Frida
Frida, jeg visste, du ej vilde leve.
Steg blot en tanke med magt til at hæve,
stirret du henad med higende kræfter,
som vilde du efter.
Øjnene, å så forundrede, klare,
glæmte at se, medens du glæmte svare:
da vokste snehvite vinger, som siden
bar bort over tiden.
Talte du, spurte du, blev jeg halvt bange;
øjne og ord syntes begge forlange
renere klarhed, en tankernes sejer,
som jeg ikke ejer.
Sprang du som barn, når det kommer fra skolen,
rystet du lokker som vandspring i solen,
lo du, så himlen sig åpnet i glæde
over din glæde, —
eller en motgang så dypt kunde ramme,
som brast dit hjærte itu med det samme,
tankerne tapte i smærternes vrimmel
både jord og himmel, —
da, o, da så jeg: din glæde, din smærte
vare for store for menneskehjærte.
Hist fik de rum! — Men her blev det så lille,
så trangt og så stille.
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |