Fra Hans Nilssøn Hauges vækkelse nordenfjelds
Den, som i de nordenfjeldske bygder vilde samle træk af livet i de tidligere dage, vil snart finde, at begyndelsen af vort aarhundrede danner skillet mellem den gamle som den ny tid i mere end en henseende. Oplysningstiden havde givet almuens overtro et haardt knæk, som den aldrig skulde forvinde. Men den havde ogsaa faret haardt frem mod meget i folket, som nok kunde have fortjent at leve. Overalt i bygderne hører vi om skikke, der er gaaede i glemsel, om karakteristiske træk fra en fjern oldtid, som endnu brugtes i »farfars« eller »far hans farfars« hus, om eventyr, sagn og sange, om hvilke bonden erklærer, at »me kenne tonen, men me kan ikkj’ orða.« Men imellem hin naive tidsalder og vort aarhundrede gaar der et ganske smalt spand af tid, i hvilken det gamle dør, og intet nyt har livskraft nok til at slaa rod. I denne autoritetsløse overgangstid falder Hans Nilssøn Hauges og hans venners vækkelsesprædiken, som almuesmanden med særlig forkjærlighed omfatter. Med glæde og stolthed drager han sig til minde, hvorledes en skare bondegutter uden boglig lærdom da stod frem og saavel ved sit ord som ved sin virken i andre henseender i vide kredse skabte et helt nyt liv baade i religiøs og i rent praktisk retning. Almuesmanden formaar vistnok ikke at følge strømmens løb i den udstrækning, som den videnskabelige forskning kan. Han kjender intet til, hvorvidt de religiøse ideer, som Hauge var talsmand for, var nye eller originale, eller om de bundede i den ældre tyske pietisme. Men han kan godtgjøre, at det kirkelige liv i bygden var goldt og stivnet, og at geistligheden selv havde tabt sit salt, dengang Hauge og hans venner optraadte. De mangler, som klæbede ved statskirkens rationalistiske prester, var vistnok hverken saa store eller iøinefaldende, at folket, som stod paa orthodoxiens grund, eggedes til aaben modstand, førend presterne optog kampen. Endda indskrænkede denne modstand efter det første alvorlige sammenstød, der førte til Hauges fængsling, sig ene og alene til det mest passive forsvar. Presterne maatte prædike for tomme vægge, og hvor liden agtelse, folk havde for sine sjælesørgere, gav sig ialfald i enkelte bygder et betegnende udtryk i, at de fik sit offer i – brændevin.
Allerede før Hauges og hans venners optræden i de nordenfjeldske bygder kan der paa flere steder spores en sterk, om end uklar religiøs gjæring, der fra først af maaske ikke engang har været paavirket af de søndenfjeldske »læsere.« Vi hører i flere bygder om grublende bondenaturer, som gaar i stilhed for sig selv og spørger, og først efter rum tid hos Hauge og hans venner faar et forløsende svar. I denne brydningstid skabes der en hel ny bygdedigtning, der er vidt forskjellig fra hyrdetidens frivole poesi. Denne bygdedigtning, som hilser den gryende dag, lever endnu paa almuens læber uden nogensinde at have været optegnet. Literaturhistorikeren vil maaske enten aldeles overse den formedelst dens mangfoldige anstød mod sprog og metrik eller i det høieste finde den kuriøs nok som en populariseret omdigtning af Dorthe Engelbrektsdatters, Volqvarts’s eller Petter Dass’s aandelige sange. Men denne naturpoesi har dog paa vort folks religiøse opdragelse havt en betydning, som man ved første skjøn snarere vil undervurdere end overdrive. Hver bygd nordenfjelds har en eller anden salmesanger fra hin tid at opvise. Spørger man om, hvem der har forfattet denne eller hin sang, som vækker opmerksomhed ved sin smukke melodi og tiltalende indhold, vil man endnu den dag idag faa høre svar som: »Det er Rigstad’ens salme,« »det er Gyllands vise« o. l. 70, 80 aar og mere kan være hengaaet, siden forfatteren gik i graven; men deres sange lever efter dem, endda de for den største del hverken er trykte eller optegnede. Til tidens religiøse karakteristik vil et samlet overblik over denne salmesang have sin store betydning.
Saa simple, som disse vers end forekommer os at være, har de dog vistnok mangen gang bragt en læg- prædikants opbyggelige tanker videre ud, end hans mundtlige ord kunde naa. Paa samme vis forholder det sig ogsaa med de anekdotmæssige træk om Hauge og hans venner, som endnu lever i traditionen nordenfjelds. For vor betragtning kan det være ufatteligt, hvorledes t. eks. en mild irettesættelse, som Hauge gav en mand for hans sværgen, eller et afvisende svar, som en anden fik, da han bebreidede Hauge, at han syslede altfor meget med verdslige ting, kan leve saa længe i folkets erindring. Men de lever virkelig. Fra min tidlige barndom mindes jeg, med hvilken inderlighed og varme en gammel lægdekjærring paa Leinstranden skildrede et møde med Hauge[1]. Hos hende havde – det har jeg grund til at tro – de faa simple ord, Hauge havde vekslet med hende, vakt en frimodighed og styrke, som havde varet gjennem et langt liv i elendighed.
Som centralpunktet for den haugianske vækkelse nordenfjelds kan Meldalen betragtes at være. Den første af Hauges venner, som kom derhen, var Nils Iverssøn Riis, der efter nogle skal have været fra Kongsberg, efter andre fra Jylland. Det var en ganske ung mand, sygelig og bleg som et lig at se til. Dette tilskrev almuen den grusomme medfart, han nogen tid i forveien havde maattet lide af Melhuspresten, gamle Hans Steenbuch. Ved Flaa annekskirke havde denne nemlig fakket Riis, just som han udenfor kirken talte til opbyggelse for almuen, bundet ham fast til sin kariol og i rasende fart jaget hjem til prestegaarden. Riis, der var nødt til at springe med, skal under løbet have sprængt milten, og efter den tid havde han ikke en helsedag mere i sit liv. Siden blev han sat paa Throndhjems tugthus. Efter at være sluppen ud derfra optraadte han i Meldalen, men blev her paa et opbyggelsesmøde arresteret af lensmand Strøms dreng.
Bøndernes fortrydelse over dette indgreb fra øvrighedens side var stor, og med den ansete Størker Rigstad som formand tog de uden videre Riis fra lensmandsdrengen. – Den næste dag indfandt Størker Rigstad og flere andre af bygdens bedste mænd sig hos presten Jakob v. d. Lippe Parelius for af denne at udvirke tilladelse for Riis til at prædike. Herpaa vilde presten ikke indlade sig; han gav dem tvertimod knubbede ord og bød dem pakke sig. Men denne overilelse kom den gode Parelius til at angre saart; thi fra den dag af stod han, der havde været saa afholdt, som ingen anden prest nordenfjelds, paa kant med den bedste del af sin menighed. Riis skal straks efter sit besøg i Meldalen være afgaaet ved døden.
Nogen tid efter kom lægprædikanten Iver Olssøn Gabbestad fra Thrykstad til Meldalen, hvor han tog ind hos Størker Rigstad. Neppe var hans komme rygtedes for presten Parelius, før denne sendte lensmand Strøm, en mand, som formedelst sit ryggesløse levnet har efterladt sig et daarligt ord i bygden, hen for at arrestere ham. Størker havde faaet et glimt af, lensmanden, før han svingede ind paa gaarden, og skjulte Iver Gabbestad bag et sengomhæng. Lensmanden, som ikke vidste lægprædikantens navn, traadte ind i stuen paa Rigstad med de ord: »jeg hører der skal opholde sig en sværmer her paa gaarden ..« Men Størker lod ham eftertrykkelig vide, at i hans hus taaltes hverken svir eller sværm, saa lensmanden maatte se sig om andensteds efter slige kammerater. Forbløffet og skamfuld luskede lensmanden af gaarde og skal siden have vist sig temmelig myg ligeover for den myndige Størker.
I Meldalen og de tilstødende bygder, Rennebu, Orkedalen og Gjeitestranden havde vækkelsen allerede grebet sterkt om sig, da Hans Nilssøn Hauge selv kom nordover. Paa gaarden Grinddalen i Rennebu boede to brødre. Mikkel Nilssøn og Thrond Nilssøn Grendahl. Mikkel Grendahl, der var en af de mest kundskabstørstende og opvakte bondenaturer selv i hin tid, havde tidlig sluttet sig til lægprædikanternes tilhørerkreds og modtog Hauge med aabne arme, da han kom did til bygden. Hos ham opholdt Hauge sig i længere tid, deltog i de daglig forefaldende arbeider paa gaarden og talte for dem, som ønskede at lytte til hans ord. En dag kom en af naboerne til gaarden for at spørge Hauge til raads i et eller andet anliggende. Til sin største forundring fandt han denne staaende paa laaven, hvor han svang slugulen med liv og lyst. Manden blev forfærdet og tvivlraadig, saa han hverken vidste ud eller ind. Da kom det langsomt: »Det er ret! Jeg ser, du har begyndt at drive verden!« »Ja,« svarede Hauge, »jeg maa drive verden, for at verden ikke skal drive mig.«
Blandt dem, som i Meldalen sluttede sig til Hauge, maa nævnes den gamle skoleholder Jon Lo, der i sin tid var en dygtig prædikant, Brynjulv Grut og Ole Rigstad, der begge har forfattet flere religiøse sange. Men det egentlige hoved for den lille kreds var og blev Størker Rigstad, der til trods for alle øvrighedens bud og trusler paa gjæstfrieste vis antog sig alle omreisende lægmænd.
I Orkedalen opholdt Hauge sig paa gaarden Dalen hos den bekjendte urmager Jon Dalen der senere blev danebrogsmand. Hos denne ædle og retskafne mand fandt Hauge baade ly og forsvar. Siden kom han til Gjeitestranden, hvor han boede paa gaarden Ofstad. En gammel kone, Enke Hansen, der for nogle aar siden døde i Thomas Angells hus i Throndhjem, vidste meget at berette fra Hauges ophold her. Hun havde i sin Tid været med at gjemme Hauges bøger i jorden, dengang befalingen om deres udlevering kom ud.
Med Hauges fængsling i 1804 døde vækkelsen efterhaanden hen i de throndhjemske bygder. Saa meget udrettede øvrigheden ved sit magtsprog, at opbyggelserne og lægmandsvirksomheden omtrent paa en gang ophørte over det hele land. Mange af dem, som med glæde havde omfattet Hauges forkyndelse, faldt fra i denne trængselens tid. Saaledes gik det Jon Lo og Brynjulv Grut i Meldalen. Kun en liden skare holdt endnu sammen om Størker Rigstad; men da han døde i 1812, sprængtes kredsen aldeles. Blandt dem, som blev tro indtil enden, nævner gamle folk to kvinder, den ene paa Muum, den anden paa Skaarveien, der begge døde omkr. 1850.
Ogsaa i Rennebu kan en lignende tilbagegang spores, skjønt frafaldet her neppe var saa stort som i bygderne nordenfor. Endnu den dag idag vil man hos gamle folk paa de ensomt liggende gaarde finde den høihjertede tankegang, vindskibelige flid og sedelige renhed, som udmerkede den haugianske vækkelse. Allerede i 1807 forlod brødrene Mikkel og Thrond Grendahl, som vel nærmest indtog den samme stilling i sin kreds som Størker Rigstad i Meldalen, sin fødebygd og flyttede over til Kornstad paa Nordmøre, hvor de af Jens Lemvig Bulls arvinger kjøbte gaarden Utheim. Denne gaard mageskiftede de siden (1821) mod gaarden Thorvik i øre sogn i Thingvolds prestegjeld, som hidtil havde tilhørt en fra Nordre Østerdalen indflyttet familie af samme aandsretning. Thrond blev boende indtil sin død i Thorvik, som endnu er i hans talrige efterslegts eie. Men Mikkel Grendahl kjøbte senere af grosserer Blechingberg gaarden Hafsten paa Byaasen ved Throndhjem. Almindelig agtet og afholdt som han var saavel for sin ubestikkelige retskaffenhed og sin merkelige praktiske dygtighed som for den redebonhed, hvormed han støttede ethvert privat som offentligt foretagende, som efter hans mening fortjente at støttes, hædredes han i treti- og firtiaarene oftere med storthingshvervet. Dette røgtede han med den samme nidkjærhed, som præger hele hans øvrige færd. Ved siden af O. G. Ueland indtager:han i flere henseender høvdingskabet for bondeoppositionen af 1833.
I og ved Throndhjem havde der i de mange aar, som var hengaaede siden Hauges fængsling, været en liden kreds af Haugianere, som havde holdt trofast sammen. De mest fremtrædende af dem var Henrik Mathiesen, en kvæn fra Balsfjorden, der nu havde bosat sig paa gaarden Loholt paa Opstrinden, og kjøbmændene Erik O. Wullum og Amt Solem. Alle disse tre havde en merkelig livsførelse at opvise, idet de ligesom Grendahl fra ringe kaar ved streng økonomi og stræbsomhed havde arbeidet sig op til agtede stillinger i samfundet. I visse maader udgik der fra disse mænd en kraft, der bragte nyt liv og rørelse i de throndhjemske forhold, der af krigene i aarhundredets begyndelse og den deraf følgende økonomiske krise var bragt i sterkeste forfald. En større del af Throndhjems borgerstand, hvis bedste tid faldt mellem aarene 1840–1870, hørte til deres frænder eller lærlinge. Størst indflydelse øvede vistnok E. O. Wullum og Amt Solem. »Kunde Wullums levnetsløb tænkes trykt,« skriver en mand, som i aarrækker stod ham nær, »vilde man have et verk, som ikke vilde give nogensomhelst eventyrbog efter.« Ikke mindre merkelig er Arnt Solems oplevelser. Han var en bondegut fra gaarden Solem i Klæbu og sluttede sig tidlig til H. N. Hauge. Da han var en flink tømmermand, kom han engang i arbeide hos kancelliraad Erik Must paa Leangen. Denne, som havde megen sans for træskjærerkunst og selv med held havde lagt sig efter dreierhaandverket[2], fattede godhed for den flinke, nethændte og paapasselige bondegut og hjalp ham i vei. Der hengik ikke mange aar, før han kunde kjøbe Musts store gaard og brygge ved Mustalmenningen i Throndhjem. Desuden eiede han som landsgaard den værdifulde eiendom Moholt paa Strinden. Han blev siden handelsmand i Throndhjem og blandt hans betjente var bl. a. O. A. Moe og O. A. Krogness, der begge blev agtede forretningsmænd, den sidste tillige bankdirektør. Efter nogle aars forløb solgte han sin bygaard til O. A. Moe og flyttede til Kristiania. Her kjøbte han en stor gaard i Kongens gade, gaarden Sandaker og Bakkehaug mølle, som i sin tid var anlagt af H. N. Hauge. Da Storthinget i 1830 havde besluttet, at Kongsberg sølvverk skulde sælges, hvis et bud af 75000 Spd. kunde opnaaes, fik Solem dannet et kompagniskab, for den største del bestaaende af H. N. Hauges gamle venner, til overtagelse af dets drift. Det blev imidlertid kun med de forberedende skridt. Thi Solems bud, der afgaves paa auktionen d. eden Novbr. 1832, blev af regjeringen paa statsraad P. Chr. Holsts indstilling ikke antaget. Skjønt dette neppe var fuldt ud konstitutionelt, blev der ikke mere rørt ved sagen, da den rige afkastning, verket i de følgende aar gav, retfærdiggjorde regjeringens skridt[3]. Ogsaa Solem var tilfreds med, at det gik, som det gik. »Vi vilde have faaet for stor avund,« mente han.
Det maa ansees for stor skade, at Hauges venner saa godt som intet har optegnet om sine oplevelser; havde der existeret saadanne mindeskrifter, vilde vi have havt en righoldig kilde til vor borgerstands og bondestands historie i det sidste aarhundrede. Men, som en høit æret yngre samtidig af dem har udtalt, »de var alle handlingens mænd, som kun i nødsfald greb til pennen. Denne side laa ikke for dem, skjøndt flere af dem havde det let for at udtrykke sig skriftlig.« Saaledes forfattede M. Grendahl i sine sidste leveaar en meget smukt skreven «Skildring af Hans Nilssøn Hauges liv, virksomhed og dennes følger,« som udgaves aaret efter hans død.
Meddelelser fra forskjellige i Meldalen og Rennebu samt fra M. Grendahls svigersøn C. L. Simonsen. Om en haugianerfamilie paa Nordmøre har J. Utheim i sin smukke biografiske skildring Esten Strøm (Fo1kevennen f. 1884) meddelt interessante oplysninger. Om M. Grendahls personlighed vil man – udenfor prof. A. Chr. Bangs verk om Hauge og hans samtid – finde oplysninger hos J. Brovold, John Neergaard (Christianssund 1874) og i Myhrebøes oplevelser og erindringer (Kristiania 1882).
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Maaske den gang, da han havde været indom paa Stav for at faa lensmanden Iver Monsen til at arrestere sig, uden at denne havde villet indlade sig derpaa, trods prestens arrestordre, som Hauge foreviste.
- ↑ I Throndhjem og nærmeste omegn kaldte man kancelliraaden i spøg for »Erik Dreier.« Efter hvad gamle folk i min barndom fortalte, var grunden hertil følgende ret karakteristiske episode. Erik Must havde foræret en af sine leilændinger i Strinden eller Klæbu bygd en rok, som han selv havde forarbeidet. Hos denne havde en Selbyggut set den og havde spurgt, at den var gjort af »’n Erik.« Gutten syntes, at den var utrolig fin, og skrev sig rokkedreierens navn bag øret, som han mente, han nok skulde faa opspurgt; thi han vilde forære »draakjen sin« magen til den. En stund efter gik gutten omkring i byen og spurgte efter »’inn Erik svarvar» saa længe, til en spøgefugl fandt paa at følge ham ned til kancelliraadens gaard og vise ham op paa hans dreierverksted, naturligvis i den stille tro, at han nu skulde faa noget rigtig morsomt at løbe med. Men kancelliraaden tog mod den troskyldige selbygguts bestilling, som alt var i bedste orden, og lovede at have rokken færdig, til han skulde reise hjem. Gutten kom igjen til fastsat tid og spurgte efter prisen, som sig hør og bør, naturligvis for at faa den pruttet ned. Han vilde ikke tro sine egne øren, da »Erik dreier« først forlangte en pris, som det var en gaardhandel, det gjaldt, men alligevel, naar det kom til stykket, ikke vilde have en skilling. Selbyggen tog lige fuldt rokken, som han syntes, var baade fin og velgjort. Hvem dreieren var, fik han først bagefter opspurgt. Men hver vaar, sommer og høst, naar han kom nedover for at søge arbeide, var han indom i byen med en gjedeost eller gummebid til »dreieren,« en opmerksomhed, som denne aldrig forsmaaede.
- ↑ Storthingets forh. f. 1833, V, 15. Jfr. Storthings efterr. 1814 – 33, III, 360. P. Chr. Holsts optegnelser I.