ligesaalidt som den nyere Lov, noget Bud om ophør af Pligten til at være forsynet med Vidner. Tvertimod indeholder G. L. 39, M. L. VIII. 6, B. L. 11, om Gjældsforpligtelser den Regel, at Kreditor tabte Retten til at bevise sin Fordring med Vidner, naar 20 Aar var hengaaede; men kunde dog efter den Tid kræve den Forpligtede paa Ed, fordi „Sagen ligger i Salt, naar de Søgende duger“; jfr. M. L. VII. 1 Slutn., der ogsaa med Hensyn til Jorddrottens Fordring hos Lejlændingen gjør samme Grundsætning gjældende. – Efter G. L. 272, skulde Beviset for Løsningsretten, naar de i sin Tid ved Handelen tilkaldte vidner var døde, bevises med „rette“, det er odelsbaarne Løsningsvidner. – Naar F. L. XII. 7[10], i et kjendelig nyere Tillæg. erklærer Løsningsretten tabt, naar den ikke lyses hvert 20de Aar, efter hvilken Tid Besidderen alene har at anlægge Lyrittered for „at hann er ór tryggva-vátta ábyrgð“, da er det kjendelig ikke Paatalens, men Lysningens Forsømmelse, hvoraf Rettens Tab er en Følge. At Rettens Tab eo ipso medførte Ophøret af Modpartens Pligt at svare til sine Vidner; forstaar sig selv.

  1. ↑ Sessar manns beri vitni með hánum eða møtunautar eða násessar eða øldrykkjar, ef eigi eru hinir við; þat skal standa, er þeir bera; fœra ekki andvitni á mót þeim.
  2. ↑ Hvervitna þar, sem maðr mælir fjølmæli við mann, þá skal hann þegar skírskota, ok krefja horns samdœgris, ok hafa mót um morguninn eptir, ok njóta þá vátta sinna þeirra, er hann skírskotaði undir. En ef hann sœkir eigi svá, þá hefir hann fyrirfarit sínu máli ok eigi aldrigi nppreisn þess máls síðan.
  3. ↑ En af annattveggja missir annars við, ok þrýtr øldrhúsvitni, vinni sjálft eið til fjár síns, en tveir skilvænir menn ok réttnæmir sanni eið hans eða hennar, en fé greiðist eptir løgum.
  4. ↑ Ef maðr vill bera vitni, þar er engi skírskotar undir hann, þá skal hann bera viðrvist sína: at hann sá þat eða heyrði, er hann berr vitni um; þá er þat vitni jafnfullt, som skírskotat væri undir hann.
  5. ↑ Hvert mál, er vitnat er undir mann, ok þó at eigi sé vitnat, hvárt sem maðr hefr heldr sét á eða heyrt, þá skal hann vera skyldr til at bera þat vitni, løgliga til kvaddr af réttaranum. En ef hann vill eigi bera, þá skal sakar-aberi krefja hann þess vitnisburðar. En ef hann vill eigi enn bera, þá er hann sekr mørk silfrs við konung. En svá skal hann bera þat vitni, er hann er eigi nefndr til, at hann skal bera viðrvist sína, eptir því sem fremsat sá hann eða heyrði. Síðan dœmi løgmaðr ok dómsmenn, hversu løgligt þeim þykkir þat vitni vera.
  6. ↑ G. L. 188: Hvervetna þess, er maðr er staddr við deild manna, ok er skirskotat undir hann, þá skal hann bera annattveggja af eða á; ellar gjaldi aura trjá konungi, ef hann er krafðr til. – F. L. X. 7: Ef maðr synjar manni heimstefnu-vitnis eða kvøðu-vitnis eða þingstefnuvitnis, þá er sá sekr þrim aurum tøldum, eða hann sveri einn undan.
  7. ↑ Þá skal hann vitni til hafa tveggja manna þeirra, er við skeyting váru, eða þeirra fjøgurra, er við þeirra tveggja vitni hafa at løgum tekit.
  8. ↑ En tryggva-vitni þat, er skeytingar-vitni er, þat skal maðr halda ábyrgð 20 vetr, en síðan lyrittar-eið upp frá því, at þat mál er svá fornt, at þat er ór tryggva-vátta ábyrgð. En kanpvátta alla aðra skal maðr halda ábyrgð á 10 vetr; en upp frá því sveri hann einn, at þat mál er svá fornt, at þat er ór vátta ábyrgð.
  9. ↑ Jfr. Retshist. I. s. 274–76 og 322–24. – Se Aschehoug i Norsk Tidsskr. VII. S. 235–36 og Hertzberg, Proces S. 11–12.
  10. ↑ Svá er ok mælt, at lýsa skal jarðarbrigði á 20 vetrum, ok lýsa innan fylkis, þar sem jørð liggr. En ef hinn sitr innanlands vetr 20 at úlýstu, þá á hann eigi brigð til síðan. ok eigi meira af hinum, er keypt hefir jørð þá, en lýritar-eið; þá skal hann sverja svá, at hann er ór tryggva-vátta ábyrgð; þá á hann enga tiltølu siðan.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Forelæsninger_over_den_norske_Retshistorie/70&oldid=182791»