Wikikilden

Forelæsninger over den norske Retshistorie/82

< Forelæsninger over den norske Retshistorie

Som foreløbige Retsmidler, sigtende til at betrygge dem, som paa lovlig Maade forfulgte sin Ret, mod dennes Krænkelse i den Mellemtid, Forfølgningen varede, anvendte vore ældre Love i Strafsager saavelsom i Sager angaaende Penge og Gods Borgen (tak), og i Sager angaaende fast Ejendom Forbud (løgfesta).

Oprindelig synes der i Norge, ligesom i andre germaniske Lande, at have gjældt den Regel, at Sagsøgeren paa ethvert af Processens Trin kunde kræve Borgen af sin modpart (æsta hann taks) for, at han skulde blive tilstede og efterkomme Rettens Dom[1]. Dette antydes ogsaa ved Ordet „fæste“ (i de gamle tydske Love: adhramire), hvormed alle retslige Erklæringer fra den Indstevntes Side betegnes (festa fé, festa dóm, festa eið, festa járn). Var Sagvolderen en løs og ledig Person, kunde sagsøgeren, hvor han traf ham, æske Borgen for, at han skulde lade sig finde i sit opgivne Hjem, naar Krav eller Kvada skulde fremsættes (brautar-tak, tak til heimilis), og i Mangel heraf føre ham bunden med sig hjem (G. L. 102; F. L. III. 20, X. 26, 27, 31, XVI. 2; B. R. 14, 50: B. L. VII. 24). For bosatte Folk maatte derimod Opfordringen til at stille Tak fremsættes i deres Hjem, og Forpligtelsen gik ud paa at være tilstede ved og underkaste sig Dommen. – Var Fordringen vitterlig; og Sagvolderen ved Kravet „fæstede Gods“, maatte Forpligtelsen selvfølgelig gaa ud paa Betaling til den vedtagne Termin (fjár-tak), B. R. 52 og 98; B. L. VII. 12 og 13. Var den ikke vitterlig, hvor Sagvolderen altsaa „fæstede.Dom“, kunde den alene gaa ud paa at underkaste sig Rettergang (laga-tak), og følgelig møde ved de forskjellige Rettergangshandlinger, altsaa efter disses forskjellige Beskaffenhed: tak til dóms, til móts, til stefnu, til løgmanns, se de ovenanførte steder, jfr. B. R. 6, 14, 26, 44, 45, 108, 120, 126, 134 og 135; B. L. VII. 10, 5, 9, VI. 6, 10, 17 o. fl. Hvor Sagvolderen derpaa „fæstede Ed“, gik Forsikringen ud paa, at Eden skulde blive rettelig aflagt (eiða-tak), B. R. 23 og 50, jfr. 46 og 96, hvilket igjen nærmede sig fjártak; ti hvis Eden ikke aflagdes, dannede Edfaldet en vitterlig Forpligtelsesgrund. Eidsivatingsloven (NgL. II. S. 523) nævner paa samme Maade tak til járns, hvor Afgjørelsen skulde bero paa Gudsdom.

Vægrede Sagvolderen sig modvillig for at stille Bergen (fœra tak), forfaldt han i en Bod af 3 Mark, hvorhos Sagsøgeren var berettiget til at bemægtige sig saa meget af hans Gods, som Fordringen udgjorde. Var Sagvolderen saa fattig at han ikke formaaede at stille Borgen, forfaldt han vel ikke i Bøder, med mindre han afhændede eller forflyttede sit Gods; men sagsøgeren var berettiget til at tage ham i fængslig Forvaring. Paa Landet var den, som ejede fast Gods eller Skib, fritagen for at stille Borgen, men var da under samme Ansvar forbunden til ikke at afhænde eller forflytte sit Gods. I disse Tilfælde synes Sagsøgeren at have haft Panteret i det taksatte Gods, og kunde i Tilfælde af dets ulovlige Afhændelse, søge det tilbage som vitterlig Gjæld; men ellers bestod Sikkerheden regelmæssig i personligt Forløfte (vørðslur), F. L. III. 20[2], X. 26 og 27. B. L. VI. 7; VII. 13, 25. Forpligtelsen varede en Maaned, efter hvis Forløb den ipso jure ophørte, dog i ethvert Fald indtil lovlig Rettergangsdag indtraf, i hvilket Tilfælde den, der havde æsket Tak, var fortrinsberettiget til at faa sin Sag foretagen fremfor andre Sagsøgere. – Den, som gik i Tak for en Anden, maatte naturligvis selv være vederhæftig. B. L. VII. 25 sætter endog Bøder saavel for den, som gaar i fjártak for en Anden, uden at eje Hus eller Skib, som for den, der fører en Saadan i Tak for sig.

Æskningen saavelsom Stillingen af Tak har vistnok fra først af udgjort regelmæssige Led i selve Retsforfølgningen, og Bylovene, hvor Institutionen optræder i sin fulde Udstrækning, bruger ogsaa Benævnelsen „Taksætning“ synonymt med Søgsmaal, og „taksætte“ i Betydningen sagsøge, stevne, ligesom „Takmark“ er Benævnelsen paa Byens Jurisdiktion (B. R. 173[3], B. L. VII. 26). – Som alle processuelle Handlinger maatte Taksætningen foregaa i en bestemt Form, og for Vidner, hvorimod ej kunde føres Modvidne. Sagsøgeren maatte, naar han æskede Tak, ikke indfinde sig hos Sagvolderen med flere end 2 Vidner, og ligesaa maatte Sagvolderen, naar han begav sig til Sagsøgeren for at stille Tak, ikke komme mandstærkere end med 2 Vidner foruden sin Forløftningsmand. I modsat Fald betragtedes det som voldsom Hjemsøgelse, B. L. VII. 25, jfr. F. L. X. 26.

Taksætning gik imidlertid tidlig af Brug paa Landet. De ældste Landslove omtaler ikke det strenge fjártak (jfr. F. L. Indl. 15); medens Taksætningens Anvendelse forøvrigt er indskrænket til brautar-tak for løse og ledige Personer, og laga-tak kun hvor Forfølgningen maa opsættes formedelst mellemkommende Helligdage (tak til sóknardaga), samt til Sikkerhed for stjaalne Kosters Tilstedeblivelse (kyrrsetu-tak), G. L. 254. Den nyere Landslov har alene bibeholdt Tak i denne sidste Anvendelse (M. L. IX. 4). I Stedet derfor giver M. L. VIII. 5 en Kreditor Ret til for Dom at fængsle den uefterrettelige Debitor, hvis Uvederhæftighed ikke er forvoldt ved utilregnelige Ulykkestilfælde. – I Byerne derimod tiltog, som det synes, Taksætning saavel i Anvendelse som i Strenghed. Alle Søgsmaal synes der at have været indledede med Taksætning, og Bylovene indeholder hverken nogen udtrykkelig Forskrift om, at Sagvolderens egen Vederhæftighed nogensinde befriede ham for Pligten til at stille Borgen, eller nogen Grænse for Forpligtelsens Varighed. Navnlig overfor Fremmede synes man ikke lettelig at have taget nogen Sikkerhed for god, men anvendt Taksætning som ubetinget Fængsel for at fremtvinge en promte Afgjørelse. Hanseaterne sees derfor ogsaa i sine Traktater med Norge udtrykkelig at have betinget sig Frihed for Taksætning.

Under Foreningen med Danmark gik Taksætningen ganske af Brug og afløstes ved det i de danske Kjøbstæder brugelige Arrest-Institut (jfr. An. 26 Aug. 1573, Paus S. 368, jfr. 1040). – Kyrsetu-Tak i Tyvssager gik, under Paavirkning af den jydske Lovs, fra de tydske Love stammende, Regler for Tyvesøgsmaal, over til en Eftervisning af Besidderens Hjemmel til de forefundne Koster.

Medens Tak, selv hvor det anvendtes som Beslag paa Gods, altid var rettet mod Sagvolderens Person, og var beregnet paa at sikre en Fordring Fyldestgjørelse i Boet, gik Lovfæstelse eller, som Gulatingsloven kalder det, Forbud umiddelbart paa Tingen, og sigtede til at bevare Sagsøgerens Ret til denne uforstyrret[4].

Lovfæstelse kom i Regelen kun til Anvendelse ved fast Gods; skjønt det synes, at den har kunnet benyttes for enhver Ting, hvori en Anden havde en retlig Interesse, F. L. Indl. 21, VIII. 16, IX. 28, XIII. 21. Men i ethvert Tilfælde maatte den Interesse, som derved skulde beskyttes, knytte sig umiddelbart til Tingen, om den end ikke behøvede at være nogen tinglig Ret. For almindelige Fordringer var Lovfæstelse ikke anvendelig, og naar det i alle Lovene foreskrives, at Jorddrotten til Sikkerhed for sin Landskyld kan lovfæste Lejlændingens Avling (G. L. 72, F. L. III. 20, XIII. 1 og 26; M. L. VII. 1 og 4, jfr. 25), da har dette sin Grund deri, at Landskylden ikke betragtedes som et blot personligt Gjældskrav, men som hæftende paa Jordens Afkastning, saa at Jorddrotten betragtedes som den egentlige Ejer af Jordens Frembringelser, indtil Brugeren tilhjemlede sig dem ved Landskyldens Erlæggelse (landskyld heimilar lóð, jfr. Retshist. I. 286–87). – Ved Løsningssøgsmaal omtales imidlertid aldrig Lovfæstelse, og foreløbige Retsmidler synes heller ikke ret anvendelige i deslige Sager. Heller ikke nævnes Lovfæstelse nogetsteds i Bylovene undtagen B. R. 98 Slutn., der alene ved en Afskrivers Uopmærksomhed er indkommen fra F. L. III. 20. I B. L. VI. 6 nævnes tak som anvendeligt imod den, som bygger paa anden Mands Grund, og det er antageligt, at man i Almindelighed har behandlet Søgsmaal angaaende Kjøbstadgrund som rent personlige.

Forskjellige fra den egentlige Lovfæstelse er de Protester mod retsstridigt Forhold, som Lovene stundum omtaler; saaledes i G. L. 81, M. L. VII. 40 mod at lade Kvæget gaa forlænge i Hjemhavnen; G. L. 88, M. L. VII. 16 mod at bortbygsle Odelsgods til Fremmede; G. L. 82, F. L. XIII. 18, M. L. VII. 31 mod at holde vanefuldt Kvæg; B. L. VI. 13 mod at leje Hus af den, som ej vil opfylde sine kommunale Pligter m. v. Forbudet tilsigter ikke her at opretholde den bestaaende Tilstand i en Tvistsag, men en Advarsel mod Overtrædelse af en given Forpligtelse; det er, ligesom Kravet ved vitterlig Gjæld, Betingelsen for Ansvarets Indtræden; medens den egentlige Lovfæstelse intet forandrer i Parternes retlige Stilling, men alene medfører, at Ansvaret, forudsat at der existerer noget Ansvar, forøges.

Lovfæstelsen var en højtidelig Protest, forkyndt enten i Almindelighed ved Kirkestevne eller til Tinge, eller paa Aastædet umiddelbart henvendt til den, mod hvem Forbudet rettes, af den, som formente sig at have en retlig Interesse i Tingen, mod nogen Befatning med denne, som var til Afbræk for denne Interesse, F. L. XIII. 11, 14, 15. 17, 23–26[5]; M. L. VII. 18–20, 24, 25. Den Lovfæstende skulde efter M. L. VII. 19 tale saa højt, at alle Tilstedeværende kunde høre det, og sige: „Jeg lovfæster min Jord her idag i gyldig Form, med lovlig Hjemmel og med retlig Virkning (at orðfullu, at løgfullu ok þingsmáli). Jeg forbyder hver Mand at nytte den for sig. Gud være mit Vidne og de gode Mænd, som mine Ord hører!“

I Gulatingsloven forekommer, som oven anført, ikke Ordet „Lovfæstelse“; men Retsmidlet forekommer i de samme Anvendelser under Navnet „Forbud“, at fyrirbjóða, se G. L. 72, 81 og 91. Dog synes dets Anvendelse her ikke at have været saa udstrakt som i Frostatingsloven, hvis Bestemmelser er gaaede over i den nyere Landslov, og hvor det er Regelen, at alle ikke-vitterlige Sager angaaende fast Ejendom indledes med Lovfæstelse. Det synes ogsaa, at Fremgangsmaaden i Gulatingsloven har været forskjellig og har bestaaet i en ydre symbolsk Handling, maaske Oprejsning af et Kors, jfr. G. L. 72, der bruger Udtrykket: at krossa lóð til leigu ok fyrirbjóða hánum at neyta undan krossi. Maaske har noget Lignende været i Brug ogsaa i Frostatingslagen, da F. L. XIV. 11, jfr. B. R. 146 taler om „at hegna eignir sínar með lagakefli“; jfr. M. L. VII. 19, hvor nogle Haandskrifter omtaler Lovkjævlens Anvendelse ved Lovfæstelse. Se ovf. S. 332.

Lovfæstelsens Virkning var, at den, som uberettiget krænkede Forbudet, maatte bøde dobbelt Landnam. Derhos forbandt de ældre Love hermed Ransbod til Kongen; men i M. L. er denne ved fast Gods bortfalden. Vel sætter M. L. VII. 16 og 40 Ransbod for „Jordran“ og for „Græsran“; men disse Steder, der begge er tagne af Gulatingsloven, omhandler ikke den egentlige „Lovfæstelse“. Ved Lovfæstelse af Løsøre synes det derimod antageligt, at Ransboden maa være vedbleven, da Forbudet ellers ingen Virkning vilde faa; men herom kan intet siges med Bestemthed, da Lovfæstelse af Løsøre intetsteds udtrykkelig nævnes i M. L. – Lovfæstelsens Virkning varede i 12 Maaneder, efter hvis Forløb den ipso jure traadte ud af Kraft. – At Forbudets Overtrædelse ikke medførte noget Ansvar, med mindre den, der havde lovfæstet, virkelig havde Ret i Sagen, er i en enkelt Anvendelse udtrykkelig sagt i F. L. VII. 26, jfr. dog XIII. 23, der synes at have betragtet Overtrædelsen efter Sagsanlægget som Selvtægt, og saaledes medførende Sagens Tab.

Hvilken som helst af Parterne kunde optræde med Lovfæstelse, og det forudsættes ogsaa, at begge Parter gjensidig nedlægger Forbud mod hinanden (F. L. V. 8; XIII. 17 og 23); men i Regelen gaar Loven ud fra, at det vil være Ejeren eller Besidderen, der optræder. – Det var heller ingen Nødvendighed, at Lovfæstelsen rettedes mod nogen bestemt Modpart. Saavel den ovenanførte Formular som flere Anvendelser i Loven selv (saal. F. L. XIII. 11, 19) viser, at den kunde anvendes som en almindelig Fredlysning ligeoverfor Alle og Enhver. Men det laa i Sagens Natur, at den, om end i sin Form rettet imod Alle, dog som oftest i Virkeligheden alene havde Hensyn til et bestemt, befrygtet Retsindgreb, og i mange Tilfælde kunde den ikke engang gjælde andre end en bestemt Person, saasom hvor Jorddrotten lovfæstede Lejlændingens Avl, jfr. F. L. XIII. 26, der for saadanne Tilfælde siger, at Forbudet skal nedlægges paa Aastædet og meddeles Modparten eller hans Folk. Loven forudsætter ogsaa paa flere Steder, saavel at en bestemt Part optræder med Lovfæstelse, som at denne rettes mod en bestemt Modpart, f. Ex. F. L. XIII. 17[6]; M. L. VII. 18; men ligefuldt er Institutionen i alle Tilfælde den samme, og jevnlig omtales Lovfæstelsen i lige Øjemed, snart rettet mod Alle og Enhver, snart mod en bestemt Person.

Lovfæstelsen behøvede saaledes heller ikke at forfølges ved noget Søgsmaal. Den, som havde lovfæstet, kunde vænte med at anlægge Sag, indtil Nogen overtraadte Forbudet. Hvor Lovfæstelsen imidlertid var rettet mod en bestemt Modpart, og en Retstvist saaledes allerede forelaa, var det naturligt at denne nu ogsaa ufortøvet bragtes under Paakjendelse. Men dette behøvede ingenlunde netop at gjøres af dem som havde foretaget Lovfæstelsen; det siges udtrykkelig (F. L. XIII. 17, 23; M. L. VII. 18, 24), at, naar der var lovfæstet, skulde den Part, hvem det mest interesserede at se Spørgsmaalet afgjort (er heldr þykkist þurfa), anlægge Søgsmaal. Men da Lovfæstelsen alene aldrig gjorde Noget ulovligt som ikke for var det, og den, som i Mellemtiden mellem Lovfæstelsen og stevningen aavirkede paa den lovfæstede Jord, ikke paadrog sig noget særskilt Ansvar herfor, naar han blot ikke efter Stevnemaalet bortførte det Aavirkede, laa heri et virksomt motiv for den, som havde lovfæstet, og altsaa maatte antages at have størst Interesse i Tilstandens Opretholdelse, til ufortøvet at rejse Sag, og Loven forudsætter derfor paa mange Steder, at den, der har lovfæstet, ogsaa samtidig lægger Femterstevne[7].

Kun i 2 Tilfælde foreskrives ufravigelig, at en bestemt Part skal lovfæste og anlægge Sag, nemlig 1, naar en Lejlænding bestrider den nye til Gaarden flyttendes Ret (F. L. XIII. 1; M. L. VII. 5). Her skal den Lejlænding, som sidder paa Gaarden, lovfæste og lægge Femterstevne, da i modsat Fald den tilflyttende skal have Gaarden. – og 2, naar Nogen paastaar, at en Strækning i Almenning er hans private Ejendom (F. L. XIV. 7; M. L. VII. 61). Her skal denne lovfæste og inden 5 Dage stevne Ting, da Lovfæstelsen ellers taber sin Kraft for den Gang.

Lovfæstelsen vedblev i den følgende Tid uden nogen væsenlig Forandring. Det synes at være blevet brugeligt at lade Lovfæstelse, saavelsom Arrest, udføre ved den kongelige Ombudsmand, hvorved man opnaaede, at Overtrædelse af saadant Forbud paadrog Overtræderen den sædvanlige Brevbruds-Bod. Det siges ogsaa i Anordn. 26 Aug. 1573, at, „al Arrestering eller Forbud (d. e. Lovfæstning), som kgl. Majestæts Byfoged gjør udi Kongens Navn, skal dømmes til 8 Ørtuger og 13 Mark“; jfr. en optegnelse fra 1570, (Paus S. 1040), hvor Boden for (Brud paa) Lovfæstning angives til 4 Mark (d. e. Ransbod), og for Taksætning til 8 Ørtuger og 13 Mark (d. e. Brevbruds-Bod). – At Lovfæstelse anvendtes paa Løsøre, sees oftere.

Chr. IV. L. har uforandret bibeholdt Landslovens Bestemmelser om Lovfæstelse, og som Forklaring til det gamle Ord tilføjet snart: „eller Forbud“, snart: „eller Fredlysning“, – almindeligvis det første, naar Lovfæstelsen omhandles lige over for en bestemt Modpart, og det sidste, naar den tænkes rettet mod Alle og Enhver. Men det sees tydelig, at Loven ikke hermed har villet skjelne mellem 2 forskjellige Institutioner; paa flere Steder tilføjes der heller ikke nogen Forklaring, og i VI. 19 (om det fordoblede Landnam), hvor Loven definerer Lovfæstelse ved „Fredlysning“, tænkes den klarlig anvendt i begge Betydninger. – Derhos har Chr. IV. L. indført to nye Anvendelser af Fredlysning uden nogen processuel Betydning, nemlig med Hensyn til Bjørn i Vinterleje (VI. 56, Kilden til Lovb. 5–10–5) og Sælhundskjær (VI. 62, Kilden til Lovb. 5–12–15). Men begge disse Anvendelser hidrører alene fra Misforstaaelse af de ældre Kilder.

Christian d. 5tes Lovbog stillede Forbud sammen med Arrest og bød, at det ligesom denne altid skulde forfølges med Søgsmaal (1–19–22). Heraf blev for det første Følgen, at det alene kunde anvendes lige over for en bestemt Modpart, og at den almindelige Fredlysning lige over for Alle og Enhver ikke længere kunde have nogen Gyldighed udenfor de to nysnævnte udtrykkelig hjemlede Tilfælde: ifølge 5–10–5 og 5–12–15. Forsaavidt Forbudet nedlagdes til Tinge, maatte saaledes nu, efter Regelen i 1–4–1, formelig Stevning være fornøden (jfr. 6–15–9); iøvrigt maatte det falde naturligst, at stile Forbudet mod sin Modpart paa selve Aastædet. – Paa Grund af den Hurtighed i Forfølgningen, som Lovbogen foreskrev, blev dernæst en bestemt Tidsgrænse for Forbudets Virksomhed overflødig, og den gamle Begrænsning til 12 Maaneder bortfaldt derfor. – Med Hensyn til virkningen af overtrædelse bibeholder 1–22–17 fremdeles det fordoblede Landnam, hvor dets Gjenstand er fast Gods; medens 6–15–9 og 15, i Lighed med de ældre Love, sætter Ransstraf for Overtrædelse af Forbud mod Løsøres Forflyttelse.

  1. ↑ Jfr. Forel. over Retshist. I. s. 327–30.
  2. ↑ F. L. III. 20: Um kristin rétt ok allar aðrar fjár-sóknir þá skal taka æsta, er sókn kemr á hendr, ok fyrir fé hans; en hann fœri tak fyrir. En ef sá á bú í heraði eða hús í kaupangi, þá varðar þat taki fyrir hann; en ef einhleypr maðr verðr fyrir søk, þá fái hann þann mann í tak fyrir sik, er jafnmikit fé eigi, sem hánum var søk til gefin. En ef hann fœrir eigi tak fyrir sik, þá sekist hann 3merkum silfrs, ok á þat hálft konungr en hálft sakar-áberi; en tœkr er saklaus eyrir svá mikill, sem søk var til gefin. En ef sá er øreigi, er søk kemr á hand, ok hleypr hann undan, þá er hann sannr á søk, þegar sóknardagar koma. En ef hann fœrir fé sitt í fylki annat undan tøkum, þá sekist hann 3 mørkum sem áðr. … En ef hann selr fé undan tøkum eða annan veg undan skýtr, þá sœki út sakar-áberi fé þat með útbeiðslu ok þingstefnu, ok njóti þar þeirra vátta, at þat fé var í tak fengit, ok beiði bœndr atfarar-dóms at taka til skuldar ok til sektar ok halfu meira með; hafi þat bœndr.
  3. ↑ Þat heitir takmerkir, er liggr í bœjarmanna løgum.
  4. ↑ Jfr. Hertzberg, Proces S. 49–52 og 61–64; Krit. Vierteljahrschr. XVIII. S. 59–61; v. Amira, Vollstreckungsverfahren S. 240–42 og 316–17.
  5. ↑ F. L. XIII. 11: Ef maðr festir løg fyrir haga sinn, ok er ort í síðan, sá er sekr ránbaugi við konung ok landnám silfrmetnu þeim, er jørð á, ef hann verðr sannr at. – 14: Ef maðr løgfestir holt eða haga eða veiðistaðir, þá skal løgfesta at kirkju eða á þingi, þar sem jørðin liggr. En sú løgfesta skal standa 12 mánaði hinn næstu eptir, ef eigandi løgfestir eða umboðsmaðr hans. – 26: Festa skal løg fyrir lóð ok fyrir áverka, hvar sem hann hittir hann sjálfan, er á orti, innan fylkis. En ef hann hittir hann eigi, þá fari hann til lóðs ok til áverka, ok festi løg fyrir, ok segi hánum sjálfum síðan til eða hjúnum, ef eigi má hann hitta.
  6. ↑ Ef tveir menn taka jørð eina, ok festa báðir løg fyrir, þá skal fimtarstefnu til hafa, ok njóti sá vitnis síns, er fyrr tók, en hinn lauss frá, er síðar tók – – –. En ef maðr slær engi annars manns, þá skal hinn, sem á, fara til ok festa løg fyrir engit, hvárt sem heyit liggr á eða eigi. En sá leggi fimtarstefnu, er heldr þykkist þurfa; en á þeirri fimt þá njóti þeir vitnis síns, hvárr þeirra er í fjorð hafði. Svá skal um akr hit sømu, ef annarr maðr skerr. En ef hins verðr akr eða eng, er løg festi fyrir, þá skal hann beiða aptrfœrslu, at aptr sé komit fyrir fimt, ok leggi á landnám silfrmetit. En ef hann fœrir eigi aptr, þá stefni hann hánum þing fyrir ránit, ok beiði hann landnáms silfrmetins, ok stefni hánum heim til þingstefnu ok þing síðan.
  7. ↑ Jfr. Hertzberg, Proces, S. 51.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Forelæsninger_over_den_norske_Retshistorie/82&oldid=185653»