Fortuna/2
Bankchef Christensen nærmede sig Slutningen af sin Tale; han vexlede et Blik med Professor Løvdahl, idet han fra sin Formandsplads bøiede sig fremover mod sine Kollegaer i Direktionen og dæmpede sin Stemme til en fortrolig, familiær Tone:
„Men skjønt der nu i alt dette ingenlunde ligger nogen direkte Fare for Fabrikens Fremtid, saa bør vi dog nøie give Agt paa alle de Omstændigheder, der kunde virke skadeligt eller gavnligt og idetheletaget efter Evne søge at fremme vore Medaktionærers Tarv. Og da nu Priserne paa flere af vore vigtigste Produkter unægtelig vise en Tendens til at falde, saa bør vi efter min Formening have al vor Opmærksomhed henvendt paa at forminske Driftsomkostningerne. Dette kan ske paa to Maader: enten derved, at vi midlertidig nedlægger enkelte Grene af Forretningen og afskediger endel Folk, eller derved, at alle Administrationsudgifter og Lønninger reduceres saa vidt som muligt.“
„Jeg for mit Vedkommende skulde være meget utilbøielig til at gaa med paa nogen Indskrænkning af Driften,“ svarede Professor Løvdahl; „ligesaameget for vore brave Arbeideres Skyld som ogsaa af den Grund, at jeg ingenlunde deler Hr. Formandens Betænkeligheder. Jeg skal være villig til at indrømme, at selve Anlægget var noget kostbart, at flere Udgifter, som fra først af vare nødvendige, fremdeles ere bestaaende — og flere saadanne Ting. Men jeg tvivler intet Øieblik om, at Fortuna ledet med Kyndighed og fornuftig Sparsomhed, vil vise sig at være — om end ikke en Guldgrube, saa dog en god Forretning for Aktionærerne, ligesom den allerede er en Velsignelse for Byen.“
Nu var det Aftalen, at Konsul With paa dette Punkt skulde foreslaa en betydelig Nedsættelse af Bestyrerens — Mordtmanns — aarlige Gage; men før han kom tilorde, reiste den unge Bestyrer sig; han var udtrykkeligt tilkaldt til dette Direktionsmøde.
„Mine Herrer,“ sagde Michal Mordtmann let og utvunget, „det glæder mig paa en vis Maade, at Forhandlingerne idag har taget denne Vending; thi det gjør det lettere for mig at faa noget sagt, som jeg har paa Hjertet. Jeg har selv med Bekymring iagttaget Prisernes Fald i Udlandet; og uden forøvrigt at lade mig altfor meget allarmere, har jeg dog indseet, at nu og for den nærmeste Fremtid er enhver mulig Besparelse af allerstørste Vigtighed. Jeg har da seet mig om, kiget i alle Kroge, om der ikke etsteds skulde være noget overf1ødigt, noget, man kunde udvære, en Post, man kunde spare. Og tilslut har jeg virkelig fundet noget overfiødigt, noget, jeg tror, Fabriken nu godt kan undvære, og det er — mine Herrer! — ja, det er mig selv.“
D’Hrr. Direktører gjorde store Øine; men han vedblev elskværdig og smilende:
„Saa nødvendig som jeg nok tør sige, at jeg var ved Fabrikens Anlæg, ligesaa overflødig er jeg nu bleven, efterat det hele er kommet igang, Arbeidsstokken oplært, Kontorpersonalet indøvet og fremforalt med en Direktion af Byens sagkyndige og mest fremragende Forretningsmænd. Jeg har derfor længe tænkt paa at foreslaa min Post inddragen; saa kunde endel af de løbende Forretninger overlades til Fuldmægtig Marcussen, og forresten skulde da Fabriken styres umiddelbart af den ærede Direktion. Men jeg har kviet mig en Smule for at komme frem med dette; først, fordi der jo kanske skulde nogen Selvovervindelse til, for at indse sin egen Overfiødighed; og dernæst kan jeg ikke nægte — det er jo forresten selvfølgeligt —, at jeg kun ugjerne skilles fra denne Fabrik, som er blevet mig kjær, og fra et saa behageligt Samarbeide som det med mine Herrer!“
Der blev en Pause efter disse Ord; Konsul With triumferede over denne Sagens heldige Vending og smilte over til Professor Løvdahl; men Bankchef Christensen gned sin store Næse og skjulte sine Øine mellem Fingrene, medens han mistænksomt skjelede hen til Mordtmann.
Det var egentlig Professor Løvdahl, som havde stiftet en Sammensværgelse inden Direktionen, for — om muligt at faa Mordtmann fjernet, og nu gik denne frivilligt ved den første Antydning. Her maatte stikke noget under.
„Jeg kan som Formand ikke være enig — ialfald ikke uden nøiere Motivering — være enig i, at Hr. Mordtmann som Bestyrer pludselig skulde være bleven ganske overflødig. Der maatte ialfald hengaa en Tid —“
„Undskyld — Hr. Formand! — men jeg vilde af personlige Grunde netop bede den ærede Direktion tillade mig at fratræde til Jul.“
„Allerede til Jul!“ — Formanden blev endmere betænkelig.
„Vi vil naturligvis nødig give slip paa en saa dygtig Bestyrer; men naar Hr. Mordtmann selv ønsker det, saa —“
Professoren fortsatte Konsul Withs Tale: „saa har vi jo al Opfordring til at vise ham den største Imødekommenhed; hvormeget vi end beklage —“
„Men har mine Herrer Meddirektører tænkt paa det forøgede Ansvar og Arbeide for os, om Bestyreren nu pludselig træder af?“ — spurgte Christensen, „jeg for mit Vedkommende tør i saa Fald ikke forblive paa Formandspladsen; det blir for meget for mig, jeg er ikke stærk“ —, og halvt skjult bag sin store hvide Haand, som han førte omkring i Ansigtet, iagttog han opmærksomt de andre — vis paa, at alle som sædvanligt vilde forsikre, at han var uundværlig.
Men Professor Løvdahl kom de andre i Forkjøbet, idet han sagde ganske tørt:
„Naar det gjælder vor Fabriks Trivsel, antager jeg, at enhver af os med Glæde vil anstrænge sig til det yderste.“
Bankchef Christensen vaklede. Han var hidtil ubestridt den første i den lille Ring af Mænd, der var Direktører, Bestyrere, Repræsentanter for alt muligt uden Undtagelse i Byen. Hans Livs Lyst var at holde Møder, dirigere Forsamlinger, redigere Beslutninger og høre sin egen fede Stemme rulle nedad velformede, ædle og ophøiede Sætninger.
Men dertil besad han en usigelig fin Takt i Handelsaffærer; hans store bløde Næse kunde ligesom lugte den daarlige Geschäft paa lang Afstand; og efterat han endnu engang havde luret sig til et Blik paa Mordtmann, tog han sin Beslutning og sagde: —
„Jeg nærer ingen overdrevne Forestillinger om min egen Betydning som Formand; men da Posten nu vil blive mig for vanskelig, vil jeg bede mine Herrer vælge en anden ved anstundende Generalforsamling.“
En utilfreds afværgende Mumlen gik rundt Bordet, men Christensen vedblev:
„Jo — jo! —— lad det være saa — mine Herrer! min Helbred er — som De ved — ikke den stærkeste; og Byens voxende Udvikling lægger jo paa mange Maader Beslag paa dens — dens mere fremskudte Borgere. Dertil maa jeg rent ud tilstaa, at jeg ikke er saa sagkyndig —“
„Aa — Hr. Bankchef —-“ raabte flere smilende.
„Nei — nei; det er Alvor; der er — rent ud sagt — igrunden kun en iblandt os, som forstaar al denne Chemi, og det er Hr. Professor Løvdahl. Skulde han være villig til at overtage Posten som Formand, saa tvivler jeg ikke paa, at Generalforsamlingen vil modtage et saadant Arrangement med Acclamation.“
„Mine Herrer ved vist alle, at mine Interesser mene gaa i videnskabelig end i merkantil Retning,“ begyndte Professoren, „og fra først af tiltraadte jeg Direktionen væsentlig kun, for at bringe et Foretagende igang, af hvilket man kunde vente sig Lykke og Velsignelse for vor By. Men senere er det gaaet mig saa, at jeg har faaet denne Fabrik mere og mere kjær; og skulde den nu trues af trange Tider, vilde jeg visselig lægge min gamle Ryg til; men — mine Herrer! den er gammel; jeg kan ikke som Hr. Mordtmann fare fra Fabriken ind til Byen i tre Skridt —“
„Naturligvis! man maatte give Formanden en Assistent —“
„Undskyld, det er ikke min Mening at være indiscret,“ sagde Michal Mordtmann; „men som vi ved har Hr. Professoren en Søn, som nylig med Hæder har tilendebragt sin juridiske Examen. Skulde ikke en saadan Post være ret god og behagelig at tage for en ung Kandidat — til at begynde med? — den juridiske Uddannelse — det kan jeg forsikre — vilde i mange Tilfælde være af stort Værd i vor Forretning.“
Professor Løvdahl blev forvirret; for anden Gang idag gjennemskuede denne Mordtmann hans hemmeligste Tanker; ganske saaledes havde han ønsket sig Sagens Udfald; men han havde været forberedt paa mange smaa Intriger, for at naa Maalet. Og nu førtes det altsammen til ham i et Øieblik og af selve den Mand, han havde villet styrte.
Thi nu blev det hurtigt og næsten uden Debat vedtaget at forelægge Generalforsamlingen Forslag til disse Forandringer: Bestyrerposten i sin tidligere Skikkelse ophæves, hvorimod selve Direktionen med Professor Løvdahl som Formand overtager den umiddelbare Ledelse af Fabriken. Det tillades Formanden at tage efter eget Valg en Assistent, hvis Løn bliver at bestemme af Generalforsamlingen.
Da de kom ud paa Gaden, tog Konsul With Professorens Arm og lykønskede ham leende til det heldige Udfald.
„Men kan De begribe — Løvdahl! hvad der gik af Mordtmann? — og vi, som havde tænkt, han skulde klamre sig fast til denne Post med Hænder og Fødder! — han maa have mærket, at Stemningen var for meget imod ham.“
„Formodentlig har han det,“ svarede Professoren adspredt; men da han havde sagt Farvel til Konsulen, stansede han paa det lille Torv foran sit Hus og saa udover Havnen, hvor de rygende Skorstene ude paa „Fortuna“ tegnede sig mod Himmelen.
Folk, som gik forbi, hilste ærbødigt paa den statelige Skikkelse som han stod der lænet til sin Stok — en Gave fra Kollegaer ved Universitetet — udskaaret Elfenbenshaandtag og et kostbart mørkebrunt Rør.
Han hilste igjen uden at se; thi han tænkte paa dette med Mordtmann. Carsten Løvdahl havde altid hadet dette Menneske, og derved var han kommen til at give nøie Agt paa Fortuna og dens Bestyrelse; bestandig var han efter Mordtmann, — aldrig paa nogen Maade, som kunde forraade personlig Bitterhed, men kun som samvittighedsfuld Direktør.
Endelig havde han drevet det saa vidt, at et Parti inden Direktionen var ugunstigt stemt mod Bestyreren; en fandt ham for kostbar, en anden ligte ham ikke, og den godmodige Konsul With fulgte sin Ven Professoren.
Og nu med et Slag — frivilligt — smilende opgav Mordtmann det hele og gik sin Vei.
Det var ikke saaledes Professoren havde ønsket at staa ved Maalet; den anden skulde været fortrængt, kastet, ydmyget!
Men nu var han da borte, og det var Hovedsagen. Det forøgede Arbeide og Ansvar ængstede ikke stort Carsten Løvdahl. Han havde virkelig i disse Aar faaet Lyst paa at styre denne store forskjelligartede Virksomhed, som gik saa godt og beskjæftigede saa mange; og han brændte efter at vise, hvor helt anderledes og langt bedre det skulde gaa uden den Charlatan — Mordtmann.
Og mest glædede han sig ved Tanken om at faa Abraham til Assistent. De unge Folk skulde bo ovenpaa; der skulde blive Liv og Munterhed i Huset; og de mange bitre Minder skulde krybe i Krogene og forsvinde. —
Men Bankchef Christensen var bleven siddende i sit private Kontor, hvor Mødet havde været — bestandig uvis og mistroisk.
Hvad vilde hans Kone sige, naar hun fik vide, at han havde opgivet en Formandsplads og det for Professor Løvdahl, som egentlig ikke hørte til Ringen. Thi hun vilde, at han skulde være den første — ubetinget den første i Byen: og det havde han været hidtil.
Det vilde blive et Helvedes Rabalder; og alligevel — alligevel angrede han ikke. Han holdt fast i sin usvigelige Næse; der maatte være noget i Luften. Mordtmann var ikke den Mand, som opgav slig en Stilling uden Grund! han var en klog Fyr, og hans Far Isak Mordtmann & Co. i Bergen var endda klogere; de var ikke af de Rotter, som forlade Skibet, før der er Fare paafærde.
Altsaa tog han Mod til sig, og besluttede at lide, hvad der maatte lides; thi ikke engang om det kunde frelse ham, vilde han overfor sin Kone ytre den ringeste Tvivl om Fortuna; dertil havde han altfor mange gode Aktier og hun altfor mange gode Veninder. —
Michal Mordtmann skrev samme Dag til sin Far:
„Det gik glattere end nogen af os havde tænkt. Jeg greb en tilfældig Misstemning i et Direktionsmøde, — du kan vel vide, hvor den kom fra — og før nogen vidste Ord af det, var jeg fri det hele. Og det er jeg meget glad over, skjønt jeg jo ialfald foreløbig er uden Post; men jeg tænker nok, du finder noget for mig. Hvad selve Fabriken angaar, saa er jeg fuldstændig enig i dine Udtalelser i Brev af l8de sidstleden.“ —
— Saaledes gik det til, at Professor Løvdahl traadte i nærmere Forbindelse med Byens Handelsverden, hvilket han hidtil havde søgt at undgaa.
Men Fortuna optog mer og mere hans Interesse, eftersom Arbeidet og den storartede Drift blev ham klarere. Han læste udenlandske Værker og Tidsskrifter, forandrede og forbedrede, og gik med store Planer til nye Driftsmaader og kostbare Maskiner.
Hans Praxis som Læge var ikke stor, og den indskrænkede sig efterhaanden til nogle gode gamle Huse, hvor han blev gaaende mere som Husven.
Derimod omdannedes lidt efter lidt hans Venteværelse og Studereværelse til Kontorer; der kom en Kasserer og et ungt Menneske til at løbe ud i Byen eller til Fabriken; og Agenter og Mæglere begyndte at komme indom som paa et almindeligt Kjøbmandskontor.
En Dag fik en paatrængende Kornagent halvt under Spøg solgt en Ladning Rug til Carsten Løvdahl. Skibet laa og ladede i Danzig.
Professoren gik i Spænding, i en aldeles ny Spænding; han ærgrede sig igrunden; men Rugen steg.
Han ærgrede sig alligevel; hvad skulde han blandt disse Kræmmere og Spekulanter, som han altid havde foragtet; men Rugen blev ved at stige.
Og da han tilslut havde 3,000 Kroner i ren Gevinst liggende foran sig paa Pulten, da følte Carsten Løvdahl et ganske nyt og eiendommeligt Velbehag.
Som voxen havde han altid været rig ved sin Kones store Formue; men han medbragte dog fra sin Ungdom og i sit Blod Embedsslægternes aabenbare Foragt for Kræmmerne og hemmelig Respekt for Pengene.
Sin Kones Formue havde han brugt klogt og forsigtigt: glad ved det Velvære, Pengene bragte; men uden den umiddelbare Følelse af deres Magt og mange Muligheder.
Men disse Penge paa Bordet foran ham havde noget ganske aparte ved sig; han havde selv frembragt dem i en Haandevending; han havde Magt til at frembringe flere; for første Gang havde han den berusende Fornemmelse, at i hans Haand laa noget af den Kraft, der som en Naturmagt bøier og reiser Menneskene; og mens han strøg over Sedlerne, kriblede det ham i Fingrene, og han syntes formeligt, at det krøllede Papir lugtede godt. —
— Da Abraham kom hjem, fandt han altsaa sin Far forynget og ivrig i en stor Rørelse af forskjellige Foretagender, skjønt Fortuna endnu blev nævnt som det hovedsagelige.
Han fik sin Plads ved en ny Pult og tog fat — lykkelig og fuld af Mod.