Forelæsninger over den norske Retshistorie/81

Sagsøgerens Udeblivelse havde naturligvis altid til Følge, at den tilsigtede Rettergangshandling ikke fandt Sted. Efter F. L. X. 12 havde den Sagsøger, som udeblev fra den første Skilledom, ogsaa tabt sin Sag i Realiteten (dómflogi); men herom indeholder de øvrige Love intet, og M. L. I. 11, Chr. IV. L. 9, tillægger Sagsøgerens og Sagvolderens Udeblivelse samme Virkning nemlig Bøder.

Med Hensyn til Sagvolderens Udeblivelse gaar Lovene ud fra den Grundsætning, at begge Parters Møde i Regelen er nødvendigt, for at en Afgjørelse kan finde Sted. Skjønt det laa udenfor Tingmændenes Kald at anstille selvstændig Undersøgelse angaaende Sagens Sammenhæng, skulde Dommen dog altid være et Udtryk af deres gjennem de stedfundne Forhandlinger vundne Overbevisning, og dette medførte, at begge Parters Møde maatte fordres, og at ingen Sag kunde paadømmes alene efter den ene Parts Fremstilling, med mindre den andens Udeblivelse havde et saadant Præg af Modvillighed, at heraf med Sikkerhed kunde sluttes, at han ogsaa maatte have Uret i Sagen.

Efter G. L. 151, jfr. 155 havde Drabsmandens Udeblivelse fra Ørvartinget tilfølge, at han blev anseet skyldig; ligeledes betragtedes efter G. L. 254 i Tyvssager den Sigtedes Udeblivelse fra Tinget som tilstrækkeligt Bevis mod ham. – Derimod behandler G. L. 35 og 37 jfr. 266 fgg. ikke udtrykkelig Virkningen af Sagvolderens Udeblivelse fra Skilledom eller Ting; det siges alene om Løsningssager i Kap. 281 og 286 jfr. 269 i Almindelighed, at Besidderens Udeblivelse ikke skal hindre Sagens Fremgang. – Da Sagvolderens blotte Nægtelse imidlertid ingen retlig Betydning havde (G. L. 37 og 57[1]), synes hans Udeblivelse efter lovlig Hjemstevning at maatte have medført Sagens Tab. Var Sagen vitterlig, synes saaledes efter G. L. 35 Sagsøgeren at maatte have kunnet stevne Sagen til Tings, hvor da det almindelige Ansvar, dobbelt Betaling og Ransbod til Kongen, maatte ramme Sagvolderen, fordi denne „ikke havde budt sin Modpart Tingmænds Dom“. Og hvis Sagen ikke var vitterlig, maatte den udeblivende Sagvolder betragtes som den, der „ikke havde villet fæste Skilledom“, G. L. 37, jfr. 266, der sætter samme Bod for den Sagvolder, som ved Hjemstevnet, naar sagsøgeren vil fremføre sin Kvada, „løber ud og vil søge Svig mod ham“, som for udtrykkelig Vægring af at fæste Dom, nemlig 6 Ører for hver frugtesløs Opfordring. Sagen maatte da gaa til Tings med den Virkning, at den Udeblevne tabte Adgangen til Benægtelsesed, og i Odelssager Adgangen til at føre Modvidner. Selve Paastanden (kraf eller kvaða) maa derfor antages i ethvert Fald at have kunnet fremføres, naar kun Sagvolderen var lovlig hjemstevnt, hvad enten denne var tilstede eller ikke; det siges udtrykkelig i G. L. 37 og 266, at Sagsøgeren skal modtage Domfæste af hvem, der byder det, hvis Husbonden ikke er hjemme; i F. L. X. 5 siges der udtrykkelig, at Sagvolderens Udeblivelse fra Hjemstevnet ikke hindrer Sagsøgeren i at fremføre sin Kvada, hvorhos den Udeblevne falder i en Bod af 3 ører til Kongen; og Kap. 17 tilføjer, at, hvis Sagsøgeren ikke finder Nogen hjemme, som fæster ham Dom, skal han gjentage sin Kvada, og den udeblevne Sagvolder for hver Kvada bøde 3 Ører, hvorefter Sagen som vitterlig gaar til Tinget. – Sagvolderens Udeblivelse fra den første Skilledom medførte efter F. L. X. 12 alene 3 Ørers Bod; men udeblev han atter ved anden Dom, hvor han selv skulde have Ordet, havde han tabt sin Sag og maatte desuden bøde 3 Ører. Ved den tredje Dom (Væddedommen) havde Udeblivelsen naturligvis ingen anden Virkning, end at der intet væddemaal blev af, hvorved den Udeblevne havde tabt Sagen; jfr. XII. 8, der siger, at Sagsøgerens Domsmænd ligefuldt skal byde Sagvolderens Væddemaal, om end denne selv udebliver. – Iøvrigt kunde Sagvolderens Udeblivelse fra Skilledommen ogsaa medføre, at ingen gyldig Dom fra hans Side blev sat. I dette Tilfælde foreskriver F. L. X. 11, at Sagsøgeren, efter at have væntet paa sin Modpart til Middag, selv skal opnævne Domsmændene for dem begge. Efter Gulatingsloven synes derimod Sagsøgerens Domsmænd i dette Tilfælde at have paakjendt Sagen alene, og den Udeblevne at have tabt sine Indsigelser. Dette er vel kun udtrykkelig sagt om Løsningssager i Kap. 269; men synes at fremgaa af den almindelige Regel i Kap. 37: at den, som forsætlig spilder Dommen for sin Modpart, har tabt sin Sag, jfr. Kap. 267. – Om Sagvolderens Udeblivelse fra Tinget tales ikke i de ældste Love; men da Tingets Opgave ikke var at undersøge Sammenhængen’ men alene at bevirke Pligten efterkommet, kan Udeblive1sen her ikke have medført nogen særskilt Virkning, da i private Retstrætter Atfer i ethvert Fald umiddelbart indtræder, naar ikke Betaling finder Sted; iStrafsager og andre, der lige fra Hjemstevnet gik til Tinget, havde Udeblive1sen til Følge, at ingen Ed blev fæstet, og den har derfor vistnok som oftest været betragtet som Erkjendelse; skjønt dette kun i Drabs– og Tyvssager udtrykkelig er sagt.

Den nyere Landslov sætter i I. 11[2] en Bod af en Mark Sølv til Kongen saavel for Sagsøgerens som for Sagvolderens Udeblivelse fra Lagmanden (jfr. F. L. Indl. 16), men taler intet om, hvilken Virkning iøvrigt Udeblivelsen havde med Hensyn til Sagens Paakjendelse. Meningen synes imidlertid at være, at intet Orskurd kunde afgives, med mindre begge Parter mødte; men at der i Udeblivelsestilfælde alene afsagdes en foreløbig Kjendelse efter den mødende Parts Fremstilling; uden at dog derefter kunde holdes Atfarar-Ting, eller den Tabende paadrog sig Boden efter Kap. 10 ved ikke at efterkomme den. I den følgende, temmelig dunkle Del af Kap. 11 (der ikke er optaget i Chr. IV. L.), siges der, „at den, som taber (ved den endelige Afgjørelse), skal holde alt det, som Lagmanden har fastsat dem imellem, og betale Modparten dobbelt Erstatning for de Omkostninger, som han har haft, siden Lagmanden første Gang skiftede Ret mellem dem“. Hermed synes der at være sigtet til, hvad der siges i det følgende Kap. 12, at „naar Nogen ikke kan erholde sin Ret hjemme i Bygden eller hos Lagmanden, skal han stevne sin Modpart til Lagtinget, og, hvis han da beviser, at han har lovlig stemt sin Modpart, og dernæst at Sagen forholder sig saa, som han forklarer, da skal Tingmændene med fuld Retsvirkning paadømme Sagen, om ogsaa den Indstevnte udebliver“. Heri udtales Regelen om virkningen af Sagvolderens Udeblivelse for det Tilfælde, at en Sag fra Bygdetinget eller Lagmanden indankes for Lagtinget; men deraf synes igjen at fremgaa, at den almindelige Regel har været en anden, og at Sagvolderens Udeblivelse fra Domstolene i første Instans hindrer Sagens Paadømmelse. Udeblivelsen er derfor bleven betragtet som en Retsfornægtelse, og paa dette Fundament kunde Sagsøgeren indstevne Sagen for Lagtinget, hvor den da, hvis sagvolderen fremdeles udeblev, er bleven betragtet som vitterlig, og Dom og umiddelbar Atfør har fundet Sted – I Virkeligheden bliver dette aldeles overensstemmende med de ældre Loves Regel, naar det tages i Betragtning, at det egentlig er istedetfor Skilledommen, at Indstevningen for Lagmanden er traadt. At Regelen maatte blive den samme om Udeblivelse fra Bygdetinget som fra Lagmanden, var en Selvfølge. – Paa denne Maade bliver det ogsaa forklarligt, at den nye Lov intetsteds udtrykkelig behandler virkningen af Parternes Udeblivelse; ti den tidligere formelle Adskillelse mellem Tabet af Retten til Modbevis og Tab af Sagen selv lod sig med den forandrede Stilling, som Domstolene nu indtog til hele Retsforhandlingen, idet Sagernes retlige og faktiske Side afgjordes samlet, ikke længer opretholde; men Udeblivelsen maatte altid medføre, at hele Søgsmaalet forspildtes. – Det viser sig ogsaa at være blevet en ikke sjælden Misbrug, at mægtige Mænd ikke vilde møde i Retten, naar de blev stevnte af ringere, saa at disse ikke kunde komme til sin Ret, og at Sysselmændene og deres Fogder misbrugte sin Stilling til ogsaa at tillade Andre, der var stevnte irette, at udeblive. Herimod udgaves gjentagne strenge Advarsler, se Rb. 23 April 1293 Art. 2, 22 Juli 1297 Art. 12, 29 Maj og 11 Oktbr. 1303[3], hvilken sidste endog truer dem, som modvillig udebliver efter Kongens Stevning, med Fængsel.

Ved Rb. 1280 Art. 24 blev Boden for Udeblivelse fra den foreløbige Ransagning ved Sysselmanden bestemt til ½ Mark, og her tilføjes udtrykkelig, at Sysselmanden skal granske Sagen, selv om den ene af Parterne udebliver, men afgjøre den kan han ikke, med mindre begge Parter er enige. Ved samme Rb. 1280 Art. 10 blev ogsaa Boden for Udeblivelse efter Stevning til Kongen sat til 2 Mark[4], og ved Rb. 3 Novbr. 1318 blev disse Bestemmelser gjentagne og indskjærpede, idet Boden sættes for Udeblivelse fra Kongens Domstol til 2 Mark, fra Lagmanden til 1 Mk. og fra Sysselmanden til ½ Mk. samt dobbelt Erstatning til Modparten for Omkostningerne. Allerede ved Rb. 11 Oktbr. 1303 var imidlertid Brevbrudsbod foreskreven for Udeblivelse efter Kongens Stevning, se ovf. S. 141 og Fr. 26 Juni 1483, der sætter den almindelig Brevbrudsbod, 8 Ørtuger og 13 Mark, foruden Kost og Tæring til Modparten, for Udeblivelse fra de af Kongen beskikkede Dommere, hvilket saaledes blev Regelen ved Herredagene. Jfr. Chr. IV. L. I. 9, der for Udeblivelse fra Bygdeting eller Lagting efter privat Stevning („af Bondelensmand“) sætter Boden til 1 Mark, men fra Herredag eller anden Domstol efter Stevning af Kongen eller hans Ombudsmand til 8 Ørtuger og 13 Mark, foruden Kost og Tæring til Modparten.

I Løbet af det 16de Aarh. gjorde imidlertid den fra den danske Ret hentede Regel sig gjældende, at den udeblivende Indstevnte tabte sin Sag, – hvilket dog ikke vil sige andet, end at Sagen endelig paadømtes efter de af Sagsøgeren fremlagte Bevisligheder. Dette sees stadig at være skeet paa Herredagene. I Formen fremkom saaledes Overensstemmelse med virkningen af Udeblivelse fra Sagsøgerens Side; jfr. Kold. Reces 1558 Art. 5, – hvorefter den udeblivende Sagvolder skulde „have tabt Sagen til saalænge han vil møde“, og den udeblivende Sagsøger „havde tabt Sagen til den stevnes lovlig igjen“[5]. Men at man dog bar følt, at det i Virkeligheden var noget Andet, viser sig noksom af de idelige Formaninger om at møde. Ved Siden heraf vedblev de lovbestemte Bøder, ligesom den Udeblivende altid ilægges Kost og Tæring til Modparten. – At det ikke var Meningen, at Sagsøgerens Paastand udenvidere skulde tages tilfølge, skjønnes deraf, at man stundum finder, at Sagen er bleven udsat, for at tilvejebringe begge Parters Møde, saasom i Tilfælde, hvor Dommerne ikke ret kan forstaa Sagen; eller ikke har Tid, i hvilke Tilfælde Følgen af Indstevntes Udeblivelse alene er Bod for Stevnefald samt Kost og Tæring til Modparten.

Med Hensyn til virkningen af andre Anstød mod de processuelle Forskrifter er Lovenes Bestemmelser noget uklare, idet der oftere siges, at den Fejlende har spildt sit Søgsmaal (fyrirfarit sókn sinni, af sókn sinni, sokn hans únýt), men uden at det kan sees, hvorvidt Meningen alene er, at den ulovskikkede Forfølgning er spildt, eller om tillige selve Sagen er tabt. Saa meget kan dog med Sikkerhed skjønnes, at de gamle norske Procesregler i dette Stykke har været temmelig milde, og navnlig langtfra saa strenge som de islandske, der endog belægger saadanne Anstød med offentlig Straf. – Paa nogle Steder tilføjer de norske Love udtrykkelig, at den Fejlende har tabt selve Sagen (fyrirfarit sókn sinni ok eigi aldrigi uppreist þess máls síðan); men selve dette Tillæg vidner tillige om, at denne kvalificerede Virkning ikke kan have været Regel Fraregnet de forskjellige Præskriptionsbestemmelser, som dog ikke egentlig hører hid, da Rettighedens Tab ikke er virkningen af Fejl ved Forfølgningen, men netop af manglende Forfølgning. – synes Lovene at have skjelnet saaledes at selve Sagens Tab alene indtraadte, hvor Fejlen antoges at have en svigagtig eller modvillig Karakter. Foruden hvad ovenfor er sagt om Virkningen af Udeblivelse, kan især mærkes Bestemmelsen i G. L. 37, at, hvis sagsøgeren satte inhabile Personer i Skilledommen, og ikke, naar disse blev forskudte af Modparten, havde andre at sætte istedet, var Forfølgningen spildt (dómr únýtr); men havde han sat en Lændermand eller Lændermands Søn eller kongelig Aarmand i sin Dom, var han dómflogi og skulde aldrig mere eje Oprejsning paa Sagen. I Overensstemmelse hermed maa da vistnok ogsaa F. L. X. 16[6] forstaaes, og ligeledes maa det vistnok have været Lovens Mening, at den, der som Retsfuldmægtig benyttede en Overmand af sin Modpart, havde tabt sin Sag (F. L. X. 29 og 36; B. R. 160; jfr. G. L. 47 og M. L. VIII. 8, B. L. 10). Endvidere foreskriver G. L. 37 Sagens Tab for den Part, som spildte Skilledommen for sin Modpart ved at lade sine Domsmænd gaa bort, førend Sagen var tilende; jfr. 267, der netop anviser denne Fremgangsmaade, hvor den Indstevnte nægter at være ret Sagvolder; men tillige, hvis denne hans Indsigelse findes urigtig, til Straf frakjender ham Retten til siden at tage til Gjenmæle. Paa samme Maade bør da vistnok ogsaa F. L. X. 11 forstaaes, naar en Parts Domsmænd udebliver fra Skilledommen, saavelsom X. 15, naar nogen af Domsmændene rejser sig af Væddedommen eller undslaar sig for at vædde má er þeim fallin sókn; þeir eru felldir at máli). – Fremdeles bestemmer F. L. V. 7 og 8, at hvor tvende Parter gjensidig sagsøger hinanden for Legemsfornærmelse eller for ulovligt Aaværk, skal den Part, som først havde stevnt Ørvarting, eller først lovfæstet, føre sine Vidner først; men Sagerne skal paadømmes undereet, og hvis hin æsker Dom, førend Modparten er kommen tilorde og har faaet sine vidner førte, har han tabt sin Sag. – G. L. 120 og M. L. V. 16, B. L. ibid. sætter Rettens Tab som Følge af at søge sin Arv i et andet Fylke end der, hvor den er falden, eller en paa Landet falden Arv efter Kjøbstadret eller omvendt; Grunden til denne Strenghed maa være, af Besidderens Adgang til at skaffe Beviser for sin muligt bedre Ret derved tænkes at blive vanskeliggjort. Frostatingsloven og Bjarkøretten har intet Tilsvarende, og efter Chr. IV. L. er det alene en Afvisningsgrund. – I F. L. V. 12[7], hvortil intet svarende findes i de øvrige Love, synes det at være Meningen, at den, der i Mandhelg-Sager stevnede Ørvarting, hvor han skulde have stevnet almindeligt Ting, havde tabt selve Sagen; rimeligvis fordi Ørvartinget forudsættes at medføre en for den sigtede byrdefuldere og mindre betryggende Afgjørelse, og derfor alene skulde stevnes i de lovbestemte Tilfælde. – Derimod er det neppe Meningen i F. L. III. 20, at Sagsanlæg paa forbudte Tider skulde medføre andet end Søgsmaalets Afvisning (fyrirfarit sókn sinni), jfr. G. L. 37 og 266, der udtrykkelig siger dette (sókn hans er únýt sú er hann hafði þá upp hafða). I samme Lovsted siges det om Indstevnte, at, hvis han i Mellemtiden forrykker eller bortfører sit taksatte Gods, kan han søges som for vitterlig Gjæld; men heri ligger dog ikke med Nødvendighed, at han ogsaa har tabt sine Indsigelser mod det oprindelige Søgsmaal. – Endelig mærkes, at F. L. X. 1 og B. R. 44, 45 og 155 sætter Rettens Tab som Straf for Selvtægt, og F. L. XIII. 13[8] for, naar Lovfæstelse er skeet, at bortføre det aavirkede Gods efter sagens Anlæg. – G. L. 34 sætter derimod for selvtægt alene Ransbod.

Andre Tilfælde, hvori overtrædelse af de processuelle Forskrifter medførte Tab i sagens Realitet, omtales ikke i vore Love, og det kan maaske antages, at Procesfejlen udenfor disse Tilfælde ikke har haft anden Virkning, end at den paabegyndte Forfølgning eller det iværksatte Processkridt blev spildt. – Ved Fr. 2 Maj 1629 blev det foreskrevet for Odelssager, at enhver Fejl, hvorved søgsmaalet spildtes, ogsaa skulde medføre Rettens Tab. – Erindres kan ogsaa for den ældre Tid Sigurd Jorsalfarers Proces med Sigurd Hranessøn, hvor vistnok Sagens Tab tilsidst blev en Følge af dens 3 Gange gjentagne Anlæg ved urigtige Ting; men hvor det ogsaa af Beretningen kjendelig fremgaar, at dette ikke skede ifølge noget udtrykkelig gjældende Lovbud, men alene fordi de Lovkyndige i det givne Tilfælde fandt det rimeligt, at der maatte være en Grænse for, hvor ofte en Sagsøger skulde have Adgang til at trække sin Modpart fra den ene Domstol til den anden.

  1. Nei hans er ekki, nema hann bjóði eið ok festi þar þegar.
  2. Nú þar sem sá stefnir manni, er løgligt mál hefir á hendr hánum, til løgmanns með réttri laga-stefnu, þá sekist sá, er stefnt var, ef hann kemr eigi forfallalaust, mørk silfrs við konung. En ef stefndr kemr en stefnandi eigi, þá sekist hann slíku sem hinn, er stefnt var, nema løgligar nauðsynjar hafi hánum bannat, ella umboðsmaðr hans komi, eða sé þar fyrir í rétta laga-stefnu. Nú sá sem fellst at máli, þá haldi alt þat, sem løgmaðr hefir skilt þeirra millum, ok gjaldi kostnað sinn hálfu aukinn þeim, sem mál sagðist, allan þann, sem hann hafði fyrir þessu máli, siðan løgmaðr skilaði fyrsta sinni millum þeirra.
  3. Þá menn, sem eigi vilja fara eptir várum boðskap, skal hann láta taka, hver sem þeir eru, ok í myrkvastofu setja, þar til er þeir hafa bœtt eptir fyrra skilorði, ok ofan á fullt bréfabrot.
  4. Da Rb. 1318 ligefrem henviser til Rb. 1280, maa der i begge, overensstemmende med Cod. Tunsbergensis, læses tveim mørkum. Læsemaaden 3 Mk., i Rb. 1280 er aabenbar urigtig, og de 3 Haandskrifter af Rb. 1318, der har 4 Mk., har ogsaa optaget Rb. 1280; men her sætter de 2 af dem Boden til 3 Mk. og det ene til 2 Mk. Jfr. Rb. 11 Oktbr. 1303.
  5. Jfr. Rosenvinges Retshistorie II. S. 198 og gl. danske Domme I. S. XXV. og II. S. XXV. – Bjelkes Anm. 5 til Chr. IV. L. I. 9.
  6. Eigi skal lendrmaðr koma til dóms, ok eigi á Þann bœ, er dómr er á, nema hann fari at gøtu sinni; en ef hann kemr, þá fari þeir báðir til, sœkjandi ok verjandi, ok visi hánum á braut. En ef annarrtveggja nemst, þá hefir sá fyrirfarit sókn sinni. Ok eigi skal lendrmaðr koma á fimtarstefnu heldr en í dóm, nema hann sœki sitt mál eða veri.
  7. Ef þar skerr ør, sem þingsboð skyldi, þá varðar þat búendum ekki; en hinn firðan sik liði manna. En þó at bœndr siti heima um þat þing, þá varðar þeim þat alls ekki; en hinn hefi fyrirfarit sókn sinni at heldr, ef menn vilja mæla um.
  8. F. L. XLII 23: Ef hvárgi leggr fimterstefnu, ok festa báðir þeir løg fyrir, eða annarr einn, þá ef á yrkir undir lagakefli, ok leggr fimtarstefnu, þá hefir sá fyrirtekit sókn sinni, ok gjaldi ránbaug konungi en hinum landnám silfrmetit. er jørð á. En alt þat, er maðr yrkir, akr eða eng, til fimtarstefnu, ok fœrir eigi undan lagakefli, þá sekir hann sik eigi.