Fra Kongsberg

Norske Bygdesagn

Utgitt av Ludvig Daae, J. W. Cappelens Forlag, 1881 (Første Samling, s. 200-206).

Til Bergverksdriften har der stedse knyttet sig overtroiske Forestillinger, og mange af disse ere udentvivl forplantede af de tydske Bergfolk, der gjentagne Gange have været indkaldte, og som ogsaa medbragte forskjellige nye Skikke fra sit Hjemland.^[1] Allerede i Kongsbergs Sølvverks Barndom omtaler en Præst i Christiania, Mikkel Pederssøn Escholt, Spøgelserne i Malmgruberne. „Nogle af disse Gespenster gaa og skjøtte sig selv, andre derimod forfølge og dræbe Berggesellerne.“^[2] Man vil ogsaa i i Maurits Hansens Noveller, især i „Polykarps Manuskripter“, finde Tegn til, at slige Eventyr endnu have været kjendte i hans Dage. Et Sagn af denne Art er optegnet i en af de ældre Beskrivelser over vort Land og lyder saaledes:

„Hvem som udi Norge finder nogen Erts af hvad Slags det være kan, og det aabenbarer, bliver med Frihed og Foræring derfor benaadet. Herom er det mig sandfærdelig sagt og for vist berettet, at der er engang En udgangen ved Navn Hans, en Berggeselle, med hvad som han dertil vilde bruge, at lede efter Sligt. Og som han er kommen paa et Sted, hvor han formente, efterat han havde prøvet med Riset, at han havde antruffet og fundet et rigt Sted, begyndte han der at hakke og samle noget til en Prøve, og som han saa hakker, tykkes ham, ligesom En slog ham med en flad Haand paa hans Ryg eller Skuldre, efter hvilket Slag han blev saa afmægtig, at han maatte overgive sig og neppelig kunde gaa derfra til sit Herberg, og hvad han havde samlet, det maatte han lade blive paa Stedet hos sit Redskab. Da han kom hjem, gik han tilsengs, hvorefter han spyttede Blod og levede ikke længer end to Dage derefter. Og gav han, førend han døde, god Kundskab om Stedet og hvad han der gik fra, og hvorledes det var tilgaaet, men aldrig kunde Nogen gjenfinde den Plads, hvor god Kundskab han derom havde givet. Herom lader jeg Enhver have sin Mening og Dom, som dem synes.“^[3]

En Skildring af Kongsbergs Fortid vilde være en taknemlig Opgave for en Forfatter, da der i denne Arbeiderby, i forrige Aarhundrede omtrent ligesaa folkerig som Christiania, raadede mange eiendommelige Forhold. Det maa meget beklages, at de udentvivl talrige og charakteristiske Traditioner, der endnu for et Par Menneskealdre siden maa antages at have levet blandt Bergalmuen, ikke i Tide ere blevne samlede.

En af de Personligheder, som længst have holdt sig i Sagnet, er vistnok Myntmester Henning Christopher Meyer, der levede paa Frederik IV.s Tid og beboede det Hus, der siden længe har været benyttet til Kornmagasin. Han paadrog sig den mægtige Biskop B. Deichmans Uvenskab, som der fortælles, fordi han „havde hængt Biskoppens Billede paa et foragteligt Sted.“ Deichman blev Medlem af en Kommission til at undersøge Sølvverkets Forhold, og nu anklagedes Meyer for at have slaaet falsk Mynt eller misbrugt Stemplet til at slaa Mynt for egen Regning. Dommen lød paa Kagstrygning, Brændemærke og livsvarigt Slaveri. Paa Kongsberg fortælles endnu, at hans Hustru reiste til Kjøbenhavn for at bede om Naade for Manden og opnaaede, at han skulde være fri fort Kagstrygning og Brændemærke. Men hun kom for sent med Benaadningsbrevet og maatte fra „Bombakkerne“ se paa den store Folkemasse, der var stimlet sammen for at være Vidne til Exekutionen. Paa Akershus Fæstning tilbragte nu Meyer sine sidste Aar og døde i ynkelige Omstændigheder, men efter hans Død skal hans Uskyldighed være bleven bragt paa det Rene og Enken have faaet 3000 Rdl. som en Opreisning. Selv fortalte han til en Løitnant Wilster en Dag, da han havde været til Alters, at han vistnok var uskyldig i det, hvorfor han var anklaget, men at han dog ikke kunde klage over sin Skjebne, fordi han havde kastet sin Fader ud og spændt ham ned ad Trappen, fordi denne oftere havde formanet Sønnen til at ophøre med sit overdaadige Levnet. Mallings „Store og gode Handlinger“ har en Fortælling om en Bonde Ole Haudejur, der havde nydt Velgjerninger af Meyer og var bleven en efter sin Stand rig Mand, og som nu, da Meyer var bleven fængslet, tilbød at give Alt, hvad han eiede, for at redde ham. Det heder, at Ole „siden blev afmalet og hans Skilderi søgt af mange.“ Men skjønt Sagnet har gjort Meyer uskyldig, har han dog i Virkeligheden været Forbryder. Hans ødsle Liv gav Anledning til Mistanke, hvorfor der blev anstillet Undersøgelser, og da han blev greben i Kassemangel, arresteredes han i Oktober 1727. Der manglede ei alene Sølv, men ogsaa 6010 Mark Kobber, og det befrygtedes derfor, at han havde brugt dette til at gjøre Sølvmynterne mindre lødige. Undersøgelserne herom dreves dog i Begyndelsen med stor Hemmelighed for ikke at bringe Kongens Mynt i Miskredit. Ved Prøven fandt man, at en stor Del Mynt virkelig manglede den normale Gehalt.

Møllers Mnemosyne, I. S. 215–216. Norsk historisk Tidsskrift, 2. R., II. S. 157. Mallings store og gode Handlinger (hvor Meyer urigtig kaldes Møller), 3. Oplag. S. 342. Forhandlinger i Videnskabs-Selskabet i Christiania, 1866, S. 8–9.

1771, da Struensee havde givet Pressen fri, udkom et lidet Skrift: „Det frivillige Slaverie eller kort Begreb om Sølvværket Kongsbergs nærværende Tilstand“. Som Titelen viser, gives her et trist Billede af Bergalmuens Kaar, og disse skildres heller ikke som meget lyse af Dr. med. Henrik Rosted, en dansk Mand, der i 1792–1802 var Læge paa Stedet. Han tillægger imidlertid Almuen selv den væsentligste Skyld og klager stærkt over de tidlige Giftermaal og Kvindernes grændseløse Dovenskab. „Den allermindste Anledning er nok for dem til at løbe omkring at glane. Der gives faa Dage, paa hvilke der ikke forefalder Barnedaab, Vielse eller Ligfærd, og ved disse Leiligheder finder man stedse Kvinder i Hobetal. Da jeg en Formiddag kom ind i en Bergmands Hytte, fandt jeg tre Koner, som spillede Kort og drak Kaffe, og disse Damer lode sig aldeles ikke forstyrre ved min Ankomst. Bergarbeideren maa stedse blive en Skrantning og en Prakker, og hans gustne, blege Legeme ligner snarere en vandrende Skygge end et Menneske. Ikke destomindre føler han sig paa en vis Maade lykkelig. Født og opdragen inden Bergstadens snevre Grændser, vant til fra den tidlige Ungdom at fare an i Gruberne, har han faa Nødvendigheder og kjender ingen Trang dertil. Bergstaden og dens Gruber er hans Verden. Af denne Grund kjender han ingen større Lykke end at saa sine Børn anbragte til Bergarbeide. Deres Forlystelser ere saare indskrænkede. St. Hans-Dag pynte de deres smaa Hytter med Løv, Ungdommen opreiser en Maistang og synger og dandser omkring den. Om Aftenen antænde de Blus paa Aasene om Staden og paa Elven ved at stikke Ild i gamle Tjæretønder. Den anden Glædesdag er den saakaldte Drikkedag ved Julehøitiden; da samles Unge og Gamle i den tidlige Morgenstund og drage i Procession med tændte Fakler, Enhver til sine Gruber, hvorefter de forlyste sig i Zachenhuset med Mad, Drikke og Dands hele Formiddagen, og Bergsynger-Korpset hjelper til med Musik. Dette Korps bestaar af 12 Musici af Berg-Etaten, som forrette Stads-Musikantens Embede paa Bergstaden og opvarte ved alle Høitideligheder, ja opføre endog Concerter. Bergmanden er af Naturen rolig og fredelig og fornærmer Ingen, saalænge han bliver behandlet retfærdig. Derimod er han i Almindelighed mistroisk i Henseende til sine Foresatte. Har han sat sig i Hovedet, at der sker ham Uret, bliver han meget forbitret og er strax tilbøielig til at tage sig selv tilrette. Jeg har selv været Vidne til et saadant Optrin. Det var Løverdagen den 5te Septbr. 1795, da der om Middagen Kl. 1 blev givet Signal ved at ringe med den store Klokke. I et Øieblik var hele Torvet opfyldt af Bergfolk, der med Støi og Larm stormede til Amtshuset, hvor der paa den Tid holdtes den sædvanlige Session. Nogle trængte ind gjennem Porten og Dørene, Andre sprang igjennem Vinduerne ind i Værelset, hvor Assessorerne vare forsamlede, insulterede Overbergamtets Medlemmer o. s. v. Anledningen skal have været den, Bergalmuen troede, at en Ansøgning var bleven holdt tilbage. Kvinderne stode hos og satte Mod i Bergfolkene. Overbergamtet maatte tilkalde militær Hjelp og Krigsfolket, der bestod af Dragoner, Artilleri, Jægere og Infanteri, forblev i Staden lige til Marts det følgende Aar, med Undtagelse af Dragonerne, som snart droge bort.^[4]

Da Verket i Begyndelsen af dette Aarhundrede først reduceredes og derpaa (1805) af den danske Regjering besluttedes nedlagt, opstod store Vanskeligheder. En stor Mængde Arbeidere afskedigedes med et Aars Løn (70 til 80 Rdl.) en Gang for alle kontant udbetalt, og flere af dem drog da til andre Steder for at søge Livsophold. Nogle søgte Arbeide ved private Bergverker i Norge, andre ved Stenkulsgruberne ved Höganäs i Skaane, men endnu flere tyede ned til Kjøbenhavn, hvor de paa forskjellig Maade fristede Livet. Ikke saa faa sank ogsaa ned til ligefrem Omstreifere og Fanter, og „Kongsbergs Seller“ vare i den følgende Tid ilde ansete paa mange Kanter af Landet.^[5]

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Ved Christian IV.s Besøg i den nyanlagte By opførte Bergarbeiderne en tydsk Komedie til Kongens Ære.
2. Escholt, Geologia Norvegiae, p. 22. (Nyerups Catalog over det T.hjemske Videnskabsselskabs Bibliothek, S. 213).
3. J. L. Wolff, Norrigia illustrata, Kbhvn. 1651. 4. S. 169–170. I Marginen har Wolff tilføiet Aarstallet 1636. Et lignende Sagn læses i Beskrifn. öfwer Dalarne, Falun 1862. 8. I. 1, S. 9–10 og hensættes der til Aaret 1710.
4. Ogsaa ved tidligere Leiligheder, navnlig 1730, forefaldt lignende Uroligheder af Bergalmuen.
5. Rosteds „Forsøg til en medicinsk Topographi over Bergstaden Kongsberg“ læses i Nyt Bibliothek for Læger, I. Kbhvn. 1814, 8. S. 1–56, og Uddrag deraf i Budstikken. I. S. 428 flg. Om Sellernes Omstreifen tales i Eilert Sundts Skrifter.