Gerhard Schøning/2

Ludvig Daae

Gerhard Schøning

Utgitt av Den norske historiske Forening, A. W. Brøgger, 1880 (s. 13-22).

Schønings niaarige Ophold ved Kjøbenhavns Universitet (1742—1751) er et Mønster paa en vel anvendt Ungdomstid. Men det var ogsaa et overordentligt Held for ham, at de afgjørende Aar i hans Liv faldt sammen med et Vendepunkt i den dansk-norske Videnskabeligheds og netop særligt den historiske Videnskabeligheds Udvikling.

Hans Gram var bleven den kritiske Historieforsknings Fader i Danmark. Oprindelig var han classisk Philolog og havde som Saadan i Aarene 1706—1732 forfattet en Mængde Afhandlinger, hvis Værd noksom fremgaar deraf, at en af Aarhundredets lærdeste og smagfuldeste Philologer, David Ruhnken, endnu 1758 var tilsinds at foranstalte en samlet Udgave af dem i Holland.^[1] Efterhaanden havde imidlertid hans Interesser mere og mere vendt sig mod Historien, og han var bleven Bibliothekar ved Kongens Bibliotbek, Geheimearchivar og kongelig Historiograph. Det er endnu ikke blevet paavist, hvilke Grams Forbilleder have været, og hvorfra han har modtaget Impulserne til sin banebrydende Virksomhed som dansk Historiker, men det ligger nær at antage, at han har været paavirket af Du Canges, Bayles og Leibnitz’s Arbeider. Det var denne sidste, som udtalte og gjennemførte den store Sandhed, at Historien alene hviler paa Kildernes Vidnesbyrd,^[2] og det var dette Princip, der ogsaa laa til Grund for hele Grams Forskning. Men Gram var af dem, hvis Pen ikke sættes i Bevægelse uden ydre Foranledninger. Den vigtigste af disse blev for ham Stiftelsen af det Kgl. danske Videnskabsselskab, der netop blev grundet i det selvsamme Aar 1742, i hvilket Schøning blev Student, og hvis Skrifter Gram nu berigede med den Række af Afhandlinger, i hvilke „hans kritiske Blik paa Personer og Forhold er endnu mærkeligere end hans Lærdom.“^[3]

Et Par Aar efter Videnskabsselskabets Stiftelse grundede Grams ypperlige Discipel Jacob Langebek „det danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog“ og begyndte Udgivelsen af „Danske Magazin““. Dette Tidsskrift er epochegjørende i vor historiske Literatur. Indtil denne Tid havde der mellem Historikerne ikke fundet noget egentligt Samarbeide Sted, de yderst faa, som syslede med historiske Studier, havde hver for sig kun tænkt paa sine egne literære Planer, nu først begyndte man at udgive historiske Actstykker, ikke for den øieblikkelige Interesses Skyld, men med den Tanke, at fremtidige historiske Verker derved skulde lettes og forberedes. Hertil sigter ogsaa det bekjendte Motto paa Magazinets Titelblad: „Til Fleres Nytte“. I vore Dage, efterat Literaturen er opfyldt med historiske Blandingsverker, vilde naturligvis disse Ord, om de anbragtes paa et nystiftet Tidsskrift, forekomme os trivielle, men da Ideen var ny, var denne Devise desto mere skjøn og betydningsfuld.

Men allerede forinden Udgivelsen af Danske Magazin, af hvilket der i Aarene 1745–1752 udkom de sex bekjendte Kvartbind, der udgjøre dettes første Række, havde Gram begyndt at forberede det store Corpus Diplomaticum Daniae et Norvegiae Ecclesiasticum et Politicum, et Verk, som, skjønt det ikke er udgivet og efter denne Dag for Danmarks Vedkommende maaske aldrig ser Lyset i den oprindelig paatænkte Skikkelse, dog har været af uberegnelig Betydning for nordisk Historieforskning. Gram havde i 1731 gjort Forslag til Kongen om et saadant Verks Fremme, han vedblev stedse dels personlig dels gjennem Medhjelpere at arbeide derpaa og overlod dets Fortsættelse som en stor Arv til Langebek, hvis Navn det uhyre Haandskrift nu bærer.^[4]

Ogsaa her vender Tanken sig mod Leibnitz. Historien om Columbus’s Æg gjentager sig ogsaa her. Aldrig ved jeg at have læst Noget, der bedre er skikket til at aabne Øinene for Grams og Langebeks Fortjenester end den geniale Polyhistors Betænkning i Anledning af det historiske Collegium, som den under Frederik III ogsaa i Danmark noksom bekjendte Paulini, dengang Historieskriver hos Biskoppen af Münster, i Slutningen af Otti aarene i det Syttende Aarhundrede søgte at oprette i Forening med Ludolf, en Mand, hvis lærde Vandreliv heller ikke havde ladet Norden ubesøgt. Efter Leibnitz’s Raad skulde dette lærde Selskab, der ønskede at se Keiseren som sin Beskytter, tage det naturvidenskabelige Collegium til Mønster. „Naturens forskjellige Arter og Producter,“ siger han, „blive her fordelte blandt Medlemmerne. Den Ene vælger sig Zinnober, den Anden Opium o. s. v. til at beskrive, og Enhver udretter fordetmeste, hvad han har paataget sig. Men for at imidlertid mange ypperlige Iagttagelser, der ingen passende Plads finde i Systemerne, ikke skulle gaa tabt, udgive de ogsaa saakaldte Ephemerider som et Repertorium for mange fortrinlige Ting. Dette burde ogsaa Historikerne efterligne. Det er et langvarigt og møisommeligt Arbeide at give en fuldstændig Historie om et Landskab eller et Aarhundrede. Medens altsaa Medlemmerne arbeide hver paa sin Opgave, bør man imidlertid til deres og det hele Publikums Nytte udgive Materialierne. Mange kunne overkomme Documenter, Krøniker, Fragmenter o. s. v., der kunne give andre Studiebrødre Oplysninger. Ofte forstaa Besidderne af saadanne Sager selv ikke dette, thi de kunne ikke uddrage de Conseqventser, som kun de formaa at gjøre, der have arbeidet sig ind i Gjenstanden. Circulationen af saadanne Ting blandt Medlemmerne kan alene ske gjennem Trykning. Det kommer ingenlunde nærmest an paa at skrive et sirligt og blomstrende historisk Compendium; hvad man først og fremst behøver, er tvertimod en omfangsrig Kildesamling (vastum opus, apparatus), lig Baronii Annaler, der ikke skal tjene til Tidsfordriv, men være en Skat for Eftertiden og danne et Grundlag for tilkommende Historieskrivere. Thi i Historien er det Vidnesbyrdene, hvorpaa det kommer an, og fordærvelig er den Anskuelse, at denne altfor kritiske Fremgangsmaade (κριτικώτερον genus) ikke anstaar Historieskriveren. Men en saadan Mening er heller ikke andet, end at ville holde sig Døren og Porten aaben for Opdigtelser, idet man paaberaaber sig sin gode Smag.“^[5]

Disse classiske Ord, der indeholde en Lære, som ingen Historiker ustraffet forglemmer, kunne, skjønt hverken Gram eller Langebek have læst dem, betragtes som Programmet for deres Virksomhed, ligesom i Almindelighed for den sande HistorieforSkning.^[6]

Langebek havde været Grams Discipel, Schøning blev en Discipel af dem begge to. Med Gram er han udentvivl fra først af kommen i Berøring ved en Anbefaling fra Benjamin Dass. Hvor gode Tanker Gram har havt om den unge fattige Nordlænding, kan bedst sees deraf, at han havde til Hensigt at give ham en Post, som dengang var overmaade stærkt eftertragtet formedelst den Adgang, den aabnede til de for Almenheden lukkede Lærdomsskatte, nemlig en Amanuensispost ved Kongens Bibliothek. Desværre blev dog heraf Intet, da Gram forinden døde 1748. Med den kun tolv Aar ældre Langebek kom Schøning ogsaa let i Bekjendtskab. Han havde overhoved den Lykke at komme i Forbindelse med de fleste Mænd i Hovedstaden, af hvem en begyndende Historiker dengang fortrinsvis kunde lære. Hans Privatpræceptor var Bernhard Møllmann, der som Professor havde overtaget de historiske Forelæsninger, efterat Holberg var gaaet over til Qvæsturen. Det var en Mand af megen polyhistorisk Lærdom, der dog i Literaturen saagodtsom Intet har efterladt, og hvis Navn heller ikke fik nogen god Klang i det kongelige Bibliotheks Historie, da han efter Gram overtog dets Bestyrelse, men ifølge Suhms Beretning skal dog Schøning have draget Nytte af Møllmanns udstrakte Bogkundskab. Ogsaa til den gamle Holberg havde Schøning Adgang, uden at vi dog nærmere kjende hans Forhold til denne. Han kjendte ogsaa Erik Pontoppidan, som dengang samlede sit kirkehistoriske Materiale, og Klevenfeldt, som samtidig grundlagde Studiet af den danske Adelshistorie.

Som de allerfleste borgerlige Studenter tog Schøning den theologiske Examen, og han prækede ogsaa til Dimis, skjønt han neppe nogensinde har tænkt paa Prestekald. Hvad der for ham syntes at ligge nærmest, var at opnaa et Rectorat, og hertil forberedte han sig ved flittige philologiske Studier, i Latin under Anchersen, i Græsk under Munthe, Grams Vicar og siden 1748 hans Eftermand som Professor, i Hebraisk under Kall. Han drev det meget vidt i de classiske Studier.^[7] Derhos lagde han sig ogsaa efter nyere Sprog, og heller ikke i Philosophi, Jurisprudents, ja end ikke i Mathematik og Naturvidenskab var han ubevandret. Men Historien blev hans Hovedfag, og al hans Stræben gik meget tidlig ud paa intet mindre end at blive sit Fødelands Historieskriver og det lige fra den ældste Tid til den nyeste. Med Flid lagde han sig strax efter det Sprog, som dengang kaldtes det islandske, og som naturligvis var et uundværligt Hjelpemiddel for hans Hovedstudium. Udentvivl har han ikke indskrænket sig til de faa Skrifter, som dengang vare trykte af den norrøne Literatur, men allerede nu opsøgt Haandskrifterne i den arnamagnæanske Samling.^[8]

Imidlertid havde Schøning i 1748 erhvervet Magistergraden. Han havde som Student nydt academiske Beneficier og dertil været kjærligt understøttet af Rector Dass. Selvfølgelig havde han ogsaa givet Informationer.^[9] I de sidste Aar af dette Ophold i Kjøbenhavn var Schøning derhos en af Decanerne ved Communitetet.^[10] Ved denne Stiftelse havde han, som allerede ovenfor anført, tidligere været Alumnus og som saadan, overensstemmende med Datidens Skik, maattet udgive nogle Disputatser som Vidnesbyrd om academisk Flid. De vare fire i Tallet og handlede samtlige om den orientalske Philosophis Oprindelse.^[11]

I 1750 udgav han sin første Afhandling i den nordiske Historie. Hans Landsmand og Lærer, den nysnævnte Professor i Græsk, Caspar Frederik Munthe (dimitteret fra Throndhjem 1723), holdt i hint Aar Bryllup med sin Forlovede, en Jomfru Kaasbøll. Til denne Høitidelighed forfattede Schøning „Nogle Bemærkninger over vore gamle nordiske Forfædres Giftermaal og Bryllupper“, hvilke han „offererede i Steden for et Gratulations-Vers,“ „efterdi,“ siger han, „jeg ikke haver den Lykke at kunne regne mig blandt Poeter og hverken Humeur eller naturlige Gaver til at gjøre Vers.“^[12]

Af en ganske anden Betydning var dog Schønings næste Arbeide, der saa at sige var hans Habilitationsskrift i den lærde Verden. Han havde tidlig med Forkjærlighed beskjæftiget sig med sit Fødelands ældre Geographi, som et naturligt Forstudium for den, der skulde skrive dets Historie, og kom her ind paa en Bane, som allerede i det foregaaende Aarhundrede var betraadt af hans Landsmand, Lector Melchior Ramus i Throndhjem, den første, der har gjort Norges Geographi til Gjenstand for et planmæssigt videnskabeligt Studium, og som i den Hensigt skal have bereist det for at tegne fuldstændige Karter.^[13] Som Frugt af sine Studier i denne Retning udgav Schøning sit „Forsøg til de nordiske Landes, særdeles Norges gamle Geographi, hvorved Finmarkens og hosliggende Lapmarkers gamle Grændser o. s. v. undersøges“. (Kbhvn. 1751. 4to. 144 Sider). Bogen udkom paa det nys omtalte Danske Selskabs Bekostning, thi nu var Mag. Schøning optagen deri, en virkelig videnskabelig Udmærkelse, thi dette Samfund har altid vist en priselig Strenghed i sit Valg af Medlemmer. Nu har Skriftet nærmest kun literærhistorisk Interesse, men i sin Nyhed vakte det en overordentlig Opmærksomhed. Det berørte derhos Spørgsmaal af politisk Interesse, thi Norges Grændser mod Rusland og Sverige vare ikke bragte paa det rene. Mod Rusland vedbleve de at være usikre lige til 1826, men med Sverige havde der længe været forhandlet om en Grændsetractat, der længere ud paa Aaret (18de October 1751) kom til endelig Afslutning. Langebeks Breve til Carl Deichman vise noksom, hvor stor Pris de Lærde satte paa Schønings Verk,^[14] og af Hensyn til dets publicistiske Vigtighed indgik „Danske Selskab“ med Andragende til Kongen om Understøttelse til at lade det udkomme ogsaa paa Fransk. Ved Rescript af 2den Juli 1751 bevilgedes en liden Sum hertil, idet Kongen udtalte, at det var ønskeligt at den franske Udgave blev ledsaget med et Kart. Oversættelsen blev ogsaa virkelig udført af I. B. Roche de la Parthenay, og Kartet blev stukket i Kobber af O. H. v. Lode, men ingen af Delene udkom, som det antages, fordi „Danske Selskab“ kort efter for en længere Tid kom til at indstille sin Virksomhed;^[15] Men Schønings Arbeide vakte dog Opmærksomhed ogsaa udenfor Norden^[16] og blev i 1771 af A. L. Schløsser i det Væsentlige optaget i „Allgemeine Weltgeschichte“.

Schøning befandt sig, da han i Juni 1751 undertegnede Fortalen til dette Skrift, endnu i Kjøbenhavn, men han var da allerede bleven udnævnt til et Embede i sit Fødeland, nemlig til sin Lærer Dass’s Eftermand som Throndhjems Skoles Rector. Hermed begynder et nyt Afsnit i hans Liv.

---

1. Ruhnken skriver fra Leiden den 19de Febr. 1758 til I. A. Ernesti: „In pauculis Joannis Grammii libellis, qui ad notitiam meam pervenerint, rectum et probum in literis nostris judicium eximiamque Graecae linguae scientiam admiror. Quodsi mihi omnia ejus opuscula suppeditarentur, illa Batavis typis descripta oblivioni eriperem.“ D. Ruhnkenii orationes, dissertationes et epistolae, ed. F. Th. Friedemann. Brunswigae 1828. II, p. 656.
2. Didici in mathematicis ingenio, in natura experimentis, in legibus divinis humanisque auctoritate, in historia testimoniis nitendum esse. (Gottfried Wilhelm, Freiherr v. Leibnitz, eine Biographie von G. E. Guhrauer, II, S. 73).
3. C. Paludan-Müller, De første Konger af den Oldenborgske Slægt, S. 377.
4. Se om Diplomatariets ældre Historie Chr. Bruuns „Langebekiana“ i Danske Saml. IV, S. 37–58.
5. I Edm. Pfleiderer, Gottfried Wilhelm Leibnitz als Patriot, Staatsmann und Bildungsträger. Lpz. 1870. S. 632–634.
6. Der findes et vistnok lidet paaagtet Spor til, at der allerede i Begyndelsen af det attende Aarhundrede har dannet sig et Selskab i Kjøbenhavn for Forskninger, udentvivl især historiske. I Ser. Rer. Dan. V. p. 311 vil man nemlig finde citeret et Haandskrift, Acta Societatis Indagantium Hauniensis. Af Fr. Nannestads Forord (S. 5) til de af ham (i Christiania 1767. 4to.) udgivne: „Johan Colds Tanker om Slægtningers Ret ved Testamenter“ o. s. v. erfarer man, at Stifteren af Selskabet var Søren Lintrup, der 1702 kom til Kjøbenhavn efter at have forladt Bergens Rectorat formedelst den da stedfundne Ildebrand. Selskabet, skriver Nannestad, „bestod af de flittigste og dueligste blandt den studerende Ungdom.“ Johan Cold forlod Kjøbenhavn og Selskabet 1706, inden hvilken Tid dette altsaa maa have været i god Gang. Som bekjendt blev Gram Student 1703, og det bliver da høist sandsynligt, at han har været Medlem af denne Kreds. Lintrup tør altsaa have øvet Indflydelse paa Grams Udvikling, hvilket ogsaa bestyrkes ved Jens Møllers Oplysninger i det Skandinaviske Literaturselskabs Skrifter, VI, S. 12. Ved en tidligere Leilighed (i mine „Optegnelser til L. Holbergs Biographi“, Norsk hist. Tidsskrift, II, S. 256–257) har jeg, dertil bevæget ved Ytringer af Holberg selv om hans med ham saa lidet aandsbeslægtede Rector, maaske ikke ydet Lintrup fuld Retfærdighed.
7. „Han skrev en ren og god latinsk Stil, og var der vel neppe nogen latinsk Autor, som han ei havde læst. I det græske Sprog var han og meget bevandret og havde læst alle Historieskriverne, samt Homerus, Demosthenes etc.“
8. Som Rector i Throndhjem lod han afskrive Stykker af denne, saaledes Kongespeilet, se Nordisk Tidsskr. for Oldkyndighed. Kbh. 1856. S. 145 flg.
9. Blandt hans Disciple vare Nils Krog Bredal, den senere Borgermester, Theaterdirektør o. s. v., I. C. Bloch, siden Biskop i Ribe, Johan Collett til Rønnebæksholm (Statsraad Jonas Colletts Fader).
10. Han opføres dog ikke blandt disse i Beckmanns Historia Communitatis Regiae.
11. De origine philosophiae orientalis. Partt. 1–4. 4to. Hafn. 1744—1747. For hans Biographi frembyde de ingen anden Interesse end den, at han altid havde Thrøndere til Defendenter, i 1744 Søren Hagerup, 1745 Hans Dahl, 1746 Elias Heltberg, 1747 Nils Bredal. (Expl. paa det st. kgl. Bibl. i Kbhvn.).
12. Expl. i det Deichmanske Bibliothek.
13. L. Daae, Throndhjems Stifts geistl. Historie, S. 133–34. Nogle af hans Karter, f. Ex. over Bergens Stift samt Nordlandene og Finmarken, findes i den Kammerske Samling i Trondhjem.
14. J. C. Berg, Saml. til N. F. Spr. og Hist. V, S. 594.
15. E. C. Werlauff, Det Kgl. Danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog i dets første Aarhundrede. Kbh. 1847. S. 65–67.
16. (A. F. Büschings) Nachrichten von dem Zustande der Wissenschaften and Künste in den kgl. dänischen Reichen u. Ländern. III (Kopenh. u. Lpz. 1757), S. 350—360.