Geistliges Kaldelse i den norske Kirke efter Reformationen
Den Del af vor Kirkeforfatnings Historie, som jeg i nærværende Skrift har forsøgt at fremstille, er for Danmarks Vedkommende allerede for mere end en Menneskealder siden i væsentlige Stykker behandlet af nuværende Biskop Dr. theol. C. T. Engelstoft i hans lærde og indholdsrige Afhandling: «Om Beskikkelse af Kirkens Tjenere i den danske Kirke fra Reformationen« (Theol. Tidsskrift, udg. af C. E. Scharling og C. T. Engelstoft, B. V, 2, 145–222, VI, 2, 1–143). De norske Forholde, der om end i de store Hovedtræk overensstemmende med Danmarks, dog ogsaa frembyde flere eiendommelige Sider, savnede imidlertid en tilsvarende Bearbeidelse, og Professor Caspari kunde derfor 1865 i Forordene til sin Udgave af Knud Sevaldsøn Bangs Catechismusforklaring med Føie udtale, at «en grundig og nøiagtig Fremstilling af Kaldsrettens Historie i den norske Kirke vilde være en interessant og praktisk ikke uvigtig Opgave.«
Under mine Studier af Norges Kirkehistorie hendroges jeg ogsaa til Undersøgelser af denne Gjenstand og meddelte i den af Professor Johnson udgivne «Luthersk Kirketidende« (1869–1870) en Afhandling om vore geistlige Embeders Besættelsesmaade gjennem Tiderne, hvilken dog saavidt jeg har kunnet slutte, dengang neppe blev synderlig paaagtet. I den sidste Tid er derimod Afhandlingen atter bleven fremdraget og navnlig i «Luthersk Ugeskrift«, udg. af F. W. Bugge og I. C. Heuch (3die Halvaar, No. 17, 27de April 1878) anbefalet til Almenhedens Opmærksomhed. Jeg fik da Lyst til at gjøre den lettere tilgjængelig ved at udgive den paanyt. Dette sker nu, efterat Afhandlingen har modtaget en gjennemgribende Omarbeidelse og tillige nogen Forøgelse. Selvfølgelig har jeg, foruden at benytte de norske Kilder i videre Omfang end forrige Gang, ikke undladt at tage Hensyn til de i den senere Tid fremkomne nye danske Bidrag til denne Sags Historie, fornemmelig Dr. Holger Rørdams rige Oplysninger i de af ham udgivne «Kirkehistoriske Samlinger.»
- 18de October 1878.
L. Daae.
Det kan i Almindelighed siges om alle store og epochegjørende Omvæltninger i Norges nyere Historie, at Stødet ikke er kommet indenfra, men udenfra. Dette gjælder ogsaa Kirkereformationens Indførelse. Den havde ikke sin Grund i bevidst Trang hos Nordmændene til noget nyt og bedre, men naaede herop i politiske Omvæltningers Følge og Medfør. Ingen aandelig Vækkelse havde altsaa her banet den Veien, ingen Nordmand forberedt den katholske Kirkes Fald; det norske Bondefolk opgav det gamle og modtog det nye viljeløst og umyndigt. Om de nye kirkelige Love og Institutioner, som Reformationen medførte, maatte altsaa det samme gjælde, som om den nye Lære selv. De havde sin Rod i fremmede Bevægelser, hvori vore Landsmænd ikke havde deltaget, og som de ikke begrebe. Nærmest kom naturligvis danske Tilstande og Begivenheder til at blive bestemmende for Norges nye kirkelige Forholde.
I Modsætning til hvad der fandt Sted i Norge, banede Reformationen sig i Broderlandet Danmark Indgang ved Sandhedens egen Magt, om end tillige allerede fra Begyndelsen af under Kongemagtens Beskyttelse. Efter en mærkelig Overgangstid under Frederik I gjorde Christian III Lutheranismen til Statsreligion. Men skjønt Kirken saaledes blev en Statskirke, og Kongen, som i alle lutherske Lande, dens øverste jordiske Hoved, tog Kongen paa det Omraade, som jeg her har til Hensigt at behandle, endnu ikke den hele Magt i sin egen Haand. Han forbeholdt sig med Hensyn til de geistlige Embeders Besættelse kun et Overtilsyn.
De gamle Biskopper afsattes, og deres Embede skulde være afskaffet lige indtil Navnet. Ikke destomindre vedligeholdt sig dog Bispenavnet fremdeles i daglig Tale og blev lidt efter lidt omsider igjen endog det officielle, skjønt Titelen Superintendent længe var det i Lovsproget og Cancellistilen sædvanlige. I den hele romersk-katholske Verden havde overensstemmende med den canoniske Ret Biskoppernes Valg tilhørt vedkommende Stifters Domkapitler, eller, hvor saadanne ikke gaves, da Metropolitanen og dennes Kapitel, skjønt rigtignok denne Valgret i Virkeligheden som oftest var betydningsløs, idet paa den ene Side Kongemagten havde benyttet ethvert Middel til at indvirke bestemmende paa Valget, og paa den anden Side Paverne fra det fjortende Aarhundrede af jevnlig havde gjort Indgreb i Kapitlernes Ret og umiddelbart indsat Erkebiskopper og Biskopper ved saakaldet Provision. I Danmark bleve vistnok efter al Rimelighed de syv Stifters første Superintendenter, der ordineredes af Dr. Bugenhagen, udnævnte af Kongen selv, men samme Dag (2 Septbr. 1537), som deres Indvielse fandt Sted, udgaves en latinsk Kirkeordinants, i hvilken der gaves Forskrifter, for hvorledes Superintendenterne for Fremtiden skulde vælges. Denne Ordinants blev for Danmarks Vedkommende formelig lovtagen ved Herredagen i Odense 1539. Vi ville kortelig omtale disse danske Valgreglers Indhold og den Maade, hvorpaa de bleve bragte i Anvendelse, af Hensyn til det nære og inderlige Forhold, der fra nu af ogsaa i kirkelig Henseende gjorde sig gjældende mellem Rigerne.
Naar der i noget Stift, heder det, fattes en Superintendent, skulle Sognepræsterne i Stiftets Kjøbstæder komme sammen og samles i den By, hvor Superintendenten har sin Bolig. Her skulle de udvælge fire Sognepræster, der igjen skulle have Fuldmagt og Myndighed til at vælge til Superintendent en «Mand skikkelig udi Lærdom og Levnet«. Naar Valg er skeet, skulle de fire ledsage ham til den superintendent «som næst for Haanden er«, for at han af ham kan blive overhørt. Ifald Prøven falder gunstigt ud, skal denne Superintentent henvise den valgte til Kongen, for at Valget af ham kan bekræftes. Hvis Kongen nu antager ham, udstedes Befaling til Befalingsmænd og Lensherrer at de skulle «gjøre ham myndig i Stiftet« og paalægge Sognepræsterne at adlyde ham, hvorhos den nye Superintendent aflægger Kongen sin Ed. Endelig skal han indvies i den Stad, hvor han skal residere, paa en Høitidsdag af den nærmeste Superintendent i overvær af Provsterne og fem eller sex Præster. Disse Regler vare for Danmarks Vedkommende gjældende indtil 1660, men bleve langtfra ikke altid overholdte. Examinationen har vistnok yderst sjelden fundet Sted, og omtales kun en eneste Gang i Danmark (Nils Palladius, der blev Superintendent i Lund 1552) samt for nogle islandske Superintendenters Vedkommende. Af større Betydning var det imidlertid, at selve Valget dels hyppig blev undladt, idet Kongen udenvidere selv besatte Embedet, dels nedsank til en Formalitet, idet Kongen tilkjendegav, hvem han ønskede udkaaret. Seer man hen til de syv danske Bispestoles særlige Besættelseshistorie i Tiden fra Reformationens Indførelse indtil 1660, vil man blive var, at det i Kirkeordinantsen paabudte Superintendentva1g i det Hele vel nogenlunde holdtes i Hævd indtil Frederik II’s Død, men at det i Christian IV’s Mindreaarighed regjerende Raad viste større Tilbøielighed til selv at besætte disse Embeder efter eget Tykke uden at respektere Ordinantsens Valgregler. Som rimeligt kunde være, fulgte de to sidste af Adelsperiodens Valgkonger, Christian IV og Frederik III, jevnlig det af Oligarcherne givne Exempel, men der forekom ogsaa lige til det sidste Tilfælde, hvori Ordinantsen blev fulgt, navnlig i Hovedstiftet, Sjellands Stift. Her vilde Christian IV i 1638 udenvidere have udnævnt Prof. Dr. Jesper Brochmand, men denne forlangte selv, at der skulde udskrives Valg, og blev saa valgt af Kjøbstadspræsterne, og paa lignende Maade gik det til med hans tre nærmeste Eftermænds Beskikkelse, til og med Hans Svane.[1]
Spørge vi nu om, hvorledes det gik i Norge, da erfares det for det første, at Christian III i den danske Kirkeordinants lod indflyde en Tilkjendegivelse om, at han «med det første vilde besørge Superintendenter udi Norge«. Dette skede ogsaa, men først efterhaanden, i Løbet af ni Aar. Geble Pederssøn, der imidlertid havde antaget Reformationen, blev Superintendent i Bergen, rimeligvis allerede 1537.[2] Geble havde derpaa en Tid et Slags øverste Tilsyn med Kirken ogsaa i andre Dele af Norge, og vi finde ham saaledes om Sommeren 1539 i Oslo, hvor han forhandlede med Kongens Commissarier, Ridderne Hr. Truid Ulfstand og Hr. Claus Bilde om Ordinantsens Antagelse i Oslo og Hamars Stifter, hvorefter han henstillede til Kongen at sende en Superintendent fra Danmark, da ingen til saadant Embede skikket Mand fandtes i Landet.[3] Oslo Stift blev imidlertid besat paa en anden Maade end Geble havde tænkt sig, thi den forrige katholske Biskop, Hans Reff blev Manden. Hans Reff havde 1ste November 1537 i Odense nedlagt sin Bispeværdighed i Kongens Hænder og formelig samtykket i den 1536 ved Rigsdagen i Kjøbenhavn udstedte Reces om Episcopatets bestandige Afskaffelse.[4] Derefter var imidlertid den gamle, men som det synes, smidige Mand atter vendt tilbage til Norge og i 1538, altsaa allerede Aaret før Gebles Optræden søndenfjelds, finde vi ham allerede i et Slags Virksomhed som Stiftets Bestyrer der.[5] Virkelig blev han ogsaa 1541 Superintendent ikke alene i Oslo Stift, men ogsaa i Hamars, som nu forenedes med dette.[6]
Samme Aar fik Stavanger Stift sin første Superintendent i Jon Guttormssøn, og endelig ogsaa Throndhjems 1546 i Mag. Thorbjørn Olafssøn (Bratt), en gammel Ven og Client af Erkebiskop Olaf, men senere fuldstændig vunden for Reformationen og endog Luthers egen Discipel og Kostgjænger i hans Huus i Wittenberg. Sidstnævnte var «paa Kongens Behag« valgt til Superintendent af Throndhjems Capitel allerede fire Aar tidligere.[7]
At Capitlet valgte Superintendent, var overensstemmende baade med gammel Sædvane fra den catholske Tid og med Norges Vilkaar. Thi i et Land, hvor der dengang saagodtsom ingen Kjøbstæder gaves, vilde den i den danske Kirkeordinants foreskrevne valgmaade have været ligefrem umulig. Capitlerne vedbleve derfor i Norge at udøve disse Valg, forsaavidt som de overhovedet fandt Sted, saaledes f. Ex. i Oslo Stift 1545 og 1573, ligesom ogsaa Throndhjems Capitel i 1548 efter Mag. Thorbjørns Død fik Befaling om at vælge, men det saa sig ikke istand til at udpege nogen Candidat, hvorfor Kongen selv maatte udnævne Hans Gaas.[8] Stundom blev imidlertid ogsaa Capitlets Valg tilsidesat, saaledes 1604, da Stavanger Capitel havde foreslaaet den bekjendte Bergenser Oluf Kock. Hyppigst har det dog været Tilfældet, at Kongen besatte Superintendentembederne ganske paa egen Haand, stundom efter Raadførsel med Sjellands Biskop og Universitetets øvrige Professorer.
I 1607 fik Norge sin egen Kirkeordinants. Denne lagde Superintendentvalget i Capitlets Haand, dog saa, at de nærmeste Provster skulde tilkaldes som Deltagere i Valget. I Virkeligheden medførte altsaa dette ikke stor Forandring i de allerede før udviklede Forhold. Vælgernes Forslag blev stundom tilsidesat, saaledes 1617, da Oslo Capitel og Provsterne havde stemt paa Professor Mag. Herman Nilssøn, tidligere Rektor for Byens Skole, men Christian IV udnævnte Mag. Nils Glostrup. Endnu hyppigere besatte uden Tvivl Kongen Embederne, uden at Vedkommende havde bragt nogen Candidat til disse i Forslag. Stundom hændte det fremdeles, saaledes som i Throndhjem 1548, at vedkommende Capitel ligefrem undslog sig for at vælge og kun udbad sig en superintendent af Kongen.[9]
Den danske Kirkeordinants fastsatte, som vi have seet, at Superintendenten skulde indvies i sin egen Stiftstad af sin nærmeste Collega. Dette synes ogsaa almindeligvis der at have fundet Sted. De norske superintendenter bleve derimod stadig indviede i Kjøbenhavn, rimeligvis fordi de personlig havde at aflægge Ed til Kongen i Danmark. I den hele Periode fra 1537 til 1814 vides kun en eneste Bispeordination at være udført i Norge, nemlig 1759, da Dr. F. Nannestad ifølge Reskript af 12te Mai s. A. i Christiania indviede den 74aarige Dr. I. C. Spidberg til Biskop i Christianssand.
Efter Souverainitetens Indførelse blev der aldrig oftere Tale om noget Valg af Bisper, men de udnævntes nu altid umiddelbart af Kongen selv.
Undersøger man Superintendenters eller Biskoppers Nationalitet i Tiden mellem Reformationens Indførelse og Adskillelsen fra Danmark, bliver Resultatet følgende:
Oslos og Hamars (siden Christiania eller Akershus) Stift: samtlige de 9 første Biskopper (indtil 1664) paa en nær danske, No. 10 Nordmand, No. 11–12 danske, No. 13–16 Nordmænd, No. 17 Dansk.
Stavangers (Christianssands) Stift: No. 1 Nordmand, No. 2–9 (1556–1699) Danske, No. 10 Nordmand, No. 11–13 Danske, No. 14–17 Nordmænd, No. 18–19 Danske, No. 20–21 Nordmænd.
Bergens Stift: No. 1 Nordmand, No. 2–6 (1555–1649) Danske, No. 7 Nordmand, No. 8 Dansk, No. 9 Nordmand, No. 10–13 Danske, No. 14–16 Nordmænd, No. 17 Dansk, No. 18–19 Nordmænd.
Throndhjems Stift: No. 1 Nordmand, No. 2–11 (1549–1731), samtlige Danske paa No. 6 nær, No. 12 Nordmand, No. 13 Slesviger, No. 14–15 Nordmænd, No. 16–17 Danske, No. 18 Nordmand.
Nordlandene (oprettet 1803): No. 1 Nordmand.
Af 76 Biskopper vare altsaa de 47 danske og de 29 norske, hvorved maa mærkes, at Nordmænd stadig blive hyppigere i den sidste Del af Foreningstiden. 10 Nordmænd vare under denne blevne Biskopper i Danmark.[10]
Om Provsteembederne er ikke ret meget at sige. Disse Embedsmænd forekomme allerede i den katholske Tid, men, naar undtages praepositi ved Capitlerne, havde Provsterne dengang ikke egentlig geistlige Forretninger, men vare nærmest Biskoppernes Oppebørselsbetjente, skjønt de rigtignok jevnlig tillige vare Præster. Efter Reformationen indsattes derimod Provster i ordets nuværende Forstand som Biskoppernes Medhjelpere i de enkelte Distrikter, men da Navnet fremdeles ogsaa benyttes om Opkrævere af (sekulariserede) geistlige Jordebogsrettigheder o. s. v., adskiltes der nu mellem «Religionsprovster» og «Regnskabsprovster« eller «Hofmandsprovster».[11] Paa Voss omtales 1563 en «Underprovst«.[12]
Det fastsattes strax i den danske Ordinants, «at alle Præster i hvert Herred eller Len maa med deres Superintendent udvælge sig en af Prædikanterne, hvilken de agte duelig dertil, hvad heller han bor udi Kjøbstad eller paa Landsbyen, til at være en Provst over Præsterne og Kirkerne i Herredet«. Denne Rettighed for Præsteskabet har i Norge holdt sig til denne Dag, medens den er bortfalden i Danmark, hvor Provsten nu udnævnes af Regjeringen, alene efter Biskoppens Forslag. I Regelen valgte man længe den ældste Sognepræst; Brud paa denne Regel betragtedes endnu i forrige Aarhundrede som en Forurettelse mod den, hvis Anciennitet derved tilsidesattes.
Selve Valget foregik i den ældste Tid udentvivl paa den simpleste Maade, ja endog, hvor det lod sig gjøre, ved mundtlig Aftale mellem Sognepræsterne. Herpaa har Biskop Jens Nilssøn i sine indholdsrige visitatsbøger opbevaret os et Exempel. Den 9de September 1594 var der Bispevisitats paa Thoten, som dengang udgjorde et eneste Sognekald. «Om Morgenen lod Bispen der kalde alle Præsterne ind paa Kammeret til sig og talede med dem om en Provst, som skulde udvælges udi salig Hr. Carls Sted. Og der Bispen havde talet med dem derom og begjæret af dem, at de vilde kalde en, ginge de ud og raadsloge med hverandre og kaldede Hr. Torsten (Sognepræst til Gran) dertil. Derefter ginge de ind igjen til Bispen og sagde hannem dette, og han gav sit Samtykke dertil, at Hr. Torsten skal være Provst.«[13]
Endelig kan bemærkes, at Provstens Forretninger i Stiftsstæderne synes indtil Midten af syttende Aarhundrede at være udførte af Biskopperne selv. Var end nogen af Sognepræsterne i disse Byer Provst, har hans Funktion som saadan kun angaaet det omliggende Landdistrikt.[14]
Da Luthers Optræden nødvendigvis maatte umuliggjøre enhver Samvirken mellem ham og hans Venner med de katholske Biskopper, faldt det af sig selv, at de første lutherske Prædikanter bleve indsatte paa en noget uregelmæssig Maade. Luther selv holdt i den første Tid paa, at Menighederne selv vare berettigede til at kalde og indsætte, saavelsom at afsætte sine Lærere og udviklede denne sin Mening i et Skrift af 1523. De unge lutherske Frimenigheder have derfor vistnok ogsaa udøvet Kaldelsen, skjønt visselig ikke lettelig uden i dette Punkt stadig at søge de mere fremragende Reformatorers Raad og Veiledning. Allerede meget snart maatte dog Luthers Opfatning paavirkes af Begivenhedernes kraftigt overbevisende Magt, og det først og fremst ved Bondeoprøret i Schwaben (1525), hvis Ledere netop i den første af sine tolv Artikler fordrede Ret for enhver Menighed til at vælge og afsætte sin Sognepræst. Fortsatte bitre Erfaringer, heftige Kampe og grove Misligheder forandrede snart Luthers Opfatning i dette Punkt aldeles og efter den store Kirkevisitation i Sachsen (1528) var der i dette Reformationens Moderland ikke mere Tale om Menighedsvalg. Beskikkelsen af Præster lagdes i øvrighedens Hænder, dog med Forbehold af, at Superintendenten havde befundet vedkommendes Lærdom og Levnet tilfredsstillende.
Imidlertid havde Reformationen fundet Indgang i Danmark, og dens første Forkyndere her havde befundet sig i en Stilling, der fuldkommen lignede de første sachsiske Reformatorers, det vil sige, de maatte nødvendigvis staa paa Krigsfod med Biskopperne, hvem Præsteembedernes Besættelse retlig tilkom og med den gamle Kirke overhoved. De nye evangeliske Prædikanter vare følgelig Fripræster, selvkaldede eller antagne af Frimenigheder under større eller mindre Medvirken af Reformationsværkets egentlige Ledere. Ogsaa i Danmark fulgtes vistnok den første Reformationsbevægelse af en voldsom politisk Storm’ Grevefeiden, men uden at der her, som i Tydskland, viste sig grovere Udskeielser paa de kirkelige Enemærker. Da Rigets to dengang fornemste Stæder, nemlig først Malmø og dernæst Kjøbenhavn, i Aaret 1536 omsider underkastede sig den seierrige Christian III, og under Forhandlingerne med ham stærkt fremhævede sit Ønske om at «mue have Fuldmagt til at udvælge dem evangeliske Prædikanter«, mente Kongen at kunne gaa ind derpaa, dog selvfølgelig under Forbehold af Stadfæstelsesret og deraf følgende Adgang til at prøve de valgte Prædikanters Levnet og Duelighed.[15] Forlangendet var derhos heller ikke uden Støtte i ældre danske Tilstande, idet nemlig allerede under Katholicismen Magistraterne i Kjøbstæderne stundom havde øvet Præsentationsret til visse Kirker, rimeligvis fordi Byen betragtedes som Stifter af disse og vedligeholdt dem[16] og derfor havde nydt samme Begunstigelse, som Adelige i lignende Tilfælde.
Denne Adgang til selv under Kongens og Øvrighedens Overtilsyn at kalde Præster, blev imidlertid ikke alene Kjøbenhavn og Malmø, men Danmarks Menigheder i Almindelighed tildel, forsaavidt Kongen var istand til at indrømme det, med andre Ord, hvor ikke den nysantydede, i Danmark meget hyppige adelige Patronatsret, hvilken det allermindst dengang var raadeligt at røre ved, og som desuden udtrykkelig blev bekræftet i Haandfæstningen, var til Hinder derfor.
Den danske Ordinants af 1537 (1539) fik saaledes følgende Bestemmelser om, «hvorledes Kirkens Tjenere skulle beskikkes:
«Efterdi Præste Ordning er intet andet end en Skik udi Kirken, at kalde nogen til at tjene udi Guds Ord og Sacramenter, thi ingen skal af sig selv, uden han bliver lovlig kaldet, understaa sig den Tjeneste udi Kirken eller indtrænge sig i nogen Sogn, saa – – naar man behøver en Tjener udi nogen Kirke, skal der, før nogen udvælges, flitteligen bedes om hannem efter Christi eget Ord og Exempel. Siden skulle de bedste af Kirken, hvilke det samme behøve, paa den menige Almues Vegne med Provsten udvælge sig den, de agte bekvem dertil, den Kirken kan med et godt Rygte om et godt Levnet og gode Sæder forskrive til Superintendenten over samme Sted. Saa skal Kirken ved Skrivelse forskrive hannem til Superintendenten og lade hannem forhøres om sin Lærdom og Forstand. – – Udi Kjøbstæderne skal denne Rettighed være hos Borgermestere og Raad – –, om de ellers ikke vorde denne vor Ordinants og Skik misbrugendes. Og Kirken, som saa udskikker samme Person til Superintendenten, skal staa hans Tæring. Dersom samme Person, den Kirken saa begjærer, findes da skikkelig i Lærdommen, da skal Superintendenten forskrive hannem til Lehnsmanden over samme Sted, at han hannem annammer og stadfæster paa vore Vegne.«
Samme danske Ordinants’s Bestemmelser herom maatte allerede efter faa Aars Forløb modtage et Tillæg. Ved Kirkemødet i Ribe (1542) fremkom der nemlig Klage over «at menige Sognemænd, naar nogen Prest døer eller afgaar, trætte om at udvælge en Sogneprest igjen, hvoraf tit og ofte skeer, at, hvilken Person, som haver meest Slægt og Venner i Sognet, bliver valgt, hvad heller han er duelig eller lærd dertil eller ei«. I de saakaldte Riber-Artikler, der bleve affattede ved nysnævnte Kirkemøde, indførtes derfor istedetfor Ordinantsens uklare Ord om, at «de bedste af Kirken« skulde vælge, den Bestemmelse, at, naar Ledighed indtraf, «skulde menige Sognemænd strax keise syv af de ældste og agteste Mænd i Sognet, og disse skulde have Fuldmagt til med Herredsprovstens Raad og Samtykke at keise og udvælge en from lærd Mand til Sogneprest«. Den saaledes Valgte skulde da, som i ordinantsen befalet, prøves af superintendenten og stadfæstes af Lehnsmanden.[17]
De her meddelte Lovbestemmelser bleve ogsaa gjældende i Norge, og den særlig norske Ordinants af 1607 medførte ingen væsentlig Forandring deri. De fik i Norge endog en almindeligere Gyldighed end i Danmark, da Privates Patronat her ved den Tid neppe existerede, og Domkapitlernes Patronat, hvorom senere, ikke i det Store taget gjorde sig gjældende.
Naar det første Præstevalg i Norge foregik efter Ordinantsens og Riber-Artiklernes Regler er umuligt at angive. I den første Tid have utvivlsomt provisoriske Tilstande været raadende. Paa de fleste Steder bleve bevislig de gamle katholske Præster staaende indtil videre, og Forholdenes Magt medførte idethele en langvarig, lidet lykkelig Overgangstilstand, som det her ikke er Stedet til at skildre. Ledige Kald bleve sandsynligvis i de første Aar nærmest ved Biskoppernes og Lehnsmændenes Omsorg forsynede med Præster, saadanne, som man kunde faa dem. Efterhaanden er Menighedsvalget traadt i Kraft.
Af disse Ordinantsens Bestemmelser har en Levning holdt sig til vore Dage, nemlig den saakaldte Bispe-Examen for Ordinanderne. Denne Prøve var dengang af en særegen Vigtighed og i mange Tilfælde den eneste Embedsprøve for Datidens Geistlighed. Det maa nemlig vel erindres, at, skjønt Universitetet i Kjøbenhavn netop ved Reformationen tog et mærkeligt Opsving, varede det dog næsten et helt Aarhundrede, nemlig til 1629, inden Studier ved noget Universitet ener Testimonium derfra, end sige Noget, der kunde sammenlignes med vore Dages theologiske Embedsexamen, blev paabudt. Universitetsstudier ansaaes i hine Dage som en stor Anbefaling, som en Ræder og Ære for den, som havde Lyst og Raad dertil, men vare ikke nogen nødvendig Betingelse for at opnaa geistligt Embede. Endog en saa kundskabsrig og fremragende Mand, som Peder Claussøn i Undal har sandsynligvis aldrig besøgt noget Universitet. Capitlerne vare vel fra gammel Tid af forpligtede til at underholde nogle Studenter ved et Universitet, og nogle Nordmænd studerede derhos paa egen Bekostning dels i Kjøbenhavn, dels i Tydskland, fornemmelig i Rostock[18], men Massen af Præsteemner havde kun gjennemgaaet en af de faa Latinskoler, som fandtes i Norge ved Reformationstiden, nemlig skolerne i de fem Stiftsstæder.[19] Ved enhver af disse Skoler var ogsaa foruden de egentlige Lærere (Rector og Hørere) ansat en Lector theologiae. Forholdene havde altsaa i denne Henseende nogen Lighed med dem, som endnu bestaa paa Island, hvor fremdeles kun Mindretallet af de Geistlige har studeret ved Universitetet.
I Regelen dannede Disciplene fra hvert Stifts egen Skole dets Præsteskabs egentlige Stamme, og man tyede kun da til indkaldte eller af sig selv ankommende Fremmede, fornemmelig Danske, naar der, som dog ofte hændte, ikke var nok Præsteemner i Stiftet selv. Dette vil sees ved en Undersøgelse af Præsterækkerne, forsaavidt disse indeholde Oplysninger om Præsternes Nationalitet, saavelsom ogsaa af andre historiske Vidnesbyrd. Fornemmelig ere saadanne talrige for Throndhjems Stifts Vedkommende. I 1547 klager saaledes Throndhjems Biskop over Skolens Forfatning og tilføier: «Hvis der ikke holdes en Lector ved samme Skole, da er der ingen Forhaabning mere at faa Præster og Kapellaner af samme Skole, og saa fremdeles bliver den christelige Religion snart forglemt i det fattige Stift o. s. v.»[20] Præsteskabet synes i Regelen at have vaaget over Bevarelsen af dette Forhold som en Rettighed for «Stiftets Børn«. I 1558 f. Ex. klager det throndhjemske Præsteskab over Tilsidesættelse af Stiftets Indfødte, idet «Sognekirkerne blive beskikkede i Andres Hænder, som komme tilløbende,«[21] en Ytring, der tydelignok antyder, at Saadant var et Brud paa den sædvansmæssige Ret. Hele hundrede Aar senere gjentager sig det Samme. Biskop Bredal i Throndhjem (1643–72), som i det Hele var en myndig og reformatorisk Sjæl og jevnlig stødte an mod gamle Vedtægter i Stiftet, anvendte nemlig sin Indflydelse til at bevirke Kaldelsen af fremmede Candidater til Præsteembederne. Men dette fremkaldte den stærkeste Modstand, idet Præsterne erklærede, at fattige Forældre paa den Maade ikke bare tjente med at holde sine Sønner til Skole og Studium.[22]
En begrundet Dom saavel om den Maade, hvorpaa Menighederne have brugt sin Kaldsret, som ogsaa om de Indflydelser udenfra, der jævnlig gjorde sig gjældende ved Besættelsen af Præsteembeder, bliver alene mulig gjennem en Sammenstilling af de Vidnesbyrd, som enkeltvis ere os levnede om disse Forhold. Saadanne Exempler maa derfor her meddeles.
Den nidkjære Biskop i Stavanger Mag. Jørgen Erikssøn (1571–1604), maatte gjentagne Gange beklage sig over Misbrug af Valglovene. Ved en Synode i Stavanger i 1573 maatte han i stærke Udtryk indskjærpe det Mislige ved den hyppig forekommende Simoni. «Efterdi«, heder det, «det nogen Tid er skeet her i Stiftet, at Nogle, endog blandt Guds ords Tjenere, have fordristet sig til med Skjenk og Gave at ville kjøbe sig Evangelii Embede til og Prestegjeld at bekomme fra andre Dannemænd, som dertil rettelig efter Ordinantsen ere kaldede og bevilgede, og overgive deres egne Sogne, som til Indkomst noget ringere kunde være, da have vi herom saa besluttet, efterdi Sligt er imod Guds Lov og Kgl. Maj. Ordinants, at hvilken udi slig Simoni lader sig befinde udi dette Stift efter denne Dag, skal være afsat fra sit Kald og Embede og rømme Stiftet.[23]
Aaret efter maatte Jørgen Erikssøn klage til Regjeringen over en Valguorden af en ganske eiendommelig Beskaffenhed. Almuen i et af Stiftets Præstegjeld havde nemlig i den Grad misforstaaet sin Ret, at den havde underslaaet sig at kalde en Bonde til Præst. Det heder i Biskoppens Klagemaal: «Item beklager Superintendenten sig storligen over en Mand ved Navn Oluf Knudssøn paa Hovde, som haver med Skjenk og Simoni villet indtrænge sig til Evange1ii Embede, haver prædiket for dem og uden Superintendentens Samtykke ladet sig kalde af dennem til deres Sjelesørger, endog han er en ganske ulærd Mand, som i mange Aar haver været en Bonde, hvilken, efterat han af den gode Mand Vincents Juel paa Bergenhuus er noget sat tilrette for saadan uskikkelig Handel, haver han siden skjeldet, dertilmed truet og undsagt, og efterat fornævnte Bonde samme sin Skjelden for Dom og Ret her i Stavanger haver taget til sig igjen, og Superintendenten haver for gode Mænds Bøns Skyld ladet denne Sag forlige, har han, siden han med de andre Bønders Fuldmægtige er hjemkommen af Danmark, opvakt mange Bønder deromkring, som raabe og true Superintendenten« o. s. v.[24]
Jørgen Erikssøns Samtidige, Biskoppen i Oslo Mag. Jens Nilssøn, fandt sig i 1585 beføiet til at fremsætte følgende Klager over Fremgangsmaaden med Kaldsrettens Udøvelse: «Eftersom Ordinantsen formelder, at naar nogen Sogneprest er død, skulde Provsten holde sig der hen til Sognet og formane Almuen til at bede Gud om en god Sjelesørger udi hans Sted igjen, da giver Superintendenten tilkjende, at en Part understaar sig strax, førend den Døde bliver begravet, eller og, der han endnu neppelig er bleven kold udi Jorden, at tage Kald paa Gjeldet, hvilket ofte giver stor Aarsag til Bulder og Trætte, besynderlig dersom enten Provsten, Fogden eller andre, som ere der nærværende, strax forhjælpe ham til Kald, førend enten Stiftsregenten (ɔ: Lehnsmanden i Stiftsstaden) eller Superintendenten kan faa det at vide. Nu er Almuen gjerne saa tilsinds, at den, som de først kalde og give Stemme paa, vilde de have og ingen anden (som deres Kaldsbrev det undertiden udviser), uanseet, om samme Persons Vilkaar end kan findes saadan, at han for Sager Skyld ikke vel maa eller kan samtykkes, enten af den Aarsag, at han er uduelig og ubekvem til saadant Kald, eller han er forsørget med Kald paa andet Sted og maa for den Sags Skyld ikke saa lettelig slippe et Kald og strax tage et andet, eller og om der findes nogen anden Aarsag til, hvorfor det kan hannem medrette negtes, og besynderlig, om Kgl. Maj. haver meddelt nogen anden Person sit Brev og vil have hannem forsørget. Hvis det saa skulde staa hos Almuen alene og blive dennem aldeles tilstedt saa hastelig efter deres eget Sind og Samtykke at give Nogen Kald foruden videre Betænkende, da ved man ikke, hvad de skulde kunne udrette, som af Kgl. Majestæt er befalet at have Inspection og Tilsyn udi saadanne Religionshverv og Erinde. Det sættes til Kgl. Maj., om det kunde synes saa at gaa skikkeligere til, at Provsten først skulde besøge Almuen og formane dennem til en gudelig Bøn om en god, gudfrygtig Sognepræst og Sjelesørger, og han siden strax med sin Skrivelse skulde give sin superintendent tilkjende, at det Gjeld var ledigt og behøvede en Sogneprest, paa det at, hvis der var Nogen, som Kgl. Maj. formedelst sit Brev vilde have forsørget med Kald, at han da selv kunde præsentere sig og forhøre, om de vilde kalde hannem, og hvis Almuen da med skjellig Sag vidste hannem det at benegte, og de heller vilde have en anden, som dog kunde findes duelig og bekvem dertil og kjendes god derfore, saa kunde de den vel bekomme efter Ordinantsen og Kgl. Maj. Villie.«[25]
I begge disse biskoppelige Erklæringer findes misbilligende Ytringer om Sognepræsters Bestræbelser for at ombytte et Sognekald med et andet. Mag. Jens Nilssøn havde ogsaa nogle Aar tilforn udtalt sig herimod, idet denne Sag hørte til de Punkter, hvorom han brevvexlede med sin Kollega, Biskoppen i Sjæland, der indtog en Art Primas-Stilling i Kirken. Han spørger denne, «om det er tilbørligt og maa tilstedes, at Præsterne flytte fra et Gjeld til et andet, uden saa er, at de komme til noget høiere Kald og Embede, end at være Sognepræst paa Landsbygden?« Sjælands Biskop svarer: «Hujusmodi cambium, liceat enim rem obsoletam obsoleto notare vocabulo, omnino non debet concedi, nisi praesidis & episcopi consilio, idqve propter singularem aliqvam necessitatem, qvam ipsi pro sua prudentia cognoscent«[26] Saa Meget er ogsaa vist, at Forflyttelser kun sjeldnere fandt Sted; thi de Præsterækker, som haves fra denne Tid, indeholde forholdsvis faa Exemplarer paa saadanne.
Mag. Jens Nilssøns Erklæring giver ogsaa et vink om den Indflydelse, som foruden Provsten ogsaa «Fogden eller Andre«, det vil sige Mænd over Almueklassen, kunde udøve paa dennes Valg. Denne har ganske vist ikke været liden; et af de følgende Exempler, vi meddele paa Valgstridigheder, vil pege i samme Retning.
Men endnu større Betydning maa tillægges, hvad Mag. Jens bemærker om, at Kongen undertiden meddelte enkelte Personer skriftlige Tilsagn om Præstekald. Saadanne Kongebreve forekomme nemlig ofte. De lød vistnok i Regelen ikke paa noget bestemt Kald og der tilføiedes gjerne ogsaa udtrykkelig et Paabud om, «at Alt skulde gaa efter Ordinantsen«. I Formen vare de derfor kun Anbefalingsbreve, men det siger sig selv, at Lehnsmænd og Biskopper altid interesserede sig for dem, der medbragte Anbefaling fra Kongen selv, og derfor tidt stræbte endog mod Almuens Villie at faa saadanne Ansøgere ansatte.
Et Par authentiske Vidnesbyrd om Valgstridigheder ville vise hvorledes stundom Udenforstaaende blandede sig i Valget, eller øvrigheden afgjorde Sagen ved et Magtsprog.
I 1616 fandt en Valgstrid Sted i Strand i Stavanger Stift. To Ansøgere meldte sig. Den ene var en dansk Mand, Hr. Nils Olssøn Meelfar (Midelfart), der tidligere havde været Præst paa Bornholm, men paa Grund af Omstændighederne havde opgivet sin Stilling der og med Anbefalingsbrev fra Lehnsmanden paa Hammershus (dateret 1609) begivet sig til Norge for at søge sin Lykke. I 1611 var han ogsaa bleven Kapellan i Stavanger, hvorfra den geistlige og verdslige Øvrighed gjerne ønskede ham forfremmet til et sognekald paa Landet. Han meldte sig nu 1616 til Strand, men ved Siden af ham tillige Menighedens egen hidtilværende Kapellan, Nordmanden Hr. Thord Thordssøn. Den sidste fik Almuens Kaldsbrev. Hr. Nils havde imidlertid en Ven i Fogden, der paa den fraværende Lehnsmands Vegne gjorde Indsigelser mod Valget og stevnede Hr. Thord for Capitlet. For at faa Valget kuldkastet fremsatte Fogden forskjellige Indvendinger, saaledes, at Hr. Thord« ikke af sin tilbørlig Øvrighed havde søgt«, at der var en Del af Almuen, navnlig i Annexet, som ikke havde været tilstede den Dag, da Udvælgelsen af de syv Mænd foregik o. s. v. Hr. Thord oplyste derimod, at Superintendenten paa hans Henvendelse til denne før Valget, havde svaret, at «han vidste sig Intet hermed at kunne befatte, førend Hr. Thord efter lovlig Kald blev forskreven og forvist til hannem«; han vidste derfor ikke «hvorledes han ikke saadant Kald skulde have søgt hos sin tilbørlige Øvrighed, som dog aldrig pleier at kalde Nogen, men at samtykke og stadfæste det Kald, som er givet af Almuen efter Ordinantsen». Med Hensyn til den anden Indvending svaredes, at Valget var paa tilbørlig Maade iforveien tillyst for Annexets Menighed, saa at de Bønder af denne, der vare udeblevne fra Udvælgelsen af de syv Fuldmægtige. der fandt Sted for begge Sogne under Et ved Hovedkirken, i den Henseende Intet havde at beklage sig over.[27] Capitlets Dom gik derefter ud paa, at Hr. Thords Valg var fuldkommen lovligt. Hans danske Rival blev rasende over ikke at kunne trænge igjennem, og da han samtidig med ligesaa lidet Held søgte at faa Ly Kald paa Jedderen, «ønskede han sig Djævelen ivold, om han nogentid mere skulde komme paa Stavanger Prækestol«. Endnu i 1621 havde det ei lykkedes ham at faa noget Landkald «formedelst Misgunst hos Bønderne paa adskillige Steder efter den Frihed, de have til at kalde Sogneprest«, som det heder i Capitlets Erklæring om ham i sidstnævnte Aar.[28]
I Undals Præstegjeld ved Mandal forefaldt i 1629 en valgkamp som maaske i sit Slags er den mærkeligste der kjendes for Norges Vedkommende. Sognepræsten her, Søn og Eftermand af den berømte Sagaoversætter og Topograph Peder Claussøn, var død. Provsten, Hr. Jørgen Thomassøn, Sognepræst til Kvinesdal, indfandt sig da paa sædvanlig i Maade i Undal for at holde Bøn og Paakaldelse i Anledning af Ledigheden. En Laurits Hanssøn, der kaldes «Hr.« og altsaa var en ordineret Mand, formodentlig Kapellan, fik derpaa Lov at holde Valgprædiken for Almuen, men neppe var dette skeet, førend Bygde-Lensmanden reiste sig og opfordrede Almuen til Ingen at vælge, førend den ogsaa havde hørt Kapellanen fra Lister, Hr. Hans Jørgensøn Gotzow. Provsten, som imidlertid allerede var reist, blev atter budsendt for at deltage i Valghandling med syv opnævnte Valgmænd. Han kom midt under Hr. Hans Jørgensens Gudstjeneste. Efterat denne var endt, begjærede Provsten, at de syv Mænd vilde sammentræde med ham til Raadslagning, men ikke før var dette skeet, førend Almuen trængte ind paa dem med saadanne Voldsomheder, at der ingen Ro blev til Forhandling, ja en Adelsmand, Jørgen Harbau, overfaldt endog Provsten med vrede Ord og forlangte, at Hr. Hans strax skulde vælges. Provsten klagede da, som billigt var’ over Indgreb i sit Embede og foreslog, at Valget skulde henstaa, indtil Bispen, som ventedes til Visitats, var ankommen; selv begav han sig over paa den anden Side af Undalselven. Men Almuen forlangte Valget strax fremmet og sendte Valgmændene over Elven til Provsten. Der blev da den førstnævnte Ansøger, Hr. Laurits, kaldet til Sognepræst, men Hr. Hans’s Tilhængere hindrede nu Thingskriveren (Sorenskriveren) i at udstede Kaldsbrev for Hr. Laurits, hvorpaa Provsten selv lod hans Kaldsbrev udfærdige og forseglede det med 4 Valgmænd; de 3 vilde først ikke underskrive, fordi det ei blev Thingskriveren, der udfærdigede Brevet, men bekvemmede sig dog tilsidst dertil, idet en af dem erklærede, «at han ikke havde turdet forsegle, fordi Junkeren (Adelsmanden), Fogden og Sorenskriveren havde hannem det forbudt undet Ærens Fortabelse«. Hr. Laurits var saaledes valgt, men den kongelige Lehnsmand over Agdesiden, Christopher Gjøe, en meget myndig Herre, fandt alligevel for godt at meddele den anden Ansøger, Hr. Hans, som intet Kaldsbrev havde, sin Collats paa Kongens Vegne og lod ham ved Fogden indsætte i Embedet. Provsten lod saa Hr. Hans stevne for Capitlet. Dette formente, vistnok med største Ret, at en «Provst og ikke en Foged skal en Prest indsætte« og fandt tillige, at Lehnsmanden havde handlet ganske ulovlig, da han gav Hr. Hans Collats uden i mindste Maade at bekymre sig om Superintendenten, hvortil kom, at heller ikke de syv Mænds Kaldsbrev, der lød paa Hr. Laurits, paa nogen lovlig Maade bleven underkjendt. Capitlet dømte derfor «Hr. Hans’s Indgang til Undals Cald ikke lovlig at være«, men tilføiede dog: «Efterdi han har Christopher Gjøes Collats, kunne vi ikke om samme Kald give nogen endelig Dom, men henstille Sagen til Kongens Afgjørelse«. Paa den anden Side fremlagde Hr. Hans Jørgensen en Erklæring fra 12 Mænd paa Almuens Vegne, hvori erklæredes, at denne oprindelig havde ønsket at vælge Hans Jørgensen, men var bleven hindret i at vælge ham af Provsten, der havde overtalt de syv Mænd o. s. v. Ogsaa Provstens Færd blev derfor anseet mindre lovmedholdig, og han dømtes i 20 Dalers Mulkt til Hospitalet i Stavanger. Hans Jørgensen Gotzow beholdt Undals Kald til sin Død.[29]
Intet har imidlertid udøvet saa hyppigt og saa afgjørende indvirket paa Prestevalget som Familieforhold. At Almuen af sig selv ofte har havt større Lyst til at faa sin afdøde Præsts Søn til Sjelesørger, end en fremmed Person, er allerede i sig selv rimeligt, men Præsterne søgte selv som oftest at sikre Sønnen eller en anden Nærpaarørende Successionen ved Underhandlinger og Contracter med Menigheden. Dette blev tidlig saa almindeligt, at den norske Ordinants af 1607 fik en egen Bestemmelse derimod: «Præster, som holde Børn i Skole,« heder det her, «maa ikke indgaa med Menigheden, at deres unge Sønner bekomme Tilsagn om Kaldet at beholde, endog man aldrig kan vide, hvad der af dem vorde vil. Udi saa Maade blive Præsterne til Falsknere for Gud og øvrigheden og til Hyklere for deres Sognemænd, det hellige Ministerium vanbruges og bliver til Arvegods, og Sønnerne blive lade og forsømmelige, derfor ville Vi saadanne Bænke- og Arvekald aldeles have afskaffede.« Men der er intet Spor til, at dette Lovbud fremkaldte nogen virkelig Forandring i Tilstanden.
En endnu større Rolle end Præstesønnerne spillede imidlertid Præsteenkerne. I disses Interesse var der ved Reformationens Indførelse strax truffet en Foranstaltning, der endnu i de fleste Kald staar ved Magt, nemlig det saakaldte Naadensaar eller «Muldaaret« som man undertiden i den ældste Tid finder det benævnt. Allerede i den katholske Tid pleiede ofte Sognepræsters og Kannikers Død Kaldets Indtægter i det første Aar at afholdes og tillægge Bispestolen, dog saa at navnlig i det 14de Aarhundrede Paverne undertiden forbeholdt sig selv denne Indtægt (annatæ). Ved Christian III.s danske Ordinants tillagdes nu Enken Halvdelen af de visse Indtægter og Deel i Præstegaardsavlen i det første Aar, men i Norge blev rimeligvis allerede fra først af Aarets hele Indtægt tillagte hende mod Forpligtelse til at lade Embedets Forretning besørge ved en Kapellan eller af Eftermanden mod billig Godtgjørelse, thi saaledes bestemmes det i den norske Ordinants af 1607, hvilken sandsynligvis i dette Punkt intet nyt har indført. Om nogen anden Forsørgelse for Enken end denne midlertidige var der neppe Tale førend i det syttende Aarhundrede.[30] Men en overmaade bekvem Udvei til at hjelpe en ved et ulykkeligt Dødsfald formet Præstefamilie kunde aabnes, ifald Enken kunde blive gift med sin Mands Efterfølger. Dette var da i Regelen ikke alene hendes Haab, men det blev endog snart baade af hende selv og af andre anseet for at være hendes gode Ret, saa at ved Præstevalget en ugift Mand, som var villig til at ægte hende, derved fik en uhyre Overlegenhed over en gift eller overhoved over den, der ikke kunde eller vilde føre hende til Alteret. Bønderne nærede nemlig hyppig Medlidenhed med den fattige Enke, og Øvrigheden, den geistlige og verdslige, antog sig ligeledes ofte hendes Sag.
Som Følge heraf blev Præstens tvungne Ægteskab med Formandens Enke en saare almindelig Sag. Det hændte, at en Kone havde været gift med tre Præster i samme Kald[31], ja man kjender Exempel paa, at hun har været gift med fire[32].
I Danmark var dette Forhold saa almindeligt, at en Fremmed, der besøgte Landet 1627, udtaler sig i sin Reiseskildring paa følgende Maade: «Dør en Landsbypræst, ægter hans Enke en anden Præst, som dog ikke tør tiltræde sit Embede uden kongelig Stadfæstelse[33]. Allerede 1585, altsaa endnu ikke 50 Aar efter Reformationens Indførelse, var det samme ogsaa i Norge blevet saa almindeligt, at den ovenfor nævnte Biskop i Oslo, Mag. Jens Nilssön: henstillede til Kongen, om ikke Kaldene burde staa ledige det hele Naadsensaar igjennem, for at «den fattige Efterleverske kunde blive saaledes forsørget med Giftermaal, at hun kunde blive der fremdeles»,[34]) med andre Ord, for at Enken kunde samle sig Friere og vælge blandt dem. Den samme Biskop raadførte sig ogsaa herom med sin Collega, Biskoppen i Sjælland Poul Madsen, der gav et i det hele bifaldende Svar[35]. Denne Enkens store Rolle ved Besættelsen af Præstekald fremtraadte imidlertid ikke alene der, hvor Menighedsvalg fandt Sted, men ogsaa ved danske Patronatsvalg og da vistnok stundom paa en ligefrem forargelig og gudsbespottelig Maade, hvorved der dog her ikke skal dvæles, da dette Uvæsen ikke vides at have berørt Norge[36]. Man finder lignende Forholde i Tydskland, og her blev Spørgsmaalet paa tydsk Vis endog videnskabelig drøftet.[37]
Efterlod den afdøde Præst ikke Enke, eller gjorde Candidaten Vanskelighed er ved at ægte Enken, kunde den forrige Præstefamilies Tarv varetages ved Ægteskab mellem den nye Præst og Formandens Datter, hvilket Tilfælde ligeledes meget ofte forekom, især hvor den Afdøde havde havt personel Kapellan, thi da faldt et saadant Parti vistnok saagodtsom af sig selv eller var allerede stipuleret ved Capellanens Ansættelse.
Paa denne Maade, gjennem Præstesønner, Præsteenker og Præstedøtre, frembragtes altsaa en vis Arvelighed i de geistlige Embeder, dannedes en ved agnatiske eller cognatiske Baand sammenknyttet Levi stamme i Folket. Exempler paa Præstekald, faktisk arvelige i samme Familie i flere Menneskealdre, kunne især hyppig opvises i Danmark. I Gamtofte i Fyen bestod saaledes Præsterækken fra 1537–1701 af lutter Sønner og Svigersønner, i Gjedsted i Jylland holdt samme Familie sig til 1699 o. s. v.[38] og for Norges Vedkommende kan anføres, at f. Ex. i Størdalen i Perioden 1570–1754 (med en eneste Afbrydelse) gik i Arv i samme Slægt, ligesaa Meldalen (1590–1725), Stod 1668–1761) og Agerøen (1622–1725)[39] Sande Kald i Jarlsberg var i 5 Sognepræsters Tid arveligt formedelst 5 Giftermaal i Tiden 1558–1723[40].
Menighedernes Valgret fremkaldte af og til ogsaa formelige Overenskomster mellem Almuen og Candidaten, sigtende til Eftergivenhed fra sidsnævntes Side med Hensyn til de geistlige Indtægter og Rettigheder. Saadanne Transactioner bleve naturligvis ifølge Sagens Natur saavidt muligt hemmeligholdte, men at man dog ikke altid formaaede at holde dem skjulte, fremgaar af flere Vidnesbyrd navnlig fra Danmark. Ved et Landemode i Lund 1567 omtaltes saaledes, at visse Præster endog havde lovet at eftergive Tiende for at blive valgte. Et samtidigt Synodalmonitum fra Roskilde kaster et eiendommeligt Streiflys over, hvorledes et Menighedsvalg i Virkeligheden kunde see ud, naar det udtaler sig saaledes: «Ingen skal for Gunst og Gave komme i Embede. Man maa ikke mere give Bønderne en Tønde Øl tilbedste, smigre dem, spise og drikke sig en Rus med dem eller love dem et Stykke Ager og Eng (af Præstegaarden) for at blive kaldet».[41] Der haves ogsaa Exempel paa, at Bønderne søgte at bringe sin Præst i ulovligt Afhængighedsforhold ved skriftlig at forbeholde sig Ret til, naar det maatte behage dem, selv at afsætte den Præst, de havde kaldet.[42] At Misligheder af lignende Art, som de her antydede, have fundet Sted ogsaa i Norge, vilde allerede paa Forhaand kunde sluttes, og godtgjøres dertil af Kildernes Vidnesbyrd. Saaledes berettes det f. Ex. at have været Tilfældet i Øvre Thelemarken, hvor Bønderne «saasnart de kaldede en ny Præst, udvalgte ham paa Condition at afstaa noget i sine Indtægter», hvilket da bagefter forvoldte Processer mellem Præst og Almue.[43] Dette er et Træk, som meget længe efter den Tid, der her omhandles, har gjentaget sig. Endnu i 1826, da Sognepræsten til Hegebostad i Listers Provsti, Dürborg, efter en Retssag, der i Forargelighed søger sin Lige, var bleven afsat, sattes en Supplik igang mellem Almuen om at faa ham gjenindsat i Embedet, fordi han imidlertid havde lovet Eftergivelse af adskillige præstelige Rettigheder, om han atter maatte komme i Besiddelse af dette, men ved forstandigere Mænds Mellemkomst blev dog denne Petitions Indlevering afværget.
Datiden kjendte ikke Aviser og lignende Midler til hurtigt at gjøre en Sag bekjendt i vide Kredse, ja der manglede indtil Frederik III’s Tid endog et Postvæsen. Selvfølgelig beroede det da paa Tilfældet, til hvis Kundskab det skulde komme, at et Præstekald var ledigt, og Candidaterne og andre i Valgets Udfald interesserede Personer benyttede sig netop af Leiligheden til at faa sine Ønsker frem ved at drive paa Sagens Afgjørelse saa tidlig, at endnu ikke Ledigheden kunde være almindelig bekjendt og have lokket fjernereboende Ansøgere til. I Regelen var Ansøgernes Tal meget lidet, og ofte har det hændt, at der kun var en eneste saadan. De høieste Antal vi kjende, ere tre eller fire (i Throndhjem) og en eneste Gang syv (paa Thoten[44]).
Særegne Forhold fandt Sted ved Besættelsen af Sognekaldene i Jemteland, hvilken Provins var bleven christnet og senere reformeret oprindelig fra Sverige af og først efter Freden i Stettin (1570) ogsaa i geistlig Henseende var kommet under Norge. Almuen synes imidlertid i Begyndelsen paa flere Maader at have overtraadt Ordinantsens Valgregler og at have «kaldet dem, som sig først haver foregivet». Et Reskript af 1585 fastsatte derfor, at til Præster i Jemteland skulde alene vælges «Kongens egne indfødte Underdaner», det vil sige, fremfor alt ikke svenske Studiosi. Bestemmelsen blev imidlertid forstaaet saa strengt, at man ikke engang tillod indfødte Jemter at faa Kald her. En jemtelandsk Præstesøn takker derfor i et Brev til Kongens Kantsler i Danmark denne mange Gange, fordi Kantsleren havde hjulpet ham til at blive Kapellan hos sin Fader. Sagen var den, at Jemtelands Kleresi ved mange Leiligheder havde vist svenske Sympathier, og at man af den Grund ansaa det nødvendigt i denne Provins, der indtog en Stilling mellem Norge og Sverige, omtrent som senere Slesvig mellem Danmark og Tydskland, at sikre sig for paakommende Krigs Skyld.[45] Senere, da man af og til i selve det egentlige Throndhjems Stift nødtes til, i Mangel af andre Candidater, at antage Svensker som Præster, paasaaes det dog med Strenghed, at ingen saadan Ansættelse skede i Jemteland[46].
Af Christian den Fjerde fik Throndhjems Domkapitel i 1640 Ret til at deltage med Borgermestere og Raad i Valget af Sognepræsterne og de med Sognepræster i det Væsentlige ligestillede Capellaner til Domkirken og Frue Kirke[47].
Forsøger man at samle de Oplysninger i det Enkelte, som her ere meddelte, til et Totalbillede, vil dette ikke give nogen tiltrækkende Fremstilling af Tilstandene under Menighedsvalget. Dette har paa en Maade bidraget til at knytte Menighed og Præster nær sammen, og saadant er i og for sig smukt og ønskeligt, men vel at mærke, ikke naar det skal kjøbes paa Bekostning af det geistlige Embedes værdighed og Selvstændighed og nødvendigvis maa virke til at nedsætte Jevnmaalet af Præsteskabets Dannelse. Vor Geistlighed talte i den heromhandlede Periode unegtelig flere velstuderede og hæderlige Medlemmer, men større har utvivlsomt deres Antal været, hos hvem man har havt at klage over ringe Kundskaber, Sløvhed og Raahed[48], skjønt det selvfølgelig villig skal indrømmes at disse sørgelige Kjendsgjerninger ikke hidrørte fra Menighedernes Kaldsret alene, men havde sin Rod ogsaa i andre Tidsomstændigheder.
De norske Menigheder havde faaet Valgretten uden at have begjæret den og kun som en Følge af, at den var bleven indført i Danmark. Hvorledes de brugte den, have vi seet. Efter omtrent halvandet hundrede Aars Forløb mistede de den ligesaa uventet som de havde modtaget den, og atter kom Stedet til Forandringen udenfra.
Som allerede tidligere paapeget, skyldtes det Christian den Tredies Ordholdenhed mod en Del af sine Undersaatter, at Menighederne i Danmark og dermed tillige i Norge vare komne i Besiddelse af Kaldsretten. Hans nærmeste Eftermænd vedbleve at besjæles, om just ikke af Stamfaderens inderlige Fromhed og Kjærlighed til Kirken, saa dog af en Pietet og Agtelse for Alt, hvad der stod i Forbindelse med denne, der medrette har været betragtet som en af det Oldenborgske Kongehuses smukkeste Egenskaber. Den samme Aand, der saa tydelig fremtræder i disse Kongers omhyggelige Bestræbelser for at vedligeholde Lærens Renhed og hindre ethvert Kjætteris opkomst eller Udbredelse i sine Riger, bevirkede, at de længe afholdt sig fra at foretage nogen indgribende Forandring i den under selve Reformatorernes Tid og tildels med deres Billigelse fastsatte kirkelige Lovgivning. Selv Bestemmelserne for Bispevalget, skjønt faktisk jævnlig tilsidesatte, forbleve i Theorien uantastede og gjentoges i 1607 i noget forandret Form i den norske Ordinants. Hvad Præstevalget angaar, da var det ogsaa i 1621 endog i meget bestemte Udtryk blevet forbudt saavel Lehnsmænd og Fogder som Superintendenter og Provster at gjøre Indgreb i Almuens frie Udøvelse af Valgretten[49], et Forbud, der dog, som vi have seet, ikke hindrede, at Bønderne fremdeles mangengang maatte finde sig i Pression fra de nævnte Embedsmænds Side.
Det er dog vistnok mere end rimeligt, at som den kirkelige Lovgivning fra først af skulde været grundlagt under en af de senere Regjeringer, vilde Menighedsvalget neppe i denne have fundet nogen Plads. Dette bliver ikke alene sandsynligt af den Grund, at Kongerne, som omtalt, oftere meddelte enkelte Personer Breve, lydende paa Befordring til geistligt Embede, enten i Almindelighed eller med Nævnelse af et bestemt Kald, i begge Tilfælde med den Tilføielse, «dog at Alt tilgaar efter Ordinansen», hvad i sidste Fald ikke havde meget at betyde. Men det maa ogsaa erindres, at da Christian den Fjerde i 1629 indførte den endnu bestaaende Medhjælper-Institution, lagdes Valget af Medhjælperne i Lehnsmandens Hænder dog med Forslagsret for Præst og Biskop[50]. Enhver vil vistnok indrømme, at det var lidet naturligt, at selve Præsten skulde kaares af Almuen, men hans Medhjælpere af den høieste lokale øvrighed. Den Opfatning, der laa til Grund for Bestemmelsen om Menighedsvalget, var aabenbart ikke længere Styrelsens, ikke længere Tidens.
I Aaret 1660 fik Kongen Enevoldsmagten, og i det følgende Aar vare de fire norske Rigsstænder for sidste Gang samlede ved Hyldingen i Christiania. De forsamlede Geistlige indleverede et ret mærkeligt Bønskrift, hvori ogsaa Valgforholdene omtales[51]. Præsterne beklage sig over, at «nogle søge at forhverve Kgl. Majestæts Breve paa Præstekald», hvorved de fandt, «at kongelig Haand og Privilegier ilde misbrugtes», især rigtignok, fordi derved «mangen en ærlig, fattig Præsteenke med sine umyndige Børn uden billig Aarsag udstødes». De androge derfor om, at der med Valgene stedse maatte forholdes strengt efter Lovgivningen, og især om, at Lehnsmænd og Fogder maatte forbydes, «dennem noget med Præstekald, helst udi Kaldsmændenes Udvælgelse at befatte.«
Men der blev ikke taget noget Hensyn til denne Geistlighedens Henvendelse hverken i dette Punkt eller i de øvrige, hvorom de havde gjort Kongen Forestillinger[52]. Det var den nye Regjerings fornemste Princip, at al Magtfylde skulde samles i Kongens Person, og at altsaa den selvstændige Myndighed, som hidtil havde været Kommuner eller enkelte høiere Embedsmænd overladt, herefter skulde overgaa til Regjeringen selv. Denne styrelsens centraliserende Stræben gik ogsaa udover Menighedens Kaldsret. I de første Aar udgaves vistnok ingen udtrykkelig Forordning om dens Ophævelse, men Indgreb deri gjennem Kongebreve og Expetance-Breve, lydende paa bestemt Embede, bleve stedse mere og mere hyppige. Stundom krydsede deslige kongelige Besættelser og Menighedsvalgene hinanden paa den Maade„ at den af sognemændene udvalgte Præst, endog efter at have tiltraadt Embedet, bagefter fik Befaling at opgive det til Fordel for en af Kongen udnævnt. Især traf det sig oftere, at Studenter, der havde udmærket sig under Kjøbenhavne Forsvar mod Carl Gustav, paa denne Maade belønnedes.
En Valghistorie kan her være paa sin Plads. I Brønøen paa Helgeland var den gamle Præst, Hr. Hans Magessøn, død 1665. Kapellanen Hr. Henrik Jenssøn lovede at ægte den Afdødes Datter, fik saaledes Almuen for sig og blev efter «foregaaende Bøn« af dennes syv Fuldmægtige valgt til Sognepræst. Men Biskop Erik Bredal havde selv en Svigersøn, Mag. Hans à Mønichen fra Danmark, for hvem han interesserede sig, og skaffede derfor denne Kongebrev paa Embedet. Almuen og Præsteenken satte sig imidlertid kraftigt til Modværge. De udfærdigede en Forestilling af følgende Indhold: «Alt siden Luthers og Reformationens Tider havde den samme Præstefamilie, Enkens Forfædre boet i Brønø Præstegaard og alle været fromme Folk, dertil havde de ogsaa tilsat sine Midler paa Præstegaardens Bygning og reisende Folks Underholdning baade af Øvrighed og Undersatter, thi Alle, som her i Landet reise enten nord eller sør, maa endelig til Brønø og ligge der undertiden med mange Rorsfolk paa nogle Dages Tid og fortære frit i Præstegaarden uden noget Vederlag[53]. Derhos havde Biskop Bredal tidligere stedse givet Hr. Henrik gode Vidnesbyrd, ligeindtil der blev Tale om hans egen Svigersøn, men det var jo rigtignok for hver Mand vitterligt, hvor mesterlig samme Biskop sit eget Huses Nytte med Guds Æres og Menighedens Opbyggelses Skin haver bemantlet.« Med denne Skrivelse sendtes en Thord Horn til Christiania for at forebringe Sagen for Statholder Gyldenløve. Denne tog Bøndernes Parti, men Udfaldet blev dog, at Bredal satte Møinichens Beskikkelse igjennem. Dog fik Præsteenkens Søn af første Ægteskab, Biskop Rosing i Christiania., saa meget udrettet, at en Kommission i Sagens Anledning blev nedsat i Kjøbenhavn et Par Aar senere; Kommissarierne, Statholder Gyldenløve og Erkebiskop Hans Svane, dømte Biskop Bredal til at betale Præsteenken i Brønø 500 Rigsdaler[54].
Imidlertid forberedtes gjennem en Række af Rescripter Menighedsvalgets fuldstændige Afskaffelse. Under 4de Juni 1667 paalagdes det Biskoperne at indmelde til det danske Cancelli, hvergang et Valg var foregaaet, og at opsætte Ordinationen, indtil kongelig Resolution var indløben. 28de Oktober 1669 bestemtes, at herefter skulde intet Hensyn tages til ældre almindelige Expectancebreve, men kun til saadanne, der lød paa bestemt Embede. Endelig kom Reskr. af 20de Mai 1670 om, at Kollatser fra Amtmændene (der havde afløst de hidtilværende Lehnsmænd) skulde bortfalde, og Præsterne herefter indsende Embedsed til Kancelliet. Hermed var Prestens overgang til Kongens Embedsmand fuldendt, og Menighedsvalget i Virkeligheden afskaffet. Ved Thronskiftet 1670 maatte alle Præster i de Kald, hvorover Kongen raadede, søge Bekræftelse paa sine Embeder, en Foranstaltning„ hvorved nærmest sigtedes til at bringe Statskassen en Indtægt, idet enhver Sognepræst maatte betale denne Confirmation med 5 Rdl.
Samtidig arbeidedes der paa nye Lovbøger for Rigerne, der skulde omfatte ogsaa den kirkelige Lovgivning. Under disse Forhandlinger havde de geistlige Kommissarier indgivet et udførligt, men vistnok saare upraktisk Forslag til Oprettelse af en Art theologisk «Seminarium» for hvert Stift, hvori «Enhver, som tragter efter Prædikeembedet» skulde optages, og hvis Lemmer, forsaavidt de ikke vare Rectorer, Conrectorer eller allerede ordinerede Personer (Kapellaner) aarlig skulde examineres af Biskoppen eller stiftsstadens Lector theologiae. Paa nogen egentlig Undervisning eller øvelse i dette saakaldte Seminarium synes ikke at være tænkt, og Meningen maa derfor kun have været at controllere de ubefordrede Candidaters Liv og Lærdom. Naar et Kald blev ledigt, skulde 10 til 12 af «Seminariets» Candidater indkaldes, og blandt disse paa en temmelig kunstig Maade udtages 3, for med Biskoppens Attest at sendes til vedkommende Menighed Her skulde de tre Personer paa samme Dag holde hver sin Prædiken over samme Text. Efter Prædikens Ende skulde «16 til 20 af de skikkeligste Sognemænd, som tilforn af Provsten dertil vare tegnede, tage Seddel paa de 7, som efter Ordinantsen skulde være Nævnsmænd». Disse 7 Nævnsmænd skulde da «nævne» en blandt de 3, som havde prædiket, og saa tilligemed Provsten underskrive en Recommendation, med hvilken den «nævnte» skulde sendes til Stiftsbefalingsmanden eller hvem anden, Kongen dertil bemyndigede. Denne skulde give ham Konfirmationsbrev efter en af Kongen foreskreven Formular, samt tage hans Ed og indsende den til 1 Cancelliet, og Biskoppen endelig ordinere ham efter at han «rigorose var examineret».[55] Paa Examina vilde der, om dette Forslag var gaaet igjennem, ikke have været Mangel: først Examen ved Universitetet, derpaa aarlig Examen ved seminariet og endelig Examen rigorosum før Ordinationen!
Der var saaledes foreslaaet en Gjenoptagelse af Menighedsvalget, men rigtignok havde dyrekjøbt Erfaring bevirket, at man samtidig foreslog meget væsentlige Indskrænkninger i Menighedernes tidligere Frihed. Rigernes Superintendenter erklærede sig enige i Forslaget. Fra en af de norske Superintendenter, Dr. Jacob Jensen Jersin i Stavanger (1680–1694) haves derhos en udateret Betænkning, der sees at være forfattet omtrent 1681, da dens Forfatter omtaler, at han for et Aar siden havde tiltraadt Embedet. Han begynder med den Bemærkning, at mange Forandringer i Ordinantsens niende Kapitel (om Kirkens Tjeneres Beskikkelse) maa foretages, «eftersom det nu en rum Tid alene har behaget Kgl. Majestæt selv at kalde og beskikke Sognepræster baade i Kjøbstæderne og paa Landet, og det nu ei længer staar til Borgermester og Raad eller Sognefolket selv at kalde sig Præster, men hvo der vil have et Præstekald, maa søge det hos Kgl. Maj. selv». Biskopen vil dog ansee det for det bedste, «at Menighedernes Kaldsret restitueres dem». Han begrunder imidlertid dette Forslag kun ved at anføre ydre Omstændigheder og ved Paaberaabelse af norske Localforholde. «Norge», siger han, «ligger saa langt afsides, og norske Studenter, som have reist hjem, maa idelig ned at søge til Kjøbenhavn, men naar de saa kommer ned, er Kaldet bortgivet til andre». Jersin fandt det derfor tjenligst at «Menighederne ligesom tilforn maatte høre nogle, som sig paa Kaldet angive, og med Provstens Raad maatte udvælge den, som synes dem tjenligst, og give ham Kald efter Ordinantsens Lydelse, og paa det Kgl. Maj. dog maa derudi have sin souveræne Høihed, at da den Person, som saaledes kaldet er, maa lade indlevere sit Kaldsbrev i det kgl. danske Cancelli og ved underdanigst Supplication begjære kgl. naadigst Confirmation.[56]
Disse Forslag bleve imidlertid samtlige aldeles forkastede[57], og Kongen vedblev selv at besætte alle de Sognekald, hvortil der ikke vare private Patroner, en Undtagelse der for Danmark var meget omfattende, men for Norge af underordnet Betydning. Ved Udgivelsen af Christian V. Lov 1687 blev den nye Tingenes Orden for bestandig fastsat. Bestemmelser, om Præsteembeders Besættelse læses i denne Lovs anden Bogs tredie Capitel. Den mærkeligste af de her forekommende, nu forældede Bestemmelser, er den, der befaler, at den Kaldede «skal i Provstens Nærværelse prædike for Menigheden, og hvis denne da har noget at sige paa hans Liv, Levnet eller Gaver, maa den med Supplikation eller Memorial paa behørige Steder med Provstens og superintendentens Paaskrift andrage og Bevislighed lade følge, og hvis befindes noget uskikkeligt hannem at være overbeviist, da bør han uden videre Proces ikke at nyde Kaldet, men en anden at kaldes». Denne Bestemmelse har imidlertid, saavidt vides, aldrig havt nogen praktisk Betydning.
Hos Almuen er Erindringen om Menighedernes gamle Valgret vistnok forlængst omtrent uddød. I forrige Aarhundrede levede endnu nogle Traditioner derom, men i alle de af disse, som nu kjendes, er Menighedsvalget opfattet fra en pudserlige og latterlig Side. Saaledes har Erik Pontoppidan meddelt et Sagn fra Skaanevik i Bergens Stift om tre Kandidater, der prækede paa Prøve: Bønderne syntes at de alle kunde være lige gode, men da de saa skulde til at synge og messe paa Prøve, sang vel de to første hver en Psalme saa nogenledes, men den sidste derimod den Kjempevise, som brugtes i Krohuset: «Svend Felding han sidder paa Helsingborg og roser sig af sin Færd». Strax fik denne Overvægten, og «hver Mund aabnede sig for at udnævne ham til Præst».[58]
Det varede en Tid, inden de nye Bestemmelser, om de end strax borttog nogle af de værste Misligheder, kom til at medføre saa store Forandringer, som man skulde tro. En vigtig Forandring har maaske været den, at de Candidater til Præsteembeder, der befandt sig i eller ved Kjøbenhavn og altsaa bedst kunde komme til Kundskab, om hvilke Kald der til enhver Tid vare ledige, fik en afgjort Fordel over de øvrige. Som Følge deraf bleve de bedre norske Præstekald muligvis nu en Tid hyppigere, end før, besatte med danske Mænd, Noget, som i Mangel af nøiagtige statistiske Oplysninger ikke ligefrem tør paastaaes. Derimod er det sikkert nok, at Hensynet til Enkernes Forsørgelse, ganske som i Menighedsvalgets Tid endnu en Tidlang spillede en fremtrædende Rolle. Vel gjorde man strax efter Enevældets Indførelse de første Skridt til gjennem Enkekasser at sikre Enkens Fremtid paa en værdigere Maade, men dette gik langsomt; først under Fredrik den Fjerde fik alle danske stifter og først endnu senere et Par norske sine Enkekasser. Og selv i Fundatsen for den ældste gejstlige Enkekasse i Rigerne, Sjælands (af 1662), heder det: «Dersom nogen Enke efter sin salig Husbonds dødelige Afgang for vigtige Aarsagers Skyld ikke skulde forblive i Kaldet», hvilke Udtryk tydelig nok vise, at man ansaa den hidtil sædvanlige Praxis som fuldkommen forsvarlig og naturlig[59] Ligesaa, ja maaske endnu mere almindeligt hændte det, at Sognepræsterne ansøgte om at deres Sønner eller Svigersønner, der tjente dem som Kapellaner, maatte erholde «naadigst Survivance» paa Kaldet eller, som det ogsaa kaldes, ansættes «cum spe successus». Saadanne Ansøgninger bleve ogsaa jevnlig opfyldte, naar de anbefaledes af Biskopen og andre Autoriteter. Saaledes vedbleve mange Præstekald at gaa i Arv omtrent som før og der bestode fremdeles Præstefamilier, hvis Sønner og Døtre fortrinsvis kunde gjøre sig Haab om at bebo Landets Præstegaarde.
Kun Griffenfeldt synes allerede i denne Enevældets ældste Tid at have gjort et Forsøg paa at erhverve et udstrakt selvstændigt Bekjendtskab til Landets unge Præsteemner og at have forsøgt paa at anbringe den enkelte Personlighed der, hvor den bedst maatte høre hjemme. Efter hans Fald fandt man blandt hans Papirer en stor Mængde Bemærkninger om de Studiosi, som han havde hørt prædike, korte og fyndige Domme over de unge Prædikanters Lærdom og Talegaver og om, hvor den enkelte passende kunde ansættes; af og til heder det ogsaa, at Vedkommende ikke maa befordres, førend de have gjort bedre Fremgang i sine Studeringer.[60]
Den kjøbenhavnske Gejstlighed var misfornøiet med Griffenfeldt, som havde modsat sig det af Geistligheden yndede Forslag om et «Seminarium» og dette bidrog vistnok meget til, at han, da han var styrtet, ikke undgik de værste Beskyldninger for Simoni. Han skulde, fortalte man, have beriget sig ved at tage Skjenk og Gave af Embedsansøgere[61]. Ganske fritages for denne Sigtelse kan Griffenfeldt vistnok ikke, og selv svarede han paa Beskyldningen: «Med Kjøb og Salg havde han Intet havt at gjøre, men Regalering havde han ikke forsmaaet, men modtaget»[62]. Men denne Anke fortjener dog ikke den Vegt, som det ved første Øiekast kunde synes. Feilen var egentlig mest Tidens, og lignende Ting hørtes endnu længe efter hans Tid. Om saadanne Misbrug, der dog i endnu langt værre Grad gjorde sig gjældende, naar private Patroner raadede for Kaldene, opbevarer Præsteeden endnu en Erindring, idet Ordinanden afgiver en Forsikring om ikke at have opnaaet sit Kald ved ulovlige Midler (nullis adhibitis mediis, divinitus prohibitis).
Lige i Begyndelsen af Fredrik den Fjerdes Regjeringstid maatte de strenge Forbud og Sikkerhedsforholdsregler mod Simoni atter indskjærpes ved Forordningen af 23de Oct. 1700 om Eds Aflæggelse til Biskoppen af Ordinanden om ikke at have givet, ladet give eller i Fremtiden lovet at ville give Penge eller Penges Værd for sit Embede, og dennegang paabødes ogsaa en Ed om at man ikke havde stræbt at opnaa Kaldet gjennem Giftermaal. Man var altsaa nu endelig naaet frem til at anse denne Vei til Befordring for utilladelig, der dog for mindre end en Menneskealder siden havde gjældet for helt naturlig og hæderlig. Men Forbudene mod Bestikkelser af overordnede vare endnu ikke istand til at hæmme saadant Uvæsen. Saavel om Oversecretairen i det danske Cancelli, Frederik Rostgaard, (1721 og fgg. Aar) som om Biskoppen i Christiania Stift, Bartholomæus Deichmann, der begge i Unaade fjernedes fra deres Embeder, fremkom Beskyldninger om, at de havde solgt sin Indflydelse paa Præstekalds Besættelse for Penge[63]. Efter den Tid synes dog saadanne Klager at forstumme for stedse.
Den mærkeligste vort Emne vedkommende Begivenhed i Frederik den Fjerdes Dage er imidlertid den forbedrede Indretning af den theologiske Embedsprøve (1707). Der havde i lange Tider lydt stærke og høirøstede Klager over, at denne Examen ikke var fyldestgjørende. Den afholdtes nemlig kun af en eneste Professor og med saa mange Kandidater ad Gangen, at den umulig kunde være meget dybtgaaende, og dertil kom, at Examinationen foregik for lukte Døre. Biskop Jens Bircherod, hvis Dagbøger ere en vigtig Kilde til det syttende Aarhundredes Historie, har saaledes antegnet, at den 4de og 5te August 1675 examinerede to Professorer tilsammen hele 74 Kandidater, hvorhos han dog rigtignok bemærker, at aldrig før havde Examinandernes Antal været saa stort. Undertiden blev vel en stor Del rejiceret, som f. Ex. 20de April 1693, da af 20 Kandidater de 8 erklæredes umodne; men de behøvede i Regelen ikke lang Tid til at læse om igjen[64]. Allerede tidlig (lige siden 1666) havde man dog forskjellige Charakterer: Laudabilis (der sjelden forekom), haud illaud., hand contemn. (der var noget bedre end den følgende Grad), non contemn., mediocris, og endelig den daarligste Charakter: illum (sc. recipimus), der var kun lidet bedre, end Rejektion, saa at de Fleste, der fik den, gjerne søgte ved Omexamination at opnaa bedre Vidnesbyrd.
For at raade Bod paa Klagerne over disse Misligheder nedsattes i 1705 en Kommission, bestaaende af Sjællands Biskop Henrik Borneman, Confessionarius Peder Jespersen og Professor Hans Vandal, der hver for sig skulde gjøre Forslag til Forbedringer ikke alene af Examensvæsenet, men overhoved af de raadende Forhold med Hensyn til Præstekaldenes Besættelse. Senere tilkaldtes ogsaa Prof. Masius og den tydske Hofprædikant Dr. Frants Julius Lütkens.
Fra disse Mænd fremkom nu en Række af udførlige Forslag. Theologisk Examen skulde afholdes en Gang maanedlig og herefter offentlig, paa Konsistoriet i Alles Paahør, som havde Lyst til at være tilstede, den tidligere Skik med privat Examination ikke finde Sted mere, Protokoller føres af Notarier over Spørgsmaal og Svar. Examinatorerne, de theologiske Professorer, skulde herefter i Forening anstille Prøven, og under Ed forpligte sig til uden Persons Anseelse og Medynk at rejicere dem, «som saa grove befindes, at de ej kan gjøre nøiagtig Besked for den nødvendige Lærdom og den med Skriftens Ord rettelig stadfæste, eller ikke befindes med skjellig Flid at være verseret in lectione biblica, paa det samme Examen maa være saa vel til Opmuntring for de Flittige som til Frygt for de Dovne, som vel ville lade sig høre paa Prædikestolen, men ikke skjøtte om at have nøiagtige Fundameriter i sine Studiis».
Dernæst bragtes paany i Forslag oprettelsen af et Seminarium ecclesiasticum, hvortil skulde beskikkes een Del af Kjøbenhavns fornemste Gejstlige, som paa en vis Dag og Sted kunde holde deres sessioner til at sætte i Verk, hvad dem i Forordningen vorder anbefalet». For dette Consistorium skulde alle angive sig, som agtede at søge et Præsteembede i et af Rigerne, fremvise sine Examensvidnesbyrd fra Universitetet samt Attester for sit Forhold fra vedkommende Provst og Biskop samt endelig holde Prøveprædiken. Paa denne Maade kunde der «samles et Seminarium, hvoraf efterhaanden kan tages de, som Præsteembedet skulle voceres». Men, «som den Allerhøieste forlener ikke Alle lige mange Pund til sin Tjeneste, og alle Menigheder behøve ikke lige lærde eller lige begavede Prædikanter, saa kunde de dygtige befundne Personer distingveres i Protokollen i tre differente Klasser, saa at i den første antegnes de, som have suffisant Lærdom og gode Gaver, i den anden de, som have suffisant Lærdom, men middelmaadige Gaver, i den tredje de, som ere af middelmaadige, baade Lærdom og Gaver». Bisper og Provster skulde hver i sit Embedsdistrikt føre nøjagtige Fortegnelser over de theologiske Kandidater (eller, som man dengang ogsaa efter bestaaet Examen kaldte dem, Studiosi), der opholdt sig i dette, og aarlig indsende Indberetninger til Konsistorium om deres Liv og Forhold. Hengav nogen studiosus sig til usømmeligt Levnet, skulde Konsistoriet i Kjøbenhavn udstryge ham af sin Distinktionsprotokol og dermed enhver Udsigt til Befordring bortfalde. Saasnart noget Præstekald blev ledigt, hvortil Kongen havde Kaldsret, skulde Konsistorium i Kjøbenhavn af den Klasse Studiosi, der svarede til den Klasse af Embeder, hvortil det ledige Kald kunde henføres, udpege 6 Studiosi, hvoraf Kongen skulde udnævne en til Sognepræst, dog saa, at han, førend Kaldsbrev udstedtes, skulde holde Prøveprædiken for sin tilkommende Menighed. Særeget Hensyn skulde tages til at Præstekald i Danmark i Regelen bleve besatte med indfødte Danske og ligesaa i Norge med indfødte Nordmænd, i begge Lande endog helst med Studiosi af den Provins, hvori Præstegjeldet var beliggende, «paa det de, som Menighederne skulde betjene, særdeles i Norge, desbedre kunne være vante til de besværlige Reiser, som falde mellem Kirkerne». Bispeexamen skulde fremdeles vedblive, dog saa, at den herefter skulde afholdes i overvær af tre til fire af stiftsstadens lærdeste Gejstlige. Biskopperne skulde strengt tilpligtes ikke at tage Foræringer af nogen Ordinand.
Da Forslagene, i hvilke dog Biskop Bornemann fordetmeste havde været uenig med sine Kolleger, forelagdes for Regjeringen, fandt de Bestemmelser, som vare foreslaaede om Embedsexamen, fuldkommen dennes Bifald og bleve ved Forordning af 1ste August 1707 ogsaa antagne af Kongen. Samtlige øvrige Forslag bleve derimod henlagte, og Kjøbenhavns Geistlighed opnaaede altsaa ligesaalidt dennegang, som tidligere, at se sin Yndlingstanke, et Konsistoriums Oprettelse, gjennemført. «Vi have (heder det i den kgl. Resol.) aldrig havt udi Tanker at indrette et consistorium ecelesiasticum, som udentvivl en og anden vidtløftighed vilde bringe tilveie». Ikkedestomindre maa Kommissionens Forslag ansees som ret mærkelige, og vi have derfor ikke betænkt os paa udførlig at gjengive dem her[65].
Af alle Oldenborgske Konger har Ingen, maaske Christian den Fjerde ene undtagen, omfattet de kirkelige Forhold med den Varme, som Christian den Sjette, og dette kom selvfølgelig ogsaa tilsyne i en levende Interesse for Præsteembedernes Besættelse. Kongens Brevvexling med sin Hofprædikant og Skriftefader, I. B. Bluhme, indeholder de bedste Beviser paa, hvor omhyggelig Christian selv overvejede ane Befordringsspørgsmaal inden Geistligheden[66]. Bluhme nød i denne Henseende uindskrænket Tillid, fordi han efter Kongens Mening «intet andet Øjemed havde med sine Anbefalinger, end Christi Riges Befordring»[67].
Christian den 6te oprettede ogsaa ved Forordning af 1ste Oktober 1737 et særeget Kollegium, det saakaldte General-Kirke-Inspektions-Kollegium, hvilket dog alene i Stifterens egen Regjeringstid blev af nogen virkelig Betydning og senere havde lidet eller intet at sige, indtil det endelig i 1793 ophævedes. Der foretoges ved oprettelsen af dette Kollegium ingen Indskrænkning i Kancelliets Myndighed som geistligt Regjeringsdepartement, og den nye, af Gejstlige og Mænd med fremherskende religiøs Interesse sammensatte Kirkeinspektion skulde kun som raadgivende staa ved Siden af det rent juridisk sammensatte Kancelli-Kollegium, et Forhold, der nødvendigvis maatte blive formløst, ubestemt og forvirret. Sjælen i Kollegiet blev Bluhme, som tilligemed hans Fætter Juristen og Historikeren Andreas Høier[68] og en Præst i Kjøbenhavn, Hviid, ganske beherskede det; ogsaa Biskop Peder Hersleb blev vel Medlem, men befandt sig stadig i Minoritet og kunde ligeoverfor Bluhme og hans Venner Intet udrette[69].
General-Kirkeinspektionen havde ventet at erholde Forslagsret til alle geistlige Embeder, ikke alene de kongelige, men endog til Patronatskald. Dette blev dog aldrig Tilfældet, thi Kancelliet vedblev stedse ene at behandle disse Sager. Af og til hændte det dog, at Kollegiets Betænkning blev æsket, navnlig naar det gjaldt de betydeligere Embeder, Hersleb, der stadig var misfornøiet med Bluhme og hans Venner, har senere meddelt en hel Fortegnelse over mislige Resultater af disse Kirkeinspektionens Embedsindstillinger. Og man maa give Biskoppen Ret i, at de Exempler, han har valgt, ikke vidne fordelagtigt om Kollegiets Virksomhed[70].
Overhoved synes det at være fuldkommen klart, at Christian den 6tes oprigtige Stræben efter at skaffe Kirken nidkjære Tjenere ofte forfeilede sin Hensigt paa Grund af den overdrevne Indflydelse, som hans pietistiske omgivelser udøvede over ham. Bluhme og hans Venner indbildte sig, som deres Aandsbeslægtede til alle Tider gjøre, at kunne kjende og gjennemskue Enhver, medens de i Virkeligheden bleve et Rov for Hyklere og Lykkesøgere. Der opstod en hel Klasse af Folk, som, for at bruge Herslebs ord, under «Helligheds Skin klagede for Bluhme over Præsternes Ugudelighed, fordømte alle Folk, blamerede Bisperne og andre Geistlige, bragte ham Rapporter, sandt og Usandt fra alle Stifter i begge Rigerne[71], hvilke han igjen som Sandheder forebragte for Kongen«. «En stor Del af disse«, vedbliver Hersleb, «bleve befordrede til de bedste Præstekald, og derved Andre opmuntrede til at lære lige Kunst«.
Christian den Sjette var den sidste af de dansk-norske Konger, der ofrede de kirkelige Anliggender særegen Opmærksomhed, thi den Religiøsitet, som under ham havde gjort sig gjældende baade i høie og lave Kredse, blev ikke af lang Varighed. Den afløstes allerede hos den næste Slægt med paafaldende Hurtighed af Fornuftchristendommens Kulde, og i den derpaa følgende Menneskealder kom Rationalismen til Magten.
Ret mærkelige ere de Forhandlinger, hvorigjennem der allerede under Frederik den Femte blev gjort et Forsøg paa gjennem formelige Bestemmelser at tillægge Candidaternes Dygtighed udenfor det theologiske Fag Betydning som Anbefaling til Præstekald. Studiet af Naturvidenskaberne begyndte nemlig i hine Dage for første Gang at blive Modestudium i Norden, en Bevægelse, der tildels udgik fra Sverige (Linnée), og som udøvede en ikke saa liden Indflydelse paa Norges Geistlighed[72].
Endog Erik Pontoppidan hendroges som Biskop i Bergen i den Grad af disse Studier, at han i Dedikationen til Grev J. L. Holstein af sin «Norges Naturlige Historie» (2 Dele. Kbhvn 1752–1754. 4) lod indflyde de Ord: „Sandelig, jeg ønskede med den fortræffelige Linnæo, at endog de af vore Studenter, som ikke just ville gjøre Profession af Lægekunsten eller noget deslige, men af Guds ords Randsagelse og Fremsættelse i et offentligt Lærerembede, anvendte endel af deres academiske Aar mere eller dog ligesaameget til physicam, som til metaphysicam og logicam at studere.» Grev Holstein,[73] Universitetets Patron, lod ikke dette vink upaaagtet og henvendte sig 1754 til flere medicinske og andre Professorer med den Forestilling, «at det var Kongens Villie, at de mathematiske og især physiske Videnskaber skulde være mere almindelige, og at man for Tiden ei fandt bedre Middel dertil, end, at endel af dem, som lægge sig efter Theologien, dels opmuntres, dels imponeres at lægge sig efter Physiken tillige».
Pontoppidan blev kort efter Prokantsler ved Universitetet (1755) og maatte nu arbeide paa at dæmpe den Iver, han selv i nogen Grad havde bidraget til at vække. De Professorer, til hvilke Holstein havde henvendt sig, havde nemlig med stor Begeistring grebet hans Forslag og ikke alene indstillet, at der maatte udsættes Præmier i Penge for de Theologer (og Jurister), som lagde sig efter Medicin, Physik o. s. v., men ligefrem udtalt, at disse endog burde befordres «ceteris paribus» fremfor Andre til geistlige (og juridiske) Embeder. En Kommission blev da nedsat, bestaaende af Theologerne Biskop L. Harboe og Nordmanden, Prof. Dr. P. Holm, samt de bekjendte Statsmænd og Lærde’ Luxdorph, Stampe og Hielmstierne. Theologerne protesterede og mente, at en Geistlig havde fuldkommen nok med sit eget Fag; til dem sluttede sig ogsaa Luxdorph, som fandt, at i slige Ting «vare Theologerne de eneste kompetente Dommere», medens derimod Stampe og Hielmstierne vare stemte for Projektet. Pontoppidan skulde nu som Prokantsler erklære sig, og hans votum blev overensstemmende med Harboes og Holms. Han fandt, «at om end den clausula: ceteris paribus stod hundrede Gange, vilde Balancen dog falde paa physicorum Side, hvilket unegtelig skulde drage farlige Følger efter sig for Kirken», og mente derhos, at Lærerne ved Latinskolerne[74], der gjentagne Gange havde faaet Tilsagn om Befordring, vilde forurettes. «Imidlertid«, fortsatte han, «var det godt, om uden saadan Deklaration undertiden en in physicis distingveret Candidatus Theologiae blev befordret til et godt Kald, hvilket strax vilde være et Signal, som opvakte Attention«. Resultatet blev da ogsaa, at ingen særlig Forordning om denne Sag udkom[75].
Heller ikke kom et andet Reformforslag, der fremkom i den Tid, da Erik Pontoppidan var Prokantsler ved Universitetet, og som ogsaa egentlig var udgaaet fra ham, til at fremkalde noget Resultat. Det var et Forsøg paa at faa tillagt Charaktererne ved den theologiske Embedsexamen en større og bestemtere Indflydelse ved Besættelsen af Præstekaldene. Vel var der siden 1707 anordnet en saakaldet «Distinction» af Candidaterne, men uden at den i Virkeligheden havde noget at betyde. Nu derimod (1756) foresloges, at Præstekaldene ligefrem skulde deles i to Klasser efter Indtægterne, saaledes at Candidater med non contemn. alene maatte søge Embeder af laveste Klasse. Ligeledes fremsattes Forslag om, at den ene Halvpart af ethvert Aars Vakancer skulde forbeholdes Hørere ved de lærde Skoler, den anden Halvpart personelle Kapellaner, Skibspræster, Katecheter eller «meget gamle meriterede Candidater, som ikke have havt Leilighed til at tjene Publikum». Ogsaa disse Planer fremkaldte Nedsættelsen af en Kommission, bestaaende af omtrent de samme Medlemmer, som den forrige. Man kom dog ikke til Enighed om Enkelthederne i det foreslaaede, noget kunstige System, og den hele Sag faldt saaledes bort[76].
I det Hele vedblev forøvrigt Fremgangsmaaden med Præstekalds Besættelse uforandret, om end enkelte Uregelmæssigheder af og til bleve rettede Saaledes kan særlig mærkes, at der gjentagne Gange udgik Forbud mod den ovenfor omtalte Uskik, at søge Expectance eller «Survivance« paa bestemte Kald, hvilket havde fundet Sted meget hyppigt og jævnlig med heldigt Udfald for Ansøgere med gode Patroner. Allerede ved Forordn. af 20de Februar 1717 var befalet, at Expectance for Eftertiden ikke maatte forundes Nogen, men at Enhver skulde bie’ indtil Kaldet maatte blive ledigt. Dette Forbud gik imidlertid i den Grad i Glemmebogen, at der senere endog i en kongelig Kabinetsordre af 4de December 1770 førtes Klager derover. Det blev ved denne Kabinetsordre indskjærpet, at naar saadanne Embeder, hvortil der var givet deslige kongelige Tilsagn, bleve ledige, skulde Vedkommende dog ikke kunne tiltræde dem uden speciel kongelig Resolution. «Siden den Tid har man kun meget sjelden mærket, at der er blevet givet Expectance paa kongelige Præstekald, oftest har det Høieste kun været et kongeligt Løfte enten i Almindelighed eller ved et vist bestemt Kald at komme i Betragtning, naar det findes ledigt»[77].
Præsters Forflyttelse fra et Kald til et andet, som i Menighedsvalgets Tidsrum kun undtagelsesvis fandt Sted, blev efterhaanden hyppigere og hyppigere, efterat Kongen havde forbeholdt sig selv Kaldsretten. Undertiden indtraf, og det indtil Adskillelsen fra Danmark, Exempler paa, at Sognepræster enedes om at bytte Embeder, og at Tilladelse dertil meddeltes[78].
Antallet af theologiske Candidater var i Almindelighed meget stort[79], og Universitetet var endnu en rum Tid efter Enevoldsmagtens Indførelse nærmest at betragte som en Præsteskole. Først 1736 oprettedes en juridisk Examen, og længe efter den Tid vedblev man ikke sjelden at bortgive juridiske Embeder til Ustuderede. For Læger var der ikke mange Pladse, og de medicinske Studerendes Antal blev altsaa lidet. De allerfleste Studenters Maal blev derfor fremdeles Tjeneste i Kirken ener Skolen, og som Følge heraf maatte Efterspørgselen efter Præstekald blive meget stærk[80]. Mangen examineret Theolog drev det aldrig videre end til at blive Klokker, og ikke sjelden tør der blandt dem, som ikke opnaaede geistlig Stilling, have skjult sig meget velstuderede og hæderlige Candidater. Thi faste og holdbare Principer for Befordring have neppe nogensinde, ialfald ikke førend henimod Slutningen af Perioden, da Hensyn til Ancienniteten begyndte at blive gjældende som Hovednorm, været befulgte af Kancelliet. Ansættelse som personel Kapellan, hvilken beroede paa Slægtskabsforbindelser eller anden Konnexion med det ældre Præsteskab, maatte ansees for et Held, da derigjennem altid, omend sent, var en Befordring til Sognekald at haabe. En bekjendt Følge af Befordringsreglernes Usikkerhed og Ansøgernes Mængde var den Mislighed, at Ansøgere, navnlig personelle Kapellaner, ofte endog for længere Tid, ja for hele Aar forlode Hus og Hjem og med Kone og Børn droge til Kjøbenhavn for at «sollicitere«, det vil sige, overhænge Kancellipræsidenten, Ministrene og Kongehuset selv med Bønner og Suplikker om ledige Embeder[81].
Ved Universitetsfundatsen af 7de Mai 1788 afskaffedes den gamle Skik, at Candidaten kunde «læse til« en bestemt Character, og ved at nøie sig med en ringere saadan fritoges for en stor Del af Pensum[82].
I den katholske Tid havde, hos os fornemmelig i Nidaros Erkestift, Domcapitlets Medlemmer ofte tillige været Sognepræster til de største af stiftets Landsmenigheder. I Erkestiftet gaves hele 24 saadanne<ref follow="p72">de publiqve skolers Hjelp formere Studenteres Tal, og, naar de ere komne saavidt, maa de søge deres Brød paa samme Maade, som deres Læremester. Naar de endelig i deres Fattigdom faa listet sig gjennem Examina, ere udslæbte af det fortrædelige Skolearbeide og begynde at blive til Alders, komme de til Kjøbenhavn for at søge om et Embede. De ligge der i mange Aar paa Løfter og sætte deres egne faa Penge til og Andres med. Og da de rige og muntre unge Mennesker ansee de theologiske Embeder og andre Kirketjenester, som Klokker- og Degne-Embeder, for alvorlige eller nedrige for sig, lægge de sig paa Moden efter Jura eller tragte efter Krigsstanden, overlader altsaa til de Fattige at være Theologer, og disse ere da af alleslags Stænder, følgelig af forskjellig Education, Lærdom og Opførsel, hvoraf Følgerne ere altfor tydelige og beklagelige« (Chr. Intelligentssedler, ved 1765). «Kannikegjeld«[83], som saaledes i Regelen bestyredes af Leiepræster eller Kapellaner, idet Kannikerne selv fordetmeste havde stadigt Ophold i Throndhjem, skjønt det vistnok ogsaa hændte, at de foretrak at bo paa Landet og da holdt sine Vikarier ved Capitlet.
Dette Forhold blev efter Reformationen for Throndhjems Stifts Vedkommende en Tid uforandret. I den anden lutherske Biskops, Mag. Hans Gaas’s, Tid kom vel en Del af Kaldene fra Capitlet, men ved et Kongebrev af 1578 bestemtes, at disse, eftersom de bleve ledige, atter skulde falde tilbage til dette. Store Misligheder gik imidlertid i Svang; de med Capitelsgjeld «forlenede« Geistlige «tilbragte sin Tid i Ørkesløshed» i Throndhjem o. s. v. Det fastsattes da i 1601, at Indehaverne af saadanne Kald herefter som andre Sognepræster skulde «residere» hos Bønderne, men svare en aarlig Afgift til de syv egentlige Kanniker i Throndhjem til disses Residentsers vedligeholdelse, bestaaende af 1 Mark dansk af hvert Spand Landskyld og en Tiendedel af Tienden.
Hermed var imidlertid ikke Spørgsmaalet om Kaldsretten til disse Sognekald afgjort. Hidtil havde Domcapitlet udøvet Patronatsret til dem, men efterhaanden begyndte Almuen ogsaa her at forlange den samme Ret til at vælge sine Præster, som andre Menigheder besade. I Veø forefaldt saaledes i 1609 en Valgstrid; Almuen kaarede en Hr. Zakarias Holk, men Capitlet vilde have en Anden for at kunne paalægge denne en yderligere Afgift. Kongen afgjorde Sagen til Almuens Fordel.
Endelig bleve omtrent 1620 Forholdene ordnede saaledes, at Capitlet frafaldt Patronatsret til de 17 Kald blandt de 24, dog saa, at Sognepræsterne i disse fremdeles skulde svare en (nedsat) Afgift. Derimod skulde følgende Kald være Præbendekald:
1) Throndenæs (14 Kirker og Kapeller med 9 Præster, henlagt til Decanus Capituli (ɔ: efter Reformationen Biskopen).
2) Vesteraalen (ɔ: Bø, Hadsel og Øksnæs, 10 Kirker) til Archidiaconus, hvis Præbende fra Christian den Fjerdes Tid gjerne var overdraget til Adelsmænd.
3) Tromsø (fra 1638 i dets Sted Stod) til Domkirkens Sognepræst.
4) Buksnæs til Domkirkens residerende Kapellan.
5) Inderøen til Sognepræsten for Frue Kirke.
6) Herø paa Søndmøre til samme Kirkes residerende Kapellan.
7) Verdalen til Lector theologiae i Throndhjem.
Hertil kom:
8) Frosten til Throndhjems Hospitalspræst, som ikke var Kannik.
9) Strinden, som fra gammel Tid af var henlagt til Biskoppen og bestyredes af en personel Kapellan.
10) Lødingen (ɔ: Lødingen, Ofoten og Vaagen), som ogsaa var henlagt til Biskoppen[84].
Til disse Embeder vare Bispen og Kannikerne Sognepræster; de forrettende Sognepræster hedte «residerende Pastorer« eller Vicepastorer, og under dem igjen sorterede faste Kapellaner, der, som senere skal erfares, i Virkeligheden forrettede som Sognepræster til visse Sogne.
Indtil Souverainitetens Indførelse kaldte Beneficiarierne i Throndhjem selv Vicepastorer og Kapellaner til sine Præbendekald; senere forbeholdt dog Kongen sig at udnævne Vicepastorer.
Peder Dass skildrer i sin «Nordlands Trompet« Forholdet mellem de nominelle Sognepræster og de «residerende Pastorer» i Nordland i følgende Rim:
«Nu maatte man spørge, hvor kommer det sig,
At geistlige Renter er skiftet ulig,
Pastores opbærer det meste,
Thi dennem er alleslags Tiender forundt.
Men det falder ikke Halvparten saa rundt
For Vicepastorer de fleste.
Formedelst slig Deling af Renter og Gods
Indsniger sig tidt en Fortrydelse hos,
At Brødrene leve ukjær1ig,
Fordi saa Pastorer er Tiender beskj ært,
Derover saa se Kapellanerne tvert,
Som Mars i forstyrrede Veirlig.
De lader sig ogsaa forlyde vel tidt,
At Andre bortsnapper al deres Profit,
Maa slæbe for fremmed Indtægter;
De sige, det er deres Arbeid og Sved,
Mens Andres Tænder forlækres derved
– – – – – – – – – – – –
– – – – – – – – – – – –
Men synes det de Residerende saa,
At deres Indtægter kun lidet forslaa,
Saa stige de af for en Anden
Og give brødløse Studentere Rum,
Der skulle vel hundrede beile derom
Ja bøie til Jorden med Panden«.
Ogsaa i Rigets andre Stifter fandtes enkelte Præstegjeld, der vare henlagte under Bispestolen, Stiftsstadens theologiske Lektorat o. s. v.
Saaledes var i Bergens Stift Fane Sognekald underlagt Lektoratet og Hammers Sognekald Rektoratet ved den lærde Skole. De bestyredes altsaa ved Vicepastorer. En Rektor (Arnold de Fine, bekjendt som Historiker og siden Bisp i Throndhjem) lod sig ordinere for tillige selv at forrette i Hammer, men derimod gjorde Biskoppen og Lehnsherren Indsigelse. Ved Reskr. af 4de Juni 1663 befaledes Hammer adskilt fra Rektoratet, men blev senere atter forenet dermed indtil 1749, da det blev eget Kald, dog mod en fastsat Pengeafgift til Rektor.
I Christianssands (Stavangers) Stift var Øiestad Kald i endel Aar Præbendekald under Biskoppen Dr. Tausan, som i 1671 ved Christian den Femtes Kroning havde faaet Lov til at udbede sig en Naade og da bad om dette Embede mod at lade det bestyre ved en Vicepastor. Dette Forhold bortfaldt ved Tausans Død[85]. Ogsaa Strands Sognekald var en Tid, uvist hvorlænge, henlagt under Christianssands Biskop[86]. Tveds Kald var forenet med det theologiske Lektorat, dog saa, at Lektor her synes selv at have bestyret sit Præbendekald.
I Christian den Sjettes Tid bestemtes ved Reskr. af 1ste April 1740, at Præbendekald, eftersom de bleve ledige, skulde inddrages og herefter besættes med selvstændige Sognepræster, «da Kongen er kommen i Erfaring, at En og Anden af Geistligheden er beneficeret med Præstekald paa Landet, til hvilke de for veiens Længde aldrig kunne se eller komme til, men tage Indkomsterne uden at have det ringeste med Embedet at gjøre, som maa forrettes af hvert Steds Vicepastor eller residerende Kapellan, hvilket, som synes at være en Levning af Pavedømmet og dets Prælaturer og Canonicater, eragtes at være ubilligt, idet at En skal tage Indkomsterne og en Anden gjøre alt Arbeide, at En skal gjøre Alt, hvad Pastor tilkommer, og maa dog ikke hedde Pastor, der foraarsager stedse Strid og Jalousi, foruden at Embedet maa gjøres med Suk, Menigheden fortryde paa, at give deres Rettighed til den, som de aldrig se, og se den Præst, som arbeider paa deres Sjæle, at lide Mangel«.
Som Følge af dette Kongebud forsvandt efterhaanden Præbendekaldene i Norge og omdannedes til «frie« Kald. Throndenæs var allerede blevet frigjort 1731; Frosten og Buksnæs bleve det 1740, Værdalen 1743, Herø 1747, Inderøen 1765, Stod 1771 o. s. v. Kun Strinden vedblev ligetil 1842, da Biskop P. O. Bugge tog Afsked, at være et geistligt Underbrug. Kun enkelte Gange havde efter Christian den Sjettes Tid undtagelsesvis et Par Sognekald paa gammeldags Vis været henlagte under Uvedkommende, saasom f. Ex. Enebak, der i Aarene 1806 indtil Biskop Bechs Død 1822, var underlagt Christiania Bispestol, og Tved, hvis faste Indtægter efter Lektoratets Ophævelse en Tid anvendtes som Lønsforbedring for Generalinspektionens Sekretær.
Som allerede ovenfor leilighedsvis bemærket, forekom Privates, navnlig Adeliges jus patronatus til geistlige Embeder meget hyppig i Danmark, temmelig sjelden derimod i Norge. Heller ikke kjendes for vort Lands Vedkommende Exempler paa den Simoni fra Patronernes Side, hvorover i Danmark saa ofte og saa bittert klagedes, og som der jævnlig foranledigede Undersøgelser og nødvendiggjorde forskjellige Forholdsregler fra Regjeringens Side.
Før Souverainitetens Indførelse kjender jeg kun to Spor til Adelsmænds Kaldsret i Norge, nemlig at den bekjendte Peder Iversen (Jernskjæg) til Fritsø sees at have kaldet Sognepræster til Stokke og til Hedrum, i hvilke Præstegjeld han besad Sædegaarde[87] samt at Hannibal Sehested i 1649 erholdt Patronatsret til adskillige Præstegjeld[88], hvad der dog ikke blev af nogen videre Betydning, da denne Mand i 1651 atter maatte opgive denne Ret, ligesom sine øvrige Rettigheder i Norge. Kirkeordinantsen af 1607 omtaler vistnok Adelige («Riddermænds-Mænd«) som Kirkepatroner, men udenat man kjender flere bestemte Exempler paa Indehavere af saadan Ret. En anden Sag var det, at Adelsmænd ganske vist i Gjerningen have havt stor og afgjørende Indflydelse paa Menighedsvalgenes Udfald i de Præstegjeld, hvor de vare bosatte. Saadant nævnes f. Ex. udtrykkelig for Onsø Præstegjelds Vedkommende, hvor Jens Bjelke hyppig opholdt sig[89]. Enkelte Adelsmænd lode ordinere egne «Hofprædikanter« eller Gaardspræster, saaledes den nysnævnte Peder Iversen paa Fritsø og Hartvig Huitfeldt (1629)[90].
Efter 1660 kjendes følgende Exempler paa privat Kaldsret:
a) I Jarlsbergs Grevskab for Præstegjeldene inden dettes Grænser. Under en af Grevernes Umyndighed forbeholdt Kongen sig selv midlertidig Kaldsretten (Reskr. 14de Nov. 1738). Ifølge kgl. Tilladelse af 6te Febr. 1750 solgte Greven nogle Sognekirker, men forbeholdt sig Patronatsretten til dem.
b) I Laurvigs Grevskab paa samme Maade, som i Jarlsbergs. Ved Grevskabets Salg 1805 vedblev Greven at være Kirkeeier og Kirkepatron, sandsynligvis indtil 1814.
c) Til Kvindherreds Sognekald havde Baroniet Rosendals Besidder Kaldsret.
d) Til Gjerpens Kald fik Cort Adeler Kaldsret 1673. Hans Familie beholdt den til 1735, hvorpaa den tilligemed Kirken gik over til Eierne af Fossums Jernværk.
e) Til Skjebergs Kald fik Eierinden af Hafslund Kaldsret 1752; den fulgte senere Gaarden.
f) Gjerdrums Sognekald paa Romerike besattes omtrent i 100 Aar indtil 1797 af private Patroner[91].
Da Frederik den Fjerde solgte de norske Kirker, toges udtrykkelig Forbehold om, at Kaldsret ikke var indbefattet i Kjøbet.
I 1690 fastsattes, at Patronens Kaldsbrev skulde bekræftes af Kongen. I 1809 gik Kaldsretten over til Forslagsret, og ved Adelsloven af 1821 sattes endelig Patronatskaldene ganske paa lige Fod med Landets øvrige geistlige Embeder.
Kapellaniernes Oprindelse er ogsaa hos os ældre end den lutherske Reformation. I deres Historie efter denne er 1742 Mærkeaaret, thi i dette Aar fastsattes og ordnedes ved Reskriptet af 2den Marts den endnu raadende Forskjel mellem residerende og personelle Kapellaner. Tidligere havde adskillig Uklarhed fundet Sted i dette Forhold hvilket tildels endog havde været forskjelligt i de enkelte Stifter.
Ved Kirkerne i Stiftsstæderne vare saaledes gjerne fra gammel Tid af ansatte Diaconi eller residerende Kapellaner, der stundom (idetmindste ved Domkirken og Frue Kirke i Throndhjem) endog vare Medlemmer af Domkapitlet og kaldtes paa samme Maade som Sognepræsterne.
Paa Landet, navnlig i Throndhjems, tildels ogsaa i Akershus Stift, gaves derhos en stor Del Kald, i hvilke et eller flere Annexer laa saa langt borte fra Hovedkirken, at Sognepræsten ei let kunde besøge dem. Her vare da ansatte «Residenter» eller Kapellaner, der besørgede alle Forretninger i disse Annexer, men aldeles Intet havde med de øvrige Sogne at bestille, og hvis Stilling minder stærkt om de i et foregaaende Afsnit omtalte residerende Pastorer eller Vicepastorer, der bestyrede Præbendekald. Stundom finder man dem ogsaa ligefrem kaldte Vicepastorer. For Throndhjems Stifts Vedkommende var det udtrykkelig fastsat ved den saakaldte «Reformats« af 1589[92], i hvilke Kald saadanne Residenter skulde findes; stundom kunde der forresten under en Sognepræst sortere to saadanne[93].
Disse Residenter kaldtes af Sognepræsterne selv og nøde en i Reformatsen bestemt Løn, der omtrent svarede til Vicepastorernes i Præbendekaldene, idet sognepræsten nød de faste, Residenten de uvisse Indtægter[94]. Naar et saadant residerende Kapellani var ledigt, lod dog Sognepræsten den, han ønskede til Tjenesten, holde Prøveprædiken for Menigheden, som en Art Præsentation for denne. Derpaa sendtes Vedkommende, om han ikke var ordineret, til Superintendenten for at underkaste sig Bispeexamen og modtage Ordination. I det Kaldsbrev, Sognepræsten udstedte til sin Resident[95], lovede han denne ikke at «forstøde ham i dyr Tid», medens Kapellanen forpligtede sig til i sit Sogn eller sine Sogne «ikke at drage Bøndernes Hjerter eller Sognepræstens Rettigheder fra denne«, derhos «uden al Modsigelse at komme Sognepræsten i andre Kaldsbestillinger tilhjelp«, om det forlangtes, samt endelig «in summa sig som en Søn imod sin Fader i alle Maader at forholde«. Det faktiske Forhold med saadanne Kapellanier var dog vistnok dette, at Kapellanen lod Sognepræsten opkræve Landskyld og Tiende og forøvrigt Lidet havde med ham at gjøre.
Dernæst komme vi til «Huskapellanerne«, de egentlige Kapellaner pro persona, der antoges til at udføre Sognepræstens egen Forretninger, om han var sygelig eller af anden Grund behøvede Hjælp. Endskjønt den norske Kirkeordinants af 1607 strengt forbyder «en Sognepræst, der er ung og karsk«, at holde Kapellan «for at skyde Arbeidet af sig paa en anden fattig Mand, hvilken han kan give en ringe Ting for al Tjenesten og Umagen», for «selv at leve i Ørkesløshed og vellyst og dog optage al Renten«, og skjønt sammesteds var paabudt, at «vidt begrebne» Kald, hvor Annexerne vare mange, skulde deles, vedblev dog og det med god Grund den gamle Skik, at Sognepræsterne i store Kald stadig, uanseet deres Alder, holdt sine Huskapellaner. Ogsaa disse kaldtes af Sognepræsten selv og præsenteredes for Menigheden forinden Ordinationen. Deres Løn var derimod i ældre Tid indtil Christian den Femtes Lov ikke fast bestemt, beroede altsaa paa Overenskomst. Det Sædvanlige var, at den personelle Kapellan var ugift og som «Hus-Kapellan« boede hos sin Sognepræst og fik foruden frit Ophold en liden Løn, almindeligvis 12 Rigsdaler og en Støvlehud om Aaret; hertil kom dog vistnok snart en Offerdag af Menigheden. Kapellanen forpligtedes ved Ansættelsen til at afholde sig fra «al Modvillighed mod Sognepræstens Husgesinde« samt lovede ikke enden dennes Vidende at gifte sig ind i hans Hus og Brod, men holde sig tugtelig udi Enlighed, til Gud hannem et andet Stykke Brød beskjærer«[96]. Ordinantsen af 1607 indeholder en Bestemmelse til Huskapellaners Beskyttelse, der er ret charakteristisk for Datidens Forhold. Det heder nemlig her: «Den Letfærdighed maa heller ikke tilstedes, som somme hertil brugt haver, at naar det er dyr Tid, da give de deres fattige Kapellaner Forlov og faa dennem Høkragen i Munden, saa vorder først Vi (Kongen) og Superintendenten dermed besværede, thi først vil denne Forlovede vorde igjen forsørget, dernæst naar bedre Tid vorder, kommer den Anden igjen og begjærer Capellan; derfor ville vi dermed saa holdet have, at hvo som haver Capellan i den gode Tid, skal beholde og føde hannem i den dyre Tid eller siden miste Capellan.»
I Christian den Sjettes Tid blev, som ovenfor antydet, Reformer gjennemførte ogsaa i disse Forhold. Reskriptet af 2den Marts 1742 anordnede dels, at saadanne Sogns, der hidtil vare betjente af «Residenter«, nu skulde gaa over til særegne Sognekald, dels fastsattes.l at i de Kald, hvori der efter Bispernes Erklæring fra Arilds Tid stedse havde været personelle Kapellaner, skulde disse Kapellaner herefter kaldes residerende Kapellaner. Disse Embedsmænd, som altsaa skulde virke i de samme Sogne, som sognepræsten selv, skulde herefter kaldes af Kongen eller af Patronen, hvor en saadan gaves, ikke, som hidtil, af Sognepræsten. For hvert Kald fastsattes særskilt den aarlige Løn, den residerende Kapellan skulde nyde af Sognekaldet,
I Akershus Stift berørtes 39 Kald af dette Reskript, idet de enten befaledes delte eller forsynede med residerende istedetfor personel Kapellan, i Christianssands Stift 10 Kald, i Bergens 14, i Throndhjems 5. I det sidstnævnte Stift havde allerede kort i Forveien mange Delinger fundet Sted.
Sognepræsterne vare mangesteds misfornøiede med denne nye Orden, thi naar de bleve gamle og svagelige, kunde de ikke benytte den mere selvstændig stillede Kapellan som sin personlige Medhjælper; de maatte da desforuden holde sig en Huskapellan; hvor der før høist havde været to, blev der paa den Maade jævnlig tre Præster. Det ansaaes derfor som et stort Held, naar man kunde blive «befriet« for residerende Kapellan, og Ansøgninger herom forekomme ei sjelden. De indvilgedes stundom ogsaa for visse Tidsrum, navnlig naar en Sognepræst havde taget Afsked og Eftermanden klagede over, at han ei paa een Gang kunde svare Pension til denne og Løn til den residerende Kapellan. Heller ikke var Sognepræsten altid fornøiet med, at en Gaard af Mensalgodset skulde afgives bygselfrit til Kapellanen.
Omtrent ved Aarhundredskiftet, da Rationalismen gjorde sin Indflydelse stærkt gjældende, inddroges igjen flere residerende Kapellanier, da man troede at gavne «Oplysningen« mere ved at lade disses Løn gaa ind i Skolekassen. Fordetmeste ere Kapellanierne i vor Tid atter gjenoptagne, hvor Kaldene ikke ere blevne delte.
Med Hensyn til de personelle Kapellaner søgte Forordn. af 9de Jan. 17 28 samt Reskripterne af i 23de Dec. 1729 og lode April 1745 at raade Bod paa flere med Hensyn til dem herskende Misligheder. Der klagedes dels over, at Sognepræsterne lønnede dem altfor slet, dels over, at Kapellanen kun antog Tjenesten for kort efter at forlade den og begive sig til Kjøbenhavn som Sollicitant, «ligesom den geistlige Dragt kunde gjøre ham dertil fremfor Andre meriteret«. Ved Forordn. af 17 28 fastsattes nu, at Sognepræsten skulde give sin personelle Kapellan en Sjettedel af Tienden og en Fjerdedel af Accidentserne, hvorimod Kapellanen skulde blive staaende i syv Aar. Reskriptet af 1745 bestemte, at Sognepræsten ikke, som hidtil, selv skulde kalde Kapellanen, men foreslaa idetmindste to Kandidater, da man var kommen til Kundskab om, at Sognepræsten misbrugte den lette Adgang, der formedelst Kandidaternes Mængde stod ham aaben til at faa Kapellan paa altfor ringe Vilkaar, og derfor lod Kapellanen indgaa paa hemmelige Akkorder (f. Ex. om Giftermaal med en af Husets Døtre) o. desl. Vist er det, at Bestemmelserne om Kapellanens Andel i Tienden og Accidentserne kun kom til at staa paa Papiret[97].
Foruden Sognepræster og Kapellaner have ogsaa til enkelte Tider eller paa enkelt Sted andre Arter af Præster forekommet. Saaledes naturligvis især i Krigstider Feltpræster og Skibspræster. Feltpræster, der fornemmelig under den store nordiske Krig ogsaa inden Norges Grænser ansattes i temmelig stort Antal, beskikkedes af Kongen efter Forslag af en Biskop, i Almindelighed vistnok Sjællands, dog stundom ogsaa efter andre Bispers, saaledes i 1716 efter Indstilling af Biskop Deichmann i Christiania[98].
Den i Frederik den Fjerdes Dage begyndende Missions-Virksomhed i Finmarken, Grønland og Ostindien nødvendiggjorde en ny Klasse Geistlige, Missionærer, der dels synes at have været ordinerede, dels ikke. De ansattes udentvivl oftest foreløbig af Missionens Ledere, saaledes i Finmarken af Thomas v. Westen og senere af Bisperne, og fik senere kongelig Bekræftelse, ifald de skulde ordineres. I de første Aar af vort Aarhundrede forekomme i Finmarken saakaldte «ordinerede Lærere« istedetfor Missionærer[99].
Omtrent samtidig med Konfirmationens Indførelse ansattes endel Katecheter, der vel udnævntes af Kongen, men ikke fik geistlig Ordination. De skulde aflægge Embedsed for Biskoppen, indsættes offentlig fra Prædikestolen og have sorte Klæder med Kappe (saakaldet smal Studenterkappe) og en liden Krave (Bladkrave). Her i Norge ansattes vistnok kun faa saadanne Katecheter. Christiania og Drammen fik c. 1740 hver en Katechet, men paa det sidste Sted bortfaldt Embedet allerede ved første Ledighed. I Throndhjem ansattes Katecheter ved de to Hovedkirker[100].
Allerede før Christian den Sjettes Tid havde der dog været ansatte enkelte uordinerede Geistlige, der i Meget minde om Katecheterne, især om Nutidens. Saaledes gaves allerede i det syttende Aarhundrede saavel paa Bragernæs som paa Strømsø i Drammen «Aftensangs-Prædikanter«, som tillige vare «Rektorer« ved de smaa Skoler, som fandtes i disse dengang adskilte Byer. Disse kaldtes af Biskoppen[101].
Degne eller Klokkere kaldtes indtil Enevældens Indførelse paa samme Maade, som Sognepræsterne, altsaa dels af Patronerne, hvor saadanne gaves, dels (i Norge altsaa saagodtsom stedse) af Almuen, som efter den norske Ordinants skulde opnævne sex Valgmænd, der med Sognepræsten som Formand udkaarede Degn. Men mangesteds[102] vilde Almuen ikke give Noget til Degnens Underholdning, og i heldigste Tilfælde ydede de ham saa Lidet, at man til Degne maatte nøie sig med aldeles udarmede Subjekter[103] Senere, da Menighedsvalget bortfaldt, overgik Beskikkelsen af Degne til Biskoppen. De skulde ifølge N. L. 2–15–1 egentlig altid være Studenter, og i det attende Aarhundrede besattes virkelig Klokkerposterne i Byerne og i de rigeste østlandske Landsbygder meget hyppig med akademiske Borgere. I Bergens Stift havde Præsterne henimod Midten af forrige Aarhundrede paa flere Steder taget sig den Frihed, at lade Degneposterne staa ubesatte og selv tage Indtægterne mod at lade en Bonde forrette i Chordøren, et Uvæsen, som hævedes af Erik Pontoppidan.
Medhjælper-Institutionen hidrører, som allerede i et tidligere Afsnit bemærket, fra 1629, og Medhjælperne bleve lige fra Begyndelsen af beskikkede af Lehnsherren og Biskoppen. Det er ellers mærkeligt, i hvor ringe Grad disse blandt Almuens egen Midte udvalgte Bestillingsmænd have – idetmindste i Begyndelsen – formaaet at vinde Tillid og Agtelse. Det viser sig nemlig, at man i den Grad var misfornøiet med dem, at der under Stændermødet i 1643 fremkom et Forslag, der tiltraadtes af Statholderen, om, at den hele Institution skulde ophæves. «Og efterdi de Medhjælpere ikkun graverer Almuen med Beskatning og Andet, bør de at afskaffes og tilholdes at gjøre rigtig Regnskab for, hvis de til des i Afsoning oppebaaret haver«. Formodentlig have altsaa Medhjælperne ved Trusler om at anmelde alskens Smaaforseelser misbrugt sin Stilling til at udsuge Almuen[104].
De lærde Skolers Rektorer, Konrektorer og Hørere samt Lectores theologiae i Stiftsstæderne[105] henregnedes fordum til Geistligheden. Der kunde derfor Intet være til Hinder for her at sammenstille Lovbestemmelser og andre Kilder til Kundskab om disse Embedsmænds Beskikkelsesmaade. Naar jeg alligevel undlader dette, sker det, fordi disse Embeder, forsaavidt de fremdeles bestaa, forlængst have ophørt at staa i det nære Forhold til Kirken og dens Tjenere, som tidligere.
Norges Overgang til selvstændig Stat medførte ingen væsentlig Forandring i de her behandlede Forholde. Retten til at udnævne Embedsmænd, altsaa ogsaa geistlige, vedblev efter Grundloven at tilhøre Kongen, og foregaar i Statsraad efter Indstilling af Departementet for Kirke- og Undervisningsvæsenet, der saaledes har afløst det danske Cancelli.[106]
Allerede før Adskillelsen havde imidlertid Norge ved Universitetets Oprettelse faaet en vis Udsigt til en større kirkelig Selvstændighed, da det maatte antages, at Rigets fleste Præster herefter vilde blive uddannede i Christiania, selv om Foreningen med Danmark ikke var bleven hævet.[107] Theologisk Embedsexamen blev første Gang afholdt ved det nye Universitet den 28de April 1815.[108] Da imidlertid Antallet af theologiske Candidater længe var ringe, og havde været det ogsaa ved det danske Universitet i Krigsaarene, savnedes der i flere Aar Ansøgere til knapt aflagte eller besværlige og afsidesliggende Kald. Dette var fornemmelig Tilfældet i det i 1803 oprettede «Nordlands og Finmarkens Bispedømme« (siden 1845 «Tromsø Stift«[109]) og det var endog paatænkt midlertidig at indrette en theologisk Prøve for Ustuderede, der skulde aabne Adgang til Ansættelse i hine Egne. Efterhaanden tiltog imidlertid Candidaternes Tal og omtrent ved 1830 var alle Embeder besatte. Der indtraadte nu, efterat en overveiende Del af Landets Embeder vare besatte med unge Mænd, en temmelig lang Periode, i hvilken Adgang til geistlig Befordring var meget vanskelig, og Candidaterne først efter mange Aars Tjeneste ved skoler eller som personelle Capellaner kunde opnaa selvstændige Stillinger[110].
Den egentlige theologiske Embedsprøve har ingen væsentlig Forandring undergaaet. Derimod har den praktiske Prøve faaet en ny Skikkelse ved Oprettelsen af et Seminarium ifølge Lov af 16de Juni 1848[111].
Ved Adelsloven af 1ste August 1821 bortfaldt de sidste Rester af Privates jus patronatus til norske Præsteembeder.
Bispestolenes Besættelse havde i Tiden efter 1814 undertiden medført Vanskeligheder[112]. Efterat Kirkedepartementets daværende Chef i 1840 havde været i megen Tvivl om, hvem han bedst burde indstille til at blive Biskop i Christiansand, indgik han derfor under 16de Febr. 1841 med Forestilling om, at Geistligheden herefter skulde erholde Adgang til at foreslaa Candidater til ledige Bispeembeder. Departementets Forslag, der tildels var affattet med de bestaaende svenske Forhold for Øie, gik ud paa, at sognepræster og residerende Capellaner i det Stift, hvori Ledigheden fandt Sted, skulde opfordres til at nævne tre Personer. Forslaget tiltraadtes af den kongelige norske Regjering, men myntes i Stockholm at vække Betænkeligheder.» Der hengik derfor længere Tid, inden Resolution afgaves, og da dette skeede under 28de Mai s. A., bestemtes, at Stemmegivningen paa de tre Personer skulde foretages ikke af vedkommende Stifts Geistlighed, men af «Rigets samtlige tjenstforrettende Provster«[113]. Denne Resolution, der første Gang kom til Anvendelse ved Throndhjems Bispestols Ledighed 1842, har senere modtaget et Tillæg ved kgl. Resol. af 12te Juli 1848, der bestemmer, at ikke alene Rigets Provster, men ogsaa Universitetets theologiske Professorer og Biskopperne skulle afgive saadanne Vota, ligesom det, hvad de sidste angaar, fastsattes, «at naar samtlige Erklæringer fra Provsterne ere indkomne til Kirkedepartementet, skal der fra dette meddeles enhver Biskop, forsaavidt Tiden maatte tillade det, en Beretning om, hvilke Personer, der af Provsterne ere nævnte, for at Biskopperne kunne afgive deres efter Omstændighederne nærmere motiverede Forslag i Sagen»[114].
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ H. Rørdam, Bispevalget i den danske Kirke fra Reformationen indtil Enevælden. (Nye kirkehistoriske Saml. IV, 66–116.)
- ↑ Hans Discipel og Fostersøn Mag. Absalon Pederssøn fortæller, som bekjendt, (Norske Samll. 8vo I, 9) at Geble indviedes af Bugenhagen sammen med de syv første danske Superintendenter. Dette bliver imidlertid yderst tvivlsomt, da det ikke omtales i de danske Kilder, navnlig ikke i de authentiske Actstykker, der indeholdes i B. Münters Symbolae ad illustrandam Bugenhagii in Dania commorationem, Diss. inaug. 1836.) Mag. Absalons udførlige Fortælling derom og en af ham meddelt interessant Anekdote, (at Geble, der som Adelsmand og Prælat rimeligvis har befundet sig i gode Kaar, betænkte Bugenhagen med en Gave af Sølvtøi, medens de borgerlige danske Superintendenter Intet ydede, og at den wittenbergske Doctor i den Anledning bemærkede: Nonne decem mundati sunt, et nemo reversus est, nisi hic alienigena?), kan vel hellerikke ligefrem forkastes. Sandsynligvis er da Geble virkelig bleven indviet af Bugenhagen, men ikke samtidig med de danske superintendenter og ventelig noget senere. Hvad Geble angaar, er forøvrigt den sædvanlige Mening, at han allerede tidlig var Reformationen hengiven, neppe rigtig. Han ansaa endnu 1531 Protestanterne for Kjættere (Dipl. Norv. VIII, S. 667) og var 1535 Erkebispens Candidat til Bergens Bispestol (ibid. VI, 76).
- ↑ Dipl. Norv. I, S. 796. Cfr. Brev fra P. Hansen af 15de (22de?) Juli 1539, Langeb. Dipl. i Geh. Arch.
- ↑ Johannis Reff resignatio episcopatus Osloensis in manus Christiani regis et consensus in recessum de regimine episcoporum abolendo. (Langeb. Dipl.).
- ↑ Brev fra Christian III til Peder Hansen af 5te April 1538. (Langeb. Dipl.) Der tales her bl. A. om Hans Reffs Foranstaltninger med Hensyn til Skolen og hans Residents paa Bispegaarden, hvorved Kongen befaler Peder Hansen at paasee, at der ikke skeer «nogen hemmelig Befæstning«. Der er endog Tale om en «Indførsel med Hans Reff«, der kunde tyde paa, at han allerede nu skulde indsættes som Superintendent.
- ↑ Norske Rigsregistr. I, 63. Det var senere hen ogsaa Tale om at inddrage Stavangers Stift og dele det mellem Bergens og Oslos, ja et Kongebrev i denne Retning var allerede udstedt under 10de Juni 1557. (Norske Rigsregistranter I, 225.)
- ↑ Danske Magazin VI. 294.
- ↑ Dansk Mag. 4 R. II. 77–78.
- ↑ Dette var saaledes Tilfældet 1636 i Bergen efter Nils Paasches Død; Lektoren henvendte sig kun til Kantsleren paa Capitlets Vegne med Bøn «ut ecclesiis nostris, nunc rectore orbatis, consulatur.» (Utrykt Brev fra Lector Jonas Severinus til Kongens Kantsler Chr. Friis til Kragerup i den Bøllingske Samling paa det st. kgl. Bibl.)
- ↑ Nils Arctander blev 1594 Biskop i Viborg, Peder Kragelund 1650 i Ribe, Mauritz Køning 1668 i Aalborg, Christian Muus 1701 i Ribe (1712 i Fyn), Casper Wildhagen 1712 i Ribe, Christian Ramus 1732 i Fyn, Christopher Mumme 1735 i Aalborg, Peder Hersleb 1737 i Sjelland, Eiler Hagerup d. Y. 1773 i Ribe, Stephan Middelboe 1786 sammesteds.
- ↑ Sammenlign mine Oplysninger i Hist. Tidsskr. IV, 325–326.
- ↑ Dipl. Norv. IX, 813.
- ↑ Thottske Haandskriftsamling paa det st. kgl. Bibl. i Kbhvn. No. 1581, 4.
- ↑ Navnlig vides dette for Throndhjems Vedkommende (L. Daae, Thj. St. geistl. Hist. S. 220).
- ↑ L. Helveg, Den danske Kirke til Reformationen II, 1010–1012.
- ↑ C. T. Engelstoft i Theol. Tidsskrift V. (Kbhvn. 1841) S. 162.
- ↑ «Riber-Artiklerne« findes gjerne aftrykte sammen med den danske Kirkeordinants. Sammenlign om Mødet 1542 L. Helveg, d. danske Kirkes Hist. eft. Reformationen. 1ste Del (2den Udg. Kbhvn. 1857) S. 72 flg.
- ↑ See Matrikler over nordiske Studerende ved fremmede Universiteter, samlede og udgivne af L. Daae. (Under Pressen.)
- ↑ Af disse nedlagdes Hamars Skole efter lang Tids vegeterende Bestaaen i 1602. Smaabyerne i Oslo Stift fik derimod efterhaanden hver sin ubetydelige Latinskole, der nærmest kun forberedede til optagelse i Stiftsskolerne (Skien, Tønsberg, Fredriksstad, Oddevald, Konghelle og Marstrand). En liden Latinskole anlagdes ogsaa i Jemteland. Discipelfrekventsen tiltog vistnok stærkt i Løbet af nærværende Periode. Oslo Skole havde saaledes kort efter Reformationen kun 16 Disciple, men c. 1620 fandtes der i Throndhjems Skole hele 127.
- ↑ Dansk Magazin, 1 Række. 6, 296 fgg.
- ↑ Dipl. Norv. IV, 840 fgg.
- ↑ L. Evensens Samlinger (Throndhjem 1784) I. 1, 77–78; jfr. L. Daae, T.hjems St. geistl. Hist. S. 104–107. Bredal forlangte jevnlig, at ogsaa ordinerede Personer skulde underkaste sig Examen hos ham. Et lignende Tilfælde anføres ogsaa af I. Müller, Forsøg til en Beskrivelse af Jarlsbergs Provsti, Kbhvn. 1772. 4. S. 95. Se forøvrigt om Bispeexamen Lovbogen 2–3–2, Forordn. 1 Aug. 1707 og Rescr. 14 Juni 1727.
- ↑ A. Faye, Mag. Jørgen Erichssøn. Chra. 1859. S. 82. Et særligt Exempel paa saadan Simoni meddeler samme Forf. i sin Bog om Peder Claussøn (Særsk. Aftr. af Skill. Mag. for 1858) S. 11–12. En Sogneprest Hr. Mads i Lyngdal havde skriftlig lovet en adelig Familie 50 Rdlr. for paa ulovlig Maade at blive kaldet til Vanse.
- ↑ Brevet findes i Danske Geh. Arch. i Samlingen «Danske Kongers Historie» Fasc. 44. Jfr. Norske Rigsregistranter 2, 132. Ogsaa andensteds er det udentvivl hændt, at Almuen har forsøgt at kalde ustuderede Personer. Saaledes skal en Skomager c. 1630 have udgivet sig for Præst og fungeret som saadan et Aar i Rollag i Numedal. (L. Daae, Norske Bygdesagn I, s. 49).
- ↑ Danske Geh. Arch. Skab 17, Bakke 8.
- ↑ Nyeste Saml. af det Kgl. Norske Vidensk. Selskabs Skrifter, Kbhvn. 1798. S. 67. I Sverige var ogsaa den protestantiske Kirke i Begyndelsen meget ugunstig stemt mod Geistliges Forflyttelser fra Kald til andet, see L. A. Anjou, Svenska Kyrkoreformationens Historia II, S. 7.
- ↑ Omtrent samtidig med denne Valgstrid udkom en kgl. Forordn. (23de Marts 1617), der bestemte, at de syv Valgmænd skulde tages fra alle Sogne i et Præstegjeld, dog stedse en mere fra Hovedsognet end fra de øvrige.
- ↑ Jfr. A. Faye, Christianssands Stifts Bispe- og Stiftshistorie. Chra. 1867. S. 215. Da imidlertid Faye har misforstaaet sin Kilde (Stavanger Stifts Kapitelsbog i Rigsarchivet), er min Fremstilling noget afvigende fra hans.
- ↑ See om denne Valgkamp A. Faye, Christianssands Bispehist. S. 232 fgg. (efter Stav. Kapitelsbog). Saavel Provsten, Jørgen Thomassøn, som Hans Jørgensen Gotzow vare forøvrigt Personer ikke uden biographisk Mærkelighed. Om den første har nærværende Forfatter meddelt Oplysninger i Norske Bygdesagn I, 25–26. Den anden synes at have været usædvanlig velstuderet Mand og har efterladt sig en stor Samling i Kvart af smukke; latinske, ja endog græske Breve og Poesier, der i Manuskript bevares paa vort Universitets bibliothek. Sammenlign L. Daaes Norske Bygdesagn II, S. 115.
- ↑ See dog for Danmarks Vedkommende Engelstoft i Theol. Tidsskrift V. (1841), S. 185 fgg.
- ↑ F. Ex. i Bynæsset, (Erlandsen, Throndhjems Stifts Geistlighed, S. 96), i Vefsen, (Erlandsen, Tromsø Stifts Geistl. S. 71) og i Holt, (Faye, Bidrag til Holts Præsters Historie, S. 16).
- ↑ «Madame Maren, som var vant til at gifte sig med alle Sælløs Præster og nu havde bragt sin fjerde Mand, Hr. Nils Bugge, til Jorden, tog ikke i Betænkning at byde den femte, nemlig Hr. Peter Harboe, som blev Præst der 1668, sin Haand. Men denne Mand, som vel har tænkt, om ikke sagt: vestigia terrent, fandt ingen Behag i at entrere, hvorfor den ærekrænkede Matrone skadefro brændte alle Kaldets Documenter op». Budstikken VI (1825) S. 576.
- ↑ Fr. v. Raumer: Briefe aus Paris I, 72. (Engelstoft i Theol. Tidsskr. V. 189.) Kirkeh. Saml. 1 R. 1, 282.
- ↑ Doc. i Geh. Arch. (Skab 17, Pakke 8.)
- ↑ Si viduax est juvencula aut filia forte nubilis honestae famae, credo pium esse & Deo gratum officium, si hujusmodi cura habeatur post mortem pastoris, ita tamen ut etiam ecclesiae, cujus potior habenda est ratio, utili & commodo ministro prospiciatur. Interim cavendum, ne eo res deveniat, ut parochiae videantur hereditariae. Nyeste Saml. af det kgl norske Videnskabs Selskabs Skrifter I. Kbhvn. 1798 S. 68.
- ↑ Engelstoft i Theol. Tidsskr. VI (1842) S. 136.
- ↑ Saaledes i en Afhandling: Meditatio juris sacri de vocatione ad pastoratum sub conditione matrimonii oder von der Vocation unter der Schürze, Jena 1731. Her henvises f. Ex. til 4 Moseb. 36,8. Engelstoft i Theol. Tidsskr. V 210.
- ↑ Engelstoft i Theol. Tidsskr. V, 179.
- ↑ Erlandsen, Throndhjems Stifts Geistlighed under vedkommende Kald. Lignende Exempler ville her kunne findes under Klæbo, Melhus, Opdal, Ytterøen, Bjørnør m. fl. Paa sidstnævnte Sted hændte det i 17de Aarh., at den afdøde Præsts Datter var forlovet med en Student eller Capellan, men da han ikke fik Kaldet, tilfaldt ogsaa Kjæresten den foretrukne Concurrent. Da imidlertid denne druknede sig, kom Raden til den forrige Gang forskudte, som nu tog baade Kaldet og sin fordums Kjæreste i Besiddelse.
- ↑ J. Müller, Forsøg til Beskrivelse over Jarlsbergs Provsti, Kbh. 1772, 4., S. 76–77.
- ↑ E. Pontoppidan, Ann. Eccl. Dan. III, 411–410.
- ↑ Ny Kirkehistoriske Saml. V, 435.
- ↑ H. J. Wille, Beskrivelse over Sillejords Præstegjeld, Kbhvn. 1786, S. 282
- ↑ Worms Lærde Mænd I, 58.
- ↑ L. Daae, Thjems geistl. Hist. S. 47. 68 fgg.
- ↑ H. F. Rørdam, Anders Arrebos Levnet og Skrifter. 1, 98 fgg.
- ↑ Forf. har i sin Thjems St. geistl. Hist. S, 220–222 meddelt udførlige Efterretninger om Fremgangsmaaden ved en Del Valg til de throndhjemske Præsteembeder. Ved et af disse (1657) hændte det, at en af Electorerne, der var fraværende, indsendte en Stemmeseddel, hvorved han gav en af Ansøgerne sin Stemme paa den udtrykkelige Betingelse, at han skulde forpligte sig til at ægte Formandens Enke.
- ↑ Kulturhistoriske Bidrag i denne Retning findes omspredte paa forskjellige Steder af Literaturen. Hjortheys Beskrivelse over Gudbrandsdalen, D. 2 (Kbhvn. 1786) og Wiels over Ringerike og Hallingdal (Top. Journal H. 30–32) ere rige paa Tidsbilleder af denne Art. Domkapitelsbøgerne, Biskop Glostrups Visitatsbog og andre utrykte Aktstykker ville dog blive Hovedkilderne til en fyldigere Skildring.
- ↑ Paus, Forordn. og Privilegier for Norge. Kbhvn. 1751. S. 603–604.
- ↑ Forordn. af 27de Marts 1629 «om Kirkens Embede og Myndighed samt om adskillige Geistlighedens Forhold» (Paus, l. c. 680 fgg.). Denne meget indholdsrige Forordning var vistnok fremkaldt af den levende kirkelige Interesse som just var gjenvakt ved Christian IV’s Deltagelse i Trediveaarskrigen og de Farer, hvormed den indtil da seirrige Keiser truede hele den protestantiske Verden.
- ↑ Trykt i L. Daaes Thj. St. geistl. Hist. S. 222 fgg. Andragendet udgik dog kun fra det menige Præsteskab, thi Biskopperne protesterede mod at undertegne det.
- ↑ Da man endnu ikke havde nogen ret klar Forestilling om den nye Statsforfatnings Beskaffenhed og neppe tænkte sig, at denne skulde blive et fuldstændigt Enevælde, vovede det norske Præsteskab at drømme om Oprettelse af «collegia status, justitiae et consistorialia« her i Riget og ansøgte om, at nogle af deres Stand maatte faa Plads i disse Kollegier.
- ↑ Idelig forekommer (og det endog meget længere ned i Tiden) Vidnesbyrd om, at Præstegaardene af Reisende, fornemmelig af saadanne, der havde offentligt Ærinde, uden videre benyttedes som Gjestgivergaarde. Somme Sognepræster, hvis Bolig laa lige i den alfare Vei, havde endog i Betragtning heraf særegne Begunstigelser, idet Præbender, Kongetiender o. s. v. vare dem tilstaaede.
- ↑ Documenter i Geh. Arch. L. Daae, Thjems St. geistl. Hist. 114–115.
- ↑ L. M. B. Aubert i Theol. Tidsskrift udg. af Caspari og Johnson, N. R. IV, 586 flg. jvfr. samme Forf., De norske Retskilder og deres Anvendelse I, (Chr. 1877) S. 333.
- ↑ Generalkirkeinspectionscollegiets Papirer (nu i Geh. Archivet).
- ↑ Allerede Griffenfeldt havde været en afgjort Modstander af det omtalte Forslag om et Seminarium, og spydig bemærket, at Hofpræsten Hans Leth, hvem man ansaa som Fader til denne Tanke, selv nok helst vilde være Patriarch og raade for Udnævnelserne.
- ↑ E. Pontoppidan, Collegium pastorale. Kbh. 1757. S. 140. Flere Sagn af lignende Beskaffenhed læses i L. Daaes Norske Bygdesagn. 1 Saml. S. 48–49.
- ↑ L. Helveg, Den danske Kirkes Hist. efter Reform 2 Udg. 1, 453. I Forslaget af 1680 om Oprettelse af et «Seminarium» udtales det ogsaa at dettes Lemmer skulde være «uforlovede i Ægteskab».
- ↑ En Prøve paa denne Griffenfeldts Censur meddeles af Pontoppidan i Annales Eccl. Dan. IV . S. 584 fgg. Vi hidsætte nogle Exempler. «Den 27 Oct. predigte ein junger Mensch, Nahmens Peder Jespersen, hat gereist, that eine sehr gate und erbauliche Predigt, soll befordert sein». (Peder Jespersen var fra Helgeland i Norge og blev tilsidst kgl. Hofprædikant og Konfessionarius). – «19 Jan. 1673. Nils Pedersen, von meiner Schwester und Mag. Winstrup recommandirt, hatte gute res, bewegliche Gaben, scheinet, dass er Mag. Michael nachaffen will, kann wohl einmal befordert werden». – «28 Sept. Christen Tøbring, mittelmäszige res und Gaben, zum Dorf-Prediger aufgelegt». – «23 Nov. 1572. Ole Jacobsen, ziemlich gate res, mittelmäszige Gaben, soll nach Drontheim». (Blev kort efter Hjelpepræst, senere Sognepræst ved Throndhjems Domkirke). – «8 Aug. 1674. Christen Larsen, meines Gärtners Sohn, schlechte res und Gaben, stiess etwas an, muss sich besser üben, und dann eine kleine Dorf-Pfarre».
- ↑ Den bekjendte bitre Satiriker Jacob Worm, der forresten tidligere havde dediceret Bøger til Griffenfeldt, skrev nu et Smædedigt om ham under Form af en «Samtale mellem Theologus og Politicus». Efter her at have beskyldt den sidste, hvormed han naturligvis sigter til Griffenfeldt, for den groveste Vantro, ja endog Atheisme, lader han ham ogsaa udbryde:
(Odin Wolff, Peder Griffenfeldts Levnet Kbh. 1820. 4. S. 124–126).
«Guds Kirke og Alter jeg sætter paa Spil,
Tilkjøbs kan erlanges det Kald, som man vil,
For hundred’ Ducater og flere dertil». - ↑ Wolff. l. c. S. 331.
- ↑ Chr. Bruun, Fr. Rostgaards Liv og Levnet, Kbh. 1870. S. 253 fgg. og Joh. v. Bülows Papirer, udg. af L. Daae, Christiania 1864, S. 1–16.
- ↑ I. Bircherods Dagbøger, udgivne af C. Molbech, findes paa mangfoldige Steder Bidrag til den gamle Embedsexamens Historie.
- ↑ Se H. F. Rørdam: Bidrag til Oplysning om den theologiske Embedsprøves Form og Omfang siden Reformationen (Ny kirkehistoriske Samlinger, II, Kbh. 1862, S. 609–666).
- ↑ Disse Breve (dog kun for Aarene 1736 og 1737) findes i Jens Møllers Mnemosyne, 4de B. Kbh. 1833. S. 381 fgg.
- ↑ Nogle Exempler kunne anføres af hine Breve. «Med det ledigblevne Præste-Embede i Bergen ville vi ikke overile os, men give os god Tid og imidlertid bede Gud, at han vil sende troe Arbejdere ud i sin Vingaard, ikke alene der, men allevegne». – «Angaaende Capellaniet i Moss, vil jeg naar det forekommer, tage Hans (ɔ: Bluhmes) Seddel i Haanden og bede Gud, at han selv vil tilkjendegive den Dygtigste». – «De to Candidater, som Han har foreslaaet os til Kirken ved Frederiksberg, ville vi høre, naar vi med Guds Hjælp komme derhen». – «Den fra Holsten hidkomne og af Francke saa særdeles roste studiosum Jensen ville vi gjerne høre, maaske man kunde ansætte ham i Aalborg som Catechet» o. s. v.
- ↑ Høier lod i geistlige Sager sin Frænde Bluhme raade, neppe fordi han delte hans pietistiske Anskuelser, men snarere paa Grund af sin Uvilje mod Universitetets Theologer og visse Biskopper, fornemmelig Hersleb.
- ↑ Se P. Herslebs Indberetning til Frederik den Femte om Kirkeinspekt.-Kolleg. i Jens Møllers Theol. Bibl. 5te Bd. (Kbh. 1813). S. 146 fgg.
- ↑ «Saaledes er Hygum bleven Biskop i Aarhus, som Lidet eller Intet bestiller, en god, men enfoldig og fast uduelig Mand Biskop i Ribe, Gerner bleven Stiftsprovst i Kjøbenhavn, skjønt jeg som hans forrige Biskop kjendte ham og advarede dem, at han intet mindre var skikket til, men han holdt sig til Partiet«. (G. havde før været Præst i Vaale i Christiania Stift, gik som Stiftsprovst i Kjøbenhavn over til Herrnhutismen og drog til Tydskland, tilbragte endelig sine sidste Aar i Norge.) «En Paludan blev Stiftsprovst i Christiania, en god ærlig Mand, men overmaade ulærd, paa det Sted, hvor for de mange Anabaptister, Separatister og Herrnhuter behøvedes en erfaren, klog og forsigtig Mand, hvilket jeg bevægeligen erindrede om. Strax efterat den kgl. ordre var udkommet om, at Studenter, som begaa Leiermaal, ikke lettelig skulde befordres, men de, som besvangre dem, de have under Information, aldrig skulde befores til geistligt Embede, vilde dog de tre vota med Gevalt have en personel Capellan, Ole Tidemand, som just havde begaaet det sidste crimen, til Stiftsprovst i Christiania, hvor hans Forargelse var bekjendt. Men da jeg forsikrede at ville forestille Hs. kgl. Maj., hvordan Kirkeinspektionen vilde, ligesom af dessein, overtræde kongelige Befalinger, lode de det falde, men Ole Tidemand blev dog forflyttet til Bergen». (T. blev senere Biskop, først i Bergen, senere i Christianssand).
- ↑ Et slaaende Bevis paa Bluhmes og hans Staldbrødres Kortsynethed er den Kjendsgjerning, at endog anonyme Klager af dem toges til Følge. Saaledes, da en Klage over Geistligheden i Norge i Almindelighed indsendtes til Kirkeinsp.-Koll. uden Forfatterens Underskrift, lod man denne Paskville omsende til alle Biskoppers Erklæring, indtil Biskop Hagerup i Throndhjem oplyste, at den var skreven af en Officer i Indherred, som vilde sin Uven, Sognepræst Parelius i Størdalen, tillivs. L. Daae, Thj. St. geistl. Hist. S. 162).
- ↑ Saaledes kan nævnes, at to af Landets lærdeste Geistlige, der forøvrigt begge vare udmærkede og nidkjære Præster, Dr. J . C. Spidberg († som Biskop i Christianssand 1762) og Dr. Hans Strøm paa Eger († 1797) vandt et anseet Navn som Naturforskere, og at J. E. Gunnerus i denne Retning opnaaede sin største Berømmelse. Den store Mængde Topographier over enkelte Præstegjeld eller Distrikter, der fremkom omtrent fra 1760 af, og hvoraf den største Del hidrører fra Præster, skylder ogsaa i Regelen mere Forfatternes naturvidenskabelige end deres historiske Interesse sin Tilblivelse.
- ↑ Om den Maade, hvorpaa Holstein behandlede supplicanter, findes nogle Bemærkninger i Dorothea Biehls historiske Breve (Dansk Hist. Tidsskrift 3 R. B. 4, 322–323)
- ↑ Med gamle Skolemænds tidt mislige Vilkaar havde Pontoppidan en særegen Medlidenhed. Han interesserede sig engang ogsaa for at tilveiebringe en Art Klosterstiftelse for ældre Mænd af denne Stand og foreslog en saadan oprettet «for gamle udtjente Literater, især Rectoren. Han mente, «at da de saakaldte Pebersvende eller i enlig Stand henlevende gamle Ungkarle (over hvilke Lutherus efter sin Maade skriver: Sie sind faule Schelme und wollen kein Kreutz tragen) ofte efterlade anseelige Midler, skulde en Del deraf i Lighed med 6te og 10de Penge fradrages Udarvingernes Arvelod og samles til en Fond for saadanne gamle meriterede Mænd, som ere Publico til Byrde i deres Bestilling og selv ønske ved en taalelig Retraite at gjøre Plads for Andre, saa og maaske efterlade Verden noget Skriftligt. Membra burde være viri non immeriti, sed emeriti & prae aliis bene meriti, især gamle Rectorer og Hørere, som ei have Gave til Prædikestolen, Alderen 60 Aar. Den Ældste kunde som Decanus gives Jurisdiction in prima instantia, den Yngste være Økonom og Kasserer». Norske Saml. 8vo. 2, 480.
- ↑ R. Nyerup, Hist.-stat. Skildringer af Tilstanden i Danm. og Norge i ældre og nyere Tider. 3, 2. S. 315–323. Jfr. L. Helveg, Den danske Kirkes Hist. efter Ref. 2. S. 171–173.
- ↑ L. Helveg, Den Danske Kirkes Hist. efter Ref. 2. S. 173 fgg.
- ↑ Henrich Ussing, Kirkeforfatningen i de danske Stater III, 2 (Sorø 1787). S.74–75. «Naar en Mand«, bemærker Ussing videre, «kaldes paa de Vilkaar, at han skal følge en endnu levende Mand i Embedet, heder han Successor; undertiden bliver han strax sat ind i Embedet og heder Adjunctus, men er da egentlig kun den ældre Præsts personelle Kapellan, saalænge denne lever; undertiden hænder det ogsaa, at Successor, indtil Dødsfald skeer, slet intet har med Embedet at gjøre og opholder sig andre Steder som Præst eller Student«.
- ↑ «At Præster indbyrdes godvillig bytte Kald, er dem vel her i Kirkestaten ikke paa egen Haand tilladt, men dog heller ikke i Almindelighed forbudt, og naar man veed at anbringe sandsynlige Grunde for Ombyttet, bliver det just ikke, ikke engang ved de kongelige Kald, altid nægtet. Dog ere Exemplerne herpaa just ikke mange; kun paa Island gik det for en Tid saa hyppig og uordentlig til dermed, at der udkom en Forordning af 1722 derimod. Overalt behøves der nye Kaldsbreve og kongelige Tilladelser dertil« (H. Ussing, Kirkeforfatn. o. s. v. III, 1. S. 72–73).
- ↑ I Fr. Barfods «Danmarks Geistlighed« (2 Dele, Kbhvn. 1848–49. 4.) findes nogle Materialier, hvoraf man kan danne sig en Forestilling herom. Da der i 1707 ved Examensreformen indrettedes en saakaldet Distinktionsprotokol, meldte sig omtrent 600 ældre Candidater for at faa sine Navne indførte i denne. Af disse vare f. Ex. 61 Personer Candidater fra 1705, 70 Personer Candidater fra 1703 o. s. v. I Aaret 1791 absolveredes theologisk Examen af 80 Candidater, i 1792 af 62, i 1792 af 62,i 1801 af 78 o. s. v. Derefter aftog deres Antal i Krigsaarene: i 1808 kun 21, i 1809 27, i 1813 20 o. s. v.
- ↑ Den kundskabsrige og hæderlige Marcus Volqvartz bekjendt som religiøs Digter (Sjelens Luth), hentyder (1708) til Vanskeligheden af at opnaa geistligt Embede i disse Ord:
«Et Seminarium for os jo Graven bliver,
Naar vor Samvittighed god Attestats os giver;
I Døden vor Dimis med Simeon vi faar,
Saa Ærens Characteer paa vor Gravbakke staar.
Da skal Leviter ei om Brødet mere trætte,
Guds skjulte Himmel-Mann’ skal alle Sjele mætte.
Thi de, som skrevet er blandt de Udvalgtes Tal,
I Evighed for Gud de Præster blive skal. - ↑ «Da de fleste Betjeninger ere for dem, der have Studeringer, saa lade og de fleste, som have mindst Evne, deres Børn holde dertil, hvilket saa meget lettere lader sig gjøre, som der er en Mængde Studerende, der lever i yderste Armod og er en Pest for dem selv og hele Landet, thi da de ikke kan faa deres Ophold af academiske Stipendiis, saa maa de tidt imod deres Villie begive sig bort fra Academiet og halvlærde begive sig ud for at lære Andre. Den Vei, som de ere komne i, gjør, at de paa sine Steder tjene ringere end for Gaardskarls Løn, hvorudover Enhver, der holder sig at være ophøiet over Bonde- og Haandværksstanden, ja endog Folk af disse Stænder selv, kan lade sine Børn uden
- ↑ Jfr. W. Erichsen, Geistlig Stat, Kbhvn 1830, 4. i Forerindringen.
- ↑ «Kannikegjeldene« i Throndhjems Stift vare: Throndenæs (Decanus capituli), Tromsø (Præpositus), Vesteraalen (Archiadaconus), Herø (paa Søndmøre, der først 1622 henlagdes til Bergens Stift), Lødingen, Rødøen, Brønøen, Salten, Alstadhoug, Nærøen, Overhalvden, Ørlandet, Hitteren, Aure, Kvernæs, Veø, Borgund (paa Søndmøre), Melhus, Verdalen, Størdalen, Skogn, Sveig i Herjedalen (Schøning, Throndhjems Domkirkes Beskrivelse. S. 232–33). Naar man betænker, at næsten alle disse Kald senere ere delte, enkelte som Throndenæs, Lødingen og Vesteraalen i mange, lige til syv særegne Kald, sees, hvor stor en Del af Stiftet paa denne Maade bestod af Præbendekald.
- ↑ Hermed var Sammenhængen denne: Biskop Mag. Isaak Grønbech havde i 1606 villet tage Afsked, hvorfor Lødingen for Livstid forundtes ham som Pension, men da han kom sig igjen og saaledes blev i Embedet, beholdt ikkedestomindre han og hans Eftermænd efter ham lige til 1731 dette Kald.
- ↑ A. Faye, Bidrag til Øiestads Præsters Historie. Arendal 1861. S. 24.
- ↑ Fayes Christianssands Stifts- og geistl. Hist. har herom ingen Oplysning, men i Biskop Kæmps Visitatsberetninger for 1738 omtaler denne Strand som «mit eget Kald», der betjentes af «min residerende Kapellan og hans personelle Kapellan« (Danske Geheimearchiv, Geh. Kirke-Inspektionens Papirer).
- ↑ H. J . Jersin, Ligprædiken over Peder Iversen. Kbh. 1617. 4.
- ↑ Budstikken IV (1823) 461–462. Kaldene vare: Veø, Borgund, Hammer, Voss, Rygge, Vaaler, Tune, Vang, Eidsvold, Stange, Vaage i Gudbrandsdalen, Lier og Eker.
- ↑ G. Treschows Jubellærere S. 175.
- ↑ I Biskop N. Glostrups utrykte Visitatsbøger (Arnam. 893. 4. Kbh. Univ. Bibl.) heder det: «Rakkestad d. 7 Febr. Her ordinerede jeg Thomas Friis at være velb. Hartvig Huitfeldts Præst paa hans Gaard indtil videre Befordring, haver ogsaa velbemeldte gode Mands Kaldsbrev. Blev examineret udi Hr. Baards, Hr. Jenses paa Skjebergs og Hr. Madses, Kapellan i Rakkestad, deres præsentia, for hvilke jeg ogsaa oplæste lydelig forne. Hartvigs Kaldsbrev, til Thomas Friis udgivet«.
- ↑ Jfr. om disse Forhold fornemmelig J. Chr. Bergs Bidrag til Adelens Historie i Budstikken, 4de Aargang, S. 821–822.
- ↑ Dette for den nordenfjeldske Historie særdeles vigtige Dokument er trykt i det Kgl. Norske Videnskabers Selskabs Skrifter i 19de Aarhundrede. I. 363–432.
- ↑ Saaledes var f. Ex. Bod et residerende Kapellani under Akerøen, Grip under Kværnæs, Surendal under Stangvik, Lexviken under Frosten; Bodø, Alstahoug o. fl. havde to Residenter. I Akershus Stift havde Tønset to saadanne residerende Kapellaner, en 3, en anden 7 Mile fra Hovedkirken; Rendalen laa paa samme Maade under Aamot, Bamle i Begyndelsen af forrige Aarhundrede under Kragerø, Solum under Skien o. s. v. Endnu i vor Tid har den residerende Kapellan i Krydsherreds Annex til Sigdal staaet i et Forhold til Sognepræsten, der minder om de gamle Residenters.
- ↑
«Det bliver gemenlig saaledes afsagt
At til Residerende vorder aflagt,
Hvad Kirken og Alteret giver,
Som Børnedaab, Altergang Offer og Alt,
Af Pusefæ, Vielser, hvad som der faldt,
Det Vice-Pastorernes bliver,
Men Landskyld og Tiender af Silden og Rug
Henlægges til Pastor, til Bordet og Dug.
Enhver haver Sit til at raade«.(Peder Dass, «Nordlands Trompet«. – «Pusafé er et oldnorsk Ord af pusa [sponsa, épouse], Hustru, og fé i Bet. Eiendom).
- ↑ En almindelig Formular for saadanne findes i Afskrift paa det st. kgl. Bibl. (Kallske Saml. 472. 4).
- ↑ Se det i forrige Note citerede Manuskript, hvor ogsaa Formular til Huskapellaners Kaldsbrev findes.
- ↑ I Kirkeinspektions-Kollegiets Archiv findes under 1755 en Forestilling om Kapellanernes Vilkaar fra Nils Christian Clausen (født i Christiania 1724, dengang pers. Kapellan til østre Moland i Christianssands Stift, senere Dr. theol. og Sognepræst i Fredericia († 1794), i sin Tid bekjendt som Forfatter, bl. A. af en «Undersøgning, om Amerikas Opdagelse har mere skadet eller gavnet det menneskelige Kjøn»). Denne Clausens Forestilling skildrer Forholdet mellem personelle Kapellaner og Sognepræster som saa misligt, at der sagtens hos ham maa være megen Overdrivelse tilstede. «Det var blevet til et Ordsprog: at forliges som Sognepræst og Kapellan«. – «En almindelig Materie til forargelig Splid og Uenighed mellem Sognepræst og Kapellan er Indkomsterne; de allerfleste Kapellaner nyde kun en ringe Del, og derfor sker det, at saamange norske Kapellaner forlade deres Embeder og overhænge D. Maj. om Sognekald.» Det hjalp ikke, forsikrer Clausen videre, at Sognepræsterne herefter skulde foreslaa flere Kandidater til Kapellan, thi de havde Bisperne paa sin Side og fik den frem, som de vilde have. Forandring burde ske heri; «derved kunde forebygges de utilladelige Akkorder om Giftermaal, som Mange have maattet indgaa for at blive Kapellaner; derved kunde mangen brav Student komme frem, som nu sættes tilside, enten fordi hans Samvittighed ikke tillader ham at gaa ind paa nogen ubillig Akkord, eller fordi han er fattig, thi Sognepræsterne ser gjerne til at faa dem, som have Midler, paa det at de kan komme ud med desto mindre Løn«. – «Den ringeste Husmand i Sognet kan dog komme fra sit Arbeide i en varm Stue om Vinteren, men naar Kapellanen kommer vaad og forfrossen hjem af Kirkerne paa et koldt Kammer, faa ingen af Tjenerne Forlov at lægge varme i hans Ovn o. s. v. o. s. v... Ja Kapellanen er ulykkeligere end den ringeste Dreng i Gaarden, thi han kan kvittere sin Tjeneste og faa sin Kost paa et andet Sted, men Kapellanen han maa taale og fordrage de største Inkonvenientier«.
- ↑ Se «Norske Samlinger« 8vo. I. 401–402. Se L.Daae, Af Geh.-Raad Bülows Papirer. S. 14.
- ↑ Se Erlandsens Biogr. Efterretn. om Geistligheden i Tromsø Stift, paa flere Steder, samt Hammonds Missionshistorie.
- ↑ Om Katecheternes Embede se H. Ussing, Kirkeforfatn. i de danske Stater. III, 1. S. 330 fgg.
- ↑ P. N. Hesselberg, Efterretninger angaaende Strømsø By. S. 129–140.
- ↑ Især i det fra Arilds Tid af til alle Ydelser i særegen Grad uvillige Stavangers (Christianssands) Stift, hvor der endnu i 1611 mangesteds savnedes Degne. Se Faye, Chr.sands Stifts Bispehistorie. S. 209.
- ↑ Bispen i Oslo, Mag. Nils Glostrup, skriver 1620 til Kongens Kantsler i Danmark: «Degnene her udi Stiftet have hverken Residens eller Degnebolig, som dennem burde efter Ordinantsen, ikke heller Besolding, de dennem til Livsophold kunde med behjælpe, hvorudover man Bønder, Skræddere, Skomagere og andre saadanne ulærde Folk til saadan Tjeneste maa acceptere«.
- ↑ Saml. til N. F. Sprog og Hist. III. S. 44l. T. H. Aschehoug, Statsforf. i Norge og Danm. S. 599.
- ↑ Lektoraterne, engang vigtige Embeder, nedsank fra den Tid af, da akademiske Studier paabødes som ueftergivelig Betingelse for at opnaa geistlig Ansættelse, til en Art Sinekurer fornemmelig for gamle Rektorer eller begunstigede Theologer. De afskaffedes som overflødige henimod Midten af det attende Aarhundrede. Den sidste Lektor i Norge var den elegante latinske Digter Edvard Londemand, (adlet de Rosenkrone) i Bergen, der døde som titulær Biskop 1749.
- ↑ Da Prinds Christian Frederik i Martz 1814 dannede et «Regjeringsraad«, blev omsorgen for «Oplysningsvæsenet« og geistlige Embeders Besættelse overdraget til en Committee, bestaaende af Biskop F. I. Bech og Professorerne N. Treschov og G. Sverdrup. Skjønt det uden al Tvivl stred mod Grundloven, blev denne Committee fremdeles staaende, efterat Prindsen var valgt til Konge. Kirke- og Undervisningsvæsenet var saaledes uden nogen constitutionel Statsraad, lige indtil det nye Ministerium dannedes efter Foreningen med Sverige.
- ↑ Det blev i 1815 beregnet, at der paa den Tid vare 156 Danske ansatte som Embedsmænd i Norge og omvendt 208 Nordmænd i Danmark (de militære ikke medregnede). Sandsynligvis var af disse Danske i Norge forholdsvis ikke mange Præster.
- ↑ C. Pavels’s Dagbogsoptegnelser 1815–16, Chr. 1867, S. 72–73.
- ↑ Berg stod ledigt fra 1813–1830, Lebesby 1814–1828, Vegø fra 1815–1823, Lyngen 1816–23, Værø 1819–31, Kautokeino 1822–30 o. s. v.
- ↑ Se: De sidste 16 Aars theologiske Candidater og deres Befordringsudsigter, Chr. 1847, 8. samt (Chr. Langes) Anmeldelse af samme Skrift i Norsk Tidsskift for Videnskab og Literatur, I, 377–79.
- ↑ Herom nærmere i Departements-Tidende, 1849, S. 305 fgg.
- ↑ Navnlig Bergens Bispestols Besættelse 1817, cfr. Breve fra Danske og Norske, udg. af L. Daae, Kbhvn 1876, S. 257 fgg.
- ↑ Poul Chr. Holsts Efterladte Optegnelser om sit Liv og sin Samtid, Chr. 1876, 8. S. 302–305. Departements-Tidende 1841, S. 585 fgg.
- ↑ Departements-Tidende, 1848, S. 529–531.