Garman og Worse/20
Unge-Konsulen maatte dø. I fjorten Dage var det gaaet op og ned med ham. Stundom syntes det, somom den høire Side skulde seire; men saa fik den venstre igjen Overtaget og stærkere hver Gang.
Jomfru Cordsen hørte Doktoren sige til Legationssekretæren: — „kanske nogle Timer endnu, men han lever ikke Natten over.“
Den gamle Dame gjorde en Tur gjennem Sygeværelset og gik saa ovenpaa. I hendes Værelse var der lunt og gammeldags. Tæpper og Klædelidser, laasede Skuffer, ingen løse Smaating laa omkring, — alting tæt, velforvaret og hemmelighedsfuldt.
Der kom en Lugt af rent Tøi og tørrede Lavendler, da hun aabnede Chatollet, og i den lille hemmelige Skuffe — bagom en Bunke stivede Natkapper — laa der forsigtigt indpakket et Miniaturportræt i sort Ramme.
Det var en ung Mand i grøn Snorefrak med bred Fløielskrave. Haaret var rødligt og rullet frem efter den Tids Mode i store Bukler foran Ørene; Øinene vare blaa og klare, og Undermunden en liden Smule fremskudt.
Jomfru Cordsen sad en lang Stund og stirrede paa Billedet, og Taare efter Taare dryppede ned til de andre Hemmeligheder, som forvaredes i det gamle Chatol mellem Tøi og tørrede Lavendler. —
— Onkel Richard sad og stirrede paa Broderen. Doktorens Ord havde taget alt Haab fra ham, og alligevel kunde han ikke forstaa, at det var muligt.
„Der er snart forbi med mig — Richard!“ — sagde den Syge ganske svagt.
Legationssekretæren lagde sig ned ved Sengen, og efter en liden Kamp brød han ud i Graad og lagde sit Hoved ned paa Tæppet.
„Her ligger jeg saa stærk og sund —“ hulkede han, „og saa kan jeg ikke gjøre et Gran for dig! — jeg har aldrig været dig til andet end Plage og Bryderi!“
„Snak — Pirre!“ svarede Konsulen, „du har været mest for mig i Livet — du og saa Forretningen. Men jeg har noget at bede dig om Tilgivelse for, før jeg dør —“
„Du? —“ Onkel Richard troede, han talte, over sig, og saa op.
„Ja ser du —“ sagde Konsulen og der gled noget som en Skygge af et Smil over de halvt stivnede Træk, „jeg har narret dig; — du har ingen Vexler — Richard! — det var bare Spøg — er du sint paa mig?“
Om han var sint! — han lagde sit Ansigt ned igjen paa den visne Haand, og som han laa der og smaajamrede sig med det krøllede Hoved nede i Puderne, lignede han en stor lodden Newfoundlænder.
Doktoren kom ind: „Men Hr. Konsul — det gaar paa ingen Maade an, at Legationssekretæren ligger saaledes, det besværer Deres Aandedræt; — dersom De ikke —“
„Min Broder —“ afbrød Unge-Konsulen med noget, der mindede svagt om Kontorstemmen, „min Broder Legationssekretæren skal ligge netop der, hvor han ligger.“
Derpaa tilføiede han med Anstrængelse: „Vil De hente Familien.“
Doktoren gik. Lidt efter drog den Syge en lang Pust og sagde:
„Farvel — Pirre! — og Tak for alt ifra vi var smaa —“ det var vel første Gang Konsul Garman citerede Digt — — „al Bugunderen skal du have — alt er ordnet — jeg skulde gjort det rigeligere — men —“ og der kom en liden Trækning i Ansigtet, somom det kunde være en mat Efterligning af den Bevægelse, hvormed han pleiede at lægge sin Hage tilrette i det stive Halsbind, idet han langsomt og næsten uden Lyd sagde: „men Huset er ikke længer, hvad det har været!“
Det var de sidste Ord, han sagde; thi før Doktoren fik hentet de andre ind i Sygeværelset, var Unge-Konsulen død — rolig og korrekt som han havde levet. —