Garman og Worse/11
Alle Frøknerne Sparre — de var fem — styrtede til Vinduerne.
„Det er Johnsen — Skolebestyrere — naa langtfra — jo det er! — det er Fattigforstanderen — tror du ikke, jeg kjender Johnsen; han har endda faaet ny Høstfrak — han kommer herop — Clementine — du har taget mine Mansjetter — jo du har — de laa paa Pianoet — han skal vist bare til Papa — Clara, Clara! du staar paa mit Slæb — han kommer herind — paa Visit — o min Gud! hvem har taget mine Mansjetter!“
Fru Sparre grupperede dem i en Fart; Gadedøren blev aabnet —; en aandeløs Spænding i Stuen; — Frøken Barbara — den ældste — skulde sige: „kom ind!“ — hun var ganske bleg af Sindsbevægelse og alle stirrede paa hende. Da bankede det; men det var paa Studereværelsets Dør, Provsten raabte — „kom ind“ man hørte Døren gaa og en dæmpet Samtale begyndte i Sideværelset. —
„Hvad sagde jeg? — han skulde til Papa — det sagde jeg ogsaa — hvorfor for du da omkring som du var gal efter dine Mansjetter — jeg for ikke omkring — jo du gjorde — hys! hvad mon han vil Papa?“ — sagde Fru Provstinden.
Alle forstummede, men man kunde alligevel ikke høre noget af den dæmpede Samtale derinde.
Kandidat Johnsen var kommen, for at bede om Tilladelse til at prædike næste Søndag. Provsten havde for nogle Uger siden været saa venlig at love ham —
Provsten mindedes godt sit Løfte, og det var ham en Glæde at indfri det. Han vilde ogsaa takke, fordi Kandidat Johnsen var saa snil at lette en gammel Mand i hans Embedsbyrder.
Ja — hvad nu det angik — svarede Skolebestyreren — saa vilde han ikke lægge Skjul paa, at det ikke saameget var dette Hensyn, der bevægede ham; tvertimod det var af rent personlige Grunde, han ønskede at tale til Menigheden.
Det kunde Provsten saa godt tænke sig, at han som Skolebestyrer kunde føle Trang til at henvende nogle Ord til de Forældre, hvis Børn vare ham anbetroede.
Heller ikke derom vilde Kandidat Johnsen tale. Mangt og meget kunde trykke en Mand, megen tung Byrde kunde hvile paa Sindet; det var bedst at lette sin Samvittighed ved at fremtræde ærlig og sand.
Provsten fandt meget Behag i denne Anskuelse. Det var en Christens og endmere en vordende Præsts første Pligt at være sand i Livet. Men Sandheden var Livets rare Klenodie — ofte skjult i Tilværelsens mangehaande Dunkelhed. Man maatte være varsom — nøie ransage sig selv og Skriften.
Johnsen turde nok sige, at han gjennem alvorlig Kamp og samvittighedsfuld Gransken var kommen til sit Standpunkt. Hans Overbevisning var Frugten af mange ensomme Timers strænge Selvprøvelse.
Provsten kunde forsikre, at ogsaa han kjendte disse ensomme Selvprøvelsens Timer. Stor var den Velsignelse, der kunde rummes i dem. Men han vilde ogsaa fremhæve — han vidste det af egen Erfaring — at et Menneskes ensomme Arbeide ikke altid er det paalideligste. Derfor tilraader ogsaa Skriften at bekjende for hinanden, at arbeide i Fællesskab, den ene hjælpende den anden.
Derfor vilde han ogsaa bekjende for den hele Menighed — svarede Kandidaten.
De sad overfor hinanden ved Provstens Skrivebord og saa hinanden lige i Øinene. Johnsen var bleg og der gik noget nervøst gjennem ham, somom han var begjærlig efter at komme afsted.
Provsten Sparre sad lidt tilbagelænet i sin Armstol. I Haanden holdt han en stor Elfenbens Papirkniv, som han brugte til at markere sine Ord med — ikke ved at gestikulere eller støde i Bordet, men ved af og til med et stærkt Tryk at føre den polerede Kniv op og ned paa det Hefte Papir, som laa foran ham.
At bekjende for Menigheden var visseligen baade i og for sig en skjøn og god Ting og fuldkommen skriftmæssig. Men der kunde ogsaa tænkes Bekjendelser, der ikke vare for alle Øren. Kirken havde derfor en anden — en engere Form for Bekjendelsen, der fuldt saameget var i Overensstemmelse med Ordet og som mangen Gang var endmere skikket til at lette det bekymrede Hjerte. Skolebestyreren begyndte at reise paa sig, for at tage Afsked: han følte en stor Trang til at henvende sig til Menigheden; — det var ham fremfor alt om at gjøre, at enhver, som vilde, kunde erholde Klarhed over hans Standpunkt, at der intet skjult eller uklart var mellem ham og Menigheden.
Provsten reiste sig ogsaa og rakte ham Haanden til Afsked. Han ønskede sin unge Ven Velsignelse til sit Forehavende og bad ham mindes, at han — Provsten — bestandig stod rede med Raad eller Daad, om han nogensinde følte Trang til hans Hjælp.
„Det vil De mindes — kjære unge Ven! — ikke sandt?“ — sagde den gamle Præst, idet han saa paa ham med et faderligt Blik.
Kandidat Johnsen mumlede noget til Tak og skyndte sig ud. Han var kommen ud af den Stemning, hvori han havde været i de sidste Uger. Der var noget underligt ved dette lune, stille Studereværelse med de mange Bøger — store ærværdige gamle Bøger. Og saa den overlegne Personlighed, saa alvorlig og dog saa mild. Der lagde sig noget blødt — ligesom Filt over den unge Theologs Sind, — noget han selv ikke syntes om, — ikke vilde kjendes ved.
Efter en meget lang Spadseretur kom han ad en Omvei udenom Sandsgaard op i Skippermarken. Herfra saa han ned i Haven og Gaarden ved Hovedbygningen. Han fulgte med Øinene den brede Grusgang, hvor Rachel og han saa ofte havde vandret op og ned, og deres Samtaler stod atter klart for hans Sind.
Længe stod han der og blev stærk igjen. Hvad vilde han ikke have givet til, at hun havde vist sig — bare et Glimt paa Trappen. Men han vilde ikke gaa derned; der skulde ikke blande sig nogen anden Følelse i den hellige Iver, hvoraf han var fyldt. Med en kraftig Beslutning vendte han sig om og gik indover mod Byen. Han havde gjenfundet sig selv. —
— Kirken var overfyldt hin Søndag, da Skolebestyrer Johnsen skulde holde sin første Prædiken. Det store Antal, som altid er begjærligt efter at høre en ny Taler, var forøget ved den Interesse, man nærede for den unge alvorlige Mand, der holdt sig saameget til de Fornemme.
Fru Garman sad med sin Datter i Familiestolen, Fanny og Madeleine var der ogsaa. Provsten Sparre med Frue og Frøken Barbara sad paa forreste Bænk i den dybe Præstestol; bagom saa man Pastor Martens og de øvrige Frøkner Sparre og allerbagerst Madam Rasmussen — Kapellanens Husholderske.
Der var saamange Mennesker, at Salmesangen svulmede, somom det kunde været Juledag, og da Prædikanten kom nedover mod Prækestolen, dreiede alle de syngende Hoveder sig langsomt, eftersom han gik.
I den trange Trappe, hvor intet Øie kunde se ham, havde han et Øieblik af Svaghed, det kjendtes, somom han maatte synke under sin Byrde, og han forstod aldrig ret, hvorledes han var vundet op af de sidste Trin til Prækestolen. Men da han nu stod der oppe, og de hundrede Øine atter borede sig i ham, tvang han sig med den ham egne Evne til bratte Overgange; og han stod saa roligt, at de fleste vare enige om, at de aldrig havde seet en ung Præst bevæge sig saa frit paa „Stolen“.
Kandidat Johnsen havde gode Øine; han kjendte mange af de Ansigter, han saa. At Frøken Rachel sad ligeoverfor i Garman & Worse’s Stol, havde han mere paa Følelsen, end fordi han egentlig havde seet hende. Thi han holdt sine Øine borte fra den Kant, for ikke at forvirres. Kvindesiden havde han lige nedunder Prækestolen paa Gulvet — de private Kirkestole dannede etslags Galleri —, og mens Menigheden fuldførte det sidste Vers i Salmen, lod han sit Blik glide ud over alle disse Øienpar — nogle stikkende, nysgjerrige, nogle fromme bedende — enkelte saa dybe og forunderlige, somom han saa ned i en Brønd.
Efter Indgangsbønnen læste han Dagens Text med klar og sikker Stemme. Derpaa begyndte han kort og greit at udvikle Evangeliet. Det var i den sidste Del af Prækenen, at han egentlig skulde komme ind paa de mere personlige Punkter. Men jo mere han nærmede sig dette Afsnit, desto mindre tryg følte han sig.
Da han begyndte sin Præken, havde han fæstet sine Øine paa et fast Punkt, som han søgte, hvergang han saa op fra Papiret. Og dette Punkt var — han vidste det fra først af neppe selv — Provsten Sparres Hoved. Det hvide Haar og det skinnende Halsbind fremhævede sig saa stærkt mod den mørke Baggrund, og jo mere Taleren stirrede paa dette ædle Hoved, desto mere gruede han for Slutningen.
Han var allerede lige ved det Punkt, hvor han skulde begynde at tale om Sandheden i Livet, at rydde sin Stue for Løgnen. Men — han vidste ikke, hvorledes det var — de tunge, lidenskabelige Ord, han skulde til at sige, passede saa lidet til det lyse, fredelige Smil og til hele denne ærværdige Skikkelse saa fuld af Alvor og Harmoni. Det gik rundt for ham, han kunde ikke komme videre; der blev dødsstille i Kirken, medens han langsomt tørrede sin Pande.
Men da han saa igjen løftede Hovedet, saa han med Vilje forbi Provsten og søgte i sin Nød hende, som egentlig var Skyld i, at han stod, hvor han stod.
Og han blev ikke skuffet. Thi med det samme han fik Øie paa det aabne, kraftige Ansigt, gik der et Stød gjennem ham. Hendes Øine hvilede fast paa ham med et prøvende, næsten ængsteligt Udtryk; han forstod hende; hun skulde ikke blive skuffet i sin Tro til ham. Og med ny Kraft og uden at skjælve i Stemmen tog han fat paa det sidste Afsnit.
Bestandigt høiere og fyldigere lød hans Røst, indtil hans prægtige, malmfulde Organ fyldte Kirken og kastedes tilbage fra Hvælvingerne. Hele Menigheden fulgte med, nogle gamle Koner græd og snøftede; men en sælsom Uro begyndte at snige sig fra den ene til den anden i den store Forsamling.
Hvad var dog dette for en underlig Tale? disse heftige Fordringer til at være fuldtud sand og oprigtig — den hensynsløse Fordømmelse af al Form — alt Ceremoniel — alle smaalige Hverdagshensyn — det var altfor voldsomt, altfor overdrevet.
Han var en Tvivler — han vilde bekjende det; han var ikke alene med sin Tvivl; men han stod nok temmeligt ensom med sin Bekjendelse. Han kjendte det godt — dette fine Net af Beroligelse og Bortforklaring, hvori man indspandt Samvittighederne. Han kjendte det fra sin egen Stand — den geistlige —, der mer end nogen anden skulde leve i Sandhed, den haarde — klare Sandhed, foragtet, forhadt, forfulgt i den forfuskede Verden. Og se — hvorledes gik det saa til? — en bekvem, hædret Embedsstand, der levede af at skjule over egnes og andres Brøst, — dække Tvivl og dulme, dæmpe alt kraftigt Liv hos den enkelte, forat det hele kunde gaa stille, regelmæssigt og uden Larm. Sandheden var et tveægget Sværd, klar — skjærende haard som Krystal; — naar Sandheden brød gjennem i et Menneskeliv, var det smerteligt, sønderrivende — som naar en Kvinde føder sit Barn til Verden; — og istedetfor dette havde man et døsigt Liv i Løgn og Former, ingen Kraft, intet Brud, intet haardt, intet stærkt, — men Filt ovenpaa Filt i det uendelige!
Han reves selv i den Grad med, at han forlod Papiret og sagde meget, han ikke havde vovet at skrive; og efter et sidste tordnende Udfald sluttede han med en kort brændende Bøn om Kraft for sig og alle til at trodse Menneskeløgnen og leve fuldtud i Sandhed.
Derpaa tog han med fuldstændigt forandret Stemme fat paa Kirkebønnen, og Rachel lagde Mærke til, at han udelod Krigsmagten tillands og vands.
I den rolige, stille Tone, hvori han holdt Kirkebønnen, aandede den hele Forsarnling ud — som efter et Uveir. Blandt Mandfolkene blev der hvisket lidt: — Skandale — komplet Skandale! — mente nogle; han vil blive tiltalt for Konsistorialretten — uden Tvivl — mente de juridiske.
Paa Kvindesiden var Stemningen uvis, og mange spørgende Øine vandrede over til Mandssiden, forat udforske, hvad man skulde sige til dette — enten hos en Fader eller Ægtemand eller Broder eller overhovedet hos den Mandsperson, efter hvis Dom hver især paa Kvindesiden var vant til at dømme. Men de fleste Øine søgte Provsten.
Han sad — som han havde siddet under hele Prædikenen lidt tilbagelænet med sin store Salmebog — en Gave fra hans forrige Menighed — mellem Hænderne. Fra de øverste Vinduer mod Syd faldt et dæmpet Lys over hans Skikkelse; — Ansigtet havde det samme Præg af ophøiet Sjælefred; intet Udtryk af Uro eller Misbilligelse var faret hen over det under Talen, og dette gjorde en beroligende Virkning paa Menigheden. Stemningen var urolig og febrilsk; men de fleste opsatte med at fælde nogen endelig Dom.
Pastor Martens havde forladt Præstestolen strax efter Prækenen; thi han skulde forrette Tjenesten ved Alteret. Mens han messede, dirrede hans noget tørre Stemme af indre Bevægelse. Endeligt var det da bleven aabenbaret, hvad der boede i denne Skolebestyrer. Kapellanen kunde ikke lade være at glæde sig en liden Smule til den Opreisning, som Provsten dog nu var nødt til at yde ham. Thi det havde været meget imod Kapellanens Raad og Vilje, at Johnsen fik prædike til Høimesse i Kirken; man burde først have prøvet ham ved en Bibellæsning eller i det høieste ved en Aftensang. Nu var det skeet! — et fuldstændigt Brud med Standen — foran den hele Menighed! — hvad mon Provsten vilde gjøre? — det maatte naturligvis indberettes.
Saasnart han var færdig, forlod han Alteret og skyndte sig ind i Sacristiet, hvor han havde seet Provsten gaa ind.
„Nu! — hvad siger saa Hr. Provsten til det?“ — raabte han aandeløs, da han havde lukket Døren efter sig.
Provsten Sparre sad i Lænestolen i det høie, hvælvede Sacristi og læste i sin store Salmebog. Ved Kapellanens Spørgsmaal hævede han Hovedet med et Udtryk af mild Beklagelse over at blive forstyrret og sagde adspredt: „Hvilket? — hvad mener De?“
„Ih — Prækenen! — naturligvis Prækenen! — det er jo en komplet Skandale!“ — raabte Kapellanen ivrigt.
„Nuvel —“ svarede Provsten, „jeg vil jo ikke sige, at det i alle Dele var en god Prædiken; men naar man tager i Betragtning —“
„Men — Hr. Provst!“ — afbrød Kapellanen.
„Det synes mig — og det er ikke første Gang —, at De — kjære Martens! ikke ret kan komme overens med vor nye Medarbeider, Kandidat Johnsen. Og det var dog netop hos os, han skulde finde sin Støtte.“
Kapellanen slog sine Øine ned. Hvad var det dog for en vidunderlig Magt, denne Mand besad? for et Øjeblik siden var han selv saa sikker i sin Dom, og ikke før stod han foran dette klare Ansigt, før alt forandredes.
„Det gjør mig ondt at maatte sige Dem dette — kjære Martens! — men det sker i en god Mening, og vi ere jo alene.“
„Men synes ikke Hr. Provsten, at han var voldsom — altfor voldsom?“ — spurgte Kapellanen.
„Jo — ganske vist! — ganske vist!“ indrømmede Provsten venligt, „han var voldsom som alle Begyndere — kanske den voldsomste, jeg har hørt. Men vi vide jo, at saaledes begyndes der saa ofte i vor Tid —“ Martens maatte uvilkaarligt tænke paa sin første Optræden — „det vilde være Uret at fordre Aandens fulde Modenhed hos den Unge.“
„Men han sagde, at vi — Geistligheden — fremfor andre levede i Løgn, i døde tankeløse Former —“
„Overdrivelse! — det er stor og farlig Overdrivelse — deri har De fuldkommen Ret — kjære Martens! men paa den anden Side — hvem af os vil nægte, at en Embedsgjerning — den være noksaa skjøn, noksaa dyb — dog i Tidens Løb, naar den gjentages ofte, kan ligesom miste noget af det personligt gribende. Se — hvem vilde nu her kaste den første Sten? — jo — det vil Ungdommen, som endnu ikke har prøvet det møisommelige Arbeide, der bliver tro indtil Enden; og deri ligger Overdrivelse — farlig Overdrivelse!“
„Men —“ vedblev Provsten, „lad fremfor alt os to være enige om at se hans Tale i det rette Lys; thi manges Dom vil afhænge af vor. Dersom vi slipper ham nu, kan han være tabt for den gode Sag — og jeg har dog saa stort et Haab til den unge Mand! — stillet paa sin rette Plads — helst i en stor By — for Exempel i Hovedstaden, vil han blive en fremragende Geistlig, hvis Virksomhed vil blive saare vækkende, det tør jeg forudsige.“
Ved disse Ord saa Kapellanen atter op paa sin Overordnede, og i dette Øieblik blev det ham med ét klart, hvad det var, som gjorde dette Aaasyn saa uimodstaaeligt. Det var Smilet — dette Smil, som vexlede og skiftede, men som aldrig helt forsvandt fra de ædle Træk; saa varmt, saa blødt som en Solstraale faldt det over alle hans Ord, og idet Kapellanen bøiede sig selv og sin Mening under dette Smil, kjendte han, hvorledes Musklerne om hans Mund uvilkaarligt trak sig hen mod en Efterligning. —
Madame Rasmussen maatte beundre den Overbærenhed, hvormed Kapellanen omtalte Johnsens Prædiken; selv var hun i høieste Grad forarget. Men da hendes Logerende sagde: „Tro mig Madam Rasmussen! han vil blive en meget dygtig Hovedstadspræst!“ — syntes hun næsten, det var at drive Overbærenheden vel vidt.
Men han var saa snil — Pastor Martens; han havde nu boet hos hende i to Aar, og aldrig var der vexlet et ondt Ord mellem dem.
Madame Rasmussen var en ung Enke, rund og vakker og af et muntert Sind. Hun var børnløs og havde ret en Glæde af at stelle for Kapellanen, lave hans Yndlingsretter og holde alt hans Tøi iorden.
Madame Rasmussen var den eneste i Byen, som vidste, at Pastor Martens gik med et lidet Kunstværk af en Paryk. Men det var ikke noget at fortælle; det vedkom jo ingen andre.
— Da Fru Garman og Rachel kjørte hjem fra Kirken — Madeleine var ogsaa i Vognen — talte Fruen misbilligende om Johnsens Præken.
Det var ikke passende — langtfra passende at optræde paa den Maade for et ungt Menneske. Men det var Tidsaanden, som Pastor Martens saa sandt havde udviklet forrige Søndag — aa! Pastor Martens — det var dog en ganske anderledes Mand! — „ikke sandt? Madeleine!“ — spurgte Fru Garman, da der ikke kom nogen Lyd fra Rachel.
„Jo — jo da!“ — svarede Madeleine aandsfraværende. Hun sad og grundede over, hvor ialverden Delphin kom fra, da han saa pludseligt dukkede op ved Siden af Fanny og hende i Trængselen ved Kirkedøren.
Han havde hilst venligt paa hende; men da de naaede Vognen, var baade han og Fanny forsvundne uden at sige Farvel.
Rachel lod Moderen snakke som hun pleiede; imidlertid sad hun opfyldt af den store Begivenhed og tænkte over, hvorledes det nu herefter vilde gaa med Johnsen. Det var klart, at den hele By vilde være af samme Mening som hendes Moder; men Misfornøielsen vilde tage en langt skarpere Form hos de fleste.
Hun saa ham staa opi alt dette — rolig og urokkelig! — det var da endeligt en modig Mand!
Ved Bordet gav Delphin — saavidt han turde for Fru Garman — dramatiske Extrakter af Prækenen, hvorover Legationssekretæren lo umaadeligt. Rachel bed sin Vrede i sig; hun vidste, at en alvorlig Samtale med Delphin overhovedet var en Umulighed.
Men Madeleine kunde ikke lade være at le; Delphin var virkeligt saa morsom og tillige saa godmodig. Hun var i det sidste næsten vred paa Fanny, fordi hun behandlede Delphin kort og skjødesløst. Men Delphin syntes slet ikke at tage sig nær deraf, — tvertimod han saa blot endnu gladere ud. Han var dog en godmodig Fyr.
Morten Garman var ogsaa en godmodig Fyr — mente mange —, at han lod Kandidat Delphin saa uforstyrret arrangere sig med Fru Fanny. Det var ikke godt at vide, om Morten saa noget eller ikke; om han havde saa god Tro eller saa ond Samvittighed. —
— Mandag og Tirsdag gik Rachel i en feberagtig Spænding; noget maatte ske — syntes hun. Stemningen var mod Johnsen, men det maatte sikkert komme stærkere frem. Hun vidste, at han vilde søge hende; hvad det saa blev til —; og hun ventede ham.