Garschin

Teodor de Wyzewa

Essays. Fremmede Forfattere Garschin av Nils Kjær

Dante

1895

Garschin

(1893)

I.

De russiske Romaner, som naaede til os for snart en halv Menneskealder siden – det var især Turgénjevs – var ilde tilredte paa Vejen over Berlin og Paris. Senere har enkelte af Dostojefskijs Værker haft den samme Transitskæbne, medens Leo Tolstoj’s Bøger heldigvis har naaet os gennem direkte Overførelse fra Originalsproget. Det er en Fordel, naar vi engang er henviste til Oversættelser, at disse er Førstehaands og ikke er bleven afslidte og forvanskede af altfor mange Fingre. Selv ved Førstehaands og Førsterangs Oversættelser gaar der dog saa meget tabt: Tempo, Rytmeklang, Farve og fremfor alt Individualitet. Det undrer mig, om ikke Stilens Ensfarvethed i alle russiske Romaner fuldt saameget kan skyldes velmente og velgjorte Oversættelser som en mulig Russerne og russiske Forfattere overvældende Ensartethed og Fælleskarakter. Det er ialfald sikkert, at det vil falde de fleste af os vanskeligt alene paa Stilen at afgøre, om en Side Beskrivelse er Tolstoj eller Gogol; og dog er disse to Forfattere vistnok ligesaa forskellige som f. Ex. Bjørnson og J. P. Jacobsen. Derfor er vi som Fremmede afskaarne al den lette Adgang, som Stilens Takt og Tempo, Ordvalget og Udtryksvalget giver os til at føle Forfatterens Pulsslag og Nervesitren. En hel Del af Kunstneren undslipper os. Alle de rent tekniske Midler, hvormed han muligens bruger at forføre Landsmænd, er spildt for den fremmede Læser. Men Ulempen har dog den Fordel, at naar han formaar at bevæge, da er vi trygge for, at dette skyldes mere intimt digteriske Egenskaber end den Ordkunst, der kan blænde og kan dække … Det er denne Prunkløshed, der udgør noget af Charmen ved den oversatte russiske Literatur.

Men hvad der fremfor alt indtager ved de bedste russiske Realister er deres uanstrængte Naivitet i Opfattelse og Gengivelse af Mennesker og Livsforhold.

Deres Bøger hensætter os i mere oprindelige Samfundsforhold end Vesteuropas. Oprindelige forsaavidt som de fleste Mennesker derhenne holdes i en Umyndighedstilstand, som vel har hæmmet deres intellektuelle Udvikling, men som til Gengæld maaske har bidraget sit til at holde de enkelte Mennesker nærmere sammen. Folkedyder som Gæstfrihed og Hjælpsomhed skal være almindeligere i Rusland end i det mere civiliserede Vesteuropa. Vejfarende Fremmede ansees for Gudsbørn. Denne stærkere Samfølelse mellem Menneskene betinges kanske af den fælles Lidelse, den fælles Fare og de fælles Savn. I alle Tilfælder har denne Folkekarakter været en gunstig Jordbund for Digtere.

Alle bærer de dette samme Racepræg: en inderlig feminin Vilje til Selvhengivelse. Mere udpræget end deres analytisk-kritiske Evne er deres intuitive Begavelse, og ved den finder de frem til Sjælen gennem alle dagligdagse Smaating og Banaliteter, som forøvrig aldrig bliver smaa eller banale i disse Digteres Gengivelse. Der findes Pessimister blandt de russiske Forfattere, de fleste er maaske Pessimister, men der er ingen Misantroper. Deres Sympati er ubegrænset, fordi de kender og elsker Barnet i Mennesket, det raadvilde og hjælpeløse, det letrørte og tillidsfulde. Næsten alle deres Skikkelser er store Børn. Der ligger liden Konveniens over deres Oprigtighed, der er megen urmenneskelig Ligefremhed i deres Passioner.

Selv de Mennesker, som en Thackeray eller Dickens vilde have drevet ud i Karikatur, eller som en Flaubert vilde have spiddet paa Pennen som modbydelige Insekter – selv disse er saa lidet beregnende, saa lidet bevidste, at de aldrig æsker nogen afgørende Dom over sig. Man vil huske en Anekdote om Leo Tolstoj i Retslokalet: Da Retten havde afsagt Dom over en overbevist Morder, en afskyelig Stimand, rejste den gamle graaskæggede Apostel sig fra sin Plads og sagde: Dømmer ikke, at I ikke skulle fordømmes. De russiske Digtere er aldrig Dommere. Dertil kender de altfor godt til det Spind af Tilfældigheder og Uberegneligheder, som vikler et Menneske ind i dets Skæbne. Betegnende i denne Henseende er det, at Tolstoj, der gærne ansees for en absolut og uforsonlig Moralist, gaar frem med større Varsomhed end Vestens mindre fordringsfulde, men mere grovfingrede Morallærere. I en liden Traktat siger han bl. a.: Det virkelige Liv begynder visselig der, hvor det neppe mærkbare begynder, der, hvor de Forandringer foregaar, som synes os saa uendelig ringe og intetsigende. Det virkelige Liv foregaar ikke der, hvor de store ydre Forandringer fuldbyrdes, hvor Menneskene er i Bevægelse mellem og mod hverandre, hvor de støder, slaar og dræber, men tværtimod netop der, hvor de neppe mærkbare differentiale Forandringer gaar for sig – –.

Det neppe mærkbare, alle de uendelig smaa, sitrende Svingninger i Sjælen, som vi ingen Instrumenter har til at maale og aflæse, alle de uformodede og ulogiske Spring i Sindstilstande, hvorpaa vore Handlinger beror, – det neppe mærkbare er for Russerne det virkelige Liv. Deraf den Ejendommelighed ved deres Menneskeskildringer, at de aldrig er historiske i samme Forstand som Vesteuropæernes. De søger aldrig at forklare et Menneskeliv ved at følge dets Udvikling (Tolstojs Selvbiografi er maaske en Undtagelse); de bryder sig lidet om arvelige Dispositioner og Følger af Opdragelse. Deres Personer træder gærne pludselig ud af Skyggen og ofte blot halvt ud af Skyggen. Der blir altid noget halvmørkt og uforklaret tilbage ligesom i alt Virkelighedsliv undtagen det, der leves i vore Virkelighedsromaner.

Den russiske Realisme er fri for Doktrin. Den er ikke behersket af de og de videnskabelige Grundsætninger, som paabyder Lov og Logik for alt Menneskeliv. I Psykologien er det saa vanskeligt at haandhæve Love. Hvorfor dukker netop den Forestilling op i et givet Øjeblik, og hvorfor hvirvlede dette forbifarende Indfald mig ind i et Mylder af Tanker og Minder, der ødelagde en Plan og ændrede en Beslutning? – – –

Dette kan ikke forklares; det kan blot iagttages og beskrives. Og til Iagttagelsen af disse neppe mærkbare Fænomener har alle russiske Forfattere en sygelig Hang og de fleste en vidunderlig Evne. Man kan søge Grunden til denne Hang i russiske Samfundsforhold og Livsvilkaar.

Jeg har engang set et eller andet allegorisk Europakart, hvorpaa Czarriget var fremstillet som en umaadelig Blæksprut, spændende sine klæbrige Fangarme ud imod Nabolandene. En Arm klamrede sig om Persien; en anden sildrede som en Snog nedover Balkan, og i Bugten af en tredje kvaltes og krympede sig Polen.

Denne Kæmpeblæksprut er det officielle Rusland, dets Administration og brutalt autokratiske Regjeringsform. Blot et Faatal af de mange stærke, usaarlige Arme strækkes ud mod Nabodyrene. Men Bundter af Fangtraade vikler Dyret snusende om sin egen Krop, og med en vældig Fangarm river det nu og da Stykker levende Kød af sit Legeme og slænger dem fjærnt østover til Tomsk eller Kara. Derfor bliver det Liv, der føres i Czarriget, forpint og tilbageholdt. Administrationen med de lange Arme fungerer kraftig og tyst, og den øvrige Organisme vegeterer vissent og halvkvalt. I et saadant Land tvinges Digterne ind paa Sjæleskildringens neutrale Omraade, og naar de vil ramme eller saare, maa de bære Dolken gemt under Kappeforet; Tendensen maa ogsaa være «neppe mærkbar» … Vi skal stifte Bekendtskab med en af disse Tendensdigtere og Psykologer.

Vsevolod Garschin er en af de triste Skikkelser i russisk Literatur, en af de mange, som har faaet Vingen gennemskudt, før han naaede Højden af sin Flugt …

Han debuterede som Tyveaaring henimod Slutningen af Syttiaarene. I de samme Aar deltog han i Tyrkerkrigen og levede Resten af sit Liv væsentlig i Petersburg for sit Forfatterskab, der ofte blev afbrudt af nervøse Lidelser. Disse gik momentant over til Vanvid, og i et Anfald heraf forkortede han sit Liv, endnu ikke firti Aar gammel. Endvidere erfarer vi, at han stod Ivan Turgénjev nær, og at denne med Interesse fulgte hans Forfatterskab. Han har ogsaa tilegnet den store russiske Novellist en liden underlig Historie fra et Galehus, «Den røde Blomst». Tilligemed en anden af Fortællingerne «Attalea princeps» maa Den røde Blomst opfattes som tendentiøs Allegori med Sigte paa russiske Samfundstilstande. I det ene Tilfælde fremstilles det officielle Rusland som et Drivhus, hvis Murvægge og jerntremmede Glastag hæmmer og kvæler Frihedsvæxten; i den anden Fortælling er Rusland et Galehus med Vogtere og Bevogtede. Denne lille Fortælling blir først interessant, naar man efterhaanden opdager de dristige Angreb og den pessimistiske Ironi, der gemmes bag hver Linje i den fint slørede allegoriske Fremstilling.

Den Gale, vi stifter Bekendtskab med, i det øjeblik han indføres i Daarehuset, tror, at han er kaldet til at inspicere dette. Han har en klar Fornemmelse af, at han bringes som Vanvittig ind blandt Vanvittige, men han føler sig Situationen overlegen. Tid og Rum existerer ikke for hans høje filosofiske Forestillinger, saa det er ham forsaavidt ligegyldigt, hvor han hensættes. Men han ynkes over sine Meddaarer; han kan ikke forstaa, hvorfor man har berøvet disse stakkels Mennesker Friheden. Med ham selv er det en anden Sag. «Det Menneske, som er kommen saa vidt, at den store, den almene Tanke lever i ham, for det Menneske er det det samme, hvor han lever, og hvad han føler» … Man ser, hvem denne Gale med den almene Tanke er. Vi kender ham fra Dostojefskij, fra Turgénjevs «Fædre og Sønner». Han er Typen for en Række Skikkelser, som alene russiske Tilstande har kunnet frembringe, og hvis Psykologi det er ikke let for os Fremmede at forstaa. For os Vesteuropæere existerer der to Slags sociale Ideer: De, som kan realiseres i praktisk Liv, agiteres og arbejdes for af dem, der lyster, og gøres til Virkelighed ved en eller anden Tingbeslutning – og de Ideer, som endnu ikke er Flertallets, som derfor foreløbig ingen praktisk Betydning har, og som vi derfor med Sindsro lader modne eller dø hen.

I Rusland er alle politiske og sociale Reformidéer lige upraktiske, lige umulige. At ville det rimelige er ligesaa urimeligt som at ville det vanvittige. Intet af alt det Idéstof, som strømmer ind i den unge, intelligente Russers Hjærne, kan derfor faa Afløb. Det hobes op, fortættes og sprænges mod Hjærnevæggene. Vi kan vanskelig forestille os den susende Svimmelhed, disse Mennesker maa leve i, som ungdomshedt har tilegnet sig hulter om bulter Vesteuropas gediegeneste Tænkning og dets vildeste Fantasterier – og saa tvinges til at beholde Hænderne i Lommen og Tankerne i Hjærnen. Enten maa da en Eruption sprænge Hjærnevæggene og en uoverlagt skæbnesvanger Handling bringe Forløsning, eller Sjælen vil falde sammen i fatalistisk, viljestækket Tungsind. Begge Dele er jo dagligdagse Skæbner blandt russisk Ungdom.

I den Gales Skæbne har Garschin individualiseret et nyt Udslag af den fortrykte russiske Aandsaktivitet, et Udslag, som Leo Tolstojs seneste Virksomhed er et Exempel paa, og som vi kan kalde moralsk Monomani. En rød Valmue, som den Syge tilfældigvis faar øje paa udenfor sit Gittervindu, bliver i hans forstyrrede Sind til Inkarnationen af al den Ondskab og Uretfærdighed, som netop han er sendt for at forløse Verden fra. Kunde han faa sønderrevet den Valmue, skulde alt Ondt være rykket op med Roden. Da skulde Murene om de Syges Fængsel falde sammen og de Fangne komme ud i den rene, høje Luft i en lys og let Verden, uden Fangevogtere og Tvangstrøjer. Og den forpinte Sindssyge anstrænger sig lige til Døden for at overliste sine Vogtere og komme ud gennem Gittervinduet og tilintetgøre denne blodrøde Valmue, Essensen af al Verdens Ondskab.

Denne Fortælling, som det er umuligt at gengive uden at gentage, virker først og fremst stærkt ved sin psykologiske Vederhæftighed. Han, der har skrevet den, har maaske allerede svimlet over Stupet og selv fornemmet Vanviddets vilde Stormjag af løse Ideer og Indfald, der efterhaanden stivner i en bestemt «Klangfigur» og bliver til fix Idé. Alle de pludselige Spring og Overgange mellem Sindsstilstande i denne Sjæl, der lever paa og pines tildøde af sine Sensationer, er fremstillet og motiveret med overvejende Sandsynlighed. Men først naar vi opdager Fortællingens vide Symbolik og graadkvalte Ironi, voxer den for vore Øjne. Vi faar et Glimt af en Samfundsorganisme, af hvis Drivhjul et Menneske af og til gribes og slynges i Vejret for at forsvinde tyst mellem to Tandhjul. Og vi er et øjeblik Vidne til, at et Menneske, vanvittig af Fortvilelse og fortættet Forbitrelse, kaster sig ind i den brutalt arbejdende Maskine for at stanse Drivhjulenes Gang …

II.

«Fire Fortællinger» indeholder foruden «Den røde Blomst» endda en mindre – og mindre betydelig – politisk Allegori «Attalea princeps»; desuden en Skildring fra Slagmarken i Bulgarien og en besynderlig, uryddig Komposition, der bærer Titelen «En Oplevelse». Denne Forfatters betydelige Evne til at samle og gengive sine Indtryk af hele Samfundstilstande og Institutioner i smaa, koncentrerede Enkeltbilleder aabenbares glimrende i den lille Fortælling fra den forladte Slagmark: Fire Dage. Man ved, at Verechagin plejede at udstille sine Krigsbilleder i Sale, der var smykkede med Grantrær og sorte Flor, og at han lod et usynligt Orkester spille Sørgemarscher under sine Udstillinger. Vi faar en lignende Fornemmelse af Sørgemusik og sorte Flor ved at læse Tolstojs Skildringer fra Krigen og ikke mindre ved denne Garschins Fortælling. Der berettes om den efterglemte Saarede, – som ligger fire Dage og lider Side om Side med det raadnende Lig af en Fjende, som han selv har dræbt, – i en dæmpet, resignerende Tone, der virker stærkere end nogen opfarende Indignation. Det er Forfatteren fremfor alt om at gøre at give Forestillingernes Forløb hos dette Menneske, der vaagner op efter Slagtumlen uden klar Erindring om det forefaldne – disse Overgange fra sansesløs Indolens til pinselsfuld Bevidsthed om sin skrækkelige Stilling, afbrudt af fantaserende, glippende Halvbevidsthed, hvori alskens Minder og Syner dukker op, spredt og usammenhængende. Det er blot disse Momenter af en enkelt liden Menneskeskæbne, der gives os; men naar vi lukker Bogen, siger vi til os selv: Dette er Krigen; dette er jo hele Krigen. – Ligesom Verechagin er det Krigens Ofre, som Garschin fremstiller, Krigens Ofre, som er Krigens Forbandelsee. Der findes intet hos ham af den ufordulgte Glæde ved det stærke Kampliv, som aander gennem Nikolai Gogols Kosakkeskildringer. Han tegner Valen, efterat Krudtrøgen og den vilde Begejstring er vejret hen, de dødes og de døendes Val, og hele hans Sjæl sitrer i Samspil med den store, uforskyldte Lidelse. Den saaredes Betragtninger over Krigen er Garschins egne: «Og denne ulykkelige Fellah –. Endnu for kort Tid siden, før man indskibede ham og hans Kamerater som Sild i en Tønde paa Dampskibet til Konstantinopel, havde han hverken hørt om Rusland eller Bulgarien. Han fik Befaling til at gaa, og han gik – gik den lange, vanskelige Marsch fra Stambul til Ruschtschuk. Vi angreb, han forsvarede sig. Men da han saa, at vi skrækkelige Folk, uden at frygte hans patenterede engelske Gevær, stadig trængte længere og længere frem, greb Skrækken ham. Og just da han vilde afsted, løb et lidet Menneske, som han vilde kunnet slaa ihjæl med et Slag af sin sorte Næve, frem og rendte Bajonetten i hans Hjærte. – Hvori bestod hans Skyld? og hvori bestod min, uagtet jeg dræbte ham?» …

Naar vi endelig nævner Fortællingen «Et Møde», hvori der atter ironiseres over den russiske Administration, har vi mindet om de Smaa-arbejder af Garschin, der er udprægede af en bestemt Tendens. Denne Tendens er som paapeget i Omtalen af «Den røde Blomst» rettet mod det officielle Rusland og dets vanvittige Tvangssystem. Administrationen, der er ængstelig paa Vagt imod den mindste Rejsning af personlig Frihedsvilje, taaler uden Paatale, at Ingeniøren i «Et Møde» beriger sig paa Anlægget af en umulig Molo, og lukker blidt Øjnene for sine Embedsmænds og Funktionærers skamløse Underslæb. – – – Der er i alle disse, ganske smaa Fortællinger mere indelukket Lidelse end aabenlys Harme. Uretten har krænket denne Natur dybere end til et almindeligt Affektudbrud. Han mangler dette de sunde Menneskers naturlige Udvej til Befrielse. Han skriver oftest stilfærdig og tilsyneladende uden Lidenskab; men man mærker de uudløste Affekter bag denne tiltvungne Indelukkethed, og man forstaar, at Synet af Uret og Lidelse hos dette Menneske har trængt ind og dæmmet sig op til virkelig Sjælenød … Og stundom presser der sig et Skrig over hans Læber:

Hvem har kaldt dig frem? spørger Rjabinin («To Kunstnere») Figuren paa sit eget Billede, den døve Arbejder, der ligger sammenknuget inde i Kjedelen og presser Brystet mod Klinkeslagene udenfra. – Hvem har kaldt Dig frem? Jeg, jeg selv har skabt Dig. Jeg har kaldt Dig frem, ikke fra en eller anden «Sfære», men fra den trange, mørke Kjedel, forat Du med Dit Udseende skulde forfærde denne pene, glatslikkede Masse, der fortjener alles Had. Kom, og sku ned paa disse Aristokrater og skrig til dem: Jeg er en Pest, som griber om sig blandt Eder! Træf dem i Hjærtet, berøv dem deres Søvn, stil dig for deres Øjne som et Spøgelse! Tilintetgjør deres Ro, som du har tilintetgjort min! – –

Jeg har nævnt flere russiske Kunstnere i Forbindelse med Garschins Navn. Men det er egentlig blot én, hvormed han kan siges at være nær beslægtet, og af hvem han maaske er paavirket. Det er Fedor Dostojefskij. For ham som for Dostojefskij er den menneskelige Lidelse mer end et Faktum, som man kan bøje sig for eller gaa udenom. Den er mer: den er noget, som kræver blottede Hoder og sænkede Stemmer, noget uafvendeligt, hemmelighedsfuldt, som man gyser for, har Ærefrygt for og ved en besynderlig Modsætning næsten kommer til at holde af: Lidelsen bliver Religion og Medlidenheden en Slags mystisk Lystfølelse. Dette er jo gammelt som de to store Religioner, der sammen har ført Lidelsens Kultus ind i Verden. Baade Buddhas og Kristi Tilhængere fornægtede den livsglade Sanselighed og lærte sit pessimistiske Evangelium om de Lidendes Forret. Men netop derved fik kanske Medlidenheden – denne nye Følelse – et Islæt af den underkuede Sanselighed, blev lyst- og smærteblandet som denne, men dybere og inderligere. Vejen mellem denne Medlidenhed og det, vi kalder Kærlighed, er besynderlig kort. Men en saadan Kærlighed har lidet tilfælles med de Forestillinger, dette udtraadte Ord vækker hos vesteuropæiske Ligevægtsmennesker. Vore Ord er jo næsten altid utilstrækkelige, stundom magtesløse, og de Ord, som skal angive en eller anden Sindstilstand, minder nærmest om de store, flade Granitheller, der lægges over Grave. Under dette ene Ord, Kærlighed har man begravet Tvind og Komplexer i endeløs Mangfoldighed. Den Kærlighed, hvis Udspring er Lidelse og Medlidenhed, bliver en næsten usanselig Hengivelse uden Krav, en Lidenskab, der holder ud at forsage, en Trang til varsomt at beskytte uden at eje og nyde. Lopatins og Helfreichs Kærlighed til Nadeshda Nikolajevna er slig.

Forløbet af denne Kærlighedshistorie er enkel og ligefrem, og det Sammenstød af Lidenskaber, der fremtvinger Katastrofen, usøgt og sandsynligt. Jeg vil ikke trætte med at gjennemgaa Fortællingen, men blot stanse ved de Ting, der sætter os i Rapport med Forfatterens Personlighed. Lige som Sonja, Raskolnikovs Elskede, er Nadeshda en falden Kvinde; men ligesaalidt som Dostojefskij bryder Garschin sig om at søge efter Aarsagerne til hendes Fald. Vi faar blot et lidet Glimt af den Tid, der ligger forud for hendes Sammentræf med Lopatin i den lille føromtalte, uordentlig komponerede Fortælling «En Oplevelse». Men allerede her er hun trukket ned i de ulykkelige Kvinders haabløse Drivtømmertilværelse, uden at vi faar vide hvorledes. «Hele hendes Liv, siger Lopatin, hele hendes tidligere Liv, som jeg ikke kendte, og hendes Fald – det eneste som jeg kendte af hendes Liv – forekom mig som noget tilfældigt, ikke virkeligt, som en Fejl af den Skæbne, som Nadeshda Nikolajevna ikke var Skyld i. Der var kommet noget over hende, som havde gjort hende svimmel, bragt hende til at falde og kastet hende i Smudset … Maaske vilde hun, hvis hun havde givet lidt efter, kunne have levet som alle andre, vilde være bleven en interessant Dame med «gaadefulde Øjne», vilde være bleven gift og saa styrtet sig ind i Tilværelsen Side om Side med sin Ægtefælle – pyntet sig, indrettet sig en Modtagelsesdag, været optaget af sine Velgørenhedsinteresser og sine Børn – –»

Dette milde, uanklagende Øje kan alene Fatalismens Tungsind give. Tilfældighedernes Forvikling snart fælder, snart rejser Menneskene. En tilfældig Svimmelhed bragte Nadeshda til at tabe Fodfæstet, en tilfældig Kærlighed stansede hende og reddede hende, og et nyt Sammenstød af Tilfældigheder skar brat Fæstet over. Det er disse Sammentræf af smaa, næsten umærkelige Omstændigheder, som udgør Menneskenes Skæbne og forarbejder de store Katastrofer. Menneskene lever mindre end de leves med: Dette maatte nærmest være «Moralen» i Garschins som i saa mange andre russiske Bøger. Men fordi disse Forfattere har saa klar Opfattelse af Menneskenes Beroenhed paa de smaa Tildragelser, bliver de utrættelige i at opgrave og fremstille disse. Derfor bliver deres Menneskeskildringer saa lidet schematiske og saa overbevisende. De er lidenskabelige Psykologer, fordi deres Psykologi tjener et moralsk Formaal og paa det nøjeste hænger sammen med deres udsvævende Medlidenhed og hæftige Trang til at undskylde enhver Brøde og forsone med enhver Lidelse – –

Det Indtryk af Forfatteren, vi fik ved de mindre, tendentiøse Fortællinger, forstærkes ved Nadeshda Nikolajevna. Man føler, at denne Natur hastig er bleven brudt under Tilkæmpelsen af Resignation. Han skriver ligesom Lopatin for at befri sig for sit Mareridt: for de Stemmer, der om Natten suser ham i Øret, de Billeder og Personer, han ser i vaagne Nætter, og det Billede af Lidelsen og Uretten, som han stadig har for sig.

Dette Mareridt endte først i Vanviddet og Døden.