Forhandlinger om Almuskolevæsenet

Folkevennen, Fjerde Aargang, 1855 (s. 184-216).

journalFolkevennenForhandlinger om AlmuskolevæsenetP. T. Malling1855KristianiaFjerde AargangForhandlinger om Almuskolevæsenet184-216

Forhandlinger om Almuskolevæsenet.

I det Møde, ham Selskabet for Folkeoplysningens Fremme holdt her i Kristiania den 24de April, var der opstillet 2 Spørgsmaal til Besvarelse. Det første Spørgsmaal var dette: Er den Oplysning, som vor Almuskole paa dens nærværende Udviklingstrin kan meddele, svarende til Tidens Krav? Forhandlingerne styredes af Lektor Aschehoug og indlededes af ham med et Foredrag, hvis Hovedindhold var omtrent Følgende:

Han begyndte ned at vise, at Almuskolens Tilstand og Forbedring er en Sag, der ikke kan være ligegyldig for vort Selskab. Selskabet og Skolen arbejder jo til samme Maal, nemlig Folkets Oplysning, omend Virkningerne er meget forskjellige. Selskabet lægger især an daa at skaffe Folket sund Læsning; det har ikke til Hensigt at udbrede visse bestemte Kunskaber, endnu mindre visse bestemte Meninger; vi søger kun at byde Folket Noget, som det baade kan finde Smag i, og som kan hjælpe til at opklare dets Blik paa Menneskelivet og saameget som muligt vække det til at deltage i den rastløse aandige Virksomhed, hvormed Tiden skrider fremad. Vi har altsaa stor Frihed med Hensyn til det Læsestof, som vi vil byde; Indholdet kan være mange Slags. Derimod ere vi strængt bundne med Hensyn til Fremstillingsmaaden – langt strængere end naar man skriver for dem, der er undervist i højere Skoler. Der er saa Meget, som vi kunde ønske at meddele Folket, men som det nu ikke nytter at prøve paa, fordi Folket ikke kan tilegne sig det. Dels mangler nemlig almindelig Mand de Forkunskaber, og den udviklede Tænkning som er nødvendige; dels mangler han ogsaa Læsedygtighed nok til at hente en levende Opfatning af det døde Bogstav. Begge Dele kan enkelte begavede Mennesker enten erhverve paa egen Haand eller vel endog undvære; men Mængden kan alene faa dem gjennem en god Skole.

Om et Selskab som vort kan arbejde med Held, og paa hvilken Maade det skal virke, det beror altsaa for en stor Del paa Almuskolens Tilstand og Virksomhed. Havde vi ingen Almuskole, saa var dette Selskab en Uting, ialfald forsaavidt det skulde virke ved trykt Skrift. Havde vi derimod en bedre Almuskole, maatte Selskabet kunne udrette meget mere. Derfor vedkommer Almuskolevæsenet os ikke alene som Borgere men og som Medlemmer af dette Selskab. Og fornemmelig er det en Sag, som vedrører Selskabet, at opklare Begreberne, om Almuskolens Betydning for Folket; ti det kan neppe nægtes, at forholdsvis Faa har rigtig Skjøn paa, hvormeget et Folks Lykke og Velvære beror paa dets Oplysning, og denne igjen paa dets Folkeskole.

Der er vistnok Ingen af dem, som hertillands udtaler sig om denne Sag, uden han erkjender, at Oplysningen, og Evnen til at bruge og nyde den, jo er et Gode; derimod er der endnu Mange, som ikke tillige indser, at Oplysningen er en absolut Fornødenhed for det enkelte Menneske og for hele Samfundet. Vel kan det ikke nægtes, at det gaar fremad i denne Henseende. Den aandelige Nydelse, som Oplysningen tilbyder, skattes dog højere nu end før; man træffer flere Folk end tilforn, som føler sin Mangel paa Kunskab og søger at bøde paa Tingen. Bevis derpaa har man i Søndagsskolerne – Skoler for Voksne – de mange Foreninger til Udbredelse af større Indsigter i Fabrik- og Haandværksdrift (tekniske Indsigter); ligesom der hos Landmanden i de fleste Egne begynder at vaagne den Tanke, at han har meget at lære ogsaa i Henseende til sit Jordbrug, og derfor søger hen til offentlige Møder og Foredrag ja ofrer endog villig Penge for Sagen. Man bær større Omsorg for sine Børns Undervisning end tilforn; den gamle stygge Talemaade høres ikke længer saa tit: „Jeg har ikke lært mere, min Søn behøver heller ikke at lære mere.“ I Byerne er der mangen fattig Haandværker, Sjømand og Underoffiser, som kjæmper møjsommelig for dog at udruste sine Børn med den eneste Magt, der kan sætte dem istand til at opnaa en lykkeligere Livsstilling end den, han selv har formaaet at skaffe sig – Oplysningen nemlig. – Og dog er det endnu langtfra, at Oplysningens Betydning skjønnes tilfulde; ti dels er det fornemmelig den Kunskab alene, som En behøver i sin egen Næringsvej (Specialkundskaben), der i den senere Tid er begyndt at blive søgt; og dels er det endnu saa, at man sjælden er tilbøjelig til at gjøre stort for at oplyse andre end sig selv og sine Egne; hvor det gjælder om Opofrelse af Tid eller Penge, er man tit langt mere villig, naar det angaar hvilkensomhelst anden offentlig Sag end Oplysningsvæsenet. Med andre Ord om man end indser, at Oplysningen er et Gode og en absolut Fornødenhed, forat En selv eller Ens Egne kan arbejde sig frem i Verden, saa skjønner man dog ikke derfor, at det samme gjælder det hele Samfund – at Samfundets Lykke og Velvære, ligesaavel som den Enkeltes, beror paa, i hvilken Mon det er gjennemtrængt af en sund og kraftig Oplysning.

En saadan Oplysning bestaar ikke i en Mængde udenadlærte Remser og Regler, i en unyttig Hukommlelsesskat, i enslags Afretning til at føre et tørt overfladisk Snakkeri om alskens Ting, eller i en markskrigeragtig Kunskab som den, Mange saakaldte Dannede nutildags henter af et Konversations-Lexikon.^[1] Den sunde Oplysnings vigtigste Kjendemærke er, at den gjør Mennesket til et aandelig selvstændigt Væsen indenfor sin Virkekreds, og sætter ham i det rette Forhold til Gud, til sig selv og sine Omgivelser. Den bestaar derfor ikke saameget i, hvad eller hvormeget man ved, men især i den Retning, den giver baade den Enkelte og hele Samfundet. Hovedsagen er først og fremst god Almendannelse, saa Enhver kan tænke frit og sundt, forstaa, at han selv har Trang til særegne Kunskaber for sin Livsstilling, og tilegne sig disse paa en selvstændig Maade, hvad enten de hentes af Livet, af Bogen eller af Skolen.

Taleren gik nu over til Oplysningens Indflydelse paa et Folks materielle Velvære eller Velstanden. Han vilde holde sig til denne Side af Sagen, ikke som om han trodde at den var den vigtigste, men fordi den efter hans Mening hidtil havde været altfor lidet paaagtet, og fordi han mente, at Folk snarere vilde ofre Penge til Oplysningsvæsenet, dersom de indsaa, at Pengene derved langtfra kastes bort, men tværtimod bærer større Frugt end ved at bruges paa nogen anden Maade.

Hvoraf kommer det sig, at et Folk er rigt, at alle dets Samfundsklasser har et større Maal af timelige Goder, end andre Folkeslag? Det kommer ikke alene eller hovedsagelig af Forskjellen paa Jordbund og Vejrlag eller andre naturlige Næringskilder; ti de fleste af Jordens frugtbareste Lande har en fattig Folkemængde; Velstanden er f. Eks. større i England og Frankrig end i Sydamerika og Italien, skjønt Frugtbarheden i de første Lande er mindre; Velstanden er ligeledes større i det magre Nordtyskland end i de russiske Evje-Landskaber (Aluvial-Lande). Det er ogsaa langtfra, at de frugtbareste Dele af samme Land har de nyeste Beboere. Der er f. Eks. større Velstand paa Norfolks Sandsletter (i England) end i Irland, større paa den magre Stengrund i Nyenglands Stater (i Nordamerika) end i de sydlige Staters Dalfører med deres uudtømmelige Muld; ti Mennesket er meget mere end Naturen Herre over sin Skjæbne. Den berømte franske Skribent Montesqvieu (Monteskiø) har vistnok forendel Ret, naar han siger, at det er Friheden, ikke Frugtbarheden, som skaber Jordens Avling. Og en endnu vigtigere Aarsag til et Folks Velstand, end Friheden, er vistnok Sædeligheden (Moraliteten), som desuden er et nødvendigt Vilkaar for al virkelig Folkefrihed. Uden Sædelighed bevares ingen Samfundsorden, og uden Samfundsorden ingen Velstand. Men baade Friheden og Sædeligheden er dog Aarsager, der ligger fjærnere; den nærmeste Aarsag til Velstanden er Folkets økonomiske Dygtighed, det vil sige, dets Dygtighed til at frembringe nyttige Ting, og dets Omtanke og Selvfornegtelse i at spare og bruge, hvad det har frembragt.

Til denne Dygtighed hører det, man kalder Foretagelsesaanden. Det er denne, som prises saa høit hos Englændere og Nordamerikanere. Hos os klages derimod over Mangel paa Foretagelsesaand, og heri ligger noget sandt, men ogsaa noget skjævt. Her paabegyndes vistnok faa ny Gjøremaal, skjønt ikke saa faa nu som før; men naar der er Spørsmaal om Anlæg, som Folk kjender nogenlunde til, da er der ikke Mangel paa Foretagelsesaand; tværtimod klages der, over, at der altid er saa mange, at den Ene ligger ivejen for den Anden. Det er altsaa ikke egentlig Foretagelsesaand men Indsigter, som mangler, forat man med Held kan indlade sig paa noget Nyt. Disse manglende Indsigter er dels rent tekniske (haandværksmæssige), dels Forstand paa at beregne Omkostningerne ved et Anlæg og Udbyttet deraf. Enhver ved, hvor meget bedre Sligt lykkes for den, som fører nøjagtigt Regnskab over sin Drift, og endnu mere, naar han forstaar paa Forhaand at gjøre Overslag over (kalkulere), hvorledes han maa indrette sig, forat Anlægget kan blive lønnende for ham – end for den, som lader det gaa paa Slump. De fleste Foretagender er nemlig af den Beskaffenhed, at det i Længden som tiest beror paa en Forskjel af 5 til 10 Procent^[2] om de lønner sig eller ikke; og en saadan Forskjel kan ikke udfindes ved Gisning, men kun regnes ud. For et helt Folk er det derfor en Sag af allerstørste Vigtighed, om de Næringsdrivende holder Regnskab over deres Brug, eller driver det paa Slump. Ti Tallene viser saart, hvad der er Skyld i Tabet og ved Arbejdsherren først det, saa henvender han sin hele Opmærksomhed paa den Ting, istedenfor at famle iblinde. Derfor beror Nordamerikanerens Overvægt i Nærings-Sager i saa høj Grad derpaa, at han fremforalt er Kalkulator, kan gjøre Beregninger og Overslag.^[3] Hos os derimod regner de Færreste. Det hører til Undtagelserne, at en Gaardmand ved, hvormeget han avler hvert Aar, hvad han udbetaler til Arbejdsfolk, Tjenere og Haandværkere; endnu sjeldnere regner han ud, hvormeget et enkelt Arbejde, f. Eks. en Brakning, vil koste; Alt i hans Bedrift gaar efter Gisning, eller idethøjeste efter et løst Overslag i Hovedet. Og dog ved jeg en Mand, der med ringe Midler bar kjøbt en middels Ejendom, som hver Kvæld bruger en Times Tid til at føre nøjagtig Bog ikke alene over Pengeudgifter og Indtægter, men ogsaa over Anvendelsen af Gaardens Arbejdskraft og Forraad, samt Overslag over, hvad han tænker paa at udføre; og han forsikrer, at dette er det eneste Middel for ham til at forvisse sig om, hvorledes hans Stilling er med Hensyn til Vinding og Tab, og til at lære ham, ikke at indlade sig paa Arbejder, som enten ligger over hans Pengekraft eller ikke vilde svare Regning. Mon her ikke skulde se bedre ud i Landet, om alle Gaardejere gjorde det samme?

Ligesaa vigtig som Foretagelsesaanden og Beregningen er ogsaa Specialkunskaben. For 12–15 Aar siden havde vi her i Kristiania intet Maskinværksted; nu har vi 5. Der gjøres flere Bestillinger, end de kan tage imod; de giver rimeligvis Ejerne god Fortjeneste, sysselsætter et Par Hundrede Arbejdere og oplærer mange unge Mennesker til kraftige Redskaber i Næringsvejenes Tjeneste; de Maskiner, som gjøres der, er Midler til lettere at frembringe Ting, som vi ellers maatte enten rent undvære eller skaffe os med langt større Arbejde. Her kræves just speciel Kunskab; Mangelen derpaa er netop et Mærke paa Fuskeren; just deri stikker det, at han leverer daarligt Arbejde og derfor ogsaa faar liden Fortjeneste. Men Specialkunskab er ikke nok; der kræves ogsaa almindelig Dannelse saavidt, at han forstaar at lempe sin hele Virksomhed efter de Forandringer, som foregaar i alle Retninger og har Indflydelse paa den.

Nu vil man kanske sige, at dette er sandt nok, hvad Arbejdsherren angaar, men at det ikke vedkommer os, hvor vi taler om Almu-Oplysningen og dens Betydning. Isaafald beder jeg, man vil lægge Mærke til, at største Delen af vore Arbejdsherrer, nemlig Mængden af Gaardbrugerne, hører til Almuen. Det er Almuen, som styrer Landets vigtigste Næringsveje – Næringsveje, som kaster af sig mindst 15 Millioner Speciedaler aarlig. – Men dernæst paastaar jeg, at det er højst vigtigt for et Lands Velstand, om dets egentlige Arbejdsklasse er meget eller lidet oplyst. Jeg samtalede engang med en af vore dygtigste Bønder om den Sag. Hang mente, at det vilde være Daarskab at vælge simple Arbejdsmænd efter, hvad man kalder større eller mindre Oplysning, og at mangen Gang de mindst begavede Mennesker var de dueligste og paalideligste Tjenere, der passede godt sin daglige Gjærning, skjønt de ikke brød sig om Andet eller forstod Andet. Det er sandt, at saadanne Folk træffes tit, naar det gjælder simple dagligdagse Arbejder (f. Eks. at bære Vand og hugge Ved); men deraf følger ikke, at en større Oplysning skulde være overflødig eller ugunstig for Ardejdsklassen idethele. Hvad kræver man af en dygtig Arbejder? Han skal være stærk, have forsvarlig Dygtighed i sit Arbejdes Haandgreb, være flittig og paalidelig, og udføre sit Arbejde med Omtanke. I alle disse Stykker er en godt oplyst Arbejdsmand bedre, end om han manglede Oplysning. Dette gjælder endog med Hensyn til den legemlige Kraft; ti den bevares bedre ved den fornuftige Omhu for Liv og Helse, som findes hos den oplyste Mand. Det samme gjælder med Hensyn til de fornødne Haandgreb; ti de læres ikke ved en Hændelse eller ved blind Efterligning, men ved Eftertanke og Øvelse, og Eftertanken vokser stedse, eftersom Mennesket blir mere og mere oplyst. Fliden og Paalideligheden samt Sparsommeligheden er vistnok moralske Egenskaber, som, derfor ikke beror paa Kunskaben alene men især paa den {{sperret|Opdragelse, som faaes i Hjemmet, Skolen og i Livet. Men Opdragelsen støtter sig dog igjen ti Forstandsudviklingen; ti ialmindelighed blir En ikke flittig, paalidelig og sparsommelig medmindre han forstaar, hvor for han bør være det, og hvilken Skade det paafører ham at være skjødesløs og ødsel. Den dele Arbejdsstands Dygtighed og Velvære beror altsaa højlig paa dens Oplysning, allerhelst naar der blir Spørgsmaal om at bruge den i nogen ny Virksomhed, eller vænne den til en bedre Arbejdsmaade end den gamle. Og dette er for vort Land af den allerstørste Betydning; ti baade har vi tit Anledning til at paabegynde ny ukjendte Næringsveje hertillands, og desuden maa mange af vore gamle Næringsveje drives paa andre og bedre Maader, hvis vi ikke skal gaa under i Kappestriden (Konkurrencen) med Udlandet. Den, som har haft ned Sligt at gjøre, har vist erfaret, hvor vanskeligt dette kan ske med vor nuværende Arbejdsstand. Arbejderen møder til en ny Fremgangsmaade med Uvilje, og selv, om han vil gjøre sit Bedste i denne Henseende har man dog tusinde Fortrædeligheder, førend han blir fuldkommen oplært. Han forsømmer Meget, som det ikke falder Arbejdsherren ind at paalægge ham, fordi denne tror, at det alligevel maa være indlysende for Enhver; tit skjæmmer han ogsaa ud, hvad han skal gjøre. Det er klart, at disse Vanskeligheder vilde minke, eftersom Arbejdsstanden blev oplyst. – Taleren vilde hermed ingenlunde laste vor Arbejsstand; den er saa god, som det kan ventes under vore Omstændigheder. Han vilde kun paavise, hvor nødvendigt det er, baade for Arbejdernes egen og for Samfundets Skyld, at forandre denne Tilstand, saavidt det staar i menneskelig Magt; og han havde den Overbevisning, at vor Arbejdsstand kan blive særdeles dygtig, naar den faar Adgang til Oplysningens Goder. Alle er enige om, at Englands og Skotlands Arbejdere er ypperlige, og at dette for en stor Del er Aarsagen til Storbritanniens Rigdom. Men den brittiske Ardejdsmands Duelighed er dog ingen medfød Gave, og hvorfor skulde ikke da vore norske Arbejdere blive ligesaa gode? Englænderens Fortrin stikker ikke i hans legemlige (fysiske) Beskaffenhed, men netop deri, at han ved at gjøre saameget bedre Brug deraf. Men man paastaar jo tildels, at den engelske Almue er kun lidet oplyst? Dette stikker dog i en Misforstaaelse af, hvad Oplysning virkelig er. Det er vistnok saa, at man af Skole-Lister (og andre „statistiske Data“) kan bevise, at der i somme andre Lande (hvoriblandt Norge) er en større Del af Folkemængden, som kan læse og skrive, end i England. Men deraf følger ikke, at Oplysningen er mindre i England; ti Oplysning og Bogkunskab er ikke det samme; den sidste er kun et Middel, et meget virksomt Middel til at give Oplysning, men Oplysningen selv kan ogsaa faaes paa mange andre Maader end ved Læsning. Ved Alt, hvad man ser og hører og udretter i et rigt og kraftig bevæget Liv, lærer man at tænke selvstændigt, give Slip paa Fordomme og tilegne sig Kunskab, og det bedre end Bogen kan gjøre det. Og just i dette Stykke har England et Fortrin for andre europæiske Folkesamfund, et Fortrin, som mere end opvejer den store Brøst, der ligger i liden Udbredelse af boglig Kunskab. Den, der færdes i London, hvor man kommer sammen med Mennesker af alle Jordens Folkefærd og ser alle Landes Frembringelser, hvor alle Menneskelivets Spørsmaal drøftes i offentlige Forsamlinger og alle mulige Meninger mødes og brydes mod hinanden, – eller arbejder i en Fabrikby, hvor der daglig sker ny Opfindelser og større og større Fremgang i at benytte dem, – eller lever i et Landdistrikt, som er gjennemskaaret af Jærnveje og Kanaler og dyrket med den største Omhyggelighed, hvor der paa en Ejendom drives bare paa Ystning, paa en anden paa Frugtavl, paa en tredie paa Kvægopdrætning, paa en fjerde paa Kvægforing, og alt drives i stor Maalestok og med den største Indsigt, – et Menneske, som ser Sligt, lærer mere og faar en mere levende og anvendelig Kunskab, om han end ikke kan læse et Ord, end den, der lever i en afsides Dal, hvor Livet er ensformigt og Alt ser døsigt og middelmaadigt ud, hvor han sjælden ser et fremmedt Menneske og læser Bøger, som alle kun omhandler en liden snæver Kreds af Forestilinger, der allerede er nogenlunde bekjendt.

Men naar den bedste Oplysning kan faaes af Livet, saa er kanske Skolen overflødig eller unyttig? – Saaledes forholder det sig ingenlunde; vi skal kun lære at tillægge Almuskolen sit rette Værd; de, som overvurderer dens Betydning og kræver formeget af den, er igrunden dens værste Fiender. Endog der, hvor Livet er saa lærerigt som i England, er nemlig Almuskolen vigtig, fordi den er det bedste Forberedelsesmiddel til at drage sig Livets Lærdomme til Nytte. Skolen kan ikke selv give disse Lærdomme, men den kan gjøre Disiplene skikkede til at modtage dem. Spør man, hvor de hører hjemme, de, som kommer bedst frem i England, gjør deres Gjærning paalideligst og med mest Omtanke, da faar man del enstemmige Svar, at det er i Skotland, hvor netop Almuskolevæsenet i lang Tid har staat saa højt. Paa den anden Side er de fattigste og mest uvidende og uduelige engelske Arbejdere fra Irland, hvor man først i den senere Tid har gjort noget Alvorligt for Skolevæsenet. Derfor er der ogsaa i selve England en saa stærk og almindelig Trang til Forbedring i Almuskolevæsesnet, at Parlamentet endog nu, da Krigen giver det nok at tænke paa, alligevel har vendt sin Opmærksomhed paa Skolesagen.

Men er Skolen saa vigtig for et Land med et rigt bevæget Folkeliv som England, saa maa den være saameget vigtigere her, hvor Livet kun giver liden Erfaring. En godt indrettet Almuskole kan vistnok ikke lære vore vordende Arbejdere Sparsommelighed og Husholderiskhed, men den kan lære dem at begribe, hvor vigtige disse Ting et. Almuskolen kan heller ikke lære dem Fremgangsmaaden eller Haandgrebene ved Arbejdet, men den kan vænne dem til den Eftertanke, som behøves for at udrette, hvad en forstandig Husbond eller Arbejdsherre paalægger dem. Den kan ogsaa vække Lyst for alt Nyttigt og Godt, indprænte dem Lydighed, Flittighed og Troskab i sit Kald.

Saaledes som Almuskolen nu er indrettet hos os, er der et altfor stort Sprang mellem den Dannelse, som meddeles der, og den, som faaes i de højere Skoler; og Følgerne heraf er i mange Retninger store og fordærvelige. Blandt andet kan nævnes den Kjendsgjærning, at det hos os er meget vanskeligt at faa fat paa unge Mennesker med saapas Kunskab og Dannelse, at de kan uddannes til Arbejdsforstandere, Opsynsmænd eller Gaardsbestyrere. De faaes nemlig ikke blandt den Klasse, der har nydt højere Skoleundervisning, uden for en højere Løn, end det som tiest svarer Regning at give; eller ogsaa maa man lade sig nøje med mindre duelige eller endog mislykkede Personer, som ikke har Udsigt til at komme frem i nogen anden Vej. Hertil kommer den Ulempe, at saadanne Folk sjælden selv er arbejdsvante. Hvad man trænger i slige Stillinger er Folk, som kan bruge baade Hoved og Hænder og endda ikke gjør for store Fordringer til Livet. Fattigmands-Børn med gode Anlæg vilde just være skikket dertil, naar Almuskolen var slig, at de der fik Kunskaber nok. Taleren nævnte et Eksempel, som han nylig havde haft. En Husmandsgut, der havde gaat i en Fastskole, som vel var mer end almindelig god, kom siden ind paa en Landbrugsskole; og da han var færdig derfra, fik han straks i en Alder af lidt over 20 Aar en Ansættelse paa 40 Daler aarlig og Alt frit. Paa den anden Side er det meget almindeligt, at Disiplene ved Optagelsen i Landbrugsskolen har saa faa Forkunskaber, at en stor Del af Læretiden gaar med til at undervises i Skrivning og Regning. Taleren havde snakket med en ung, meget bra, hændig og paalidelig Tjenestedreng i Nærheden af den nævnte Landbrugsskole, som ikke havde villet derind, „fordi det ikke nyttede til Noget.“ Da han siden blev gjort opmærksom paa, at Nogle af dem, der var udgaat fra Landbrugsskolen, nu havde faat Ansættelse med dobbelt saa stor Løn som han, svarede han, at det skulde have været godt at have været i deres Sted, „men,“sagde han,„jeg kan ikke skrive og regne, som de kunde; og de Andre, som kom ind og ikke kunde mere end jeg, har ikke haft stor Nytte af at være der“. Dette var vel for meget sagt, men dog kanske for en stor Del sandt; og det viser ialfald, at ogsaa den simple Mand efterhaanden begynder at skjønne, at Skolekunskaberne er af Vigtighed.

Siger Nogen, at det er umuligt for os at skaffe os en Almuskole, som svarer til disse Fordringer? Norge har dog visselig siden 1814 udrettet vanskeligere Ting.

Siger Nogen, at det ikke tiltrænges? Jeg mener, at det er en uafviselig Nødvendighed, om vi endog blot ser hen til vor økonomiske Udvikling. Rundt om os er der Lande, hvis Næringsveje gaar fort fremad, hvor Naturen er gunstigere end her, og hvor Folk og Styrelse kappes om at gjøre alt muligt for at hæve Arbejderen til et højere Standpunkt i Tænksomhed og Indsigt, fordi de ved, at hans Arbejde derved blir saa meget mere lønnende. Samkvemmet mellem disse Lande og vort blir stedse større og friere; paa alle Markeder baade inden– og udenlands vil derfor vore Varer mødes med andre, og hvorledes kan vi staa os, dersom vore Arbejdere ikke arbejder med ligesaa stor Dygtighed og Indsigt som Udlandets, eller med andre Ord, blir dygtigere end de er? – Vort Land har desuden haardt Vejrlag, en liden og spredt Befolkning og besværlig Færdsel. Alt dette gjør det vanskeligere for vore Næringsdrivende end for Udlandets; og derfor er det nødvendigt, at alle Samfundets Klasser meddeles en saadan Oplysning, at det kan udrette sin Gjærning med endnu større Indsigt, Omtanke Flid og Orden, end man gjør i andre Lande. Dette gjøres saa meget mere fornødent, da Landet aarlig mister mange tusinde arbejdende Hænder ved Udvandringen; den tilbageblivende Arbejdskraft blir derved stedse dyrere, og trænger derfor til at gjøres mere virksom (produktiv) blandt andet ved at gjøre Arbejdsstanden dygtigere.^[4]

Det er alt saa klart, at vor Tids Krav til Almuskolen er særdeles stort, og at denne i sin nuværende Skikkelse ikke paa langt, langt nær opfylder sin Bestemmelse. Den store Mængde af Almuskoler paa Landet er Omgangsskoler, der holdes i utjenlige Værelser og faa Dage paa hvert Sted. Loven nøjer sig med, at ethvert Barn faar Undervisning i 3 eller endog kun 2 Maaneder om Aaret; og der undervises ialmindelighed ikke i Andet, end hvad der allerede blev foreskrevet for over 100 Aar siden (i 1739 og 1741), nemlig i Religion, Læsning, Skrivning og Regning. Hvad Udbyttet af Undervisningen angaar, saa faar man et Begreb derom ved at lægge Mærke til Konfirmasjons-Ungdommens Overhøring eller til en Katekisasjon i en Kirke; og endda er det Kristendomskunskaben, hvorpaa der med Rette lægges mest Vægt, og hvori Undervisningen altsaa har gjort de største Fremskridt. Enhver ved, at det kun er meget faa af vore Almuskolebørn, som faar nogen Dygtighed i Regning, der dog er saa vigtig for det praktiske Liv. Det er ligeledes en meget almindelig 6lage, at Læsningen tit blir en aandløs Udenadslæsning, en tom Ordlyd, hvormed ingen Tanke forbindes. (Til videre Oplysning om Almuskolernes Tilstand her i Landet oplæste Taleren nogle Optegnelser af {{sperret|Hartvig Nissen} som findes i en Indberetning til Kirkedepartementet og i den anden Del af hans „Beskrivelse over Skotlands Almuskolevæsen“). – Ved Fastskolerne og i Byerne er vistnok Undervisningen bedre. Mængden af Disiplene kommer kanske ikke stort videre der end i Omgangsskolen; men de mere begavede og lærelystne har dog gjærne der Anledning til bedre Undervisning. Disse Fastskoler har imidlertid for mange Disiple, mangler Læremidler (Inventarium), tit ogsaa Klasseinddeling. I Kristiania var der 1796 Børn, som søgte Almuskolen; af disse hører 267 til Hjælpeskolerne og Garnisonsskolen; de andre 1529 Børn undervises af 8 Lærere; der falder altsaa i Gjennemsnit 191 Børn paa hver Lærer. De inddeles i 3 Klasser, saaat hver skulde undervises 2 Dage om Ugen. Da der efter Loven kun maa være 60 Disiple i hver Klasse (for alle 3 Klasser altsaa 180 Børn), saa bar følgelig Lærerne idethele flere Disiple end Loven tillader. Den største Del af Børnene (nemlig 886) søger kun Skolen fra 51 til 79 Dage om Aaret; 185 søger Skolen i kortere Tid (31 til 50 Dage) og kun 145 i længere Tid (71 til 990 Dage). Udgifterne til det egentlige Almuskolevæsen er 3300 Spd. Det er dog en Skam, at man her i Norges Hovedstad har færre Almuskoler end Hovedstaden paa Sandwichsøerne, hvor der for 40 Aar siden kun var Hedninger. Der kan altsaa ikke være Tvivl om, at det opstillede første Spørgsmaal maa besvares med Nej.

Candidat Eilert Sundt var i Hovedsagen aldeles enig med Lektor Aschehoug. Han vilde kun gjøre et lidet Tillæg. Her, hvor man taler om Skolen for den opvoksende Slægt, kan det være godt at kaste et Blik ind i Fremtiden og se, hvorledes Sagen rimeligvis vil stille sig for den kommende Slægt i økonomisk Henseende. Der er en Kjendsgjærning, som vel ikke er ny, men som dog næppe Alle har haft Anledning til at tænke over; der er en besynderlig Regelmæssighed i Folkeformerelsen, men den er ikke altid saa let at udfinde, og viser sig tit som en stor Uregelmæssighed. Fra 1831 til 1840 blev der i Norge viet 80,000 Par, og dette Tal stod i saadant Forhold til, hvad der før havde været det Almindelige, at det er rimeligt, at der ophævedes ligesaamange Ægteskaber som der stiftedes ny. Men fra 1841 til 1850 blev der stiftet 100,000 ny Familjer, altsaa 20,000 flere Ægteskaber end i det foregaaende Tiaar, og denne Tilvækst indtraf meget brat i 1845 og har siden vedvaret. En Forøgelse af 2000 Ægteskaber aarlig mere end sædvanligt, er for vort Land noget ganske overordentligt. Det falder stedse vanskeligt for Næringsvejene at holde Skridt med Folkemængdens Tilvækst, men dobbelt vanskeligt under saadanne besynderlige Sprang. Man kan med god Grund spørge, om der i samme Tidsrum blev opryddet tilsvarende Vidder af Ager og Eng, om der blev bygget forholdsvis ligesaa mange Skibe og Huse, om der avledes forholdsvis ligesaa mange Kalve og Føl osv. Det var at ønske at det var saa vel; men var det saa, da var det vistnok ogsaa netop saavidt. Men nu er det rimeligt at tro, at der paa Grund af hint besynderlige Sprang har været Trængsel mellem en stor Mængde af Landets Folk, mellem de Mange, som skulde søge Rum og Blads. Aarsagen dertil var jo den, at der traadde en større Mængde Mennesker end før op i Alderen af 25 Aar, den Alder, hvori Mennesket er tilbøjelig til at stifte Familje; og det er rimeligt, at det var netop daa Grund af denne stærke Gjæring og Trængsel, at Arbejder-Bevægelsen fik saa stor Indgang. Dette maa være os et Fingerpeg for Fremtiden; ti dersom ikke en stor Forandring i Landets og Folkets Vilkaar indtræder, saa vil det samme Syn vise sig i Aarene mellem 1865 og 1875; da vil atter en usædvanlig stor Mængde Mennesker indtræde i 25 Aars Alderen og søge Udkomme for sig og Familje. Men om det da skal gaa vel eller ilde, om en ny Arbejder-Agitasjon skal indfinde sig, eller om Udviklingen skal foregaa fredeligt, det vil komme an paa den Visdom, hvormed Nutiden handler, paa den Sædelighedsfølelse, som blir indpræntet i Ungdommen, og paa den Indsigt i god og nyttig Gjærning, som meddeles den. Dette vilde Taleren anføre for at understøtte Opfordringen til af al Kraft at anstrænge sig for Efterslægtens Oplysning.

Hartvig Nissen var ogsaa enig med Aschehoug, og vilde kun endnu føje til et Par Oplysninger. Aschehoug havde fremhævet Almuskolens store Betydning for Samfundet og Velstanden dens statsøkonomiske Betydning. Det kunde være ganske morsomt at vide, om denne Opfatning er trængt igjennem til Almuesmanden. Kjært havde det dog været ham at se Spor af denne Erkjendelse hist og her – ikke som om han trodde, at denne Side af Skolesagen var den vigtigste, men fordi han var overbevist om, at Folket vilde være meget villigere til at ofre noget for Skolen, dersom de først forstod, at den ogsaa kunde have stor Indflydelse paa deres Næringsdrift og Velstand (deres materielle Velvære). Ti saalænge man mener, at Skolens velsignelsesrige Virkning ene og alene angaar det kristelige Liv, at det kun er Religionsundervisning, Almuskolen skal meddele, – saalænge mener man ogsaa, at Skolen nærmest er et Familje-Anliggende, der ikke kommer Stat og Kommyne ved, og at Staten gjør nok, naar den haandhæver borgerlig Orden og Sikkerhed i Landet. Just derfor er det af Vigtighed at paavise Almuskolens materielle Betydning, at vise, hvorledes den er en af de mægtigste Løftestænger for Sikkerhed, Ro og økonomisk Velvære. Og man behøver heller ikke at reddes for Ordet materiel, da det Materielle og Ideelle (det Legemlige og Aandelige) begge har sin store Betydning.

Blandt Eksemplerne paa, at en alsidigere Opfatning af Skolens Betydning begynder at vise sig, nævnte Taleren nogle. En borgerlig (civil) Embedsmand i Nærheden af Kristiania har f. Eks. sagt, at det bedste Middel til at redde Distriktet fra sin fortrykte Tilstand var en bedre Oplysning. Og ved Arendal har man et andet Eksempel paa, at Skoleoplysningen er bleven betragtet som et Middel til at forebygge Fattigdom. Paa Hisøen derborte findes nemlig 1200 Mennesker og 3 Fastskoler; der blev nu Tale om at oprette en 4de; men det vilde næppe være lykkets, dersom ikke et af Formandskabets Medlemmer havde oplyst, at Fastskolen i Strandstedet Sandviken havde haft en saa velsignelsesrig Indflydelse, at der af Stedets 300 Indvaanere ikke var mere end et eneste Fattiglem. I denne Skole faar nemlig Strandstedets Ungdom en saa god Undervisning at de senere gjærne blir Styrmænd og Skippere for Arendals Kjøbmænd og derved kommer i saa god Forfatning, at de selv kan understøtte sin fattige Slægt, der ellers vilde komme paa Fattigkassen. Dette er just et af de Strøg i Landet, hvor Folket er kommen i stor Berørelse med Udlandet, og derved har faat en kraftig Spore til at bringe sit Skolevæsen i god Stand.

Skolevæsenet er hos os baade en Kommyne- og en Stats-Sag. Hvorledes Kommynerne har sørget for Skolen, skjønnes allerede af de Eksempler, Aschehoug havde oplæst, og flere kunde føjes hertil. En Sognepræst i en af vore Fjeldbygder kalder det f. Eks. en næsten glemt Kunst at læse i Bog.“ En anden Præst, ogsaa i en Fjeldbygd, har for 2 Aar siden sagt, at mange Børn gaar ikke en Dag i Skolen, skjønt deres Forældre ikke er istand til selv at skaffe dem Oplysning; og Mængden af Børnene har kun havt fra et Par Dages til et Par Ugers Skolegang. Mange Kommyner har vistnok opfattet Vigtigheden af en god Almuskole; men altformange er det ogsaa anderledes med. Det er værdt at lægge Mærke til forholdet mellem Skole- og Fattig-Udgifterne. De sidste udgjør for det hele Land $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Million Daler om Aaret; Udgifterne til Almulkolevæsenet derimod kun 195,000 Spdl. (deri iberegnet Omgangs-Skolelærernes Kost osv.), altsaa ikke meget mere end Tredieparten af Fattigudgifterne. Forholdet burde vel heller være omvendt, saaat Skolevæsenet fik Brorparten. Da man her i Landet fik en uventet Indtægt i Brændevinsskatten, fik Kommynerne Lov til at bruge den til Fattigvæsenet; Skolevæsenet fik Intet. Ganske anderledes er det i Amerika. Da man der skulde anvende Værdien af store Landejeiendomme til et vist Øjemed, var Skolen det Første, som alle Stater tænkte paa. Derfor har de amerikanske Stater et rigt Skolefond, og endda undlader de ikke at understøtte den paa andre Maader.

Naar et Gode kan faaes for Penge, saa er det klart, at man betaler Lidet eller Meget derfor, eftersom man sætter liden eller megen Pris derpaa. Derfor var det værdt at sammenligne andre Folks Opofrelser for Skolevæsenet med vore. En af de nordamerikanske Stater, Massachusetts, har 950,000 Mennesker og deriblandt 203,000 Børn mellem 5 og 15 Aar; men den anvender aarlig 1,350,000 Daler til Skolevæsenet, foruden 50,000 Daler til Døvstumme osv. og 60,000 til Skolebygninger; tilsammen 1,460,000 Daler. Altsaa i Gjennemsnit mer end $\scriptstyle 1{\frac {1}{2}}$ Daler for hvert Barn mellem 5 og 15 Aar, og mer end $\scriptstyle 1{\frac {1}{2}}$ Daler for hver Indvaaner. Norge, der har 1,400,000 Indbyggere (altsaa henimod halvanden Gang saa mange som Massachusetts) og 280,000 Børn mellem 5 og 15 Aar, anvender 250,000 Daler, hvoriblandt Skolepenge, til Undervisningsvæsenet (deri medregnet Universitetet, men ikke Militærskolen). Altsaa anvendes hos os til det hele Skolevæsen kun $\scriptstyle 1{\frac {1}{4}}$ Daler (istedetfor $\scriptstyle 1{\frac {1}{2}}$ ) for hvert Barn, og 30 Skilling (istedenfor $\scriptstyle 1{\frac {1}{2}}$ Daler) for hver Indvaaner. Naar Norge skulde anvende forholdsvis ligesaa meget som Massachusetts, vilde Summen blive omkring 2 Millioner Daler. – Af højere Undervisningsanstalter har man i Massachusetts 71 „inkorporerede Akademier“ med 4000 Disiple, og 750 private Skoler med 10,000 Disciple. Alle disse Indretninger underholdes for den allerstørste Del ved Skolepenge, som tilsammen udgjør omkring 314,000 Daler, altsaa for hver Disippel 16 Daler. I de højere Undervisningsanstalter i Norge (lærde Skoler, Real- og Borgerskoler samt tilsvarende Pigeskoler) findes omkring 3000 Disiple. Hertil yder Landet omtrent 100,000 Daler (deri medregnet Skolepenge, Statens Bidrag, Renter af offentlige Stiftelser og Fonds osv.), altsaa for hver Disippel over 33 Daler, det vil da sige, mer end dobbelt saa meget som i Massachusetts. Ja, dersom vi tager de Latin- og Real-Skoler alene, som Staten underholder, som koster omkring 61,000 Daler aarlig, og hvori undervises 1000 Disiple, kommer der endog 64 Daler for hver Disippel. Til højere Undervisningsanstalter ofrer altsaa vi langt mere for hver Disippel end Massachusetts. Ganske anderledes er det, naar vi ser hen til de lavere Skoler (Almuskolerne). Af Friskoler (public schools) haves der 4056, hvortil anvendes 1,036,000 Daler, altsaa lidt over 5 Daler for hvert Barn i Staten og mer end 1 Daler for hver Indvaaner. Norge derimod anvender til Almuskolevæsenet, som før sagt, i det højeste 195,000 Daler, altsaa 85 ß. for hvert Barn i Landet og omkring 17 ß. for hver Indvaaner. Skulde Norge gjøre forholdsvis ligesaameget som Massachusetts for sit Almuskolevæsen, maatte vi dertil bruge omkring halvanden Million Daler aarlig (istedenfor nu 195,000), det vil sige 7 $\scriptstyle 7{\frac {1}{2}}$ Gang saameget som nu.

Af de nævnte 1,033,000 Daler tilvejebringer Massachusetts 910,000 Daler ved Stoleskat, der udlignes paa Ejendom, 41,000 Daler af Statens Skolefond og det øvrige ved Gaver eller Stiftelser. Skolevæsenet er altsaa der fornemmelig en Kommynesag, men dog ogsaa en Statssag; Staten betragter ikke Skolen som sig uvedkommende, men fremmer den med Kraft. – Det mærkeligste af Alt er vistnok den Omstændighed, at Folket omkring i Byer og Bygder har gjort mangedobbelt mere for Skolevæsenet, end Loven fordrer. Den fordrer kun, at Kommynerne skal udligne til sin Skole $\scriptstyle 1{\frac {1}{2}}$ Daler for hvert Barn mellem 5 og 15 Aar; men isteden derfor udreder man ved Skat mangesteds over $\scriptstyle 4{\frac {1}{2}}$ Daler.

Ogsaa mange europæiske Lande har gjort ulige mere for Skolevæsenet end vi. Winterthur i Schweiz med 5000 Mennesker anvender f. Eks. 10 a 11,000 Daler aarlig til sit Skolevæsen. Kanton Waadt, hvor Undervisningen staar lavere end i andre Landskaber i Schweiz, bruger dog omkring 100 ß. for hvert Menneske, det vil sige, næsten $\scriptstyle 3{\frac {1}{2}}$ Gang saameget som vi til vort hele Skolevæsen. Forholdsvis maatte vi anvende 1,120,000 Daler. – Det schweizerske Skolevæsen har derhos den ypperlige Indretning, at de højere Skoler er ligefrem bygget paa de lavere, og at begge Slags er fri, saaat endog de fattigste Almuesbarn har ligesaa fuld Adgang som andre til at faa den fuldstændigste Undervisning.

Disse Tal-Oplysninger (statistiske Bemærkninger) maatte fremkalde den Overbevisning, at vort Almuskolevæsen staar meget lavt. Det var Talerens fulde Overbevisning, at Almuskolen hos os ikke svarer til Tidens Krav. Men for ikke at blive misforstaaet vilde han bemærke, at det dog ikke er hans Mening, at den norske Almue har saa liden Oplysning, som man kunde være tilbøjelig til at tro, naar man ser, hvor lidet der er gjort for Skolen. Han maatte i denne Henseende holde sig til, hvad Aschehoug havde ytret om den Vækkelse, Opdragelse og Oplysning, som fremkaldes ved et indholdsrigt Folkeliv. Nu har vi vistnok ikke et Folkeliv som det engelske, men der er andre Omstændigheder, som har gjort og gjør, at Folkets Oplysning hos os ikke kan siges at være saa liden endda. Om vi end i Aarhundreder stod under fremmed Herredømme, saa har dog den norske Bondestand altid været en fri og selvstændig Stand, og dette har givet den en vis Selvfølelse, som netop er en af Betingelserne, for at Oplysning rigtig skal kunne trives. Hertil kommer, at Landets Natur og Næringsveje har drevet Folket til Omtanke og Virksomhed, men fremforalt den polittiske Frihed, som vi nu har haft i over 40 Aar. Hvor der er politisk Frihed, kirkelig og personlig Frihed, der maa Oplysningen skride fremad. – Sammenligner man os med Danskerne, med hvem vi forendel har haft Historie tilfælles, saa trodde Taleren, at om den danske Bondestand end kan have større boglig Lærdom, saa har den dog ikke den Forstand paa Livet, som vor Bondestand. – Dette var nu sagt, for ikke at blive misforstaat. Han vilde ikke, at man paa Grund heraf skulde slaa sig til Ro; tværtimod maa vi, som Aschehoug grundig havde paavist, anstrænge os af al Magt, om vi skal kunne staa os ved Siden af andre næringsdrivende Folkeslag.

Sundt udtalte sig videre om Sagen. Er det saa, at Skolevæsenet er en Stats- og Kommyne-Sag, saa bør ogsaa alle Kommyner være ansvarlige for dets Tilstand. Derfor har man ogsaa Lov til at omtale baade de Kommyner, som gjør det godt, og dem, som gjør det ilde. Nissen havde omtalt 2 Fjeldbygder, hvor det staar daarligt til med Oplysningen; Taleren vilde nævne en, hvor det staar godt til, nemlig Tønset. For et Par Aar siden havde han været tilstede ved en Provstevisitas deroppe, og han havde aldrig trod at skulle faa høre en saa vel oplært Ungdom. En Salme blev sunget firstemmig, og Overhøringen var ikke saameget en Katekisasjon som en levende Samtale mellem Lærer og Disiple. Det var saa meget mere paafaldende, da han nogle Uger iforvejen havde overværet en Visitas i de nordligste Dele af Gudbrandsdalen, hvor det stod daarlig til med Skolevæsenet. Men der er nu ogsaa en saa oplyst Almue i Tønset, at man ikke let skal finde Magen; dog havde Bispen sagt ham, at Skolevæsenet er endnu bedre ordnet i Tryssil. I alle Distrikter var halvfaste Skoler (Rodestuer) indrettet, saaat kun nogle afsidesliggende Gaarde havde Omgangsskole. Som et mærkeligt Eksempel skulde han ogsaa fortælle, at en Handelskar paa Tønset tilligemed et Par Andre havde skudt sammen en 19–12 Daler til at kjøbe Bøger for og give som en Almubogsamling til den Skole, hvor de havde faat sin Undervisning. Ikke mindre mærkeligt er det, at Bygden har søgt Selskabet for Norges Vel om at faa en Agronom til at bo og virke mellem dem, især for at lære dem alt, hvad der kunde tjene til Forbedring af Fædriften, og selv tilbudt sig at bidrage 100 Daler dertil. – Ogsaa Røraas Præstegjæld fortjener at nævnes, fordi derfra er udgaat et særdeles stort Tal af Bondegutter til andre Egne i Landet, hvor de siden har arbejdet sig langt frem og sidder som højt agtede Embedsmænd, Kjøbmænd, Apothekere osv. Grunden hertil synes fra først at have været den, at to Præster deroppe, Krogh og Aschenberg, havde gjort sig megen Umag for at vejlede Almuens Børn til videre Kunskab, end hvad der udkrævedes til Konfirmasjon; og disse Bondegutter blev derfor med Begjærlighed søgt som Apotheker-Lærlinge og Krambodgutter i Trondhjem og andre nordlige Byer. – Besynderlig nok havde der nu i den senere Tid gaat saa smaat med Oprettelsen af en højere Almuskole deroppe. Almustanden, som har Overvægten i Formandskabet, havde modsat sig Sagen, fordi de mente, at Skolen vilde komme „de Fornemme“ mest tilgode, og det uagtet Kommynen skulde slippe for Pengeudgifter i den Anledning. I Røraas Præstegjæld har man dog haft det bedste Bevis paa, hvorledes en god Undervisning kan hjælpe Folk frem i Livet. – Taleren sluttede med at sige, at det vilde være godt, om man kjendte mange slige Eksempler, baade glædelige og mindre glædelige, fra alle Landets Kanter; naar de blev omtalt og bekjendt, mente han, at en Forsamling som denne let vilde kunne vække Opmærksomhed for sin Sag om muligt i alle Landets Afkroge.

Da nu det først fremsatte Spørsmaal af Alle var besvaret med Nej, saa gik man over til det andet: „Hvorledes kan man da hensigtsmæssigst virke til hos Folket selv at fremkalde en levende Erkjendelse af Almuskolens Brøst og en kraftig Stræben efter at fjærne dem?

Aschehoug indledede ogsaa Forhandlingerne derom, idet han ytrede omtrent: Det er i dette Land saa særdeles magtpaaliggende at vække selve Folkets Interesse for Almuskolen; ti dens Anliggender er givne i dets Haand. De er en ren Kommynesag, og de bør være det; ti Erfaring viser – som Siljestrøm har bevist med Nordamerikas Eksempel – at det ikke er muligt at hæve Almuskolen til kraftigt Liv uden Folkets egen Paavirkning. Skoledistrikterne kan ikke deles, faste Skoler vanskelig oprettes, Lærernes Løn ikke forhøjes uden Folkets Vilje; endnu mindre kan man sikre sig, at Skolen benyttes paa en hensigtsmæssig Maade, dersom man ikke understøttes af den almindelige Folkevilje (Opinion). Men skal Folkets Interesse for Sagen vækkes, saa maa det komme til klar Overbevisning om Skolens Betydning og Brøst, og Alle maa være enige om, at dette sker bedst ved det levende Ord, den fri Meningsudvikling (Diskussjon), hvori ikke bare Skolemændene, men ogsaa Lægmænd tager Del. Vi er dog allerede saa meget vant til at behandle offentlige Anliggender paa denne Maade, at det ikke længer vækker Forundring, naar man kommer med et nyt Spørsmaal og foreslaar Folket at tage sig deraf og drøfte det. Enhver, som føler varmt for Almuskolens Fremskridt, bør derfor uden Frygt og med godt Haab om Fremgang sætte sig det Maal at faa dannet Foreninger, eller sammenkaldt Møder, til at opklare og raadslaa om Skolens Anliggender, paa samme Maade som man med saa stort Held har gjort i Nordamerika. Vort Skolevæsen tilbyder allerede en Mængde Erfaringer baade om Frugten af de Forbedringer, som er gjort, og om de Mangler, som endnu klæder derved. De indeholder Lærdomme, som ej bør gaa tabt; dem kan man samle og meddele Folket baade i Tale og i Skrift, i offentlige Møder og i Aviser. Paavisning af virkelig indtrufne Tilfælde taler tit med en større overbevisende Kraft end almindelige Betragtninger. Lykkes det at danne Foreninger til Sagens Fremme, saa bør de først og frem tage fat paa Skolerne deres eget Hjem, offentliggjøre deres Tilstand og undersøge, hvad der kan gjøres for at forbedre den. Alt kan ikke gjøres paa engang; derfor bør man begynde med en enkelt bestemt Forbedring (Reform), som der er Haab om at Fol- ket (Pubiikum) og de lovlige Foresatte (Autoriteter) vil gaa ind paa. Villigheden til at gjøre Mere blir større, naar først Noget er gjort, og man ser, at det bær Frugt. – Skulde Forsamlingen være enig med mig heri, tror jeg, at den bør udtale det i en ordentlig Beslutning (Resolusjon).

Nissen bemærkede, at der kunde være meget at sige om Sagen, men for ikke at hæfte Tiden bort, vilde han bare ytre, at han var enig med Aschehoug i hans Forslag.

Professor Monrad udtalte sig omtrent saaledes: Lektor Aschehoug har med Rette anført, at det aldeles nødvendige Middel til at faa Skolevæsenet forbedret er at vække Folkets Interesse. Dette er jo allerede indlysende af den Omstændighed, at der behøves Pengemidler, hvilke maa skaffes tilveje af Folket selv. Men selv om der havdes Penge i Beredskab i saa stor Mængde, at man baade kunde skaffe tilveje Alt, hvad man ønsker for Skolevæsenet, og siden holde det i god Gang, saa vilde dette nok alligevel være er utilstrækkeligt Middel til Skolevæsenets Forbedring og virkelige Fremgang, hvis man ikke havde vakt Folkets sande Interesse og virkelige Skjøn paa Sagen – med andre Ord, dersom Folket ikke rigtig hadde levet sig ind i Sagen. Dette gjør vistnok, at den Reform af Skolevæsenet, man her har tænkt sig, ikke kan gaa saa overmaade fort endda ti der skal Tid til, inden Folket rigtig summer sig og lever sig ind i, hvad der i flere Henseender kan være noget Nyt. Men derover bør man ikke klage; ti en saadan Tid er nødvendig for at fremkalde „en sund og kraftig Oplysning.“

Naar man vil vække Folkets Deltagelse for Skolevæsenets Forbedring, da er det vistnok saa, at det er et vigtig Middel at fremkalde Diskussjon derom blandt Folket Men det er ikke det eneste Middel; det er ikke ganske tilstrækkeligt. Man maa ikke glemme den Sandhed at Folket tilsidst maa oplyse sig selv. Dette gjælder ikke alene om det enkelte Menneske, men ogsaa om det hele Samfund. Der kan meddeles Folket meget Stof udenfra, men den rette Indforliven, den rette Gjennemvarmelse af dette Stof maa komme indenfra, fra Folket selv. Derfor er alle udvortes Midler utilstrækkelige, saalænge Folket ikke med Kraft omfatter Sagen og selv sætter Kronen paa Værket. Herved kommer man ogsaa til at tænke paa den væsentlige Fordring til al Folkeoplysning, at den maa være folkelig, have et nasjonalt Præg. Begreberne om Nasjonalitetens Betydning er vistnok forskjellige. Der er Nogle, som mener, at Folket ikke bør gaa udenfor sine egne Grænser for at søge Oplysningstof; man skal holde sig til sin egen Fortid, sin egen Historie, sin egen Natur; man skal ikke tage Noget udenfra; ti det forfusker Folkets Natur osv. Ja, man er gaat saavidt, at man vil, at Folkets Præster ikke længer skal studere sin Teologi i latinske, græske og tydske Værker, men gaa tilbage til vor egen Fortids Litteratur og overhoved lære af de Elementer, som findes i Folket. Denne Mening erkjendes dog vistnok af de Fleste at være overdreven. Man erkjender mer og mer, at Folket kun kan gaa fremad, naar det staar i levende Vekselvirkning med hele den civiliserede Verden. Men ved Siden heraf vil vi heller ikke glemme, at den Oplysning, som hentes udenfra, dog til syvende og sidst maa paatrykkes det nasjonale Stempel; den faar ikke nogen rigtig Rod, intet rigtigt Liv i Folket, dersom ikke dens egentlige Udbytte (Resultat) er Noget, som Folket har formet os givet sig selv. Hvorhen sigter nu alt dette? Jo, der er i vort Folk en Kløft tilstede, mellem de mere og mindre Dannede. De højere Klasser i Samfundet er ialmindelighed stærkt paavirket af Udlandet; de er saaatsige med i den hele, store Verdensvrimmel; deres hele Dannelse er for en stor Del bestemt af, hvad der over hele Europa er almindelig Dannelse. De lavere Folkeklasser derimod staar i meget liden Berørelse med den øvrige Verden, har sin egen Verden for sig selv, har vedligeholdt sine Skikke, sin Tænkemaade, sine Begreber omtrent uforandret fra Forfædrene. Nu er det klart, at Oplysningen især maa udgaa fra de mere dannede Klasser, maa gaa ovenfra nedad. Kunde nu Alt gaa efter sværmende Ønsker, saa kunde jo den uoplyste Del af Folket i en Fart blive lyksaliggjort med næsten alt det Kunskabsforraad, som den dannede Verden har. Og det er jo meget priseligt, at man ikke vil beholde sin Visdom for sig selv, men lade den strømme ud over Folket. Men det kunde saa let hænde, at denne Strøm, hvis den gik altfor rivendes frem, vilde blive til liden Nytte, at Folket ikke vidste, hvad det skulde gjøre med den. Sæt, at man havde Penge nok; man indrettede da Skoler overalt, og naar man havde tilstrækkelige Lønninger for Lærerne, vilde en stor Mangfoldighed af den nuværende dannede Klasse gaa ud og blive Lærere i Folkeskolerne, blive Lærere i alskens Kunster og Videnskaber. Dette kan man for et Øjeblik tænke sig som en herlig Tingenes Tilstand, der vilde gjøre Underværker i Oplysningsvejen. Men denne Oplysning vilde dog kun blive noget Fremmedt, noget Kunstigt, noget Uorganisk, noget Indsmuglet, som i mange Henseender vilde forstyrre de naturlige Forhold. Der er andre Elementer, som befordrer Oplysning og Dannelse, end Undervisningen; Aschehoug har medrette gjort opmærksom paa Livet selv. Dette, og ikke den Sum af Begreber, som faaes gjennem Bogen eller Læreren, indeholder Kjærnen af al Dannelse. Men denne aandelige Atmosfære, hvori Livsdannelsen indsuges, forandres ikke braat, og derfor er det godt, at det gaar noget langsomt med Skoleoplysningen. Dersom nemlig denne staar i altfor stort Misforhold til Folkets praktiske Liv, fremkommer en vis Usundhed i Forholdene. Der avles da Misstemning, naar Forholdene i Livet ikke svarer eller passer til den Skoledannelse, man har modtaget. Dannelsen bør altsaa være saadan, at man godt finder sig i, forsoner sig med de Livsforhold, hvori man indtræder. Saaledes hører det ogsaa til en sund Forfatning, at der mellem den voksne og optrædende Slægt ikke er for stort Misforhold; og et Samfunds første Dannelse bestaar deri, at den unge Slægt modtager, hvad der er Udbyttet af Fædrenes Liv og Erfaringer. Et forbedret Skolevæsen kan derfor ikke hjælpe stort, medmindre det gaar Haand i Haand med en stigende Oplysning hos de Ældre. Den ældre Slægt maa ikke alene mer og mer lære at sætte Pris paa Oplysningens Goder og saaledes bevæges til at gribe dybt i Pungen til Skolevæsenets Bedste; den maa ogsaa selv følge med, selv deltage i den voksende Oplysning. Det er nemlig ikke nok at høre, at Oplysningen er gavnlig eller endog ved en grundig Udvikling (et Ræsonnement) at blive overbevist derom; – det maa bevirkes gjennem egen Erfaring. Men derfor er det nødvendigt, at der ogsaa sørges før, at den ældre Slægt faar Næring for sin Aand; og det er bedre, at Skolevæsenets Reformer gaar frem med en vis Langsomhed og i Samklang med den voksne Slægts egen Oplysning, end paa en Maade at narre Folk til at gjøre større Opofrelser for Skolevæsenet, end de, der ellers kan stemme med Forholdene. Skolevæsenets Forbedring maa nødvendig understøttes af Iveren for at fremme Oplysning blandt den voksne Almue.

Sundt fandt Aschehougs Forslag altfor omfattende. Det bedre var at virke ved Eksempel end ved en Opfordring. Han havde tænkt sig, at man forsøgsvis kunde begynde med at undersøge Almuskolevæsenet her i Kristiania, især dets Forhold til Familjelivet. I London havde Sligt været gjort med Held. Hos os vilde det især være vigtigt at faa oplyst, hvorledes Skolebørnene bruger sin Tid i de 4 Ugedage, hvori de har Lov til at være hjemme fra Skolen, og hvad der blir af dem, naar de forlader den, foruden Oplysninger om, hvormange Dages Undervisning de i Regelen saar, hvad Slags Bøger der findes i ethvert Hus, osv. Byen kunde da inddeles i visse Dele, og nogle dertil skikkede Mænd kunde gaa om og undersøge Sagen efter et udarbejdet Schema; dog var det kanske bedst, at man fordetførste holdt sig bare til en enkelt Strækning af Byen. Naar man saa var færdig, kunde Oplysningerne beardejdes og trykkes; kanske vilde man da blive overbevist om, at det i mange Stykker staar sørgeligt til med Almuundervisningen; kanske ogsaa de større Byer, ja endog adskillige Landkommuner vilde føle sig tilskyndet til at foretage lignende Undersøgelser. Han fremsatte følgende Forslag; „Forsamlingen anmoder Bestyrelsens nuværende Medlemmer om at anstille eller lade anstille Undersøgelser af Kristiania Almuskolevæsen og dermed i Forbindelse staaende Forhold samt derom meddele Selskabets Medlemmer Beretning.“

Aschehoug frafaldt sit eget Forslag og gik over til Sundts, som ham likte bedre. Men da Somme helst vilde have begge Forslag, opstod der en Meningsveksling, hvori Sundt, Jensenius, Bogtrykker Malling, Adjunkt Thaasen og O. Vig tog Del. Derpaa blev Sundts Forslag bifaldt enstemmig og Aschehougs mod 7 Stemmer. Det sidste lød saaledes: „Denne Forsamling opfordrer de Mænd, som føler sig overbevist om Nødvendigheden af indgribende Forbedringer i vort Almuskolevæsen, til ved Foranstaltning af offentlige Diskussjoner om dens Anliggender at stræbe at vække Folkets Interesse for Sagen, og til ved Undersøgelse af Almuskolens Tilstand paa de forskjellige Steder at forberede Afhjælpelsen af dens Brøst.“

Vig mente, at medens der var overmaade mange Ting, som hørte til, forat Skolevæsenet kunde komme i nogenlunde ønskelig Stand, maatte to Ting især siges at være af stor Betydning. Det Ene var Ønskeligheden af at faa dueligere Lærere, det Andet at skaffe Lærerne bedre Lønning. Skal nemlig Skolens Vigtighed blive ret indlysende for Almuen, saa den blir villig til at gjøre noget Alvorligt for Skolens Forbedring, da maatte den have levende Begreb om Frugterne deraf. Det var godt og vel, at den baade mundtlig og skriftlig blev gjort opmærksom paa Sagens Vigtighed, at man søgte at overbevise Folk om Nødvendigheden af en Grundforandring i de nuværende Skoleindretninger; men alt dette vilde efter Talerens Mening alligevel kun frugte Lidet, saalænge Almuen ikke fik se en nogenlunde god Undervisning og Frugterne af den. Saasnart derimod dette blev Tilfældet, skulde det ikke vare længe – derpaa har man allerede mange Eksempler – førend ogsaa Almuesmanden skjønner, at en saadan Undervisning er det værdt at ofre noget for. Men skal det ske, saa maa der nødvendig sørges for dueligere Lærere, end man ialmindelighed hidtil har haft. Jeg vil ingenlunde nægte, at vi baade har haft og har mange bra Almuskolelærere iblandt, somme ogsaa særdeles bra, ja at deres Tal endog er fuldkommen saa stort, som man efter Omstændighederne kan vente. Den største Del af Almuskolelærerne er jo Folk, som selv ikke har haft stort anden Undervisning en den, de fik før Konfirmasjonen, og kanske nogle Uger siden. Seminarierne kan ikke paa langt nær skaffe saa mange Almuskolelærere, som der behøves, og om de endog kunde det, saa var dermed ikke gjort nok, saalænge Seminarivæsenet er ordnet som nu. Naar man ved, at der ved Optagelsen i et Seminarium ikke fordres andre Forkunskaber end de, der findes hos en skikkelig Konfirmant, at der altsaa gaar adskillig Tid hen, inden mange af Lærlingerne faar saapas Øvelse i at opfatte et Foredrag, at de kan have sand Nytte af Seminari-Undervisningen, og at Undervisningsfagene er særdeles mange iforhold til, hvad Folk paa det Standpunkt kan tilegne sig i et Par Aar: saa er det let at forstaa, at kun den mindste Del af Seminaristerne kan svare til hvad der kunde ønskes. Ja, selv de dygtigste af dem kan forsaavidt siges ikke at svare til Tidens Fordringer, som de ikke har faat nogensomhelst Undervisning i visse Fag, f. Eks. Naturvidenskaberne. Taleren lagde ikke saa stor Vægt paa disse, betragtet som almindelige Skolefag, som Mange gjør; men nogen Undervisning deri holdt han dog for aldeles nødvendig ogsaa i Almuskolerne, endsige ved et Seminarium. Hans Tankegang var altsaa simpelthen denne: Uden at Folk faar se en bedre Skoleundervisning end hidtil, og Frugterne deraf, kan det ikke ventes at de vi lægge alvorlig Haand paa Skolens Forbedring. Men, forat Undervisningen skal blive bedre, maa Lærerne have mere Dannelse, og dette kan igjen ikke opnaaes, uden at Seminarierne reformeres. Han mente derfor, at en Forsamling som denne gjorde vel, om den udtalte dette som sin Overbevisning og opfordrede Statsmagterne til at anvende tilstrækkelige Pengemidler til Læreres fuldstændigere Uddannelse. – Et andet Hovedpunkt var aabenbar Lærernes bedre Lønning; ti det er dog forskrækkelig at tænke paa, at Omgangsskolelærerne som tiest lønnes med 16 a 20 Daler, mangesteds endog med 8–12 ja lige ned til bare 5 og 6. Et eller to Præstegjæld har dog allerede begyndt at give sine Omgangsskolelærere 60 Daler og fri Kost; det kan vistnok ogsaa haabes, at flere lidt efter lidt vil følge Eksemplet; men dette Fremskridt sker dog ikke fortere, end at der højlig trænges til Opmuntring i denne Henseende; og ligesom det er vist, at duelige Lærere ikke kan faaes uden nogenlunde god

Lønning, ligesaa vist er det igjen paa den anden Side, at Kommynerne ialmindelighed ikke vil lønne Lærerne godt, medmindre de faar se, at disse er Mænd, som isandhed fortjener det. Han kommer altsaa her tilbage til den Mening, at hvad der først og fremst tiltrænges, er at sørge for en dygtigere Lærerstand, og at det vel ikke skulde være afvejen at udtale en saadan Opfordring til Landsstyrelsen, som den, der før var antydet – Lektor Aschehoug mente, at denne Sag rettest blev opsat, da man vel altid paa et nyt Møde vilde faa Anledning til at udtale sig videre derom, hvormed ogsaa Vig var tilfreds.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

↑ Et Lexikon er en Ordbog (d. e. en Bog, som indeholder Oplysning om alle eller de vigtigste Ord i et vist Tungemaal). – Et Konversations-Lexikon er derimod en Bog, som skal indeholde Oplysning om alt Muligt. Har man læst et saadant, saa ved man kanske lidt om enhver Ting, men næppe Noget tilgavns.
↑ 1 Procent er et samme som 1 Hundrededel. Koster et vist Anlæg 100 Daler, og man deraf faar 5 Daler aarlig, saa siger man, at det kaster af sig 5 Procent, hvilke jo er det samme som en Tyvendedel af den hele Sum.
↑ Denne Egenhed ved det nordamerikanske Folk har endog afpræget sig i Sproget.
↑ Taleren har allerede før (se Side 188) oplyst Grunden til at han her holder sig til Skolens Betydning for timelig Velstand og Velvære. Men det er klart, at ogsaa for andre Tings Skyld er en god Skoleundervisning langt mere nødvendig nu end tilforn. Saaledes f. Eks. for det kristelige Liv. Naar vi ser, at der allerede er fuldt af alskens Sekter, og at der daglig opstaar flere, ja at endog slige som Mormonerne kan finde Tilhængere i Snesetal, da er det dog vel klart, at Folket mangler tilstrækkelig kristelig Oplysning. Og efterhaanden som Rivningerne blir større mellem de forskjellige Religionssamfund og de forskjellige Meninger, vil der just trænges til grundigere Kristendomskunskab ligesaavel som til grundigere Kunskaber i andre Retninger. Men denne grundigere Indsigt kan kun særdeles Faa tilegne sig, medmindre Grundvolden dertil lægges og befæstes i Skolerne. Herom kunde være Meget at sige, men paa dette Sted mangler vi Rum dertil. Saameget er klart, at den nærværende Tid kræver en langt bedre Indretning af Almuskolevæsenet, end den vi hidtil har haft, og det for at det baade i timelig og aandelig Henseende kan gaa Folket vel.

[1] Et Lexikon er en Ordbog (d. e. en Bog, som indeholder Oplysning om alle eller de vigtigste Ord i et vist Tungemaal). – Et Konversations-Lexikon er derimod en Bog, som skal indeholde Oplysning om alt Muligt. Har man læst et saadant, saa ved man kanske lidt om enhver Ting, men næppe Noget tilgavns.

[2] 1 Procent er et samme som 1 Hundrededel. Koster et vist Anlæg 100 Daler, og man deraf faar 5 Daler aarlig, saa siger man, at det kaster af sig 5 Procent, hvilke jo er det samme som en Tyvendedel af den hele Sum.

[3] Denne Egenhed ved det nordamerikanske Folk har endog afpræget sig i Sproget.

[4] Taleren har allerede før (se Side 188) oplyst Grunden til at han her holder sig til Skolens Betydning for timelig Velstand og Velvære. Men det er klart, at ogsaa for andre Tings Skyld er en god Skoleundervisning langt mere nødvendig nu end tilforn. Saaledes f. Eks. for det kristelige Liv. Naar vi ser, at der allerede er fuldt af alskens Sekter, og at der daglig opstaar flere, ja at endog slige som Mormonerne kan finde Tilhængere i Snesetal, da er det dog vel klart, at Folket mangler tilstrækkelig kristelig Oplysning. Og efterhaanden som Rivningerne blir større mellem de forskjellige Religionssamfund og de forskjellige Meninger, vil der just trænges til grundigere Kristendomskunskab ligesaavel som til grundigere Kunskaber i andre Retninger. Men denne grundigere Indsigt kan kun særdeles Faa tilegne sig, medmindre Grundvolden dertil lægges og befæstes i Skolerne. Herom kunde være Meget at sige, men paa dette Sted mangler vi Rum dertil. Saameget er klart, at den nærværende Tid kræver en langt bedre Indretning af Almuskolevæsenet, end den vi hidtil har haft, og det for at det baade i timelig og aandelig Henseende kan gaa Folket vel.

[1]

[2]

[3]

[4]