John Griegs forlag (s. 72-73).

I det grønblege, svindende måneskjær
under dødsstive lindetrærs knoklede arme
vandrer han ene og synger langsomt
   en sørgelig salme.

   På hårdfrosne veie
    i stille nætter —
  lyder der klapren af benrangelfødder
Der går han og fryser, så røsten skjælver
og svøber sig tæt i sin liglagens-kappe,
med hovedet ned mellem skuldrene ludet
og ljåen indunder armen trykket.
   Den slæber bortefter,
og klinger stålskarpt mod veiens stene
ud i den stille, lyttende luft.


Månen står liden, langt nede i vest,
   frossen og bleg.
Ser så sørgmodig ud i den store,
   kuldestivnede nat.
Ser bare ham, der vandrer alene
   fra slot til hytte
    ad øde veie.