Utgitt av Den norske historiske Forening, A. W. Brøgger (s. 92-96).
◄  VIII.
Schønings efterladte Arbeider og Samlinger. Hans Bibliothek.

Schønings Excerpter, utrykte Skrifter, Udkast og Begyndelser til literære Arbeider, hans i Norge indsamlede Diplomer, forskjellige af Dass’s Antegnelser som Schøning havde arvet, alle disse Ting bleve heldigvis reddede for offentlige Samlinger. I Lighed med hvad der var skeet efter Langebeks Død, nedsattes der nemlig ogsaa efter Schønings Bortgang en Commission til at gjennemgaa og vurdere dette hans Efterladenskab, hvilket for en Sum af 1262 Rdlr. 2 Mark indkjøbtes for kongelig Regning.

Diplomerne afgaves til Geheimearchivet, hvorfra i vort Aarhundrede en stor Del af dem ere afgivne til Norge, indlemmede i det norske Rigsarchiv og efterhaanden trykte i Diplomatarium Norvegicum; Paategninger paa vedkommende Documenter vise endnu, at de hidrøre fra Schøning. Det Øvrige gik ind i det store kongelige Bibliothek, hvor det senere oftere er blevet benyttet af historiske Forskere, fornemmelig af Nordmænd Adskilligt er derfor senere kommet Literaturen tilgode gjennem Andres Skrifter, flere Ting ere ogsaa, som tildels allerede ovenfor leilighedsvis anført, blevne udgivne dels fuldstændigen, dels i Uddrag[1]. Det vigtigste af disse i Haandskrift efterladte Arbeider var hans Reise, hvoraf han selv kun havde udgivet den mindste Del. Mange længtes efter at se den fuldstændig offentliggjort,[2] men det er endnu ikke skeet, kun Brudstykker ere hidtil fremkomne. Nogle Aar før Norges og Danmarks Adskillelse var der for Alvor Tale om en fuldstændig Udgave. Jacob Aall paa Nes, som ved denne Tid saa varmt understøttede literære Foretagender, havde lovet at bekoste den, og J. C. Berg skrev allerede til Nyerup den 23de Dec. 1811: „At Schønings Reise omsider dog engang bliver trykt, er mig overmaade behageligt. Gid der og maatte findes nogen, der vilde udgive hans øvrige Excerpter paa det kongelige Bibliothek.“[3] Men Udgaven kom ikke, thi man havde uheldigvis overdraget Arbeidet til en Mand, der aldrig fik noget færdigt, den forøvrigt i Norges Specialhistorie og Topographi vel bevandrede, men tillige saare ulykkelige Literat Sigvard Kildal Jentoft, ligesom Schøning selv en Landhandlersøn fra Lofoten (f. 1765, † 1831).[4] Mange Aar senere (i 1825) gjorde Jentoft, der levede i Armod i Kjøbenhavn, en Reise til Christiania for at ansøge Kong Carl Johan om Understøttelse til at udgive Schønings Reise, „men hans Ansøgning blev ikke bønhørt.“[5] Det norske historiske Kildeskrift-Fonds Bestyrer har imidlertid for kort Tid siden ladet tage en fuldstændig Afskrift af det hele Verk, der saaledes er tilgjængeligt i det norske Rigsarchiv, og det tør vel haabes, at man endnu, naar en dertil skikket Mand maatte melde sig, kan opleve at se det gamle Ønske om en hel Udgave af denne vigtige Reise opfyldt.

Medens saaledes Schønings egentlige literære Efterladenskaber dog idetmindste ere reddede fra at gaa tilgrunde, ere derimod hans private Papirer udentvivl at betragte som forsvundne. Breve til ham existere saagodtsom slet ikke, og det behøver ikke at siges, hvor uheldigt dette er, ikke alene fordi en Hovedkilde til hans egen Levnetsbeskrivelse derved maa undværes, men ogsaa for Literærhistorien overhovedet. For kun at nævne et Exempel, hvor interessant skulde det ikke have været at besidde Dass’s Breve til Schøning, da man jo af hans tildels bevarede Breve til Suhm kan slutte sig til, hvor indholdsrige de maa have været? Ogsaa Breve fra Schøning høre til de store Sjeldenheder. Trykte ere neppe flere end de faa af hans Breve til Suhm, der udgjøre et af de vigtigste Bidrag til Brevskriverens Levnet, samt et Forretningsbrev til den ripensiske Samler David Grønlund.[6]

Da Rector Dass testamenterede Schøning den Del af sit Bibliothek, der bestod af danske (og norske) samt svenske Skrifter eller angik Nordens Historie, tilføiede han ingen udtrykkelig Betingelse om denne Bogskats fremtidige Bestemmelse, men antydede kun, at der mellem ham og Schøning bestod en Aftale. Denne gik ud paa, at Bøgerne efter Schønings Død skulde tilhøre Throndhjem. Schøning besluttede imidlertid, at ikke alene den ham tilfaldne Del af Dass’s Bogsamling, men at ogsaa alle hans egne Bøger skulde skjænkes til det norske Videnskabsselskab. Herom har han en Maanedstid før sin Død udtalt sig for Luxdorph, som under 17de Juni 1780 har antegnet: „Besøgt med min Kone Schøning, som vil gjøre sit herlige Bibliothek til en publique Stiftelse i Throndhjem.“[7] Denne Bogsamling, der fuldt fortjener hin Luxdorphs Characteristik, udgjorde noget over 11,000 Bind. Den største Del heraf har aabenbart været samlet af Schøning selv, thi hvad han arvede efter Dass udgjorde neppe Trediedelen af dette Antal.[8]

Efter Schønings Død kom ogsaa denne hans rige Gave den Stad tilgode, i hvilken han havde tilbragt saa mange Aar af sit Liv. Efterat Arveprinds Frederik, der var det norske Videnskabsselskabs Præses, havde udvirket en Cabinetsordre om, at Schønings Enke skulde erholde en livsvarig Pension, overdrog denne Bogsamlingen til Selskabet ved et formeligt Gavebrev af 28de Marts 1781, aabenbart forfattet af Suhm, der ogsaa undertegnede til Vitterlighed, og 26de Septbr. S. A. blev dette Gavebrev af Kongen confirmeret.[9] Bøgerne bleve derefter nedlagte i Kasser under (den senere Geheimearchivar) Thorkelins Tilsyn og sendte til Throndhjem, hvor Bibliotheket dog først 1787 fik et passende Locale i den store og anselige Bygning, som for Thomas Angells Penge opførtes for (Kathedralskolen og Videnskabsselskabet i Forening.[10]

Saaledes besidder Throndhjem ikke alene et Minde om en af de mest fortjente Mænd, det nogensinde har regnet blandt sine, men det besidder i denne hans Gave en Skat, der, om end hidtil ikke benyttet i den Udstrækning, som Giveren vistnok havde tænkt sig, dog sikkerlig herefter vil i betydelig Grad lette og befordre historisk Studium i den gamle og berømte By.


  1. Werlauff, Historiske Efterretninger om det store kgl. Bibliothek, 2. Udg., s. 215, 314.
  2. Luxdorph skriver saaledes til Suhm 2den Jan. 1785: „Grev Thott jamrede sig igaar over, at der ikke kommer mere ud af Schønings Reise. Jeg gjør ligesaa.“
  3. Udvalg af Breve fra Nordmænd til R. Nyerup, udg. af L. Daae, S. 61.
  4. Dette er mig 1861 fortalt af Conferentsraad Werlauff.
  5. J. C. Berg til Werlauff 18de April 1826 (Norsk historisk Tidsskrift, I, S. 452).
  6. Historisk-biographiske Samlinger, udg. af C. Molbech, S. 215—216.
  7. Luxdorphs Almanak for 1780.
  8. I Fortalen til Catalogus librorum, quos reliquit B. Dass, Hafn. 1775, anføres, at de Bøger, som i denne opføres til Salg, omtrent kunde ansees for Halvparten af Dass’s hele Bogsamling. De i Catalogen opførte Bøger vare 8O Folianter, 775 Qvarter, 2,088 Octaver, 224 in 12mo.
  9. Norske Stiftelser, II, S. 740—741. Efter dette Gavebrevs Udstedelse har jeg kun en Gang seet Schønings Hustru nævnt, nemlig i 1782 (Suhms Saml. Skr. XV, S. 365). Hendes senere Skjebne er mig saaledes ubekjendt.
  10. Catalog over det Norske Videnskabsselskabs Samlinger, I, Kbhvn. 1808. 4to. Fortalen S. XIII flg.