Fra Gyldenløvefeiden
En Sommernat ved Olsokstid 1676 søgte et svensk Streifparti paa 600 Mand at trænge over Merakerfjeldene ned i Stjørdalen i det trondhjemske. Hensigten var dels at røve og plyndre disse opblomstrende Bygder, dels at overrumple en liden norsk Troppeafdeling, som laa i Leir ved Oberst Schultz’s Gaard Vernes, tæt ved Kirken. Langs Grændsen fandtes der ingen Soldater; thi tidlig om Vaaren, strax Veiene var bleven farbare, var næsten alt Mandskab bleven sendt til det søndenfjeldske for at deltage i Gyldenløves Operationer. General Reinhold von Hoven, en Liflænder, som havde den høieste Kommando i det nordenfjeldske, havde imidlertid givet Bønderne i Meraker Befaling til at bevogte sine egne Grændser; det var bleven ordnet saa, at to og to af dem om Gangen uden Ophør skulde patruljere paa Jemtlandsfjeldene.
Samme Nat, som Svenskerne brød ind over Grændsen, fik den udsendte Vagt fra en Høide tilfældigvis Øie paa dem. Merakerbyggerne raabte dem an og spurgte, hvor de agtede sig hen. “Svensken svarer:
raabe igjen: ’Du skal komme tidligt nok!’ Skyder saa hver sit Skud paa ham og træffede strax en Korporal, at han tumlede af Hesten“.
De ilede derpaa ad Snarveie ned til Bygden, hvor Bønderne paa deres Anskrig øieblikkelig gjorde sig rede til at drage Fienden imøde, skjønt de ialt ikke udgjorde mere end 50 Mand og ovenikjøbet var slet rustede med Ammunition. Før de brød op, sendte de Bud ned til Leiren paa Stjørdalshalsen med Anmodning om at faa Folkehjælp og Forstrækning med Ammunition. Saa rimelige disse Forlangender end skulde synes at være, blev de dog ikke efterkomne, hvad enten det skyldtes Vrangvillie fra den kommanderendes Side, eller der var andre Hindringer i Veien herfor.
Efter at have bragt sine Kreaturer i Sikkerhed drog Bønderne op paa Fjeldet, hvor de lagde sig i Baghold for Fienden og foruroligede hans Marsch med sine sikre Skud. Det lykkedes ham vistnok at trænge ned til Indgangen af Bygden; men da Soldaterne var sterkt medtagne af Anstrengelse og derhos var slet provianterede, – hver Mand havde nemlig ved Opbruddet fra Jemtland faaet udleveret et Stykke raaddent Kjød og en Kande Korn – fandt Anføreren det tilraadeligst at tiltræde Tilbagemarschen saa snart som muligt. De satte Ild paa den øverstliggende Gaard og styrede atter tilfjelds.
Bønderne var imidlertid ikke tilfreds med at have afvist Fiendens Anfald, men sendte paany Bud ned til Vernes og bad om Hjælp. Havde de faaet den, var det deres Agt at forfølge Fienderne, som “nok skulde have forgjettet at gaa tilbage.“ Men da ogsaa dette Forlangende blev afslaaet, maatte Merakerbyggerne nøies med at forfølge dem paa Frastand. I tre Dage maatte Svenskerne holde til paa det bare Fjeld, idelig udsatte for Bøndernes Ild. Efter hvert som deres Heste blev udmattede af Strabadserne, hug de dem ned, for at de ikke skulde falde i Modstandernes Hænder. Omsider lykkedes det dem dog at komme over til Jemtlandsbygderne.
Foruden andet Bytte faldt femti gode Heste i Bøndernes Hænder. Da dette rygtedes, kom der en Officer fra Oberstens Gaard for at føre Hestene ned til Leiren, hvor de skulde anvendes i Kongens Tjeneste. Men Bønderne negtede at udlevere dem og erklærede: “Du skulde have hjulpet os den Tid, vi bad dig derom; da skulde du have faaet din Andel af dem. Men vil du nu tage dem, saa maa du ikke fortænke os i, at vi byder dig til Gjæst paa det samme Traktement, som Svensken fik.“
“Relation angaaende Krige udi Throndhjems Lehn og Jempteland Ao. 76. 77, 78 og 79“. (Manuskript i Kildeskriftfondets Samlinger).