Wikikilden

Gerhard Schøning/6

< Gerhard Schøning
Gerhard Schøning
Utgitt av Den norske historiske Forening, A. W. Brøgger,  (s. 50-61).
◄  V.
VII.  ►

Schønings paatænkte Ansættelse som Professor i Kjøbenhavn. Han udgiver Olafsens og Povelsens islandske Reise. Faar Understøttelse til selv at bereise Norge. Tidligere videnskabelige Reiser i vort Land. Han forlader Sorø og drager til Throndhjem 1773. Reiser i Stiftet. Biskop Gunnerus’s Død. Literære Arbeider i Throndhjem. Begynder at undersøge ogsaa det Søndenfjeldske og tænker paa at drage

til Vestlandet Udnævnes til Geheimearchivar og drager fra Christiania tilbage til Danmark. Norske Diplomer.

I Struensees Dage syntes der at skulle aabne sig en Udsigt for Schøning til en ny og for hans Arbeider bekvemmere Stilling. Biskop Gunnerus blev nemlig, som bekjendt, 1771 nedkaldt fra Throndhjem til Kjøbenhavn for at reformere Universitetet, og den 16de December havde han sit Udkast færdigt til en ny Indretning af dette. Faculteterne skulde ordnes paa en forandret Maade og store Personalforandringer foregaa To historiske Professorer, en i almindelig europæisk Historie og Statistik, en i den nordiske Historie og Antiquiteter, skulde udgjøre et eget Fakultet for sig. Til det sidste af disse to Professorater foreslog Gunnerus nu Schøning, der skulde aflægges med en fast Gage af 700 til 80O Rdlr.[1]

Men denne Reformplan blev, ligesom ogsaa Planen til et norsk Universitet, tilintetgjort ved Revolutionen af 17de Januar 1772, og Schøning vedblev altsaa indtil videre at være Professor i Sorø. Ikke ret længe efter kom han dog til at forlade Academiet, og skjønt Fjernelsen vistnok oprindelig kun var tænkt at skulle blive midlertidig, bevirkede dog Omstændighederne, at han ikke mere kom til at vende tilbage til sin soranske Virksomhed.

Schøning, hvis hele Sjel hang ved Norge, og hvis lærde Arbeider altid først og fremst sigtede til den norske Histories Belysning, havde længe ønsket gjennem en Reise i Fødelandet at gjøre sig bekjendt med dettes forskjellige Egne, af hvilke han, naar undtages Throndhjem og Omegn samt Nordlandene, kun havde seet de færreste og det kun gjennem flygtige og tilfældige Besøg. Jeg antager, at dette i og for sig naturlige Ønske er blevet endnu mere levende hos ham derved, at det af det danske Videnskabernes Selskab blev ham overdraget at udgive Beskrivelsen om den Reise, som de arnamagnæanske Stipendiarier, Philologen Eggert Olafsen og Medicineren Bjarne Povelsen, havde foretaget i sit Fødeland Island i Aarene 1752—1757. Reisebeskrivelsen var bleven affattet af Olafsen og derefter givet John Erichsen til „Forbedring i Henseende til Stilen“, men med Udgivelsen var det gaaet i Langdrag, indtil Selskabets Secretair Hielmstierne endelig i 1769 bevægede Schøning og John Erichsen til at foretage en endelig Revision og at besørge Skriftet i Trykken. Da imidlertid Erichsen 1771 bortkaldtes fra sit Professorat i Sorø for at overtage en Embedsstilling i Rentekammeret, overtog Schøning alene Fuldendelsen, forfattede det omhyggelige Register og udgav det Hele i Sorø 1772 i to store Kvartbind. Som bekjendt hører Verket i sit Slags til den dansk-norske Literaturs Prydelser; det oversattes saavel paa Tydsk som paa Fransk og vil stedse bevare et betydeligt historisk Værd.[2]

Schøning betroede sine „bedste Velyndere og Venner“ sit Ønske om at bereise Norge. Disse, mellem hvem man udentvivl først og fremst maa tænke paa Suhm og Luxdorph, begge nær forbundne med den Guldbergske Regjering, den sidste selv en af Cancelliets øverste Embedsmænd, befordrede ivrigt denne hans Plan, og i Begyndelsen af 1773 blev det gjennem Cancelliet tilgjendegivet Schøning, at Kongen allernaadigst havde skjænket ham 500 Rdlr. til Reisen „for i Norge at opsøge og samle hvad endnu kunde være at finde, enten den Norske Historie eller vore Old-Sager og andre saadanne Ting vedkommende“.[3] Nogen Tid efter udgik tillige et Cancelli-Promemoria af 15de Mai 1773, hvorved tilkjendegaves, at, da Professor Schøning efter kongelig Befaling skulde foretage en Reise gjennem Norge „for at samle, hvad der kunde findes til den norske Historie, og bese de i Historien mærkværdige Steder,“ bleve alle civile og geistlige Betjente anmodede om „i alle mulige Maader at vise Prof. Schøning al Villighed saavel med Raad og Anvisninger som med Udlaan til Afskrift af endnu tilstedeværende Documenter og Papirer samt andre til hans Øiemærke tjenlige Midler“.[4]

Videnskabelige Reiser i Norge havde hidtil hørt til Sjeldenhederne. Vi skulle her ikke dvæle ved rent tilfældige Besøg i vort Land af Videnskabsmænd, som ganske uformodet kunne have vundet et større Udbytte i dette for sit Fag, f. Ex. den svenske Lærde Sparfwenfeldt, der under den skaanske Krig som Krigsfange kom til at henleve otte Maaneder i Norge og derfra medførte ret vigtige haandskriftlige Berigelser for sin berømte Samling,[5] og en anden Svenske, Professor Kalm fra Åbo, der i sin amerikanske Reise har givet vigtige Oplysninger om Vestlandets Tilstande og Vilkaar ved Aar 1747.[6] Mag. Melchior Ramus’s allerede ovenfor berørte Reiser i geographisk Øiemed ere altfor lidet bekjendte, men dog mærkelige som henhørende til de ældste i saadant Øiemed. I 1689—1690 havde Arne Magnussen bereist endel af Norge lige op til Throndhjem[7] for at samle historiske Kildeskrifter og Documenter og ført mange saadanne med sig, der senere forgjeves forlangtes tilbage.[8] I den første Halvdel af det attende Aarhundrede havde en lærd Svenske, Browallius, siden Biskop i Åbo, besøgt Norge, især i mineralogisk Øiemed, og forfattet en udførlig Beskrivelse over sine Reiser der, som dog aldrig blev udgiven og nu formodentlig er tabt.[9] Senere havde den berømte Oeder i sine botaniske Studiers Interesse fra 1755 af i flere Aar efter hverandre besøgt Norge, for hvilket Land han fattede en varm og oprigtig Interesse; han havde ogsaa i længere Tid opholdt sig i Throndhjem og der knyttet en venskabelig Forbindelse saavel med Schøning som Suhm.[10] I Aarene 1761—1763 havde Regjeringen ogsaa understøttet Nordmanden Magnus Theiste og Meklenburgeren Kammerjunker Christian Ludvig Wilhelm v. Flotow til i Forening at bereise Norge i økonomisk Øiemed.[11] Videre fortjener her at erindres den østerrigske Astronom, Jesuiten Maximilian Hells Reise til Vardøhuus for at iagttage Planeten Venus’s Gang gjennem Solskiven i Aaret 1769, det samme astronomiske Phænomen, der fremkaldte Cooks første Opdagelsesreise til Sydhavet. Pater Hells Reise havde ogsaa foranlediget en mærkelig linguistisk og ethnographisk Opdagelse, idet hans Ledsager, Ungareren Sainovicz, med

111. 4to) heder det (25de Jan. 1755): „Hos Biskop Browallius i Åbo, som er en stor Mineralogist og i sine unge Aar flittig har reist i Norge, saa jeg et stort Opus med hans norske Reise, som han lovede at ville give ud, men jeg tvivler paa det bliver noget af;“ og (2den Juli 1757, efter Browallii Død): „Jeg erindrer meget vel, da jeg 1754 var i Åbo, at han viste mig nogle volumina med hans norske Reise, som fornemligen indeholdt Observationer om Bergverkerne.“ Forbauselse var bleven var, at Lappernes Sprog i den Grad lignede hans eget Modersmaal, at han ligefrem kunde forstaa en stor Del af deres Tale, hvorved man først kom til Kundskab om Magyarernes og de finske Folkestammers nære Slægtskab.[12] Glemmes maa det endelig heller ikke, at enkelte Embedsmænd have benyttet den Leilighed, som deres Forretningsreiser tilbød dem, til at gjøre videnskabelige Iagttagelser og Optegnelser. I denne Henseende fortjene Biskop Jens Nilsen i Oslo, Torfæus som Kammererer paa Vestlandet, samt Biskopperne Erik Pontoppidan i Bergen og Gunnerus i Throndhjem med Erkjendtlighed at erindres.

Schønings Reise er imidlertid at betragte som den første, der ligefrem tilsigtede en systematisk og saavidt mulig udtømmende Undersøgelse af Norges Land i historisk og antikvarisk Retning, ligesom han ogsaa var den første af sit Fag, der reiste med den bestemte Hensigt at nedlægge sine Iagttagelser i en udførlig Reisebeskrivelse. Den vil derfor til alle Tider bevare en høi Interesse i den fædrelandske Videnskabeligheds Historie.

Schønings Embede i Sorø blev midlertidig overtaget af en af hans Disciple fra Throndhjem, Caspar Abraham Borch, der Aaret i Forveien var bleven Repetent ved Academiet og senere blev sin Lærers Eftermand.[13] Selv forlod denne Sorø den 12te Mai 1773 og medtog sin Hustru, der vistnok glædede sig til med sin Mand at skulle gjense Fødeland og Fødeby. I Kjøbenhavn opholdt han sig otte Dage, og saa gik Reisen gjennem Sverige og Smaalenene over Christiania og derfra ikke uden Besværligheder formedelst Førefaldet og de slette Veie over Dovre op til Throndhjem. Her indtraf han den 12te Juni.

Selvfølgelig fornyede han strax sin gamle Omgang med Gunnerus, og det aftaltes, at de to gamle Venner skulde reise sammen til Nordmøre, Romsdalen og andre Søegne, hvorhen Biskoppen just agtede sig i Visitats. Gunnerus nødtes imidlertid til at blive hjemme for det første, idet Kongens Svoger, Prinds Carl af Hessen, og hans Gemalinde, Prinsesse Louise, ventedes til Throndhjem.[14] Schøning benyttede da Mellemtiden til en mindre Reise, som han tiltraadte den 6te Juli, til Klæbo, hvor han i Presten fandt en gammel Discipel, Digteren Hans Bull, og derfra videre gjennem Selbo og Tydalen; Veien var besværlig, og Schøning minder derfor om det Throndhjemske Mundheld, at en Kones Barselseng pleier at kaldes „hendes Selbo-Reise“. Herfra drog han videre til Røraas, hvor Leiligheden benyttedes til at indsamle Materialier til en Fremstilling af Verkets i flere Henseender interessante Historie, og kom saa gjennem Aalen, Holtaalen og Singsaas tilbage til Throndhjem.[15]

I August var Biskop Gunnerus, der imidlertid havde optaget Prinds Carl i Videnskabsselskabet,[16] bleven istand til at drage ud paa sin Visitats. Schøning og han droge nu den 11te August tilsøs fra Throndhjem og besøgte Hevne, Aure, Surendalen, Stangvik, Thingvold, Sundalen, Nesset, Veø og Gryten. Ved Veblungsnes undersøgtes den berømte Runeindskrift, der er udhuggen i Fjeldet lige ved Vandkanten, og som senere yderligere er gransket af Andre.[17]

Under Fortsættelsen af Reisen var det, at Gunnerus ved en for tidlig Død blev Norge berøvet. Paa Reisen over Hustadviken, et af de søhaardeste Steder paa den norske Kyst, blev Biskoppen, der var bleven forkjølet, og hvis Mave var slet, meget Syg og maatte gaa tilsengs paa Kvernes Prestegaard. Man frygtede dog endnu ingen Fare, og Schøning benyttede Tiden til at besøge Fredøen og dens berømte Valplads, Rastarkalv, samt til at undersøge Bremsneshulen. Biskopen kom sig ogsaa saa vidt, at han kunde sætte over til Christiansund. Her forværredes hans Tilstand hurtigt, og han døde Natten til Løverdag den 25de September, kun 55 Aar gammel. Schøning var imidlertid kommen til ham og var tilstede ved hans Dødsleie, hvor han var Vidne til hans Bekymring for Søsteren og dennes Børn og forfattede hans Testamente til Fordel for disse.[18] Ved denne triste Begivenhed afbrødes Schønings Reise, og han drog tilbage til Throndhjem igjen.

Længere ud paa Høsten besøgte han Bynesset, Børseskogn, Meldalen, Rennebo og Orkedalen, hvorefter han tog Vinterophold i Throndhjem for at udarbeide Beskrivelsen over de Dele af det Nordenfjeldske, som han havde faaet Leilighed til at befare. Man opfordrede ham til at holde en Mindetale over Gunnerus i Videnskabsselskabet, og han unddrog sig ikke dette Hverv, skjønt man af en Ytring i et Brev til Suhm tør slutte, at han havde liden Lyst til en saadan rhetorisk Udarbeidelse,[19] og Talen blev afholdt den 1ste Marts 1774, hvorpaa den udgaves i Trykken.[20] Imidlertid var den lille Understøttelse, som var tilstaaet Schøning til Reisen, opbrugt, Gagen fra Sorø synes ikke at være indløben ordentlig, og hertil kom, at en Udnævnelse til Justitsraad, som Schøning uden at begjære den havde faaet i Anledning af Christian den syvendes Fødselsdag (29de Januar), truede med at volde ham nye Udgifter.[21]

Det var ham ubehageligt „bestandig og aarlig at skulle betle“ om flere Reisepenge, han gruede for i den Anledning at skulle skrive til Arveprindsen, og „hans Humeur var fortrædeligt“. Men ikke ret længe efter glædedes han ved det Budskab fra Suhm, at der var tilstaaet ham 1000 Rdlr. til Reisens Fortsættelse.

Ved Foraarets Begyndelse begav han sig altsaa paany ud og antog nu en Tjener til Opvartning underveis. Lexviken, Inderøen, Ytterøen og Frosten vare de Bygder, han nu gjestede. Efter at være kommen tilbage til Throndhjem tænkte han paa foreløbig at gjøre en kort Reise til Danmark, men undlod det, dels fordi han mærkede, „at man der nede var af andre Tanker“, dels af økonomiske Hensyn, og drog i Sommertiden til Stadsbygden, Ørlandet og Aafjorden. Selvfølgelig var Østraat og dets mange Minder her en Hovedgjenstand for hans Opmærksomhed. En tredie Reise i dette Aar gik til Stjørdalen, Skogn og Værdalen, Sparboen, Sted og Snaasen, videre over Fjeldet til Overhalden, derfra til Beitstaden og saa igjen til Throndhjem.[22]

Vinteren blev nu ligesom den foregaaende anvendt til literært Arbeide i Throndhjem. Reisebeskrivelsen fortsattes, han nedskrev sine økonomiske Iagttagelser i de undersøgte Egne og sendte dem ned til Guldberg, corresponderede med forskjellige, der havde lovet ham sin Bistand, og han undersøgte ogsaa det throndhjemske Byarchiv, „hvori der ingen gamle Papirer fandtes, de fleste ei ældre end Ildebranden i 1708“.[23] Han ønskede ogsaa at kunne benytte Vinteren til at fortsætte sin Norges Historie og udbad sig fra Suhm nogle Hjelpemidler i dette Øiemed, der savnedes i Throndhjem. En ny liden Reise til Hevne foretoges ogsaa i denne Vinter.

I Foraaret 1775 bereiste Schøning Leinstranden, Melhus, Støren og Bynesset. Han havde nu tilbragt to Aar i Throndhjems By og Stift, af hvilket nu Hitteren og Edøen vare de eneste Prestegjeld søndenfor Nordlandene, som han ikke havde seet, og han fandt det da paa Tide at undersøge ogsaa Landets sydligere Egne. For at kunne udrette mere med det ham tilstaaede Stipendium ønskede han meget at faa Bevilling til skyds og ansøgte ogsaa herom hos Cancelliet. Endnu den 13de Juli 1775 var han i Throndhjem, men kort efter begav han sig sydover. Veien gik og gjennem Guldalen over Indset Verk til Gudbrandsdalen, hvor han omhyggelig undersøgte samtlige Bygder.[24] Hedemarken fik han bereist fuldstændigt, og af Romerike et Par Prestegjeld, Eidsvold og Skedsmo. Herfra ankom han til Christiania, hvor han naturligvis især undersøgte Oslo og Hovedøen.

Allerede glædede han sig til at gjøre Bekjendtskab med Vestlandet, hvor han aldrig havde været, naar undtages et Besøg i Bergen i tidlige Ungdomsdage under sin første Reise til Universitetet. Men endnu medens han opholdt sig i Christiania, modtog han et Budskab om, at hans Embedsstilling var forandret. Jacob Langebek var død den 16de August 1775, og allerede efter en Uges Forløb (23de S. M.) Var Schøning bleven udnævnt til hans Eftermand. Man maa altsaa antage, at Udnævnelsen er foregaaet, uden at man i Forveien har forespurgt sig hos Schøning, om han ønskede denne Stilling. Man har altsaa forudsat, at en Befordring til et af de behageligste og anseligste Embeder, som en Historiker kunde opnaa i Hovedstaden, ikke har kunnet være ham andet end velkommen. Meddelelsen om Udnævnelsen var ledsaget af en Befaling om strax at overtage Embedet, og der var saaledes ikke andet for end ufortøvet at tiltræde Tilbagereisen til Danmark. Den foregik gjennem Smaalenene og Sverige, og den 25de September 1775 befandt Schøning sig paa dansk Grund i Helsingør.

Schønings Ønske om gjennem Selvsyn at lære hele Norge at kjende var altsaa kun delvis blevet opfyldt, og han kom herefter ikke tiere til at gjense sit Fødeland. Men hvad han i denne Tid havde faaet udrettet var dog betydeligt og blev ikke alene af Nytte for ham selv, men ogsaa gjennem flittige og udførlige Optegnelser bevaret for Eftertiden. Han medbragte ogsaa en ikke ringe Del norske Diplomer, hvilke ellers maaske vilde have gaaet tilgrunde, da netop i den nærmest følgende Tid den store ødelæggelse af disse vigtige historiske Vidnesbyrd synes at være indtraadt, hvorfor man dobbelt maa glæde sig over, at Mænd som Schøning, Deichman, Wille og Mørch hver for sig itide reddede en Del deraf fra Tilintetgjørelsen. Og dog maa det ikke forties, at Samlere stundom ufrivilligen ogsaa have bidraget til at fremskynde denne. Almuens bekjendte Mistænkelighed fremkaldte nemlig undertiden Frygt for, at saadanne gamle Documenter skulde blive benyttede til vedkommende Gaardeieres Fortræd, og denne utidige Ængstelse drev sommesteds Bonden til omhyggeligt at skjule eller endog til at opbrænde sine Skindbreve. Saaledes skriver Presten Mørch, dengang residerende Capellan til Ringsaker, til Geheimearchivar Thorkelin den 10de August 1801: „Flere Documenter vilde vel og kunnet komme mig i Hænde, dersom ikke Bønder og Andre havde af taabelige Fordomme opofret adskillige vigtige Documenter til Ilden, da de hørte, at det Slags blev efterspurgt af Justitsraad Schøning paa hans Reise gjennem Norge.“[25]

  1. ↑ R. Nyerup, Historisk-statistisk Skildring af Tilstanden i Danmark og Norge i ældre og nyere Tider. III, 2, S. 385.
  2. ↑ C. Molbech, Det kgl. Danske Vidensk. Selskabs Historie, S. 59 flg. samt Schønings Fortale til Olafsens og Povelsens Reise.
  3. ↑ G. Schøning, Reise gjennem en Deel af Norge o. s. v., Fortalen.
  4. ↑ Kongelige Rescripter o. s. v. for Norge, udg. af F. A. Wessel-Berg, IV. S. 1147—1148.
  5. ↑ Den 25de Febr. 1678 forlod han Skien, hvor han erhvervede sig en Codex af Gulathingsloven, for at „resa til Sueriget igen“. R. Nyerups Reiser til Stockholm i Aarene 1810 og 1812, S. 141. Se forøvrigt om denne vidtbereiste Mand J. H. Schrøder, Itinera et labores J. G. Sparfvenfeldii, Diss. Ups. 1830, Delag. Archivet VI, S. 162, 164, Allen, Aktstykker til Christian II’s og Frederik I’s Historie, Fortalen S. XVIII, Carlsson, Sveriges Hist. II, S. 310, samt Sv. Biogr. Lex. XV, S. 153 flg.
  6. ↑ P. Kalm, Resa till Norra Amerika. Sthlm. 1753. I, S. 42—138.
  7. ↑ Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed, III, S. 18.
  8. ↑ P. A. Munch i Literaturtidende, udgivet og forlagt af Johan Dahl. Chra. 1845—1846. S. 47—48, samt Chr. Lange, De norske Klostres Historie, 1ste Udg. S. 8—9.
  9. ↑ I Langebeks utrykte Breve til Carl Deichman (Deichm. Bibl. Mscr. 111. 4to) heder det (25de Jan. 1755): „Hos Biskop Browallius i Åbo, som er en stor Mineralogist og i sine unge Aar flittig har reist i Norge, saa jeg et stort Opus med hans norske Reise, som han lovede at ville give ud, men jeg tvivler paa det bliver noget af;“ og (2den Juli 1757, efter Browallii Død): „Jeg erindrer meget vel, da jeg 1754 var i Åbo, at han viste mig nogle volumina med hans norske Reise, som fornemligen indeholdt Observationer om Bergverkerne.“
  10. ↑ Vidnesbyrd herom haves bl. a. i hans Breve til Suhm, se dennes Saml. Skr. XV, S. 421.
  11. ↑ Af Theistes Reisebeskrivelse er et Stykke meddelt i Fr. Thaarups Magazin for Danmarks og Norges topographiske, økonomiske og statistiske Beskrivelse, II, S. 45—77, men Fortsættelsen, der skulde komme „en anden Gang“, udeblev. Theiste, der senere blev Amtmand, først i Lister og Mandal, derpaa i Nordre Bergenhus, afsattes 1779 ved Høiesteretsdom fra sit Embede og døde i Kbhvn. 1791. Flotow mistede Livet paa Tilbagereisen fra Norge 1763 i Nærheden af Uddevalla, idet han faldt med Hovedet under Bagagevognens Hjul. (J. N. Wilse, Reiseiagttagelser i nogle af de nordiske Lande, II, S. 314).
  12. ↑ I Johannes Sainovicz’s Bevis, at Ungarnnes og Lappernes Sprog er det samme, se Danske Vidensk. Selskabs Skrifter, X, S. 653—672. Smlgn. F. Schiern, Europas Folkestammer, I. S. 98 flg.
  13. ↑ Samling af Mindetaler, udg. af H. J. Wille, S. 228.
  14. ↑ Smlgn. Mémoires de mon temps dictés par S. A. Charles, prince de Hesse, Copenhague 1861, p. 74.
  15. ↑ Beskrivelsen af denne Udflugt optager første Hefte af Reisebeskrivelsens trykte Del.
  16. ↑ Mindetaler, udg. af H. J. Wille, S. 71.
  17. ↑ Se B. E. Bendixen og Sophus Bugge i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie, 1872, S. 185—191 og 192—197.
  18. ↑ Schønings Brev i Suhms Saml. Skr. XV, S. 442 flg.
  19. ↑ „Min Tale over Gunnerus er færdig og Dagen fastsat, paa hvilken jeg skal opramse den“. Suhms Saml. Skr. XV, S. 446.
  20. ↑ Senere optrykt i Willes Samling af Mindetaler, S. 41—76.
  21. ↑ „Om man fordrer, at jeg skal indløse Bestalling, er det mit fulde Forsæt at lade den uindløst, da jeg aldrig har forlangt den justitsraadelige Ære og kan gjerne undvære den“. Suhms Saml. Skr. l. c.
  22. ↑ Noget af Reisen i disse Bygder er siden trykt i Throndhjemske Blandinger, udg. af N. H. S. Bloch, H. 1, S. 60 flg. og H. 2, S. 97 flg. (om Stjørdalen), ligesom Optegnelserne om Stenviksholm findes i Kjøbenhavns Skilderi 1807, No. 48—50 og atter i Norske Samlinger 8vo. II, S. 321 flg. (medd. af N. Nicolaysen). Besøget i Værdalen er meddelt i Top. Journal for Norge, H. 12.
  23. ↑ Sammenlign C. N. Schwachs Bemærkninger om dette Archiv i Norsk Tidsskrift for Videnskab og Literatur, III (1848), S. 146—147, Not. Schwach besaa Archivet 1831 i Anledning af Ekdahls Nærværelse i Throndhjem. Det var da i meget stor Uorden, men man vidste at tale om et saakaldet „Jemtelandsskrin“, der havde indeholdt Documenter fra dette Landskab, med hvilke en uredelig Raadstuetjener havde drevet Handel.
  24. ↑ Reisen i Gudbrandsdalen er udgivet (af J. Kraft) i Budstikkens 2den og 3die Aargang.
  25. ↑ Thorkelins Breve i det danske Geheimearchiv.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Gerhard_Schøning/6&oldid=44436»