Fra Afrika
Det er idag Anden Juledag, Stephanus-Festen, og dens hellige Minde bringer mig til at fortælle for Folkevennens Læsere en Stephanus-Historie fra vor egen Tid.
Jeg er bleven kjendt med Historien derved, at jeg, alt fra jeg i Folkevennen for 1859 meddelte noget om Dr. Livingstones Missions- og Opdagelses-Reiser, har holdt paa at søge efter Oplysninger om denne Mands senere Foretagender og Skjæbner. Saa fik jeg fat paa 1861 og 1862 Aars Beretninger fra det Londoner Missions-Selskab, i hvis Tjeneste Livingstone havde arbeidet, og her læste jeg den Beretning om Prøvelser og Lidelser og Troens Taalmodighed, som jeg nu skal fortælle videre.
De mærkværdige Tidender, som Livingstone i 1856 bragte hjem til England, bevægede det nævnte Missions-Selskab til at anlægge en ny Station midt i en Egn, hvor man før havde troet der var lutter Sandørkener, men hvor Livingstones Mod og Dygtighed havde trængt igjennem og opdaget frugtbare Landskaber og mylrende Folkefærd.
Stedet for Stationen skulde være ved eller nordenfor den ny-opdagede mægtige Flod Zambese, blandt Makololoernes Folk, i Høvdingen Sekeletu’s Land. Det var denne Hedninge-Høvding, som Livingstone var kommen saaledes i Venskab med, at han havde faaet af ham Mandskab og anden Hjælp, og dermed var bleven istand til at udføre flere- aarige Opdagelses-Reiser over store Land-Vidder, som ikke alene ingen europæisk Fod før ham havde betraadt, men som selv hin Sekeletu’s Folk, fra hvis Hovedby Linyanti han drog ud, forhen ikke havde kjendt det mindste til.
Livingstones første store Reise fra Linyanti af gik til Afrikas Vestkyst og derfra tilbage; hans anden Reise gik langs Zambese-Floden alt til Østkysten, og her lod han sine sorte Ledsagere blive tilbage, for at vente paa ham, medens han selv gjorde en Tour til England for at tale de nyfundne Folkestammers Sag. Og en af Frugterne heraf var hint Forsøg paa at faa anlagt en Missions-Station blandt Makololo’erne.
Reis til Kapstaden, paa Afrikas Syd-Spidse, o drag derfra nordover gjennem Kaplandet, den engelske Koloni, alt til Nordgrændsen, og derfra fremdeles mod Nord omtrent ligesaa langt, og bestandig i det Indre af Landet, og du vil finde et Sted, som heder Kuruman. Her har den anseede Missionær Moffat virket nu i henved et halvt Hundrede Aar som det samme Londoner Missions-Selskabs Sendebud, og her er som et Middelpunkt for Selskabets Missionering i en vid Omkreds. En af Bi-Stationerne heder Lekatlong; Missions-Præsten her hed Helmore, og den haabefulde Menighed, som var her, var at anse som Frugten af hans af Gud velsignede tyveaarige Flid.
Livingstone havde selv tjent sine første Aar som Missionær i denne Egn under Moffat, og det var formedelst sit Bekjendtskab med det her boende Betjuaner-Folk, at han vandt Indgang hos Makaloloerne, som ere en nærbeslægtet Stamme. Og efter Livingstones Ønske og Raad blev Helmore, hans fordums Medarbeider og Ven, udseet til Forstander for det nye Missions-Anlæg.
Og da Helmore blev opfordret til at forlade sit Lekatlong, denne Plet, som han saa at sige havde ryddet og plantet og vandet i Hedninge-Ørkenen, forlade den for at drage endnu længere ind i Ørkenen og begynde Arbeidet fra nyt af, saa forstod han det som et Kald fra Herren og fulgte det.
I Juli Maaned 1859 reiste han ud, fra Kuruman af, ledsaget af den nylig ansatte Missions-Præst Price som Medarbeider. Der var 1000 engelske Mil at reise. Ikke mindre end 7 Maaneder gik med, før de naaede frem. Man maa have nogen Indbildningskraft for at sætte sig ind i en saadan Reises Møie. Vi faa som et Glimt deraf ved nogle Linier af et Brev fra Hr. Price, hvoraf vi med det samme faa se, at der var Fruentimmer og Børn med.
Fra Zouga-Elven gik det taalelig vel med Reisen indtil henimod Enden af November, da vi led meget af Vandmangel nær et Sted, som heder Gukobo. I over en Uge maatte hver Draabe Vand hentes til Fods omtrent 35 (eng.) Mil. De kan forestille Dem, hvorledes den kjære Fru Helmore var tilmode, da hun en Eftermiddag, hvor Thermotret viste paa 107 Grader i Skyggen, holdt paa at gjemme netop en Skefuld Vand for hvert af Børnene til næste Morgen, uden at hun nænnede at tage en Draabe for sin egen Mund. Hr. Helmore var ude med vore Folk at søge efter Vand, og da han om Morgenen kom med den kostelige Drik, fandt vi ud, at han havde gaaet fulde 40 Mil. Hvor godt vi skal have det nu, Papa har faaet Vand til os,“ sagde lille Henrik. Dette Sted forlod vi Dagen efter Juledag, da vi fortsatte vor Reise. Men omtrent en Uges Vei derfra maatte vi stoppe tre Uger, til der kom Regn.
Da de omsider naaede frem til Linyanti, i Februar 1860, var det først en stor Skuffelse for dem, at de ikke fandt Livingstone. Med de Matololoer, som havde fulgt ham til Østkysten, og som han havde ladt efter sig her, medens han aflagde hint Besøg i England, skulde han reise samme Vei tilbage; det havde han lovet Sekeletu; men endnu havde man hverken seet eller hørt noget til ham eller hans Følge.
Og ikke alene, at de nyankomne Missionærer nu, uden Livingstone, kom som Fremmede til Fremmede; men det ser endog ud til, at Livingstones Udeblivelse havde svækket baade Høvdingens og Folkets gode Mening om Europæere og Missionærer. Ialfald viste Sekeletu en paafaldende Vrangvillighed med de Fremmede i en meget vigtig Sag: det var nemlig Planen, at Missions-Stationen skulle anlægges ikke i Byen Lenyanti, som laa i en sumpig og altsaa usund Egn, men i en Bjerg-Egn noget nordenfor, men Sekeletu nægtede dem Tilladelse og Hjælp til at drage videre, saa de altsaa maatte forblive, hvor de vare, i eller ganske nær Byen.
Paa den anden Side bleve de dog opmuntrede ved et og andet Tegn paa Ærbødighed fra de Indfødtes Side; der blev givet dem en fed Oxe til Slagt o. s. v. Og i Tro og Haab begyndte de da sin Missionsgjerning; allerede den første Søndag prædikede Helmore, den næste ligesaa; de gave sig i Færd med at sætte sig op midlertidige Huse o. s. v.
Men snart begyndte Prøvelserne, og vi maa læse et af de mørkeste Kapitler i Hedninge-Missionens Historie. Her er Uddrag af Hr. Prices Breve:
I Løbet af omtrent en Uge bleve vi alle angrebne af Feberen, men mest Hr. og Fru Helmore, deres fire Børn og alle vore Tjenere; jeg og min Kone vare, Gud være lovet, endnu istand til at gaa lidt omkring, skjønt med megen Besværlighed. Vi kunde da se lidt til vore kjære Venner Helmore, som næsten ikke kunde røre et Lem. Da jeg en Aften gik rundt for at se efter, hvorledes det stod til, fandt jeg de fire Børn liggende paa en Seng udenfor Teltet og Fru Helmore ved Siden af Sengen paa en Pude. Ingen var vaagen. Jeg kjendte paa deres Pander o. s. v. og kom sidst til den kjære lille Henrik: han var kold, – han sov Dødens Søvn. Strax gik jeg ind i Teltet, hvor Faderen laa, og underrettede ham om det; han bad mig ikke sige Moderen det før om Morgenen. Jeg bar Barnet ind i Teltet og svøbte Liget i et Stykke Tøi og fik Folk til at kaste op en Grav, at vi kunde begrave det næste Dag. Den Lille blev begravet ved Siden af Malatsi, min Vogn-Driver, som var død faa Dage før. Da Moderen fik Underretningen, brød hun sig ikke det mindste om det, skjønt det var hendes egen dyrebare Henrik. Dette var den 7de Marts. Den 9de døde vort eget lille Vuggebarn. Den 11te døde Selina Helmore og samme Dag Thabi fra Lekatlong. Den 12te døde Fru Helmore. Hr. H. fik tale lidt med hende kort før hun sluknede. Hun sagde, hun havde ikke noget Ønske om at leve mere – hendes Dagværk var tilende, og hun stundede efter at gaa hjem til Jesus. Siden blev det bedre med Hr. Helmore og med Lise og Villiam, til omtrent midt April, da Hr. H. gik til Byen for at hilse paa Sekeletu og kom tilbage yderst mat og medtaget; fra den Stund blev det værre og værre med ham, og Fredag Eftermiddag den 20de April faldt han i et Slags Søvn og forblev i den Tilstand af Bevidstløshed omtrent 35 Timer, da han Lørdag Aften drog sit sidste Aandedræt.
Paa mit eget Barn nær, som døde i Moderens Arme (hun sad da ved min Seng, medens jeg selv laa hjælpeløs), har jeg med egne Hænder svøbt alle disse og lagt dem – ikke i Kiste, men uden Kiste i den stille Grav. Aldrig har jeg seet saa meget christeligt Mod, Taalmodighed og Iver for Christi Sag, som Hr. og Fru Helmore udviste under alle Prøvelserne baade paa Reisen og i Makololo-Landet.
Da vi saa, at Hr. Helmore blev alvorlig syg, vilde vi faa ham til at meddele os sine Bestemmelser angaaende hans to Børn og hans Gods. Men det var for silde; han havde næsten mistet Talens Brug, og alene ved at stille bestemte Spørgsmaal til ham kunde vi tildels faa hans Mening at vide, saasom han netop kunde sige Ja eller Nei. En Ting, han i Særdeleshed bad mig om, var at føre Børnene til Kap og se dem vel ombord paa et Skib for at gaa til England.
Hvad jeg følte, da jeg den æde April om Morgenen ledsagde min dyrebare Broders Levninger til den stille Grav, det kan bedre forestilles end beskrives. Alt laa nu paa mig, og jeg var saa svækket, at jeg knap kunde gaa, og min stakkels Hustru kunde ikke staa paa sine Ben.
Men strax begyndte jeg med Forberedelserne til Tilbagereisen. Jeg maatte løftes eller ledes fra den ene Kuffert eller Kiste til den anden, og efter et Par Morgentimers Arbeide med at pakke sammen vort Tøi kunde jeg være aldeles opgivet et Par Dage i Rad. Alligevel vandt jeg med at faa Alting færdig imod Enden af Mai. Indtil Hr. Helmores Død havde Malololoerne været taalig rolige; om vi levede eller døde, var dem ligegyldigt; men de havde dog været rolige. Nu derimod, da han var død og jeg begyndte mine Reise-Forberedelser, fik vi vor Møie med dem. Om Dagen blev der taget af vore Sager for vore Øine og med Magt, naar vi ikke strax føiede dem i deres Forlangengender, og om Natten blev der stjaalet i det Store. Klæder, som jeg havde gaaet med om Dagen, bleve stjaalne fra Sengekanten om Natten. Da jeg var færdig til at reise, kom Sekeletu og satte sig uden videre Ceremoni i Besiddelse af Hr. Helmores nye Vogn og en Mængde af baade hans og mit Gods. Fremdeles forlangte han to For-Oxer og to Bag-Oxer, som han vilde have til at indøve andre med, og han nødte mig til at opsætte med Reisen for at lade mine Folk indøve hans Oxer. Alle mine Geværer, med Krudt og Kugler, begge Teltene og mange andre Ting bleve tagne fra mig, medens jeg endnu var i Linyanti. En Dag laa jeg og var knapt istand til at røre mig, da der kom Bud fra Sekeletu om at levere endnu flere Sager, før jeg kunde faa Lov at reise; jeg sagde, at dersom de ikke lod mig gaa snart, kom de til at begrave mig ved Siden af de Andre; men jeg fik til Svar, at jeg kunde ligesaa gjerne dø der som noget andet Sted.
Den 19de Juni forlod vi endelig Byen, ledsagede af Sekeletu i hans nye Vogn. Om Aftenen naaede vi Floden Lenyanti, og Dagen efter blev alt det Gods, som var i Behold, færget over i Kanoer. Da det var gjort, fik jeg Bud fra Sekeletu om, at nu var Godset paa den ene Side af Floden og Vognene paa den andre, og saa skulde det forblive, indtil jeg leverede alt, hvad Helmore havde eiet. Jeg gjorde Indvendinger, men forgjæves; jeg var som et Lam i Løvens Gab. Jeg mistede ved denne Leilighed mange af mine egne Ting ogsaa. Foruden det Øvrige tog de tre Kjør og nogle Oxer. Efter denne Plyndring reiste jeg videre til Chobe-Aaen. Her lassede jeg af alle mine Sager for at faa dem over, og nu kom der atter Bud fra Sekeletu, at hidtil havde han bare faaet Helmores Gods, men at han ogsaa maatte have mit. Efter lang Underhandling fik jeg beholde nogle faa Sager for Reisen, saasom et Par Skjorter, en Vest eller to, to eller tre Par Buxer, en gammel Frak, som jeg i to Aar havde gaaet med i England, et Par gamle Sko, som jeg havde paa o. s. v. Allerede for havde de taget mine Sengklæder paa nær det Nødvendigste til den ene Seng; til den anden havde vi en Kaross; men før mine Oxer fik Lov til at sætte over Aaen, maatte jeg endnu ud med et Dækken. Den sidste Rest af Korn, som jeg havde til Mad for Folkene, havde de røvet, og for alle disse Ting fik jeg ikke med mig paa Veien saa meget som en Ged til Slagt. Saaledes var min Forfatning, da jeg tiltraadte en Reise paa omtrent 1000 Mil til Kuruman.
Ak, naar skal dette mørke Kapitel faa Ende? Paa Mababe-Sletten, den 4de Juli om Aftenen, vare Hr. Helmores to Børn, min kjære Hustru og jeg samlede ved vort Aftensmaaltid og kom til at samtale om, hvad vi havde oplevet og lidt, og med Fornemmelsen af, at nu vi begyndte at indaande den friske Ørken-Luft, opmuntrede vi hinanden til at glemme det Forbigangne og heller tænke paa, hvor miskundelig dog Gud havde været imod os, thi endnu syntes vi at have Kræfter og Midler nok til med Guds Hjælp at naa frem til Folk og blive reddede. I lang Tid havde min Hustru været yderlig afkræftet; men vi syntes alle, at hun havde begyndt at komme sig. Hun lagde sig da til at sove den Aften, men, ak, for aldrig at vaagne mere. Næste Morgen tidlig blev jeg opmærksom paa, at hun drog Pusten saa tungt. Jeg talte til hende og prøvede at vække hende, men det var for silde. Jeg sad og vaagede over hende den hele Morgen. Det blev værre og værre med hende, og lidt over Middag vendte hendes Aand tilbage til Gud, som gav den. Jeg begravede hende samme Aften, under et Træ, det eneste paa hele den umaadelige Mababe-Slette. Det var et haardt Slag; men Gud var min Tilflugt og Styrke, ja en nærværende Hjælper i Nøden. Saadanne Ting ere tunge at bære; men Gud kjender vor Formue, og saa lang vor Dag er, saa længe holder vor Styrke ud.
Price naaede tilbage til Kuruman i Februar 1861, og herfra skrev han de Breve, hvorfra Ovenstaaende er hentet.
Til Slutning siger han, at han med det Første agtede at reise med de to faderløse Børn til Kapstaden. Vistnok kunde han ogsaa for sin egen Del ønske at ledsage dem lige til England, men kun, hvis han kunde være tryg for, at Selskabet vilde sende ham ud igjen, og hvis overhovedet Selskabets Bestyrelse vilde tillade ham den Hjemreise. „Dersom, siger han i den Anledning, dersom det at lide paa Missions-Marken er at gjøre Noget, saa har jeg gjort Adskilligt; hvis ikke, saa har jeg kun gjort saare lidet. Nu er det min Bøn, at Gud vil sætte mig paa en eller anden Plads, hvor jeg kunde tilbringe mit Liv i Christi Tjeneste blandt Hedningerne.“
Selskabets Bestyrelse tilsagde ham villigt sit Samtykke til Hjemreisen; selv kunde han jo høilig tiltrænge at hvile ud og samle sit Sind efter de haarde Prøvelser, og det vilde være nyttigt for Bestyrerne at faa høre hans mundtlige Forklaringer om det Land og Folk, som havde været Gjenstand for disse Anstrængelser og Opoffrelser.
Men da det kom til Stykket, gik Hr. Price ikke ombord paa Skibet, men fra Kapstaden, hvorhen han havde ført Børnene,[1] vendte han (i August 1861) tilbage til det Indre. Han fandt, at Pligten bød ham at fornægte hint Ønske for strax at begynde igjen blandt Hedningerne. Det var hans Agt at slaa sig ned paa en Plads mellem Kuruman og Zambese, – for at han kunde være nær ved Haanden og færdig til at gaa til sit oprindelige Bestemmelses-Sted, blandt Makololo’erne, saasnart der kunde øines nogen Mulighed igjen.
Og der viser sig allerede enkelte Tegn. For det Første har man et Brev af November 1860 fra Livingstone selv, som virkelig kom til Lenyanti ud paa Sommeren 1860, faa Maaneder efter hans Vens Død og Prices Afreise.[2] Man tænke sig hans Smerte ved at høre om disse Begivenheder, skjønt Høvdingen og de andre Malololoer naturligvis ikke fortalte alt saa, som det var. Imidlertid ser man, at Livingstone fremdeles kom ud af det med Hedningerne her, og han beretter endog, at baade Høvdingen og hele Stammen nu paa hans Raad vare bestemte paa at bryde op fra den lave Lenyanti-Egn, hvis Febre de selv led under, og sætte sig ned i en kjølig og sund Bjerg-Egn paa Nordsiden af Zambese. Han udtaler da ogsaa den Mening, at Selskabet endelig ikke maa opgive Planen. – Det var kun et kort Besøg, Livingstone nu aflagde hos Makololoerne; hans Arbeider og Planer førte ham atter andre Steder hen. Men siden har man endnu engang hørt fra Sekeletu, gjennem et Brev af 1861 fra Moffat i Kuruman, som meddeler, hvad han har erfaret af en indfødt Lærer, der just var kommen tilbage til Kuruman fra en Reise til Matololo-Landet og et Besøg hos Sekeletu; det var tydeligt, at denne nu forstod, at han havde gjort galt, og at han angrede det og gjerne vilde gjøre det godt igjen.
Vi skulle høre, hvad Moffat selv tænker om Sagen:
Hvad Skyld der end kan hvile paa andre Personer (nogle, som Sekeletu havde søgt at vælte Skylden over paa som de egentlige Ophavsmænd), saa er det dog tydeligt, at Sekeletu dybt føler hvorledes han har bragt baade sig og sit Folk i en uheldig Stilling, naar han nemlig kan tilbyde at levere tilbage Helmores Vogn og desuden at give saa stor Skades-Erstatning, som der maatte forlanges for det tabte Gods. Dette er ikke alene et Skridt paa den rette Vei, men det er et stort Skridt, for en ung, uerfaren og selvraadig hedensk Høvding. Dette opliver et Haab, som Ingen, der overhovedet er fortrolig med Missionsvæsenet, kan opgive, at det til gudeligt Øiemed bestemte Gods og navnlig de dyrebare Menneskers Liv ikke skal være offret forgjæves i Makololo-Missionen. Saadanne Begivenheder, der saa ofte have ledsaget Evangeliets første Forkyndelse blandt barbariske og halv-barbariske Nationer, kan sætte den Christnes Tro paa Prøve men ikke tilintetgjøre den. Vor Herres og Frelsers Bud og ligesaa Løftet om hans Nærværelse og Bistand er uforanderligt. Han maa styre og raade, og vi burde være taknemmelige for ethvert lidet Tegn paa Forbedring, selv hos den Ryggesløseste.
Her maa jeg fremdeles meddele et Træk af den salige Præst Helmore, som Livingstone havde hørt af Makololoerne og igjen berettede i sit omtalte Brev: Da hans Hustru var død, og med Hensyn hertil, sagde han til Folket, at „Intet skulde afholde ham fra at følge sit Kald og gaa, hvorhen han blev sendt; han vilde ikke vende tilbage og forlade sin Post.“
Altsaa, trods Begivenhedernes Ulykker, og trods det dobbelt Nedslaaende i, at disse Ulykker maatte tilskrives de Folk selv, som den christelige Kjærlighed vilde komme til Hjælp, men som mødte den med den mest uskjønsomme Vrangvillighed og hjerteløse Egennytte, saa see vi dog, at alle de Mænd, som stode Sagen nær, og navnlig de, som selv vare de Lidende, holdt fast paa, at Foretagendet ikke maatte opgives. Og af den Maade, hvorpaa Missions-Selskabets Bestyrelse udtrykker sig, kan man se, at den har det samme Sind og kun bier paa et tydeligere Tegn paa, at Tiden til at fortsætte er kommen.
Men dette var jo Stephanus’s Sind, da han faldt paa Knæ og raabte med høi Røst: Herre, tilregn dem ikke denne Synd!
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |