Fra det gamle Bygdø
Ladegaardsøen hørte ligesom flere andre øer i Kristianiafjorden under Akershus slot og var særlig henlagt til statholdernes husholdning. Disse havde derfor gjort sig megen umag for at hegne og frede om den og betragtede den ganske som et lyststed og en vildthave. Hertil var øen fortrinlig skikket. Den var endnu ikke landfast, og den var bevokset med meget god skog, der efter sigende skulde bestaa saa godt som udelukkende af mastetræer. Om vinteren, da jagten foregik som skarpest, søgte harer og ræve i stort antal over isen til dette fredlyste sted, hvor de saa holdt til sommeren over og maatte tjene statholderen og hans jægere til nytte og underholdning. Naar de danske konger engang imellem gjestede Akershus, var Ladegaardsøen derfor gjerne det sted, hvor de ved jagtens glæder søgte at rekreere sig. Der var gjort alt muligt for at holde øen i sin oprindelige naturtilstand, og kastede fæstningens kommandanter end ofte graadige øine paa det skjønne trævirke, som der fandtes, maatte de dog bide sig i fingrene derefter, hvor pinagtige tiderne saa maatte være. Thi Ladegaardsøens skog maatte ikke røres.
I slutningen af det 17de aarhundrede blev øen tilstaaet vicestatholder Just Høegs enke for hendes livstid; men statholderen vedblev dog at føre et vaagent øie med øens og dens herligheders konservation. Da Fredrik v. Gabel var bleven statholder, skulde øen blive et tvistens æble mellem ham og landets høistkommanderende, feltmarskalk grev G. w. Wedel. Fra embedets tiltrædelse havde Gabel stadig været paa sin post mod den myndige feltmarskalks overgreb, og saadanne troede han naturligvis at finde i et og alt, hvad denne foretog; men for alvor opblussede striden mellem dem først, da greven gjorde mine til at ville hugge emnerne til nogle skjæker og hjulbaararme paa Ladegaardsøen. Den 28de april 1700 udfærdigede nemlig feltmarskalken følgende ordre:
«Som til Akershus fæstnings reparation behøves en del tømmer, hvortil ikke skal være nærmere raad end at lade det hugge paa Ladegaardsøen, da naar kommandanten hr. oberst de Seue skulde trænge dertil, skal han forhen give det fru vicestatholderinden, som Ladegaardsøen af hans kongl. maj.t allernaadigst er bevilget til brugs, tilkjende, og begjære dertil hendes permission, dog at han lader menagere skoven det mest muligst er, saa og at han overleverer hende en specifikation eller attest under sin haand paa alt, hvis som til allerhøistbet. hans kongl. maj.ts tjeneste i saa maade hugget vorder.[1]»
Madame vice-statholderinden blev yderst forskrækket herover, da hun befandt sig mellem to ilde. Hun tog da det parti at sende statholder Gabel kommandantens rekvisition med forspørgsel om, hvorledes hun skulde forholde sig i denne vanskelige sag. Statholderen lugtede straks, at her havde han noget for sig, hvorved han kunde komme sin myndige modstander til livs. Han tog seddelen til sig og paalagde under mange omsvøb madame Høeg at overlade ham at ordne sagen til hendes tilfredshed og til kongens bedste; foreløbig skulde hun svare kommandanten, at statholderen ei kunde give sit samtykke til hugsten, før han havde set feltmarskalkens ordre.
Det varede ikke længe, før statholderen fik meddelt feltmarskalkens skrivelse, og nu troede kommandanten, at alt var klappet og klart, saa han kunde begynde at hugge. Men det gik ikke saa glat. Statholderen havde engang sat sig i hovedet, at der gik store misbrug i svang, og vilde sætte en stopper derfor. Begyndelsen skede med følgende ordre til slotsfogden Jens Rasmussen.
«Saasom fornemmes, at paa Ladegaardsøen en stor del unge og gamle træer skal være og ydermere tid efter anden bliver omkuldhugget, saa haver I straksen lovligen af sorenskriveren lade .udnævne 8 fornuftige dannemænd, som ei alene benævnte Ladegaardsø, men endogsaa alle de andre til Akershus slot beliggende øer samt bygninger og skoge grangiveligen tilligemed sorenskriveren udi eders overværelse kunde syne og besigte, og derefter med fuldkommen beskrivelse testificere, i hvad stand baade bygninger og skogene nu befindes, og hvorledes den er ved hævd holden, saavelsom og specificerlig forklare, hvor mange smaa øer, der ligger til slottet, hvad de kaldes, hvo dem hidtildags brugt, hvor længe, for hvad afgift og efter hvis ordre det er sked, saa og stubbene at D efterse og specificere, hvor mange træer af store og smaa ere omkuldhugne og sig vidnesfast at erkyndige af hvem og efter hvis ordre det er skeet, om hvilket alt fuldkommen beskrivelse lovligen maa forfattes og forderligste til mig indleveres».
Hvad resultat denne kommission kom til, vides ikke; men det kan ogsaa være det samme. Til sin store fortrydelse saa feltmarskalk Wedel den ene dag gaa efter den anden, uden at kommandanten saa sig istand til at skaffe det fornødne trævirke, og de offentlige kasser var tomme. For ham var sagen ikke uden betænkelighed Thi de netop paabegyndte palisaderingsarbeider, der efter planen skulde gjøre Kristiania by til et slags fæstning, led herved et betydeligt afbræk. Henvendte han sig til madame Høeg, viste hun ham til statholderen, og forhørte han sig hos denne, fik han den besked, at han maatte gaa til kongen med sine forestillinger. Den ene overvældede nu den anden med sine bebreidelser.
Den 5te mai 1700 sendte feltmarskalken saa oberstløitnant Cicignon til statholderen for at tilbyde et slags forlig. Men denne var døv for alle feltmarskalkens bønner og indvendinger. End ikke dennes tilbud om at afstaa under slottet en ø, «hvis navn jeg (Gabel) nu ikke ret erindrer», som han havde benyttet til slaatteeng, kunde aflokke statholderen et samtyke til, at det begjærede tømmer blev hugget i Ladegaardsøens skog. Nu tryglede feltmarskalken ikke længere, men sendte straks folk over til øen for at hente det fornødne trævirke. Statholderen opgav da al videre modstand. Ligesom i et suk letter han den 15de mai næstefter sit hjerte i følgende allerunderdanigste udgydelse:
»Feltmarskalk Wedel har podagra; de har hugget flittig i denne uge paa Ladegaardsøen. Jeg formoder, at eders majestæt giver ordre, at han og kommandanten herefter om saadan nødvendighed forholder sig efter deres instruktion og hos kommissariatet derom gjør ansøgning, naar ingen større hast er end nu’ og hos mig, naar tiden ei taaler ophold, og at de godtfolk ei selv tager efter egen behag, mens hvad dem vorder anvist».
Denne trøst fik han og. Den 9de juni udgik der et reskript om, at »kongen ei den hugst, som feltmarskalk Wedel har ladet ske udi Ladegaardsøen, har villet approbere, og at Wedel i saadant tilfælde med Gabel skal konferere. Men forøvrig befaler kongen Gabel udtrykkelig, at han og feltmarskalken med hverandre skal leve i god rolighed, og enhver af dem efter den ham af kongen meddelte instruks sin anbetroede charge til kongens tjeneste tilbørligen og forsvarligen forestaa og forrette, og om dem noget partikulært kunde imellem være, da saadant til en anden og bedre tid udsætte«. Denne faderlige formaning lød imidlertid for døve øren; thi landets øverste myndigheder laa ogsaa senere støt og stadig i indbyrdes kjevlerier om alskens bagateller.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Denne »specifikation eller attest« findes i følgende memorial paa et og andet smaat material-træer, som behøves til hans maj.ts tjeneste at hugges paa Ladegaardsøen, som efterfølger:
Birketræer til at gjøre smaa hjul af ... 50.
Træer til hjulebaararme ... 100:
Træer til bærebaararme ... 200.
Nodesmaa (sic) træer til minepropper af birk 100.
Granskafter til spader og bakker ... 100.
Dette oventegnede vilde velbaarne hr. oberst de Seue behage at anmode fru statholderinden efter feltmarskalkens ordre.
Christiania d. 2 mai 1700.A. Coucheron.