Forelæsninger over den norske Retshistorie/Forord

Dette Skrift er en revideret Udgave af Forelæsninger, som jeg i 1864 og 1865 afholdt ved Kristiania Universitet. Større Brudstykker deraf har tidligere været meddelte: §§ 17 og 18 i Historisk Tidsskrift I, Chr.a. 1871, og §§ 19–28 samt 31, 34–39 og 41–45 i Ugeblad for Lovkyndighed m. m. VI–X, Chr.a. 1866–70, hvoraf enkelte Separat-Aftryk har været uddelte paa privat Vej, men ikke tilgjængelige i Boghandelen. – Udgivelsen af en retshistorisk Lærebog havde i en Aarrække været mit Maal, og ved denne foreløbige Meddelelse af de Partier af Forelæsningerne, som var nogenlunde udarbejdede, havde jeg den dobbelte Hensigt, dels, om muligt, ogsaa at lede Andre til at beskjæftige sig med vor endnu saa lidet bearbejdede Retshistories Studium, dels at afhjælpe vore Studerendes mest umiddelbare Behov.

Det har imidlertid desværre her, som ved andre Anledninger vist sig, at mit Haab om i nogen længre Tid stadig at kunne ofre mig til et enkelt videnskabeligt Arbejde liden Udsigt har til at gaa i opfyldelse. Navnlig vilde den fuldstændige Gjennemgaaelse og tilbørlige Udnytning af den rige Skat, der efterhaanden er bleven tilgjængelig i Diplom-Samlingen, og uden hvilken ingen tilfredsstillende Bearbejdelse af vor Retshistorie er mulig, kræve en Tid og et sammenhængende Otium, som jeg neppe nogensinde i den nærmeste Fremtid tør paaregne. Under disse Omstændigheder har jeg anseet det for min Pligt lige over for de Studerende, for hvem savnet af en Lærebog hidtil har gjort Universitets-Fundatsens Bud: at Retshistorie skal være et obligatorisk Examensfag, saagodtsom betydningsløst, at udgive mine Forelæsninger, om end i sin ufuldkomne Skikkelse, som Bog. Da jeg derfor i forrige Semester atter skulde foredrage Retshistorien ved Universitetet, og samtidig et tilfældigt Ophold i et andet mig paaliggende offentligt Hverv i denne Vinter har skaffet mig Tiden noget mere til Disposition, har jeg benyttet Anledningen til atter omhyggelig at gjennemgaa de tidligere trykte Brudstykker og at tilføje de manglende §§. Derhos har jeg fuldstændig omarbejdet Afsnittet om retskilderne, hvoraf et kort Grundrids allerede i 1853 var trykt som Manuskript, men nu naturligvis blevet ganske forældet. Paa denne Maade fremkommer nærværende Bind, der i sig danner et afsluttet Hele: Retskildernes og Privatrettens Historie. Hvorvidt det vil blive mig muligt sednere at lade det andet Bind: Strafferetten og Rettergangen følge efter, kan jeg ikke med Bestemthed sige, da navnlig Forelæsningerne over den sidste tiltrænger en saa gjennemgribende Bearbejdelse, at det er meget tvivlsomt, hvorvidt jeg dertil bliver istand. Jeg kan deg ikke endnu bekvemme mig til at opgive Haabet. – Den offentlige Ret, der oprindelig udgjorde 2det Afsnit, og hvoraf en enkelt §, om Krigsforfatningen, har været meddelt i Militært Tidsskrift 34te B. Chr.a. 1871, har jeg derimod bestemt mig til ganske at sløjfe, da dette Afsnit af vor ældre Ret er forholdsvis mere bearbejdet, saavel af Keyser og Munch som fornemmelig i Aschehougs Statsforfatningen i Norge og Danmark indtil 1814, Chr.a 1866, samt i flere yngre Forfatteres Skrifter.

Jeg har jevnlig i Noterne aftrykt de vigtigste Steder af de gamle Love, selvfølgelig med korrigeret Text og normal Retskrivning. Jeg har ikke troet at kunne forlange, at de Studerende skal anskaffe sig og benytte Udgaverne af vore gamle Retskilder; men paa den anden Side er Gjennemgaaelsen af et passende Udvalg af selve de gamle Lovtexter uundværlig for den, som vil erhverve sig blot nogenlunde Indsigt i vor ældre Ret.

Jeg har ikke anseet det rigtigt i et Kompendium som dette at indlade mig synderlig i nogen Drøftelse af omtvistede Punkter. Derimod har jeg overalt, saavidt muligt fuldstændig, anført andre Forfatteres Skrifter, saavel hvor deres Resultater falder sammen med, som hvor de afviger fra mine, deriblandt ogsaa Arbejder af mindre Betydenhed. Vor retshistoriske Litteratur er desværre endnu saa liden, at intet Bidrag tør oversees. At jeg dog ikke har citeret K. Maurers Udsigt over de nordgermaniske Retskilders Historie, Kr.a 1878, og R. Keysers Norges Stats- og Retsforfatning i Middelalderen (Efterl. Skr. II. Chr.a 1867), har alene sin Grund i, at dette ansaaes overflødigt, da disse Skrifter helt igjennem behandler de samme Emner, som jeg, og jeg saaledes maatte have citeret dem paa hver eneste Side. At jeg flittig har benyttet disse ypperlige Arbejder, haaber jeg let vil vise sig.

Jeg maa meget beklage, at Professor Dr. Gustav Storms højst interessante Oplysninger om Haandskrifter og Oversættelser af Magnus Lagabøters Love, i Christiania Videnskabsselskabs Forhandlinger 1879 No. 14, først kom mig tilhaande, efter at omtrent Halvparten af Bogen var trykt. I andet Fald vilde jeg have fundet mig foranlediget til en i flere Stykker forskjellig Fremstilling af § 9 og især § 14. Nu har jeg alene kunnet anbringe de vigtigste Berigtigelser som Tillæg.

Kristiania, Juni 1880.

Tidligere, end jeg havde tænkt, udkommer 2den Del af min Retshistorie. Da jeg nemlig i forrige Semester paabegyndte et nyt Kursus Forelæsninger over den gamle norske Proces, som jeg ikke havde foredraget siden 1870, følte jeg snart, at der var saa meget, som tiltrængte fornyede og videre gaaende Kildegranskninger, at jeg neppe nogensinde vilde faa Anledning til at foretage en saadan Omarbejdelse af dette Afsnit, som jeg havde tænkt mig. Paa den anden Side ansaa jeg det som min Pligt mod de Studerende at føre Værket tilende, – og man vil maaske ogsaa holde mig tilgode, at jeg selv har længtes efter at se et Arbejde, hvormed jeg nu har syslet i saa mange Aar, fuldført, om end ikke paa langt nær færdigt. Jeg bestemte mig derfor til at udgive mine Forelæsninger i den Skikkelse, som jeg nu ved den fornyede Gjennemgaaelse kunde give dem, tilligemed Afsnittet om Strafferetten, der tidligere havde været meddelt i Historisk Tidsskrift for 1876 og 1882, – hvorved der, som jeg haaber, idet mindste skal foreligge et brugbart Forarbejde for fremtidige Forskere. At min Fremstilling i mange Punkter vil møde Modsigelse, er jeg belavet paa, og det kan vel heller ikke fejle, at der vil blive paavist adskillige Urigtigheder og Misforstaaelser. En fuldstændigere Udnytning af Kilderne, navnlig vore bevarede Diplomer og Retsprotokoller, vil upaatvivlelig i mange Punkter oplyse det virkelige Forhold, hvor jeg alene har kunnet konstruere Udviklingens Gang efter enkelte Kjendsgjerninger. Det er netop mit Haab, at dette Skrift skal fremkalde saadanne fortsatte Undersøgelser, – og hvis det findes at have lagt Stoffet tilrette for, og at kunne yde nogen Vejledning og støtte ved disse, skulde jeg intet bedre ønske.

Netop af dette Hensyn har jeg paa mange Steder gaaet i en større Detalj, end i en Lærebog egentlig vilde været passende. Ti hvor der skal bygges fra nyt af, tør man intet springe over, og ofte kan en tilsyneladende uvæsenlig Ting kaste et uvæntet Lys over Sammenhængen og give et Indblik i hele Institutionens Væsen, som man ved første øjekast ikke havde anet.

Da dette Skrift er fremgaaet af Forelæsninger, forekommer der hyppige Gjentagelser. I et længre Forelæsningskursus er saadanne uundgaaelige; men i en trykt Bog vil man maaske stødes derved. Jeg har paa mange Steder fjernet dem, men dog ogsaa paa mange Steder forsætlig bibeholdt dem, da det i høj Grad letter Læsningen at have det sammenhørende for Øje paa eet Sted.

Iøvrigt faar Bogen tale for sig selv. Det var først efter megen Betænkelighed, at jeg omsider bestemte mig til dens Udgivelse:

Quod felix faustumqve sit!

Kristiania, November 1883.