Forelæsninger over den norske Retshistorie/74

Frederik Brandt

Forelæsninger over den norske Retshistorie

Damm, 1883 (2, s. 270-279).

Eden maatte naturligvis i sit Omfang svare til Sigtelsen, alt saa ogsaa omfatte alle dermed forbundne Omstændigheder, som gav Faktum dets retlige Karakter, saasom at Gjerningen var øvet af Vaade eller Nødværge eller i berettiget Harme; at Gjælden er forældet m. v. Dette følger af, at Edens Aflæggelse umiddelbart medfører den sigtedes Befrielse, uden at der er Spørgsmaal om at opløse Skyldgrunden i dens forskjellige Momenter, eller om nogen Fordeling af Bevisbyrden. – Under det forandrede System efter den nye Lov maatte vistnok dette tildels modificeres. Allerede Bestemmelsen i M. L. IV. XII, at sjónar-vitni gaar foran Gjerningsmandens Forklaring ved Viglysningen, saavelsom Kap. 13, der foreskriver en lavere Nægtelsesed for Vaadesgjerninger, antyder dette, og det er neppe heller tænkeligt andet, end at de 12 Mænd, der opnævntes til den foreløbige Paakjendelse af Misgjerningssager, og hvem M. L. IV. 20 udtrykkelig paalægger at tage samtlige Omstændigheder ved Sagen i Betragtning, ogsaa har taget sig for selv at bedømme efter de foreliggende Oplysninger, hvorvidt deslige Omstændigheder var tilstede eller ikke. Og da Eden sednere blev et Led af selve Sagen, saaledes at denne afsluttedes med en efter Edsprøvens Udfald enten frifindende eller fældende Dom, bliver det saa meget naturligere, at Eden indskrænkedes til alene at omfatte den Del af Sigtelsen, som Dommeren ikke selv saa sig istand til at afgjøre.

Sagvolderen selv maatte naturligvis aflægge fuld Vishedsed til sin Befrielse. Med Hensyn til Mededsmændene forklarer de ældre Love ikke udtrykkelig, hvorpaa deres Ed skal gaa ud; kun F. L. XI. 8 siger, at de skal „sande hans Ed“. Men saavel Sagene egen Natur som Analogien af, hvad der gjaldt om Medsværgerne ved heimiliskviðar-vitni og oðals-vitni, synes med Bestemthed at vise, at de alene skulde edelig bekræfte sin Overbevisning om, at hans Ed var sand; dette bestyrkes ved Bestemmelsen i F. L. II. 46, at i Tilfælde af Mened skal Hovedmanden bøde 3 Mark samt 6 Ører for hver Medsværger; men hvis disse selv vidste, at Eden var falsk, skal hver af dem selv bøde 3 Mark, jfr. M. L. IX. 16, B. L. 19. – Det er imidlertid let begribeligt, at en saadan Skjelnen mellem Vished og Overbevisning i de ældre Tider, da Medsværgerne uden Tvivl i de fleste Tilfælde personlig kjendte den virkelige Sammenhæng, ikke fattedes skarpt, og at Mededsmændene derfor aflagde Eden i de samme Udtryk som Hovedmanden, eller ligefrem bekræftede dennes Sandhed, hvad enten de havde bestemt Kundskab eller blot Overbevisning. Dette Misbrug afskaffede derfor M. L. IV. 26, jfr. IX. 13, der bestemte, at alene Sagvolderen skal sværge fuld Ed, og Mededsmændene sande hans Ed med de Ord: „at de intet sandere ved om den Sag^[1]“.

Den Garanti for Edens Sandhed, som Mededsmændene gav, kan synes at have været temmelig ringe, især naar man erindrer, at, selv hvor Eden aflagdes med Nævndervidne, det Antal af disse, som Sagvolderen maatte have, ikke var større, end at han kunde tage dem samtlige af dem, han selv havde opnævnt. Men, selv om man ikke vil antage, at Meningen idetmindste ved Tylftereden har været, at han skulde have en af hvert Udvalg, – maa det dog vistnok forudsættes, at samtlige de opnævnte Mænd har været tilstede, saa at ogsaa de af dem, der ikke blev tagne med til at sværge, har kunnet øve idetmindste en moralsk Indflydelse paa de øvrige. Derhos laa en stor Garanti saavel i Fordringen om, at nogle af Mededsmændene skulde være Sagvolderens nærmeste Naboer, som at han skulde have nogle af sine nærmeste Slægtninge med sig; ti inden disse snevre Kredse kan man vistnok forudsætte at det, under hine Tiders gjennemsigtige Samfundsliv, i de færreste Tilfælde vilde være muligt at holde Sandheden ganske skjult. En ikke ringe Garanti laa vistnok ogsaa deri, at Mededsmændenes Opnævnelse skulde ske strax, idet Eden blev fæstet, altsaa uden Adgang til forud specielt at undersøge deres Tilbøjelighed, eller til bagefter at vælge andre (jfr. F. L. IV. 8). Og selv ved Ed med Fangevidner, hvor der alene fordres, at Medsværgerne skal være frie og myndige Mænd, uden at Beslægtede eller Naboer behøver at være med, er det neppe at betvivle, at det for Parterne vanskelig lod sig gjøre at gaa udenfor sine Nærmestes Kreds, uden at vække en Mistanke mod sin Oprigtighed, der næsten maatte gjøre ham det umuligt at finde Medsværgere blandt Fremmede. – Overhovedet maa det erindres, at den oprindelige Tanke med Mededsmands-Institutionen vistnok ikke saa meget var at tilvejebringe en Garanti for Edens Sandhed, som et Vidnesbyrd om, at den Sværgendes Paastand til en vis Grad havde Opinionen for sig inden hans Omgivelser.

Men under den forandrede Betydning, som Beviset i Rettergang erholdt i den følgende Tid, træder den i Mededen indeholdte Garanti for Sandhed mere i Forgrunden, og man føler Nødvendigheden af at styrke denne Garanti ved at søge en Modvægt mod den lette Adgang, Sagvolderen stundom havde til med Ed at fragaa sin Skyld. Ligesom Magnus Lagabøters Lov væsenlig indskrænker Adgangen til at forskyde de opnævnte Mænd og bruge Fangevidner, saaledes synes det her at være Meningen, at de 12, 6, 4 eller 2 Naboer, af hvilke Sagvolderen havde at vælge de 7, 3, 2 eller en til Medsværgere, samtlige skulde opnævnes paa selve Tinget af dettes Bestyrer, og ikke af Parterne selv; jfr. B. R. 37, hvorefter Gjaldkeren skulde deltage med Sagsøgeren i Opnævnelsen af det halve Antal. I den sednere Tid finder man endog, at samtlige Medsværgere ligefrem opnævnes af Retten, uden at der indrømmes Sagvolderen noget Valg. Ligeledes finder man allerede fra først i det 14de Aarh., at man er begyndt ikke at regne Sagvolderen selv med i Tallet, saa at han maatte aflægge Tylftered selv 13de, Settered selv 7de o. s. v., jfr. Eilifs statut af 1320^[2] (gl. L. III. S. 268). Se saaledes Norske Samlinger I. S. 243–4, hvor Byfogden opnævner 12 Kvinder, som skulde sværge med den Anklagede i en Troldomssag 1594.

I et Par Tilfælde, hvor det netop i særegen Grad mildt at faa konstateret den almindelige Mening i Egnen, sees Anvendelsen af Mededsmænd at være udstrakt ogsaa til Vidner. Dette var Tilfældet med de Vidner, hvorved Nogen vilde bevise sin Odelsbyrd (G. L. 266, M. L. VI. 8, Rb. 1316 i gl. L. III. S. 120, jfr. Dipl. Norv. III. 122), hvor der foruden de 3 árofar, der bevidnede Slægtskabet, maatte føres 3 andre, som sandede hines Prov. Ligesaa naar der skulde føres Bevis for Tilværelsen af et Rygte (heimiliskviðar-vitni), hvilket efter F. L. V. 28 (Hkb. 37), jfr. F. L. II. 29: B. R. 34, 61 og 92; M. L. IV. 23, B. L. ibid., maatte ske saaledes, at 2 Vidner skulde sværge, at de havde hørt Rygtet, uden dog at vide, om det var sandt, hvorhos 8, eller (hvis Sagen gjaldt mindre end 6 Ører) 4 andre Vidner (altsaa henholdsvis 4 eller 2 for hvert Hovedvidne) skulde sande hines Ed. – I Gulatingsloven omtales denne Bevismaade ikke; men af et Brudstykke af Kap. 28 (gl. L. II. S. 495) jfr. Sv. K. R. 98 sees det, at der krævedes, at Rygtets Tilværelse bevidnedes fra 3 Gaarde, og det samme er Tilfældet i E. K. R. 41 og har maaske været almindelig Regel, jfr. F. L. II. 29. Usandsynligt er det ikke, at den særegne Form for Bevisførelsen i dette Tilfælde stammer fra Kirkeretten^[3] og har udviklet sig af Fremgangsmaaden ved de af de biskoppelige Ombudsmænd afholdte Forhør angaaende kirkelige Overtrædelser, jfr. B. K. R. 17, der udførlig skildrer denne.

I den hedenske Tid foregik Edsaflæggelsen saaledes, at den Sværgende holdt i Tempelringen, der laa paa Alteret i Heredets Tempel og var dyppet i Offerdyrets Blod, og som Herseren altid skulde bære paa sin Arm til Tinge, – og under Paakaldelse af Guderne (Odin, Njørd og Frey) bekræftede Sandheden af sit Udsagn. Edens Aflæggelse maatte altsaa foregaa enten i Templet eller paa Tinget, og i ethvert Fald i Overvær af Herseren^[4]. – I den kristne Tid foregik Edsaflæggelsen, idet den Sværgende lagde Haanden paa Evangeliebogen (corpus evangelicum) eller en anden hellig Bog med de Ord: „Dertil lægger jeg Haanden paa Bogen, og det skyder jeg til Gud, at – – – –. Saa være Gud mig huld, som jeg taler sandt; gram, hvis jeg lyver!“ (bókareiðr, = corporlig Ed, at bóka søgu sína). Tylftereden skulde aflægges foran Altergulvet; Settereden i den nedre Del af Kirken. Præsten var pligtig at give de Sværgende Adgang til Kirken og skaffe Bog. Sagsøgeren skulde overrække Sagvolderen Bogen eller lægge Bogen paa Kirkens Tærskel; derpaa skulde den Sværgende tage Bogen op og med den i sin Haand aflægge Eden. Nægtede Præsten at indlade de Sværgende i Kirken eller skaffe Bog, skulde den Sværgende lægge sin Haand paa Kirkens Dørstolpe, og Eden var da fuldgyldig. – Saasnart Eden var fæstet (ved Skilledommen eller paa Tinget), og de Naboer, blandt hvilke Sagvolderen skulde vælge sine Medsværgere, var opnævnte, havde Sagvolderen 10 Ugers Frist til at faa den aflagt (fœra eið af hendi sér). Om Enseden siger G. L. 135, at Sagvolderen er pligtig at sværge den, naar som helst hans Modpart vil høre den „og har Bog at byde ham“. – Efter Bylovens almindelige Regel skulde derhos Sagvolderen ledsage sin Erklæring om at ville aflægge Ed med Borgen for, at den vilde blive aflagt, eller, i Mangel deraf, Gjælden betalt (eiðatak, jfr. I. S. 328), hvorhos Fristen kun var 3 Uger; kunde Sagvolderen ikke stille Borgen, kunde han holdes i personlig Forvaring og maatte aflægge Eden den paafølgende Dag, B. R. 23. – Til den Dag, da Eden skulde aflægges, havde Sagvolderen ifølge G. L. 30 og 136^[5]; F. L. IV. 8, jfr. XV. 11; B. R. 24 og 37, hvis Parterne ikke forud var blevne enige om en bestemt Dag, at varsle sin modpart (bjóða eið) og, hvis Sagen ogsaa medførte Bøder til Kongen, tillige dennes Aarmand eller i Byen Gjaldkeren; mødte disse ikke, kunde Eden ligefuldt aflægges. Sagvolderen skulde i ethvert Fald medtage Vidner, og han og Sagsøgeren hver opnævne 2 Mænd til at paahøre Eden og skjønne, hvorvidt den rettelig aflægges (meta eið). Var de tilstedeværende Vidner uenige, om Eden var rettelig aflagt, gjaldt deres Erklæring, som vilde bekræfte sit Udsagn med Ed; vilde begge Partier sværge, havde de Fortrinnet, som erklærede Eden lovlig. Unddrog nogen af Mededsmændene sig fra at sværge, betragtedes den hele Ed som falden, og Sagvolderen havde tabt sin Sag. Efter F. L X. 32 synes han derhos at have maattet erlægge en Bod til sagsøgeren for hver Edshjælper, som unddrog sig (vátta-fé). Han havde imidlertid endda, hvis det gjaldt Fredløshed, en Frist af 5 Dage til at søge sin Sikkerhed ved Flugten (fimtar-grið frá kirkjudyrum), ligesom han naturligvis ogsaa, ifald han ikke vovede at forsøge paa at faa Eden aflagt, hertil kunde benytte det hele Tidsrum af 10 Uger, hvori Adgangen til Ed stod ham aaben^[6]. – Døde den, som havde fæstet Ed, inden denne var aflagt, skulde efter F. L. V. 19^[7], B. R. 14, hans Arving aflægge Eden inden 10 Uger, efter at han var bleven myndig, hvis ikke Sagen imidlertid var bleven bilagt.

Magnus Lagabøters Lov indeholder ingen Forskrifter om Fremgangsmaaden ved Eds Aflæggelse; rimeligvis er dette paa Grænsen mod den kirkelige Ret liggende Emne med Forsæt blevet forbigaaet, i den Mening at lade den gjældende Praxis vedblive uforandret. Den oven omtalte Forandring med Hensyn til Vidners Edfæstelse, der farte til, at Vidneeden altid blev at aflægge til Tinge eller for sysselmanden (Rb. 1280 Art. 24), – hvilket vistnok ogsaa blev Tilfældet med de mere og mere hyppige Eder af Sagvolderen alene, – havde imidlertid, som det synes, til Følge, at ogsaa de øvrige Partseder efterhaanden blev aflagte paa denne Maade, og at Lagretten eller den fungerende Retsbestyrer afgjorde, hvorvidt den var rettelig aflagt.

Blev Eden rettelig aflagt, var dermed naturligvis Sagen afgjort og videre Forfølgning udelukket. I omvendt Fald havde Sagsøgeren vundet sin Sag, og kunde nu i fornødent Fald bringe Sagen som vitterlig til Tinge. Dette maatte han i saa Fald gjøre efter G. L. 57 og 136 inden 1 Aar, og efter F. L. IV. 8 inden 1 Maaned, da Paatalen i modsat Fald var præskriberet. Det er imidlertid at mærke, og ganske i Konsekvens af den hele Opfatning af Edens Betydning og Rettergangens Øjemed, at, uagtet Følgen af, at Eden faldt for Sagvolderen, ligefrem var, at Sagsøgerens Paastand godkjendtes, saa betragtedes dog det derpaa følgende Søgsmaal som en ny Sag, og „Edfaldet“ som en ny, selvstændig Søgsmaalsgrund; Sagen betragtedes derfor ikke, som om den fra først af havde været vitterlig, men bliver det først nu, gjennem de for tilkaldte vidner stedfundne Forhandlinger. Derfor udtrykker ogsaa G. L. 135, ligesom de øvrige Steder, hver Ed foreskrives, sig i den almindelige Form: at Tylftereden, Grimueden saavelsom settereden for Tyveri og Mordbrand „falder til ubetinget Fredløshed“; alle andre settereder „til Utleg “ (eller den istedet derfor trædende Bod) og Lyrittereden „til det, som den var fæstet for“ (Bøder eller civile Præstationer).

Efter at i den sednere Tid Partseden blev at aflægge for Tingen ligesom ogsaa alle de øvrige Retsforhandlinger mellem Parterne efterhaanden overførtes did, maatte Forholdet imidlertid blive anderledes: Edsaflæggelsen blev nu et Led i den hele Række af de til sagens Forfølgning hørende Retshandlinger. Dommen blev enten afsagt alternativt, eller først efter at Eden enten var aflagt eller falden, og i første Tilfælde Sagvolderen frifunden, i sidste Tilfælde domfældt efter den oprindelige Paastand, uden noget nyt Søgsmaal. Jfr. Dipl. Norv. III. 153 (af 1329); I. 339 (af 1354) og 774 (af 1440) samt III. 1163 (af 1547).

Vi har hidtil alene behandlet Partseden som Befrielsesed for den sigtede. Kun i sjældne Tilfælde tillades det den, som fremsætter en positiv Paastand, hvorfor Bevisbyrden paaligger ham selv, at stadfæste dens Sandhed med sin egen Ed. Dette skede alene, som juramentum qvantitatis, hvor Sagvolderen selv har Skylden, saavelsom i enkelte Tilfælde, hvor der er særskilt Opfordring til at lette Sagsøgeren Beviset. Saaledes kunde efter G. L. 314 og F. L. VII. 25 Ejeren, som søger Erstatning af Vikinger, der har plyndret ham, aflægge Sigtelsesed, og denne kan kun mødes med Jærnbyrd; hvorimod den, som sigtes for at have kjøbt det røvede Gods, kan værge sig med Lyrittered. Fremdeles var den Værge, der havde modtaget Myndlingens Gods uden behørig Vurdering, efter G. L. 119, F. L. IX. 22 pligtig at tilsvare ham saa meget som Myndlingen vilde sigte ham for med sin Ed. Efter F. L. XIII. 2, M. L. VII. 1 havde Jorddrotten Ret til at fordrive Lejlændingen, naar han med sin Ed bekræftede at han var Boslitsmand; derimod hører Bestemmelsen i F. L. XIII. 1 (forandret ved M. L. VII. 7) ikke hid, da her Bevisbyrden var vendt om, idet Lejlændingen var paalagt at føre Bevis for, at han havde erlagt hvad han pligtede. F. L. X. 48: at den, som først under Rejsen opdager skjulte Fejl paa den kjøbte Hest, med sin egen Ed kan stadfæste sin Paastand om, at Fejlen er opdaget i betimelig Tid, – saavelsom M. L. IV. 19: at den, som har bundet en Misgjerningsmand, med sin egen Ed kan bekræfte, at han ikke uden dette var istand til at bringe ham til Ombudsmanden, er alene at anse som Tilfælde, hvori en Del af Bevisbyrden er eftergiven. – Stundum paalægges ogsaa Eden, uden Hensyn til Bevisbyrden, den ene af Parterne, og undertiden paalægges det den Forpligtede at bekræfte hvad han skylder, med sin Ed; men dette er naturligvis altid subsidiært og afhængigt af, at ikke Beløbets størrelse paa anden Maade er godtgjort. Saaledes kunde ifølge F. L. XI. 6, hvis Manden havde forsømt at lade vurdere, hvad Konen medbragte i Boet, den Længstlevende, hvad enten det blev ham eller hende, under sin Ed ansætte Beløbet. Herhen hører endvidere Værgens Ed paa, hvad han er sin Myndling skyldig (F. L. IX. 23); fremdeles Tiendeyderens Ed paa, at han erlægger, hvad han pligter (F. L. II. 18); den, som indløser Forsalejord, at han erlægger saa meget, som han i sin Tid modtog for Jorden (F. L. XII. 2; M. L. VI. 12), samt den, der urettelig har høstet anden Mands Jord, at han bringer lige saa meget tilbage, som han tog (M. L. VII. 18). – Alle disse Eder var Enseder, og om noget Modbevis kunde her naturligvis aldrig være Tale.

1. M. L. IV. 26: Svá litzt oss ok, at háskasamligt sé fyrir guði, at ef sá maðr sverr fyrir, er máli á at svara, þá skulu þeir allir sverja eptir hans eiðstaf, þó at þeir viti eigi, hvárt er þeir sverja satt eða úsatt. Nú viljum vér þa skipan á gera, at sá sveri fullan eið fyrir sik, er máli á at svara, en allir aðrir sanni eið hanns með því skilorði, at eigi vitu þeir annat sannara um þetta mál.
2. Ef lærðr maðr rœgir biskup fyrir konungi, þá skal hann festa fyrir sik settar-sœri af lærðum mønnum, ef hann má synja með løgum; sjálfr sé hann hinn sjaundi.
3. Jfr. Hertzberg, Proces, S. 210–16.
4. Jfr. Keysers Afhandlinger S. 343–47.
5. G. L. 136: Nú er vel, ef þeir verða á sáttir, nær vinna skal; ellar stefni hann hánum til fimm náttum hit skemsta fyrir til kirkju þeirrar, er hann vill, innan fylkis. Nú kemr sá eigi, er eið skal heyra, njóti hinn vátta sinna fyrir kirkjudyrum, at hann stefndi hánum þingat til, ok vinni þá eið fyrir váttum. Nú koma þeir báðir þar, hinn er eið skal vinna, ok sá er heyra skal, þá skulu þeir nefna menn til, tvá hvárr þeirra, at meta eið. Nú skilr þá á; kalla aðrir rétt en aðrir rangt vunna, þeir skulu sitt mál hafa, er sverja vilja til; en ef hvártveggja vill sverja, þeir eru eiði nærr, er hjálpa vilja; njóti vátta sinna á næsta þingi, ef nokkurr leitar á. Ef hánum verðr eiðfall, þá skal þat sótt vera á fyrstum 12 mánuðum, sem hvert annarra. En ef eigi er þá sótt, þá er eiðrinn vunninn at løgmáli váru, þó at eigi sé vunninn.
6. G. L. 24: En hverr maðr þeirra, er til skírsla gengr, hvárt sem hann vinnr eiða eba guðsskírslir, ok verðr fúll at, þá á hann fimtar-grið frá kirkjudyrum.
7. F. L. V. 19: En hverngi eið, er maðr hefir festan, ok fellr hann í frá, ok er eiðrinn úunninn, þá skal arfi hans hafa þann eið af hendi sér fœrðan á 10 vikum sœrum eptir þat hann er fulltíða, nema fjárhaldsmenn vili fyrr sættast um þat mál.