Fra Monte Pincio
Aftenen kommer, solen står rød,
farvende stråler i rummet henskylle
lyslængslens glans i uændelig fylle; —
fjællet forklares, som åsyn i død.
Kuplerne gløder, men længere borte
tåken langs markernes blålige sorte
vugger opover som glæmselen før:
over hin dal dækker tusen års slør.
Aftnen, hvor rød og varm!
blusser av folkelarm,
glødende hornmusik,
blomster og brune blik. —
Fortidens store står rundtom, knapt kjænte,
bundne i marmor og vænte.[1]
Vesper det ringer, i rødmende luft
tonernes ofFerdamp tåker og spredes,
kirkernes hellige halvmørke bredes,
aftenbøn bæver i ord og i duft.
Ildbæltet over Sabinerne spænnes,
bluss på Campagnen av hyrderne tændes,
Roma med lamperne frembryder matt,
likesom sagn av historiens nat.
Gjænnem den unge kvæll
hopper en saltarell’; —
sværmere knaller til
latter og morra-spill; —
tankerne stræber i farver og toner
trofast mot det som forsoner.
Lyset har tapt i sin lydløse kamp,
himmelen hvælver de dunkelblå buer,
dypt fra dens evighed stjærnerne luer,
jordmassen synker i tåke og damp.
Øjnene flygter fra mørket mot staden,
møter et liktog med fakler i gåden;
natten det søker, men lysenes flag
vifter dog håb fra den evige dag.
Muntert en mandolin
lyder til dans og vin,
munkesang, gatelek
døves av tappenstrek; —
gjænnem det drømmende livsårens banken
glimter med daglys i tanken.
Stille det bliver, æn dunklere blå
himmelen våker og vænter; — opunder
fortid som drømmer, og fremtid som stunder,
usikkre bluss i det rugende grå!
Men — de vil samle sig, Roma fremstige
lystændt en nat for Italiens rige:
Klokkerne kimer, kanonerne slå,
minnerne flammer på fremtidens blå! —
Yndig om håb og tro
op mot nygifte to
jubler en sanger til
cither og fløjtespill.
Stærkere længsler får barnesøt hvile —
mindre tør vågne og smile.
- ↑ Marmorbyster av Italiens navnkundige mænn står rundt plassen på Monte Pincio.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |