Fortuna/13
Det var en kold regnfuld Morgen i Slutten af Høsten. Den Meinhardtske Familie var forlængst reist fra Professoren, og Abraham var paa en Forretningsreise nordover i Fabrikens Anliggender.
Der havde været en underlig Stilhed over Byen i flere Dage; en aandeløs Forventning, hvori de urimeligste Rygter flagrede uvisse omkring; alle Tunger var færdige til at tage fat, og det var rent ud af Mangel paa faktisk Stof, at man fortalte hinanden de taabeligste Ting, som ingen troede paa.
Thi nu var Luften ganske opfyldt med disse smaa fine Miasmer, hvoraf Rygter dannes; og den Fornemmelse vandt i Styrke, at noget uhørt, skrækkeligt forestod.
Arbeiderne paa Fortuna stod bekymrede og fortalte hinanden, at Fabriken skulde nedlægges. Der var ingen, som vidste, hvor det kom fra; men jo ivrigere nogle enkelte var til at benægte og gjøre Nar af dem, som troede sligt Snak, desto fastere stod det for de fleste. Det laa i Luften, at vente noget ondt.
Direktørerne i de forskjellige Banker turde ikke se hinanden i Øinene. I de sidste Dage var der kommet foruroligende Forespørgsler fra forskjellige Kanter, høflige Anmodninger om at indskrænke visse conti; tilslut var det blevet Telegrammer om yderligere Garanti eller ligefrem Nægtelse af Kredit for flere Navne.
Det var en Mandag Morgen efter en bevæget Uge, i hvilken Carsten Løvdahl havde trasseret paa noget nær alle sine Forbindelser til store Beløb og paa tildels ganske nye Papirer.
Allerede Lørdag Eftermiddag havde Marcussen faaet et Par allarmerende Telegrammer; men han lagde dem tilside ifølge Husets Skik: Lørdag Aften var Professorens Kortparti, og Søndag var Helligdag.
Men Mandag Morgen havde der samlet sig en Braade Telegrammer paa Marcussens Pult, — en Flok forbandede Rovfugle — tænkte han, mens han trak sin vaade Frak af.
Han begyndte med at lægge dem udover Pulten i smaa Houge, eftersom han gjennemløb dem. Men tilslut sopte han alle Telegrammerne sammen i en Bunke og slog sin store Næve ned i den.
Rasmus nærmede sig med den sorte Lærtaske, for at modtage de sædvanlige Ordres for Dagens Operationer i Bankerne; men Marcussen bad ham reise til Helvede og tage Tasken med sig.
Derpaa samlede han efter et Øiebliks Betænkning alle Telegrammerne i én Haand og gik ind i Professorens Kontor, lukkede Døren efter sig og trak Portieren for.
Carsten Løvdahl havde staaet ved Vinduet og stirret ned i Haven; han vendte sig heftigt og sagde:
„Hvad er det? — Marcussen!“
Professorens Ansigt var næsten askegraat, og Øinene laa dybt i Hovedet. Han havde ikke sovet i flere Nætter; og de sidste Dages Anstrængelser for at holde sig oppe mod alt Haab, de vilde Planer, den fortvivlede Vished, som fra alle Kanter stak Hovedet frem — alt dette havde vrængt den store statelige Mand om til en jaget Forbryder.
„Hvad er det? — Marcussen!“
Endog Stemmen var forandret, — raa, somom den ukjendt med den menneskelige Tale kom lige fra Dyret.
Marcussen skalv af Sindsbevægelse; han lagde Telegrammerne foran Chefens Plads. Løvdahl satte sig tungt i Lænestolen.
„Telegrammer! — TeIegrammer — altsammen? — fra Donner? -fra Kristiania? — hvad skal dette betyde — Marcussen! — hvorfor bringer De mig alt dette hulter til bulter? — har jeg ikke sagt Dem, at det er Deres Arbeide og ikke mit at besørge den daglige Ordning af Papirerne? — svar mig — Menneske! staa ikke der som en Stok! — hvad betyder det?“
„Hr. Professor Løvdahl!“ — svarede Marcussen og Taarerne steg ham til Øinene: „det betyder, at vi ikke kan klare det længer.“
„Hvad siger han?“ skreg Professoren og reiste sig helt op; „kan vi ikke klare det længer? — siger han? — mener De - Menneske! mener De, at jeg — at Carsten Løvdahl skulde være fallit?“
Som et Lyn fór hans stive Øine omkring i Stuen, da Ordet var nævnt, — dette Ord, han havde kjæmpet med Dag og Nat i de sidste Aar; dette Ord, som aldrig veg, som listede sig frem paa hans Læber, naar han sad alene i Kontoret, som pludseligt susede for hans Øre, naar muntre Gjæster priste hans Vin, og som han læste i hvert Menneskes Øie, der hilste ham paa Gaden.
„Hys — hys! — De lukkede vel Døren? — laas Døren — Marcussen! vi maa ikke tabe Hovedet, vi maa finde Udveie —, alt kan ikke være tabt, — umuligt! — lad mig se — lad mig se disse Telegrammer — allesammen!“
Og den gamle Mand tog Telegrammerne, som raslede i hans skjælvende Hænder; han saa snart i et, snart i et andet, spredte dem udover Pulten og samlede dem igjen, indtil han sank sammen med Hovedet i Hænderne og stønnede høit.
Marcussen sagde siden, han vilde heller, de skulde meldt ham et Par Tvillinger end oplevet dette Øieblik; tilslut gik han hen og lagde sin Haand paa Chefens Skulder.
Professoren saa op og reiste sig med Besvær:
„Gaa Marcussen! — og slip ingen ind til mig.“
Udover Formiddagen gik Forretningen tilsyneladende som almindeligt. Mæglere og Agenter kom ind og talte med Marcussen; der blev givet Ordre ud til Fabriken, og Kassereren sad bag sit Gitter, Folk kom og gik med Penge. Men lille Rasmus krøb sammen i en Krog og stirrede ufravendt paa Marcussen; at han ikke skulde i nogen af Bankerne med et eneste Papir, — det kunde han ikke forstaa; og han grundede over, hvad det skulde betyde.
Men da Klokken gik til et, kom Taraldsen travende — det gamle Bud fra Norges Bank; han løb altid i smaat Lunt og svingede med Armene.
Foran Marcussens Pult stansede han og hilste; et uvist Smil dirrede paa hans gamle Ansigt, idet han spurgte:
„Det er — hm! — naturligvis en Forglemmelse?“
„Hvilket?“ sagde Marcussen tørt.
Smilet forsvandt ganske, og aandeløs af Overraskelse spurgte Taraldsen igien:
„Skal Deres Vexler ikke indfries idag?“
„Nei.“
„Hr. Marcussen! Folk siger, De er en spøgefuld Mand; men dette —“
„Jeg spøger ikke — for Fanden!“
Gamle Taraldsen rettede sig; hver Mand sad bøiet over sit Arbeide; alene lille Rasmus’s Øine mødte hans. Gutten var bleg af Skræk; han begyndte at forstaa.
Ogsaa for gamle Taraldsen begyndte det at klarne; men strax efter blev han igjen ganske forvirret; thi han kjendte hele Omfanget af dette; hele Byens Vexelforbindelser havde han i sit Hoved; og skjønt han jo havde seet meget af denne Art i sit lange Liv, saa var det altsammen Smaating imod det, som nu skulde ske.
Han skalv i Maalet, da han næsten høitideligt spurgte:
„Skal Carsten Løvdahls Papirer gaa til Protest?“
„Ja —“ svarede Marcussen uden at se op.
Gamle Taraldsen luntede ud af Kontorerne; men paa Trappen mødte han Aktiebankens Bud:
„Er det sandt? — Taraldsen!“
„Nu styrter hele Byen,“ svarede den Gamle og slog ud med Armene.
„Er det sandt? — er det sandt?“ fór udover hele Byen; og da Visheden kom, stansede alt —, hvert Arbeide, hver Samtale, hver Tanke stansede; og dette nye optog hvert eneste Menneske helt ned til Børnene, som med store Øine og forfærdede Miner spurgte hinanden: „har du hørt, at Løvdahl er gaaet fallit!“
Klokken et var Børsen forsamlet. Saa pludseligt var dette kommet, at Konsul With, som blev fuldstændigt ødelagt ved Løvdahls Fald, kun ved et tilfældigt Møde paa Gaden med en Bankdirektør forhindredes fra at indfinde sig paa Børsen.
Han vendte om, gik hjem og lukkede sig inde i Kontoret.
I Børssalen var der stille, og Folk gled omkring uden at se paa hverandre; de syntes allesammen, at de med et vare blevne saa luvslidte.
Bænkene oppe i Millionkrogen — som den kaldtes — stod tomme; og de Medlemmer af Ringen, som var tilstede, foretrak idag at staa i Gruppe fremme paa Gulvet.
Ikke engang Garman & Worse sad paa sin gamle Plads; og disse tomme Bænke deroppe smøg sig lig en stum Skræk langs Væggene rundt hele Salen: ingen turde sætte sig, somom de frygtede, at de ikke bar, at alle Bænkene var raadne, at en almindelig Bankerot skulde sønderbryde alt og kaste dem alle overende.
Et Par yngre Kjøbmænd prøvede at være flotte; men de opgav det strax; og da deres Stemmer igjen neddæmpedes til de andres Mumlen, blev Stilheden dobbelt uhyggelig.
En enkelt kunde ikke længer holde det ud, men saa paa Uhret og pillede af; og tre Minutter efter var Salen ganske tom.
Men udover Eftermiddagen sad bekymrede Mænd rundt om i sine inderste Kontorer og ransagede Bøgerne, gjorde Notitser, regnede sammen og rystede paa Hovedet.
Og i alle Bankerne var Direktionerne samlede; Bankbudene bragte den ene Efterretning værre end den anden, Telegrafbudene vare ikke bedre; og de arme Direktører, som hver for sig kunde have nok med sine egne Sorger, begyndte at skjælve for sin Bank, eftersom Kreds efter Kreds droges ind og opslugtes i den Hvirvel, hvori Løvdahl først var gaaet tilbunds.
Fra Christensens Bank blev der telegraferet Evropa rundt efter Bankchefen, som iaar havde taget en meget lang Efterkur i Italien. Og det var næsten, somom hele Byen følte en liden Lettelse, da der kom den Efterretning, at Bankchefen allerede havde forladt Hamburg paa Hjemturen.
Allerede Klokken fem havde man foruden de utallige Smaafolk, som vare plukkede, af større Fallitter følgende: Carsten Løvdahl — med Abraham K. Løvdahl, Aktieselskabet Fortuna, C. R. With, Randulphs Sønner & Co. samt Jørgen F. Kruse.
At Randulphs fulgte med With kunde man vente; der var Svogerskab mellem dem og ellers fælles Forbindelser. Men Forskrækkelsen var over al Beskrivelse, da han gik — gamle Jørgen Kruse!
Ikke blot, fordi han blev holdt for at være grundrig, hvad han ogsaa var; men en saadan liden forsigtig Høker, om hvem intet Menneske troede, at han nogensinde vovede 10 Kroner paa det uvisse, — at han nu viste sig indviklet i alle Løvdahls mest fortvivlede Affærer, med en Endossementsforpligtelse, der slugte alt, hvad han eiede og kanske mere til, — ja, da dette blev bekjendt, var det yderste naaet, og man blev ganske slap af Forskrækkelse.
Og med Kruse naaede Elendigheden langt udenfor Byen; thi han var Bøndernes Kjøbmand; og skulde nu alle hans Forskud og Fordringer inddrives med Sagførerfart af et Konkursbo, saa vilde mange gaa fra Gaard og Grund i de knappe Tider.
Medens den store Ulykke saaledes i al Stilhed aad sig udover som en Brand i en Torvmyr, larmede Sladderens uhyre Maskine og vævede sin spraglede Væv af Ondskab og Skadefryd.
Den længe opsamlede Trang kastede sig nu over det rigelige Stof med en rasende Appetit; og hvert eneste Menneske, der ikke var saa personligt berørt, at han sad i stum Fortvivlelse, tog paa at snakke og snakke og snakke, somom det gjaldt Livet at faa Tungen rørt.
Og Stoffet — saa rigeligt det var, slog snart ikke til. Man havde ikke nok med at følge Begivenhederne, som nu faldt Slag i Slag; men man ilede langt foran med Spaadomme og Antydninger; og det var somom de ikke fandt Ro, før den sorteste Fortvivlelse var naaet for alle.
Nogle tog det paa den Maade, at de grov frem alle Clara Løvdahls Silkekjoler og ærgrede sig over hver enkelt; for derpaa at forfriske sig ved Tanken om, at nu eiede hun ikke en Trevl paa sin Krop, naar det skulde gaa med Ret og Strenghed.
Andre sad mere godmodigt og udmalede for hverandre, hvorledes de maatte føle sig — disse Mennesker, der havde været saa uhyre rige, og som nu — bogstaveligt talt var bragt til Betlerstaven, ruinerede, sat paa Gaden.
Atter andre kunde ikke faa Fred for disse Millioner, som vare tabte; hvem havde faaet dem, etsteds maatte de jo være; men hvor Panden var den Masse Penge blevet af? — det havde de Lyst til at vide.
Saa var der ogsaa Medlidenhed; men den var svært blandet; og mangen liden Borger, som var gaaet fri under de Stores Fald, syntes endogsaa, at Øllet smagte ham særligt godt idag.
Men nedenfor alle disse — hos Arbeidsfolkene og dem, der levede fra Dag til Dag af sine to Hænders Arbeide for andre, — der var der fordetmeste en dump Stilhed.
Kun nogle faa udøste sig i Forbandelser og de værste Skjældsord mod disse Rige, som levede i Sus og Dus og lod Arbeideren slide; for saa en vakker Dag at lade ham staa paa bare Bakken uden Arbeide eller Fortjeneste.
Men de fleste taug stille og formanede sine Koner og Børn til at holde sig iro.
Kjendte de af Erfaring, hvor Kapitalen, naar den florerer, perser Arbeideren til det yderste; saa vidste de ogsaa, at de aldrig i høiere Grad vare Slaver af denne samme Kapital end netop i de onde Dage, naar Straffen kom for de Stores Svindel og Overspekulation.
Thi de vidste godt, hvem det var, som nærmest skulde bære denne Straf. Nu stod de foran denne Tilværelse af Arbeidsløshed, ujævnt Arbeide, halve Arbeidsdage og lange, sultne Ledighedsstunder, — smaa Laan hist og her, den sidste Anvendelse af Krediten hos Handleren, senere Pantelaaneren og yderst ude paa Randen af Fortvivlelsen — Fattigforstanderens Venteværelse.
Derfor sad de stille og formanede sine til at holde sig iro, at ikke deres Klager skulde høres af denne forfærdelige Kapital — forfærdeligere end nogensinde, naar den styrtede som et Jordskred og væltede de Smaa under sig.
De begjærede intet andet end at faa arbeide; hver Muskel var villig til at spænde sig saa stramt, nogen vilde forlange, — de skulde takke til. Bare ikke sidde der og slappes hen i Sult og daarlig Mad; gaa ud om Morgenen, for at finde noget; — og komme hjem om Aftenen, for at møde de store Børneøine i Døren: om Far havde et Brød under Armen?
Gamle Steffensen prøvede naturligvis at fiske i rørt Vande; men en Flok fra Fortuna havde nær skamslaaet ham, da han skjældte ud Direktionen og Bestyrelsen og hele Kleresiet; efter det forsvandt han.
Nei — nei — Professor Løvdahl var en Hædersmand; den unge ogsaa; ingen skulde sige noget ondt om dem; kanske kom de paafode igjen; sligt var seet før. Ja enkelte vilde endog synes Synd i disse rige Folk som nu ikke vare rigere end en simpel Arbeidsmand.
Men det var ikke mange, som gik med paa det. Thi de vidste jo alle hvor underligt det har sig med de Folk, som er født i fine Klær. De blir i dem, hvordan det saa gaar. Man kan nok høre, at de har mistet alt sit og spoleret for andre ogsaa; alligevel var det dog aldrig hændt, at slige Folk kom helt ned til Arbeidsfolkene, boede og sled blandt dem. De blev ved at gaa i Frakke, spise varm Mad og røge Tobak, saa de kunde jo ikke lide saa farligt ondt.
Og det var dette, som var dem det allerufatteligste ved Kapitalen, men derfor ogsaa det mest imponerende: det maatte jo altsaa være Guds Vilje, at der skulde være denne store Forskjel, og at nogle bare skulde slide for andre og blive ved med det.
Men derfor var der ogsaa Gjengjældelsen. I Helvedes Pøl og Pine skulde de faa svie, fordi de her en stakket Tid havde levet i Rigdom og Vellyst. Husk den rige Mand, som tiggede Tiggeren om en Draabe Vand; men han fik den ikke; nei pines skulde de — alle disse Store og Mægtige —, man kunde nævne dem Navn for Navn, ned med dem i Ilden, og der skulde de brænde evigt — tænk evigt!
Men hvor meget end Præsterne prækede om sligt, saa var det ikke alle, der ret kunde fange Trøst i denne Tanke. Mange mente, det fik heller være det samme, om der ikke blev fyret fuldt saa hedt under de Rige i den næste Verden; naar bare de Fattige kunde slippe med at fryse lidt mindre i denne.
Saa var der ogsaa enkelte Rige som det vilde være Synd at brænde; — ja mon det egentlig var saadan Dødssynd denne Rigdom, naar hele Verden stræbte mod den? Det hang ikke rigtig sammen, naar en først tog fat paa det, — nei der var noget galt etsteds, hvor det saa var.
Ja — se det var ogsaa en Følge af Arbeidsløsheden — alle de forbandede Tanker, man fik i Hovedet af at sidde og glo i Væggen. Men Tanker duede ikke for Smaafolk; det gjaldt at lide og holde Mund! haabe — haabe og — fremfor alt ikke smage Brændevin.
Saaledes gik de mod Vinteren. —
— Men medens alt dette Sindsoprer bolgede rundtomkring, sad han, som var den nærmeste Ophavsmand, alene i sit store pompøse Kontor.
Han sad ikke i Lænestolen foran Lykkens Gudinde, men henne ved det midterste Vindu. Saaledes havde Carsten Løvdahl siddet timevis og stirret ned i den indelukkede Have. Undertiden var hans forjagede Tanker saa matte, at han næsten sov; undertiden stod Elendigheden, Skammen, Ydmygelsen midt fremfor hans Øine saa luende nær, at han holdt Haanden for.
Han havde kjæmpet med sin Kone; de uundgaaelige Øine havde været der, havde boret sig i ham; — og beseiret for sidste Gang opgav han Kampen og glædede sig feigt over, at disse Øine vare lukkede.
Men der var andre Øine, han skulde staa for: Abraham, Christensen, Clara — og hele den Hærskare, hvis Penge han havde spredt for alle Vinde; hvorledes — hvorledes skulde han bære det? — paa hvilken Maade var det overhovedet muligt at udholde saadant?
Noget vilde ligesom trække Tankerne hen mod en Udvei; men han stængte strax; det vilde han ikke.
Og atter begyndte de at strømme ind over ham alle Enkelthederne ved Skammen og Ydmygelsen. Det begyndte langt borte som en liden Kugle, der trillede mod ham, egte og øgte, indtil alt var samlet i en umaadelig stor Tromle, der rullede hen over ham og knuste ham ganske flad.
Eller mon det ikke skulde være muligt at holde Hovedet høit alligevel? han var dog altid Professor Løvdahl, Videnskabsmanden, Universitetslæreren; han havde lidt Skibbrud her blandt disse Kræmmere — nuvel! — han var ikke længer rig; men han var noget mere end en Pengemand.
Aa nei! det gik nok ikke an at bære Hovedet høit. Snarere maatte han dukke sig saameget som muligt for at komme nogenlunde igjennem. Der var altfor meget i hans sidste Transaktioner, som baade Kreditorer og Øvrigheden maatte se med de allerblindeste Øine, hvis det skulde gaa. Han var nok ikke saaledes stillet, at det vilde tage sig ud, om han rettede sig iveiret; han krympede sig, men ned — ned maatte han.
At lade sig træde ihjel! — at ligge for Christensens Fod uden Spor af Magt; — uden anden Evne, uden anden Mine hele sit Liv efter dette end som en Hund tage Hug og slikke bagefter.
Og saa laa der jo et Vaaben lige ved Haanden; et Vaaben, han endog paa en vis Maade havde øvet sig i at bruge i den senere Tid.
Professor Løvdahl kjendte sin Tid og sit Samfund. Han vidste, at i denne Tid og i dette Samfund, hvor Kristendom faktisk ikke er til, men hvor alt beror paa, at det ikke blir nævnt; — hvor al Kraft er rettet mod at holde Aabenhjertigheden nede, at ikke hele det uhyre Spilfægteri med, at de er Kristne alle, — at ikke dette skal springe derved, at en efter en faar Mod til at bryde ud, til ærligt at sige: jeg spiller ikke mere med, — han vidste, at i dette Samfund er Hykleriet Livsmagten.
Han vidste, at intet er stærkt som dette Hykleri, der aldrig blinker; ingen Retskaffenhed, ingen Dyd kan afvæbne Ondskab eller beskytte mod Mistanke som det Hykleri, der aldrig skammer sig; han vidste, at den, som kunde iføre sig en fuld Rustning af dette Stof, hvormed de fleste Mennesker stykkevis bedækker sig, han vilde kunne gaa gjennem denne Skjærsild, som forestod ham, vinde nyt Fodfæste, — ja kanske gjøre sin Skam til en Glorie, som ingen vilde have Mod til at rive af ham.
Og dog nølede han. De sidste renslige Rester i ham oprørtes mod denne dybe Gemenhed; han mindedes sin Ungdom, sin Videnskabs klare, korte Dag, han tænkte paa Wenche Knorr, og han kunde ikke lade sig glide ned i den slimede Afgrund.
Men hvad hjalp det; det kom igjen og det kom igjen. Det vilde ikke se mistænkeligt ud; Prøvelser har ført saa mange til Religionen; og desuden havde han allerede længe fulgt Clara i Kirke og deltaget i hendes gudelige Forsamlinger; — hvorfor? — om ikke netop fordi han havde havt en uklar Trang til en Udvei, dengang den store Ulykkes Mulighed begyndte at dæmre for ham.
Om han nu — en gammel, nedbøiet Mand foldede sine Hænder: Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet!
Ja Abraham var det værst med; men de andre skulde han magte — det følte han. Og alligevel endte det ikke med, at han bevidst valgte at være Hykler; men den lille Bagdør i Panelet blev revet op, og Kapellanen styrtede ind.
Han løb lige mod Professoren, kridhvid i Ansigtet, perlende af kold Sved.
„Mine Penge — mine Penge! —“ raabte han hæst.
Professoren havde reist sig og holdt sig fast ved Vinduskarmen; hans Læber dirrede og hans Øine fæstede sig stivt paa Præstens fortrukne Ansigt; men han kunde ikke tale.
„Far er ødelagt — jeg ved det! — men mine Penge? — Fredrikkes Penge? — de er i Behold — ikke sandt? — naturligvis! — lad mig faa dem strax.“
— „Hvad? — De har dem ikke? — de er borte — tabte — forsvundne! — o skrækkelige Menneske! De har bedraget os! De skal straffes — nei — De skal bare skaffe mig mine Penge tilbage.“
Professoren havde nogle Secunder været lamslaaet; nu løftede han sin hvide Haand, smilte vemodigt og svarede:
„Min kjære Pastor Kruse! — De ved selv, at jeg i dette Øieblik desværre ikke er istand til at skaffe Dem disse Penge. Men jeg skal gjøre noget andet for Dem, — noget, som kanske kan være vel saa godt og gavnligt for Dem.“
„Hvad er det? — Skynd Dem! — De ved en Udvei! — aa Gud være lovet!“
Morten Kruse sitrede over hele Legemet; der var endnu Haab; denne mærkelige Mand, til hvem han havde havt saa blind en Tillid, han havde maaske endnu en Hjælp — en Hjælp for ham alene.
Professoren lagde faderligt sin Haand paa hans Skulder og sagde:
„Jeg vil bede Jesus, at han vil hjælpe Dem.“
Præsten tumlede bagover, somom de havde slaaet ham med dette Navn i Ansigtet; de to Mænd stod urørligt stille og holdt hinanden fast i Øinene; den fælles Hemmelighed bandt dem, hvem havde Ret til at sige Ordet til den anden? — den ene havde ikke et Ord at sige den anden, og Præstens Blik gled først væk; han greb sin Hat og tumlede ud.
Carsten Løvdahl sank ned i Stolen; det var hans første Seier.
Det store Kontor laa i Eftermiddagens Skygge; kun enkle gule Solstraaler fandt Vei gjennem de forpjuskede Lindeblade, og faldt skraat ind i Værelset henover Manden ved Vinduet, henover det tykke Tæppe; og henne paa Bordet traf en Straale den broncegyldne Fortuna, der halvt svævende rakte sin Krans mod den tomme Lænestol. —
— Kun i ét Hus i Byen herskede ublandet Glæde.
Fru Bankchef Christensen hang om Halsen paa sin netop hjemkomne Mand og bad ham hulkende om Tilgivelse, fordi hun saa skammeligt havde miskjendt ham; og halvt sansesløs af Sindsbevægelse laa hun og fablede om alt det, hun vilde kjøbe paa Løvdahls Auktion.
Det var næsten som et Tableau.