I Lighed med alle gode Regenter, der mene, at de bør markere sin Regjerings Tiltrædelse med enkelte milde Handlinger, havde Morten givet Per Karl Tilladelse til at kjøre Ligvognen med „de gamle sorte“, saa skulde de skydes Dagen efter.

Den gamle Kusk havde øvet dem i „Ligtakt“ — som han sagde, og pudset dem uafladeligt i tre Dage; den sidste Nat havde han holdt sig i Stalden, forat de ikke skulde faa lægge sig ned og „grise sig til“.

Derfor skinnede de ogsaa som de aldrig havde skinnet, da de Klokken elleve Lørdag Formiddag holdt med Ligvognen udenfor Døren paa Sandsgaard.

Der var tre Slags Ligvogne, saa man kunde kjøre til Kirkegaarden — ganske som man rejser med Jernbanen — i første, anden eller tredie Klasses Coupée; — medmindre man da forlod Livet i en saa afpillet Forfatning, at man maatte lade sig bære ud — tilfods af sine Venner. Konsul Garman kjørte i 1. Klasse med Englehoveder og Sølvzirater. Per Karl sad indunder den sorte Baldakin med Flor om Hatten og saa med Vemod og Stolthed paa sine gamle sorte.

Da Kisten — bedækket med Blomster og hvide Silkebaand — blev baaret ned ovenfra, stod Jomfru Cordsen ved Foden af Trappen og alle Husets Piger bagom. Den gamle Dame lagde sin Haand paa Brystet og neiede dybt, da de bar ham forbi. Derpaa gik hun op paa sit Værelse og laasede Døren.

I den lukkede Vogn fulgte Husets Damer og Onkel Richard, forat overvære Ceremonien i Kirken; Morten og Gabriel kjørte i aaben Vogn. Hele Firmaets Arbeidsstok og mange Byfolk, der ikke vilde nøies med at følge fra Kirken til Graven, fulgte med tilfods, da Ligvognen satte sig i Bevægelse. Vaarsolen skinnede i de sølverne Zirater, paa Englehovederne og paa de blanke Heste, der høitideligt og Skridt for Skridt gjorde sin sidste sørgelige Kjøretur.

— Det faldt sig saa forkjert, at Marianne ogsaa skulde begraves idag. Martin havde prøvet at forhindre det.

Men i Klokkerkontoret havde man svaret ham, at man ikke kunde gjøre Ophævelser for hans Skyld; det faldt mest bekvemt for alle Parter, naar Præsten først var paa Kirkegaarden alligevel. Det skulde jo bare være Jordpaakastelse — ingen Ligtale?

Nei — der skulde ikke være Ligtale. Altsaa paa Lørdag mellem tolv og to.

Ude ved Begmandens Hytte forsamlede der sig nogle unge Søfolk fra west end, som havde kjendt Marianne, et Par Slægtninge fra Byen, Tom Robson, Torpander og Væggelusen.

Anders Begmand var der ikke. Det hjalp ikke, hvad de sagde, han maatte følge Husets Chef.

I Mariannes Følge var der ingen Bedemand, og de unge Sømænd gik raskt indover med Kisten. Derfor naaede de Byen just som man bar Konsulenns Lig ind i Kirken.

Nu kunde det ikke gaa an for dem at passere gjennem Byen og udover Veien til Kirkegaarden, hvor der var strøet for Konsul Garman med grønne Blade, Syrener og Guldregn. Der var altsaa ikke andet for end at vente, til de blev færdige i Kirken.

Inde i et Gaardsrum fik man sætte Kisten fra sig paa en Stentrap; det var varmt at bære Lig i Søndagsklæder, og flere trak Trøien af, forat svale sig.

Paa den anden Side af Gaden var der et „Usalg aff Øll og Wind“; der var nok dem, som havde god Lyst paa et Krus Øl og Skillinger ogsaa; men det gik kanske ikke an.

Folkene stod og smaasnakkede, vendte Skraaen i Munden; tørre i Halsen var de, og de blev da aldrig færdige i Kirken. Døren til Øludsalget stod aaben, Kruset paa Disken, der saa saa kjøligt og fugtigt ud derinde, Gaden var tom, Alverden var stimlet sammen paa Kirkegaarden — en sneg sig over Gaden og smuttede ind, to fulgte.

Det saa truende ud, det hele Ligfølge syntes at ville følge med. Men Tom Robson gik hen til Gruppen og stak en Femkroneseddel i Haanden paa den ældste: „Den kan I drikke op, men saa skal der bare gaa to om Gangen.“

Denne Betingelse blev antaget uden Knur, og det gik meget ordentligt paa Tørn hele Tiden; der gaar mange Krus Potøl paa en Femkroneseddel.

Martin og Tom Robson vendte Ryggen til Fristelsen; Væggelusen stred imod i det længste; men tilslut bukkede han under.

Carl Johan Torpander sad i en Krog af Gaarden og stirrede paa Kisten. Silketørklædet havde paa hans indstændige Bøn faaet følge med hende, og paa Kistelaaget — ved hendes Hjerte — laa en Buket, som han havde betalt med tre Kroner. Ellers var Kisten temmelig bar; de fleste Blomster i west end vare kjøbte af Byfolk til Unge-Konsulen, — ellers havde nok Marianne faaet flere.

Endeligt strømmede Folk ud af Kirken. Mariannes Følge maatte vente til det store Ligfølge var kommet ind paa Kirkegaarden, saa spyttede de i Næverne — Sømændene og tog fat med fornyede Kræfter. Der var ingenting igjen af Femkroneseddelen.

Saa langt Ligfølge som Unge-Konsulens kunde ingen mindes at have seet. Det rak næsten fra Kirken til Kirkegaarden, som laa i Udkanten af Byen. Da det langsomt bevægede sig opad Veien, var det en hel Skov af høie Hatte — alslags høie Hatte. Der var Mortens nye Pariser og Provsten Sparres bredbræmmede Hyrdehat, der var gamle Skorstene næsten uden Bræm, og der var Bræmmer, som hang udover som Schweitzertag; nogle skar i det røde, naar de kom i Solen, andre vare bustede som Katteskind; — tyve Aars vexlende Moder vare blandede sammen som mixed drops; — alene gamle Anders gik med sin Begklat af en Hue.

En Mængde Børn og Halvvoxne fulgte paa begge Sider, og selve Kirkegaarden, som skraanede op ad en Bakke, var pakfuld i Omegnen af den Garmanske Begravelse.

Ved Indgangen til Kirkegaarden var der plantet to høie Flagstænger omvundne med Grønt; Flaggene — paa halv Stang — hang helt ned til Jorden og viftede sagte i den svage Mind. Borgermusikken fik nu hvile; den havde spillet uafladeligt helt fra Kirken — noget ubegribeligt noget, som man først fik Greie paa om Aftenen, da det stod i Avisen, at det havde været Chopins Sørgemarch.

Kantoren med sine Gutter — „de Satans Degnedrenge“, som han kaldte dem, naar han var sint — istemte en Salme. Liget blev løftet af Ligvognen og baaret opover Kirkegaarden af Byens første Grosserere.

Det var et prægtigt Syn, da den store Sørgeskare — hist og her en Uniform —, de mange floromvundne Faner —, bevægede sig høitideligt op igjennem den brogede Mængde af Kvinder og Børn, som stod tæt mellem og oppaa Gravene til begge Sider.

Følget trykkede sig sammen om den aabne Grav, hvor Liget blev nedsænket. Grossererne, som havde baaret, saa ud somom de følte sig lettede, da han var bragt tilro dernede; han havde været dem tung at trækkes med baade i Livet og i Døden. Sangen hørte op, der blev stille omkring, da Præsten steg op paa den lille Jordhoug ved Graven.

Under den sidste Udarbeidelse af Ligtalen havde Kapellanen følt, hvor vanskelig hans Stilling var bleven til den Afdøde efter Forlovelsen med Madeleine. Det gjaldt at være strængt upartisk; ikke lade sig henrive til nogen Lovtale, som vilde tage sig ilde ud i hans Mund, der netop var bleven Medlem af Familien. Provsten havde desuden i Kirken dvælet tilstrækkeligt ved den Afdødes Fortjenester som Kommunemand, som stor Forretningsmand, „der — lig en Fader — skaffede Hundreder det daglige Brød og udbredte Lykke og Velstand trindt omkring sig.“ Derfor begyndte han sin Tale saaledes:

„Sørgende Forsamling! naar vi skue ned i denne Grav — sex Fod lang og sex Fod dyb —, skue denne sorte Kiste, tænke os dette Legeme, der nu gaar Opløsningen imøde, og vi saa — kjære Venner! sige til os selv: der ligger en rig Mand, en meget rig Mand! — da maa vi vel gribes dybt i vor inderste Sjæl.

Thi hvor er nu Rigdommens Glans, der stikker saa mange i Øinene! hvor er nu den Overlegenhed, som for os — kortsynede! — synes at følge det jordiske Gods? — Her i denne dunkle Fordybning — sex Fod lang, sex Fod dyb — er det gjemt altsammen.

O Venner! lader os lytte til denne Kirkegaardens tause Veltalenhed! Her er det slut — her er Enden paa al den Ulighed, som nu engang er en Følge af Synden; her i Kirkegaardens hellige Fred hvile de Side om Side — fattig og rig — høi og lav — alle lige for Dødens Majestæt, al jordisk Forkrænkelighed strøget bort som et broget Klæde — sex Fod Jord — det er alt — det er ligt for alle!“

Den lette Vaarvind for ind i Handelsstandens Silkefane, løftede de tunge Kvaster ud fra Stangen og slog smaa lystige Smæld med Silketøiet. Med det samme bar den ogsaa Ordene ud over Kirkegaarden til de gamle Kjærringer, som sad paa Ligstenene, til de mange Piger og Damer, som stod opefter Skraaningen; — ja helt hen til den anden Ende af Kirkegaarden bar Vinden den lange, kostbare Tale, saa den tydeligt kunde høres henne ved Mariannes Grav. Og det var netop Ord for de fattige og ringe — dette om Ligheden og det jordiske Gods’s Forkrænkelighed.

Men de, som stod ved Mariannes Grav, hørte neppe efter — ikke engang Torpander. Han stod og stirrede ufravendt ned paa sin ensomme Buket paa den bare Kiste.

Væggelusen var undskyldt, for han kunde ikke høre. Men istedet anstillede han Iagttagelser og filosofiske Betragtninger, hvilket var hans Vane.

Der laa i den Grushoug, som var kastet op af Graven, nogle Knokler og Ben og et Par Hjerneskaller. Sagen var nemlig den, at denne Del af Kirkegaarden — hvor der især jordedes Fattige — havde været Begravelsesplads før i Tiden. Men de Gravsteder, for hvilke der ikke var betalt i tyve Aar, bleve atter tagne i Brug efter kirkelig Skik og Anordning. Saa traf det sig da jævnligt, at man under Gravningen stødte paa Kister, der faldt sammen under Spaden; de Døde laa tæt, og der kom ofte flere af en Grav.

Men det var en stor Uskik, at Knoklerne blev liggende udpaa Formiddagen, til de nye Lig kom, forat begraves. Graveren — Abraham Klokkerdreng — almindeligt kaldet Abram Fylledreng — havde Ordre til strax at bringe Knoklerne hen i Benhuset — et Skur i et Hjørne af Kirkegaarden, hvor det saa blev overladt til hver enkelt Skalle at holde Greie paa sine Ben saa godt den formaaede.

Men naar nogen af de Overordnede skjændte paa Abram Fylledreng for hans Forsømmelighed, saa støttede han sig paa Spaden saavidt, at han stod, lagde det røde Næb paa skakke og svarede smilende: „Ja ser De! — Gudbevar os! — de Fattige er just som til Uleilighed saavel i Livet som i Døden. Aldrig kan de dø som de fine, skikkelige Folk en for en og af og til; men i flokkevis — ser De! kommer de herud og vil i Jorden. Og helst udover Vinteren, naar Jorden er haard, og paa Vaarparten — Gudbevar os! — da er det nu rent galt — ser De! — for saa kommer her en ustyrtelig Masse med Unger — aa Gudbevar os for Unger her kommer — ja Voxne ogsaa — og alle vil de ned i Utide — bestandigt i Utide! Og dersom en endda kunde knibe lidt paa Maalene; men — ser De! der er ingen værre end de Fattige til at maale efter — sex Fod lang — sex Fod dyb — det vil de have, aldrig en Tomme mindre! Derfor ser De! er det ikke altid saa greit at faa gjemt væk disse Benene, før de kommer med Fattigligene. Nei — nei! — det er som jeg siger: de Fattige — Gud bevar os! — de Fattige er til Uleilighed saavel i Livet som i Døden!“

Der var engang en ny Klokker, som vilde afsætte Abraham; han vakte Forargelse i Menigheden, naar han tumlede drukken om mellem Gravene. Men Provsten sagde:

„Hvad skulde saa den arme Mand tage sig for; han vilde falde Dem eller mig til Byrde. Og desuden, jeg har nu havt ham, saalænge jeg har været her og baaret over med hans store Skrøbelighed. Jeg kan virkelig ikke føre over mit Hjerte at jage ham bort —“; og Menigheden beholdt Abram Fylledreng som et Pant paa Provsten Sparres gode Hjerte. —

Væggelusen stod i sine filosofiske Betragtninger foran Knoklerne, og det syntes ham, somom der var noget af Trods i det Grin, hvormed den ene Hjerneskalle saa paa ham. Det faldt ham ind — Væggelusen —, at denne Skalle muligvis kunde synes, det var en underlig Fred, han fik i Kirkegaardens hellige Jord. Men Benhuset var vist ogsaa et fredeligt Sted; og naar hverken Kirken eller Provsten eller Præsten eller Kapellanen eller Klokkeren eller Overgraveren eller Undergraveren eller Organisten eller Kirketjeneren eller Klokkerdrengen eller Kalkanten — naar ingen af dem havde faaet sit, saa kunde det jo ikke være anderledes. Og naar han ret saa efter — Væggelusen — saa syntes han, at han gjenfandt i disse afspiste Ben og disse blankpillede Skaller et Udtryk, han kjendte faa Livet — dette afskrabede Udtryk, der pleier at følge dem, som ikke har betalt.

Imidlertid lød Pastor Martens’s velklingende Stemme udover Kirkegaarden. Han nærmede sig Slutningen af sin Tale. De „sex Fod“ gik igjen, ligesom de korte Themaer, paa hvilke Komponisterne skrive en hel Symfoni, og hver Gang gjorde de stærkere Indtryk. Der kunde vel være nogen Overdrivelse i det, naar Aftenavisen sagde, at intet Øie blev tørt. Men sikkert er det, at mange græd, ikke bare de gamle Koner, men ogsaa Mænd — endog et Par af Grossererne tørrede sine Øine.

Thi det var en udmærket Tale; fra først af lød det lidt ængsteligt — dette om den rige Mand — den meget rige Mand. Man kunde frygte for en upassende Anvendelse af Kamelen med Naaleøiet; men Pastor Martens havde netop truffet det Rette. Det var just noget, de Fattige havde godt af at høre, hvor liden Magt der igrunden ligger paa dette jordiske Gods, hvor lidet det er at misunde, naar det kommer til Stykket, — og disse „sex Fod“ var ligefrem gribende.

Da Ligtalen var forbi, traadte Abram Fylledreng frem med den flade Kasse med Jord, som skulde kastes paa Kisten.

Kjæmpende med sin indre Bevægelse greb Præsten Skuffen, fyldte den med Muld og blottede sit Hoved. Alle de forskjellige Hatte kom af, og ligesaamange, ligesaa forskjellige Hoveder kom frem; nogle vare glatte, andre ruskede, nogle havde langt Haar, andre vare tætklippede som Kufferter, hist og her en Skalle saa blank som en Billardkugle.

Præsten forrettede Jordpaakastelgen — dybt bevæget og næsten nølende — som var det ham altfor tungt. Man hørte den løse Muld rasle ned mellem Blomsterne og Silkebaandene; endnu en kort, brændende Bøn, — den hellige Handling var tilende, og Hattene kom paa igjen.

Borgermusikken, som havde staaet i Flok indimellem Sørgeskaren — holdende sine Instrumenter under Frakken, for at de ikke skulde blive kolde, satte pludseligt i af al Magt paa et hemmeligt Vink af Instruktøren.

Det var af megen Virkning. Som naar en stor Sten falder i Vandet, og Bølgen ruller til alle Sider i en Ring, saaledes kastede den vældige Lydbølge de Omkringstaaende tilbage i alle Retninger, saa at der blev en aaben Plads omkring Musikken.

Dette benyttede Bedemanden sig af; han stillede sig i Spidsen, og Sørgeskaren gik bort i samme Orden som den var kommen. Lige bagefter Musikken kom Kantoren med „de Satans Degnedrenge“; han var yderst fornærmet paa Borgermusikken og i stor Ængstelse for, at de sørgende Efterladte ikke skulde bemærke, hvilken Extra-Umage han havde gjort sig med Sangen.

Men Bedemanden var vel tilfreds med Borgermusikken, som blæste alt afveien; og da han kom hjem til sin Kone, sagde han: „Ihvorvel mine Tromlehinder muligens ere noget bedærvede, saa sætter jeg dog stor Pris paa Hornmusik. Intet kan være mere paa sin Plads, naar det gjælder at føre Sørgeskaren gjennem Pøbelen efter et fint Lig.“

Men et Stykke fra Graven forlod Præsten Følget og gik en anden Vei bortover Kirkegaarden. Da han var kommen saa langt, at han ikke kunde sees af Folkemassen, tog han en Gjenvei over Gravene. De var lave og græsgroede i denne Del af Kirkegaarden; af og til tog han Tag i Samarien og steg over en, som laa midt iveien.

Abram Fylledreng havde taget sig en extra Overhaling idag ianledning af det fine Lig; han tumlede bagefter med den sorte Kasse —; det var den samme, som benyttedes til alle Lig — uden Forskjel.

Da Præsten naaede frem til Mariannes Grav, var ogsaa Anders Begmand og nogle andre west end Folk komne til fra Konsulens Følge.

Kapellanen tog Hatten af og tørrede sin Pande, medens han saa sig om efter Abraham; de andre blottede sine Hoveder.

Endeligt naaede Abram Fylledreng frem, og de trende Skuffer Jord faldt hurtigt og taktfast paa den bare Kiste: „Af Jord er du kommen — til Jord skal du blive — af Jorden skal du igjen opstaa — Amen! —“

Præsten skrævede videre over Gravene. Der var endnu et Par Fattiglig, og Klokken var mange. —