Fra Felttoget 1788
I den sidste Trediepart af forrige Aarhundrede var det Rusland, som havde størst Indflydelse over den dansk-norske Stats ydre Politik, og vor Regjering betragtede fremdeles Sverige som sin værste Fiende. Da derfor den svenske Konge Gustav den tredie i 1788 begyndte Krig med Ruslands Keiserinde, Catharina den anden, blev Danmark anmodet om ifølge sit Løfte at angribe Svensken fra Norge af, for at hindre Gustav i at gjøre Fremgang fra Finland. Det kunde just dengang have været Haab for de Svenske om at faa Opreisning for den Skade, Rusland før havde voldt dem, thi Keiserinden havde just paa samme Tid en alvorlig Krig med Tyrkerne, men det gik nu, som baade før og siden: Broderfolkene tog russisk Parti til hele Nordens Ulykke.
Nordmændene kom dog rigtignok ikke til at udrette Meget, thi fremmede Regjeringer lagde sig imellem, og Danmark maatte standse Fiendtlighederne. Anføreren, Prinds Carl af Hessen, commanderende General i Norge og snart efter Frederik den sjettes Svigerfader, havde dog naaet frem til Gøteborg, men der skede ikke mere end en Træfning, den noksom bekjendte Skjærmydsel ved Kvistrum i det gamle Viken den otte og tyvende September 1788. Her seirede de Norske og tog flere hundrede Svenske tilfange, men der flød ikke meget Blod, kun nogle faa (som der siges fem) Mand paa hver Side, hvortil kom omtrent sexti Svenske og et Snes Norske, som bleve saarede. Men ikke destomindre voldte Toget store Ulykker i Norge. Overanføreren havde sørget daarlig baade for Proviant og Klæder til Soldaterne, og et Par tusinde Mennesker bleve af den Aarsag syge og satte for største Delen Livet til. Det var et skrækkeligt Høstregn det Aar, og Soldaterne maatte vandre gjennem Smaalenenes og Baahuslens Søle saagodtsom barbenede. Præsten i Rakkestad, Consistorialraad Thorkel Halvorsen Aschehoug, indlagde sig ved den Leilighed en Fortjeneste af mange Landsmænd, idet han sammen med endel andre forstandige Mænd fik samlet saamange Skomagere, man kunde faa fat i, og opsyet Sko i Hundredevis til Krigsfolket.
Da de Norske kom til Elven ved Kvistrum, fortæller endnu Sagnet, var al Proviant bortskjæmt af Regnen, og Brødet i Vognene opblødt til en uspiselig Velling. Man fik fat paa nogle Oxer, som blev slagtet, og uddelte lidt Brændevin. Det fortælles videre, at en Nordmand, som for mange Aar siden var rømt til Sverige fra Garnisonen i Frederiksstad, kom hen til Prinds Carl og lovede, at hvis han kunde faa Tilgivelse for sin Brøde, vilde han vise ham et godt Vadested over Elven, hvor der ikke stod svenske Krigsfolk. Han fik sit Ønske opfyldt. Da Slaget skulde begynde, trak Prindsen af Hessen sig ud af Skudvidde og hen til en Houg, hvorfra de kunde oversee Kampen. General Hesselberg red om foran Linjen og talte til Soldaterne, som stode der stive af Kulde og medtagne af Sult. „Førend de Faldnes Blod var størknet paa Jorden, skulde deres Sjæle være hos Gud“, skal Generalen have sagt. Derpaa tog Hesselberg og fæstede et hvidt Lommetørklæde paa Spidsen af sin Kaarde: det var Signalet til, at Kanonerne skulde begynde at skyde. Hvad der især hjalp Nordmændene, var, heder det, at Svensken havde sat fine Kanoner lige under en Fjeldvæg og paa en Forhøining af Tømmer, som under Rystelsen kom i Ulave, saa at Kanonerne ikke kunde bringes i rigtig Stilling igjen, medens de norske Kanoner skjød Splinter løs af Fjeldet, hvilke faldt ned og dræbte de svenske Kanonerer. Endelig kom General Mansbach, som havde benyttet Vadestedet, Svensken i Ryggen og fuldendte Seieren.
Disse Smaatræk ere opbevarede i Traditionen paa Næsodden og mig meddelte af Controllør Bull. De ere vistnok i høi Grad correcte; navnlig omtales „en norsk Dreng fra Kvistrum“, der veiledede Mansbach, ogsaa i de svenske Fremstillinger af Begivenheden.
Kort efter Affæren udkom (rimeligvis i Christiania) nogle Viser om denne Begivenhed, der nu tør betragtes som i den Grad sjeldne, at maaske Universitetsbibliothekets nylig ved et Tilfælde erhvervede Exemplar er det eneste, der haves. Den første Vise lyder
saaledes:Nu til Krig enhver sig ruster,
Og af Landet reise maae.
Sverrig Krigens Ild oppuster.
Did at komme vi attraae.
Norske Mænd, hvis Mod er sandt,
Gaaer, og banker dem galant!
Ruslands tappre Keiserinde
Har for Svensken ingen Roe,
Men han vil det faa at finde,
Hendes Bundsforvandt er tro.
Norske Mænd, hvis Mod er sandt,
Gaaer, og banker dem galant!
Dan og Nor har svoret Hende
Fast og vældig Troskab til;
Og nu skal de Svenske kjende,
N vi Eeden holde vil
Norske Mænd, hvis Mod er sandt,
Gaaer, og banker dem galant!
Da til Vetterland vi komme,
Og fik Svensken først at see,
Rørte han strax Krigens Tromme,
Sig til Træfning svingede;
Men en Rædsel faldt ham paa,
Den Tid han de Norske saae.
Tusind Dievler! kiere Herre.
See, hvor Norske kommer der,
De os vist nok ville lære,
Hvi de til os komne er.
Gram og farligt seer det ud.
O, bevar os, kiere Gud!
Tranefelt! mit Spørsmaal bliver,
Som du strax maa svare paa:
Vil du Pladsen for os give,
Eller har du Lyst at slaae:
Norske Mænd er kommen her,
For at banke Svenskens Lær.
Nei, jeg takker naadig Herre,
Kiære Danske Herr Prinds Carl!
Jeg ei rustet er desværre,
Dig at møde som en Jarl.
Før jeg retirerer bort,
End at slaaes og lide Tort.
Dog, Prinds Carl! du maa ei tænke,
Svenske Mænd just bange er,
Før du Trudseler tør skienke,
Og vil banke Svenskens Lær.
Pladsen ikke gives op,
Mens her er een Svenskes Krop.
Tusind Dievler! kiere Herre!
See hvor Norske kommer der!
De os vist nok ville lære,
De kan banke Svenskens Lær.
Grumt og farligt seer det ud.
O bevar os, kiere Gud!
Svensken han til Qvistrum ture
Lader nu sin ganske Magt;
Tænker ret, der at belure
Vore Norske med Foragt.
Norske Mænd var komne der,
For at banke Svenskens Lær.
Den Tiid vi til Qvistrum komme.
Det en Søndags Aften var.
Vore Maver vare tomme;
Man af Brød ei Forraad har.
Norske Mænd de Svenske fandt,
Kan dog banke dem galant.
Med lidt Brød vi ere tiente,
Naar en Dram dertil vi faae,
Og da kan man af os vente,
At vi skal som Løver staae.
Norske Mænd er kommen her,
For at banke Svenskens Lær.
Vore Vagter blev udsatte
Rundt omkring vor Danske Leir,
Qvistrum-Broe vi og besatte,
For at hindre Svenskens Seir.
Norske Mænd er kommen her,
For ak banke Svenskens Lær.
Tranefelt! saa vil du smage
Norske Erter, blaae og graae.
Nu velan! da skal dem fange
Og i Mængde fra os faae.
Norske Mænd skal skiænke dig
Mange tusinde fra sig.
Frisk Husarer, Norske Helte,
Frisk Soldater, frisk hver Mand,
Karle, som kan spende Belte,
Fyrer alt, hvad fyres kan!
Bombarberer fyrer saa.
At i Lue alt kan staae!
Strax blev fyret over Elven
Hurtig paa den Svenske Leir.
Der blev Skraal og der blev Skielven!
Alting os nu spaade Seir.
Vores Korps sig holdt saa brav,
At den Svenske tabt sig gav.
Svensken vil kapitulere,
Raaber, skriger, om Pardon.
Han sig maatte offerere
Fangen under Ruslands Kron.
Norske Mænd, der Svenske fandt,
Kom at banke dem galant.
I den anden Vise heder det:
Skaane det nu sande maa:
Hvad Folk de Norske ere –
Ja selv Svensken maa tilstaae,
Hvad I af dem begiere –
Strømstad villigen lod op
Sine Porte lukke
For de Norskes tapre Flok,
Maatte den snart bukke.
Her de fandt et Magazin,
Med Korn og andet meere,
Ja en Hoben Brændeviin,
Fandt man der at være;
Den Erobring herlig var,
Og kan vare længe, –
Skiønt man den bestemt ei har
For de Norske Drenge.
Strax Prinds Carl derpaa lod,
Til Qvistrum Broe hengange,
Hvor her Svensken færdig stod,
Som tagen blev til Fange –
Sex syvhundrede og fleer
maatte med marschere –
Det var Fanden, ej Plaseer,
For de Svenskes Øre. –
Længe leve Kongens Søn,
Og hver Glut i Norden.
Himlen ynde skal vor Bøn,
Som forkynder Torden,
For Prinds Carl og Friderik,
Skal hver Norsk Mand hæve
Fienden saa det skal hae Skik –
Vivat, Friderik leve.
Ved en anden Leilighed under dette Felttog vare imidlertid Nordmændene uheldige, idet nemlig en liden Transportflaade blev optagen af de Svenske og indbragt til Marstrand. Ogsaa herom digtedes en Vise,
der lyder saaledes:En Vise jeg begynder
Udi vor Modgangs Tiid,
Den 11te October
Var Lykken os ubliid.
Den 11te October
Var Lykken os ubliid.
Vi blev da Commanderet
At seile til Oddevald,
Men vi fik snart at finde
Det fik et andet Udfald. :,:
Fornøylig vi sejlte
Fra Staden Christian
Og ingen Ting os fejlte,
Vi glade var alle Man. :,:
Alt mit ude paa Sundet
Vi da i møde kom,
Nogle Svenske Røver os overfaldt.
Ligesom Løver grum. :,:
En Mand han fik strax Skade
En anden blev skudt Død,
Hvad skulde vi vel giøre,
Vi vare alle i Nød. :,:
Vore Baade bleve besatte
Med mange Svenske Mand
Som skulle os henbringe
Til Festningen Marstrand. :,:
Paa Bryggerne os mødte
Vel Hundred Svenske Mand,
Som os strax skulle føre
Til Festningen Marstrand. :,:
Vor Seng den var ej andet
End Lus og lidet Halm,
Det kan enhver vel vide,
Der haver lidt Forstand. :,:
Hvad vores Mad der ogsaa var
Vi eder sige kand,
Del var to tynde Kager,
Saa og det bare Vand. :,:
Erterne vare ej mange
Og Bønerne vel faae
Og Busterne var saa lange,
Vi kunde ej Flesket naae. :,:
Vore Baade bleve hensendte
Til Staden Gøtteborg,
Vi maae her igien ligge
Betynget med stor Sorg. :,:
Vore Navne bleve optegnet
Og sendt til Gøtteborg,
Men vi maa igjen blive
Blandt Lus og megen Sorg. :,:
For os vi sørger vel meget
Men meer for vores Folk
De skulle faae at vide
Det gik os her saa galt. :,:
I Venner vi haver i Norge
Sørg ei formeget for os,
I vil os vel beklage
Men kan ej hjelpe os. :,:
Den 30te October
Vi ud fra Marstrand slap,
Nu skal vi hjem henfare
Gud være Lov og Tak.
Nu skal vi hjem henfare
Gud være Lov og Tak.!!!
Se om disse Begivenheder forøvrigt især A E. Holmbergs Bohusläns Historia och Beskrifning. 2 Uppl. I, 176–186, Granberg, Göteborgs Hist. och Beskr. D. 1 samt Prindsen af Hessens egne Memoires sur la campagne de 1788 Copenh. 17B9. 8.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |