Fremstilling af de Forandringer, som Norges dømmende Institutioner i ældre Tid have undergaaet

Fr. Brandt

Fremstilling af de Forandringer, som Norges dømmende Institutioner i ældre Tider have undergaaet

Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur, femte Aargang, 1851–1852 (s. 97-167).

„Medeltiden är en högst lärorik tid, och väl värd, att man
derom vet mera, än att strax bortom Luther och Amerikas
upptäckt ligger det stora barbariet, ungefär som man säger,
att straxt bortom Europa ligger Sibirien“.

Geijer.

Nærværende Afhandling er fremkaldt ved det norske Universitets juridiske Prisopgave for 1850–51: „at fremstille de Forandringer, som vore dømmende Institutioner undergik i det 17de Aarhundrede“, – og blev overeensstemmende med det juridiske Fakultets Bedømmelse tilkjendt Hs. Kongl. Høihed Kronprinsens Prismedalje. Det var oprindelig ikke min Agt at udgive den i Trykken; i den Skrivelse, hvormed jeg indsendte Afhandlingen til Fakultetet, udhævede jeg udtrykkelig, at den alene maatte betragtes som en Bearbeidelse af de Materialier, som jeg hidtil havde samlet, – hvad forøvrigt dens næsten aforistiske Form noksom maa vise, – men tilføiede derhos, at der endnu staar en stor Mængde Materialier tilbage, som maatte være undersøgt, forinden man kunde optræde med en nogenlunde færdig Behandling af det foreliggende Emne. Det er derimod min Hensigt at fortsætte mine Undersøgelser i denne Retning, og sednere den, ifald mine Evner og Kræfter tillade det, at levere en fuldstændig, paa Aktstykker grundet Fremstilling af den norske Proces’s Historie. Imidlertid er det i den sednere Tid blevet mig mere og mere klart, at det foreliggende Stofs tilbørlige Gjennemgaaelse vil udkræve flere Aar, saa at det tør blive afhængigt af mange Omstændigheder, hvorvidt dets endelige Bearbeidelse kan falde i min Lod, og i alle Fald er Spørgsmaalet maaske det interessanteste i vor hele Retshistorie, og kunde vel fortjene at ogsaa Andre, der interessere sig for historiske Undersøgelser, henvendte sin Opmærksomhed paa det. Under disse Omstændigheder har jeg troet at burde følge Hr. Rigsarkivar Langes Opfordring at meddele mit Arbeide, selv i dets nærværende ufuldkomne Form, gjennem Tidsskriftet, i det Haab, at det i alle Fald kan danne et lidet Bidrag til vor endnu saa godt som aldeles ubearbeidede Retshistories Behandling.

---

I. Kortfattet Udsigt over vore dømmende Institutionens ældste Organisation og deres historiske Udvikling fra de ældste Tider og indtil Udgangen af det 16de Aarhundrede.

1. Hos intet Folk paa Retsudviklingens ældste Stadium kan der være Tale om nogen ordentlig fordeelt Statsmyndighed. Staten opstaaer ikke ifølge nogen overveiet Beslutning, men den fremtræder som en Naturnødvendighed, og maa tages som et Faktum. Lovgivende, dømmende og udøvende Myndighed maa altid udøves og bliver altid udøvet; men adskilte fra hinanden og fordelte mellem forskjellige Autoriteter efter nogensomhelst Plan, finde vi dem først da, naar Folket er blevet paavirket af Begrebs-Abstractioner og har begyndt at reflektere over Retten. Denne Sandhed gjenfinde vi overalt, hos de meest forskjellige Folkefærd. Hos de frie Nationer udøves alle Myndigheder af Folket selv, og for saa vidt dette overdrager Myndigheden til enkelte Vise, eller endog til Familiehøvdinger, eller til Konger, saa vil man overalt se, baade at det skarpt fastholdes, at Myndigheden alene er en overdragen, og at denne Myndighed aldrig er begrændset efter sit Indhold, men alene efter sit Omfang. Netop de to efter sin Natur meest adskilte, den lovgivende og den dømmende Magt, ere de, som man næsten overalt træffer samlede. I de despotiske Lande, lige meget om Despotiet har udviklet sig gjennem den strenge patriarkalske Myndighed, eller skylder Erobring og Vaabenmagt sin Tilværelse, ligget det naturligen i Begrebet selv, at al Myndighed maa være forenet i Despotens Person, men Sætningens Rigtighed viser sig ligefuldt, hvor Magten af Herskeren er overdragen til hans Tjenere; heller ikke her vil man see, at nogen bevidst Deling af de forskjellige Myndigheder finder Sted.

2. Den hele germaniske Folkestamme var gjennemtrængt af en levende Friheds- og Uafhængigheds-Følelse; saa at al Statsmyndighed, forsaavidt der om nogen saadan egentlig kan være Tale, udelukkende hvilede hos Folket selv. Men hos dens tyske Afdeling, ligesom og for en Deel hos Danerne, tabte dette sig efterhaanden, deels som en Følge deraf, at der i hine Lande vare ældre Indvaanere, som bleve undertvungne, hvorved ogsaa den herskende Klasse kom til at vænne sig til at være Vidne til og snart ogsaa selv at taale politisk Afhængighed, – og deels som en Følge af, at denne i egentlig Forstand erobrede det Territorium, som den besatte, hvilket igjen forudsætter en strengere militær Organisation under et fælles, med en bestemt Myndighed udrustet Overhoved. Vi finde saaledes i Tydskland tidlig den dømmende Myndighed for en stor Deel i Hænderne paa Kongerne og deres Tjenere, medens dette i Norden var noget aldeles ukjendt. Vistnok findes det af og til i Sagaerne anført, at dette eller hiint er afgjort ved eller efter Kongens Dom; men hvor dette ikke udtrykkelig fremhæves som en Overskridelse af Myndighed eller som et Magtsprog fra Kongens Side, skal man altid see, at Tingen er, at begge Parter frivillig have antaget Kongens Dom som en Voldgiftskjendelse, hvortil der ogsaa ofte kunde være saa meget mere Grund, som det maatte være indlysende, at en for sin Visdom og Retfærd anseet Konges udtalte Mening vilde faae en særdeles Indflydelse ogsaa paa Tingmændenes Dom.

3. Det maa imidlertid nøie bemærkes, at naar man taler om Dom hos de gamle Nordboere, saa maa dette ingenlunde forstaaes paa samme Maade, som blandt Nutidens Folk. Dømmende Myndighed i Betydningen af en Magt, der har at kjende mellem de tvistende Parter saaledes, at dens Kjendelse bliver en Befaling til disse, og at det er dem forbudet at gaae denne Magt forbi og tage sig selv til Rette, var Noget, der ikke kunde forenes med deres Begreber om Folkefrihed. Tvertimod var det Regelen, at enhver Tvist bedømtes som en Krænkelse af den Ene mod den Anden, der ene og alene vedkom de tvistende Parter selv, og i Mangel af Forlig afgjordes ved Magt. Og det gjorde ingen Forskjel, hvad enten denne Tvist kom af en af den Ene mod den Anden forøvet Forbrydelse, eller af andre formeentlige Retskrænkelser eller Retsnægtelser.

Det maatte imidlertid snart blive en nødvendig Følge af Sagens Natur, at Samfundet lod det være sig magtpaaliggende at bringe det til Forlig mellem de Tvistende, og dette er unægtelig den ældste Karakteer, som Dommermyndigheden antog: et Forsøg paa og Tilbud om Mægling fra det Offentliges Side. Oprindelig maatte imidlertid dette være ganske deres egen Sag, om de vare villige til at indlade sig derpaa, men snart maatte den Betragtning gjøre sig gjældende, at naar Parterne først havde overdraget sin Sag til Samfundets Mægling, saa begik den, der ikke vilde adlyde dettes Afgjørelse, en Forbrydelse mod det hele Samfund, der paadrog ham dettes Hævn. Og nu var der kun eet Skridt til den Betragtning, at enhver af Parterne var berettiget til at æske det Offentliges Mellemkomst med den Virkning, at det efter en saadan Reklamation ikke længere var Modparten tilladt at tage sig tilrette paa egen Haand, forinden det havde viist sig, om det Offentliges Mæglingsforsøg førte til noget Resultat. („Dom er hver Mand værd at have for sit Gods.“ G. L. 34). Og i denne Skikkelse er det ogsaa vi tidligst see Dommermagten fremtræde hos vore Forfædre. Nogen Pligt for Modparten til ogsaa fra sin Side at vedtage det Offentliges Mægling som Afgjørelse, sees ei Spor til førend længe efter Christendommens Indførelse. – At deducere denne Lære paa nærværende Sted vilde føre for vidt. Det maa her være nok at henvise til den mærkelige Bestemmelse i G. L. 186, at Ingen eier Ret paa sig mere end 3 Gange, uden han hævner sig imellem til den anerkjendte Ret til at henskyde sig under Tvekampens Afgjørelse i Sager, der allerede ere undergivne Tingmænds Dom,^[1] samt til den ogsaa i en anden Henseende saa mærkelige Sætning i Trygdamaalet, „at ifald disse Parter sednere maatte faae nogen anden Strid mellem sig, saa forpligte de sig til at lade den forlige og ikke afgjøre den ved Vaabenmagt“, – hvilket ogsaa fremhæves i Danske Love. (Eriks Sjæl. L. II. 6). Jeg vil ogsaa faa Anvendelse heraf sednere ved Fremstillingen af Omgangsmaaden med Drabssager.

4. Folket som eneste Statsmagt virkede i dets Forsamlinger som þing. Dettes Beslutninger kaldtes Domme, og angik, som af det Foregaaende sees, meget andet end Retstvistigheders Afgjørelse. Kongen blev „tildømt Riget;“ Lovforslag blev „dømte og samtykkede;“ da Folket overdrog Kong Magnus Haakonssøn (Lagabøter) at revidere og forbedre Lovene, „dømte de hele Loven i Kongens Haand“ (Norg. gl. Love II. 7). Tingene vare Forsamlinger af alle Bønder inden Tingkredsen, og vare saaledes efter dennes større og mindre Omfang enten Lagting, Fylkesting eller Herredsting. Men foruden dette førte det samme Princip om Myndighedens umiddelbare Hvilen i Folkets Haand, til at ogsaa andre Forsamlinger til ubestemte Tider havde fuld Kompetens, og det var i denne Henseende Regel, at Enhver var berettiget til at fordre Ting sammenkaldt (hverr skal eiga þing, sem þings þikkir þurfa). Jeg agter nu i det Følgende at fremstille kortelig Tingenes Organisation hvert for sig, og derefter at fremstille den geistlige Jurisdiktion, der for Fuldstændighedens Skyld maa medtages, uagtet den ikke staaer i den organiske Forbindelse med det, som egentlig er Opgavens Gjenstand, som de egentlige Tinges Indretning.

5. Herredstinget (heraðsþing) var oprindelig det eneste ordentlige Ting i Landet, ligesom Herredsinddelingen oprindelig var Landets eneste civile Inddeling. Det bestod af samtlige Herredets Bønder, der under Straf af Bøder vare pligtige at møde, medmindre de vare hindrede ved lovligt Forfald eller vare Eenvirker, (d. e. saa uformuende, at de ikke holdt nogen voxen Arbeidskarl.) (Gulatings Lov Kap. 131). Disse vare alene pligtige at møde paa Manddrabsting, Kongeting, Mandtalsting og Vaabenting, hvilke sidste dog ikke havde nogen dømmende Betydning. Tingkredsen benævntes ogsaa þing (þingsókn, þinghá).

Eftersom flere Herreder sloge sig sammen til Fylker, og igjen flere af disse dannede Forbund, opkom ligeledes Ting for disse mere udstrakte Kredse, og en naturlig Virkning heraf maatte det ogsaa blive, at den engere Inddeling maatte tabe sin Bestemthed. Fornemmelig maatte dette blive Tilfældet, da hele Landet samledes til et Rige af Harald Haarfagre, og endnu mere da Haakon den Gode indførte en ny og vigtig Inddeling i Skibreder, og endelig Kirkesognsinddelingen begyndte at gjøre sig gjældende. Ved alt dette krydsedes Herredsinddelingen, der ikke mere havde sin politiske Betydning, og hvis Forstandere, Herserne, vare overgaaede til Kongens Lændermænd, saaledes, at den blev ligesaa ubestemt som nu Bygdelag o. s. v.; Hensynet til Bekvemmelighed gjorde sig gjældende. Fjerdingsinddelingen i det Vestlige og Tredingsinddelingen i Viken og paa Oplandene, der forekommer i de ældste Love, er vistnok intet andet end den ældre Herredsinddeling i dens efter Fylkerne lempede Skikkelse. Ogsaa disse deeltes i mindre Underafdelinger, især efter Magnus Lagabøters Tid, men alligevel blev i den 102 Sem amts

største Deel af Riget Herredsbenævnelsen almindelig brugelig for de engeste Tingkredse, og fik saaledes en høist uegentlig Betydning. I Trøndelagen maa Herredsinddelingen allerede meget tidlig være bortfalden, thi her dannede Fylkestinget allerede længe den engeste ordentlig Tingkreds, dog gaves i enkelte Fylker istedetfor et Fylkesthing, to Halvfylkesting, hvoraf hvert med Hensyn til Myndighed regnedes lige med et Fylketing.

Herredsting skulde efter Magnus Lagabøters nyere Landslov 1ste Bolk, Cap. 1 og 7 ordentligviis holdes 2 Gange aarlig: før Lagtinget i Midfaste (várþing) og 3 Uger efter Hjemkomsten fra Lagtinget (i August – Septbr. (haustþing). Dette var uden Tvivl ligesaa efter det ældre Tidsrums Love.

Skibredeting holdtes oprindelig kun i Kystegnene til Ordning af Ledingen, men siden udvidedes deres Virkekreds saaledes, at de paa nogle Steder traadte i Herredstingenes Sted. Dette skeede først i Trøndelagen (jfr. Frostatings Loven, Indledn. 33), – men siden, især paa Magnus Lagabøters Tid, synes noget lignende at have fundet Sted ogsaa hvor Skibredeinddeling ikke fandtes, og hvor Kirkesognsinddeling var traadt i dens Sted.

Fvlkesinddelingen holdt sig i Førstningen stadigere end Herredsinddelingen. Vistnok synes den paa Oplandene og i Viken at have været noget mindre bestemt, nærmest udentvivl som en Følge af de af Harald Haarfagres Sønner oprettede Kongeriger, hvis Grændser vel ikke altid faldt sammen med Fylkernes. Imidlertid vare disse Forandringer neppe videre betydelige. Ved Magnus Lagabøters Lovrevision blev Fylkestinget som dømmende Ret ophævet, og forekommer nu kun let de enkelte Distrikters Vedkommende, hvor det traadte i Lagtingets Sted (Haalogaland, Jæmteland og Herjedalen). Naar og hvor ofte Fylkestinget ordentligviis blev afholdt, vides ikke.

Af meest indgribende Betydning i hele den gamle Samfundsorden var dog Lagtinget; dets Oprettelse falder inden den Tid, fra hvilken man har nogenlunde sikre Efterretninger. Som før bemærket, dannede der sig tidlig Forbindelser af flere Fylker, og dette blev et godt Grundlag. Saaledes beretter Snorre, at Halfdan Svarte havde samlet et Rige paa Oplandene af Raumafylke, Heinafylke og Hadafylke, Vestfold og Vingulmark og satte Heidsefisloven derfor. Dette blev Grundlaget for Eidsivaþingslög, der endnu omfattede Gudbrandsdalir, Eystridalir, Grœnafylki og Álfheim; de havde sit Tingsted paa Eiðsvellir (Eidsvold) Allerede meget tidlig finder man et Fylkesforbund af de 8 trønderske Fylker (Eynaf., Sparbyggjaf., Værdœlaf., Skeynaf., Stjørdœlaf., Strindaf., Gauldœlaf. og Orkdœlaf.) hvilke havde sit Allsherjarting i Øretinget ved Nidaros. Dette blev ved Haakon den Godes Ordning af Lagdømmerne Grundlaget for Frostuþingslög i Forening med Naumdœlafylke, Nordmøraf., og Raumsdølaf. Tingstedet var paa Gaarden Lagatun (Logtu) i Frostens Skibrede i Strindasylke. Ligeledes synes de 3 Fylker Firda- Sygna- og Hørdafylke efter Egla c. 37 tidlig at have dannet en Forening, som ved Haakon den Godes Revision dannede Grundlaget for Gulaþingslög, der desuden bestod af Sunnmørafylke, Rygjaf., Egdaf., Valdres og Haddingjadal, og havde sit Tingsted paa Gula i Sygnafylke. Langt sednere oprettedes et fjerde Lagting Borgarþing, der holdtes paa Borg (Sarpsborg) for Viken, og indbefattede Grønafylke, Vestfold, Vingulmørk og Ranrike, der tidligere havde hørt under Eidsefislög, og hvoraf vistnok ogsaa de 3 Vestfold, Vingulmark og Alfheim ogsaa tidligere havde holdt nærmere sammen. Tiden da dette Lagting blev oprettet vides ikke med Bestemthed. I Sigurd Ranesøns Proces, der falder mellem 1113–15, opregnes 2 Gange Lagtingene i Norge, uden at Borgarting nævnes; lidt sednere nævnes det imidlertid. Hvert af disse Lagdømmer havde lige til Magnus Lagabøters Tid sine egne Lovbøger, der dog i det Meste stemmede overeens. Især synes Eidsivatings- og Borgartings-Lovene at have været næsten aldeles samstemmende.

Paa Lagtingene kunde naturligviis ikke alle Tingmænd møde, men blot nogle udvalgte Mænd fra hvert Fylke (nefndarmenn), der fik en Godtgjørelse af de Hjemmeværende (þingfararfé). Deres Antal var for Gulatingslagen efter Olaf den Helliges Bestemmelse omtrent 400, efter en senere Bestemmelse af Magnus Erlingsøn 246, efter den nyere Landslov 148. Til Frostating mødte efter den ældre Lov mindst 500 (fra de trønderske Fylker 400), efter den nyere Landslov 485; til Eidsivatinget efter den nyere Landslov 90, det ældre Antal vides ikke; til Borgartinget er ogsaa Antallet ubekjendt, efter de ældre Love maa der mindst have været 120, efter den nyere Lov mindst 96. (Se G. L. 3; F. L. 1–2; M. L. I–2). De udnævntes paa Herredstinget, sandsynligviis paa Vaartingene, hvilket endog synes at have været disses egentlige Bestemmelse (jfr. M. L. I–1). De udnævntes i Frostatingslagen af Kongens Aarmænd, i Gulatingslagen af Lændermændene og Kongens Sysselmænd og Aarmænd i Forening, og det samme bestemmes i den nyere Landslov for hele Riget. Men naar man betænker den Stilling, som Dommermyndigheden gjennem Folkets Repræsentanter i dette ældre Tidsrum indtog, bliver det sandsynligt, at denne Udnævnelse har foregaaet som en ordentlig Tingforretning, og er bleven stadfæstet ved Vaabentag med de øvrige, og det kan da neppe betvivles, at Lændermændene, som Folkets naturlige Høvdinger og den patriarkalske Magts Repræsentanter, maa have øvet en overveiende Indflydelse, og at de kongelige Embedsmænds Virksomhed kun har været forberedende. Sednere, da Lændermændene ved Slutningen af Borgerkrigene vare gaaet over til rene Kongemagtens Tjenere, blev naturligviis dette anderledes, og ved Haakon Magnussøns Fr. 17de Juni 1308 blev Lændermandsværdigheden ophævet. Enhver Vælger skulde een Gang for Alle sværge den Eed, at han nu har nævnt og stedse for Eftertiden vil nævne de Mænd, som tykkes ham de bedste (M. L. I–1). Enhver Nævndermand var under Straf af Bøder pligtig at møde, ligeledes skulde alle Lændermænd, Sysselmænd og Kongens og Biskoppens Aarmænd forfaldsløst være tilstede paa Lagtinget ligesom ogsaa efter de gamle Love en Deel af Lagdømmets Sognepræster (G. L. 3; M. L. I–2 i Slutn.)

Disse Nævndermænd repræsenterede nu den hele Tingalmue. Den egentlige dømmende Myndighed hvilede derimod hos Lagretten (lögrétta), der var et Udvalg af de ældste og dygtigste Nævndermænd. De udvalgtes uden Tvivl paa samme Maade som disse, af Lændermændene og de kongelige Ombudsmænd, men i Forening med Nævndermændene; deres Antal vides ikke i den ældre Tid, hvor der Intet herom nævnes i Loven, efter Egils Saga synes der i Gulatingslagen at have været 3 Tylfter, udnævnte af Herserne; i Frostatingslagen synes det efter den utydelige Bestemmelse i F. L. I–2, at samtlige 400 Nævndermænd fra de 8 trønderske Fylker dannede Lagretten. Efter M L. I–3 skulde deres Antal være 3 Tylfter. Lagretten havde sin Plads indenfor en hellig Indhegning (vébönd) paa Tingvolden; hver Lagrettesmand skulde een Gang for alle aflægge Eed, at rygte sit Kald efter Loven og sin Samvittighed. Man seer saaledes, at det maa have været forudsat, at de samme Mænd kunde gjenvælges ved de følgende Lagting, og dette bliver end klarere af en Mængde gamle Diplomer, hvor „svorne Lagrettesmænd“ omtales som en appellativisk Benævnelse. Lagrettens Beslutninger vare dog kun foreløbige; for at blive endelige udfordredes, at de bleve samtykkede af de øvrige tilstedeværende Tingmænd. Dette skede dog uden Tvivl blot stiltiende, derved at disse ingen Indsigelser gjorde, naar Lagrettens Beslutninger forkyndtes, men toge sine Vaaben, som medens Tinget varede maatte være bortlagte, og begave sig hjem (vápnatak, at eigna vápnatak at máli); deraf Udtrykket „med ret Vaabentag (Tingtag) dømt og samtvkket for inden og for uden Lagretten“. (Se endnu 1551 Christian den 3dies Forordning hos Paus S. 311, Norske Samll. S. 332, Dipl. Norv. I. 1030).

Lagtinget holdes een Gang aarlig mellem begge Herredstingene. Efter de ældre Love holdtes Gulating Tirsdagen i Paaskeugen, senere Petersmesse Aften (28de Juni); Frostatinget i Begyndelsen af Juli; Tiden for de øvrige kjendes ikke. Den nyere Landslov I–1 og 7 fastsatte Tiden for dem alle til Botholfsvaka (17de Juni). Tinget samledes hver Dag Kl. 6 og sad til Non (Kl. 3); dets Varighed afhang i de ældre Tider af Lagretten; efter den nyere Landslov af Lagmanden og Lagretten; Tingets Aabning (at setja þing) og Slutning (at slita þing) ledsagedes med religiøse Ceremonier, foretagne i de ældre Tider af Herseren, og i den kristne Tid af Præsten. Al forstyrrende Spisen og Drikken var forbuden; Vaaben maatte ikke bæres og Tingfreden holdtes høit i Agt. Hvo, som krænkede denne, var vargr í véum (F. L. I–3 og 5, M. L. I–3 og 5). Paa Høsttinget skulde derefter de kongelige Ombudsmænd bekjendtgjøre i Herrederne, hvad der paa Lagtinget var bleven besluttet (M. L. I–7).

At ogsaa paa Herreds- og Fylkestingene Sagerne egentlig have været behandlede af et Udvalg, en Lagrette er høist rimeligt, ligesom ogsaa, at her Antallet har været 12. Derfor taler det i Diplomerne saa ofte forekommende Udtryk „12 Mænds Dom“; ligesom dette Antal foreskrives ved de Skilledomme, der skulde sættes efter Hjemstævne m. v. Ligeledes foreskriver Erik Magnussøns store almindelige Retterbod af 1280 Kap. 28, at Sysselmanden i vigtige Sager skal tage 12 skjønsomme Mænd til Doms, hvis Dom da skal samtykkes af de øvrige Tingmænd. Og alt dette vinder end mere i Sikkerhed ved Sammenstillingen med Antallet ved Lagtingene, 3 Tylfter; thi alle Data tyde, som ovenfor anført, hen paa at Lagdømmerne oprindelig have haft et Grundlag af 3 Fylker, med Undtagelse af Frostatingslagen, men netop her synes det ogsaa som om Lagretten har haft en ganske særegen Sammensætning (se den anførte F. L. I–2).

Sluttelig bemærkes, at uagtet Valders, Haddingjadal og Robyggjalag hørte under Gulatinget, sendte de dog ikke Nævndermænd did; heller ikke sendte Haalogaland, Jæmteland og Herjedalen Nævndermænd til Frostatinget. Disse havde vel sine egne Fylkesting, der her traadte i Lagtingets Sted: Haalogaland paa Trandarnes (see Sigurd Ranesøns Proces), Jæmteland og Herjedalen paa Sprodseiðsþing. Ved Magnus Lagabøters Lov forandredes dette for Valders, Haddingjadal og Robyggjalagets Vedkommende; de to øvrige Ting vedbleve, som en Følge af den Deling af Lagtingene, som allerede nu havde begyndt at gjøre sig gjældende.

6. Det følger af sig selv, som forhen bemærket, at Almuens naturlige Høvdinger, Herserne, og sednere Lændermændene have maattet øve en mægtig Indflydelse paa Tingene. Vi see saaledes dette i det ældste Vidnesbyrd, man har om Gulatinget i Egils Saga, og det vedblev sikkert saaledes lige til de borgerlige Stridigheder. Ligeledes er det klart, at i de ældste Tider, medens Lovene endnu kun opbevaredes gjennem mundtlig Tradition, Lovkundskab (lögspeki) maatte være meget anseet, og der fattes heller ikke Vidnesbyrd om, at der i alle Egne har været Mænd, der have staaet i særdeles Ry som Lovlærde (lögspekingar, lagamenn), og efter hvis Mening alle vigtigere Sager bleve afgjorte. Disse vare imidlertid ene og alene Private, og deres Autoritet beroede ikke paa nogen som helst Embedsmyndighed, saaledes som Tilfældet var paa Island (Lovsigemanden) og i Sverige, (hvor hvert Landskab havde sin Lagmand); dog gjaldt uden Tvivl noget andet for Jæmteland og Herjedalen, der ved Gjenforeningen med Norge vistnok beholdt sin Lagmand. Fremdeles maa man ikke forestille sig de lovkyndige Høvdingers Indflydelse saa særdeles stor. Lovgivningens egentlige juridiske Bestanddele, om jeg saa maa udtrykke mig, ɔ: de lovlige Følger af et givet Faktum, var i de Tider yderlig simpel og blev vistnok neppe engang Tale om for Retten, hvis Domme mere forkynde sig som en given Pligts umiddelbare Iværksættelse end som nogen Undersøgelse og Udtalelse af nogen Forpligtelses Tilværelse og Gyldighed. Hvad der kom an paa var, at Beviset for den faktiske Sammenhæng var i Orden og alle Former iagttagne, – Resten fulgte af sig selv. De Lovlærdes Virksomhed har derfor uden Tvivl mere bestaaet i at veilede Parterne om hvad de havde at foretage sig, end i at lede Retten.

Men da langvarige borgerlige Uroligheder i det 12te og 13de Aarhundrede havde omstyrtet og bragt Forvirring i de tidligere patriarkalske Forhold, og Magten tilsidst var kommen i Hænderne paa Birkebenernes Parti, der bestod af de meest udannede Bønder, kunde Folket ikke længer bære den tidligere levende Deeltagelse i alle de offentlige Anliggender. Desuden var nu ogsaa Lovgivningen ved de flere Retterbøder bleven mere detaljeret. Ligesom vi fra dette Tidsrum af see, at Lændermandsværdigheden mere og mere taber sin Rod i Folket, og gaar over til en reen kongelig Embedsstilling, saaledes maatte nu ogsaa Tingene faa en fastere og kyndigere Bestanddeel. Og da Forbillederne her laa saa nær som paaviist, have vi Lagmandsembedets Oprettelse ligesrem historisk begrundet. At det meget vel maatte stemme med den herskesyge og myndige Sverrers Regjerings Tendens at holde Folket saa vidt muligt uden for Statsstvrelsen, – er klart, men man feiler dog vist i at antage nogen som helst planmæssig Stræben her fra Kongedømmets Side. Forholdene selv havde medført den antydede Overgang; før faldt Sagernes juridiske Side af sig selv; nu var den bleven mere vanskelig. Men hvad der her er af særdeles Betydning er, at, uagtet det er vist, at Lagmandens Bestilling egentlig ene og alene skulde være at præsidere i Lagretten som lovkyndigt Medlem og sige Lagretten hvad Loven bestemmer om Sagen, uden nogen egen dømmende Myndighed, – altsaa netop det samme som Lovsigemanden paa Island og som Sorenskriveren oprindelig skulde være ved Bygdetingene, – saa sees det dog, at det saa godt som lige strax efter Lagmandsembedets Oprettelse blev Skik at lade Sagen afgjøre umiddelbar ved ham alene saavel med Hensyn til jus som factum, med Forbigaaelse aldeles af Tingene. Dette kunde naturligviis oprindelig kun være en frivillig Handling, ligesom en Vedtagelse af hans Voldgift, men allerede første Gang, Lagmænd nævnes i Lovene (i en Retterbod af Kong Haakon Haakonsøn F. L. Indl. c. 16), hedder det dog, at Kongen har med Mishag erfaret, at Folk uagtet lovlig stevnte for Lagmanden ikke har villet møde, og ikke har villet holde Lagmandens orskurð, hvilket de derfor paalægges under 3 Marks Bod. Og i den renere Landslov I–11 er denne Lagmandens dømmende Myndighed, sideordnet med lerredstinget, endnu bestemtere udtalt, idet endog Herredetingets Dom af Lagtinget kan underkjendes, medens det, naar Lagmandens orskurð indankes, selv om Lagretten var eenstemmig, er inkompetent til at forandre dette, men kun skal indgaae til Kongen med en Forestilling desangaaende, idet Kongen alene med sit Raad er kompetent til at forandre Lagmandens orskurð, „da han er sat over Loven.“ – Og paa selve Lagtinget var hans Myndighed efter I–4 saa stor, at vistnok Lagrettens eenstemmige Mening var Dom, selv om Lagmanden dissenterede, men at, i Tilfælde af Uenighed i Lagretten, det hvorfor han erklærede sig var Dom. Og med alt dette fastholdes det dog stadig, at Lagmandens Afgjørelse aldrig kaldtes Dom, men orskurðr (Afgjørelse), se især en af den berømte Hauk Erlendssøn egenhændig udfærdiget Dom af 1302 i Dipl. Norv. I. 93, ligesom det af flere i „Norske Samlinger“ 2 og 3 Hefte indtagne Sager sees, at det endnu i Aarene 1593–7 iagttoges, at det Factiske i Formen paakjendtes af Lagrettesmændene. Af alt dette maa det være indlysende, at vi have hast en virkelig Juryindretning i engelsk Betydning og med Skjelnen mellem jus og factum, lige fra den ældste Tid, – men at Folket selv har følt det lidet Betryggende i Dommermyndighedens Udøvelse af Tingmændene umiddelbart, og at faste lovkyndige Statsdommere i Norge saa at sige have indført sig selv.

Den samme Trang hos Folket til en retskyndig Afgjørelse af dets Tvistigheder aabenbarer sig ogsaa i den Omstændighed, at vi næsten lige fra Lagmandsembedets Oprettelse træsfe flere Lagmænd i hvert Lagdømme. Saaledes omtales allerede ved Mødet i Bergen 1223 fra Gulatingslagen 2 Lagmænd, Dagfinn Bonde og Amund Remba (for Rygjafylke), fra Trøndelagen 3; Gunnar Grjonbak, (for Frostatinget) Bjarne Mardarsøn (Haalogaland) og Torstein Aasmundssøn (Jæmteland?); for Eidsivatingslagen, foruden Eidsivatingslagmanden Thorer Gudmundssøn, ogsaa Saxe af Haug (Hedemarken) og, foruden Borgartingslagmanden Øistein, en Lagmand for Ranrike Tord Skalle, og i 1294 nævnes i Dipl. Norv. antikva 82, 83 Lagmændene Peter i Viken, Einar i Tunsberg, Vige i Skeen, og samme Aar seer man af andre Diplomer, at der har været en Lagmand Amund i Oslo (Diplomer fra 1279 og 1300) og Eirik i Bergen (1293–1300), ligesom det er sandsynligt, at samme Aar har Stavanger haft sin egen Lagmand, Sigurd Ormssøn paa Randar (Samll. til N. F. og Spr. Hist. I. S. 134). Dette maatte snart medføre en virkelig Deling af Lagdømmerne i flere Lagmandsdømmer (lögsókn), der hvert havde sin egen Lagmand og sit eget Ting, hvis Organisation var overeensstemmende med Lagtingets og hvis Dom navnlig ikke kunde paaanker til dette. Herved blev naturligviis Retspleien meget bekvemmere, hvoraf igjen fulgte, at de store Lagting mere og mere tabte sin Betydning og tilsidst gik aldeles i Forglemmelse, uden som Ting for det nærmeste Distrikt. Men den Decentralisation som dette medførte, bidrog naturligviis ogsaa til at Folket mere og mere ophørte at tage saa virksom Deel i Dommermyndighedens Udøvelse som før. Magnus Lagabøters Landslov nævnes forresten ikke det mindste om en saadan Deling af Lagdømmerne, men den er kjendelig kommen istand af sig selv ved Omstændighedernes Medfør ganske kort Tid derefter; thi allerede i 1322 omtales et ordentlig organiseret Lagting paa Avaldsnæs ved Jonsmessedag^[2] (Dipl. Norv. I. 168).

De Lagting, som paa denne Maade opstode, sees af Diplomerne at have været følgende: I Frostatingslagen var foruden Frostating (som forhen) Steigarþing for Haalogaland og Sprotseiðsþing for Jæmteland og Herjedalen, ligesom Nidaros sees i alle Fald undertiden at have haft sin egen Lagmand; saaledes nævnes i 1309–11 en Frostatingslagmand Sigurd, og samtidig med ham var Ottar Torsteinssøn Lagmand i Nidaros (Dipl. Norv. I. 121, 127 og gl. Love II. 289.) I Gulatingslagen var foruden Gulating (for Firda-, Sygna- og Hordafylke), Avaldsnesþing for Rygja- og Egdafylke (Stavanger Lagmand nævnes allerede 1297 i Samll. I. S. 134. cfr. Dipl. Norv. I. 168). Sednere sones ogsaa Agdesiden at have faaet sin egen Lagmand, thi Dipl. Norv. I. 1094 (fra 1539) nævner samtidig Jon Simonssøn Lagmand paa Agdesiden og Nils Claussøn Lagmand i Stavanger; ligesom en Agdesidens Lagmand Bengt Hernigsøn omtales mellem Aarene 1531–3. 7 Ligeledes nævnes i 1560 samtidig Jon Simonssøn, Agdesidens Lagmand, og Jens Pederssøn, Lagmand for Stavanger (Paus Frd. S. 340). Endelig har Bergen havt sin egen Lagmand, og der nævnes Lagmænd i Kongsgaarden, der i alle Fald undertiden sees at have været forskjellige fra de øvrige. Saaledes omtales i forskjellige Diplomer Guttorm Kolbjornssøn, lagmaðr i konungsgarði mellem Aarene 1325 og 1333; men i andre Diplomer nævnes Baard Petersøn som Gulatingslagmand i 1325 og 1329 og Bjarne Ønundssøn i 1332, samt Endride Simonssøn som Bergens Lagmand i 1325 og Trond Krakasøn i 1332; se især et Diplom fra 1325 i Codex Munkalivensis p. 155, hvor alle 3 nævnes paa een Gang; se ogsaa Absalon Pedersøns Beskrivelse i Suhms Samll. 2 B. 1 Hefte S. 90, hvoraf sees, at dette i alle Fald i Midten af det 16de Aarhundrede maa være ophørt. I Borgartingsagen var foruden Borgarting (Borgarsysla) tillige Skiðuþing (for Grønafylke 1294 Dipl. Norv. I. 82), og Fors-, eller Bagaholmsting (for Ránrike og Elfarsysla Dipl. Arn. Mag. fasc. 80. 18), Tunsberg Lagting for Tunsberg og Vestfold, Oslo Lagting for Oslo og Osloarsysla. I Eidsivatingslagen sees der ogsaa at have været 2 Lagmænd, men sednere sees der dog kun at have varet eet Lagting for Oplandene. Der maa saaledes have været lige til 15 Lagmænd paa een Gang i Norge.

Men man maa dog ikke forestille sig de Jurisdictioner, hvori Landet saaledes blev deelt, som fast begrændsede Distrikter. Saadanne vare i det Hele ukjendte i ældre Tider. Enhver Embedsmand (Sysselmand, Lagmand o. s. v.) fik uden Tvivl ved sin Ansættelse et vist Distrikt anvist, og selv heri skede der vistnok af og til Forandringer. Jeg har imidlertid hidtil ikke truffet noget udtrykkeligt Vidnesbyrd om Forening af 2 Lagsogn, uden for saa vidt Bergens, Gulatingets og Kongsgaardens Lagstole, ligesom ogsaa Nidaros og Frostatingets undertiden sees at have været beklædte af en og samme Person. I 1446 sad Oslo Official og Simon Bjørnssøn, Væbner, efter Hr. Hartvig Krummedikes Ordre i Oslo Lagmands Sted.

Færøerne, Orknøerne, Hjaltland, Island og Grønland havde sine egne Lagting, men om Retternes Organisation der kan paa dette Sted ikke være Tale.

7. Om Tingenes Organisation i Kjøbstæderne mangler man for de ældste Tider saagodtsom enhver Underretning; da den ældre Bylov (Bjarkøretten) kun er os bevaret i Brudstykker. Naar man imidlertid tager i Betragtning, at det i alle Fald kun kan have været kort før Magnus Lagabøters Tid, at Byernes Retsvæsen i Modsætning til Landet kan „have antaget nogen synderlig Fasthed, saa er der neppe meget vovet ved at forudsætte, at de i denne Konges almindelige Bylov givne Bestemmelser udtale de Regler, som allerede tidligere gjaldt. Hvad man veed om Kjøbstadretterne før Magnus Lagabøters Tid, indskrænker sig til, at der til Herredstingene paa Landet svarede et Møde af alle huusfaste Mænd i Byen (bœarmót), der deels til bestemte deels til ubestemte Tider sammenkaldtes af Gjaldkeren (eller Byfogden) og holdtes under dennes Præsidium. Enhver som vilde have det sammenkaldt, havde at henvende sig til Gjaldkeren, der da havde strax at udsende Bysvenden (kallari), som ved at blæse i et Horn paa Gaderne kaldte Bymændene til Møde (df. Udtrykket at krefja horns). Bymødet stod formodentlig under de almindelige Lagting.

Efter Magnus Lagabøters nyere Bylov vedblev Bymødet som underordnet Domstol i Byerne. Det holdtes regelmæssig 3 Gange aarlig: 7 Dage efter Bylagtingets Slutning i Januar; (B. L. I–5) da skal Gjaldkeren og Sysselmanden lyse Alt hvad der blev forhandlet paa dette; det 2det Mandag efter Midfaste Søndag (Vaabenting) (B. L III–13 jfr. B. R. 137) og det 3die Thomasmesse (21de Decbr.), da Julefreden sattes m. v. (B. L. VI–1 jfr. B. R. 135; se saaledes „Norske Samlinger“ S. 269). Forresten holdtes det som før, naar Omstændighederne udkrævede det. Alle Raadmændene, Sysselmændene, Lagmanden og Gjaldkeren vare forpligtede at indfinde sig.

Derhos fik nu de større Byer Bergen, Nidaros, Tunsberg og Oslo sine egne Lagting, der afholdtes een Gang aarlig under Bylagmandens Forsæde, Dagen efter 13de Dag Juul (7de Januar). Det dannedes af samtlige 12 Raadmænd som selvnævnte, samt 48 Nævndermænd, 12 fra hver Fjerding, og holdtes i en af Stadens Gildestuer. Sysselmanden, Gjaldkeren og Kongens og Biskoppens Aarmænd vare pligtige at være tilstede. Indretningen var for Resten som efter Landsloven; Lagretten, hvis Plads ogsaa her var inden vébönd (see endnu 1594 Norske Samll. S. 332), bestod af de 12 Raadmænd og 12 Lagrettesmænd. At der ogsaa har været en Lagrette ved Bymødet er sandsynligt, hvilket i alle Fald sees at have været Tilfældet i Bergen i Slutningen af det 16de Aarhundrede, se Kongebrev af 13de Decbr. 1590 i Evensens Samlinger 2 Bind 1 Hefte S. 32, samt de i Norske Samlinger S. 221 fgg. leverede Uddrag af Bergens ældste Retsprotokol 1592–5, der efter al Sandsynlighed er den ældste norske Retsprotokol, der existerer. Man seer tillige heraf, at Bymødet er bleven holdt paa Raadhuset, og at det og Lagtinget næsten var gaaet over i hinanden. At Borgermesterne lige fra dette Embedes Oprettelse mod Midten af det 10de Aarhundrede have taget Deel saavel i Bymødet som i Lagtinget, fulgte af sig selv. Bymødet laae igjen til Grund for Raadstueretterne, hvorom senere. Mærkelig er endnu Bestemmelsen i B. L. VII–15, at den der var utilfreds med Lagmandens orskurð kunde indstevne Sagen for Bymødet, og derfra til Lagtinget, hvorfra Sagen gik til Kongen, hvis Lagretten var uenig; medens efter Landsloven ingen Sag kunde komme fra Lagmanden til Herredstinget eller omvendt, og i Tilfælde af Meningsulighed i Lagretten, Lagmandens Mening var Dom.

8. Det vil snart sees ved Betragtningen af de Gamles Rettergangsvæsen, at det ledende Princip deri har været følgende: Hvad der var Lov og Ret i et givet Tilfælde, fulgte af sig selv; hvorvidt dette Tilfælde var forhaanden, bedømtes af Ens Medborgere: det var paa en vis Maade en Opinionssag. Men deraf fulgte igjen, at Folkets Myndighed i denne Henseende ikke kunde være indskrænket til visse regelmæssige Sammenkomster, men at Enhver, som havde Noget at andrage for sine Medborgere, kunde sammenkalde dem naar han vilde, hvilket Loven udtrykker: skal hverr þingi ráða, er þings þykkist þurfa. (G. L. 131). Disse overordentlige Tinge vare naturligviis Herredsting, og bleve især af Vigtighed derved, at de for visse Slags Sager angaaende Drab og større Legemsbeskadigelser synes at have været eneste forum. Tingene sammenkaldtes ved at udsende Budstikken, i Manddrabssager en Pil (ör, deraf örvarþing), hvilken enhver Bonde under Straf af Bøder var pligtig at besørge videre.

Men den samme Grundsætning førte længere. Thi i alle civile Sager, hvor Faktum ikke var paa det Rene (erkjendt eller vitterligt), seer vi, at en af begge Parter selv opnævnt Ret (skiladómr) blev nedsat for at bringe det paa det Rene. Men denne Skilledom var intet Ting, den kunde ingen Dom give, men blot paalægge Indstevnte Eed i Forhold til Sagens Betydenhed. Naar Sagen herved er bragt paa det Rene, forudsættes det, at Vedkommende godvillig opfylder sin Forpligtelse, der nu er bleven vitterlig; skede ikke det, bliver Fremgangsmaaden den samme som om Sagen oprindelig havde været vitterlig: Sagsøgeren maa stevne til Tings. Men her bliver der nu ikke længer Tale om Sagens Realitet, men kun om den givne Pligts umiddelbare Iværksættelse under Forudsætning af, at alle Former ere iagttagne, og Beviset i sin Orden; thi i faa Tilfælde bliver Indstevnte idømt Boder for Ran, og Tingmændene ere pligtige at fare med Domshaveren og udtage hans Tilkommende tilligemed Bøderne. (Se især G. L. 35 og 37 jfr. 86, 89 og 91 og F. L. X. 11 til 18 og XIII–11). Den nyere Landslov har her de samme Bestemmelser (se M. L. VIII–3 og 4 jfr. VII-18, 24 og 61), men derhos har den givet Institutionen en betydelig Udvidelse deri, at den personlige Ret, eller Bøderne for Forurettelser, efter den ikke længere var lovbestemt, men blev fastsat ved Skjøn af 6 eller 12 Mænd, eller, som Loven ogsaa udtrykker sig, „sem (6 eller 12) skilrikir menn dœmi;“ „eptir laga dómi.“ Disse udnævntes af Retsbestyreren (réttari) ɔ: Lagmanden eller Sysselmanden; noget nær det samme er det Skjøn af 12 skjønsomme Mænd, der efter M. L. IV–4 skulde optages i Voldtægtssager, som ikke vare paa det Rene.

Nogen egentlig detaljeret Fremstilling af Procesmaaden efter de ældre Love vilde for Resten ligge udenfor Grændserne for nærværende Undersøgelse, og maatte blive altfor vidtløftig, naar de mangfoldige og yderst tvivlsomme og vanskelige Spørgsmaale her skulde drøftes. Imidlertid staar denne Materie i en saa nødvendig Forbindelse med Fremstillingen af Retternes Organisation, at det ikke kan undgaaes at levere et skitseret Omrids af det meest Karakteristiske derved, hvilket imidlertid skal skee i muligste Korthed og uden nogen Deduktion, især da vel i det Mindste Hovedpunkterne maa siges at være nogenlunde sikre, naar man kun stadig fastholder, at de Gamles Tingsdomme ikke egentlig var Forpligtelsens Anerkjendelse, men mere dens umiddelbare Iværksættelse.

At Rettergangen i Norge i de ældste Tider har været bunden til strenge Former, og at man i det Mindste ved betydelige Anstød mod disse kunde tabe sin Sag i Realiteten, seer man blandt andet af Sigurd Ranesøns Proces, hvor dog Kong Øisteins Paastand selv synes at vise, at det ikke har været nogen udtrykkelig Lov-Bestemmelse, han paaberaabte sig, ligesom nogen saadan heller ikke findes i Loven. Imidlertid ere disse Former i Lovene, saaledes som vi nu besidde dem, næsten aldeles forsvundne, og Processen er betydelig simplere end Tilfældet var f. Ex. paa Island efter Graagaasen, hvorom man af Njaals Saga kan faa et anskueligt Billede. Regelen, at Ingen maa tage sig selv tilrette, udtales gjentagne Gange. Alle civile Sager begyndte med Hjemstevne, som ovenfor omtalt, hvorved da Sagen enten var eller blev bragt paa det Rene i Realiteten, og den især i G. L. 35 og 37; F. L. X–2 til 24: M. L. VIII–3 og 4 for Gjældssager beskrevne Fremgangsmaade har uden Tvivl været brugelig i alle civile Sager, dog naturligviis med de fornødne Afændringer, naar Sagen ikke angik Penge eller Gods. Naar den Skyldige da ikke opfyldte sin Forpligtelse, kom Sagen for Tinget, men dettes Afgjørelse blev ikke en Dom, hvorved den Skyldige befales at efterkomme sin Pligt, men ved Dommen iværksættes Pligtopfyldelsen umiddelbart, hvorhos der nu bliver Tale om den Forbrydelse, ikke at have opfyldt sin Pligt. Tingmændenes Dom gaar derfor ud paa en Straf for réttleysi (Friedløshed eller Bøder), hvorhos de have at opfylde Pligten ved umiddelbar Tvang, forsaavidt dette lader sig gjøre. Overeensstemmende hermed er Processen i Odelssager, kun har denne et langt antikere Præg, og er overhovedet mere indviklet. Odelsmanden begyndte med Udsigelse, aldeles som nu tildags, hvorefter Sagen videre forfulgtes paa almindelig Maade med Hiemstevne og Domfæste, saaledes som udførlig forefindes i G. L. 265–269. Beviisførelsen var især meget omstændelig. For det Tilfælde, at Besidderen nægtede at være rette Sagvolder, men paaskjød at have solgt Jorden til en Anden, blev det naturligviis denne, som nu blev at søge paa den angivne Maade; men var Besidderens Opgivende løgnagtigt, eller naar Besidderen aldeles intet Svar vilde give, og, uagtet gjentagne Opfordringer, nægtede at indlade sig paa Sagen, hvorved naturligviis Skilledom blev umulig, – kom den til Tings paa sædvanlig Maade, hvor da Besidderen til Straf tabte i Realiteten; og i sidste Tilfælde desuden blev straffet som for Ran. Naar for Øvrigt Besidderens Pligt til at vige var bragt paa det Rene, men han endnu ikke vilde opfylde den, blev han at stevne til Tings for Ran som ellers, og Tingmændene vare pligtige til at bringe Dommen i Udøvelse (se. 268 og 9, der uden Tvivl maa fortolkes i Forbindelse). Gjenløsningssummen bestemtes ved uvillige Mænds Skjøn, efter at Dommen var afsagt. Tilsvarende Bestemmelse hertil findes aldeles ikke i Frostatingsloven, hvis XII – 6 til 8 blot giver nogle almindelige Regler ser Indløsning af Jordegods. Den nyere Landslov VI 8 til 10 indeholder de samme Regler som Gulatingsloven med de Forandringer, som Odelens forandrede Karakteer maatte medføre. Det vil sees, at jeg fortolker den utydelige Bestemmelse i G. L. 266 i Slutningen i Overeensstemmelse med Kap. 35. Deduktionen heraf vilde imidlertid føre os for vidt paa dette Sted.

Procesmaaden efter Byloven hvilede paa det samme Princip (B. R. 52, 98, 153–159, B. L. 10 og 12), dog blev her den Skilledom, som skulde sættes efter Hjemstevne, et paa almindelig Maade sammenkaldt Bymøde, og dette træder ligeledes i Stedet for Tinget, saa at Dommen fældes umiddelbart paa dette.

Processen i Misgjerningssager var forskjellig fra den ovenfor beskrevne, men hvilede dog i Grunden paa det samme Princip. Tingen er, at enhver Misgjerningssag antoges at være reen og klar, og den retlige Følge (oprindelig altid Fredløshed og Blodhevn) indtraadte ipso jure. Men Lovene give os ikke noget Billede af det oprindelige Forhold i dets Reenhed, men viser os det paavirket af den mere ordnede Skikkelse, som den sednere Statsforfatning maatte medføre. Deraf den Forskjel, som finder Sted mellem Sager angaaende Drab og angaaende andre Fornærmelser.

Omgangsmaaden i Drabssag er omhandles fornemmelig i G. L. 156 og F. L. IV.–7 og flg. Artt. M. L. IV–8 til 11 og Parallelstederne i Byloven.

Forbryderen blev ved selve sin Gjerning fredløs (óheilagr) for den Fornærmede og hans Æt, men naar han strax tilbød lovlige Bøder, saa helligede han derved sin Person til Tinget, og dersom der saa opnaaedes Forlig, blev han tilsagt Fred og Tryghed, og Sagen var dermed forbi, ja alle fremtidige Tvistigheder mellem disse samme Parter skulde altid forliges. Men rammede Hevnen ham, forinden han endnu havde faaet helliget sin Person, var ogsaa denne lovlig, ligesom ogsaa den Fornærmede kunde undslaa sig for at modtage noget Forlig, se især G. L. 186. Naar et Drab var begaaet, skulde Eftermaalsmanden udsende en .Pil (ör; skera upp ör, lata ör fara), der skulde bæres fra Gaard til Gaard, og Enhver, som den naaede, var pligtig at indfinde sig til et Ting samme eller næste Dag paa Drabsstedet (örvarthing). Navnlig skulde de møde, for hvem Drabet var lyst, og naar der i det Mindste mødte 27 Bønder, var Ørvartinget kompetent. (G. L. 151, Hákb. 31, hvoraf Lakunen i F. L. maa suppleres). Var Alt nu paa det Rene, var Sagen dermed afgjort; blev den ikke forligt, var Drabsmanden fredløs. I Almindelighed synes dog blot Oplysningerne om Sagens faktiske Sammenhæng at være indhentede paa Ørvartinget, medens det egentlige Søgsmaal udsattes til et Herredsting, stevnet til 5te Dag derefter paa det almindelige Tingsted (fimtarþing). Grunden hertil er naturligviis den, at det endda især ofte maatte blive indvendt, at den Dræbte var falden uhellig. Befandtes nu Drabsmanden skyldig, men Eftermaalsmanden var villig til Forlig, tilsagdes ham strax midlertidig Fred (grið), og naar siden Bøderne vare blevne rettelig erlagte, fuldkommen Tryghed (trygðir), for hvilke Begge man har opbevaret Formularerne, der ere yderst mærkelige og overmaade gamle (se Íslendinga-Sögur 2den Udg. i Slutn.).I modsat Fald blev Fredløshedsdom strax afsagt, og umiddelbart derpaa, hvis den Skyldige var tilstede, udført. Kongens Aarmand var paa Forlangende pligtig al lade Dommen exekvere, ligesom han havde at være tilstede for al paasee Kongedømmets Ret. Paa samme Maade som ved Drab forholdtes det ved flere Legemsbeskadigelser. Andre Fornærmelser stevnedes umiddelbar til Tinget, uden at noget örvarþing sammenkaldtes; Fremgangsmaaden var her næsten den samme. Tyve, der vare grebne i Gjerningen, skulde føres med Kosterne bundne paa Ryggen til Kongens Aarmand eller til Tinget, hvis Dom da strax blev sat i Udøvelse, uden at der nogensinde her kunde blive Tale om Forlig (G. L. 253. 254. F. L. XIV–12).

Paatalen af alle Misgjerningssager flød uden Hensyn tit deres Betydenhed aldeles i den Privates Haand, dog med Undtagelse af Tyveri, – men dersom Forbrydelsen medførte Bøder til Kongen, maatte disse i alle Tilfælde betales,; hvitket skulde paasees af Kongens Aarmand, der saaledes havde at paatale Forbrydelsen, dersom den rette Sagsøger undlod det. Forlig i deslige Sager matte under Straf ikke indgaaes underhaanden, men kun paa Tinget (G. L. 214. 256). Ved Lagmandsorskurd kunde Misgjerningssager aldrig afgjøres.

At den Beskyldte blev personlig heftet, finder man kun at have været Tilfældet, naar han var greben i selve: Gjerningen (see saaledes G. L. 152, 183 og 253. F. L. IV.–10, XIV–12 B. R. 13 og flg. St.) Derimod sees det ofte at have været den Tiltaltes Pligt at stille Borgen for sin Tilstedeværelse (tak), navnlig overalt, hvor en Udsættelse fandt Sted med den endelige Dom (se f. E. G. L. 102. B. R. 52 og 98. 23 50. o. fl: St.)

Nogen som helst Benaadningsret kunde der ille tilkomme Kongedømmet under saadanne Forhold, uden for saa vidt Kongedømmet maatte kunne eftergive de det tilfaldende Bøder, eller tilstaa Forbryderen Ret til at opholde sig i Landet (landsvist). Men dermed var han lige fuldt fredløs for den Fornærmede og hans Æt, indtil han var bleven forligt med og havde modaget Tryghedsløfte af dem, og hvad han vandt ved Landsvistbrevet var saaledes blot, at han fik Fred for Andre, og at Folk nu sagesløse kunde omgaaes ham (jfr. F. L. Indl. 5).

Ved den nyere Landslov blev den her beskrevne Fremgangsmaade i det Væsentlige uforandret, dog sees den Fornærmede ille længer at have kunnet modsætte sig Sagens Afgjørelse paa Tinget. Det synes nu at være blevet mere almindeligt, at den Tiltalte blev heftet paa Person (se M. L. IV–8, 16, 9. B. L. sst 8 og 17, 20), i det Mindste naar Sagen var nogenlunde betydelig. Sysselmanden er her den exekutive Embedsmand: han holder Forbryderen i Forvaring og besørger Legemsstraffen exekveret

Til foreløbige Forhør i Misgjerningssager findes der ikke endnu noget Spor. Den Antydning til noget saadant, som man maatte ville søge i Ørvartinget, et altfor fjern. Noget nærmere ligger Bestemmelsen i M. L. IV–11 og flere Steder, ligesom ogsaa Ransagningen i Tyvssager, og Eftermaalsmandens Ret til i Mordsager, hvor Gjerningsmanden er ubekjendt, at søge 3 Mænd efter hinanden til Benægtelsse med Tylftered, hvilket gjaldt saavel efter de ældre som nyere Love. Men i den følgende Lovgivning seer man alt flere og flere Spor tll Forhør, dog uden at det nogensinde synes at have været lovbestemt. Deslige Undersøgelser sees forresten altid at have været extrajudiciale. Paa Trælle anvendte man Tortur for at bringe dem Bekjendelse; ligeledes synes det Samme t den sednere Tid, da gjennem dansk Ret ogsaa bet germaniske Retsvæsen saa smaat begyndte at gjøre sig gjældende, at have været anvendt paa Kvinder, der beskyldtes for Troldom.

I Kjøbstæderne traadte tilstevnede Bymøder saavel i Stedet for Ørvarting som Femtartinget, og Gjaldkeren, som det lader, i Sysselmandens Sted, (se saaledes Norske Saml. S. 221 fgg. 328, 29 og 30).

10.Om nogen Appel kunde det efter de Gamles Opfatning ikke være Tale. Enhver Dom, naar den kun var rettelig fældet, var endelig og afgjørende. Men dertil hørte, at den var eenstemmig, eller i alle Fald en saa overveiende Opinionsytring, at Protesterne aldeles overdøvedes. Var den ikke det, var den ingen Dom, og Sagsøgeren kunde gaa til de høiere Domstole. Men man seer tiliige, at Lovene betragtede Dissens mellem Tingmændene som Noget, der, ikke, eller i alle Fald vanskelig, kunde finde Sted uden Pligtforsømmelse fra disses Side, hvorfor det gjærne paalægges Minoriteten at bevise, eller aflægge Eed paa, al have handlet efter bedste Overbeviissning. Og denne Tankemgang vil sees at være temmelig konsekvent, naar man betænker, hvad ovenfor er anført, at de retlige Følger af et givet Faktum antoges at falde af sig selv, og at Bedømmelsen af Beviset for dette Faktum ogsaa i Almindelighed var klart, især paa Grund af Eedsinstituttets Indretning.

Enhver Sag ansaaes at være først indbragt for Herredstinget; derfra i Tilfælde af Dissens for Fylkestinget, og derfra, hvis mindst ¼ af Tingmændene vare uenige, for Lagtinget (G. L. 35). Var der ogsaa her deelte Meninger, og Minoriteten ikke var ubetydelig, blev der vel ingen Dom af, eller maaske Sagen kom til Voldgift, eller endelig er del muligt, at det gik til som paa Island, at Majoritetens Mening i Lagretten dog var Dom, naar den blev samtykket af de øvrige Nævndermænd ved Vaabentøg, og at den blev forkyndt som eenstemmig for Formens Skyld. Efter den nyere Landslov, I–4 var i Tilfælde al Dissens i Lagretten den Mening Dom, hvorfor Lagmanden erklærede sig, medmindre Kongen og hans Raad fandt Andet rettere. Ved Nævndermændenes Samtykke med Vaabentag var der naturligviis altid Eenstemmighed i Formen, det vil sige, en Minoritets Dissens kom ikke i Betragtning. At Sagerne skulde gaa denne Vei, synes ikke absolut nødvendigt, men det fulgte af sig selv, at det maatte blive Regelen, thi kun Herredsting kunde saaledes sammenkaldes til ubestemte Tider, naar Nogen behøvede det, hvorimod Fylkesting og Lagting kun holdtes til de bestemte Tider. Men det synes, at Sagsøgeren ogsaa maatte have Ret til at indbringe sin Sag umiddelbart for Fylkesting og Lagting, ligesom. det af Sigurd Ranesøns Proces synes, at i det Mindste enkelte vigtige Sager maatte stevnes umiddelbart til dette. I Misgjerningssager maatte den Hurtighed i Retsforfølgningen, der foreskrives, lede til, at der ikke kunde blive Tale om andet end Herredsting, der vare de eneste, der kunde vilkaarlig sammenkaldes, men det kan ikke betvivles, og sees i alle Fald af G. L. 202, at ogsaa Fylkesting og Lagting, naar de faldt ind saaledes, kunde træde i Fimtartingeis Sted. At en Misgjerningssag, der engang havde været fore paa Herredstinget, formedelst Dissens mellem Domsmændene skulde kunne komme for høiere Instanser, var vistnok et næsten utænkeligt Tilfælde. I Trøndelagen, hvor Fylket var den engeste Tingkreds, kom Sagerne først ind for Fylkesting, derfra til Tofylkesting, derfra til Firefylkesting og endelig derfra til Frostatinget (F. L. X–30). Paa Haalogaland var Halvfylkesting første Instans, ligesom der naturligviis ingen Melleminstans fandtes, hvor Fylkestinget traadte i Lagtingets Sted.

Et Spor til en virkelig Appel er derimod en nymæli i F. L. V–46, gjentaget i M. L. I–6 og B. L. I–5, at dersom den Domfældte paaskyder, at Sagen havde været falskeligen fremstillet for Lagretten, da skal han stille Borgen, og Sagen skal paaankes til det følgende Lagting, hvis Dom bliver endelig; men taber han ogsaa her, maa han til Straf betale dobbelt. Ligeledes fandt en virkelig Appel Sted hvor Lagtingets Dom eller Lagmandens orskurð indstevntes for Kongen og hans Raad. Herredagene vare lige fra deres Opkomst rene Appel- eller Revisionsinstanser; herom mere siden.

11. Uagtet den geistlige Jurisdiktion i den katholske Tid ikke staar i nogen egentlig Forbindelse med det, som er nærværende Afhandlings Gjenstand, skal jeg dog for Fuldstændighedens Skyld i Korthed ogsaa omtale den her.

I de første Aarhundreder efter Christendommens Indførelse var der ikke Spørgsmaal om nogen egentlig geistlig hverken lovgivende eller dømmende Myndighed. Den norske Geistlighed isolerede sig ikke; den kom snart i et Familieforhold til Folket, der bandt den stærkere til dette, end til Kirken, det fælles Overhoved var udenlands, ligesom Geistlighedens Underholdning, den saakaldte prastreiða, ingenlunde var saa fast bestemt, at Geistligheden kunde siges at være aldeles uafhængig af Folket. Lige indtil det 12te Aarhundredes Udgang sees saaledes Geistligheden ikke at have gjort nogen Paastand paa særegen lovgivende og dømmende Magt, medens paa den anden Side Kongedømmet aldrig bestred Geistlighedens lovgivende og dømmende Myndighed i reent kirkelige Sager, der ikke stred imod Landsloven. Tvil Overveielse og Afgjørelse af reent kirkelige Anliggender holdtes Præstemøder (prestamót) under Biskoppens Ledning, og disse fattet som det lader, i Forbindelse med Lagtinget, hvortil det, som anført, var Pligt for Biskopperne og nogle Præster at indfinde sig, og hvis Beslutninger fremtraadte som Overeenskomster mellem Biskoppen og Folket.

Men alt dette blev anderledes, efterat Tienden var bleven indført i Løbet af det 12te Aarhundrede, og Geistlighedens økonomiske Stilling saaledes fastere; og især da den norske Kirke ved Kardinal Nikolaus’s Legation i 1152 havde faaet sin egen Metropolitan i Nidaros Erkebiskop, og der var bleven indrettet Domkapitler ved Bispestolene. Man fik nu, foruden de ældre Præstemøder for hvert enkelt Bispedømme, ogsaa Provinsialkoncilier (biskupaþing), der holdtes under Erkebiskoppens Præsidium af alle hans Lydbiskopper, og hvis Beslutninger vare bindende for hele Provinsens Geistlighed. Herved konsolideredes den norske Kirkeforfatning; Kirken optraadte nu selvstændig som en egen Stat i Staten, og fordrede snart alle den kanoniske Rets (gúðs lög) Bestemmelser gjennemførte, hvori det, som bekjendt, var en Grundsætning, at geistlige Personer i alle Sager, og uden Hensyn til Sagsøgerens Stand, skulle søges ved geistlig Ret, og at ligeledes Verdslige ikke alene i de egenelige kirkelige Sager, men i alle Sager, der bedømtes efter den kanoniske Ret, skulle svare for geistligt Forum. Men dette vilde Kongerne ingenlunde indrømme; den mellem Erling Skakke og Erkebiskop Øistein sluttede, for Kirken saa fordelagtige, Overeenskomst tilintetgjordes strax af Kong Sverrer, og i Formen forblev Alt ved det Gamle. Men da Magnus Haakonssøn ved sin Lovrevision ogsaa havde istandbragt en ny Christenret, opstod nye Stridigheder. Uagtet denne i det Hele var bygget paa den gamle Basis, og endog i Adskilliget var til Geiselighedens Fordeel, vilde dog Erkebiskoppen, Jon den Røde, ikke erkjende den verdslige Magts Berettigelse i nogen Henseende til at give Love paa dette Gebeet, men udgav selv en Christenret, der aldeles var bygget paa den kanoniske. Erkebispens kloge og kraftige Optræden, hvorunder han endog bragte Magnus Erlingssøns homagium under Nidaros Erkebispestol i Erindring, drev det til, at Kirkens Fordringer i alt Væsentligt bleve antagne. Ved Forliget til Bergen af 1ste Aug. 1273 Og Overeenskomsten til Tunsberg af 9de Aug. 1277 (Norg. gl. Love II. Dlpl. Norv. I. 64 og 65) tilstodes Kirken utelukkende Jurisdiktion i alle Sager mellem Geistlige indbyrdes og anlagte mod Geistlige, samt derhos i Ægteskabssager, Sager angaaende ægte eller uægte Fødsel, causæ jurispatronatus, Tiendesager, Sager angaaende Løfter og Testamenter, angaaende Kirkens Besiddelser, angaaende sacrilegium, Meened, Aager, Simoni, Kjætteri, fornicatio, Hor og Blodskam, Fornærmelser mod Fremmede, der søgte den hellige Olaf, samt endelig i alle Sager, som paa nogen Maade efter den almindelige Ret kunde henføres under geistligt Værneting. Ligeledes vedtoges, at naar Erkebiskopens Tjenere komme i Strid paa hans Skib, i hans Gaard aller Følge, staa de under hans Jurisdiction og Bøderne tilfalde ham. Kun naar Straffen gaaer paa Liv og Lemmer, svare de for verdslig Ret. Paa andre Steder har den Fornærmede Valget om han vil svare til geistlig eller verdslig Ret, og Bøderne falde halvt til Erkebiskoppen, halvt til Kongen. Men denne Overeenskomst fik ingen Gyldighed. Erkebiskop Jons Christenret blev aldrig lovtagen af Folket, og uagtet Erik Magnussøn ved sin Kroning havde maatte sværge at overholde den med Kirken sluttede Overeenskomst (Dipl. Norv. VI. 69r) vilde alligevel Formynderregjeringen ikke paa nogen Maade erkjende samme, og Geistlighedens Dommermyndighed blev gjentagende udtrykkelig tilbagekaldt under Erik Magnessøn, Haakon Magnussøn og Magnus Erikssøn. (Se især Haakon Magnussøns Retterb. 23 Jan. 1310, N. gl. Love III 89). Imidlertid kom den lidt efter lidt i Udøvelse ligevel. Thi ligesaalidt som Kongedømmet anerkjendte Geistlighedens Fordringer, lige saa lidt tilstedte Geistligheden paa nogen Maade, at Kongedømmet ordnede hine Forhold, men de gamle Bestemmelser forbleve ved Magt. Den saakaldte kristindómsbolkr i den nyere Landslov handler derfor alene om, at Religionen skal være den christne og Biskopperne geistlig Øvrighed ligesom Kongen verdslig; for Resten om Kongearvefølgen og om Kongens og Høvdingernes Eed. Men nu stod det ikke til at undgaa, at disse ældre Bestemmelser, der i mange Maader maatte være forældede og ufuldstændige, modtoge Lempninger Og Tillæg, og at disse bleve i kanonisk Aand, var en Følge af Tiderne; hermed fandt saavel Kongen som Kirken selv det raadeligt at lade sig nøie. For en Deel lempede man det vel og dertil, at i geistlige Sager nogle geistlige Personer udnævntes iblandt Domsmændene, hvilket oftere findes i Diplomerne. Det synes saaledes efter Diplomerne at dømme endog, at det er gaaet lettere med Anerkjendelsen af Geistlighedens dømmende Myndighed end med dens øvrige Paastande. Og man maa desuden erindre, at geistlige Domstole anerkjendtes, og at det kun var om Udstrækningen af deres Myndighed, at Tvisten dreiede sig. Af udtrykkelige Lovbud mærkes for Resten Dipl. Norv. I. 89, hvorved Erik Magnussøn tilstod Kannikerne i Nidaros Domsret over 6 af Kommunets daglige Svende. Efter Kalmarunionen maatte Saadant end mere blive Tilfældet ved de danske Forholds Indflydelse, og endelig blev ved Christian den 1stes Fr. 14de Jan. 1458 (Paus S. 271) det Tunsbergske Forlig udtrykkelig sanktioneret.

De geistlige Domstole vare i første Instants Biskoppen, i 2den Erkebiskoppen, i 3die og sidste Paven.

– Endelig kan det neppe betvivles at Gilderne have hast et Slags Jurisdiktion over sine Medlemmer; (jfr. G. L. 157 og 187), hvilket er det samme Princip, som ligger til Grund for den i Danmark endnu mere fremtrædende Gaardsrets-Jurisdiktion, og som fremtræder i Hirdstevnet, hvorfor Kongens Hird svarede (Hirdskraa 20, 40, 41, 42, jfr. Knud den stores Vitterlagsret; Rosenv. S. 4). Ligeledes har det uden Tvivl været i Biskoppens eller i alle Fald i Erkebiskoppens Gaard og ombord paa Skibe (se de ovenfor citerede Dipl. Norv. I. 64 og 89. B. L. IX–13. B. R. 42) Heraf udviklede sig uden Tvivl Krigsretterne, som nedenfor skal vises.

12. Ligesom Proceduren i Fortiden naturligviis var mundtlig, saaledes bleve og Dommene mundtlig afsagte. Men efter at Bogstavskriften var kommen i Brug hos de Gamle, maatte det i flere Henseender blive af Vigtighed at faa en skriftlig Bevidnelse (vidisse) af en afsagt Dom eller anden til Tinge fuldbyrdet Retshandling „til sikkert Vidnesbyrd“ for Fremtiden. Dette er de ældste skriftlige Domme vi have (se f. E. Dipl Norv. I. 81, 82, 83). Saadant Vidnesbyrd kunde vel udstedes af hvem som helst, der havde været tilstede, men det er klart, at Lagmanden og de andre Embedsmænd, der skulde være tilstede paa Tingene, først og fremst vare selvskrevne dertil; se de ovenfor citerede Domme, der ere de ældste jeg kjender, og som ere bekræftede af flere Tilstedeværende, der umulig kunne have deeltaget i Afsigelsen (jfr. og Dipl. Norv. I. 289 fra 1324). Nu var der naturligviis kun eet Skridt tilbage til, at Dommene bleve skriftlig udfærdigede umiddelbart. Navnlig synes dette at maatte blive Tilfælde med Lagmandsorskurdene; men at disse ogsaa bleve udfærdigede i Form af Vidisser, viser det ældste jeg kjender, Dipl. Norv. I. 82 Imidlertid maa dog paa denne Tid (1292) den skriftlige Udstedelse længe have været Brug, thi Erik Magnussøns store almindelige Retterbod af 1280 § 8 bestemmer udtrykkelig, at Lagrettesmændenes Segl skal forvares under 3 Laase, Lagmandens, Sysselmandens og Sognepræstens, og ikke uden i Nødstilfælde bruges til andre end til de Sager, som paa Lagtinget afgjøres, og at det Brev, hvorpaa det skal sættes, skal oplæses der, og strax forsegles. Hvor tidlig derimod ordentlige Retsprotokoller er kommen i Brug, lader sig ikke med Bestemthed afgjøre af den beklagelige Grund, at nogenlunde fuldstændige Samlinger af Retsprotokoller først haves opbevarede fra kort for Christian den 5tes Tid.^[3] Ved Lagtingene synes dette at være skeet ved Haakon Magnussøns Fr. 17de Juli 1308 (N. gl. L. III. 77) gjentaget ved Jørgen Lykkes og Christoffer Valkendorfs Reces af 13de Marts 1568 (Paus S. 353), hvor det befales, at Lagmanden skal reise om i Distrikterne i Følge med Sysselmanden for at afgive orskurd paa Almuens Tvistigheder (man kommer uvilkaarlig til at tænke paa de engelske circuits), og have med sig en Klerk, der skal give disse beskrevne, og at Sysselmanden skal indføre alle Domme og Orskurd i en Protokol (skrásetja) for at de ikke skulle gaae i Forglemmelse. Men heraf sees det, at selve den autentiske Dom blev særskilt udstedt strax, og at Protokollationen skede ikke paa Stedet, men sednere, og Retsprotokollerne manglede saaledes det egentlige Autentiske eller Identitetspræg: dette fik de neppe overalt før efter Christian den 5tes Lov, uagtet det udtrykkelig foreskrives i Fr. 15de Marts 1633, Post 3. Endog ved Herredagen paa Agershuus i 1661 sees Sagerne at være protokollerede bagefter. Paa Bygdetingene kom Protokoller neppe istand for efter Sorenskrivernes Ansættelse.

Skriftlige Indlæg til Retterne af Parter synes ikke at have været brugelige før henimod Slutningen af det 16de Aarhundrede, og selv da ikke uden fra Parter, der ikke kunde møde personlig.

En Fremstilling af Beviistheorien efter de ældre Love vilde ligge for meget udenfor Opgaven, som uden nogen egentlig Sammenhæng med Retternes Organisation. Jeg kan derfor saa meget mere forbigaa denne Lære paa dette Sted, som jeg antager, at Larsen har Uret i den Hypothese, at Nævningsinstitutionen i Danmark, hvilken jeg antager som en egen udvikling af Lagrettesvæsenet (jfr. som et Analogon Fr. 1280 § 28), har udviklet sig af Medeedsmændssystemet. Jeg vil maaske sednere faa Anledning til nærmere Undersøgelse af dette Spørgsmaal og til en Sammenstilling heraf med den islandske kviðr. Det eneste, som kunde høre hid, er den Bemærkning, at Tingsvidner, for saa vidt Vidnesbvrdene ikke aflagdes paa Tinget, hvor selve Hovedsagen søgtes, altid synes at have været extrajudicielle Vidnesedler (probsbréf). I Truid Ulfstands og Claus Bildes Reces af 1539 (Paus S. 294), gjentagen i Christoffer Valkendorfs Reces af 1538 (Paus S. 354), foreskrives det, at de for at ansees i Rettergang skulde være tagne til Tinge „eller paa Stevne“ ɔ: overalt hvor mange Mennesker ere samlede, saasom ved Kirken, paa Markedspladse o. s. v. Først ved den norske Adels Privelegier af 14de Febr. 1582 (Paus S.392), Kilden til Christian den 4des N. L. Tingfb. Kap. 4, blev det bestemt, at de ikke skulle gjælde, med mindre Vederparten er lovlig stevnt, og heraf blev det en Følge, at de altid maatte tages for Retten (se den i Norske Samll. S. 336. fgg. indtagne Sag). For Resten spillede Vidnebeviset som Beviis for selve Faktum kun en underordnet Roelle, og brugtes fornemmelig som Beviis for det Formelle (vitterlig Gjæld, Kravsvidner, Stevnevidner, Viglysningsvidner, Skjvdningsvidner o. dsl.) – De almindelige Beviismidler for Faktum var Gudsdom og fremfor alt Benegtelsesed (af Sagsøgte alene eller i For ening med 2, 5 eller 11 Eedshjelpere, – hvilken egentlig selv var et Slags Ordal.

13. Den ovenfor skildrede Indretning af vore dømmende Institutioner vedblev de jure lige til det 16de Aarhundredes Slutning. De Lovbud, som man har for Mellemtiden, sees mere at have gaaet ud paa at indskjærpe god Skik og Orden, og at afskaffe Misbrug ved Retterne, end paa nogen egentlig forandret Organisation af disse. Men det er ikke desto mindre klart, at deres Skikkelse ved Aarhundredets Udgang eller umiddelbart forinden Christian den 4des Lovs Udgivelse var meget forskjellig herfra. Dette sees noksom af selve Christian den 4des Lovbog; thi der findes flere indskudte Bestemmelser, der ingenlunde passe til den ældre Organisation, men som det dog er evident nok, ikke kunde være nye. Først og fremst maa Skilledomme være gaaede af Brug, undtagen i Aastedssager og ved Skjøn og Vurderinger, og alle andre Sager, uden Hensyn til om de vare vitterlige eller ei, være blevne søgte til Tinge, uden at dette vides nogensinde at være lovbestemt. Og dette synes endog at være skeet kort efter Magnus Lagabøters Tid eller maaske tildeels endnu før: i alle Fald synes den Maade, hvorpaa de her omtales, i Sammenligning med i Fortiden, ikke at tyde paa, at de have været saa praktiske som før. Hvorledes for Resten dette maa være gaaet til, synes ikke vanskeligt at opdage. Allerede G. L. 35 bestemte, at selv om Gjælden er vitterlig, paadrager Debitor sig intet Ansvar ved efter Kravet at negte at betale, dersom han blot undskylder sig med, at han ikke kjender Loven, men tilbyder sig at betale hvad der ved Tingmændenes Dom bliver kjendt for Ret; da skal Sagsøgeren stevne Sagen til Tings, uden at nogen Skilledom sættes, og i umiddelbar Forbindelse hermed gives Regler om Appel. Derpaa bestemmes, at ogsaa Kreditor selv proprio motu kan skyde sin Sag til Tingmændenes Dom, hvorved han da naturligviis nedfælder Ransbøderne for Debitor. Nu er det klart, at denne Vei af sig selv maatte blive Regelen, alt efter som Lovgivningen blev mere udviklet og kompliceret, idet en Forpligtelse ingenlunde behøvede at være in confesso fordi den var vitterlig, – medens den under de tidligere simple Forhold vistnok har dannet yderlige Undtagelser og næsten været anseet som unødig Trætte. Og end mere naturligt blev dette, da man ved at erhverve Lagmandens orskurð kunde opnaa det samme som ved en Herredstingsdom paa en meget nemmere Maade, og det er da ikke at tvivle paa, at Sagsøgeren selv gjærne har fundet sin Regning ved at gaa direkte denne Vei. Af de mig bekjendte Diplomer har jeg saaledes ikke seet, at Skilledomme nogensinde have været anvendte paa anden Maade end i Aarstedssager. De eneste Steder, som kunde tyde paa noget saadant, er Dipl. Norv. I. 890, hvor 6 Mænd paakjende en Eiendomstvist, men ikke paa Aastedet, og No. 1026, hvor ligeledes 10 Mænd til Tingen paakjende en Eiendomstvist. Den ferske (fra 1490) seer mere ud som en vedtagen Voldgiftsret, og den sidst er upaatvivlelig en Kjendelse af Herredstingets Lagrette, og ved begge er det sedvanlige alene, at Retten ikke er sat paa Aastedet. Overalt ellers, hvor 6 eller 12 Mænds Dom nævnes, er det kjendelig deels Talen om Lagretten ved Herredstingene, deels er det Skjønsmænd efter en afsagt Dom eller stedfunden Vedtagelse; se ovenfor S. 113.

Det er ovenfor omtalt, at Sysselmanden havde faaet en væsentlig Indflydelse paa Tingene og deres Sammensætning. Nogen egentlig dømmende Myndighed synes han dog aldrig at have haft, uden for saa vidt man ofte finder anført, at han har samtykket den afsagte Dom, hvor han har været tilstede; men dette har uden Tvivl mere været til Rettens Bestyrkelse, som det sednere heder. Og man seer det oftere anført, at ogsaa andre Tilstedeværende, der dog umuligt kunne have haft noget med Dommens Affattelse at bestille, have samtykket den (se saaledes Dipl. Norv. I. 83). Især mærkelig i denne Henseende er Erik Magnussøns Retterbod af 1280, Art. 23, 24 jfr. 10, der taler om at stevne for Lagmanden eller Sysselmanden, men tilføier i Art. 24, at dersom Parterne ikke kunne forliges for Sysselmanden, (ef hann fær ei yfirtekit),^[4] er han ikke berettiget til at tilsige nogen Dom, men skal sende Sagen ind til Lagmanden med en Fremstilling af de Oplysninger, han har indhentet, og Lagmanden skal da afgive orskurð, selv om ikke Vidnerne føres for ham; og i Forbindelse hermed maa uden Tvivl ogsaa forstaaes Bestemmelsen i Retterbod af 1308 (gl. L. III. 76). Fra Lagmanden kan man da gaa til Kongen som sædvanligt. Især har derfor de kongelige Ombudsmænds Indslydelse paa Retterne bestaaet deri, at de have udnævnt Dommerne, kundgjort Dommene og derefter exekveret dem o. s. v., men sednere er uden Tvivl dette gaaet over til deres Klerke, hvoraf formodentlig Fogderne siden udviklede sig.

Hvad Underretterne angaar, da blev i Tidens Løb disses Indretning væsentlig forandret, idet navnlig de uregelmæssige Tinge af en tilfældig Samling af de omkring boende Bønder gik af Brug. Det er i Begyndelsen af nærværende Afhandling bemærket, hvorledes den gamle Herredsinddeling efterhaanden krydsedes af flere andre, Skibrede- og Kirkesognsinddelinger, hvilket især maatte gjøre sig gjældende i Trøndelagen, hvor den engeste Tingkreds var de store Fylkesting (se saal. Haakon Haakonssøns Retterbod i F. L. Indledn. 23), og at saaledes efterhaanden Bygdeting bleve almindelige over hele Riget. Herved lagdes Grunden til en mere ordentlig og fast Indretning ved de engere Tingkredse. Da derhos Lagmandens orskurð i alle civile Sager var lige saa godt som en Herredstingsdom og i flere Henseender bedre; samt i alle Tilfælde forbundet med mindre Omsvøb og Uleilighed, maatte dette naturlig føre dertil, at den gamle Ret, Enhver havde til at stevne Ting, naar han behøvede det, her blev mindre og mindre benyttet. End mere maatte dette blive Tilfældet, da det ved Haakon Magnussøns Fr. 17de Juni 1308 (jfr. Reces 1568. Paus S. 352) blev paalagt Lagmanden at reise omkring med Sysselmanden for at give orskurð paa Almuens Tvistigheder, – en Foranstaltning, hvorved denne Afgjørelsesmaade betydelig lettedes, – og saaledes gik vistnok de af Private sammenkaldte Ting af sig selv snart aldeles af Brug. Maaske det lidt efter lidt kom i Brug, at Sagsøgeren først maatte indhente Sysselmandens Tilladelse forinden han kunde sammenkalde Tinget. Men hiin Foranstaltning førte uden Tvivl sednere til, at ogsaa Lagmandens Myndighed til extrajudicialiter at give orskurð med Doms Virkning lidt efter lidt faldt bort. Thi de befalede Omreiser af Lagmanden og Sysselmanden sattes vistnok i Forbindelse med de ordentlige Tinge, hvor den sidste stadigen havde Forretninger; men just da maatte det igjen være mindre magtpaaliggende at faa hans Orskurd, end til andre Tider. Alle disse Omstændigheder i Forening bevirkede uden Tvivl igjen, at Bygdetingene, der altid havde et fast Grundlag af 2 ordentlige Sessioner, vandt mere Betydning. Desuden havde vist heller ikke Lagmændene videre imod at blive frie for en stor Deel af sine Forretninger, og gjorde uden Tvivl Sit til, at Bønderne heller gik med sine Sager til Tinget, end til dem, navnlig naar ikke Sagen var nogenlunde betydelig. Den Klerk, som efter samme Forordning Lagmanden havde med sig, og som skulde sværge Kongen selv en egen Troskabsed, har vistnok ofte været brugt til at beskrive Bygdetingsdommene og vel ogsaa, naar han var tilstede, bistaaet Bygdetingets Lagrette med sin Veiledning. Saaledes gik det uden Tvivl i lang Tid. I Rec. 1568 (Paus S. 353 jfr. S. 412) bestemmes, at Lagrettet (ɔ: Bygdetinget) skal dømme i Sagerne, naar Lagmanden ikke er nær tilstede; Lagmandsorskurd træffes gjennem hele Diplomtiden ved Siden af Bygdetingsdomme, uden at der kan erfares andet om Forholdet mellem dem, lige saa lidt som det kan erfares, hvorvidt de sidste holdtes til regelmæssige Tider eller efter en speciel Indkaldelse; rimeligviis vedbleve de 2 aarlige regelmæssige Ting, og ved Siden deraf Ting efter Sysselmandens Berammelse til ubestemte Tider; (jfr. M. L. VII–14). Men at Bygdetingenes Forretninger maa være tiltagne, og at Lagrettesmændene ikke just have været synderlig tilfredse hermed, sees bedst af Fr. 3de Febr. 1579 og Reskr. 16de Aug. 1590 (Paus S. 389 og 420), hvilket sidste forbyder dem at vise Sagen fra sig til Lagmanden, naar den engang for dem er indstevnet, og befaler dem, at de ikke maa udsætte mere end 6 Uger med at afsige Dom m. v. Men der nævnes hverken her eller – saavidt vides – noget andetsteds i den ældre Lovgivning det mindste, som antyder, at Sagerne skulde først indstevnes til Bygdetinget, forinden de kunde komme for Lagtinget, eller at Lagmandens Pligt til at give orskurð skulde være indskrænket. Af et Reskr. 1ste Aug. 1589 (Paus S. 419) sees ogsaa, at Lagmændene pleiede at vise Sagerne fra sig til almindeligt Lagting. Hvad Betydningen heraf er, er ikke klart. Siden forbydes det dem at henvise Sagerne til andre Lagmænd. Endelig blev ved Adelens Privilegier af 21de Juli 1591 Sorenskriverembedet oprettet, og saaledes fik Bygdetinget en retskyndig Bestanddeel ligesom Lagtinget, hvorimod Lagrettesmændenes gjentagne Begjæring om at faa Tilladelse til at vise de vanskeligere Sager fra sig til Lagmanden eller Kongens Kansler blev afslaaet, fordi – som det karakteristisk nok heder – det ellers kunde være at befrygte, at de vilde vise alle mulige Sager fra sig. Dog gives der dem Tilsagn om, at de skulle blive mildt behandlede, om de af Ukyndighed maatte forsee sig i Et eller Andet. Som ovenfor antydet, var det uden Tvivl Lagmændenes Klerke, der nu som Sorenskrivere kom til at staa i samme Forhold til Herredstingene som tidligere Lagmændene til de store Lagtinge. Deres Løn blev siden nærmere bestemt ved Axel Gyldensijernes Fr. 27de Juni 1592 (Paus S. 436). Deres Forretning var oprindelig alene at føre Pennen for Lagrettesmændene, og at undervise dem om Loven; men de fik naturligviis, ligesom i sin Tid Lagmændene, snart en ganske anden og større Betydenhed. Denne Foranstaltning maatte medføre en radikal Omvæltning i de dømmende Institutioner paa Landet. Først maatte Lagmandens orskurð nu blive overflødige, da man deels havde et lovkyndigt Element paa Bygdetinget, deels i alle Fald beholdt Adgangen til at gaa med sin Sag umiddelbart til Lagtinget, hvor Lagmanden aldeles havde Overvegten. Desuden maatte det nu ogsaa omvendt gaa mere og mere af Brug at stevne sin Sag direkte ind for Lagtinget, da dette altid maatte være en besværlig Vei. Da man saaledes havde saaet Betingelserne for en ensartet, regelmæssig og fast Instansfølge,s maatte Uregelmæssighederne lidt efter lidt gjensidig afskaffe hinanden, da de ikke mere behøvedes.

I Byerne skede der ogsaa vigtige Forandringer med Tingene. I de 4 villæ forenses (Bergen, Nidaros, Tunsberg og Oslo), der foruden deres bœarmót ogsaa havde egne Lagting, vil man let se, at disse snart maatte falde sammen, da det faste Personale for dem begge var det selv samme (Lagmanden, Borgermesterne og Raadmændene), og Lagretten opnævntes for hver Gang. Dette sees tydelig af den ældste Retsprotolol, man har for Bergen 1592–94; men da der for Resten ingen Retsprotokol findes ældre end Raadsturetternes Indførelse, kan det Samme ikke paavises for de øvrige Stæder, skjønt det med Sikkerhed kan antages, at være gaaet saaledes til. I et Kongebrev af 1549 tales der saaledes om regelmæssige Raadsmøder i Oslo St. Hansdag og St. Paulsdag, hvilke bestemt synes at have været virkelige Lagting; jfr. Chr. IV L. Tingfb. 1; jfr. ogsaa nedenfor. Her ligger ogsaa, som sednere skal blive paaviist, Grundvolden til Raadsturetternes Indførelse. Der skjelnedes saaledes i disse Byer ikke mellem Bymøde og Lagting, og deres Domme maatte indankes umiddelbart for Kongen og hans Raad. I de øvrige Byer, hvor Lagmanden ikke var med paa Mødet, stod dettes Domme under vedkommende Lagting. At Lagmandens orskurð for Resten har været hyppigere i Byerne end paa Landet i den sednere Tid, synes rimeligt; dog naturligviis med Undtagelse af de 4 villæ forenses, hvor de vistnok have indskrænket sig til Afgjørelsen af formelle Spørgsmaal, hvilket ogsaa sees af den nævnte bergenske Retsprotokol. Hvad man endvidere seer sst. S. 333, at en Sag fra Nordfjord har været paaanket til Bergens Lagting (som holdtes den 7de Febr.) istedetfor til Gulating, er særdeles mærkeligt, og tyder paa, at disse 2 Ting allerede tidligere vare sammensmeltede og ikke først bleve det ved Chr. d. 4des Lovbog. Dette synes endog at have fundet Sted lige fra Midten af det 14de Aarhundrede; i det mindste finder man altid efter denne Tid den samme Person nævnt baade som Bergens og Gulatings Lagmand, hvorved dog er at mærke, at man ingen aldeles fuldstændig Lagmands-Fortegnelse har.

Hvorvidt der ikke sednere i Tidens Lov paa Landet er blevet regelmæssig afholdt flere Lagting om Aaret, er det nu umuligt at sige med Bestemthed (se Chr. Valkendorfs Reces 15de Marts 1568; Paus S. 354), da man, som anført, ingen Protokoller har ældre end Christian den 4des Lov, og de ganske enkelte Diplomer, der indeholde Lagtingsdommme, ingen Oplysning give. Men man synes at maatte antage, at noget saadant har været Tilfældet, da Chr. den 4des L. Tingfb. 1 ikke kan være nogen ny Bestemmelse; det er da rimeligviis kommen ind i Praxis, eftersom Lagmændene ophørte at give orskurð. Den eneste svage Antydning, jeg har kunnet finde i denne Retning, er Dipl. Norv. I. 1030, hvor Borgarting i Aaret 1511 angives at være afholdt Tirsdagen efter Pedersmesse. Efter M. L. I–1 skulde Lagtinget sættes Botolfsvaka (den 17de Juni). Antager man nu med Diplomatariets Udgivere, at der har været ment Petri et Pauli Dag, hvilket er det almindelige, hvor Pedersmessen nævnes uden videre Tillæg, saa faar man ud, at Lagtinget endnu holdtes d. 1ste Juli, hvilket synes uforholdsmæssig længe. Antager man derimod, hvorfor der Intet særskilt er til Hinder, at der menes Cathedra Petri (22de Februar), bliver Tirsdagen derefter i det angivne Aar d. 24de Febr., og dette vilde i saa Fald passe med, at der har været holdt i det mindste i det anførte Aar 2 Lagting i Viken. Men det vilde alligevel ikke saa ganske stemme med hvad der sednere bestemtes i Chr. IV L., hvorefter Borgarting skal holdes 5 Gange: 7de Januar, Mandag efter Midfaste, Tokketirsdag, Dagen efter Vitus og Modestus (15de Juni) og første Sognedag efter Vinternatten. Og paa den anden Side kan man jo lettelig antage, at Lagtinget ikke er bleven sat netop paa Dagen, men nogle Dage sednere end lovbestemt, og i saa Fald bliver Tiden ikke uforholdsmæssig lang. At derimod Byernes Lagting maatte holdes oftere end een Gang om Aaret, bliver aldeles naturligt, efter at Bymødet og Bylagtinget smeltede sammen. Man skulde da nærmest vente 4 Lagting om Aaret, nemlig de 3 regelmæssige aarlige Bymøder og Bylagtinget; men heller ikke herom veed jeg noget bestemt at paavise andet, end hvad der af den oftere citerede bergenske Lagtingsprotokol kan sees at have været Brug i Bergen, hvor det imidlertid, paa Grund af Maaden, hvorpaa de ere meddelte, er umuligt at stille de extraordinære Samlinger fra de regelmæssige Møder eller Ting, og saaledes erfare, om der kan være indtraadt bestemte Forandringer i Reglerne herfor. – I et Kongebrev af 1549 (i „Norske Tegnelser“) nævnes 2 regelmæssige Lagting i Oslo, hvorom strax nedenfor S. 134–135 mere.

Den Revisionsmyndighed over Lagmandens og Lagtingenes Domme, som ved Magnus Lagabøters Landslov var bleven Kongen tillagt som den, „der er bleven sat over Loven“, var oprindelig vistnok kun en extraordinær revisio actorum (se saaledes Dipl. Norv. I. 491 og II. 33 og 35); men sednere sees dette at have udviklet sig til en virkelig Overdomstol. Indtil Kalmarunionen var det vistnok Kongen selv, der afgjorde slige Sager med sit Raad, eller gav visse Mænd af sit Raad Befaling til at undersøge og paakjende den enkelte Sag (se dog Dipl. Norv. II. 35). Efter Foreningen med Danmark finder man vistnok ogsaa oftere Exempler paa, at man har stevnet sine Sager ned til Kjøbenhavn til Kongen selv; men ligesom det gjerne var Skik, naar Kongen personlig besøgte Norge, at han med det samme holdt et almindeligt Retterting eller en Herredag i Lighed med, hvad der var sædvanligt i Danmark – det er, med sit Raad undersøgte og paakjendte de for ham indstevnte Sager, – saaledes seer man oftere, at der ved kongelig Befaling blev paalagt det norske Rigsraad og, efter dettes Ophør, andre fornemme og lærde Herrer til en forhen berammet Tid paa Kongens Vegne at paakjende Sager, som til den Ende bleve stevnte for dem (se Kong Hans’s Fr. 1483, Paus S. 274). Disse saakaldte Herredage holdtes i Kongens Fraværelse under Statholderens, Lensmandens og Kanslerens Forsæde paa forskjellige Tider og Steder, fornemmelig i Oslo eller Bergen, og i Regelen blev vel en Deel af Lagmændene beordrede til der at tage Sæde. Saaledes holdtes der en Herredag i Oslo af Christian d. 2den 1ste Aug. 1514 (Dipl. Norv. I. 1043); i Bergen 2den Septbr. 1524, (ibid. 1068) og 8de Aug. 1539 (ibid. 1094), i Oslo St. Hansdag 1548 ved Hertug Frederiks Hylding, hvortil Lensmanden blev paalagt at beordre al Adelen, alle Lagmænd, nogle Lagrettesmænd samt 4 agtede Bønder af hvert Fylke til at møde („Tegnelser“, jfr. Dipl. Norv. I. 1111); i Bergen 17de Aug. 1557 (Dipl. Norv. I. 1120) og 24de Aug. 1573 (Paus S. 368), i Oslo 7de Octbr. 1578 (Paus S. 369,) i Juni og Juli 1580 (Saml. til n. F. Sp. Hist. I. S. 192), 25de Januar 1582 (Danske Mag. III. 124), i August 1585 (Saml. I. S. 192 og 195) og den 10de Juni 1591 (da Christian d. 4de blev hyldet), i Bergen 24de Juni, og i Oslo 1ste Aug. 1599 (Slanges Chr. den 4des Hist.) o. fl. St.

Men foruden dette synes der aarligen at være afholdt et Slags Overlagting i Riget. Fred. II. Mandat 14de April 1572 (Paus S. 362) bestemmer, at alle hans Majestæts Lensmænd og Lagmænd søndenfjelds skulle aarlig komme sammen til Oslo Pauli Conversionis Dag (d. 25de Januar), og der med Slotsherren og Lagmanden samt Borgermestere og Raad holde og sidde et almindeligt Lagting og Lagstevne, og med de andre Dommere forhjælpe Enhver til Lov og Ret. Sammenholdes dette med Bestemmelsen i Recessen til Bergen af 1557, Art. 5. (Paus S. 318), hvor det bestemmes, at ingen Sager skulle opkyndes til Rigens Kansler og Lagmændenes Tilkomst til Oslo om St. Pauli Dag og til Bergen om St. Olafs Dag (29de Juli) uden de store Sager, som ikke ellers kunde overtages, og man tillige erindrer, at der oftere nævnes Lagting og Herredage holdte netop paa de anførte Tider, saaledes Kongebreve af 1545, 1549 og 1550 („Tegnelser“), 1582 ovf., hvilket efter Byloven er uregelmæssigt, bliver det antageligt, at dette ikke har været ordinære Lagting, men har været et Slags regelmæssige aarlige Herredage for det søndenfjeldske og nordenfjeldske Norge. Er denne Antagelse rigtig, faar man Mening i Beskr. 1ste Aug. 1589 (Paus S. 419), hvor det først misbilliges, at Lagmændene vise Sagerne fra sig til det almindelige Lagting, og Lagmanden derefter forbydes at henvise Sagerne til andre Lagmænd og Dommere, forinden han selv først med Lagrettesmændene i sit Lagmandsdømme har kjendt i dem. Hermed stemmer ogsaa i saa Fald godt de ellers utydelige Udtryk i Axel Gyldenstjernes Lehnsbrev 1588 (Norske Samll. S. 104), at han skal lade enhver Lagmand dømme i sit eget Lagdømme, med mindre de, formedelst Sagernes Vanskelighed, skulle foraarsages at sætte dem ind til Oslo, i hvilket Tilfælde dog Lagmanden alligevel skal møde og undervise de andre (Lagmænd) om Sagens Sammenhæng. I Modsætning hertil var det da vel og, at de ordentlige Lagting oftere kaldes menige Lagting f. Ex. i Chr. Valkendorfs Reces 1568 (Paus S. 352); og at man i Chr. den 4des L. og sednere gjennem det 17de Aarhundrede ikke mere finder Spor af dette, bliver let forklarligt, da der nu – som siden skal vises – blev holdt regelmæssige Herredage hvert 3die Aar (Slanges Chr. d. 4des Hist. S. 150–51). I Chr. IV. L. er ogsaa det første Lagting i Oslo ansat netop til Paulsmesse; for Bergen findes vistnok intet Lagting Olafsmesse; men det kommer deraf, at det er Gulatinget, som er gaaet over til ogsaa at blive Bergens Lagting. Hvad der imidlertid, foruden flere enkelte Data, skulde synes at tale herimod, er netop det anførte Kongebrev af 1549 (i „Tegnelser“) til Borgermestere og Raad i Oslo, „at efterdi de befinde dennem besværet at sidde Raad og Ret, og ikke have noget derfor, og derfor have skrevet Adelen til der udi Landet, at de skulde sidde med dem i Raadet St. Hansdag og St. Paulsdag, – at de endnu lade dennem finde velvillige og skikke hver Mand Lov og Ret“, – hvormed fulgte et aabent Brev til Adelen, hvorved den paalægges at sidde Raad og Ret med dem i Oslo til samme tvende forskrevne Tider om Aaret. Her tales der dog aabenbar om disse Retter, som om sædvanlige Lagting eller Bymøder. Imidlertid haves en Dom, afsagt „3 Sogne efter St. Hans baptistæ Dag 1590“ af 3 Lagmænd (Oslo’s, Fredrikstads og Tønsbergs) Dr. Olaf Galde til Thom samt Borgermestre og Raad i Oslo, og dette synes paa den anden Side at antyde, at begge de anførte Lagting have været Overlagting.

---

II. De dømmende Institutioners sednere Udvikling gjennem det 17de Aarhundrede.

13. Idet jeg nu gaar over til hvad der egentlig er opstillet som Opgavens Tema, antager jeg at den følgende Fremstilling vil vinde saavel i Korthed som Anskuelighed ved at knyttes som en umiddelbar Fortsættelse til den foregaaende Fremstilling af Retternes Udviklingshistorie indtil Udgangen af det 16de Aarhundrede. Dette vil kunne ske saa meget lettere, som det 17de Aarhundrede begynder med en ny Lov, som vistnok ikke skulde være andet end en til Tidens Tarv svarende Oversættelse og Omredaktion af Magnus Lagabøters Landslov, og i Virkeligheden ikke engang overalt kunde siges at være dette, – men som dog i denne Materie nogenlunde giver et Billede af vore dømmende Institutioner, saaledes som de vare ved det 16de Aarhundredes Slutning. Herved vindes den Fordel, at, naar jeg i det Følgende kommer til at fremstille de første Regler, der fik Lovskraft i det 17de Aarhundrede, saa har jeg med det samme en Rekapitulation af Retternes Skikkelse ved Udgangen af det 16de, saa at hvad der bliver Udgangspunktet og Grundvolden for den følgende Fremstilling, tillige bliver Slutstenen for den foregaaende. Jeg agter saaledes at gjennemgaa de forskjellige Domstoles Organisation efter Christian den Fjerdes Lovgivning og deres videre Udvikling indtil Christian den Femtes norske Lov, hvilken jeg agter at tage til Grændse, samt derefter forsøge at give en om end skisseret Fremstilling af Procesmaadens Udvikling. Dog har jeg troet her at burde behandle de luthersk-geistlige og de militære Domstoles Opkomst og Udvikling ligefra deres Begyndelse, deels fordi det, som jeg har kunnet mine herom, er saa lidet, og deels fordi Stoffet er saa ensartet heelt igjennem, og ikke lader sig afdele i Epoker, saa at baade en skadelig Splittelse og megen Gjentagelse vilde blive Følgen af her at holde sig strengt inden de ved Opgaven afstukne Grændser.

14. Bygdetingene paa Landet undergik ved Christian den Fjerdes Lov ingen Forandring. Den nævnte Lovbog indeholder ingen egentlige Bestemmelser om Bygdetingets Organisation, eller om Sorenskrivernes Stilling til det, men gjengiver alene Magnus Lagabøters Lovbestemmelser med nogle af de ved sednere Retterbøder foretagne Forandringer, og det bliver som en Følge heraf kun leilighedsviis, at der tales om Bygdetinget, der egentlig først siden hin Lov have vundet sin store Betydning (se saaledes Tingfb. Kap. 4, 7 og 9). At Lagmandens Orskurd nu maa være aldeles ophørte, og at Bygdetingene nu ere blevne de eneste almindelige Underinstanser, synes bestemt at fremgaa af Tingfb. Kap. 9 sammenholdt med samme Sted i den nyere Landslov, hvis Udtryk: „overalt hvor man skal lovlig stevne Nogen til Tinge eller hjem til Lagmanden“ i Christian den Fjerdes Lov ere blevne til „hvo som vil stevne nogen anden til Tinge, Lagting eller Bygdeting“, ligesom Slutningsbestemmelfen, at „Lagmanden ikke maa holde Ting hjemme i sit Huus, men offentlig paa Lagtinget“, vilde være uforenelig med de extrajudicielle Orskurd.

Ligeledes har det nu ikke været Enhver tilladt at sammenkalde Ting, naar han behøvede det, men Tingene synes at være blevne regelmæssig afholdte til bestemte, af Sysselmændene eller Fogderne berammede Tider. Vigtig er i denne Henseende især Mandh. B. Kap. 10, sammenholdt med M. L. IV–10, hvor det overalt hos Christian den Fjerde istedetfor Ørvarting og Fimtarting er blevet „næste Ting“, og Omredaktionen er skeet paa saadan Maade, at den kan sees at være gjort med Flid. Vistnok tales der nedenfor i samme Kap. om, at den Fornærmede skal opskjære Tingbud, naar han faar sin Førlighed igjen, hvilket skal være ligesaa fuldt, som om dette var skeet den samme Dag; ligesom Landslb. Kap. 54 gjentager den gamle Regel: „hver maa skjære Tingbud op, som Behov haver“; – men disse Steder ere blot ligefremme Oversættelser af M. L. IV–10 og VII–56, foretagne, som saa ofte i Christian den Fjerdes Lov, uden Hensyn til de i Mellemtiden gjennem Sædvanen indtraadte Forandringer. Og man maa ikke glemme, at Drabssager udentvivl vare de, hvori den gamle Brug holdt sig længst, saa at denne, naar den der var forandret, vistnok var forandret overalt.

Noget udtrykkeligt Lovbud angaaende Tingenes regelmæssige Afholdelse kjendes imidlertid ikke ældre end Fr. 24de Octbr. 1634 § 5 (Paus S. 767), hvorved det bestemtes, at de ordinære Tinge skulle holdes maanedlig eller hveranden Maaned Søndenfjelds, undtagen i Thelemarken og Robygdelaget, hvor de, ligesom og Nordenfjelds, blot skulde holdes hvert Fjerdingaar. Denne Bestemmelse er gjentagen i den store Reces af 1643, 3–12, men har neppe været almindelig befulgt. Der kjendes imidlertid ingen Bestemmelse, der forandrer dette Forhold, forinden N. L. 1–3–6, og Tingtavlen bag i Lovbogen, der kjendelig blot stadfæster den ældre Sædvane; se som en Forløber herfor Reskr. 8de April 1682.

Sorenskrivernes Stilling til Bygdetingene var den samme som Lagmandens oprindelige Stilling til Lagtinget. Han førte Pennen for Lagrettesmændene, og skulde derhos uden Tvivl undervise dem om Lovens Bud, men han havde oprindelig ingen egentlig Stemme ved Dommens Afsigelse. I en i Rigsarkivet (Canc. Registr. fol. 199 No. 156) opbevaret Lagmands Dom fra Jæmteland, der, i Forbindelse med de der indtagne Retsforhandlinger, i det Hele giver et anskueligt Billede af Retternes Organisation paa den Tid, er ogsaa indtagen en Bygdetingsdom af 1629, hvoraf man seer, at det Hele i det mindste i Formen gaar alene i Lagrettesmændenes Navn; disse betjene Retten, medens det mere Formelle foregaar ved Sorenskriveren, og Dommen er udstedt alene i Lagrettesmændenes Navn, med „Tingskriverens Forsegling til Vitterlighed“. Man seer endvidere af samme Sag, at Bygdetinget ikke bliver inkompetent i Sager mod Sorenskriveren, og at der neppe heller i disse Sager har været anordnet nogen Sætteskriver; – at den anklagede Skriver selv har fungeret, er dog lidet rimeligt; sandsynligviis have i saadanne Tilfælde Lagrettesmændene hjulpet sig alene. Imidlertid kan det dog ikke betvivles, at Sorenskriverne tidlig, og vistnok længe før den anførte Tid, havde saaet en væsentlig Stemme med ved Dommens Affattelse. Af den ældste af alle i Rigsarkivet opbevarede Protokoller, Frederikstads Lagtings Protokol 1607–15, seer man, at altid hvor Bygdetingets Domme indankes, nevnes Tingskriveren i Forening med Lagrettesmændene, og naar han ikke møder, bliver han ogsaa idømt Bøder til Kongen og Kost og Tæring til Sagsøgeren; – kort, han stilles ganske ved Siden af Mændene. Det samme sees af Oslo Lagtings Protokol 1609–10, hvor der dog ikke forekommer mere end et Par saadanne Exempler. I et af disse heder det endog udtrykkelig, at Tingskriveren „bekjender for Retten, at han bestaar sin Dom med Bønderne, som en Meddommer udi den Sag“. Endnu bestemtere forudsættes dette Forhold at finde Sted i den anførte Fr. 24de Octbr. 1634 § 5, gjentagen i Rec. 1643, 3–22–2, hvor det bestemmes, at naar Bygdetingets Dom paaankes for Lagmanden, skal Sorenskriveren møde for denne paa Lagrettesmændenes Vegne tilligemed 1 eller 2 af disse, og naar nogen Dom, som Sorenskriveren har underskrevet og beseglet, magtesløs kjendes, skal Sorenskriveren alene svare til den Forurettedes Kost og Tæring, og udgive fulde Bøder 8 Ørtuger og 13 Mark efter Loven, men Lagrettesmændene, som med Skriveren Dommen forseglet have, skal ikkun ilægges halve Bøder i det høieste, og iblandt ogsaa ganske forskaanes. Man seer altsaa af denne Forordning, at det nu var kommet i Brug, at Sorenskriveren var den egentlige Dommer, og at Lagrettesmændene de facto næsten blot vare Retsvidner; de jure bleve de dette først ved Christian den Femtes Lov. I de øvrige mig bekjendte Bygdetings Domme, fra det 17de Aarh.’s første Halvdeel, hvoriblandt en fra 1636, sees det ligeledes, at Sorenskriveren overalt er med som Dommer. At forresten den øvrige Tingalmue nu blot vare Tilhørere, og at der aldrig mere var Spørgsmaal om deres Samtykke til Lagrettens Beslutninger, var vistnok forlængst blevet Regelen.

16. De mindre Lagsogn, hvori, som ovenanført, de store Lagdømmer nu vare deelte, sees af Chr. IV. L. Tingfb. Kap. 1 at have været Følgende: Bahuslen, hvor Lagting skal holdes 2 Gange aarlig, nemlig Mandagen før Botolfsmesse (17de Juni) og Mandagen efter Fastelavn. Vigens, Fos Lagting, der holdtes 2 Gange aarlig, første Søgnedag efter Pauli Conversionis Dag (25de Januar) og efter St. Hansdag. Borgarting i Frederikstad 5 Gange, nemlig: 7de Januar, Mandagen efter Midfaste Søndag, Tokketirsdag (Søndenfjelds formodentlig den 2den Tirsdag efter Paaske), Dagen efter Viti et Modesti Dag (det er den 15de Juni), og den første Søgnedag efter Vinternatten. Oslo Lagting 5 Gange: 3 Dage før og efter Pauli Conversionis Dag, 3 Dage før og efter Midfaste, 3 Dage efter Tokketirsdag, 3 Dage før og efter St. Hansdag, 3 Dage før og efter Vinternatten. Eidsvolds Lagting: St. Botolphi Aften. Tønsbergs Lagting 5 Gange: Mandag efter Helligtrekonger, Mandag efter Midfaste Søndag. Tokketirsdag, 3 Dage efter St. Botolphi og ved Korsmesse om Høsten (14de Septbr.) Oplandenes Lagting 2 Gange: Tokketirsdag og St. Mortens Aften (10de Novbr.) Skeens Lagting 4 Gange: 3 Dage før og efter Midfaste Søndag, 3 Dage før og efter St. Botolphi, 3 Dage før og efter Mortensdag og Tokketirsdag (?) Agdesidens Lagting: i Mandal: Mandagen efter Helligtrefoldigheds Søndag; i Listerlen: sidermere vor Frues Dag; (ɔ: Mariumessa síðari d. 8de September), for Nedenæs: næste Søgnedag efter Michaelis, og for Robygdelaget næste Søgnedag efter St. Hansdag. Stavangers Lagting 2 Gange: St. Botolphi og Korsmesse om Høsten. Bergens Lagting, St. Botolphi. Trondhjems Lagting, St. Botolphi, samt for Jæmteland 14 Dage før St. Hansdag, og Steigarting for Nordlandene, St. Botolphi og for Finmarken i hvert Fiskevær, hvert 3die Aar.

Sammenholdes denne Anordning, der i Loven udtrykkelig siges at være efter hvad sædvanligt været haver, med den ovenfor, S. 110 angivne, der vare kommen i Brug tidligere, saa seer man, at den Forandring i Inddelingen nu er indtraadt i Tidens Løb, at Jæmteland ikke mere har sin egen Lagmand. Naar denne Forandring først er indtraadt, lader sig ikke med Bestemthed sige. I „Tegnelser“ nævnes en Lagmand Erik Nielsen i Jæmteland 1549, men i 1547 var Olaf Mogensøn Nidaros og Frostatings Lagmand (Dipl. Norv. I. 1094 og 1108). Altsaa synes disse Landskaber da at have havt fine egne Lagmænd, men om dette har været temporært, eller om det maaske længere hen vedblev paa denne Maade, kan ikke erfares, da man igjennem hele Diplomtiden ikke kjender mere end 3 Lagmænd i Jæmteland. Ligeledes sees de særegne Lagmænd for Bergen (samt Kongsgaarden) og Nidaros at være bortfaldne, og By og Land at være slaaede sammen til et Lagting, der holdtes i Byerne paa den for Landets Lagting bestemte Tid; men Personalet her har været det samme som ved Byernes Lagting. Dette sees for Bergens og Gulatings Vedkommende at have fundet Sted i 1594, se „Norske Samll.“ S. 333 fg. Endelig sees der i det gamle Eidsivatings Lagdømme atter at være blevet 2 Lagmænd, hvilket der ogsaa tidligere engang havde været, men som siden var ophørt. Naar disse Forandringer ere indtraadte, lader sig heller ikke med bestemt Sikkerhed sige, uagtet der i Diplomtiden nævnes mange Lagmænd over Oplandene. Grunden hertil er, at Navnet „Oplandene“ er et saa ubestemt Begreb, at det godt kan passe paa begge; Navnet „Eidsivatingslagmand“ har jeg intetsteds fundet. Den eneste Antydning, skjønt svag, er, at der i Diplomer nævnes en „Oplandenes Lagmand“ Ravald Niklissøn, Ridder, i Aarene 1444, 1448, 1465 og 1469, men ved Siden deraf nævnes Ingemar Jonssøn i Diplomer som „Lagmand paa Hedemarken“ fra 1458, og som Lagmand paa Oplandene i 1463, 1465 og 1466 (jfr. Dipl. Norv. I. 870, 875 og 889.) Men hvorledes det har været før og efter denne Tid, kan nu ikke paavises. Det nævnte Vigens-Fos Lagting gjaldt udentvivl for Ranrike, og det saakaldte Bahuslens Lagting for Elfarsysla, og de vare vistnok de samme som de ovenfor nævnte Fors- og Bagaholms-Tinge. Hvorvidt de hvert for sig have dannet et eget Lagsogn, eller om de tilsammen have dannet eet Lagmandsdømme med 2 Tingsteder, vides ikke, men det sidste er rimeligst, da der paa hvert Sted alene holdtes 2 Ting om Aaret, medens de andre Lagting i det Sydlige holdtes 4 eller 5 Gange. Forøvrigt seer man, at der nu i de fleste Lagsogne blev holdt flere Lagting om Aaret, ligesom ogsaa at der overalt befulgtes den gamle Sædvane at holde et Lagting ved Midten af Juni eller lidt efter (det gamle Botolphs Lagting).

Om der i den sednere Tid er indtraadt Forandringer i denne Inddeling, vides ikke, men det lader til at maatte have været Tilfældet; thi i en i Rigsariivet opbevaret Designation paa de Poster (ialt 91), som udi Norske Lov Forandring og videre Forklaring behøver, dateret 11te Juni 1639, anføres det, at de gamle nu afskaffede Lagting igjen burde oprettes. Men ved Christian den Fjerdes Lovbog skulde intet andet Lagting være bleven afskaffet end ialfald Sprodseidsting, (se den ovennævnte Lagmandsdom, afsagt i Trondhjem 1330), der idet mindste da ikke længere havde sin egen Lagmand, og at der skulde være følt nogen Ulempe deraf, at Bergens og Nidaros’s egne Lagmænd vare ophørte, er ikke let tænkeligt, thi deels vare nu Raadsturetterne organiserede, deels havde den anførte Forandring, som tidligere bemærket, vistnok gjort sig selv, derved, at det tidlig var bleven Brug, at een og samme Person baade var Bergens og Gulatings, baade Trondhjems og Frostatings Lagmand. Forøvrigt sees der af de ovennævnte Fredrikstads og Oslos ældste Lagtingsprotokoller, at der maa have været noget svævende især i Oslos, Oplandenes, Tønsbergs og Fredrikstads Lagdømmers indbyrdes Jurisdiktionsforhold, hvilket synes ogsaa at antydes derved, at man oftere finder flere af de anførte Lagstole beklædte af en og samme Mand. Ogsaa ældre Antydninger findes. Det synes navnlig, at Tønsbergs og Borgartings Lagstole i Regelen have været forenede, hvilket var Tilfældet saavel under den bekjendte Tønsberg-Lagmand Jon Karlssøn (1395–1422) som under hans Eftermænd Sigurd Sjøfarsøn (1429, 1438) og Peter Olafssøn (1449), der alle kaldes „Lagmænd paa begge Sider Fjorden“: sednere have de igjen været skilte ad; thi i et Diplom af 1522 nævnes en Anders Selvørsøn som Borgartings Lagmand, men mellem 1513 og 1533 var Ivar Jonssøn Lagmand i Tønsberg; ligeledes sees Mads Haraldsøn at have været Fredrikstads og Jørgen Larssøn Tønsbergs Lagmand samtidig i 1590; endvidere sees Tjøstolf Baardssøn til Blegen, der ved 1593 blev forflyttet fra Oplandenes Lagstol til Lagmand i Oslo, den 8de April 1597 paa Oslo Raadhuus at have paakjendt en Almenningstvist mellem Slidre i Valders og Froen i Gudbrandsdalen, hvilken Tvistighed ogsaa 2 Gange tilforn sees at have været behandlet i Oslo. Nogen nærmere Oplysning om dette Forhold har jeg imidlertid hidtil ikke kunnet finde. Efter Christiansands Oprettelse blev alle Agdesidens 4 Lagting holdte der til de oven anførte Tider; Priv. 30 April 1643 § 10 (Paus S. 803).

Hvad for Resten Lagtingets Organisation angaar, sees i hele dette Tidsrum ingen udtrykkelig Forandring at være foregaaet. Lagmandens Stilling til samme var de jure den samme efter Chr. IV. Lov som efter Magnus’s Landslov. Navnlig har Chr. IV. L. Tingfb. 4 gjentaget Bestemmelsen i M. L. 1–4, at Lagrettens eenstemmige Mening er Dom, selv om Lagmanden dissenterer, men at Lagmandens Mening er Dom i Tilfælde af Dissens i Lagretten. Lagrettesmændene opnævntes fremdeles af Lensmanden eller hans Foged. At det imidlertid maatte blive Tilfældet, at Lagmanden var den egentlige Dommer, er klart, og at dette maaske længe forinden Chr. IV. Lov har været saa, synes at antydes ved den hyppige Brug af udnyttet „Lagmandens Dom“, „at stevne for.Lagmanden“ o. s. v. istedetfor Lagtinget, hvilket allerede findes i M. L. og især er hyppigt i Christian den Fjerdes Lov og Forordningerne. I alle mig bekjendte Lagmandsdomme fra det 17de Aarhundrede tales der ikke synderlig om Lagretten, men Lagmanden dømmer alene i sit eget Navn. Af Fredrikstads Lagtings Protokoller 1607–15 sees der snart at have været en eller to, snart tretten eller fjorten Lagrettesmænd; snart nævnes der ingen. Engang hedder det udtrykkelig, at ingen Lagrettesmænd af Byen vare tilstede, men dengang var der rigtignok alene en Drabssag at behandle, og følgelig behøvedes ei den almindelige Lagrette. Af Oslo Lagtings Protokol 1609–10 sees de samme Uregelmæssigheder; kun 4 Gange har der været 12 Lagrettesmænd tilstede, forøvrigt ubestemt mellem 2 og 6 og 2 Gange nævnes ingen. Alt dette tyder hen paa, at Lagretten i alle Fald maa have været en temmelig uvæsentlig Bestanddeel af Tinget. I Dommene heder det oftest „jeg“. I den store Reces 1643, 3–22 og 23 og dens Kilder Frr. 1634 og 1636 tales der om Lagmanden paa en saadan Maade, at det næsten ikke gaar an at tænke sig ham uden som Enedommer. Men først ved Christian den Femtes Lov blev han dette de jure.

Da Lagrettesmændene saaledes havde tabt sin hele Betydning, kunde der naturligviis ikke længere blive Spørgsmaal om deres gamle omhyggelige Udnævnelse. Nævndermændene bortfaldt vist ganske, og Lagretten opnævntes vel af Fogden ligesom nu. I Chr. IV. L. Tingfb. 1. 2. 3. findes vistnok de gamle Regler i M. L. om Nævndermænd og Lagrettens Udnævnelse blandt disse, men herpaa bør ikke lægges nogen synderlig Vegt, naar man veed, hvor slavisk Kilderne ere benyttede. I alle Fald gik Nævndermændene af Brug ved denne Tid. I de i Norske Samll. S. 221 fg. leverede Uddrag af Bergens Lagtings Protokol 1592–94, nævnes Nævndermænd 2 Gange, men paa en saadan Maade, at det kan sees, de holdt paa at gaa af Brug. Se saaledes S. 274–6, hvor blandt andet tales om „Lagrettesmænd og menige Lagrette“, S. 332, hvor der tales om menige Lagrette „baade inden og uden Vebønd“. Men ved Siden heraf omtales Lagrettesmændene i det Hele paa en saa ligegyldig Maade, at det synes som selv de ikke have haft synderligt at betyde. Og i de oftere nævnte Fredrikstads og Oslos Lagtings Protokoller 1607–15 er der aldrig Tale om Nævndermænd. Mærkes kan det ogsaa, at der i ingen af disse her nævnte ældste Rets-Protokoller tales et Ord om Lagrettens Opnævnelse. Denne foregik dog oprindelig paa Tinget. Endelig kan her mærkes, at det sees et Par Gange ved Fredrikstads Lagting at have været Lagrettesmænd tilstede fra Landdistrikterne foruden de sædvanlige fra Byen, men dette behøvede i alle Fald ikke med Nødvendighed at være nogen Uregelmæssighed, se Tingfb. Kap. 2.

Af den nævnte. Oslo Lagtings Protokol seer man desuden, at der oftere har været holdt extraordinære Lagting efter Lensherrens Befaling ogsaa til Paakjendelse af private Sager, især hans egne. Her er der aldrig Tale uden om Lagmanden alene, Lagretten nævnes ikke med noget Ord. I en Sag mod en Foged, som sattes under Tiltale for imod Toldrullen at have tilladt Udførsel af Egetømmer, hvilken paa Grund af, at den rette Lagmand, Fredriksstads Lagmand, havde været Vidne i Sagen, og for at samme des snarere kunde blive paakjendt, var bleven stevnet for Oslo Lagting, sees dette at være afholdt til extraordinair Tid, (den 14de Febr. 1610), og at være betjent foruden af Lehnsherren, Kansleren og Lagmanden Peder Jørgensøn, af Oplandenes Lagmand Hans Glad samt Borgemesterne og Raadmænd i Oslo, uden at der nævnes noget om nogen Lagrette. Sagen blev da udsat til Tokketirsdag Lagting. Om dettes Betjening er intet anført; Indstevnte mødte ikke, og der findes siden intet Mere anført om den Sag. Formodentlig har dette været en speciel, af Lensherren paa Kongens Vegne nedsat Kommission, men det er dog besynderligt, at Sagen i saa Fald i 2den Session behandles paa det ordinære Lagting. Den første Session siges rigtignok at være behandlet paa St. Pauli Conversionis Lagting, men dette er ligefrem en Feil. Dette kunde tiltrænge nærmere Undersøgelse.

Det oftere indskjærpede Bud, at Lensherren skulde bivaane Retterne, findes som oftest at være respekteret, især seer man, at de næsten altid ere tilstede ved Lagtingene. Ved Oslo Lagting var desuden Kansleren ofte tilstede. Det sees, at disse i saa Fald have dømt i Sagerne tilligemed Lagmanden, hvilket netop anbefales Axel Gyldenstjerne i hans Lensbrev, der desuden bestemmer, at han skulde besegle Dommen næstefter Lagmanden; det var imidlertid ikke nødvendigt, og det heder undertiden udtrykkelig, at Lensherren kun har været tilstede, „til Rettens Bestyrkning“, jfr. forresten Fr. 15de Marts 1633 Art. 1; (Paus S. 757).

17. I Byerne vare nu Bymødet og Lagtinget, hvor der var et eget saadant, smeltede sammen, og dannede første og sidste Instans, hvis Domme blot kunde forandres af Kongen og hans Raad. Da desuden Bergens Lagting smeltede sammen med Gulating, og Trondhjems Lagting med Frostating, medens Oslo Lagting tillige var Lagting for Osloarsyslax og Tønsbergs Lagting ogsaa for Vestfold, saa sees, at den egentlige Forskjel mellem villæ forenses og andre Byer nu var bleven den, at hine alene havde een Domstol, Bylagtinget, hvis Domme stevnedes umiddelbart for Kongen og hans Raad, medens Domstolene i de øvrige Byer vare organiserede som paa Landet, idet de i Bymødet havde en Domstol, der svarede til Bygdetinget paa Landet, og hvis Domme indstevntes for Lagmanden. Christian den Fjerdes Lov, der udelukkende er en Oversættelse af Landsloven, omtaler næsten ikke Rettergangsvæsenet i Byerne, og bestemmer kun i Tingfb. 2, at hvor Lagting holdes i Kjøbstæderne, skal forholdes med Lagrettesmændene som fra gammel Tid brugeligt været haver. Men kort efter Lovbogens Udgivelse, paa en Herredag i Stavanger 1607, hvor Kirkordinansen blev given, gjordes heri den yderst vigtige Forandring, at Borgermestere og Raad i Kjøbstæderne fik sin egen Jurisdiktion, adskilt fra Lagmandens, men under Appel til denne. Disse saaledes oprettede Raadsturetter var egentlig kun i de 4 villæ forenses noget Nyt; de øvrige Kjøbstæder, der havde Magistrat, havde alt forhen Bymødet, hvori Lagmanden ikke deeltog, og saaledes var hele Forskjellen mellem villæ forenses og de andre Byer hermed ophævet. Man seer ogsaa, at dette har vakt Misnøie i Bergen. I et i Rigsarkivet opbevaret Reskript, dateret Skanderborg den 1ste Febr. 1609, heder det, at Kongen med Mishag har erfaret, at Lagmanden i Bergen Jakob Jørgenssøn befatter sig med at sidde Dom i Forening med Borgermestere og Raad i Bergen, uagtet Kongen paa sidste Herredag i Stavanger udtrykkelig har adskilt Lagmandens Jurisdiktion fra Borgermesteres og Raads i Kjøbstæderne. Af to, Reskriptet vedlagte Bilage sees det endvidere, at Lagmanden har affordret Borgermestere og Raad deres Erklæring, om dette Reskript er foranlediget ved nogen Angivelse fra dem, idet Lagmanden benægter nogensinde at have indblandet sig paa deres Raadstue, undtagen naar han sad Ret med dem i Landets Sager (thi Borgemestere og Raad i Bergen vare selvnævnt Lagrette ved Gulating). Hertil svare disse, at det er saa langt fra, at de have klaget over Lagmanden i denne Henseende, at de meget mere i en til Kansleren indgiven Forestilling have andraget paa, at Alt maatte forblive ved det Gamle, eller, hvis dette ikke kunde indvilges, at da deres Domme maatte gaa lige til Kongen og hans Raad, og befries for at indstevnes for Lagmanden. Hvad for Resten Resultatet af denne Forestilling blev, vides ikke; først ved Reskr. 7de Marts 1682 fik Bergen Lagtingsret. Om disse saaledes selvstændig organiserede Raadsturetter for øvrigt beholdt samme Organisation som Bymøderne, navnlig om der var Lagrette ved dem, og om de sammentraadte til bestemte Tider eller eftersom Omstændighederne gjorde fornødent, – kan nu ikke erfares; thi det nævnte Reskript med Bilag er det eneste Datum, jeg har kunnet finde om deres Indførelse, og der findes ikke nogen Raadstuprotokol ældre end 1661, og da var der naturligviis intet Lagrette. Forandringen er sandsynligviis traadt i Kraft fra Begyndelsen af Aaret 1608; i det mindste seer man af Fredrikstads Lagtingsprotolol 1607–15, at Lagmanden, Borgermestere og Raad ere sammen til Udgangen af 1607, og efter den Tid er der alene Tale om Lagmanden og Lagrettet. Christiansands Raadsturet skulde efter Priv. 30te April 1643 § 11 holdes hver Mandag og fik en fuldstændig Instruktion ved Reskr. 15de Januar 1688 § 1–3.

Raadsturetten og Lagtinget vare saaledes Domstolene for Kjøbstæderne, ligesom Bygdetinget og Lagtinget paa Landet. Gjaldkeren eller, som det sednere blev sædvanligt at kalde ham, Byfogden (fuogiti af advocatus, tysk Vogt) havde ingen som helst dømmende Myndighed, men var blot administrativ Embedsmand, og var kun i denne Egenskab tilstede ved Retten for at varetage det Offentliges Interesse, hvilket oftere omtales i Forordningerne. Mærkes kan dog den i Norske Samll. S. 321 meddeelte Sag, hvoraf man seer, at det har været brugeligt, at henvise Sagen til foreløbig Undersøgelse af Gjaldkeren, naar Beviislighederne ikke strax vare i Orden. Men dette sees dog kunnet have været en reent administrativ Foranstaltning og, om man vil, en Forligsprøve, omtrent ligesom der i Erik Magnussøns Retterbod af 1280 Art. 24 foreskrives for Sysselmanden; og det tillægges udtrykkeligt, at naar Oplysningerne af Byfogden ere antegnede, og Parterne da ikke anderledes forliges kunne, skulle de indkomme for Retten igjen. Exemplet er for Resten enkeltstaaende, og det er saaledes ikke muligt at komme efter, om der muligens heraf alligevel skulde have udviklet sig et Slags dømmende Myndighed. I Danmark havde derimod Byfogderne tidlig faaet Dommermyndighed, først i Forening med Raadet og siden alene; men det var ikke før efter Souverænitetens Indførelse, at det Samme blev Tilfældet i Norge. Fr. 27de April 1635 (Slanges Hist. S. 813) gjentagen i store Reces 2–3–15, der er Kilden til N. L. 1–3–1, gjaldt alene for Danmark. Det var i Christiania, hvor man først finder, at Byfogden er bleven Underdommer. I en Relation af 1661 (Samll. til n. F. og Str. Hist. IV S. 35) heder det, „at det ikke vilde være utjenligt for menige Mand i Trondhjem, at Byfogden der, som her i Christiania skeer, og ellers i Danmark, maatte først dømme i alle Sager, hvorved Borgermestere og Raad blev forlettet og Kongens Interesse forbedret“, og saaledes blev det og ved Kjøbstædernes Privilegier af 30te Juli 1662 § 9 bestemt, „at Byfogderne herefter ligesom i Danmark skal dømme i smaa Sager og forsvare deres Domme for Borgermestere og Raad, hver i sin Kjøbstad“; jfr. Christiansands Priv. af s. D., der ingen Forskjel gjør, eftersom Sagerne ere store eller smaa. Det har forresten neppe været tidligere end fra Begyndelsen af 1661, at Byfogden i Christiania fik Dommermyndighed. Herom kunde man imidlertid have faaet Vished, dersom ikke Christianias, formodentlig ældste, Bytingsprotokol for 1661, der, efter en i sin Tid af nuværende Byskriver Rye forfattet Fortegnelse, fandtes i Rigsarkivet i 1827, sednere var forkommet. Af Protokollen for 1662 kan intet erfares. De ældste Byting-Protokoller man har fra det Søndenfjeldske er forøvrigt Bragernæs 1663–64, Tønsberg 1667, Kragerø 1701, Fredrikstad 1664–65, Fredrikshald 1666–79, Moss 1720–24.

Saaledes havde man nu faaet 3 Instanser for Byerne, – Byfogden; Raadsturetten, Lagtinget, hvortil endnu kom Overhofretten og Høiesteret. Som en Uregelmæssighed bemærkes endnu Kragerøs Priv. 16de Januar jfr. Reskr. 21 Febr. 1666, hvorefter Kragerø fik en Overraadmand, til hvem Byfogdens Domme skulde paaanke istedetfor til Raadsturetten, og hvis Domme igjen stode under Appel til Skeens Lagting. Da den udnævnte Overraadmand Adeler døde i 1669, ophørte dette, men uden at Magistraten derfor fik Dommermyndighed igjen, hvorimod Kragerø Bytingsdomme nu indankedes umiddelbar for Lagtinget. Dette Exempel blev dog først langt sednere efterfulgt for de øvrige Kjøbstæders Vedkommende, idet Raadsturetterne først ophævedes for Arendal og Østerrisøer ved Priv. 7de Mai 1723 § 2; for Tønsberg og Bragernæs i Aaret 1733, for Skeen ved Reskr. 24de August 1759; for Fredrikshald Reskr. 4de August 1773 og for Moss 23de Marts 1775.

I de 4 Stiftsstæder gik man derimod en anden Vei for at forkorte denne lange Instansfølge, idet disse fik den saakaldte Lagtingsret, derved at det bestemtes, at Raadsturettens Domme skulde gaa Lagtinget forbi, og indstevnes umiddelbart for Overhofretten. Dette skede for Christiania ved Reskr. 11te Novbr. 1670, for Bergen ved Reskr. 7de Marts 1682, for Trondhjem ved Reskr. 15de Mai 1700 jfr. 30te Novbr. 1672 samt endelig for Christiansand i 1729, se Reskr. 11te Septbr. 1719.

Da Laurvigs Grevskab oprettedes i 1671, ophørte Laurvig, der ved Anord. 2 Marts 1665 havde saaet sin egen Byfoged, som henhørte under Tønsbergs Raadsturet, at svare for denne Bevill. 29de Septbr. 1671, og Byfogdens Retshandlinger gik, nu til Laurvigs Overbirketing, indtil dette i 1825 ophævedes.

Endnu maa for Byernes Vedkommende mærkes de ved Fr. 7de Febr. 1619 (Paus S. 579–80) gjentagen i den store Reces 1643 2–3–5 og 6 indførte Overkjøbmænd, som Kjøbmændene, hvor nogen Handel eller Vandel er, skulde udvælge af sin egen Midte hvert Aar inden 1ste Marts, hvilte tilligemed 2 andre Kjøbmænd, hvoraf hver af de tvistende Parter skulde udvælge een, til en vis Time paa Dagen skulde foretage alle Tvistigheder Kjøbmænd imellem angaaende Kjøb, Salg, Vexler, Assurance, Fragt, Mandskab, Interessentskab og andet, Handelen vedkommende, dog maatte de ingen kriminelle Sager behandle. Disse vare imidlertid efter Lovens udtrykkelige.Udsagn ikke Dommere, men alene Underhandlere, og dersom den tabende Part ikke vilde lade sig nøie med deres Afsigter, maatte Sagen alligevel ind for de ordinære Domstole, hvor da Afsigten beskreven skulde lægges i Rette til Sagens bedre Underretning. Det er alene en Unøiagtighed, at dette kaldes Dom, og at der tales om at indstevne dem for Raadsturetten. Naar der tales om Byfogden som Dommer her, ligesom og i Fr. af 18de Novbr. 1622 (Paus S. 641), maa det erindres, at Saadant kun gjaldt for Danmark. Ved Reskr. 31de Juli 1670 blev det bestemt, at de skulde udnævnes af Magistraten. Se endelig Lovb. 1–6–3 og 4, der gjentager Recessen, Fr. 16de April 1681 Kap. 4 jfr. Fr. 4de April 1742, § 22. De kunne saaledes omtrent sammenlignes med Dispachører for Søretssagers Vedkommende.

18. Herredagene vedbleve i det 17de Aarhundrede som de øverste Appelinstanser, ligesom tidligere (Se Chr. IV Lov Tingfb. 4 og 9). Fra Aarhundredets Begyndelse blev det Skik i Regelen at holde Herredage i Norge hvert 3die Aar, (se Slanges Chr. IV Hist. S. 151 jfr. Fr. 14de Marts 1666). Man seer saaledes, at der blev holdet Herredag i Bergen den 24de Juni 1604 (hvor blandt andet Lovbogen blev given), i Stavanger den 3die Ang. 1607 af Kongen, Kansleren og 4 Rigsraader, hvorhos alle Biskopperne, nogle Kanniker af hvert Kapittel, samt nogle udvalgte af hvert Stifts Provster og Præster vare tilkaldte, (da blev Kirkeordinansen given og Raadsturetterne oprettede); i Oslo den 16de Juli 1610, af Kongen, Prindsen og Raadet, (hvor Prinds Christian blev hyldet) hvorhos for Hyldningens Skyld alle Riddere og Adelsmænd, Bisper, Lagmænd, Prælater, Kanniker, Provster og Præster, Borgermestere og Raad, Borgere, Fogder, Lagrettesmænd og menige Bønder, enten selv eller ved Befuldmægtigede, vare beordrede at indfinde sig; i Skeen den 11te August 1613, (hvor Almuen i Jæmteland blev tiltalt for dens Opførsel under Kalmarkrigen, samt de papistisksindede Præster bleve dømte;) paa Agershuus 29de Juli 1616; i Skeen i Juli 1619 af Statholderen Jens Juell, Kansleren Jens Bjelke og 2 Rigsraader: i Bergen i Juli 1622 (hvor Biskop Arrebo blev dømt); i Skeen i 1625 af Statholderen og 2 Rigsraader; i Christiania for første Gang i 1628, i Bergen d. 24de Juli 1631 af Statholderen, Kansleren og 3 Rigsraader; (i 1634 kan det ikke erfares at være holdt nogen Herredag i Norge; i 1635 var vistnok Kongen personlig i Bergen); i Bergen 1637 af Statholderen, Kansleren, Rigens Admiral og en Rigsraad; i Bergen 29de Juni – 6te Juli 1641 af Statholderen, Kansleren og 2 Rigsraader (i 1643 holdtes neppe nogen Herredag), paa Agershuus i Juli 1646 af de samme som i 1641; (der fik Adelen Hals og Haand med 40 Marks-Sagerne over deres Tjenere, hvilket de ikke havde haft siden Christian den IIIs. Tid) I 1649 og 1652 kan ikke erfares advare holdt Herredage, ligesaalidt som i 1658. I 1656 blev holdt en Herredag paa Agershuus den 29de Juli; ligeledes blev der holdt Herredag i Christiania i August og September 1661, af Statholderen, Kansleren og 8 Regjeringsraader, hvor 61 Sager bleve paadømte, (se Refkr. 4de Juni 1661) og endelig i Christiania den 1ste August 1664, af Statholder Gyldenløve, Kansleren Ove Bjelke, Peder Reedtz, Høiesteretsassessor og Professor Rasmus Vinding samt Assistentsraad B. Meklenburg, (jfr. Reskr. 26de April og 21de Juli 1664); der paakjendtes 87 Sager. Denne var den sidste Herredag i Norge; thi den 28de Januar 1667 traadte Overhofretten i Virksomhed, hvorved et fast Overtribunal for Norge blev oprettet.

Herredagene havde nu i Tidens Løb udviklet sig til ordentlige Appellationstribunaler. Der fandt en regelmeessig Procedure Sted, Stevninger udstedtes til samme, søndenfjelds af Kancelliet paa Agershuus og nordenfjelds af vedkommende Lensherre eller Amtmand i Kongens Navn. Dette er, som Enhver vil se, noget ganske andet, end Kongens Myndighed efter M. L. I–11 og 4, men det havde udviklet sig saaledes efter Foreningen med Danmark og ved de danske Forholds Indflydelse, hvor den overdømmende Myndighed, som tilkom Danehoffet, eller de aarlige Sammenkomster af Rigets Stænder, noget for Kalmarunionens Tid var gaaet over til Kongen og Rigsraadet, men med Vedligeholdelse af de ældre Former. Herredagene vare rette Fortrin for Adelen i Livs og Æressager, og i Sager angaaende Konfiskation af deres Eiendomme. Fr. Is. Haandf. af 1524 Art. 9 og 16 jfr. 37 (Samll. t. R. F. og Sp. Hist. I. S. 1 fg.), Priv. 14de Febr. 1582 Art. 2 (Paus S. 392) store Rec. 1643 2–6–12 jfr. og Priv. 24de Juni 1661 § 13 og 25de Mai 1771 resp. § 23 og 20. Om Herredagene se forresten blandt andet Fr. I. Haandf. Art. 40, Reces af 1568 Art. 1 og 2, st. Rec. 1643. 2–6 samt Rigens Ret og Dele af 10de Decbr. 1621. Det synes, at naar Herredagene holdtes uden kongelig Deeltagelse, kunde deres Domme atter indstevnes for Kongen personlig (Fr. I. Haandf. Art. 36). Men dette var vel ingen Appel, men kun et Slags revisio actorum. Som tidligere bemærket, var det ogsaa brugeligt fra den Tid af, at Norge havde tabt sit eget Rigsraad, naar der ikke blev holdt Herredag i Norge selv, at indstevne Sagerne til Danmark, hvor Herredagene holdtes hvert Aar. Men det synes dog, som denne besværlige Vei blev sjælden benyttet, efter at de norske Herredage fra Christian den 4des Tid bleve mere regelmæssigen afholdte.

Efter Souverænitetens Indførelse blev den Kongen og hans Raad forhen tilkommende høieste Dommermyndighed overdragen til en Afdeling af Statsraadet, nemlig Kancelli og Justitskollegium under Kanslerens Forsæde, (se Provisional-Ordinansen af 4de Novbr. 1660 § 2), hvor de 4 sidste Dage i Ugen Retssager skulde foretages. Af dettes Medlemmer skulde kriminelle Sager behandles af 9 og civile af 7, men Kongen skulde foreløbig underrettes derom, førend Dommen undertegnedes, dog havde Parterne Adgang til at faa Sagen behandlet af det samlede Raad. Denne Indretning varede imidlertid ikke længe; thi allerede ved Fr. 14de Febr. 1661 blev den danske Høiesteret oprettet (Gødes Forordninger, Nye Samll. til den danske Hist. IV. 4 Hefte S. 111 fgg.), der aarlig skulde holdes i Kjøbenhavn 8 Dage efter Pintse og nu blev fælles høieste Domstol for begge Rigerne, og hvorfor der aarlig lige til 1774 udgaves Patenter om Rettens Holdelse og Sagernes Orden. Den første Sag, der behandledes (den 4de Marts 1661) var en norsk Sag mellem Statholder Nils Trolle og Generalproviantforvalter Løvenklo (Danske Magazin V. 134). De almindelige norske Herredage vedbleve fremdeles, som anført, at holdes saavel i 1661 som 64; og disses Domme maatte da igjen kunne appelleres til Høiesteret, da ikke Kongen personlig kom til at deeltage i nogen af dem, hvilket sees at have været hans Hensigt i 1664. Men endelig blev ved Reskr. til Statholder Gyldenløve af 14de Marts 1666 og Fr. af s. D. istedetfor de norske Herredage en fast Overhofret for Norge oprettet, der aarlig skulde holdes paa Agershuus Slot, Pauli Conversionis Dag (25de Januar) og følgende; den begyndte sin Virksomhed den 28de Januar 1667 med en Sag mellem Bergemester Henning Irgens og Toldvæsenet i Trondhjem. Rettens Præses var Statholderen og forresten bestod den af en Justitiarius og 9 Tilforordnede, hvoriblandt Kansleren, hvilke oprindelig udnævntes af Statholderen, og siden af Kongen; dog var Retten kompetent med 5 Medlemmer (Instrux 20de Decbr. 1684 § 3). Til Assessorer udnævntes høie Embedsmænd og karakteriserede Personer i Norge, om de ogsaa ikke netop boede i eller ved Christiania. De fik lige saa lidet som de, der tidligere vare opsendte for at holde Herredage, nogen Gage, men havde kun Retssportler, hvorom se Fr. 24de Novbr. 1674 og 6te Mai 1682. Men man seer ogsaa, at det gik høist uordentlig til med Rettens Holdelse, og at det næsten ikke var muligt at faa Assessorerne til at møde; der udkom vel en Mængde Reskripter, der for største Delen ere indtagne i Wessel-Bergs Samling, for at rette herpaa; snart indskjærpes Straffen for Udeblivelse, snart udnævnes flere nye Assessorer, for al Byrden kan blive mere fordeelt, og snart er man endog nødt til at tilstede, at Rettere kan holdes af færre Personer end 5. Men intet hjalp, før Rettens Medlemmer ved Reskr. 17de Septbr. 1756 fik en, ihvorvel liden, Løn. Nogen ordentlig Instrux fik Overhofretten neppe, før under 20de Decbr. 1684. Der findes i Rigsarkivet en Afskrift af et Andragende af 23de Septbr. 1672 fra den Prokurator, der skulde 7møde paa Rettens Vegne ved Høiesteret i Kjøbenhavn, hvori der anholdes om en Instrux for Overhofrettens Virksomhed; dette Andragende er vedlagt et Udkast eller Forslag til en Instrux, uden Datum eller Underskrift, hvilken kjendelig sees at ligge til Grund for den nævnte Instrux af 1684. Sednere fik Retten ny Instrux under 13de Januar 1700, hvilken næsten ordlydende er overeensstemmende med Instruxen af 1684, kun med den Forandring, at Vicestatholderen her nævnes som Rettens Præses istedetfor Statholderen; thi mellem 1699 og 1710 var der ingen virkelig Statholder i Norge. Denne Instrux fik et Tillæg under 9de Juli 1756, og derved forblev det, lige til Instrux af 14de Januar 1778. De ovenfor anførte Aktstykker, der intetsteds vides tilforn at være trykte, ere nu indtagne i J. Schmidts Udgave af Forordningerne 2 Del S. 72 fgg. hvortil saaledes henvises. Om nogle Sagers Udgang til skriftlig Behandling for at bringe Retten à jour udkom et Reskr. 21 Marts 1755.

Fra Overhofretten, der traadte i Herredagenes Sted, kunde der saaledes igjen, naar Sagen gjaldt 500 Rd., appelleres til Høiesteret i Kjøbenhavn (Fr. 1666 jfr. Lovb. 1–6–16, hvor summa appellabilis blev 200 Lod Sølv).

19. Det er ganske mærkeligt hvor fuldkommen Reformationen betog Geistligheden faa godt som ethvert Spor af dømmende Myndighed. Efter Christian den Tredies Kirkeordinans af 2den Septbr. 1537, skal Superintendenten paaminde og advare de Præster, der forsømme sit Embede, og straffe (det er: advare, irettesætte) dem, saa de enten bedre sig, eller og tage Lensmanden og Provsten til sig med nogle andre Sognepræster og sætte dem ud af Embedet. Ligeledes heder det, at Sognepræster, som forfalde til slet Opførsel og ikke bedre sig efter Paamindelse, maa efter Superintendentens og Provstens Skjøn af Herskabet sættes i Rette, ja afsættes og regnes lige med andre uordinerede Almuesfolk. Om Provsterne bestemmes, at de skulle have Forstand i Landsloven, og dersom de under sine Visitatser finde Brøst hos Sognepræsterne, da skal de minde dem om deres Pligt; hjælper ikke dette, skal de stevne dem ind for Superintendenten, og dem, han da ikke kan sætte til Rette, skal han lade indkomme for Herskabet eller Lensmanden; og aldeles det samme foreskrives der om Sognefolket, dersom det ikke holder Ordinansen og ikke vil give Præsterne hvad dem tilkommer. Det sees af alt dette, at der ikke engang er Tale om nogen geistlig Jurisdiction mod Geistlige i geistlige Sager, og at Superintendenten mere har en Inspektionsmyndighed end nogen dømmende. Kun kan han tilligemed Lensmand og Provsten med nogle andre Sognepræster afsætte uskikkede Præster, men dette tænkes kjendelig mere at være en administrativ Foranstaltning, end nogen egentlig Straf, ligesom Præsterne i den Tid ikke vare egentlige til Embedsmænd. Aldeles de samme Bestemmelser indeholdt ogsaa Christian den Fjeldes Kirkeordinans af 2den Juli 1607. Om verdslige Sager mod Præster bestemmer Christian d. 3dies Ordinans, at de skulle søges ved verdslig Ret, dog skal Præsten tilsige Stiftsbefalingsmanden derom for geistlige Sager skulle de tiltales for Herredsprovsten eller Superintendenten i Lensbefalingsmandens Nærværelse, men kan de ikke der forliges, maa de stevnes ind for Kongen selv. Alt dette gjentaget i Christian. d. 4des Ordinans, der dog i Gjeldssager foreskriver en Forligsprøve for Provsten, „hvis Præsten ikke vil lade sig af Bønderne fordele til Tinge“, (jfr. den 17de Riber-Artikkel) hvorimod andre verdslige Sager og Jordtrætter høre ind for Lagretten. Skolelærere skulle formanes af Biskoppen og Sognepræsten, og hvis dette ikke hjælper, da afsættes af Biskoppen.

Alene Superintendenterne gjorde her en Undtagelse, idet disse efter Christian d. 3dies Ordinans i Embedssager, for Kjætteri eller aabenbare Laster, skulle anklages for Kongen, der skal stede dem til Ords i 2 eller 3 andre Superintendenters Overværelse, hvilken Bestemmelse gjentages af Christian den Fjerde, der tilføier, at naar de et Par Gange uden Frugt ere advarede, skal Kgl. Maj. have sin Ret til dem, efterat de ere afsatte, ligesom til nogen Anden, der saadant gjør, saasom Herskabet og skal have sin Rettighed mod andre Kirkens Tjenere, naar de for nogen stor Last ere satte af Embedet, eller blive befunden med nogen halsløs Gjerning.

Ægteskabssager unddroges ved Christian den Tredies Ordinans udtrykkelig fra Geistlighedens Raadighed, forsaavidt der bliver Tale om nogen Doms Afsigelse, og de skulle henvises til de borgerlige Domstole. Mægling skal derimod Geistligheden forsøge her, som i alle Samvittigheds-Sager. Heri gjordes der imidlertid nogen Forandring ved Riberartiklerne af 4de Mai 1542 (Krag I. S. 329), af hvilke Art. 3 bestemte, at de skulde forhandles for Stiftsbefalingsmanden og Kapitlet, og Superintendenten ikke dermed besværes, uden i de største og drabeligste Sager, i hvilke hans Raad skal indhentes. Dette Bud blev for Norges Vedkommende gjentaget ved Erik Rosenkrands’s Reces af 22de Juni 1565 Art. 4 (Paus S. 346), hvor det befales Fogderne at skyde Ægteskabssagerne ind for Superintendenten og Kapitlet, og rette sig efter, hvad disse derudi efter Guds Ord og Kongens Ordinans beslutte kan. Fredrik den almene Anordning om Ægteskabs-Sager af 19de Juni 1582, henvender sig til „vore Lensmænd, Superintendenter, Prælater, Kanniker og alle Andre, som enten paa Kapitler, udi Konsistorio eller andetsteds skal sidde men forhøre eller dømme udi Ægteskabs-Sager“. I Fortalen og mange andre Steder tales her om Kapitlet og Konsistorium som Dommer. Denne Forordning er i det hele Kilden til Lovbogens Skilsmisse-Bestemmelser. Ved Christian d. 4des Ordinans bestemmes udtrykkelig, at Jurisdiktionen i Ægteskabs-Sager tilkommer Stiftsbefalingsmanden tilligemed Superintendenten og Kapitlet i hvert Stift, der skulle holde sine Konsistorier paa de Tider, som Lagrettet hos hvert Biskopsæde holdes; der skulle alle Ægteskabs- og Horsager foretages og paadømmes. Denne Bestemmelse er, med enkelt Forvanskning, Kilden til N. L. 1–3–11.

Udenfor Ægteskabs-Sager sees der saaledes ikke de jure at kunne være Tale om nogen geistlig Jurisdiktion. Men det en let begribeligt, at denne Overgang maatte være for brat til at trænge igjennem i Praxis, og man seer derfor ogsaa, at Ægteskabssagerne snart igjen bleve henlagte til Kirken. Den mæglende og irettesættende Myndighed, som var tillagt Stiftsbefalingsmændene, Superintendenterne og Provsterne i Forening med andre Sognepræster, gik sikkerlig ogsaa over til en virkelig Dommermyndighed. At Provsterne og Superintendenterne i Ordinanserne nævnes deels sammen, deels hver for sig men om hinanden, gik vel an, naar deres Myndighed blot skulde være at formane og mægle, thi de vare begge Geistlighedens Foresatte, – men naar de skulde være Dommere, passede dette naturligviis ikke, og Forholdet gestaltede sig vistnok saa, at Provsten med andre Sogneprester blev Underinstants under Stiftsbefalingsmanden og Superintendenten, aldeles saaledes som Lovbgs. 1–2–12 og 13 jfr. 1–3–11 efter en rigtig Fortolkning bestemmer. Og den ubestemte 7Maade, hvorpaa disse Bestemmelser i Lovbogen ere udtrykte, tyder bestemt hen paa, at der i Grunden kun sanktioneres en bestaaende Praxis. Man har en Oslo Lagtings Dom af 1609, hvorved en af en Borger i Oslo for Lagtinget anlagt Sag mod en Præst i Thelemarken for Gjeld, – „efter Ordinansens 3 Blads Indhold“ blev henvist fra Lagtinget for Provsten i Bamble, som samme Sag-Parterne imellem skal forrette og adskille, og Sagsøgeren, som havde stevnt Præsten paa ulovlige Steder fra sin Provst og ud af sit Lagsogn, blev tilpligtet at give Kost og Tæring. Det vil sees, at den paaberaabte Bestemmelse i Christian d. 4des Ordinans her var tagen langt strengere end den vistnok var meent. Ligesaa seer man af Herredagsprotokollen for 1661, at en Injurie-Sag mod en Præst var bleven anlagt for Kapitlet, der imidlertid afviste Sagen og henviste den til Lagmanden.

20. Staaende Hære kjendtes ikke af Oldtidens Nordboere, og naar Almenning var opbuden, stod Ledingsfolket under den almindelige Landslov. At visse Forbrydelser maatte blive afstraffede paa Stedet, var, naar det fandt Sted, alene en Nødvendighedsforanstaltning. Kun synes det, efter hvad ovenfor er anført, at der ombord paa Skibe har gjældet den Regel, at alle Tvistigheder paakjendtes af Skibskammeraterne. Overhovedet var det opbudne Ledingsfolks militære Stilling saa lidet fremtrædende og desuden faa kortvarig, at der neppe for dets Vedkommende kunde behøves nogen særegen Ret. Men hvad der egentlig udgjorde Hærens Kjerne, var Kongernes og de dem loyskyldige Jarlers og Lændermænds haandgangne Mænd og Huuskarle. Disse stode i fast Tjenesteforhold til sin Herre, og vare pligtige at følge ham i Krigen, naar og hvor han forlangte. Hirden dannede et sluttet Samfund lige over for de øvrige Bønder; dens Tjenesteforhold til dens Herre var ordnet ved en egen Lov (hirðskrá), og dens indre Anliggender, dens Tvistigheder og Kongens Klager over dens Medlemmer afgjordes i et Møde af hele Hirden (Hirdstevne) og vare unddragne de almindelige Tinge. (Se om alt dette de forhen citerede Steder Hdsk. Kap. 20, 40, 41 og 42, og derhos især Kongespeilet Kap. 24 fgg.) Dette gjaldt over hele Norden. Men i Norge var der foruden Kongen og Erkebiskoppen (hvilket dog oftere vakte Kongens Uvillie) i den sednere Tid neppe nogen, og i alle Fald kun enkelte mægtige Herrer, der havde nogen ordentlig Hird (se Magnus Eriksøns Retterbod af 18de Decbr. 1332); end mindre blev naturligviis dette Tilfældet efter Kalmarunionen. I Danmark indtog derimod, som bekjendt, Adelen en langt mægtigere Stilling, og herskede paa sine Gaarde ligesom Fyrster; den stillede sig og sine Mænd aldeles udenfor Staten. Dette gjenfinde vi stedse mere og mere ubetinget udtalt i Kongernes Haandfæstninger; se og Haakon Magnussøns Borgret (N. gl. L. III. 144), den ældre (Erik af Pommerens) Gaardsret Kap. 7, 12 og 17, og især Fredrik den Andens Gaardsret. Art 2, 4, 20, 35, 39, samt 21, 23 og 34. Nu er det let at indse, at sednere hen i Middelalderen, da en mere ordnet militær Taktik og Disciplin begyndte at gjøre sig gjældende, de samme Regler, der gjaldt om denne Bestanddeel af Hæren, ogsaa bleve udvidede til det øvrige Mandskab, og i denne Form fremtræder den militære Jurisdiktion i de ældste Data derom, som man kjender.^[5] Saaledes bestemmer Christian den Tredies Skibsartikler af 1ste Septbr. 1536, der ordlydende stemme overeens med Eske Bildes Krigsartikler, Bergen 24de Octbr. 1536 (Krag II. P. 312 og 308 og Danske Mag. V S. 12 og 352): „item skal holdes paa hvert vore Orlogsskibe hver Mandag Ret, om tilfældig er og behov gjøres. Admiralen, Høvedsmænd, om der tilstede ere, med Skippere, Kvarteermestere, Bøsseskytter med andre vore Skibsfolk, skulde sidde Ret over dennem, som sig ubørlig holde. Og ville vi have slig Ret paa vor Admiral- og Skibsflaade, som vi holde paa vore Slotte og Gaarde udi vore Riger og Fyrstendømmer“. „Item, hvo som forrykker af Byttet, han skal straffes, eftersom Gaardsretten indeholder, ved Livet“. „Item alle de Sager, store og smaa, som skeer til Skibs, skulle udrettes, fordrages og forordeles til Skibs, og ingen over forskrevne Ordel, eller Ret klage eller kjære, hade eller nide udi nogen Maade, under Ærens, hans Halses og Livs Fortabelse“. I et Kongebrev af 1548 angaaende Skik og Orden paa den Flaade, hvormed Hertug Frederik blev sendt op til Norge (i „Tegnelser“), heder det ligeledes: „item skal paa alle vore Orlogsskibe udi samme vor Skibsflaade holdes slig Ret, som paa andre vore Slotte og Gaarde. End findes Nogen, som sig forgjør eller forbryder mod vor Artikels Lydelse, da hvor som de komme tillands udi vore Riger, der skal de stilles for Rette og straffes efter Gaardsrettens Lydelse“. I Frederik den Andens Trabanten Artichle af 6te Febr. 1571 (Danske Mag. V. S. 17 fgg.) tales der om, at Forsømmelser skal straffes „nach Ausweisung der Articul, und der Trabanten Erkantnüs“; nach Erkantnüs unsers Hoffmarschalcks und des Hauptmanns“, og især er mærkelig Art. 21, hvor der bestemmes, at om Nogen ikke holder Artiklerne, eller begaar andre Utilbørligheder, om der ogsaa intet derom her er talt – „den oder dieselben soll der Hauptmann in Beysein unsers verordenten Hoffmarschalcks und der andern Trabanten nach alten kaiserlichen Kriegsrecht und Gewohnheit ohne alle Gnade zu strafen Macht haben“. Denne her paaberaabte tydske Kilde har jeg desværre ikke kunnet finde. Christian den Fjerdes Krigsartikler af 2den April 1611 (i Rigsarkivet) bestemme overalt, at Forbrydelsen skal straffes „efter Øverstens og Lutenantens Dom“, „skal findes ind for Øversten og Lutenant, hvilke derom skulle straffe efter som Ret er“ o. s. v. (se Indl., Art. 22, 34, 38, 45, 53, 55, 72 og 73). Og samme Konges Skibsartikler af 3die April 1611 Art. 19 (Danske Mag. I. S. 211) gjentage Budet i Christian den Tredies Skibsartikler 2, at „hver Mandag efter gammel Skibsret og Brug, naar Skibet ligger for Anker, skal Ret holdes; hvilken som haver nogen anden noget til at tale, da vederfares ham saa meget som Artt. foreskrive“. Det samme bestemmes ogsaa i Fredrik den Tredies Skibsartikler af 1ste Juni 1657 § 18, jfr. 22, 37, 57 og 99 (H. Gødes Samling), der tillige bestemme, at der skal holdes Protokol for Retten. For Landmilitsen bestemmer endelig Fredrik den Tredies Fr. 5te Mai 1653 § 3 (hos Gøde), at der mod den Skyldige skal anstilles lovlig Proces efter Krigsartiklerne, og i Særdeleshed skal det iagttages udi Feidetid, at Forbrydelser ikke blive ustraffede ...... og Lensmændene skulle gjøre Officererne al mulig Hjælp, at de Skyldige paagribes og for Krigsretten forestilles kunne.

Der sees saaledes, at man virkelig havde militære Domstole med ordentlig Procesbehandling, saavel ved Landmilitsen som til Skibs, saavel over det udskrevne som hvervede Mandskab. At Jurisdiktionen ombord tidlig havde antaget et mere udviklet Præg end tillands, var vistnok ganske naturligt. Men hele Indretningen viser ogsaa paa det bestemteste, at det alene har været Omstændighedernes Magt, der har medført dette som Undtagelse fra det Almindelige. I de ovenfor anførte Bestemmelser sees den egentlige dømmende Magt og de Befalendes Korrektions-Myndighed oftere at være næsten ganske slaaede sammen, og nogen fast Regel for, (at det er Sagen, der bestemmer sit Værneting, havde man ikke; forsaavidt Forbrydelsen ikke blev paatalt før eftersat det udskrevne Mandskab var hjemkommet, skede Paatalen ved det almindelige civile Forum; mærk dog det anførte Kongebrev af 1548. Det var først ved Fr. 5te Mai 1653 § 3, at vi finde noget Spor til, at Militære ogsaa i Fredstid skulde svare for militær Ret, nemlig, naar Sagen var saa betydelig, at det gjaldt Livsstraf. Det var sikkerligt de tydske Forhold, som her gjorde sin Indflydelse gjældende, efter at de danske Krigsfolk under Trediveaarskrigen havde faaet saa god Anledning til at gjøre Bekjendtskab med dem; men det sees alligevel af de ovenfor anførte Drabant-Artikler af 1571, hvor „den gamle keiserlige Krigsret og Sædvane“ paaberaabes, at ogsaa tidligere de militære Jurisdiktionsforhold, som ogsaa naturligt kunde være, dannede sig efter tydsk Mønster. Efter disse Forbilleder udviklede nu den militære Rettergang sig snart til en ganske anden Fasthed. Grændsen mellem den civile og militære Jurisdiktion fik man fast bestemt ved Provisionalordinansen af 4de Novbr. 1660 Art. 4 jfr. Adelens Priv. 21de Juli 1661 § 13, hvorefter Krigskollegiet skulde dømme in criminalibus og i alle Sager, som Liv og Ære angaa udi den militære Stand, saaledes at om en Edelmand, Geistlig, Borger eller Bonde har at klage over en militær Person skal saadant komme for Krigsraadet; derimod, naar en militær Person haver noget at klage over nogen af anden Stande, skal saadant skee for andre kompetente Retter. Udi Sager af extraordinære store Forseelser, maa Delinkventerne appellere til den store Ret, hvortil nogle Krigshof- Kancelli- Justits– og Kammerraader af de andre Kollegier hver 3die Maaned skal komme sammen. Hertil sluttede sig igjen Forordningen om Udskrivning af 4de Juli 1664 § 22 og 23 (Gøde) og Lovb. 1–2–7 og 8, hvorefter de Militære i Krigstid i alle Sager skulde svare for militært Forum. I Fred derimod svare de udskrevne Soldater, medens de ere paa Lægdet, efter den almindelige Landslov, og Officererne svare ligesaa for de ordinære Domstole i civile Sager, hvorimod de saavel i kriminelle som militære Sager (saasom angaaende deres Gage og Gevær) alene sortere under militært Forum.

Angaaende de militære Domstoles Personale giver, som det vil sees, de ældre Bestemmelser ingen anden Oplysning, end at Officererne, eller Officerer tilligemed andre Soldater, skulle dømme i Sagerne. Formodentlig er Alt blevet anordnet for Tilfældet af den Øverstbefalende. Saavidt vides giver Provisionalordinansen de første bestemte Regler for militære Domstoles Sammensætning forinden Krigsrets-Instruktionen af 9de Marts 1683.

21. Af Specialretter kan endnu mærkes, Kammerkollegiet, der efter Provisionalordin. Kap. 4, Fr. 30te Decbr. 1660 Art. 3 (Paus S. 938), Instr. 30te Juli 1670, K. R. O. 30te Juli 1684 og 18de Marts 1720 Kap. 1 havde umiddelbar Jurisdiktion i alle Sager, Rigernes Intrader angaaende, og hvorfra Ingen, af hvad Stand han endog er, og enten han er Hovedmand eller Forlover, i de Sager, som angik de kongelige Indkomster, skulde kunne unddrage sig, eller skyde sig til sit Værneting, men efter vor kongelige Citation komparere og der lide og undgjælde, hvis efter Loven og Billighed endelig bliver dømt. Se endnu Lovb. 1–2–5, Fr. 16de Juni 1694, 7de Mai 1701 samt endelig Fr. 15de Juni 1771 og 17de Febr. 1774.

Endvidere anføres de ved Reskrr. 7de Juli 1665 oprettede Admiralitetsraad for det søndenfjeldske og nordenfjeldske Norge, der skulde paakjende Prisesager og andet mellem de engelske og hollandske Kapere, efter Traktater, Søretten og andre Forordninger. Dets Domme kunde indstevnes til Kongens egen Afgjørelse.

Endelig maa mærkes Under- og Overbergamtet paa Kongsberg samt Bergamtet i Trondhjem, se Reskr. 21de Decbr. 1689 med det sammesteds i W. Bergs Reskriptsamling citerede. Det var saavel et administrativt som dømmende Kollegium og havde Jurisdiktion saavel i alle Bergsager som i civile Sager vedkommende Indvaanerne paa Kongsberg og Røraas. Overbergamtet var Appelinstans for Underbergamtet samt Kongsbergs Byting og dets Domme gik lige til Høiesteret. Røraas havde sin egen Bergjurisdiktion under Appel til Bergamtet i Trondhjem, hvis Domme ogsaa gik umiddelbart ind for Høiesteret.

Adelig Birkejurisdiktion kjendtes ikke i Norge før Souveræniteten. Vistnok havde Hannibal Sehested søgt et faa den indført, men dette blev, som en Følge af dennejmægtige Mands Fald i 1651, af ingen Varighed. Hals- og Haandsret over sine Tjenere havde Adelen saaet ved Herredagen paa Agershuus i 1646 (Slange S. 1420), hvilket blev gjentaget af Fredrik den Tredie ved Adelens Privilegier af 31te August 1648 og endelig ved Priv. 24de Juni 1661 § 1. Først ved Grevernes og Friherrernes Priv. 25de Mai 1671 § 5 fik denne nu oprettede høiere Adel Birkerettighed i deres Len, hvilket fik Anvendelse paa de 3 eneste, som bleve oprettede i Norge: Laurvigs Grevskab, (Erektionspatent af 29de Septbr. 1661), Jarlsbergs Grevskab, (Erektionspatent 3die Januar1684)jog Rosendal Baroni, (Lensbrev af 14de Januar 1678). De øvrige Birker, som bleve oprettede i dette Aarhundrede, var Svanø Birk (Reskr. 16de Mai 1685), Lyseklosters Birk samt Halsnø-KlostersBirk, der dog sednere igjen ophævedes (se Reskr. 22de April 1673).

Særegen Politiretter fik man først i Norge ved Begyndelsen af det følgende Aarhundrede. Tilforn var Politivæsenet underlagt Lagmanden og Byfogden, især den Sidste; men kun som administrativ Embedsmand. Sager angaaende Politiovertrædelser behandledes for de ordinære Domstole og paa almindelig Maade, og søgtes af Byfogden. Egne Politimestere bleve først beskikkede for Trondhjem i 1686, men Posten gik ind ved Reskr. af 13deeMai 1702 og gjenoprettedes først ved Reskr. 11te Septbr 1750. Bergen fik egen Politimester ved Reskr. 12te Marts 1692; Christiania først ved Reskr. 11te. Septbr. 1744 og endelig Christiansand ved Reskr. 8de Mai 1767. Heller ikke i Danmark blev nogen egen Politiretsjurisdiktion nogenlunde bestemt anordnet før ved Politianordn. 22de Octbr. 1701 for Kjøbenhavn, der dog ikke gav Politimesteren nogen dømmende Myndighed (se § 4); den Jurisdiktion, som Politimesteren der havde efter Instr. 5te Septbr. 1691 for den første Politimester, Claus Rasch (1683–1705) var vistnok meget udstrakt, men ogsaa temmelig ubestemt.

22. Det er tidligere omtalt, at det gamle Princip, der gik konsekvent igjennem den hele ældre Rettergang, – at det nemlig ikke var Domstolenes Sag at udtale den Skyldiges Pligt til at efterkomme Noget, men at denne antoges at følge af sig selv, naar kun Beviset var bragt i Orden, – at Dommen, som da fældtes paa Tinget, altsaa ikke gik ud paa, „at N. N. skal gjøre dette eller hiint“, men „at han skal straffes, fordi han ikke haver gjort det“, – at Dommen saaledes ikke var Rettighedens legale Anerkjendelse, men dens umiddelbare Iværksættelse, – allerede forlængst maatte være forandret. Dette sees udtrykkelig at fremtræde i Christian IV. Lov, især i Kjøb. Kap. 3 og 4, hvor den hele Forskjel mellem vitterlig og ikke vitterlig Gjeld i Virkeligheden er bortfalden. Især er det mærkeligt at sammenholde disse Artikler med de tilsvarende i Magnus Lagabøters Lov, hvor den gamle Distinktion endnu er vedligeholdt. Man seer paa den ene Side, at Christian den Fjerde trolig har oversat sin Kilde Ord for Ord, men at paa den anden Side den brugelige Praxis har gjort ham Artikel 3 uforstaaelig; den er nemlig i Christian d. 4des Lov bleven til, „at Tingmændene skulle tilpligte ham at betale inden en halv Maaned,“ i Stedet for at M. L. har, at naar Debitor ikke strax efter Kravet betalte, skulde Kreditor stevne Ting „og da er det vel, om Debitor eller hans Ombudsmand betaler strax der, eller inden halv Maaneds Frist forfaldsløst“, d. e. egentlig skal vitterlig Gjeld betales paa Stedet, men Debitor kan dog ogsaa slippe Ansvar, naar han strax uden Dom erklærer sig villig til at betale, men blot begjærer en kort Henstand. Forskjellen i Magnus Lagabøters Lov er altsaa den, at vitterlig Gjeld ikke skal behøve at paadømmes, og at Debitor paadrager sig Straf, naar han taaler Dom; – men saaledes som Christian den Fjerdes Lov har gjengivet Lovstedet, er der ingen anden Forskjel mellem vitterlig og ikke vitterlig Gjeld, end, at den første naturligviis kan paadømmes strax, den sidste maa først bevises. Men dette har ingen Grund til at gjøre nogen Distinktion, dersom den ikke allerede var gjort i Kilden. Forøvrigt har Christian den Fjerdes Lov simpelthen oversat de ældre Lovbestemmelser om Rettergangsmaaden saavel i civile som kriminelle Sager. Det Antikverede er optaget med det gjældende. Dog er, som ovenfor anført, det øieblikkelig stevnede Ørvarting nu bortfaldet, og næste offentlige Ting traadt i Stedet; ligeledes er i Tingfb. Kap. 4 gjentaget Bestemmelsen i Erik Magnussøns Retterbod af 1280, Art. 28, at Sager, der gik ud paa Livsstraf, Lemlestelse og andre store Revselser, skulle paakjendes af 12 af Ombudsmanden udnævnte skjønsomme Mænd. Slutnings-Bestemmelsen, at disse 12 Mænd, efter at være blevne enige mellem sig om Dommen, skulle komme tilbage til de øvrige Tingmænd og stadfæste Dommen med disse, er naturligviis bortfalden her tilligemed hele Tingalmuens dømmende Myndighed, og i Stedet derfor bestemmes, at de 12 Mænd skulle dømme i Lagmandens Nærværelse, hvor han er tilstede. Man seer for Resten af Udtrykkene i Artiklen, at disse Mænd ere noget andet end Tingets Lagrette, ligesom man ogsaa seer af Fredrikstads Lagtingsprotokol 1609, at den 27de Marts, hvor der udtrykkelig siges, at ingen Lagrettesmænd af Byen vare tilstede, behandledes og paadømtes en Drabssag af 12 Mænd, opnævnte af Landet. At imidlertid det ordinære Lagrette nok var kompetent, er en Selvfølge. En Bestemmelse om det kriminelle Værneting fik man ved Fr. 10de Decbr. 1617, hvorefter Sagen skal følge Manden hjem, med mindre Nogen gribes paa ferske Gjerninger, da dermed skal forholdes efter Loven.

For Øvrigt undergik Procesmaaden ingen væsentlig paavisellg Forandring i dette Aarhundrede. Den havde allerede under Løbet af det forrige antaget en nogenlunde regelmæssig Form. Betragter man den saadan, som den fremgaar af de ældste opbevarede Retsprotokoller, og sammenligner den med dem, som man har fra omtrent et halvt Aarhundrede sednere, eller omtrent ved Lovbogens Tid, vil man ingen betydelig Forandring spore. Megen Uorden findes vistnok; Procedyren og Dommene ere ofte meget skjæve; imidlertid giver det i det hele taget et ret glædeligt Billede af vore Domstole, og navnlig var disses Forfatning ved Aarhundredets Begyndelse næsten lige saa god som ved dets Udgang. Som en ret karakteristisk Besynderlighed kan anføres, at man i Herredagsprotokollen for 1661 træffer en Dom fra Christianssand, der er afsagt efter jydske Lov. I et Kongebrev af 1598 (Slange S. 141) sees Retsaktars ordentlige og fuldstændige Udfærdigelse at være indskjærpet. Vigtig er ogsaa Fr. 15de Marts 1633, der i det hele indskjærper god Skik og Orden ved Tingene, forbyder Sammenblanding af Foged- og SorenskriverEmbedet med andre Bestillinger, paabyder Brugen af ordentlige Protokoller, advarer mod uendelige Domme o. s. v. De fleste Bestemmelser i denne Henseende gik siden over i den store Reces af 1643. Bestemmelser om en mere summarisk Behandling ved Gjæsteret findes i Fr. 9de April 1643 Art. 3 for Konfiskationssager, og i Fr. 4de Marts 1684 og 5te Marts 1685 § 13 om Nordfarernes Sager under deres Ophold i Bergen.

Skriftlig Procedyre synes nok at være kommen i Brug mod Slutningen af 16de Aarhundrede, men blev neppe synderlig almindelig, forinden Sagsørerstanden havde udviklet sig. Sædvanligviis var det vistnok Parterne selv, som enten i deres Forfald fremsendte skriftligt Indlæg, eller fremlagde det ved Siden af deres mundtlige Deduktion. I den store Reces 1643 2–6–5, 16, No. 3 tales der om Prokuratorernes vidtløftige Forsætter, men dette gjaldt Danmark. Ved Overhofrettens Instr. 20de Decbr. 1684 § 7, blev det forbudt at skrive Indlæggene paa fremmede Sprog, hvilket tidligere sees tit have fundet Sted.

At der altid har været Folk, der stode i Anseelse som Lovkyndige, og hvis Raad og Veiledning Parterne gjærne søgte, ja som de vel og lode udføre selve Sagen for sig, derom bærer Sagaerne ofte nok Vidne, se saaledes f. Ex. Sigurd Ranesøns Proces (Samll. t. n. F. og Spr. Hist. I. 112 fgg.) Heller ikke fattes der i Lovene Vidnesbyrd om det samme; det synes som om Kvinder ikke havde Lov til at møde i Retten mod Mænd (se saaledes G. L. 290; M. L. VI–13), ligesom det oftere forbydes at give sin Sag til en Mægtigere. Det synes som oftest at være gaaet maledes til, at Parten overdrog en Anden selve Sagen (handsetja málit,) saa at Sagføreren nu selv blev som Part. Paa Island var dette endog efter Graagaasen (se saaledes Þingsk. p. 21 og 40. Vigsl. 41, 66. Úm. p. 24 o. fl.) den eneste Maade, da det der ikke var tilladt at lade møde ved en Fuldmægtig. Men nogen Sagførerstand, der gjorde Sagførelse til Næringsvei, træffes neppe i Norge førend i det 17de Aarhundrede: I det mindste kan der af de oftere citerede ældste norske Retsprotokoller ikke erfares noget Saadant, hvorimod man rigtignok seer, at Fraværende have ladet møde ved andre Byens Borgene eller Embedsmænd. I Oslo Lagtings Protokol for 1610 nævnes et Par Gange en Christoffer Stub, „Fuldmægtig“, der synes at have været et Slags Prokurator. Det første bestemte Spor til en Sagførerstand træffe vi i Fr. 29de Juli 1632 Art. 15, gjentagen i store Reces 1643, 3–13, hvorved det forbydes at tilkjøbe sig Trættegjeld, thi dette forudsætter, at der ikke alene har været Folk, der have gjort sig det til Næringsvei at inddrive Fordringer, men at det endog har været drevet til Misbrug, hvilket igjen forudsætter, at denne Tingenes Orden allerede maa have varet nogen Tid. Det nævnte Forbud gjentages for Resten oftere (Fr. 4de Marts 1690 § 3), og ved Overhofretten skulde endog efter Reskr. 14de Jan. 1729 Prokuratorerne den første Rettens Dag hvert Aar tages i Eed paa ikke at skulle føre nogen vrang eller uretfærdig Sag, eller transigere om Sagen. Den nævnte Fr. 29de Juli 1632 (Paus S. 743) er ellers ogsaa det første Sted, hvor man træffer offentlig auktoriserede Sagførere (Artt. 17 og 18, gjentagen i st. Rec. 1643 3–15). De skulde ansættes af Borgermestere og Raad i Kjøbstæderne og af Fogden, Sorenskriveren og de 6 ældste Lagrettesmænd paa Landet – om endelig nogen Steder er fornøden – med Befalingsmandens Approbation; de tænkes navnlig brugte for at opsætte Stævninger og Supplikker, hvorfor der ved Fr. 16de Juli 1644 og oftere blev sat Taxter for deres Tilkommende; man seer ogsaa, at Kongen ikke yndede Prokuratorer paa Landet (sammenl. Chr. 5 N. L. 1–9–15). Det er kjendeligt af hele Konstruktionen i denne Forordning, ligesom det fremgaar af den foregaaende Art. 15, at Bygdeprokuratorer maatte have nedsat sig og givet Anledning til Misbrug, hvilke den anførte Indretning skulde afhjælpe. At de saaledes beskikkede „Fuldmægtiger“ og „Supplikationsskrivere“, mellem hvilke Forordningen skjelner, skulde være eneberettigede til at udføre Sager for Andre, siges vel ikke udtrykkelig, ligesom det ogsaa kan mærkes, at der ikke tales om, at man maa bruge sin Frænde eller Tjener, hvad der ellers vel maatte følge af sig selv, – imidlertid blev det saaledes forstaaet, se Fr. 9de Juli 1646 og 31te Aug. 1648. For Danmark blev Prokuratorernes Stilling nøiere bestemt ved Fr. 9de Septbr. 1638, gjentagen i Reces 1643 2–6–16 og indskjærpet ved Fr. 11te Juli 1654, og denne Bestemmelse er igjen Kilden til Christian den Femtes Lovbog 1–9.

Det er tidligere bemærket, at Herredagene efter deres Oprindelse ikke kunde være andet end Appelinstanfer, og man finder det ogsaa udtrykkelig udhævet i de Befalinger til Herredages Holdelse, der ere os levnede, at der ikke maa indstevnes andre Sager end dem, hvori forhen er dømt af Lagmanden, saaledes Kongebrev af 1547, Reskr. 4de Juni 1661 og 26de April 1664. Den Undtagelse, der i denne Henseende gjaldt for Adelen, er forhen omtalt, og var egentlig et danskt Institut; dog havde man for Norge noget tilsvarende i Hirdskraa Kap. 20. Man seer ogsaa, at Herredagen i 1661 viste et Par Sager fra sig, fordi der ikke var indhentet tilstrækkelige Oplysninger, hvilket viser, at Begrebet Appelinstans skarpt fastholdtes. Ligeledes har man i Rigsarkivet en fra Kansleren Jens Bjelke indgiven Fortegnelse paa de til Herredagen i Oslo den 29de Juli 1616 indstevnede Drabssager, tilligemed Oplysning om deres Sammenhæng, samt om Grundene, hvorfor Kansleren ikke har kunnet meddele Tiltalte Landsvist (jfr. Fr. 9de April 1572). En af de hyppigste Grunde hertil sees at have været Feil ved Hjemtings- eller Lagtingsdommen, selv om disse have været Tiltalte aldeles utilregnelige, f. Ex. at Dommen har været uendelig, ikke ordentlig beseglet, Lovstedet ikke nævnt, Sagen ikke tilbørlig oplyst, – og det uanseet, at der har været meget formildende Omstændigheder tilstede. Grunden hertil kan da ikke have været nogen anden end den, at Sagen, som en Følge af disse Mangler, ikke kunde ansees som ordentlig paadømt i Underinstansen, og derfor ikke kunde indkomme for Herredagen. I de fleste af disse Tilfælde blev imidlertid Landsvist tilstaaet af Kongen selv.

Lagtinget derimod vedblev at være saavel Appeltribunal fra Bygdetinget og Raadsturetten, som første Instans i Sager, som anlagdes umiddelbart for det, med Forbigaaelse af Underretten. Forordningerne 3die Febr. 1579, 16de Aug. 1590 og 21de Juli 1591 Art. 4 forbyder derfor ogsaa kun Lagrettesmændene at vise Sagerne fra sig og til Lagmanden, naar de først for dem ere indstevnte, men befaler ingenlunde Parterne at anlægge Sagen ved de underordnede Instanser. Først ved Christian den Fjerdes Lov Tingfb. Kap. 9 blev det bestemt, at Kongens Stevning (d. e. Stevning til Lagtinget) ikke maatte tages ismaa Sager, men disse skulde altid først ordeles til Bygdetinget. Denne Bestemmelse var imidlertid alt for ubestemt; Spørgsmaalet om en Sag var liden eller stor, beroede jo aldeles paa subjektivt Skjøn, og af de 2 gamle Lagtingsprotokoller fra Fredrikstad og fra Oslo seer man, at Lagtinget ofte i første Instans paakjendte tilsyneladende aldeles ubetydelige og simple Gjeldssager; og hvor de med Paaberaabelse af Tingfb. Kap. 9 ere afviste, seer man, at Grunden bestandig har været den, at de oprindelig have været anlagte ved Bygdetinget, men derfra ere blevne henviste til Lagtinget, uden at der er afsagt nogen Dom i Realiteten. Kun en enkelt Gang sees Fredrikstads Lagting at have afvist en umiddelbart for det anlagt Sag, som antoges bekvemmeligen at kunne været behandlet ved Underretten, ligesom det derhos kan bemærkes, at Fredrikstads Lagting sees langt mindre at have været benyttet som første Instans, end Oslo Lagting. At Sager, der gjorde Granskning paa Aastedet nødvendig, altid først maatte behandles hjemme, var en Følge af Sagens Natur, og foreskrives bestandig i Lovene; Saadanne Sager afviste naturligviis Lagtinget bestandig naar de umiddelbart bleve anlagte ved det.

Det er imidlertid Noget, som forstaar sig af sig selv, at det maatte være langt bekvemmere for Parterne selv at gaa til Bygdetinget, naar kun dettes Domme kunde antages at give tilstrækkelig Betryggelse; og efterat Sorenskrivere vare indførte, og disse efterhaanden havde faaet den væsentligste Deel i Dommens Forfattelse, blev der ingen almindelig Grund til at forudsætte noget andet, og denne Vei maatte saaledes af sig selv blive den almindelige. Heri ligger vistnok Aarsagen til, at ikke Budet i Tingfb. Kap. 9 sednere findes udtrykkelig indskjærpet og udvidet, thi saadant behøvedes ikke. Først ved Christian den Femtes Lovs 1–6–8 til 10 jfr. 1–2–3, blev det udtrykkelig bestemt, at Lagtingene altid skulde være Appelinstanser, og saaledes en fast Instansfølge etableret.

Naar en Dom indankedes, gik det bestandigt i samme Form, som om det var ved første Instans, at der blev procederet. Appellanten beklager sig over, at Underdommeren har gjort ham Uret med sin Dom, hvorfor ogsaa denne stævnes som Hovedmodpart og saa godt som altid tager til Gjenmæle med den Paastand, „at han formener med sin Dom ingen Uret at have gjort, men at den bør staa ved Magt.“ Saaledes bliver ogsaa Dommen enten „at Underdommeren med sin Dom ingen Uret har gjort, hvorfor den skal staa ved Magt“, eller „at Dommen ikke skal komme Appellanten til Skade i nogen Maade“. Saaledes gaar det ogsaa for sig, naar Tingsvidner appelleres, idet Anken her rettes mod Vidnerne, fordi de have forklaret sig til Appellantens Skade. Man appellerede nemlig Tingsvidnet ogsaa da, naar det var dets Indhold, som man agtede al modbevise. Domshaveren maa vistnok ogsaa stevnes i disse Tilfældet, dersom Appellen ikke skal blive afviist, men Underdommeren er lige saa vel Hovedmodpart som han, og i Almindelighed er der ved Overinstanserne ikke synderlig Tale om noget Tilsvar fra Domshaverens Side. Denne Betragtning af Forholdet gaar ogsaa igjen i Christian den Femtes Lov (f. Ex. 1–6–11) og tildeels endnu længe derefter. Om Appel til Kongen og hans Raad i Tilfælde af Bansættelse se Fr. 27de Marts 1629 Kap. 1 § 16 og 17, der er Kilden til store Reces 1–2 og Lovb. 2–9 især 16.

Exekutionen saavel af civile som kriminelle Domme var oprindelig egentlig identisk med Dommen selv, og foregik umiddelbart ved Tingmændene; hvilket endnu gjentages i Christian den Fjerdes Lov, men naturligviis her uden Betydning. De kongelige Ombudsmænd skulde vare tilstede, for at yde den fornødne administrative Assistence, og for at paasee, at de Kongedømmet tilkommende Bøder for Retløse eller Dombrud blive erlagte. Men sednere bortfaldt naturligviis det første, og vistnok længe forinden det 16de Aarhundrede var Exekutionen gaaet over til en reent administrativ Handling, der: udførtes af Fogderne i Overvær af Vurderingsmænd og Vidner, som disse selv medtoge. Paa en saadan har man Exempel, indtagen i den ovenfor nævnte Lagtingsdom fra Jæmteland.

Exekutionen af kriminelle Domme indskjærpedes Befalingsmændene ved Reskr. 19de Juni 1613, se her endvidere Forordning af 26de August 1621.

Anm. Til hvad ovenfor S. 140–41 er anført om Lagdømme-Inddelingens Forandringer i det 17de Aarh. kan endnu tilføies, at, ifølge en samtidig tilskreven Notits i et i Universitetsbiblioteket opbevaret Exemplar af Chr. d. 4des Lov, havde ikke alene Bahus og Fos’s men ogsaa Oslos og Eidsvolds Lagstole Lagmænd tilfælles.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Jfr. Gunløg Ormstunges Saga. Kap. 11, Egla Kap. 68.
2. I 1558 sees Stavanger Lagting at være afholdt 2den Juni (Torsdag næstfør Trinitatis).
3. Den ældste bekjendte norske Retsprotokol er Bergens Lagtingsprotokol 1592–94 (se Norske Samlinger 1. S. 221 fgg. og 321 fgg.) og derefter vides ingen at være i Behold ældre end Frederikstads Lagtingsprotokol fra 1607–15, samt Oslo Lagtingsprotokol fra 1609–10 (der findes i Rigsarkivet).
4. Paus har her oversat urigtigt: At fá yfir takit kan aldrig betyde at have Tid til, kunne overtage Noget, men maa betyde: vinde Bugt med, overvinde, altsaa: faa bilagt.
5. Ogsaa i Sverige maa det samme have været Tilfældet; se Pehr Månssons Strids-lag af 1522 Art. 189 jfr. 177, 161, 184, 167 o. fl. (Fornskriftsällskapets Samll. 1 B. 3 Hefte).