Garman og Worse/1
Intet er saa rummeligt som Havet, intet saa taalmodigt. Paa sin
brede Ryg bærer det lig en godslig Elefant de smaa Puslinger, der
bebo Jorden; og i sit store kjølige Dyb eier det Plads for al
Verdens Jammer. Det er ikke sandt, at Havet er troløst; thi det har
aldrig lovet noget: uden Krav, uden Forpligtelse, frit, rent og
uforfalsket banker det store Hjerte — det sidste sunde i den syge
Verden.
Og mens Puslingerne stirre udover, synger Havet sine gamle Sange. Mange forstaar det slet ikke; men aldrig forstaar to det paa samme Maade. Thi Havet har et særskilt Ord til hver især, som stiller sig Ansigt til Ansigt med det.
Det smiler med blanke, grønne Smaabølger til de barbente Unger, som fanger Krabber; det bryder i blaa Dønninger mod Skibet og sender den friske, salte Skumsprøit langt ind over Dækket; tunge, graa Sjøer komme væltende mod Stranden, og mens trætte Øine følge de lange, hvidgraa Brændinger, skyller Skumstriberne i blanke Buer henover den glatte Sand. Og i den dumpe Lyd, naar Bølgen falder sammen for sidste Gang, er der noget af en hemmelig Forstaaelse; hver tænker paa sit og nikker udover — som var Havet en Ven, der ved det hele og gjemmer det trofast.
Men hvad Havet er for dem, der bo langs Stranden, faar ingen vide; for de siger ingenting. De lever hele sit Liv med Ansigtet vendt mod Søen. Havet er deres Selskab, deres Raadgiver, deres Ven og deres Fiende, deres Erhverv og deres Kirkegaard. Derfor bliver Forholdet uden mange Ord, og Blikket, der stirrer udover, vexler efter den Mine, Havet sætter op — snart fortroligt, snart halvt ræd og trodsigt.
Men tag saa en af disse Strandboere, flyt ham langt ind i Landet mellem Fjeldene i den yndigste Dal, du kan finde; giv ham den bedste Mad, og de blødeste Senge. Han vil ikke røre din Mad, ikke sove i Sengene; men uden at se sig om, vil han klatre fra Fjeld til Fjeld, indtil han langt — langt ude skimter noget blaat, han kjender. Da gaar hans Hjerte op; han stirrer mod den lille blaa Stribe, som glitrer derude, indtil det begynder at glitre blaat altsammen; men han siger ingenting. —
— Det hændte ofte, at Folk inde i Byen sagde til Richard Garman: „At De — Hr. Legationssekretær! kan udholde det ensomme Liv derude i Deres Fyrtaarn!“
Men den gamle Herre svarede altid: „Ja ser De! man føler sig igrunden aldrig ensom ved Havet, naar man først har gjort dets Bekjendtskab; — og desuden saa har jeg jo min lille Madeleine.“
Og det var hans Hjertens Mening. De ti Aar, han havde tilbragt herude paa den ensomme Kyst, hørte til de bedste i hans Liv, og hans Liv havde dog været bevæget og broget nok. Men enten han nu var træt af Verden eller om det var hans lille Datter eller det var Havet, som fængslede ham, eller om det var lidt af alt dette, — vist er det, han havde slaaet sig tilro, og syntes aldrig at tænke paa at forlade Bratvolds Fyrhus.
Det havde nu ingen troet; og dengang det rygtedes, at Hr. Legationssekretær Richard Garman, Søn af Byens største Handelshus, søgte en simpel Forvalterpost, fik de fleste sig en god Latter over dette nye Paafund af „den gale Kandidat“.
„Den gale Kandidat“ — var Byens Kjælenavn for Richard Garman, og det var ikke frit for, at han fortjente det.
Thi uagtet han ikke havde været saameget hjemme, siden han blev voxen, kjendte man dog hans flotte og lystige Liv tilstrækkeligt til at korse sig over ham i hemmelig Beundring. Dertil kom, at de Besøg, han gjorde hjemme, ofte stod i Forbindelse med en eller anden stor høitidelig Begivenhed. Saaledes da han som ung Kandidat var tilstede ved Moderens Begravelse, og endnu mere da han over Hals og Hoved kom hjem fra Paris til Gamle-Konsulens Dødsleie — i en Dragt og med et Væsen, som tog Veiret fra de fleste Damer og bragte Herrerne til Fortvivlelse.
Siden saaes han ikke stort. Men Rygtet beholdt sit Tag i ham: snart havde en Manufakturist seet ham i Zinck’s Hotel i Hamburg, snart levede han i et Pallads, snart vilde man vide, at han drev om i Dokkerne og skrev Matrosernes Breve for et Glas Øl.
Men en vakker Dag boldt Garman & Worse’s store Gallavogn ved Dampskibsbryggen. I Bagsædet sad Firmaets Indehaver Konsul C. F. Garman og den unge Frøken Rachel; lille Gabriel — den yngste Søn — sad ved Siden af Kusken.
En fortærende Nysgjerrighed martrede Grupperne paa Bryggen. Den store Vogn var sjelden at se i Byen, — og nu helt hernede øiensynligt ventende Hamburgeren. Endelig vovede Husets Mægler sig hen til Vognvinduet og spurgte efter nogle indledende Ord, hvem der ventedes?
„Jeg venter min Broder — Legationssekretæren og hans Frøken Datter,“ svarede Konsul Garman, idet han med en eiendommelig Bevægelse lagde den glatragede Hage tilrette i det stive Halsbind.
Denne Efterretning forøgede Spændingen. Richard Garman var ivente, „den gale Kandidat“ — Legationssekretæren — som nogle kaldte ham; og en Datter skulde han have med sig. Hvorledes mon det kunde hænge sammen? — mon han havde været ordentlig gift? — det var ikke ligt ham!
Dampskibet kom. Konsul Garman gik ombord og vendte kort efter tilbage med sin Broder og en liden sorthaaret Pige, — det var vel Datteren. Richard Garman kjendte man strax igjen, skjønt han var bleven lidt sværere i Figuren. Men den ranke, elegante Holdning, de sirlige, sorte Moustacher vare som før; Haaret var ogsaa tæt og krøllet som i gamle Dage, men lidt graasprængt ved Ørene. Han hilste venligt, da han gik opover til Vognen, og der var mer end en Dame, som følte det, da hans blanke, brune Øine et Øieblik gled smilende hen over dem.
Vognen rullede afsted gjennem Byen og udover den lange Allée, som førte til Familiens store Eiendom Sandsgaard.
Byen snakkede sig næsten fordærvet; men uden sikkert Resultat; det Garmanske Hus holdt tæt paa sine Hemmeligheder.
Saameget var klart, at Richard Garman havde forødt hele sin store Arv; — ellers var han vel ikke kommen hjem, for at spise Naadsens Brød hos Broderen. Men paa den anden Side var Forholdet mellem Brødrene ialfald tilsyneladende godt. Konsulen gav stor Middag og drak „sin Broder Legationssekretærens“ Skaal, hvortil han knyttede det Haab, at han maatte finde sig vel herhjemme.
Intet kan være saa irriterende som halvtfuldbaarne Skandaler; og da Richard Garman nogen Tid efter i al Stilhed modtog Fyrforvalterposten paa Bratvold og levede der Aar efter Aar uden at give videre Haab om nævneværdige Bedrifter, saa følte hver især i den lille By sig personligt fornærmet, og man undredes over, at Garmans slet ikke syntes at vide, hvad de skyldte Verden.
Forresten vidste ikke engang selve Legationssekretæren rigtig klar Besked om, hvorledes det hele var kommet. Det var saa underligt med den Christian Frederik; saasnart Richard mødte sin Broder eller bare fik Brev fra ham, blev han selv ligesom omskabt: hvad der ellers aldrig kunde faldt ham ind, syntes ham med en Gang let, og han udførte Handlinger, som bagefter satte ham selv i den yderste Forbauselse.
Da han skrev hjem sidste Gang — nedtrykt og fortvivlet —, forat bede Broderen modtage lille Madeleine, tænkte han ikke paa andet end at slutte et forspildt Liv jo før jo heller, saasnart Datteren var bragt i Sikkerhed. Men saa var det, han fik hint forunderlige Brev med Vexelen i. Desuden var der mange vanskelige Handelsord; der stod om „at liquidere“, om „uopgjorte Conti, som nødvendiggjorde hans Nærværelse“ og indimellem alt dette enkelte Udtryk, som ikke passede, som syntes at have forvildet sig ind i Handelsstilen. Der stod for Exempel etsteds „min gamle Legebroder“ — senere: „mit oprigtige Ønske om broderligt Samliv“ — ja tilslut læste han endog midt i en lang indviklet Periode: „Kjære Richard! — tab ikke Modet!“
Dette satte Richard Garmans Sind i Bevægelse; han tog sig sammen og rejste hjem.
Da han saa Broderen komme ombord paa Dampskibet, fik han Taarer i Øinene; han vilde aabne sine Arme, for at omfavne ham. Men Konsulen strakte sin Haand frem og sagde roligt: „Velkommen Richard! — har du dit Tøi ved Haanden?“
Siden var de heller ikke kommet til at snakke om dette; en enkelt Gang vovede Richard en Hentydning til hint Brev. Men Konsulen syntes at tro, at han ønskede at faa afgjort de omtalte Regnskabsforhold. Intet kunde være fjernere fra Legationssekretærens Tanker, og han følte sig næsten krænket.
Det er en udmærket Mand — den Christian Fredrik! — tænkte han, men han er næsten vel meget Handelsmand!
En Dag havde da Konsul Garman sagt til sin Broder: „Du Richard! — skal vi kjøre ud til Bratvold og se paa det nye Fyrhus?“
Richard vilde gjerne være med; han elskede fra sine unge Dage den eiendommelige Kyststrækning med de dunkle Lyngsletter, Sandet og det store, aabne Hav. Fyrhuset faldt ogsaa i hans Smag, og da Brødrene satte sig i Vognen igjen, for at reise tilbage til Byen, sagde han: „Ved du hvad? — Christian Frederik! jeg kunde ikke tænke mig en Stilling, som bedre passede for sligt et Vrag som jeg, end at være Fyrforvalter herude.“
„Der er ingenting i Veien for, at du kan blive det,“ svarede Broderen.
„Bah! — hvorledes skulde det gaa til!“ svarede Richard og smikkede Asken af sin Cigar.
„Hør Richard!“ udbrød Konsulen skarpt, „er der noget, jeg maa bebreide dig, saa er det din Mangel paa Selvtillid. Tror du ikke, at du med dine Evner og Kundskaber kunde faa et meget større Embede, hvis du bare vilde søge.“
„Nei — men Christian Fredrik!“ — raabte Legationssekretæren overrasket og stirrede paa Broderen.
„Som jeg siger!“ vedblev Konsulen, „vil du have Posten, maa de naturligvis give dig den; og skulde der være nogen Vanskelighed, saa tænker jeg nok, at et Ord fra os til Amtmanden skal klare det hele.“
Dermed var den Ting afgjort. Richard Garman blev udnævnt til Fyrforvalter paa Bratvold, enten det nu var paa Grund af sine Evner og Kundskaber eller paa Grund af Ordet til Amtmanden.
Den store Ensformighed i hans nye Tilværelse gjorde den gamle Kavaller godt. De faa Pligter, som paahvilede ham, opfyldte han med uhyre Alvor og Nøiagtighed. Sine ledige Timer tilbragte han mest med at røge Cigaretter og se udover Havet i den store Kikkert paa Stativ, som han havde faaet i Present fra Christian Frederik. Han var i Virkeligheden træt og det undrede ham, at han saalænge havde fundet Smag i sit uregelmæssige Liv i Udlandet.
Men der var en Ting, som Legationssekretæren forundrede sig endnu mere over; og det var, hvor godt han kom ud af det med sine Indtægter. At leve for 2000 Kroner om Aaret syntes ham et halsbrækkende Kunststykke, og dog udførte han det. Det vil da sige: han havde jo en Smule Biindtægt; men Christian Fredrik sagde altid, at det var saagodtsom ingenting. Hvormeget det var og hvori disse Smaaindtægter egentlig bestod, fik han aldrig Greie paa. Vistnok kom der hvert Aar Contocourant fra Garman & Worse, udarbeidet af Konsulen selv, han fik ogsaa ofte Handelsbreve fra Broderen. Men hverken det ene eller det andet gjorde Sagen klarere for Fyrforvalteren. Han skrev sit Navn under paa alle Papirer, hvor der syntes ham „Rum aabent“. Stundum fik han nogle Vexler „at udfylde“; det gjorde han ogsaa efter bedste Skjøn; men lige dunkelt var og blev det hele ham.
En Ting var sikker — at han klarede sig — klarede sig udmærket. Han holdt to Assistenter ved Fyret; havde sin Ridehest Don Juan og en Arbeidshest; fuldt op af Vin og altid nogle Penge liggende, som han ikke havde Brug for.
Derfor anbefalede han alle, som klagede over de slette Tider, at flytte ud paa Landet; det var rent utroligt, hvor billigt man kunde leve der.
I de ti Aar, de havde boet herude, var Madeleine voxet fra otte til atten Aar. Ogsaa hun trivedes over al Forventning godt, og da hun var bleven fuldstændig hjemme i Sproget — Moderen havde nok været fransk — blev hun snart kjendt og afholdt i en vid Kreds omkring Fyret. Hun levede mest ude af Huset, omkring paa Nabogaardene og helst nede ved Søen i den lille Baadhavn.
En hel Række af Gouvernanter havde forsøgt sig paa hende; men hun var vanskelig at lære. Desuden kunde Faderen ikke taale Gouvernanter, som var stygge; og da de saa engang fik en, som var vakker, blev det endnu galere — paa den anden Kant igjen.
Fyrforvalteren gjorde hyppige Besøg paa Sandsgaard, enten paa sin Don Juan eller afhentet i Garman & Worse's Jagtvogn. Madeleine derimod havde beholdt et frastødende Indtryk af det kolde, gammeldags Hus og de fine, stive Mennesker. Ikke engang sin Kusine Rachel, som dog bare var et Par Aar ældre, kunde hun lide; derfor blev hun helst hjemme, og Faderen var heller aldrig borte mer end et Par Dage om Gangen.
Desto mere Behag fandt hun i Fiskerne og Lodserne nede ved Stranden og oppe i Gaardene. Munter og uforfærdet blev hun snart taget med paa Søen i godt Veir, lærte at fiske, passe et Seil og bedømme et Fartøi i Horizonten efter Riggen.
Madeleine havde en særdeles god Ven, som hed Per; han var tre-fire Aar ældre og boede paa Gaarden nærmest Fyret.
Per var lang og stærk med stivt gulhvidt Haar og store Næver, der vare haarde som Horn indeni af at ro. Hans Øine vare smaa og skarpe, som de pleie at være hos disse Folk, der fra Barndommen vænne sig til at stirre udover Søen i Regnveir og Skodde.
Far til Per var Enkemand og havde ikke flere Børn. Men saa fandt han paa at gifte sig igjen, og nu fik han det ene Barn efter det andet. Folk gik og ærtede Per op, at han skulde kræve Gaarden delt; men Per vilde „vente og se“.
Men jo længer han ventede, desto flere Halvsøskende fik han se. Folk lo saa smaat af ham, og en Dag kom en til at kalde ham Vente-Per — en Vittighed, som gjorde megen Lykke og sidenefter forblev hans Øgenavn.
Per var forøvrigt ikke til at le af; han hørte til de raskeste paa Søen og var det fredsommeligste Menneske paa Jorden. Han brød sig ikke stort om at udmærke sig; men han havde en slig ihærdig Arbeidslyst og var ikke ræd for nogenting. Derfor mente Folk, at Vente-Per var en Gut, som nok vilde slaa sig op.
Venskabet mellem Fyrforvalteres Datter og Vente-Per var meget varmt fra begge Sider. I Førstningen prøvede en og anden af de unge Gutter at tage hende fra ham. Men saa hændte det en Dag, hun var ude med Per, at der blæste op en frisk Nordvest. Pers Baad og Greier var altid af første Sort, saa der var ingen Fare paafærde. Alligevel kom Fyrforvalteren, som havde seet Baaden i den store Kikkert, i en Fart ned til Stranden og gik helt ud paa den lille Molo.
„Der er Far!“ sagde Madeleine, „mon han er ræd for os?“
„Aa — han har vel bedre Forstand,“ mente Per besindigt.
Legationssekretæren havde imidlertid ikke bedre Forstand, end at han var lidt urolig, der han stod. Men da nu Per med sikker Haand styrede lige ind i Seilløbet, svingede om Spidsen af Moloen, saa at Baaden gled roligt ind i smult Vand bagom, — da blev den gamle Herre imponeret. „Han forstaar s'gu sine Ting“ — mumlede an, mens han hjalp Datteren op; og istedetfor den Skjændetale, han havde forberedt, sagde han bare: „Du er flink Gut — Per! men du faar ikke Lov til at seile med hende alene.“
Der var ingen i Nærheden, som kunde høre, hvad den gamle Herre sagde; men da de begge hilste — Madeleine rakte endogsaa Haanden ned til ham — kunde alle, som saa det fra Nøstene og oppe fra Gaardene, forstaa, at Per fremdeles stod sig godt med Fyrforvalterens. Og fra den Dag faldt det af sig selv, at han havde Eneret til at føre den unge Frøken.
Per tænkte op og ned, hvem han vel skulde tage med paa Baaden. Han forstod godt, at hele Fornøielsen vilde være spildt, om en af hans Kammerater kom med. Tilslut valgte han en stakkels, halvtosset Gut paa en af Nabogaardene, som tilogmed var tunghørt. Folk kunde ikke begribe, hvad Per vilde med Tomle-Hans i Baaden; men Per var nu altid lidt egen. Per var tilfreds med sit Valg; Madeleine ligesaa. Og da hun nogle Dage efter stak Hovedet ind af Døren og raabte til Faderen: „Jeg seiler en liden Tur med Per!“ — kunde hun med god Samvittighed tilføie: „Ja naturligvis har han en med sig, naar du saa absolut vil det!“
Hun lo høit med sig selv, da han og hun løb nedad Skrænten. Men Fyrforvalteren gik til den store Kikkert.
Ganske rigtigt: agterud sad Per, der kom Madeleine ned i Baaden — i en Fart, og paa Seiltoften sad en Mandsperson med Vadmelstrøie og gul Sydvest.
„Bien!“ sagde den gamle Herre beroliget, „det er godt, at de har en med sig — i enhver Henseende.“