Fortuna/8
Vaaren kom tidligt, men langsomt; det var endnu temmeligt koldt om Morgenen, naar Abraham gik til Fabriken.
Men Luften var frisk og let, og en lykkelig Tid var det for ham. Mens Clara var syg — og det varede længe, boede han i sit saakaldte Kontor, hvor Faderens Bøger stod, spiste nede hos Professoren eller hvorsomhelst og med en Ungkarlefrihed, som han fandt stort Behag i.
Sin Kone fik han derimod sjeldent se, hun syntes ikke om, at han kom ind. Der var foregaaet en Forandring med Clara; hun var bleven eftertænksom og laa helst ganske stille.
Hun havde lidt forfærdeligt; hendes fine og lidet udviklede Legeme var blevet saa mishandlet, at hun syntes, hun kunde aldrig komme istand igjen.
Og det var det, hun laa og tænkte paa. Naar hun mindedes, hvad hun havde gjennemgaaet, isnedes hun nedover Ryggen og helt ud i Taaspidsen; og naar hun sovnede i en urolig Søvn, fór hun op og troede, det skulde begynde igjen.
Mange Gange om Dagen spurgte hun, om det var sikkert, at hun blev ganske som før — ganske? Alle mulige Foranstaltninger og Forsigtighedsregler passede hun lydig og taalmodig og huskede, om Doktoren eller Madamen glemte noget. For Ansigtet var hun beroliget, naar hun træt lagde Haandspeilet fra sig; Huden var endogsaa bleven skjærere.
I de første Dage bekymrede Fru Clara sig ikke saa meget om sit Barn.
„Hun er for ung; vent bare,“ sagde Madamen.
Men Faderen kunde hun næsten ikke taale at se; det var somom han mindede hende om hendes Lidelser. Viste han sit Ansigt i Sengeomhænget — smilende og lyksalig, gjorde hun en utaalmodig Bevægelse og bad ham gaa; hun var saa mat.
Og han gik syngende afsted til sin Fabrik, efter at have frydet sine Øine med den lille gulrynkede Klat, som laa i Vuggen. Derude blandt Folkene var han fet i sit Es.
Marcussen var bleven uundværlig inde i Byen paa Kontoret; saa det daglige Tilsyn med Driften tilfaldt Abraham; det ligte han ogsaa bedst; Kontorarbeidet blev ham altid fremmed.
Men at gaa fra Arbeide til Arbeide, snakke lidt med Folkene, spørge efter Kone og Børn og fremfor alt agere en Smule Doktor — det var netop noget for Abraham.
Han var saa glad, naar han fik hjælpe dem i Sygdom eller Ulykkestilfælde; men det maatte gaa lidt hemmeligt, for Doktor Bentzen var Værkets Læge. Imidlertid forstod Folkene snart, at det var unge Løvdahls Ærgjærrighed at være ligesaa god Doktor som Bentzen, og de fandt snart, at han var bedre.
I denne Tid, da Faderglæden gjorde ham saa let om Hjertet og optog saa mange af hans Tanker, følte han mindre Trang til at besøge Grete; og hun savnede ham ogsaa mindre, efterat de havde fortalt hende, at Fru Løvdahl havde faaet en Søn. Abraham nævnte det ikke, da han havde en Følelse af, at det vilde forstyrre hende; men han mærkede godt, at hun vidste det.
Grete var jo ikke udviklet som andre unge Piger; det overdrevne og holdningsløse i Faderens Karakter havde ogsaa gjort hendes Kjendskab til Livet ujævnt og lunefuldt; men nu var hun selv voxen; hun vidste nogenlunde Besked om det, som var foregaaet med Fru Clara, og efter det følte hun mindre Glæde ved Abrahams Besøg.
Grete Steffensen havde lært af sin Far, at Livet er en blodig Uretfærdighed; at nogle faa nyde og Millionerne lide. Naar han rigtig lagde ivei, kunde hun gløde af Harme eller Taarerne strømmede ud af hendes Øine.
Men selv havde hun det godt for sin egen Part. Med alt sit buldrende Væsen var Steffensen igrunden øm mod hende; alle Mennesker havde bestandig klappet hende blødt og sagt: Stakkels Grete! — paa en Maade, som gjorde hende godt.
Hun kunde ikke se, — det er sandt; det maatte være noget vidunderligt med dette Lys, som kom om Morgenen, og som hun følte paa sine aabne Øine. Men Herregud! — saa havde hun det saa godt i andre Maader.
Saaledes var Livet hidtil gaaet for hende; jævnt Arbeide og et let Sind havde holdt hende oppe; nu var hun snart nitten Aar og begyndte at faa gode Kræfter.
Men nu stansede ligesom alt. Dette Barn, som den fomemme Dame havde bragt til Verden, og som fik Abrahams Stemme til at sitre af Fryd, skjønt han aldrig nævnte det, — det forandrede Livet for Grete Steffensen.
Det, Faderen havde forklaret hende: at hun, som var blind, ikke kunde passe et Barn, det blev hende nu til tom Snak. Skulde hun ikke kunne passe sit Barn — hans Barn! — aa! det skulde aldrig forlade hende; hun skulde holde det saa fast, saa fast! — og hun knugede Hovedpuden ind til sit varme Bryst i Nætter fattige paa Søvn, men fulde af Taarer og halvklar Jammer over denne Ungdom, som skulde tørre hen, denne Kjærlighed, som skulde visne til Glæde for Ingen. —
— Forstyrrelsen hjemme i Huset havde ogsaa den Følge for Abraham, at han fik mere Tid til at besøge sine Venner blandt Ungdommen. Han tilbragte især sine Aftener hos Peder Kruse. Vistnok var der en stor Aldersforskjel mellem dem: men Kruse var en gemytlig Fyr, hvis Alder man ikke kunde huske.
„Det er ikke sandt,“ raabte derfor Abraham en Dag, „du er da ikke 40 Aar endnu.“
„Jeg er saamænd 45,“ svarede Kruse roligt og strøg sit tynde Haar. —
„Det havde jeg aldrig troet; din Moder er da ikke saa gammel.“
„Ja ser du, jeg kom nok temmeligt tidligt til Verden,“ svarede Kruse smilende; „Kvinderne holder sig desuden bedre.“
„Aa langt fra! Kvinderne ældes først.“
„Ja enkelte; men se nu for Exempel Fru Gottwald —“
„Fru Gottwald!“ raabte Abraham, „hun ser da ligesaa gammel ud som du.“
„Aa — for Snak, for Barnesnak!“ fór Kruse pludseligt op. „Fru Gottwald ser Pinedød ligesaa ung ud som din Kone.“
Abraham gjorde sig morsom, lod Piben falde af Munden, spærrede Øinene op og raabte:
„Ildebrand i gamle Huse!“
Men da blev den gode Peder Kruse ganske fortvivlet, han skjændte og svor nogle svære Eder.
Han var bleven Fru Gottwalds Leier og boede ovenpaa i de tre smaa Stuer. Hvorfor han var flyttet hjemmefra, hvor Moderen saa gjerne vilde beholdt ham, var der ingen, som vidste bestemt; men Abraham sluttede af et enkelt Ord, at Morten paa en eller anden Maade var Skyld i Flytningen.
Om sin Broder Morten talte Peder Kruse ikke gjerne! derimod havde han meget travlt med sin nye Værtinde, og Abraham fik hvert Øieblik Anledning til at raabe: Brand!
„Aa — hold nu op,“ sagde Kruse overlegen, „du er slet ikke morsom.“
„Ja, men du synes altsaa — alvorligt talt, at hun er ung, smuk og rig — ja for hun er vel rig ogsaa?“
„Nei rig tror jeg dog ikke, hun er,“ mente Kruse godmodig; „men hun har forresten en Bankbog paa nogle hundrede Kroner?“
„Hvordan ved du det?“
„Jeg har seet Bogen.“
„Ser man det! — man er altsaa naaet frem til Pengespørgsmaalet.“
„Ja som du ser; men ved du, hvad hun vil med de Penge?“
„Formodentlig kjøbe dig en ny Paryk?“
„Nei — vær nu alvorlig; tænk dig, hun har den fixe Idé, at hun vil opreise et smukt Monument oppe paa Kirkegaarden over sin Søn; — du ved jo, hun havde en Søn — hm! — du kjender Historien?“
Jo Abraham vidste nok det; der gik et Stik gjennem ham som altid, naar han mindedes den lille trofaste Marius og en Buket, som han engang havde faaet. Han blev med engang alvorlig nok og hørte kun halvt paa Kruse, som vedblev at drøfte Fru Gottwalds Anliggender, som aabenbart interesserede ham i høi Grad.
Abraham reiste sig, for at gaa; det var endnu tidligt paa Aftenen; Solen stod lavt i Vest og skinnede indunder de sidste, tunge Skyer, der drev sydover efter en Dags Regnveir. Han fik Lyst til at gaa udover til Grete; hun var saa bleg sidst han saa hende. Peder Kruse gik med, for at friske sig, og som de vandrede udover sagde han:
„Jeg begriber ikke — Løvdahl! — at du kan taale den Steffensen.“ —
„Han er morsom; der er virkelig mange snurrige Ideer i det Hoved.“
„En Frasemager, en gammel Nar.“
„Til en simpel Arbeider at være synes jeg —“
„En Arbeider — siger du! kanske du indbilder dig, at en Arbeider nutildags kommer med saadant forlorent Sniksnak. Nei ser du! Steffensen kan have været god nok i sin Ungdom for ti-tyve Aar siden; da var der Brug for Folk af hans Type til at vække Arbeiderne med disse store Ord og velklingende Talemaader. Men Arbeiderne idag ere baade vaagne og ganske anderledes udviklede; derfor gaar Steffensen igjen som en gammel Skraaler, og du ser jo selv, han har ikke den ringeste Indflydelse blandt Folkene.“
„De forstaar ham ikke.“
„Jo du, de gjennemskuer ham og ler af ham. Der skal ganske anderledes solide Egenskaber til, for at vinde Tillid og Magt blandt vore Arbeidsfolk; de er s’gu komne længer frem end de fleste af os ved.“
„Hør du Kruse!“ sagde Abraham og smaalo; „nu er vi paa Tomandshaand, og du ved, jeg er i det store og hele taget enig med dig i de fleste af dine og Nytidens Ideer. Svar mig nu oprigtigt: tror du ikke, at du i dit Had til Samfundsstøtterne er tilbøielig til at fiffe dine kjære Smaafolk lidt vel meget op?“
„Jeg tror ikke andet end det jeg ved, og det er, at i dette Land har de øvre Lag staaet næsten stille i et Par Generationer; medens en hel ny Livsanskuelse har forladt Tænkernes og de Boglærdes Stuer, for at trænge sig ind i Samfundet nedenfra som en levende Strøm af brugbar Kundskab om Livet saaledes som det er i Virkeligheden.“
„Hvorfor bare nedenfra?“
„Fordi Tiden skræmmer Samfundets Støtter. Deres Presse har saa længe fyldt dem med Anarki og Pøbelherredømme, at bare du kommer med et lidet beskedent Forslag til politisk Frihed eller folkelig Indflydelse, saa tror de strax, der er Tale om at dele deres Penge og prisgive deres Hustruer og Døtre. Men paa den Maade — kan du vel skjønne? lærer de Mennesker ingen Verdens Ting.“
Abraham lo.
„Men dine Smaafolk da! hvad lærer de?“
„For det første læser de ikke Samfundsstøtternes Aviser, hvor hele Verden er stillet paa Hovedet in usum Delphini; døde Tanker garnerede med friske Skjældsord: Fortielse af Tidens virkelige Fysionomi og den daglige Gjentagelse af de gamle Ur-Sandheder, at i Amerika bor Kjæltringerne, i Paris Kommunarderne, Visdommen i Kristiania og Dyden i Stockholm; — det læser de ikke.“
„Det er altid noget —“ mente Abraham.
„Aa du, det er ikke saa lidet! — Men de læser, hvad næsten ingen af os tænker paa, — de læser og læser omigjen de tusinder af Breve, som Aar om andet strømmer ind til os fra de Norske i Amerika. Ser du, det er en Dannelseskilde bedre end alle Aviser og Bøger. Thi der lærer Folket for første Gang af sine egne, i sit eget Sprog, ud af sit eget Tankeliv — det eneste, et Menneske kan forstaa tilbunds. Og tænk al den Kritik, der ligger i disse Breve over alle vore Forhold fra øverst til nederst, — greie, letforstaaelige Domme og Sammenligninger fra et Søskendebarn eller fra han, Farbror Lars, som var saa troværdig og kjendt med alt.“
Abraham lod ham snakke videre og svarede bare med smaa Ord; han var paa en vis Maade veltalende — Kruse, naar han kom i Fart; og der var meget i det, han sagde, som Abraham beundrede.
Men helt ud slutte sig til ham og hans Meninger, det kunde Abraham ikke. Han fandt ligesom ingen Garanti i denne lille radikale Sagfører, som han fra Guttedagene havde lært at anse som en halvt farlig, halvt foragtelig Person.
Da de skiltes udenfor Steffensens Hus, aftalte de et Møde i Arbeidernes Forening, hvor Abraham efter hin Fest havde vundet megen Tillid og Pladsen som Viceformand.
Mens Kruse gik videre og fortsatte sin Tale til sig selv, traadte Abraham ind i den lille Stue, hvor han fandt Grete paa hendes vanlige Plads midt i Arbeidet.
„Du er saa bleg Grete! — er det ikke bedre med dig?“
„Jo Tak, meget bedre; din Medicin smager ikke godt; men jeg synes, den styrker mig.“
„Den er vel lidt bitter?“
„Aa — det er ikke saa farligt; kom sæt dig.“
„Du har det ikke godt — Grete!“
„Jovist — hører du; hold nu op.“
„Aa — jeg vilde ønske —“
„Hvad vilde du ønske?“
„Skulde jeg fortælle dig alt, hvad jeg ønsker - Grete! saa blev det en lang Historie.“
„Ønsk og fortæl og lad det blive rigtig langt.“
„Først ønsker jeg mig en Haand saa let og sikker som Fars var i hans bedste Tid; saa ønsker jeg mig Held og Mod og saa Held fremfor alt —“
„Hvad saa?“
„Ja — det kan jeg ikke fortælle.“
„Nei nu maa jeg le! — det var de dummeste Ønsker, jeg har hørt; men mer! flere dumme Ønsker!“
„Saa vilde jeg ønske, at jeg var paa et Dampskib.“
„Aa ja! — hvem skulde være med dig?“
„Der skulde være mange — svært mange; alle Arbeiderne paa Fortuna.“
„Hvem fler?“
„Du skulde være der.“
„Hvem fler?“
„Din Far.“
„Hvem fler?“
„Min Far.“
„Hvem fler?“
„Vil du have endnu flere — Grete?“
„Vil du ikke have flere — Abraham?“
„Jeg ved ikke.“
„Nu siger du ikke sandt.“
„Nuvel! — en til da!“
„Bare en?“
„Bare en.“
„En ganske liden en?“
„Javist! — og saa skulde vi —“
„Ikke flere nu — vel?“
„Nei Kjære! — nu er vi s’gu nok ombord: det er ikke saa forfærdeligt stort Skib; men saa skulde vi reise langt bort —“
„men saa faldt alle de andre i Vandet undtagen vi to — nei: vi tre — ikke sandt? Abraham!“
„Ja naar du kan det bedre end jeg, saa er det bedst, du ønsker.“
Saaledes gik deres Samtale; men pludselig hørte de et Bulder; det var Steffensen, som kom hjem. Døren sprang op for et Spark, og ind kom der en Bylt olieflækkede Lærredsklær, derpaa en Værktøiskasse og sluttelig Steffensen selv — rød i Hovedet, Hænderne dybt i Lommen, Øinene langt paa Stilk, men taus, taus som en Kanon, før den gaar af.
Grete slap sit Arbeide og tog Tag om Abrahams Arm:
„Far! — du er opsagt?“
„Ja!“ — buldrede det første Skud, „jeg er opsagt i utide, med Haan. Steffen Steffensen, som udtrykkelig blev indkaldt fra Kristiania, for at stelle med disse Fillemaskinerne, som ingen her forstod — jeg er sparket ud! Men altsammen fik gaa an; jeg kjender jo den simple Arbeiders Lod og jeg kjender Blodsugerne; der var ikke bedre at vente; men en Ting brænder mig paa selve Sjælen — ved du, hvorfor jeg er opsagt — Grete!“
Han stillede sig midt foran de to, og først da kom han i sit Sindsoprør til at sanse, hvem Abraham var.
„Ja se der har vi jo en af de høie Herrer — hvad siger De? han kan fortælle dig det, — spørg ham Grete! — saa kan du faa vide, hvad der er iveien med Far din.“
„Jeg ved ikke noget om dette — Steffensen! og jeg kan ikke rigtig tro, det er muligt,“ svarede Abraham; han var selv bleven bleg, og Vreden steg hurtigt op i ham over, at Direktionen eller hans Far alligevel havde gjort dette uden at konferere med ham.
„Ja ved De ikke noget, saa skal Pinedød baade De og andre faa vide noget. Jeg er jaget uden lovligt Varsel og uden at man engang gjør sig den Uleilighed at finde et Paaskud, man har sagt mig lige ud, at det er for respektstridig Opførsel — hører I! — hvad siger De!“ — Manden blev ganske kobberrød og Øinene vilde næsten springe ham af Hovedet: „tænke sig, at for det første skal man taale, at de eier altsammen, Jorden her og Himmelen hisset — lige til disse fordømte Maskiner, som en gaar der og steller og passer saa omhyggeligt, som var det ens eget Kjød og Blod, og saa forlanger de ovenikjøbet, at man skal respektere dem! — hvem? — Marcussen — det Svin! Løvdahl —“
„Hys Far.“
„Hør Stelfensen!“ sagde Abraham og reiste sig op; „jeg er enig med Dem; dette er aldeles uforsvarligt handlet af Direktionen, og jeg giver Dem mit Ord paa, at De skal faa fuldstændig Opreisning.“
Denne Tale forvirrede Stelfensen; men Grete raabte glad:
„Se saa — Far! kom nu hen og vær rolig; du hører, Bestyreren vil greie det hele.“
Steffensen syntes mest tilbøielig til at buldre løs igjen; men han imponeredes af den Sikkerhed, som var kommen over den unge Bestyrers Væsen, og da Abraham var gaaet, brummede den Gamle:
„Kanske der alligevel bor noget i den Kroppen.“
„Ser du nu!“ raabte Grete triumferende, „du, som altid har sagt: han er akkurat som de andre.“
Steffensen saa paa hende og sagde: „Hvis du nu alligevel blev skuffet? Grete!“
„Ja, saa maatte jeg vist dø,“ svarede hun stille.
Men Abraham gik til Byen i Stormskridt. Nu skulde der være Opgjør. Direktionen skulde samles, han var ikke bange. Han vilde tale frit ud; ikke skulde det siges om den Fabrik, hvor han var Bestyrer, at duelige Folk blev jagede, fordi de ved en Fest talte Ord, som de Store ikke ligte.
Og først skulde Kampen staa med Faderen. Nu kunde det være nok med den sønlige Ærbødighed; sin Ret som voxent Menneske vilde han kræve. Saa udmærket som hans Far var i alle Dele, saa kunde det dog ikke nægtes, at dette Liv blandt Pengemenneskene havde forandret ham ikke saa lidet.
Ogsaa det vilde Abraham sige — aabent og ærligt uden Hidsighed, og forøvrigt fastholde, at Steffensen beholdt sin Post og fik Opreisning.
Han gik og øvede sig paa sin Tale til Faderen, og da han kom til Byen, var den færdig; den skulde begynde saa: Far! jeg kommer, for at kræve min Ret som voxent Menneske.
Professoren var ikke hjemme, og strax gjennemfór der Abraham en Mistanke, at Faderen var forberedt og vilde unddrage sig den første Hidsighed; thi de havde talt saa ofte om Stelfensen, at Professoren maatte vide, at dette vilde krænke Abraham.
Pigen sagde, at Professoren var ovenpaa; Abraham gik opad Trappen: nu blev det værre; han skulde holde Opgjør i sine egne Stuer, hvor der maatte være saa stille for den Syge, og hvor den festlige Ro omkring den Nyfødte gjorde det vanskeligere at bruge haarde og skarpe Ord.
Men det fik ikke hjælpe; nu skulde det ske; han skulde engang vise dem, at naar det først gjaldt, besad han baade Mod og Vilje.
I Forstuen laa der en fremmed Hat og Stok; men han tænkte ikke over det, og gik med faste Skridt ind i Dagligstuen.
Her kom hans Far imod ham fra Soveværelserne. Professoren hævede Haanden og vilde sige noget; men Abraham begyndte strax — dæmpet, men alvorligt:
„Far! — jeg kommer, for at kræve min Ret —“
„Hys! hys! for Guds Skyld — Gutten min! snak ikke saa høit,“ hviskede Professoren og trykkede ham ud igjen i det forreste Værelse.
„Jeg skal være rolig — Far! og tale sagte; men nu skal du høre mig.“
„Ja ja! — kjære Abraham! men i dette Øieblik —“
„Jeg kan ikke vente længer — Far!“
„Men Bentzen er derinde alene.“
„Doktoren?“ — Abraham huskede med en Gang den fremmede Hat, „hvad gjør han her?“
„Jeg vilde ogsaa sendt Bud efter dig; men jeg vidste ikke, hvor du var.“
„Men Gud!“ raabte Abraham; „hvad er her da paafærde? er Clara syg?“
„Nei, nei! Clara tager det roligere end ventendes:“
„Hvad er det da Far! — svar!“
„Jeg troede, Pigen havde sagt det; det begyndte med, at han blev saa —“
„Han! — er det lille Carsten? Far! — Far! det er vel ikke Krampe?“
„Nei Gutten min! Krampe er det ikke; det vil sige —“
„Du er ikke vis paa det! — aa Far! lad mig komme ind, lad mig se ham.“
„Nei nei! — vær nu rolig! — jeg skal gaa ind; muligvis er det hele bare lidt Feber.“
„Gaa ind Far! Skynd dig og kom igjen og fortæl mig. Herregud! — om vi skulde miste ham!“
Han stod ved Vinduet, mens Faderen var inde i Soveværelset; han stod og saa ned i den gamle indelukkede Have, hvor han havde leget som Barn; Plainen grønnedes og Lindetræernes Knopper svulmede.
Men intet Minde, ingen Tanke fik Plads i hans Hoved undtagen denne ene Skræk, der i hans letrørte Fantasi voxede fra en ond Anelse til en halv Vished; det maatte saa være, han skulde miste ham. Intet var rimeligere; svag og ualmindeligt liden var Gutten, og med Besvær var han kommen til Verden. Døde ikke friske og normale Børn i massevis i den Alder! nei — der var ikke Haab, han følte det saa tydeligt.
Pigen kom fra Kjøkkenet, for at melde, at nu var der varmt Vand, og Professoren gik ud, for at gjøre Badet istand; idet han passerede Abraham, sagde han beroligende: „det gaar bedre.“
Men Abraham troede ikke paa det; og Tiden gik; ude i Kjøkkenet hørte han dem slaa Vand i Stampen; men inde hos lille Carsten var der ganske stille, ikke den mindste Lyd af Haab.
Doktor Bentzen kom ud.
„Nu Doktor?“ — Abraham troede, at alt var forbi.
„Aa — det gaar godt, rigtig godt —“ svarede Doktoren; og da Pigen og Professoren idetsamme kom bærende med Guttens lille Badestamp, sagde han:
„Jeg tror aldrig, vi behøver Bad — du Løvdahl! Pulsen er nu ganske normal — lidt svag; men ellers er Barnet fuldstændig roligt.“
Begge Lægerne gik ind igjen, og Abraham blev staaende foran den rygende Stamp og lyttede; han kunde endnu ikke faa Mod til at haabe; Pulsen var svag — sagde Doktoren.
Efter en lang, lang Stund kom de to ud igjen; de listede sig ganske sagte og holdt paa Dørklinken; Abraham vendte sig mod dem med et Spørgsmaal i hver Mine i sit forstyrrede, angstfulde Ansigt.
„Han sover; al Fare er forbi,“ hviskede Professoren.
Abraham kastede sig i hans Arme og brød ud i Hulken, saa de maatte føre ham længer bort.
Da han var kommen nogenlunde i Ligevægt igjen, sagde Doktor Bentzen, som styrkede sig paa et stort Glas Portvin:
„Jeg skal betro dig noget, — min kjære Abraham! naar vi blive Bedsteforældre, saa blive vi meget ængstelige af os; især, naar det gjælder en liden Sønnesøn, som skal bære vort høiagtede Navn.“
„Ja bagefter kan du nok være modig,“ mente Professoren.
„Aa — du kunde s’gu godt ladet mig være i Fred i Klubben — Professor! det hele var ikke andet end lidt Feber og saa kanske en Smule Maveknib,“ dermed tømte han sit Glas og sagde Godnat.
De fulgte ham ned og blev staaende en Stund paa Trappen. Det var blevet sent, Gaden var tom, Aftenen smuk og mild efter Regnet, og de følte sig alle mer og mindre lettede efter Sindsbevægelsen.
Men endelig sagde Professoren:
„Nu — Godnat! nu vil jeg se at komme iseng; jeg er saa træt som efter en hel Dags Praxis i gamle Dage.“
Bentzen gik og de lukkede Gadedøren.
Men da de stod igjen i Mørket, sagde Professoren:
„Ja det er jo sandt! nu husker jeg, der var noget, du vilde tale med mig om — Abraham!“
„Nu er du træt — Far!“
„Men det forekommer mig, at det var noget meget vigtigt —“
„Javist; men nu er jeg ogsaa — sandt at sige — træt; det faar være til imorgen. Godnat Far! — og Tak for idag.“
Steffensen? — Steffensen! hvor var han ikke umaadeligt langt borte fra Abrahams Tanker; og hvorledes ialverden kunde han for en saadan Sags Skyld tænkt paa at sætte sig op mod sin Far — mod en saadan Far! — han vilde naturligvis tage sig af Sagen og greie den — imorgen; men det kunde jo gjøres i al Ro og Besindighed.
Paa Tæerne listede han sig ind i Soveværelset! Clara sov — bleg og smuk i den store Seng; og lille Carsten sov ogsaa med smaa Snøftninger i sin lillebitte Næse og smaa Rykninger i sine tynde Fingre, der lignede pillede Ræger, men af de allertyndeste.
Da gik ogsaa Abraham tilhvile og sov som en Patriark til den lyse Morgen.
Noget ubehageligt plagede ham, strax før han vaagnede; det var Steffensen. Men han skjød ham tilside, ringede og spurgte Pigen, hvorledes det stod til derinde.
Jo Tak — baade Fruen og den Lille havde havt en god Nat.
Det var jo det vigtigste; det andet skulde nok ordne sig. Efterat han derpaa havde sagt Godmorgen til Clara og personlig forvisset sig om, at den Lille med Rægerne var i god Behold, gik han ned til Frokost.
Ved Bordet begyndte Professoren strax: „Jeg tænkte senere igaaraftes over, hvad det vel kunde være, du vilde snakke med mig om; og jeg gjættede tilslut paa Steffensen.“
Abraham indrømmede, at saa var det; og nu begyndte Professoren — alt mens de spiste at udvikle Sagen.
Direktionen havde enstemmigt forlangt hans Afsked; Manden var ikke uundværlig; hellerikke var han saa fattig som han lod; han havde Sparepenge — sagdes der; dertil kom, at han var en yderst besværlig Herre — utilfreds og ildesindet; mange Klager forelaa fra andre Arbeidere; en havde endog slaaet paa, men det var rigtignok bare mundtligt, at der forsvandt Olie i Maskinhuset; Abraham forsvarede Steffensens Sag med Varme men i al Ro og Besindighed; og Professoren var villig til at indrømme en hel Del, — især var han enig i, at det var taabeligt at tale om respektstridig Opførsel; det maatte være noget, Marcussen havde — fundet paa.
Men paa den anden Side maatte Abraham ogsaa give sin Fader Ret i, at han ialfald ikke havde kunnet handle anderledes. Vilde Abraham henvende sig til Direktionen i denne Sag, saa stod det ham jo frit for; men Professoren vilde af mange Grunde fraraade det.
Abraham vilde betænke sig; og derved blev det.