Fortuna/10
Der ruller en Strøm af Guld mellem Landene. Hvor Verdenshandelen flytter de store Værdier, flyder den i et bredt, mægtigt Leie, og til alle Kanter i talløse Forgreninger gaar de gyldne Smaastrømme ud til de fjerneste Afkroge af Verden.
Men oppaa Strømmen i rastløs Uro hvirvler sig Vexlernes blaahvide Skum.
Det syder og rasler og spreder sig stribevis udover den hele Jord; øger af sin egen Fart, deler sig i nye Striber og løber frem og tilbage i ustanseligt Jag.
Men synker den store Guldstrøm derude, saa iler de smaa gyldne Aarer tilbage fra Verdens Afkroge. Somom selve Jorden havde suget sit Guld til sig igjen — saaledes forsvinder det, — først i de fjerneste smaa Kanaler, siden nærmere og nærmere, indtil selve den store Aare skrumper ind og ligesom stivner til Is.
Men just naar en saadan Istid nærmer sig, bliver Vexlernes Hvirvel vildere og vildere. Den skummer og øger, stiger og stiger som en Flom, naar op til Huse, som før stod høit paa det Tørre, presser en smal, langagtig Strimmel Papir indenfor Døren, en til — en til, bestandig fler og fler, indtil Døren giver efter, og de løste Vande skyller henover Huse og Haver, Marker og Eiendomme, ødelægger stort og smaat, sønderriver, splitter og spreder for alle Vinde Menneskers Flid og Menneskers Kjærlighed, og bagefter er ikke andet levnet end Anger og Skam, Ydmygelse og Selvbebreidelse, Forbandelser og Tanker. —
— Ikke engang Bankchef Christensen anede, at en Verdenskrise var forhaanden; men hans usvigelige Næse begyndte at veire, at den ægte uforfalskede Guldlugt blev svagere og svagere paa visse Punkter.
Derfor havde han en haard Kamp at bestaa ikke blot med sin Kone, men ogsaa med sine Kollegaer i Bankbestyrelsen. Christensens Bank — som den hed i Folkemunde, var grundet af de første Kjøbmænd i Byen og blev samvittighedsfuldt brugt bare til Ringens egen Hjælp; men Christensen — den egentlige Stifter og Ophavsmand beholdt altid en stor Overvægt i Bestyrelsen. Det fortjente han ogsaa, fordi han i den første vanskelige Tid havde ofret baade Tid og Flid, for at arbeide Banken op.
Deraf kom det ogsaa, at man blev ved at kalde ham Bankchef endogsaa længe, efterat der var ansat en lønnet Funktionær, som besørgede den daglige Forretning. Men man sagde om Christensen, at han ikke kunde leve uden at snuse indom i sin kjære Bank et Par Gange om Dagen.
Den Kamp, han nu bestod med sine Medbestyrere, var angaaende de saakaldte Fortunavexler. Christensen havde sat sig i Hovedet, at han vilde have dem ud af Banken; de skulde indfries, efterhaanden som de forfaldt og ikke fornyes.
Dette udtalte han imidlertid ikke aabent; han var en altfor samvittighedsfuld Kjøbmand til at ville svække et Foretagendes Kredit — allermindst saalænge han selv havde Aktier. Men han lirkede saa smaat med Hentydninger og tilsyneladende harmløse Forslag, at de andre saa nogenlunde kunde skimte Meningen, uden at de hehøvede at have forstaaet og samtykket; og Mødet endte som sædvanligt med, at man i halvt ubestemte Ord gav Formanden frie Hænder.
Store Kjøbmænd i smaa Forhold hade altid hinanden, fordi den ene ikke kan røre sig uden at være den anden iveien; men Bankchef Christensen havde et ganske særdeles ondt Øie til Carsten Løvdahl. Og det var ikke blot, fordi Løvdahl voxede ham over Hovedet; men Christensen, som fra Barndommen havde lært Handelen og selv arbeidet sig op, — rig var han først bleven ved Giftermaal —, han kunde ligefrem ikke taale, at denne hovne Videnskabsmand trængte sig ind i Kjøbmandsverdenen og vilde spille Mester der.
Ved alskens Intriger og ved at anvende al sin Indflydelse var det lykkedes ham at holde Professoren ude af Bestyrelsen for hans Bank, hvortil Løvdahl ellers havde været selvskreven; og da han nu saa halvt om halvt havde de andres Bifald til at udrense Fortunavexlerne, henvendte han sig strax til den administrerende Direktør, der var ham lydig som en Hund, og gav ham de nødvendige Ordre.
Marcussen kom derfor en Dag halvt leende og halvt betuttet ind til Professoren med et Par Vexler i Haanden:
„Nu skal Hr. Professoren høre muntre Nyheder! Rasmus kommer tilbage fra Christensens Bank med den Besked, at Fortunavexlerne maa indfries med Kontant.“
„Nuvel Marcussen; — saa indfrier vi dem; Christensen er virkelig latterlig med sine Ængstelser.“
„Undskyld — Hr. Professor! men der kan vel næppe være Tale om at indfri alle Fortunavexlerne.“
„Mentes der alle?“
„Ja — Rasmus forstod det, somom der mentes for Fremtiden.“
„Hvormeget kan Fabriken have paa sig i Christensens Bank?“
„Jeg ved ikke bestemt; saadan fra l50 til 200,000 Kroner.“
„Men Guds Død! — Marcussen! — og det skal indfries med Kontant, nu strax, i de nærmeste Dage.“
Professoren blev hed om Ørene; han var saa aldeles uvant til det Slags Overraskelser, at han strax blev ganske raadløs. De onde Anelser, hvoraf han allerede en Gang havde været hjemsøgt for Christensens Skyld, kastede sig igjen over ham; vilde dette Menneske ødelægge ham? — var det overhovedet muligt for nogen, at ødelægge Carsten Løvdahl! — uhørt! — aldeles uhørt: nægte at fornye Papirer paa hvilke der stod hans Navn! — og Skrækken fik Luft i en heftig Strøm vrede Ord over Bankchefen.
Marcussen hørte med Forundring paa dette sjeldne Udbrud; men han var forresten ganske enig; han følte sig ogsaa fornærmet paa Husets Vegne; og da Professoren stansede, foreslog han, at man ganske koldblodigt skulde sende Rasmus ned i Banken igjen, med den Besked, at det i Øieblikket ikke konvenerer os at indfri disse Papirer; saa kunde jo Professoren tage Christensen i Skole, naar de mødtes.
Men det vilde Professoren paa ingen Maade; da Vreden var brudt ud, sad Skrækken nøgen i en; og han begyndte ivrigt at udspørge Marcussen, om Fortuna ikke havde noget staaende paa Folio eller kontant i Kasse.
Marcussen strøg sin smukke Knebelsbart og trak Munden op til et skjævt Smil — omtrent som naar Pigerne vilde have Penge —:
„Hvis Hr. Professoren virkelig vil taale Christensens Uforskammethed, saa er der jo ikke noget iveien for at indfri Papirerne.“
„Naa! De har altsaa Penge? —“
„Vi har dem ikke liggende i Øieblikket; men vi kan bruge vor Kredit.“
„Kredit — Marcussen! Naar Banken refuserer Fabrikens Vexler saa er det jo netop, fordi Krediten er svækket —“
„Undskyld Hr. Professor! — men her i denne Forretning bruger vi slet ikke vor Kredit.“ “
„Det er den solide Forretning — Marcussen.“
„Altfor solid — ialfald for vore Forhold. Med Carsten Løvdahl paa Papiret skal jeg reise en Million paa otte Dage.“
Professoren lagde sig tilbage i Stolen; han vidste, det var sandt. Navnet var udmærket godt; den store Formue, som med en Gang var gjort flydende, havde bragt hans Forretning i Ry som en af de mest solide og kontante paa hele Kysten, og Løvdahl holdt af at høre det.
„Fabriken,“ sagde han, „har jo adskillig Gjæld.“
„Det bedste vilde være at lade den Fabrik gaa Fanden ivold,“ mente Marcussen aabenhjertigt.
„Men Marcussen! hvor kan De —“
„Undskyld — Hr. Professor! — jeg mente bare, vi strækker os svært langt for den Fabrik.“
„Det skal gaa med Fortuna; De skal faa se — baade De og alle de andre kloge Herrer; lad os ikke tale mer om det. Hvad mener De med at benytte vor Kredit?“
Marcussen saa tvivlraadig paa sin Chef; han havde faaet sin merkantile Uddannelse i Forretninger, som meget godt forstod at benytte sin Kredit fuldtud.
„Vi gaar hen i Norges Bank og henter saa mange Penge, vi vil have,“ sagde han smilende.
„Men Dækning — Valuta —“
Nu syntes Marcussen, det kunde være nok med denne Uskyldighed, og han forklarede derfor flot og flydende:
„Vi trasserer for det Beløb, vi behøver idag, — for Exempel paa O. T. Falch-Olsen i Kristiania med 6 Dages Sigt, disconterer Vexelen i Norges Bank og sender iaften med Posten vor tre Maaneders Accept til Dækning.“
„Hm — ja! det kunde vi jo gjøre,“ svarede Professoren; men Sagen var, at han, som var kommen saa sent til det, kunde ikke som Marcussen tumle med Vexler; han var derfor altid lidt imponeret og overlod gjerne saadanne Ting til sin betroede Førstemand.
MarCussen udførte sin Plan i en Haandevending og gik selv ned i Christensens Bank, for at have den Fornøielse at sige dem nogle Artigheder dernede.
Den administrerende Direktør vred sig ogsaa som en Orm under Marcussens skarpe Tunge, — det var jo ogsaa i Virkeligheden altfor galt at vrage et Papir, hvorpaa der stod skrevet Carsten Løvdahl.
Men Bankchef Christensen, som stod i den anden Enden af Kontoret og lod, somom han gjennemgik nogle Papirer, tog det med stor Sindsro. Og da Marcussen var gaaet, og Direktøren vilde vove en beskeden Indvending mod denne altfor store Strenghed, tog Bankchefen bare de Penge, Marcussen havde bragt og holdt dem opunder Næsen paa Direktøren.
„Se paa Sedlerne! — flunkende nye Sedler fra Norges Bank.“
„Ja — hvad mener Hr. Bankchefen, det skulde betyde?“
„Jo det betyder at slaa Penge paa egen Accept,“ hviskede Bankchefen og gik sin Vei, for ikke at blive spurgt.
Men den arme Direktør var hele Formiddagen ganske forundret; hans Tro paa Bankchef Christensens Næse var netop lige saa fast og urokkelig som hans Overbevisning om Carsten Løvdahls Soliditet, og denne Ligevægt holdt ham i den pinligste Uro.
Han talte hellerikke til noget Menneske om den Mistanke, Christensen havde udsaaet i hans Sjæl.
Og skjønt Carsten Løvdahls Navn straalede i stigende Glans og Magt, saa var der dog født i dette Øieblik nogle af disse flne, usynlige Miasmer, der fyge i Luften og fortættesig til en liden sagte Susen i Sivet, en Hvisken i Krogen, et Pust af et Rygte, hemmelighedsfulde Hentydninger, øgende Spørgen, almindelig Spænding, indtil Sladderen en Dag slaar flammende sammen over et nyt Navn, som er ødelagt, fortæret, slidt ud, tygget og spyttet ud i en. —
— Men i Løvdahls Forretning blev der fra denne Dag endmere Liv og Omsætning. Marcussen var Mand for at bruge Krediten, og Professoren, som just iaar tjente store Penge paa Kornvarer, arbeidede med Liv og Lyst og fandt i Marcussen en Medarbeider, der baade kunde følge og udføre hans Planer, og som — fremfor alt — aldrig stod fast for Midler eller kom med kjedsommelige Indvendinger.
Marcussens lange blonde Knebelsbart glinsede, og eftersom hans Stilling som første Mand i Byens første Kontor udvidede Kredsen for hans Bekjendtskaber, strakte han sin Virksomhed op over Tjenestepigernes Niveau og var snart Kavaler mellem Damerne. Dette forbedrede ikke hans Rygte, som forblev skrækkeligt, men derimod hans Manerer, og hans uforlignelige Frækhed overfor Kvinderne gjorde ham formeligt uimodstaaelig.
Blandt Mandfolk var han munter og raa, fuld af de værste Historier; en prægtig Ven — parat til alt — til at drikke og til at betale, hvilket han gjorde af en tyk Tegnebog, hvor Pengesedler flød omkring blandt brogede Blade af Kjærlighedens Bog.
Mod Abraham var han altid ærbødig og passede nøie Afstanden. Men netop derfor var Abraham, som ikke ligte sligt, dobbelt venlig og kammeratslig. Og da det mer og mere viste sig, at Abraham passede bedst ved Fabriken, indtog Marcussen efterhaanden den Plads i Kontoret, som oprindeligt var tiltænkt Chefens Søn.
Men Abraham havde fuldt op at gjøre — først i sin dobbelte Stilling som Fabrikens officielle Bestyrer og hemmelige Læge, dernæst havde han en Mængde forskjelligartet Arbeide som Viceformand i Arbeidernes Forening.
Det var imidlertid hans Lyst at stelle med saadanne Ting som Arbeidernes Sparepenge, Sygekasse og lignende, ligesom det ogsaa var ved sin Formandsstilling, at han blev istand til at klare Steffensens Affære.
Da han nemlig havde gaaet nogle Dage og tænkt over, hvad han skulde gjøre i Anledning af Steffensens uretfærdige Afskedigelse, blev hele Sagen ham tilslut ganske modbydelig at tænke paa. Og han skulde maaske trukket sig ud af det hele, om ikke Billedet af Grete altid var vendt tilbage — som hun sad i sine Rør og Pilebaand og ventede paa ham med den stærke Tillid, som han ikke kunde undvære.
Det pinte ham saa meget, at han næsten ikke kunde bekvemme sig til at gjøre sine daglige Besøg i Fabriken, fordi han maatte passere hendes Hus og vidste, at den Gamle sad inde i Stuen og fortalte hende, hvergang han gik deres Dør forbi.
Tilslut betroede han sig til sin Ven Kruse og fortalte ham hele Sagen.
Kruse forstod. Han sad som han pleiede lidt sammenkrøben og plirede i Tobaksrøgen; i al Hemmelighed maalte han den stærke smukke Mand, som krympede sig foran den lille Vanskelighed, og med et lidet Vip af Haanden slog han Asken af Cigaren.
„Jeg synes ikke, du skulde gjøre Vrøvl —“
„Nei ikke sandt? — hvad Fanden kan det nytte i en Sag, som igrunden er saa ubetydelig; gjaldt det virkelig noget, saa skulde nok de Herrer faa føle —“
„— men jeg raader til en omgaaende Bevægelse,“ fortsatte Kruse tørt; „vi gjør Steffensen til Bestyrer af Kramboden.“
— „i Forbrugsforeningen?“
„Javel, det er etslags Levebrød — ikke saa galt, hvis Handelen vil gaa frem som hidtil.“
„Men tror du, de vil have ham? du ved, han er ikke ligt blandt Arbeiderne.“
„Vi faar lægge vor Indflydelse i Vægtskaalen — som Christensen vilde sige. Jeg kan ikke fordrage Steffensen — det ved du; men jeg tror, han er duelig til at passe Kramboden; og saa tænker jeg, du vilde sætte Pris paa denne Udvei?“
„Naturligvis! — jeg vilde være meget glad —“
— „og endnu et,“ afbrød Kruse og iagttog den anden med et lidet Smil, „de gode Herrer af Direktionen kunde have ganske godt af at se Arbeiderne hjælpe sig selv; den Mand, de har forkastet uden Grund, ham skaffer Arbeiderne selv et Levebrød.“
„Ja ja ja! det har du ogsaa Ret i! — det er en glimrende Idé! — Tak Kruse! — det skal du ret have Tak for!“
Og Abraham slog den lille Mand voldsomt paa Skulderen; han var henrykt, fuld af Iver og Lyst til at gaa igang og tage fat strax.
Men da han var gaaet, stod Peder Kruse længe tankefuld med sit lille bitre Smil, og tilslut sagde han til sig selv: ja se saaledes blir de — de, som kunde været de bedste og modigste blandt os.
Abraham gik langsommere, da han nærmede sig Steffensens Hus; han forberedte Scenen, lagde Planen og vidste, da han tog i Dørlaasen, paa en Prik, hvorledes han vilde sige det, og hvad Indtryk det vilde gjøre paa de to.
„Godaften Steffensen! — Godaften Grete! — det er en hel Stund, siden vi saaes;“ saaledes begyndte han med halv Stemme, somom han var lidt træt.
„Ja; jeg kan tænke, Bestyreren har havt travlt,“ knurrede Steffensen.
Grete sagde ingenting, men lyttede i glad Forventning.
„Travlt har jeg havt — ja; baade med mine egne Ting og med andres.“
Steffensen, som i Begyndelsen havde siddet tvær og trodsig, blev nu urolig. Disse Ventedage havde trykket ham ned; det var heller ikke Spøg: en gammel Mand med en blind Datter og uden Arbeide. Vel var det sandt, som der blev sagt, at han havde nogle Penge i Sparebanken; men det havde han altid tænkt at efterlade Grete. Skulde han nu begynde at tære paa de Skillinger, saa blev der ikke anden Udsigt for hende end Fattigkassen, naar han gik bort. Han prøvede endnu at byde Spidsen; men i Virkeligheden sad han skjælvende og ventede sin Dom.
„Naa!“ — sagde han saa barskt, han kunde; „skal jeg saa være Maskinmester eller ikke?“
„Nei — De skal ikke være Maskinmester,“ svarede Abraham rolig.
Han kjendte, hvor Grete, som sad ved Siden, fór sammen; men Steffensen sprang op og begyndte at bande og tordne, som han pleiede.
Abraham forblev ganske rolig og gottede sig over, hvorledes Scenen udviklede sig, ganske som han havde tænkt. Nu syntes det ham paatide at anbringe det afgjørende:
„Kan Steffensen ikke huske, at jeg lovede at tage mig af Sagen?“
„Jo han kan; og han var dum nok — gamle Steffensen — til at tro det.“
„Aa det var ikke saa dumt endda,“ svarede Abraham og lo; „— og da jeg nu først havde taget mig paa at hjælpe, saa tænkte jeg, det var bedst at gjøre det grundigt. Det er temmelig haardt Arbeide med de Maskiner, og farligt for Helbreden om Vinteren ligefra Varmen og ud i de aabne Skur — ikke sandt?“
„Det er et Svinearbeide; men det er dog et Levebrød.“
„Ja — Levebrød! der er mangeslags Levebrød; men, naar man blir gammel, gjælder det at finde et, som passer for Kræfterne og ikke tager Livet af en før Tiden.“
Steffensen blev igjen uvis; gik et Par Skridt frem og satte sine to stive Øine lige paa Abraham.
„Jeg vilde derfor tilbyde Dem Posten som Bestyrer af Arbeidersamlagets Krambod.“
Steffensen studsede; hans første Indskydelse var at kaste sig ned og takke for Redning fra Armod og Elendighed.
Men det var bare et Secund eller to; det lange Had til Kapitalen, den indgroede Vane at være uforsonligt misfornøiet laa ham for dybt i Blodet. Han knurrede blot noget om, at en fik tage tiltakke, naar en først var sparket ud af sin Stilling.
Men i Virkeligheden var hans Bevægelse saa stor, at han gik ud i Kjøkkenet, hvor han rumsterede med Kopper og Spand. Det var en kjendt Sag, at den Madame, som hidtil havde forestaaet Udsalget i Forbrugsforeningens Krambod, havde lagt sig Penge op og skulde giftes i disse Dage, skjønt hun var en Enke paa femti Aar.
Først da den Gamle var gaaet, vendte Abraham sig mod Grete, for at nyde sin Triumf; men han blev skuffet ved Udtrykket i hendes Ansigt.
„Nu Grete? — er du ikke fornøiet med mig?“
„Jo! — du skal have Tak! — Far har været saa ræd; men jeg vidste nok, du vilde hjælpe og tale hans Sag; det har du vel gjort?“
„Ja naturligvis, du kan vide det!“ svarede Abraham lidt forvirret.
Grete blev strax opmærksom, saa han skyndte sig at tilføie:
„Du kan tro, jeg lod dem forstaa —“
„Hvad sagde du? fortæl; — hvad sa’ du til dem? — var din Far med?“
Dette interesserede hende aabenbart mest; hun havde Faderens Blod; og intet syntes hende saa stolt og stort, som naar nogen satte sig op mod de Mægtige og sagde dem Sandheden lige i Ansigtet.
Efterat den vakte Bevidsthed om hendes Ulykkes hele Omfang havde gjort hendes Kjærlighed saa saar og pinefuld, var hun mod Abraham ikke saa jævn som før; og idet hun nu vendte sit Ansigt mod ham — saa anspændt, saa forelsket, saa begjærlig efter at faa beundre ham endnu mere, — ja saa havde ikke Abraham Kraft nok til at give slip paa dette eneste Menneskehjerte, hvis Tro og Lid han eiede helt; og saa satte han sig til at lyve.
Hidset og ført ved hendes Spørgsmaal blev han opfindsom; han havde saa ofte sammen med hende gjort Farten gjennem fantastiske Eventyr; dennegang var det rigtignok bent frem Løgn; men det lignede dog.
Og han refererede hele sin Tale, den han vilde have holdt og som begyndte: jeg kommer for at kræve min Ret; ja, da han først var i Farten, ænsede han ingenting og skildrede tilslut, hvorledes hele Direktionen havde tigget om at maatte beholde Steffensen som Maskinmester; men han havde afslaaet det, — han — Abraham Løvdahl — vilde vise de høie Herrer, at Arbeiderne kan hjælpe sig selv.
Men idetsamme kjendte han, at han blev blussende rød i hele Ansigtet, da han paalagde hende ikke at sige noget om dette til nogen — ikke engang til Steffensen.
Grete var straalende og mærkede ingenting; og Abraham beroligede sin onde Samvittighed og tog imod hendes Beundring. Nu var det godt, at hun ikke kunde se ham; det havde været umligt foran et Par Øine, — foran et Par uundgaaelige Øine! —
„Hvad feiler dig? — Abraham! — hvorfor sprang du fra mig? — hvor er du? — kom hen i en og sæt dig.“
„Nei Grete! — jeg maa gaa; Klokken er mange. Godnat! — jeg kommer snart igjen.“
Abraham vendte tilbage fra sit Triumftog — krumrygget, sky og saa forunderligt slap i Benene. Alt, hvad han prøvede, var unyttigt; det var slet ingen Ubetydelighed det, som var hændt; for det var Løgn, aabenbar, skinbarlig Løgn; han havde nok løiet før — saadan smaaløiet; men aldrig saa feigt, saa planmæssigt. Og et Par store, dybe Øine havde ligesom taget Plads i det blinde Ansigt og staaet et øieblik foran ham; og han kunde ikke undgaa dem, hvorledes han end manøvrerede og krympede sig; han maatte tænke paa sin Moder — pinligt og modstræbende; men han maatte. —
— Eftersom Tiden led, og han kom ind i Forholdene, fik ogsaa Kapellanen Morten Kruse meget at bestille. Sin præstelige Gjerning røgtede han med Søndags-Prædikenen efter Tur samt en og anden Bibellæsning, forat Lægprædikanterne ikke skulde have noget Paaskud. Men forøvrigt optoges hans Tid — sandt at sige — af saare verdslige Ting, og han blev en hyppig Gjæst i Løvdahls Kontor — altid Bagveien.
Marcussens nye Princip med at bruge Krediten gjorde det ønskeligt for Professorens Forretning at have flere og solide Endossementsforbindelser. Hidtil havde man næsten ikke behøvet andre Navne end Konsul With; men nu kunde det være godt at have flere; og Marcussen foreslog gamle Jørgen Kruse.
Professor Løvdahl udviklede da for Kapellanen det rent ud taabelige i at lade Pengene ligge til en kneben 4 Procent i saadanne Tider; og Følgen blev snart, at der begyndte en forsigtig Forbindelse mellem Jørgen F. Kruse og Carsten Løvdahl.
Gamle Jørgen maatte beundre sin Søns Forretningssans, om han end ikke altid var saa enig i den Unges Dispositioner. Men han kunde overhovedet slet ikke modstaa Morten; thi saasnart der gryede en Uenighed, var Sønnen med en Gang Præst, og saa vidste gamle Jørgen hverken op eller ned.
Saaledes kom en god Del af Kruses vel gjemte Penge for en Dag, — „for at sættes i Løvdahls Forretning“ — som Morten kaldte det; og Discontoen var en smuk Sum ved den første Halvaarstermin — det maatte gamle Jørgen selv indrømme.
Og lidt efter lidt blev det Brug blandt Folk at sætte sine Sparepenge hos Carsten Løvdahl; den høiere Rente, han gav, gjorde, at Marcussens sirlige Contocouranter vare langt at foretrække for Sparebanksbøgerne.
Og da gamle Jørgen først fik Smag paa disse Indtægter uden Møie og næsten uden Risico, opgav han sin lurvede Forsigtighed og blev næsten ivrigere end Sønnen efter at komme ikast med denne glimrende Løvdahlske Forretning, af hvilken der dryppede saa meget Guld.
— Da Morten Kruse første Gang bragte sin Kone Renterne af de Penge, som Tid efter anden var anbragt hos Carsten Løvdahl, lagde Fru Fredrikke sine magre Arme om sin Mands Hals og hviskede:
„Det er vist næsten syv Proeent — Morten!“
„Det ved jeg ikke; jeg har ikke regnet efter,“ svarede Morten med Værdighed; „men der synes at følge en rig Velsignelse med den Mand.“
„Men disse Penge — skal vi ikke sætte dem i Banken? — det er dog sikrere?“
„Som du vil — Fredrikke!“
Og saa blev disse Penge sat i Banken.
Men otte Dage efter sagde Fruen:
„Ved du Morten! hvad vi har tabt i denne Uge?“
„Har vi tabt noget?“
„Ved at have de Rentepenge, du ved, i Banken istedetfor hos Løvdahl har vi tabt over tre Kroner i en Uge; — jeg har regnet det ud.“
„Jasaa!“ — svarede hendes Mand modfalden; og der blev en Pause.
Præsten sad og læste sin Faders Aviser, — de blev først bragt til de Unge —; og Fru Fredrikke holdt paa med at sy sig en Hat af et sort Halstørklæde, som Morten ikke længere havde Brug for, da han stadig gik med et hvidt Bændelbaand om Halsen.
„Hør du,“ sagde Fru Fredrikke; „synes du ikke, der er noget galt i dette saaledes at spilde Pengene? tænk disse tre Kroner! — hvad kunde Vi ikke kjøbt for dem?“
„Eller givet bort — Fredrikke!“
„Javist! tænk, hvor mangen Fattig kunde vi ikke have bespist med de Penge, som nu ikke kommer nogen tilgode? — jeg tror virkelig, du faar gaa til Professoren — ja, for du er vel sikker paa ham? —“ og somom bare Spørgsmaalet forfærdede hende, rettede hun sine skarpe Fugleøine paa Manden.
Morten svarede kun med et overlegent Skuldertræk.
„Vil du, at jeg skal sætte de Penge ogsaa hos Løvdahl?“ spurgte han.
„Ja — du maa jo gjøre, som du vil; men jeg synes rigtignok —, ja, du ved, jeg forstaar mig ikke paa det; men det forekommer mig, at det ligefrem er Uret — Synd — at lade noget gaa tilspilde.“ —
— Da Marcussen den næste Dag blev kaldt ind i Chefens Kontor gjennem det elektriske Ringeapparat, raabte Professoren oprømt:
„De fik Ret — Marcussen! — Præsten har været her med Pengene.“