Forsøg til en Udvikling af Dionysos-Ideen
(Den almindelige Karakteristik af de forskjellige religiøse Standpunkter, de orientalske, det græske og det romerske, er væsentlig hentet fra Prof. Monrads Forelæsninger over Religionshistorie).
Orientalernes Religioner ere som bekjendt Naturreligioner, d. e. de dyrke Materien eller det Reale i egentlig Forstand. Materiens Væsen er Modsætning eller det, at de enkelte Momenter gjensidig negere hinanden, hvilket er Principet i de vestasiatiske Religioner, og Resultatet heraf bliver, at Realitetens Væsen er at ophæves, at det Væsentlige i Tilværelsen er dens Ophævelse eller Døden. Dette er Grundtanken i den ægyptiske Religion, som saaledes danner den negative Grænse mellem Orienten og Occidenten, idet Orientens Princip her ophæver sig selv. Det enkelte Dyr, det enkelte Menneske gaar til Grunde; men Dyret, Mennesket som saadant d. e. Formen gaar ikke til Grunde, den er det Evige, altsaa det Væsentlige i Tilværelsen, hvilket er det græske Standpunkt. At en Ting har en Form, er det Samme som at den har en Bestemmelse, er Udtryk for en Tanke, og Formen er saaledes det Aandige, men kun forsaavidtsom det udtrykker sig sandselig, altsaa som Ideal. Men hvad er Form uden Materie? Intet; ligesaalidt som Kunstneren kan undvære Marmoret, Farverne o. s. v., ligesaalidt kunne de olympiske Verdenskunstnere undvære Materien, det orientalske Princip, og denne optræder saaledes under mangehaande Skikkelser ogsaa i den græske Verdensanskuelse. Fatum er Materien som den abstracte d. e. blinde, absolute Magt, mod hvilken de olympiske Guder som Form ingen Realitet eller Magt have, Titaner og Giganter ere Materien som det Formløse, det Uhyre, det Uskjønne, og endelig ere Heroerne Livets Realitet som tenderende til at sønderbryde Formen. Her er imidlertid Materien endnu blot opfattet som Formens Modsætning (endskjønt ogsaa her Enheden paa mange Maader gjør sig gjældende f. Ex. ved Gudernes Nedstammen fra Titanerne, Heroernes fra Guderne o. s. v.; men Formen kan ikke bestaa uden ved at indgaa den nøieste Forbindelse med Materien, dennes Repræsentanter maa optages i de olympiske Guders Kreds, og dette er udentvivl Betydningen af Dionysos og Demeter, Guddomme, der paa flere Maader (f. Ex. ved deres Forbindelse i Mysterierne og ved Fortællingen om at Dionysos skulde være Demeters Søn) vise sig at staa i den nøjeste Forbindelse med hinanden og temmelig afsondrede fra de øvrige. Det er den første af disse, hvis Betydning jeg her vil søge nærmere at udvikle. Dionysos er for det Første Materien, modsat Formen, altsaa det Formløse, τὸ ἂπειρον, det, som Filosofen Anaximander gjorde til Tilværelsens Grundprincip, og som ogsaa Nyplatonikerne navnlig Proklos opstillede blandt Principerne. Som Repræsentant for den ubegrændsede Materie, Kilden til al Væren, afbildedes han i ældre Tider som en gammel Mand af et majestætisk Udseende med langt Haar og Skjæg. Som Materiens Repræsentant spiller han en Hovedrolle i Orphikernes System og under Navn af Jakchos i Mysterierne, da nemlig begge Dele ere den orientalske Pantheisme, optrædende som Element i den græske Cultur, som Lære hos Orphikerne og som mystisk Cultus, mystisk fordi Materien i Modsætning til Aanden er det Bevidstløse og saaledes Dunkle, Uigjennemsigtige. Jeg har ovenfor bemærket, at Materiens Væsen er Modsætning; men denne Sats kunde kanske tiltrænge lidt nøjere Forklaring, især da det er den, hvorpaa Alt her kommer an. Karakteristisk for Materien i Modsætning til Aanden er dens efter den blotte Materialitet fuldkomne Delbarhed, som beror paa, at de enkelte Momenter ere udenfor og adskilte fra hverandre (Materiens Uigjennemtrængelighed). Den ene Del er absolut ikke den anden og ikke der, hvor den anden er (derfor er Rum og Tid de Former, hvorunder Materien nødvendig opfattes), Delene udelukke altsaa og negere hinanden absolut, og saaledes er deres indbyrdes Forhold Modsætning. Man kan indvende herimod, at der dog ogsaa er Enhed i Materien, der er visse Kræfter, som forbinde dens Dele, der er Love, som forene dem til en regelmæssig Organisation, Naturen, og endelig er der fornuftig Tanke i Materien som i den hele Tilværelse; men alt dette tilhører ikke Materien som saadan; allerede Begrebet af Kraft er en Overskriden af den rene Materialitet, hvorfor ogsaa de crasse Materialister gjøre sig al mulig Umage for at bortskaffe det Dynamiske, reducere Alt til materielle Substanser (elektrisk Materie m. m.) og betragte Alt mechanisk. Aanden er Tilværelsens, altsaa ogsaa Materiens Grundprincip, Modsætningen mellem Aand og Materie er saaledes ikke absolut, den ovenomtalte Enhed i Materien er dens Aandighed, og denne Enheds Erkjendelse er Aandens Selvgjenkjenden i Materien, den theoretiske Side af Materiens Aandiggjørelse, af Materiens og Aandens Forsoning. Paa den anden Side kan man indvende, at der ogsaa i Aanden er Modsætning; men de forskjellige Momenter ere her kun forskjellige Trin i den samme Aands Udvikling, Aandens Væsen er Udvikling, Bevægelse, Virksomhed, altsaa Modsætningens Ophævelse (thi det er enhver Bevægelse Ordet her taget i videre Forstand = κινησις). Aandens Væsen er saaledes Enhed, Modsætningen i den er dens Væsen modsat, det er dens Endelighed (Aanden i og for sig er uendelig), om man vil, dens Materialitet. Her maa det imidlertid erindres, hvad ovenfor er sagt, at Modsætningen mellem Aand og Materi ikke er absolut; abstract Aandighed er abstract, bestemmelsesløs Enhed = Intet; men skal Aanden være concret, maa dens Materialitet d. e. Modsætningen blot formidles, ikke tilintetgjøres. Materiens Væsen er altsaa Modsætning, og heraf er uden Tvivl den Omstændighed at forklare, at Dionysos’s Cultus fornemmelig bestaar i en hellig Skuen (εποψία); men for at indsee dette er det nødvendigt at gjøre Anskuelsens Act til Gjenstand for nøjere Undersøgelse. Ligesom overhoved alt Liv, saaledes beror ogsaa enhver Bevidsthedsact paa en Modsætning og kan betragtes som et særeget Stadium af Formidlingen. Denne Modsætning er for det Første Modsætningen mellem Bevidstheden og dens Gjenstand, altsaa mellem Subject og Object; men for at Objectet kan blive bestemt, maa det modsættes andre Objecter, og Modsætningen bliver saaledes for det Andet Modsætningen mellem Objecterne (i Rum og Tid). Anskuelsen er det første, umiddelbare Stadium af Formidlingen, hvoraf følger, at Modsætningen her fastholdes som saadan, og at Formidlingen kun bestaar i denne Fastholden, d. v. s. at den Enhed, som her tilveiebringes, kun er en ydre Da altsaa Anskuelsen fastholder Modsætningen som saadan, er det i sin Orden, at Dionysos som Modsætningens Gud fortrinsvis dyrkes ved en ενοψία, der saaledes paa en Maade bliver Roden til Dramaet, hvorom senere. Modsætningen, anskuet i Tiden, giver Begrebet om Materiens Forgjængelighed (Modsætning mellem 2 Tidsmomenter, af hvilke Tingen existerer i det ene, men ikke i det andet), om Forandring eller Succession (Modsætning mellem 2 Tidsmomenter, af hvilke det ene indeholder Et, det andet et Andet) og, idet Forbindelsen mellem Ledene i Forstanden opfattes som en indre og nødvendig, om Frembringelse, hvori Subjectet partielt sætter sig selv ud af, altsaa i Modsætning til sig selv.
Dionysos er saaledes Repræsentanten for Naturens Omskiftninger og Naturens Frugtbarhed, og dette bestyrkes ved mange Omstændigheder i hans Historie og hans Dyrkelse, som deraf lade sig forklare. Saadanne Omstændigheder ere: den Forbindelse, hvori han sættes med Indien, hvor netop Naturens Frugtbarhed og Mangfoldighed er ophøiet til det Væsentlige; nogle Beretninger lade ham nemlig fødes eller opammes paa Bjerget Nysa i Indien, andre lade ham gjore et Tog derhen, omgivet af Satyrer og Bacchantinder og indføre sin Cultus der; videre hans Cultus’s Overensstemmelse med den syriske Adonis’s og hans Identification med den phrygiske Sabazios, hvilke begge repræsentere det Naturlige, Forgjængelige. Deraf fremdeles den Rolle, φαλλός, Symbolet paa Naturens Avlekraft, spiller ved hans Dyrkelse (de phalliske Chor), deraf hans Compagniskab med Silen, Fauner og Satyrer, Naturguddomme, der væsentlig repræsentere Materien i anthropologisk Henseende, som Livselement, d. e. Sandseligheden, deraf endelig Orphikernes Fortællinger om Dionysos Zagreus, (egentlig vel Naturens Liv), der sønderrives af Titanerne (Naturkræfterne i deres Vildhed, Regelløshed, fornemmelig som ødelæggende), men fødes paa ny efterat Athene (den himmelske Visdom) har bragt Zeus (Formen, Ordenen, Regelmæssigheden) hans zittrende Hjerte, hvilket denne sluger. Tanken i denne orphiske Mythe er altsaa: Naturlivet fører paa Grund af de deri gjærende vilde Kræfter til Ødelæggelse, Undergang, men gjenfødes stedse ved at meddele sit Indhold til og saaledes befrugte, belive den evige Form, den evige Negelmæssighed. Af samme Grund, nemlig som den bestemte Modsætnings og Mangfoldighedens Gud, er han Søn af den jordiske Semele (der ogsaa siden optages blandt Guderne d. e. aandiggjøres under Navn af Thyone d. e. den Rasende) som Materie og den himmelske Zeus som Form, da Formen som det Begrændsende, altsaa Active er Fader, Materien som det, der begrændses, altsaa det Passive, Moder til al Modsætning, al Mangfoldighed. Netop her, ved Dionysos er Tanken om Materiens Uundværlighed for Formen, som ellers bliver tom, altsaa Intet, gjort gjældende, deraf Semeles Formastelse at ville existere ligeoverfor Zeus i hans Guddommelighed; men Formen er i Forhold til Materien begrænsende, negerende, altsaa en fortærende Ild, og derfor faar Semele sin Straf. Denne samme Tanke om Materiens Uundværlighed ligger til Grund for Mytherne om den ulykkelige Skjebne, de paadroge sig, der modsatte sig Dionysos’s Dyrkelse. Flere af dem straffes med en saa rasende Hunger, at de fortære sine Børn, saaledes de argiviske Kvinder. Den almindeligste Beretning om den thrakiske Konge Lykurgos er, at han i Raseri dræbte sin egen Søn og siden straffedes med Ufrugtbarhed i Landet. Alt dette peger hen paa det Samme nemlig Formens Tomhed og Intethed uden Materie, derpaa hentyder Ufrugtbarheden og den rasende Hunger, ligeledes Drabet af eget Afkom, da Forplantningen er Materiens Forevigelse, og Afkommet saaledes ligesom den tiloversblivende Gehalt af det til Grunde gaaende Individ. (Disse Myther synes nærmest at angaa Dionysos som Naturprincip, dog kunde de ogsaa anvendes paa ham som aandigt Princip; andre lignende synes nærmest at angaa ham i sidste Betydning).
Det hidtil udviklede er væsentlig Dionysos’s Naturside; men Dionysos skal være Olympier, hvilket vil sige, at han maa aandiggjøres, blive aandig Materie, aandig Modsætning, aandig Produktivitet. Derfor er han Gud for Vinen, der netop er Materien, forsaavidtsom den Kaar over i Aandens Fylde, i en Potensation af det aandelige Livs Realitet, der truer med at sprænge Formen, d. e. i Begejstring. Han repræsenterer saaledes ogsaa den muntre, tøjlesløse Livsnydelse, Begejstringen, Exaltationen, Raseriet i Almindelighed uden bestemt Hensyn til Vinen, og dette er uden Tvivl Betydningen af det Navn, Semele fik efter sin Optagelse blandt Guderne: Thyone, efter hvilket han selv benævnes Thyoneus. Dionysos bliver altsaa ligesom i det naturlige Liv, saaledes ogsaa i det sjælelige, Gud for Modsætningen, Mangfoldigheden den yppige, svulmende, tildels vildt frembrydende Frugtbarhed (Aandens Materialitet, se ovenfor.) Modsætningen spiller den samme Rolle i dette som i hint, navnlig beror Aandslivets Potensation som Lidenskabelighed o. s. v. paa Modsætningen mellem Subjectivitet og Objectivitet og Subjectivitetens deraf flydende Drift til at gjøre sig gjældende over og i Objectiviteten, og ogsaa her viser Aanden sig som den fortærende Ild, idet Subjectivitetens Drift til at realisere sig iblandt Andet fremtræder som Ødelæggelsesdrift og Raseri, hvorfor ogsaa Dionysos’s Dyrkere ofte sønderreve Dyr, aade det blodige Kjød og rasede paa mange andre Maader. Dette Livets Indhold som i sin Potensation truende, altsaa endnu modsat Formen, er netop det Bacchantiske; men først, naar disse Modsætninger ere inderlig sammensmeltede, først da har Dionysos opfyldt sin Bestemmelse, og denne Sammensmeltning er naturligvis paa det græske Standpunkt Anskuelsens umiddelbare, d. e. den kunstneriske. I Kunsten er han som Indholdets d. e. den aandige Produktivitets Princip modsat Apollon med Muserne som Formens, hvilket ogsaa kan udtrykkes derved, at Dionysos som Gud for Materien, Modsætningen m. m. er Realiteten, det Concrete, Apollon derimod som oprindelig Olympier, altsaa Formens Gud Idealiteten, det Abstracte[1]. Derfor magter Apollon kun det Lyriske og det Episke d. e. Poesiens 2 Hovedmomenter Subjectivitet og Objectivitet, adskilte, in abstracto; men Dramaet, disse Modsætningers concrete Enhed, hvor det Subjective objectiveres (d. e. de handlende Subjecter som saadanne gjøres til Gjenstand for Betragtning), og det Objective subjectiveres (d. e. Begivenhederne betragtes fra de handlende Subjecters Standpunkt), tilhører Dionysos.
Af hvad jeg ovenfor har bemærket, at Anskuelsen er Modsætningernes første, umiddelbare, altsaa kunstneriske Forbindelse, er det at forklare, at det netop er ejendommeligt for denne concrete eller Dionysiske Poesi, at den fremstilles for Beskuelsen gjennem scenisk Kunst. Dette Sceniske fremtræder ogsaa som Orchestik og under andre Former paa det Punkt, hvor Dionysos ligesom bryder ind paa Apollons Feldt, det Lyriske og Musikalske, nemlig i Dithyramben, der netop har den Dionysiske Charakter, denne Formen truende, ofte sprængende Aandsfylde, hvorfor ogsaa Dithyrambikerne almindelig anklages for, idet de gjøre Brud paa Kunstens Regler, at fordærve den rene Smag baade i Poesi og Musik. Det er saaledes viist, hvorledes Dramaet efter sin kunstneriske Form d. e. som concret og scenisk tilhører Dionysos, og det samme lader sig, forsaavidt det ikke allerede er skeet ved Behandlingen af Dionysos som Gud for Lidenskabelighed o. s. v., let vise med Hensyn til de Følelser, det fremkalder. Dionysos er Modsætningen, hvilket, da Modsætning er det, at det Ene ikke er det Andet, altsaa ophæver, negerer det Andet, nærmere kan bestemmes derhen, at han er den umiddelbare Enhed af det Negerede og det Negerende, af Passivitet og Activitet d. v. s. af Lidelse eller Smerte og Glæde. Man vil maaske indvende mod denne sidste Bestemmelse, at en Passivitet kan være behagelig og en Activitet ubehagelig; men dette ere de kun, forsaavidtsom Subjectet vil Passiviteten og ikke vil Activiteten, altsaa dog egentlig i Passiviteten er activ og i Activiteten passiv, og denne Indvending tjener saaledes kun til at vise Begrebernes dialektiske Natur. Medens den Apollinske Poesi væsentlig kun tilsigter og frembringer den rolige, ligelige, harmoniske og paa Harmonien grundede Kunstnydelse, vækker Dramaet Lidenskaber (Pathos) derved, at det væsentlig drejer sig om en Modsætning, en Modsigelse, nemlig det Endeliges med det Uendelige. Conflicten opfordrer nemlig Betragteren til at tage Parti, han bliver derfor ikke staaende saaledes udenfor, som ved den blotte Kunstnydelse, og først derved bliver det Objective tilgavns subjectiveret (se ovfr.). Eftersom Tilskueren selv personlig er interesseret i denne Conflict eller ikke, fremkalder Dramaet Smerte (Tragedie) eller Glæde, Munterhed (Comedie), ligesom det ogsaa, navnlig den græske Tragedie, for en væsentlig Del beskjæftiger sig med at skildre de stærkeste Følelser og Lidenskaber. Endnu er der en Gren af Poesien, som har sin Oprindelse fra Dionysosdyrkelsen, nemlig Jamben, der staar i samme Forhold til Comedien, som Dithyramben til Tragedien. Denne poetiske Form anvendtes oprindelig til personlige Smædedigte, senere ogsaa til mere almindelige satiriske Digte, og den jambiske Poesi tilhører Dionysos ikke alene paa Grund af sin ialfald fra først af lidenskabelige Charakter, men fordi den som det Comiske overhoved fremstiller Individer i Modsigelse med sin egen Ide, altsaa med sig selv. Vi have saaledes betragtet den umiddelbare, kunstneriske Formidling af Modsætningen mellem Materie og Form; men den sig stedse udviklende Aand vil snart føle det Utilfredsstillende og Overfladiske i denne Formidling, idet den ved en dybere Reflexion bliver sig bevidst, hvad jeg ovenfor har bemærket, at Modsætningerne (Materie og Form eller, hvad der efter det ovenfor Udviklede er identisk dermed, Modsætning og Harmoni) her kun ere bragte i en for dem ydre Forbindelse med hinanden. De endelige Gestaltninger, hvori Ideen, Harmonien, skulde virkeliggjøres, komme som endelige i Modsætning, i Conflict med den efter sit Væsen uendelige Ide, hvilken Conflict netop er Stoffet baade for Tragedien og Comedien. De tilintetgjøres derfor, enten realiter i Tragedien, hvori dog Resultatet væsentlig kun er denne Tilintetgjorelse, eller blot idealiter i Comedien, og Tilfredsstillelsen bestaar nu deri, at Aanden ved Betragtningen af Endelighedens Opløsning frigjort hæver sig over den til Ideens sande Uendelighed. Harmonien, der skulde gjøre sig gjældende i Modsætningen, existerer altsaa positivt kun i og for Tilskuerens Sjæl, medens Objectiviteten blot har Betydning som det, hvorfra Sjælen frigjøres, Det, der ophæves, negeres af Ideen, og saaledes endnu altid opfattes blot som Ideens Modsætning. Dette kan ikke blive saaledes, Aanden, idet den skulde løse sin Opgave, som var at formidle Modsætningen har gjort netop det Modsatte, nemlig fastholdt den som saadan; den er altsaa kommen i Modsigelse med sig selv, og Reflexionen herover maa drive den fremad. Opgaven bliver da for det Første den, at Formen bliver objectivt, realiter, hvad den hidtil kun var i Subjectiviteten, idealiter, Materiens, Virkelighedens Form; Aanden maa stille sig i reelt Causalitetsforhold til Virkeligheden, paavirke Virkeligheden, d. v. s. den maa blive praktisk. Aanden, som i sig selv har eller egentligere talt selv er Formen, Regelmæssigheden, Harmonien, skal realiter bestemme Virkeligheden, paatrykke den sit Stempel eller, hvad der er det Samme, frembringe sig selv i den (Virkningen kan jo nemlig ikke være Andet, end hvad der ligger i Aarsagen, og er altsaa egentlig identisk med denne). Virkeligheden skal altsaa normeres, faa en Form, nemlig den absolute Form, Ideen, hvilket netop er Lovgivningens Betydning. Den Overgang, som her er gjort, er væsentlig den samme som Overgangen fra det græske til det romerske Standpunkt, den romerske Aand-er en praktisk, og Romerfolkets væsentlige Fortjeneste bestaar som bekjendt i at have erobret Verden og givet den Love. Dette Trin af Modsætningens Formidling, Lovgivningen, der saaledes egentlig tilhører eller rettere sagt udgjør det romerske Standpunkt, findes dog ogsaa paa det græske Standpunkt, men her kun som Bisag, om man vil som Propheti, hvorfor ogsaa Lovgivningen i Grækenland væsentlig tilhører enkelte Inspirerede, mens den derimod i Rom tilhører det hele Folk, er dettes væsentlige Opgave.
Som den blandt Olympierne, til hvem Tanken om Materiens og Formens Enhed egentlig er knyttet, bliver da Dionysos ogsaa Gud for Lovgivning θεσμοφορος; men Dionysos har som ovenfor bemærket sit kvindelige Sidestykke, Demeter, og hende er det dog især, Lovgivningen tilhører. Dette lader sig nu simpelthen forklare deraf, at Lovgivningen knytter sig til den faste Bosættelse, og denne igjen til Agerdyrkningen; men saa bliver Spørgsmaalet, hvorfor Agerdyrkningen tilhører Demeter, i hvad Forhold hun overhovedet staar til Dionysos, og Svaret herpaa bliver uden Tvivl i Henhold til, hvad jeg ovenfor i Anledning af Semele har bemærket om det Kvindelige, at ved Dionysos Materien opfattes som activ i Forhold til Formen — eller hvad her er det Samme, Aanden — ved Demeter derimod som passiv. Vinen tilhører Dionysos, da den opfattes som paavirkende, potenserende Aandslivet Kornavlen derimod Demeter, fordi den betragtes blot som Middel for Aanden til at vedligeholde sin legemlige Existens. Endnu paa Kunstens Feldt fremtræder Materien for Bevidstheden som det Active; man er sig paa det kunstneriske Standpunkt ikke Andet bevidst, end at Tingene i sig selv ere skjønne, give sig selv sin skjønne Form, altsaa forholde sig activ til denne, og Betragteren er sig kun bevidst at modtage Indtryk af, altsaa forholde sig passivt til det Betragtede. Anderledes er det derimod med Lovgivningen, hvor Aanden er praktisk; her er Materien d. v. s. den objective Virkelighed det, der maa bøje sig under Aandens Enhed, og det er derfor i sin Orden, at den hovedsagelig tilhører Demeter, medens det, at Dionysos ogsaa er θεσμοφορος, lader sig forklare dels af, at han dog egentlig repræsenterer Materien i sin Totalitet, dels af, at Materien dog ogsaa her er activ, forsaavidtsom de virkelige Forhold bringe Retsbestemmelserne til Bevidsthes og foranledige Lovene. Demeter repræsenterer saaledes begge Yderpunkterne af Udviklingen, nemlig det Moment, hvor Materien endnu ikke har gjort sig saaledes gjældende, at den for Bevidstheden er bleven activ, og det, hvor Aanden, reagerende, sætter sig som det, den egentlig er, det Active. De oprindelige Naturguddomme, Dionysos og Demeter som Repræsentanter for den positive Ret, Retsideen, forsaavidt som den gjør sig gjældende i Virkeligheden og udvikler sig med de concrete Forhold, kommer derved i Modsætningsforhold til den olympiske Themis og Zeus som Repræsentanter for den guddommelige, evige, uforanderlige Ret, den evige, paa sig selv beroende Form, Retfærdigheden som Ideal, et Modsætningsforhold, som er udtrykt i Appellativerne θεμις og θεσμος og som omtrent svarer til det ovenfor omtalte mellem Apollon og Dionysos. Vi have seet, at Grækeraanden paa det højeste Trin af sin Udvikling, hvor den ligesom gaar ud over sig selv, ender med at underkaste sig Virkeligheden, Materien, det orientalske Princip, og dertil svarer i Verdenshistorien det Factum, at Grækerfolket ender sit politiske Liv med at gjøre sig Orienten underdanig, bibringe den sin Form d. e. sin Cultur og selv derfra hente Stof til ny Udvikling (navnlig paa Philosophiens Feldt). Alexander den Stores Erobringstog mod Østen er Grækernes sidste Stordaad, ligesom det at hævde sin Selvstændighed mod de store Masser, som fra Østen styrtede over dem, er den første (egentlig historiske), hvilket svarer til den græske Culturs Begyndelse, som er, at Formen frigjør sig fra Materien. Vi have fremdeles seet, at det først er i Rom, at Formidlingen mellem Østens og Vestens Principer bliver til fuld Virkelighed, og dermed er Roms Berettigelse og Kald til Verdensherredømmet deduceret.
Jeg har saaledes stræbt at vise Dionysos’s Betydning, som Udtryk for Tanken om den nødvendige Formidling mellem Aand og Materie, og forfulgt denne Tanke gjennem dens forskjellige Udviklingstrin ligefra Tilværelsens dunkle, materielle Urgrund til Aandens højeste Spidse, den praktiske Aand; jeg føler meget vel, at Materien langtfra er udtømt, men haaber ialfald at have givet en sammenhængende Udsigt over Udviklingens væsentlige Momenter.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ At paa den anden Side Materien uden Form er ligesaa blottet for Bestemmelse, altsaa ligesaa abstract som Form uden Materie, kommer her ikke i Betragtning. Her hvor der gaaes ud fra Formen som adskilt fra og saaledes trængende til Materien, bliver naturligvis denne det Concrete, da det er den der skal virkeliggjøre de Bestemmelser, der kun som Mulighed indeholdes i den abstracte Form.