18.
Ein Skomakar, so ga se ut før ei Storkjæmpø.

Ei Gong va dæ ein Skomakar, so buddø i Nerheit’n ve ein Kungsgar nealans[1] eistane, e æ ’kji saa vissø paa, kor dæ va. Han høyrdø jete, at Kjæmpud’n aat Kungen gjordø møngø Vaagostykjy, aa derfor vøro i storø Anse’ils hjaa o, aa levdø grust. Ein Dag, dæ va varmt Veer, han sat aa gjordø Sko, la ’n ein Istørklump i Glasø, aa paa han sættø dæ se tjuø Fløgo. Han to eit Leerstykjy aa slo dei ihæl, allasama i eit Slag. Sia ei Gøng sætto dæ se føretjuø Fløgo paa Istørklumpen, aa dei slo ’n oksaa ihæl i eit Slag, mæ Leerstykjye sino. Trea Gønge sættø dæ se tresentjuø Fløgo paa Istørklumpen, aa dei slo ’n oksaa ihæl i eit Slag, aa trast indbiltø ’n se, at ’n va ei Kjæmpø. Han laga se te ei fælt storø Huvø utaa Leer, aa saa let ’n skrivø paa ei Pergamentø: „e æ ei Storkjæmpø, so slæ’r 60 i eit Slag.“ Detta Skjeltø sættø ’n paa Huva si. Aa saa lago ’n se te ei storø Treklubbø; haddø saa paa se ei Leerbrok aa ei Leertrøyø aa Støvla, aa saa vandra ’n ut. Hatt va ein storø Kar, aa daa ’n fæk paa se den storø Huva, vart ’n endaa fælarø sjaa paa. Ein Dag, so Kungen vildø ut aa kjøyrø for Moroskuld, la denne Kjæmpa se ve ei Bru’n so ’n vistø Kungen vildø reisø ovør, aa daa Kungen kom aa fæk sjaa dæ Skjæltø, – so sto paa Huvun hass aa saag oksaa den storo Klubba, so laag hjaa o, vart ’n reinø førfældø; men lell saa ba ’n dei, so vøro i Følgjy mæ o, at dei skuldø vækji denne Kjæmpa. Han sov nøk inkji maaveta, men han læst se saa bærø for aa saa høyrø, ko Kungen skuldø seia. Den, so rei fere Kungen, han prøvdø aa rørø sagte ve’n. Han vakna, rende up aa fata Klubba, aa likøso vilja lagt aat o, aa spordø: Kæm æ dæ, so æ saa dristøgø, at ’n tøle vækji me? Aa kjærø, hølt! sa denne, e æ Kungens Førriar, aa her æ oksaa Kungen sjøl, me era daa nøygde te aa slæppø fram. Kungen gjek daa fram te o, aa sa dæ: Æ du saa mægtigø Kjæmpø, so du gje de ut fere, daa ska du bli herle antakin hjaa me; men befindst dæ, at du lygø, saa ska du faa ein jammørle Dau. No ska du vera mæ me heim, sa Kungen, saa vil e seta ei Prøvø paa de. Aa ja, denne vart mæ aat Kungsgare, aa der vart ’n sættø tebors i Lag mæ alle dei førnemstø aa vældignastø Kjæmpo, so va hjaa Kungen. Kungen sættø se sjøl i Hæksætø aa saa sa ’n dæ: Her grasera noko villø Dyr i mit Land, dæ æ ein Einhørning, ein Kvitobjød’n, aa eit forskrækkile stort Villsviin; den, so kan øyølægji dei, han ska faa Døtte mi te Ægtø, aa Hælvødeild’n taa mit Land og Rikji. Ingjin truddø se te; men denne sa dæ: Vil Kungen høldø sit Or, saa tækø e me paa aa drepa dei. Ja, sa Kungen, mit Or ska e høldø; men kan du ’kji ovørvinnø dei, aa ’kji dei drepa de, saa ska du hængjast i den høgstø Gælgji, so finst i mit Land. Kungen aa tolv Kjæmpo, so vøro testæis, la sina Hænda paa Klubba hass, te eit Vetnisbyrd paa, at han va samtyktø mæ Kungen um dæ. Saa va dæ daa ein, so skuldø synø o, kor Einhørningen uppøhelt se. Han fyldø o burt i ein storø Skog, aat eit Tre, so kallast ei Lind. Her pla ’n sikkørt koma ei Gøng kor Dag; e tøle inkji biø længør sa ’n, aa to Sprangø atiendø. Denne Kjæmpa haddø daa faat eit Svær hjaa Kungen, aa Klubba si den haddø ’n maaveta. Mæ dei Ambøn klauv’n uppi dæ storø Lindøtreø for aa uppøbiø Einhørningen. Dæ vart inkji længji før ’n kom, aa vart varø desse, so sat uppi Tree. Han rendø saa stært aat Linden, at ’n trøktø Hødnø sit ini Linde, aa vart saa hængandis taa ’n fak inkji attø Hødnø. Denne høppa trast ne or Linden aa fata Sværø sit aa høgdø Huvuø taa o mæ han hekk fast ette Hødne sino. Han to daa Huvuø mæ se, aa reistø aat Kungsgare te Kungen aa sa dæ: Dæ æ sagte noko de era ræddø; daa Einhørningen kom fata e ’n i Hødnø aa slo ’n aat Jor ’n, aa der heldt e ’n mæ ei Hønd, aa mæ hinnø Hønd’n to e Sværø aa hogde Huvuø taa o, aa her æ dæ. No vart ’n sættø tebors mæ Kungen aa øllo dei Førnemstø so vøro i Kungsgare aa alle beundra denne Kjæmpa, so haddø gjort eit stigt Meistørstykjy. Han haddø daa Gjæstøbø i aattø Daga. No skuldø ’n imot Kvitøbjødne, aa ein vart daa mæ aa skuldø syno o, kor han upheldt se. Kungsgar’n haddø for stae paa ei storø Slæt i ein storø Skog aa paa dei Slæt’n sto dæ atte ein gamalø Bakarøvnd’n, dit va ’n mæ den, so fyldø o, aa han sa dæ, daa det komo paa Slætte: her i desse Skoge pla’n vera; men e tøle ’kji biø længør. Aa trast han va reistø atiendø, kom Kvitøbjød’n fram paa Slette. Denne Kjæmpa vart ræddø, aa kraup ini Bakarøvd’n. Kvitøbjød’n han saag dæ, aa sættø ette aa smat oksaa ini Bakarøvd’n ette o. Der had ’n no vist drepe ’n, men dæmæsaa smatt Kjæmpa up igjønø Øvdnspipa. Kvitøbjød’n vildø ette, men dæ va før trøngt; aa mea han sto der aa vildø up, sprang Kjæmpa neat aa pyttø attø Øvd’nsdøre, aa saa vart ’n standandis der. No kan du tru han va ’kji bliø der ’n sto Kvitøbjød’n held; han træktø aat Dør’n, aa der fæk’øn Høl paa, saa stort, at ’n fæk utigjøno Huvuø. Denna fata Klubba si aa slo ’n ihæl, aa reistø saa te Kungen aa sa dæ: dæ æ sagte noko de ere ræddø; trast e kom o saa nemmø at e røk o mæ Klubbun minnø, saa slo e ’n ihæl i eit Slag. No fæk’øn Gjæstobø i aattø Daga attø; aa Kungen vart saa glaø at ’n forærdø o ein Kniv mæ Sylvskaft paa. No haddø Kungen eit frugtbart Landskap paa hinno Siun aat Sjøe, men Vilsvinø førdærva allø den Frugt, der va, saa at Kungen hadde ingji Nytte taa di Lande, so va hass beste Land. Kungen skaffa mæ o tvau Hød’n so ’n skuldø blaasø i; ess ’n skuldø faa drepø dæ, saa skuldø ’n blaasø i dæ støstø Hødnø, so kallast Frydøraaps-Hødnø; men skuldø ’n ’kji vera gote aa drepø dæ einsømal, saa skuldø ’n blaasø i dæ minstø Hødnø, so kallast Nøraaps-Hødnø, saa skuldø ’n faa Hjølp. Trast ’n kom ovør Sjøn aa burt i dæ frugtbarø Landø, fæk ’n sjaa Vilsvinø, aa dæmæsaa vart ’n saa ræddø, aa saa skunda ’n se aa klauv up i eit Æppløtre. Vilsvinø fæk sjaa dæ aa kom rennandis aa vildø upi Treø ette o. Han prøvdø daa paa aa ristø ne Æple or Tree aat di, men dæ vilde fort upi Treø te o, aa daa ha dæ no drepe ’n maaveta. Daa dæ daa kom saalangt upi Tree, at ’n naaddø di mæ Svære sino, høgdø ’n te aat Huvue paa di, men han røk di ’kji meir ell lite i einø Øyra, saavitt at’n mærte di Blo. Trast vistø ’n inkji or taa, før dæ kom eit Vilsviin te. Ja no tænktø ’n no bli e vel drepin likøvæl; aa dæmæsaa bles ’n i Nøraaps-Hødnø. Men saasnart dæ Vilsvine kom te desse, so ’n hadde mært Blo, dæmæsaa bar dæ te aa høggast mæ dei – før saasnart dei faa Blohøggø paa ina ’n Vilsvina, saa era dei likøso Graabeinad’n, dei sluttø ’kji, før dei faa drepe inan daa, aa saa gjek dæ mæ desse mæ, – dei høgdist saalængji, at dei vørto saa trøyttø, at dei søvna. Aa trast denne, so sat upi Tree førnamdø dæ, saa rendø ’n ne or Tree aa høgdø Huvø taa dei bæi tvau. Trast saa bles ’n i Fryderaaps-Hødne – aa daa hadde Kungen alt gjort Anstalt te aa koma mæ Hjølp aat o – men saa snart Kungen førnamdø Frydøraap, saa vart’n glaø, aa reistø over Sjøn te o daa baade Kungen aa allø hass Høft. Aa daa førtældø ’n at ’n haddø vøre i storø Livsfaare, daa ’n bles Nøraap; men daa slo ’n saa stærst aat Huvue paa Viisvine mæ Klubbun sinnø, at o sprak. – Han haddø mæ Vele slegji o aat ’n Stein, faa ho haddø sprøkke. – Aa før ’n daa slutta, slo ’n dei i Svimo, saa at ’n fæk høgge Huvuø taa dei. No vart Kungen saa glaø før’n va kvittø dessa styggø Dyrø, so vøro saa faaligø, aa no vildø Kungen ogsaa høldø Or, aa la ’n saa Døtte si maaveta; men ho vildø slet inkji ha ’n. No va dæ ein an Riddar ell e vil sea Kjæmpø i Kungsgare, fo Kungsdøtte helt taa, aa te hono haddø o gøve Hønde si, essø ’n skuldø vera gote aavværgø dette. Aa dæmæsaa laga dei tvau dæ saa, at o skuldø bea Far sin um Betænkningsti i aattø Daga, aa dæ fæk o. Aa mea, saa haddø denna Kjæmpa utsport at ’n inkji va anna ell ein skarvø Skomakar, denne so ga se ut for aa vera Storkjæmpø, aa at ’n aldør haddø slegji ein; han skuldø slaa Tressønstjuø. Dette fortældø ’n ve Kungen, aa bau se te aa gaa i Kamp mæ o eisomal. Kungen vildø no høldø sit Løfte; men han vart no sintø daa ’n høyrdø ko Kar dæ va. Han gjek daa te o aa spordø ’n um’n tøldø fiktast mæ desse Kjæmpun so han daa nemdø te. – No va ’n for støltø te aa seia, at ’n inkji tøldø, maaveta. – Han svara daa Kungen: dæ ska vera smalø Sak for mæ dæ, ess’n kjæmø eisømal. Før dæ skuldø foregaa, va dei aattø Dagad’n, so Kungsdøtta vildø betænkji se, førbi. Kungen spordø daa hona, um o haddø betænkt se paa aa vildø ha denne Storkjæmpa, so haddø faa’t Livø taa dei villø Dyro? Nei, sa o, han vil e inkji ha; men e beø um aa faa den, so ha tilbøe se aa fiktast mæ o imørgo. Kungen svara: Ja den so vinnø han sia du faa. O Morgon mødtist dei bæa Kjæmpud’n paa dei Plasse, so Kungen haddø bestemt. Kungen aa Døtte hass, aa sia heilø Kungens Høft samlast oksaa der, for aa sjaa paa denne Leiken. Denne so haddø gøve se ut før aa vera Storkjæmpø, haddø sætt istand Klubba si, aa kom mæ hennø saa støltø. Hiin haddø eit langt Slagsvær, aa kom oksaa ganskø kjækkø fram paa Plass’n. Denne so haddø Klubba, rendø imot hino aa hævdø Klubba i Verø, aa meintø slaa sunt Huvuø paa o. Hiin, han kunna fiktast han maaveta; han bukka ne Huvuø sit før Slage, saa dæ ’kji naaddø o. Den Arø haddø lagt saa stærst te, at ’n dreiv aat Jor’n mædisama at ’n inkji raaktø. Hiin benytta dæ Øgd’nblekø, aa lægg te o mæ Slagsvære sino, saa at Huvuø hass dansa langt burt paa Marke. Der laag Storkjæmpa. Daa va dæ førbi mæ Skrytyngen. Daa vart dæ ein førnya Glæ i Kungsgare, aa støstø Gle’in vart paa Kungsdøttin, so no fæk den, o gjednø vildø ha te Man. Bryllaupø aat desse Tvau vart beramma aa helde, so sædvanle i dei Ti’n, i firø fjurt’n Daga, aa sia fingo dei Hælte taa Kungørikjie, soleis so Kungen haddø løft dei, aa saavidt e veit levdø dei herle aa væl. Aa foro ’kji dei væl, saa vilja me fara væl.


  1. Udenlands.