Forelæsninger over den norske Retshistorie/88

At Gilderne ogsaa i Norge har udøvet en vis Grad af anerkjendt Iurisdiktion over sine Medlemmer, er sandsynligt, og stemmer i det hele vel med Retsplejens hele Forhold i den ældste Tid, der naturlig medførte, at alle sluttede Samfund afgjorde sine egne indre Anliggender, derunder ogsaa indbefattet Retssager, og at idetmindste den faktiske Sammenhæng, som de øvrige Medlemmer kjendte for Ret, uden videre antoges konstateret. Vi har ovf. S. 353 seet, at ved Drab eller Slagsmaal i Gildehus stod Gildebrødrenes Vidnesbyrd forfulde, uden at kunne mødes med Modbevis og at endog Drabssager efter Omstændighederne kunde paadømmes af dem (G. L. 187 jfr. 157). – Endvidere kunde der af Skibsfolkene i Kjøbfærd saavelsom i Ledingsfærd holdes Ret (skiparastefna), hvor de ombord forefaldne Overtrædelser kunde paakjendes af Skibsfællerne selv, og Høvedsmanden kunde udøve Straffemyndighed over de underordnede Betjente (se ovf. S. 357–8 og B. R. 42. 172 og 173, jfr. 168; M. L. III. 10, jfr. F. L. VII. 24). – Ligesaa har vi seet, at Biskopperne og enkelte gejstlige Stiftelser i den sednere Tid erholdt selvstændig Jurisdiktion over sine Tjenere (Tunsbergerforriget af 9 Aug. 1277, jfr. Rb. 13 Septbr. 1277, 13 Novbr. 1298 og 14 Juni 1350), se ovf. S. 415–16.

Fremfor alle udgjorde Kongens og vistnok tillige de øvrige Tignermænds Hird et selvstændigt, strengt afsluttet Samfund, og dens indre Anliggender var ganske unddragne de almindelige Samfundsmyndigheder. Dens Tjenesteforhold til sin Herre var bestemt ved en egen Lov (hirðskrá), og dens indre Anliggender, Tvistigheder og Kongens Anklager mod dens enkelte Medlemmer, selv hvor det gjaldt de groveste Forbrydelser, som Forræderi og Mord, var unddragne fra de almindelige Tinge og afgjordes i Møder af Hirden selv (hirðstefna), som det synes, under Mærkesmandens Forsæde, se Hdsk. Kap. 20[1], 40, 41 og 42, jfr. S. Haralds harðr. i Flatøb. III. S. 381. – Om Sagernes Behandling foreskrives udtrykkelig, hvad der er ret betegnende for Tjenestetforholdet,– at den Anklagedes Adgang til at fralægge sig Sigtelsen for ikke-vitterlige Forbrydelser med Ed var afhængig af en foregaaende Undersøgelse paa Hirdstevne, hvor 12 skjønsomme Mænd skulde opnævnes til at afgjøre, om han skulde stedes til Undenførsel.

Ogsaa for de uden Tvivl især af fremmede hvervede Krigsfolk bestaaende faste Besætninger paa de kongelige Borge (hús) sees der at have gjældt en egen Tjeneste-Ordning, der ligefrem forudsætter, at Paakjendelsen af de der begaaede overtrædelser maatte ligge i Befalingsmændenes Haand og være undtagen fra de almindelige Domstole. – Det er ogsaa sandsynligt, at i den sednere Tid Adelen i Norge, som andetsteds, har udøvet en temmelig selvstændig Jurisdiktion over sine Tjenere paa sine Gaarde, og med fuld Myndighed paadømt og refset de der begaaede overtrædelser. – Vi har endnu bevaret en borgera-réttr, der ikke kan være yngre end Begyndelsen af det 14de Aarh., hvilken ganske er dannet efter udenlandsk Mønster og stemmende med de sednere svenske og danske Gaardsretter[2]. Den sætter Straf for en stor Mængde, saavel almindelige Forbrydelser som Disciplinær-Forseelser; men om Rettergangen indeholder den intet. – Ifølge Frederik d. 2dens Gaardsret af 9. Maj 1562 Artt. 2–4, 20–23, 34–43 skulde ikke alene Sager angaaende Forbrydelser, men ogsaa Gjældssager mellem Gaardens Mænd paakjendes af disse selv under Marskalkens eller Borgfogdens Forsæde. Havde Borgherren ikke saa mange Svende, at det tilstrækkelige Antal Nævninger kunde erholdes, maatte han kræve Hjælp af sine Naboer, og hvis Borgherren ikke var stærk nok til at overholde Retten paa sin Gaard, kunde han forfølge Sagen for Landstinget. Det Hele er som det sees, indrettet efter danske Forhold.

Af Gaardsrets-Jurisdiktionen udviklede sig igjen, eftersom hvervede Tropper (soldarar, Ryttere og Knegte) kom mere i Brug, den militære Jurisdiktion. – I den gamle Tid, hvor Ledingen ydedes som en almindelig Borgerpligt, stod Ledingsfolket under den almindelige Landslov, hvis Udfare-Bolker kun indeholder faa særlige Forskrifter om selve Tjenesten i Felten; medens Kongens og de ham undergivne Høvdingers i fast Tjenesteforhold staaende, haandgangne Mænd var Hirdskraaen undergivne, hvilken imidlertid næsten udelukkende behandler de højere Krigsmænds Forhold. Men ved en staaende Hær af hvervede Tropper var baade en strengere Justits nødvendig, og det personlige Tjenesteforhold, hvori Folkene var indtraadte, krævede forskjellige nærmere Forskrifter om deres Pligter. – I de Instruktioner angaaende Hærens Forhold i Felten, som navnlig fra Frederik den 2dens Tid gjerne udfærdigedes ved ethvert Krigsforetagende, og hvilke igjen ligger til Grund for de sednere Tiders Krigsartikler, foreskrives stadig, at der skal finde lige Retspleje Sted, som for Besætningerne paa de kongelige Slotte og Gaarde. Især maatte Nødvendigheden af en skarpere Justits vise sig ombord. Allerede Chr. III. Skibsartikler af 1 Septbr. 1536, hvormed ordlydende stemmer Eske Bildes Krigsartikler af 24 Oktbr. s. A. (Krags Hist. II. S. 312 og 308; Danske Mag V. S. 12 og 352), bestemmer, at der skal „holdes paa hvert vore orlogsskibe hver Mandag Ret, om tilfældig er og Behov gjøres. Admiralen, Høvedsmænd, om der tilstede ere, med Skippere, Kvartermestre, Bøsseskyttere med andre vore Skibsfolk skal sidde Ret over dem, som sig ubørlig holde. Og ville vi have slig Ret paa vor Admiral- og Skibsflaade, som vi holder paa vore Slotte og Gaarde udi vore Riger og Fyrstendømmer“. – „Item, hvo, som forrykker af Byttet, han skal straffes, efter som Gaardsretten indeholder, ved Livet“. – „Item, alle de Sager, store og smaa, som sker tilskibs, skal udrettes, fordrages og forordeles (verurtheilen) tilskibs, og ingen over forskrevne Ordel eller Ret klage eller kære, hade eller nide udi nogen Maade, under Ærens, hans Hals’s og Livs Fortabelse“. – I Kgbr. af Juni 1548 angaaende Skik og Orden paa den Flaade, hvormed Hertug Frederik blev sendt op til Norge (Registr. I. S. 108), heder det: „Item skal paa alle vore Orlogsskibe udi samme vor Flaade holdes slig Ret, som paa andre vore Slotte og Gaarde; end findes Nogen, som sig forgjør eller forbryder mod vor Artikkels Lydelse, da, hvor som de kommer tillands udi vore Riger, der skal de stilles for Rette og straffes efter Gaardsrettens Lydelse“. – Lignende Bestemmelser indeholder Frederik d. 2dens i Anledning af Syvaarskrigen udgivne Krigsartikler af 1563 og 1564. I samme Konges Trabanten-Artichle af 6 Febr. 1571 (Danske Mag. V. S. 17 fgg.) siges der, at Overtrædelser skal straffes, „nach ausveissung der articul vnd der trabanten erkentnüs“, „nach erkentnüs unsers hoffmarschalcks vnd des hauptmanns“, og i Art 21: at, om Nogen ikke holder Artiklerne, eller begaar andre Utilbørligheder, „den oder dieselben soll der hauptmann in beyseyn unsers verordenten hoffmarschalcks vnd der andern trabanten nach altem kayserlichen kriegsrecht vnd gewohnheit ohne alle gnade zu strfen macht haben“. – I Christian d. 4des nærmest i Anledning af Kalmarkrigen udgivne Krigsartikler af 1611, der ganske er overensstemmende med Frederik d. 2dens af 1563, foreskrives ligeledes, at „Forbrydelser skal straffes efter General-Øverstens, Løjtnants og Feltmarskalkens Dom“, – og Forseelser, hvorom intet udtrykkeligt er bestemt, „findes ind for General-Øversten, Løjtnant og Feltmarskalken, hvilke derom skal kjende og lade straffe, efter som Ret er“. – Og Skibsartiklerne af 3 April 1611 Art. 19 gjentager Budet om, at „hver Mandag efter gammel Skibsret og Brug, naar Skibet ligger for Anker, skal Ret holdes, og hvo, som haver nogen Anden noget til at tale, da vederfares ham saa meget, som Artiklerne foreskriver“. indenlandsk Milits for Danmark, blev det ved Krigsartiklerne af 17 Decbr. 1615 (Ny D. Mag II. S. 151 fgg.) bestemt, at Obersten ved hvert Regiment tilligemed saa mange Kaptejner, som dygtige er og næst boende, skal holde Krigsret paa belejlig Tid og Sted, Sager at høre og Dom at afsige. Tvivlagtige Sager, saavelsom Sager mellem Øversten og hans undergivne Kaptejner, skulde dog ikke foretages for Krigsretten, men forelægges Kongen selv. For civile Forseelser skulde den civile Øvrighed have Ret til at lade Soldaterne fængsle, men skulde strax give det tilkjende for hans Kaptejn, og Sagen forfølges ved Krigsretten, hvor enhver Sag, der vedkom Krigsfolkets Liv eller Ære, skulde behandles. Men in forensibus negotiis, naar nogen Knegt beskyldes af en, som ikke er under Regimentet, for Arvtrætter, Jordtrætter, Gjæld, Løfter, Brev eller Segl og andet sligt, skal Sagen behandles til Heredsting eller Landsting, og Knegtene forpligtede være der at svare og lide Dom. Hvis Nogen begjærede Vidnesbyrd af Krigsfolkene, skulde Kaptejnerne strax sammenkalde de næst omliggende Soldater, i det ringeste 50, og i deres Nærværelse lade forhøre Vidnesbyrd og dem indgive; dog aldrig uden begge Parterne eller deres Fuldmægtige der er tilstede.

I Norge synes derimod den udskrevne Landmilits ikke at være bleven undergiven militær Jurisdiktion før det ved kgl. Befaling til Statholder Hannibal Sehested af 13 Juli 1646 blev fastsat, at „de udskrevne Soldater herefter skal svare og tiltales for Krigsrstten og ikke, som hidindtil skeet er, for Landretten“. – Ved den norske Adels Privilegier af 1 Jan. 1649 § 8 blev det videre bestemt, at „Soldaterne, saa længe de er paa nogen Mønstring eller udi nogen Garnison, i almindelig skal svare efter Krigsartiklerne til hvis Forseelser, som de kunde begaa; men hjemme udi Bygden hos dennem selver at straffes og stande til Rette efter Landsloven“. Ved Fr. om Landmilitien af 5 Maj 1653 § 3 blev det yderligere indskjærpet, at Soldaterne for sine Forbrydelser „enten efter militærisk Vis med Exekution ved Pæl, Hest ener Gadeløb tilbørligen straffes, eller efter Landsloven et eller to Aar dømmes udi Jern paa Bremerholm. – – – Skulde og Forseelserne saa grove befindes, at derpaa Livsstraf billigen burde at følge, skal imod den Skyldige lovlig Proces anstilles efter Krigsartiklerne; særdeles skal iagttages udi Fejdetid, at saadanne Forseelser ikke bliver ustraffet; og Lensmændene skal gjøre Officererne al mulig Hjælp, saa at de skyldige paagribes og for Krigsretten eller Landsloven efter Sagens Beskaffenhed forestilles kan“. – Frederik d. 3djes Skibsartikler 1 Juni 1657 § 18 jfr. 22, 37, 57 og 99 gjentager de ældre Bestemmelser om Skibsret hver Mandag, og befaler at holde Protokol i Retten.

Saaledes havde man faaet en fuldstændig Militær-Jurisdiktion saavel for Landvæbningen som for Søetaten, og saavel for det udskrevne som for det hvervede Mandskab. At Jurisdiktionen til Orlogs maatte uddanne sig tidligere og antage et fastere Præg end tillands laa i Sagens Natur. – Den hele Ordning har udviklet sig ved Omstændighedernes Magt, og Forskrifterne er derfor længe holdte i en ganske ubestemt Form. De Befalendes Myndighed til at refse paa Stedet og den egentlige Dommer-Myndighed er slaaede sammen, og nogen bestemt Grænse mellem militær og civil Jurisdiktion kommer først ved Midten af det 17de Aarh. tilsyne. – Det er idethele tydske Forbilleder, hvorefter den militære Ret har udviklet sig, og som over Danmark er overførte til Norge, og det er vistnok fornemmelig Trediveaarskrigens Erfaringer, der i denne som i saa mange andre Henseender har været virksomme.

Ved Provisionalordinansen af 4 Novbr. 1660 Art. 3 og 4. jfr. Adelens Priv. 24 Juni 1661 § 13, blev det bestemt, at Krigskollegiet skulde forrette som militær Overdomstol, og uden Persons og Stands Anseelse over alle de i vor Krigstjeneste sig befindende Personer, og i alle Krigssager, der enten a prima instantia eller per appellationem henhører under en Overkrigsrets Jurisdiktion. Det skulde dømme in criminalibus og i alle Sager, som Liv og Ære angaar, udi den militære Stand, saaledes at, om en Adelsmand, Gejstlig, Borger eller Bonde har at klage over en militær Person, skal saadant komme for Krigsraadet; derimod naar nogen militær Person har noget at klage over Nogen af anden Stand, skal saadant ske for andre kompetente Retter. Udi Sager af extraordinære store Forseelser maatte Delinkventerne appellere til den store Ret, hvortil nogle Krigs-, Hof-, Kancelli- og Kammerraader af de andre Kollegier hver 3dje Maaned skulde komme sammen (jfr. Interims-Instrux af 2 Januar 1661 og Instr. 25 Juni 1670 § 7). – Paa lige Maade skulde Admiralitetskollegiet administrere Justitien over alle Delinkventer, som hører under Admiralitetet, enten det angaar Liv, Ære eller Gods, og have Jurisdiktion over alle Konfiskationer. Priser og over alle Kontraventioner mod vor Søret, – hvilket imidlertid ved Instr. 25 Juni 1670 forandredes derhen, at Justitssagerne først skulde foretages for Holmens Ret, og derfra appelleres til Admiralitetskollegiet, hvorfra de siden kunde appelleres til Højesteret; hvorimod Sager angaaende Konfiskationer o. dl. a prima instantia skulde paadømmes af Admiralitetskollegiet, under Appel til Højesteret, jfr. Instr. 17 April 1673 § 6 og 22 Marts 1690 §§ 8–11. – Ved Reskr. 7 Juli 1665 blev der anordnet 2 Admiralitetsraad, for det søndenfjeldske og det nordenfjeldske Norge til Paakjendelse af Prisesager og andet mellem de engelske og hollandske Kapere efter Traktater, Søretten og andre Forordningen deres Domme kunde indstevnes for Kongen selv. Men de ophørte ved Fredsslutningen 1667.

Angaaende Grænsen mellem den civile og militære Jurisdiktion blev det for Danmark ved Fr. 4 Juli 1664 §§ 22 og 23, jfr. 9 April 1670 §§ 21 og 22, og for Norge ved Fr. 27 Januar 1666 § 21 og 18 Septbr. 1671 § 19, der er Kilder til Lovb. 1–2–7 og 8, bestemt, at alle Militære i „Sager, der angaar deres Liv, Ære, Gage og Gevær“, alene skal svare for Krigsretten; men hvad deres Gaarde og Gods, Grunde og Ejendom vedkom, samt alle andre deres civile Sager, skulde forblive ved Lands Lov og Ret, og derpaa alene kjendes og dømmes af den civile Øvrighed – Se iøvrigt Krigsrets-Instruktionen af 9 Marts 1683 og Fr. 8 Juli 1690.

Den oprindelige Tanke ved den i 1660 foretagne ordning af den øverste Styrelse var, at de enkelte Kollegier tillige skulde være Overdomstole, hver inden sin Forvaltningskreds. Saaledes skulde Justitskollegiet under Kanslerens Præsidium udøve den højeste Retspleje i almindelige Sager; Krigskollegiet under Rigsmarsken den højeste Retspleje ved Landmilitær-Etaten, og Admiralitetskollegiet under Rigsadmiralen den sømilitære Retspleje. – Paa samme Maade skulde Kammerkollegiet under Rigsskatmesteren (Prov. Ord. Art. 5; Instr. 8 – Novbr. 1660) have Jurisdiktion i alle Sager, Rigernes Intrader angaaende, hvorfra Ingen, af hvad Stand han endog var, og enten han var Hovedmand eller Forlover, skulde i de Sager, som angik de kongelige Indkomster, sig undslaa eller skyde sig til Værneting; men efter kongelig Citation for Kammerretten komparere, og der at lide og undgjælde, hvis efter Loven og Billighed endelig bliver paakjendt, se Fr. 30 Decbr. 1660 § 3, Instr. 30 Juli 1670 § 14, Kammerrets-Ordningen af 30 Juli 1684 og 18 Marts 1720, Kap. 1. Se og Lovb. 1–42–5; Fr. 16 Juni 1694 og 7 Maj 1701. – Medens Dommermyndigheden ved de førstnævnte Kollegier snart skiltes fra Administrationen, idet Højesteret allerede ved Fr. 14 Februar 1661 blev udskilt fra Kancelliet og særskilt organiseret, og Krigskollegiet i 1678 blev ophævet som Domstol og gik over til et Krigskancelli, samt Admiralitetets dømmende Myndighed i 1746 overgik til Overadmiralitetsretten (Kr. Art. Br. 29 Juli 1756 §§ 760–762), – beholdt Kammerkollegiet Jurisdiktionen i Regnskabssager i et helt Aarhundrede, idet disse først ved Fr. 15 Juni 1771 og 17 Februar 1774 henlagdes til de almindelige Domstole i første Instans, men under Appel umiddelbart til Højesteret.

Endelig kan som Special-Domstole mærkes Under- og Overbergamtet paa Kongsberg og Bergamtet i Trondhjem, hvorom kan sees Reskr. 21 Decbr. 1689 med det sammesteds i Wessel-Bergs Reskriptsamling Citerede. De var blandede, administrative og dømmende Kollegier, og havde Jurisdiktion saavel i alle Bergsager sønden- og nordenfjelds, som i civile Sager, vedkommende Indvaanerne paa Kongsberg og Røros. Overbergamtet var Appelinstans for Underbergamtet og for Kongsbergs Byting, og dets Domme appelleredes lige til Højesteret. Bergstaden Røros havde derhos sin egen Berg-Jurisdiktion under Appel til Bergamtet i Trondhjem, hvis Domme ligeledes gik lige til Højesteret. – Bergamterne blev ophævede ved Berganordn. 7 Septbr. 1812 § 115 og Reskr. 13 April s. A., og Overbergamtsretten ved L. 13 April 1830.

Adelig Birkejurisdiktion fik først Indpas i Norge efter Suveræniteten. Vel oprettede Hannibal Sehested i 1649 paa engang 9 Birker i Norge, men de ophørte igjen ved hans Fald 1651. – Hals og Haand med Sekt- og Sagefaldsret over sine egne Tjenere havde den norske Adel derimod erholdt ved Herredagen paa Agershus i 1646, se Priv. 18 Juli s. A. – Først ved Grevernes og Friherrernes Privilegier af 25 Maj 1671 § 5 fik denne nyoprettede højere Adel Birkerettighed i sine Len; jfr. Erektionspatent for Larvigs Grevskab af 29 Septbr. 1661; for Jarlsberg Grevskab af 3 Januar 1684, og Lensbrev for Rosendals Baroni af 14 Januar 1678. – De øvrige Birker i Norge, hvilke var oprettede med Hjemmel af særlige Bevillinger, var Svanøen (Reskr. 16 Maj 1685), Lysekloster (Aab. Brev 12 Juli 1661) og Halsnø Kloster, hvilket dog sednere igjen blev ophævet (Reskr. 22 April 1673).

Særskilte Politidomstole oprettedes i Norge først i Begyndelsen af det 18de Aarh. Tidligere var Politivæsenet i Kjøbstæderne henlagt under Lagmanden og Byfogden (Gjaldkeren), især den sidste, i Forbindelse med Raadmændene; men kun for saa vidt det Administrative angik. Sager angaaende Politi-Overtrædelser behandledes paa almindelig Maade for de ordinære Domstole og paataltes af Byfogden. – Egen Politimester blev først beskikket i Trondhjem i 1686; men Posten gik ind ved Beskr. 13 Maj 1702 og blev først gjenoprettet ved Reskr. 11 Septbr. 1750. Bergen fik egen Politimester ved Reskr. 12 Marts 1692; men Kristiania først ved Reskr. 11 Septbr. 1744 og Kristiansand ved Reskr. 8 Maj 1767.

  1. Ef konungr kennir lendum-manni sínum landráð eða svik, ok eru þær sakir eigi opinberar at sønnu, ok dýlr lendr-maðr, þá skal konungr þat mál rannsaka á hirðstefnu, ef eigi fær með fámenni niðr sætt. Eigi má konungr synja lendum-manni sínum hirðstefnu at rannsaka sitt mál til rétts, ef hann þykkist góða søk eigu at verja; þar eptir skal nefna 12 hina vitrustu menn af hirð at líta á, hvárt er þetta má með réttu sannast á hendi lendum-manni eða eigi, ok ef þeim lítst svá, at rannsakaðu því máli, at hann megi undan fœrast, þá á ei konungr at synja hánum undanfœrslu slíka, sem góðir menn sjá með sjálfs konungs ráði, ok løg hins helga Olafs konungs eru til.
  2. Jfr. Munchs Hist. IV. 1. S. 444; Keysers Efterl. Skr. II. 1. S. 230; Maurer, Das älteste Hofrecht des Nordens, München 1877.