Gamla Reglo aa Rispo/12
Ei Gong va da ein Man paa ein Gar, so eittø Gløymøsta her i Valdris, ein skjikkøle Man, so aldør haddø støle ell gjort noko ilt taa se, han gjek ut seint ein Kvæld før ’n skuldø lægji se. Daa ’n kom ut, va dæ saa blankt Maanøskjin, aa dæmæsaa tænkt ’n ve se sjøl: No æ dæ fiint Veer før dei, so stæla; dæ vøre no morosamt aa prøvø dæ ei Gong; men dæ æ væl før ljøst Veer i Kvæld, fer dei, so stæla, vilja væl dæ ska vera myrt, saa at ingjin ska sjaa dei. Sligt noko sto ’n aa tænktø ve se sjøl, aa mædisama kom dæ te o ein Kar, aa han spørdø ’n, ko dæ va han sto aa gruvla paa? Aa saa fortald ’n hono dæ. Ja, sa denne Kar’n - dæ va no Fan dæ maaveta, før han æ no ’kji langt burtø, neer Følk tænkji paa slikø Ting, – e ska væra mæ de e sa ’n, før e veit, kor me sko aav, aa e ska oksaa førsikkrø de paa, at du ska faa ein goø Slump mæ Pæing, ess du vil fylgji me; men daa maa du lyø aa gjæra dæ, so e befala de. Aa ja, denne løvdø, at ’n skuldø væra lydigø. No veit du dæ, sa Kar’n, at dæ æ Bryllaup aat Døtte hass Aadne Bustøbakke, aa no veit e oksaa, at dæ æ den Dagen, at alle ha gøve i Skaale, ja e veit kor Pæingad’n ligji, aa dei ska du greit faa fat paa, vil du litø me; men e vil ha fat paa Bru’n e; men den faaer inkji e, undtaken du vil hjelpø me te; men vil du dæ, saa faaer e o. – No førsto nok Ma’n, at dæ va den Styggø, so va komin te o; men saa tænktø ’n paa dæ gamlø Orspraakø, so dei brukø her i Valdris, at den, so ha take Fan paa Nakkin, han faaer oksaa bera ’n fram. – Aa ja denne løvdø, at ’n skuldø vera lydigø. Daa dei daa kom aat dei Gare, so Bryllaupø sto, saa gjek Fan fere, aa denne ette up i eit Ljft; der sto Lykkjiln i, aa der gjengo dei in aa øfna ei Kjistø, aa der fønno dei heilø Bruskjænken, so va ovør hundrø Dalar, aa dæ tok Man, aa stak i Fikka[1]. Ja no, sa Fan, no ha e hjølt de te, no maa du hjølpø me. No vøro dei tekomne aa dansø me Bru’n innø aa soleis va dæ ’kji rat aa faa o fat. No sa den Styggø ve Man: No ska du staa bak ve Døre, aa e vil kriøpø inni Kakøløvd’n; men fyst vil e høldø burtunde Nasin paa Bru’n noko Nysørot, aa saa begjyna ho te aa njøsø saa fælt; men daa maa du slet inkji seia „hjølpø Gud;“[2] for seia du dæ, saa har inkji e nokor Magt mæ ’n. Aa ja, Man vart staa’andis bak ve Døre, aa tænktø ve se sjøl: E ska no væl lurø de; men han lurdø se nok sjøl, maaveta, før dæ gamlø Orspraakø æ nok sant, at ein gamalø Skjælm æ ’kji go aa lurø. Sosnart den Styggø haddø helde Nysørote unde Nasin paa Bru’n, kraup ’n uformært ini Øvd’n. Brue begjynte te aa njøsø saa fælandø, at dæ sprat Blo um Augo hennø. Hjølpø Gud! sa Man ei Gong, aa trast begjynt ’o te aa njøsø sagtarø; men saa stiltø Fan se fram at or Øvne, aa helt burtaat ’n Nysørote attø, aa dæmæso to o te aa njøsø saa stært, at Man tenktø ho ha døit i Augnøbleke, aa dæmæ roft ’n: o Hjølpø de Gud i Jesu Christi Nam! sa ’n. Aa dæmæso vart Fan sintø: rendø fram or Øvne, saa Eldsputør’n sto taa o, aa sa dæ: Kjuven, so ha støle Skaaløpæingad’n Dikka, staaer bak ve Døre, take’n no! Aa dæmæ foer ’n mædisama up igjøno Peispipa mæ sli Dur, at Alle vørto reinø førfælde. Aa saa grepø dei Man, ransako ’n, aa fønno Pæingad’n, aa sia settø dei’n fast aa førdø ’n te Læsmanne; aa trast vart dæ helde Forhør, aa saa kom ’n paa Tugthusø; men ette’n kom at derifraa, sia ha ’n aldør stole øftarø.