Johan Dahl (s. 20-22).

En Fugl har sat sig ved Søen
i Ly bag Platanens Blad;
den seer paa de grønne Bølger,
og lytter til Havfrukvad.

Da skimter den fjernt i Østen
en blaanende Klippeø,
did flyve de stærke Gribbe
høit over den vilde Sø.

Den sidder i smukke Drømme,
mens Bølgen mod Stranden slaaer;
den er paa de fjerne Kyster,
og skuer en ukjendt Vaar.


Der eier den alt en Palme
med glødende Frugter paa,
der bygger den alt sin Rede
af Blomster og gyldent Straa.

Og Kronduens unge Datter,
hun daler mod Palmen ned,
og sætter sig nær ved Reden,
og lover ham Kjerlighed.

Da kan den ei længer styre
sit higende Hjertes Slag;
den hæver de vevre Vinger
og flyder fra Hjemmets Tag.

Og under den kæmper og stønner
den mægtige Bølgehær,
foroven vil Skyen dække
det smilende Morgenskjær.

Og stærkere bruser Stormen,
og Bølgen gaaer mere hvid;
det Værker i Fuglens Vinger,
snart kastes den hid og did.


Da seer den Fregatten skride
paa Bølgerne rank og kjæk;
den sænker sit trætte Hoved,
og kaster sig paa dens Dæk.

Den lurvede Kok staaer færdig
og griber sit Bytte fat,
den lader sig rolig fange;
dens Vinge er altfor mat.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.