Gift/1
Lille Marius sad saa pent og stille paa Bænken. Hans altfor store markebrune Øine gav det lille blege Ansigt et forskræmt Udtryk; og naar han uformodet fik et Spørgsmaal, blev han ildrød i Hovedet og stammede.
Lille Marius sad paa næstnederste Bænk lidt krum i Ryggen; for der var ikke Rygstød, og det var strengt forbudt at læne sig tilbage mod den næste Pult.
Det var Geografi fra elleve til tolv en varm Augustdag efter Ferierne. Solen skinnede over Rektorens Have og paa de fire store Æbler paa hans lille Æbletræ. De blaa Gardiner vare trukne for det øverste Vindu; men i det næste havde Abrabam indrettet sig en sindrig Solskive med Blækstreger i Vinduskarmen. Han telegraferede just omkring til Spørgere i Klassen, at Klokken var over halv.
„Flere Byer —“ sagde Adjunkten oppe fra Kathederet og blæste i en Fjerpen. Det var hans Specialitet at spidse Fjerpenne; og rundt i alle de Klasser, hvor han læste, laa der en liden sirlig Samling af Fjerpenne, som ingen brugte undtagen Rektor.
Alligevel havde Adjunkt Borring Møie med at holde dem iorden. Thi det hændte meget ofte, at en vanartig Discipel samlede Pennene i Frikvarteret, stak dem ned i et Blækhus og rodede saalænge om med dem, til Spidserne strittede til alle Kanter, og Penneposerne vare fulde af Blæk.
Naar da næste Gang Borring kom i Klassen og skreg: „Nei men du store Gud! hvem har ødelagt mine Penne? —“ saa svaredes der sikkert og enstemmigt fra hele Klassen: „Aalbom!“
Thi det var bekjendt, at Adjunkterne Borring og Aalbom inderligen hadede hinanden.
Adjunkten skrabede Penneposerne og blæste de fine hvide og blækkede Spiraler udover Kathederet.
„Flere Byer —“ derpaa mumlede han en liden Velsignelse over Aalbom, „flere Byer, flere Byer!“
Ellers var der ingen Lyd i Klassen; thi det var nederste Bænk, som skulde høres idag, og derfra svaredes aldrig. Dette var ogsaa vitterligt for alle; men for en Ordens Skyld blev de hørt en Gang om Maaneden, forat de kunde faa sit Firtal i Karakterbogen.
Og de fire, fem Karle dernede saa heller ikke ud, som om de brød sig stort om enten der svaredes eller ikke, og derfor var der ingen paa de øvre Bænke, der gad udsætte sig for Fare ved at hviske nedover til dem.
Kun han, som netop blev hørt, sad urolig og pillede ved Landkartet, som laa lukket paa Bordet foran ham. Thi under Examinationen maatte baade den, som blev spurgt, og de nærmeste, lukke sine Karter.
„Geografi er ingen Kunst paa Kartet,“ sagde Borring.
Mod Sædvane havde han læst lidt idag — den lange Tolleiv; det var Byer i Belgien; han havde læst to Gange over hjemme og en Gang paa Skolen.
Men denne Stilhed mellem hver Gang Adjunkten sagde: „flere Byer“, de meget usikre Erindringer om disse belgiske Byer, naar Bryssel var nævnt, og det usædvanlige for ham i at svare, — alt dette lukkede Munden paa ham, skjønt han vidste med Bestemthed ialfald en By til, — han sad og sagde Navnet inde i sig; men han turde ikke aabne Munden; kanske var det alligevel splittergalt og som sædvanligt til almindelig Latter; det var bedst at tie.
De andre paa nederste Bænk afventede i rolig Trods sin Skjæbne. Det var de største og stærkeste Gutter i Klassen; de tænkte paa at gaa tilsjøs og de brød sig Fanden om Karakterbogen. Kun en af dem tog Geografien under Bordet og læste lidt om Belgiens Byer og det, som kom efterpaa.
Lille Marius sad saa pent paa sin Bænk, hans store Øine fulgte opmærksomt Læreren, mens han puslede med noget under Bordet, somom han knyttede Knuder paa noget og trak dem stramt til af al Magt.
Hele Klassen summede saa smaat i den varme Middagstime; hver beskjæftiget med sit. Nogle gjorde ingenting, men sad med Hænderne i Lommen og gloede ud i Luften; en skrev latinske Gloser bag et Bjerg af Bøger; en anden havde lagt sit Hoved ned paa Armene og sov stille; ved Vinduet sad en og stirrede paa Rektorens fire Æbler, mens han fantaserede over, hvor mange der vel kunde være paa den anden Side af Træet, som han ikke kunde se, samt over, hvorvidt det skulde kunne lade sig gjøre at klatre over Muren en Aftenstund, naar det blev mørkere.
To havde slaaet sig sammen over et stort Evropakart, hvorpaa de seilede med Skibe af Fliser, som de skar under Bordet. Der stod en Satans Sydvest opad Kanalen, saa baade Freya og Familiens Haab maatte gaa nordenom Skotland. Men nede ved Gibraltar laa den Anden paa Lur med en lang Halvdel af en Blyant, som han havde dyppet i Blækhuset; det skulde være en algirisk Sørøver.
„Flere Byer, — flere Byer!“
„Namur“ — sagde Tolleiv pludselig.
Halve Klassen vendte sig forbauset, og en paa næstnederste Bænk var endog saa udelikat, at han stak Hovedet helt ind under Tolleivs Bord, for at se, om han ikke havde Geografien paa Knæerne,
„Namür — ikke Namur,“ sagde Adjunkten tvært og saa i Bogen foran sig, „nei den kommer ikke endnu. Der er — lad mig se, — der er tre Byer, før den kommer, som du nævnte; hvad er det for tre Byer? — naa! hvad er det for tre Byer?“
Men nu var Tolleiv færdig med det, han vidste; og han hensank i sløv Trods uden at agte paa, hvergang Adjunkten blæste i en Pennepose og sagde: „hvad er det for tre Byer?“
Lille Marius maatte være færdig med sit hemmelighedsfulde Arbeide under Bordet; thi pludselig kastede han noget henover til sin Sidemand og skjulte derpaa sit Ansigt i Hænderne, saa bare Øinene gik fra den ene til den anden.
Marius’s Sidemand sendte det, han havde faaet, til sin Nabo, og saaledes gik det opover Klassen; nogle lo, andre tog det roligt, somom de var vant til det; sendte det videre og fortsatte sin Syssel, — hvad det nu var.
Men Abraham var ifærd med at forbedre sin Solskive i Vinduskarmen, og da hans Sidemand kastede en blaa Dult hen til ham, blev han ærgerlig. Han kjendte saa godt Marius’s Rotter af det blaa Lommetørklæde, og han var saa kjed af dem, at han bare tog Rotten og kastede den nedover Klassen uden at vende sig om.
Men derved traf det sig saa, at Marius’s Lommetørklæde faldt ned i Spanien og feiede baade Røveren og Koffardiskibene paa Gulvet, medens de to, som vare midti en spændende Kamp foran Gibraltar, hoppede paa Bænken.
Derved blev Adjunkten forstyrret: „Hvad var det?“
„En Rotte“, svaredes strax. Men da nu Marius’s velbekjendte Rotte blev løftet op fra Gulvet efter Halen, brød hele Klassen ud i Latter; thi Marius var en anerkjendt Mester til at lave Rotter, især havde han et Snit med Ørene.
Men Adjunkten blev sint: „Uf Marius! — er du nu ude igjen med de dumme Rotter; jeg synes — ved Gud! du snart maatte være voxet fra slige Børnestreger.“
Marius fik sit Lommetørklæde igjen og begyndte meget flau at knytte Knuderne op; alligevel maatte han en og anden Gang skjule sin Latter; han fandt det saa umaadelig morsomt, da Abraham kastede Rotten.
Adjunkten saa paa Klokken; Timen var næsten ude; han lagde de kjære Fjerpenne tilside, blæste Kathederet rent, knipsede Kniven sammen og tog fat paa Bogen.
„Nu Tolleiv! — du kan jo ingenting, aldrig kan du noget. — Saa du da — Reinert! kan du nævne mig Byer i Belgien efter Bryssel — Namür er ogsaa nævnt, naa — flere Byer, flere Byer! Du hellerikke? — nei naturligvis; I er af samme Surdeig allesammen dernede. Saa du da — Sørensen! flere Byer i Belgien efter Bryssel! — naada! — saa!“
„Klokken har slaaet,“ meldte Pedellen i Døren.
„Ja se deri saaledes gaar detl — her sidder vi Time efter Time og kaster vor Tid bort paa de Dovendyrene dernede, som ikke vil lære noget; der er ikke andet, som frugter paa Jer end tørre Bank, og det skulde I have, om jeg fik raade.“
Dermed gav han dem alle i en Fart deres Firtal, og raabte gjennem den Larm, som nu reiste sig i Klassen: „næste Gang til Floder i Frankrige.“
„Floder i Frankrig“, gjentoges nedover Klassen. Duxen satte et lidet Mærke med Neglen i sin Bog; Abraham lagde en stor Bret; to Brødre, som vare fælles om en Bog, løb urolige omkring for at faa rigtig nøiagtig Underretning om, hvor langt de skulde have.
„Til Floder i Frankrig“ — raabte Reinert og slog med Vilje en stor Blækklat i sin Bog til Mærke, derpaa lukkede han Bogen, forat det skulde kline sig rigtig godt udover.
Lille Marius saa paa ham med Skræk og Beundring.
Fra tolv til et skulde Klassen deles. Realisterne, hvortil selvfølgelig hørte hele nederste Bænk, blev igjen, for at læse engelsk; medens Latinerne samlede sine Bøger og drog over til den anden Skolebygning.
De lavere Klasser, som var der, slap nemlig af Skolen Klokken tolv, saa at Latinerne tog et af deres Rum i Besiddelse i den sidste Time. Med Abraham i Spidsen banede de otte-ti Latinere sig Vei gjennem Mylderet af de smaa, som strømmede ud i Gangene og Trappen.
„Fi donc!“ raabte Abraham, da de endelig naaede det Værelse i anden Etage, som de skulde have; „her maa luftes ordentlig ud efter Stinkdyrene.“
Alle Vinduer sloges op, og nogle forsinkede Stinkdyr, som endnu gik og puslede i sine Hylder, bleve ubarmhjertigen slængt ud paa Gangen.
Ved hver Udkastning opløftede de smaa derude vilde Hævnhyl; men Latinerne ænsede det ikke; de lukkede sine Porte, og den tykke Morten, som taalmodigt bar Tilnavnet Bagstræveren — det er ikke godt at forklare hvorfor —, han blev sat til at holde Vagt.
Thi de overmodige Stinkdyr, som stolede paa sin Masse og paa Trappen, kastede hverandre mod Døren og ruskede i Laasen.
Duxen, som altid holdt modige Taler, foreslog et Udfald med Latinernes samlede Hær; men Stemningen var ikke krigersk. Abraham sad oppe paa Kathederet og dirkede i Laasen; han havde sat sig i Hovedet, at han vilde se Stinkdyrenes Protokol.
Men pludselig lød der høie Triumfskrig derude. Morten Bagstræver glyttede paa Døren og raabte derpaa forfærdet til sine Venner: „Tilhjælp! de har fanget Rottekongen.“
Abraham styrtede ned fra Kathederet, de andre fulgte. Duxen sidst: lille Marius var falden i Stinkdyrenes Hænder.
Lille Marius var Latinernes Smertens Barn; han var ikke større end et middels Stinkdyr og vilde ikke voxe; derfor var han altid under Bevogtning.
Men idag var han bleven glemt, medens han gik og ledte efter sine høist vigtige Glose— og Anmærkningsbøger. Og da han saa kom og vilde ind til sine Kammerater, blev han greben i Arme og Ben af tredive smaa, sorte Hænder og trukket bort fra Døren; og nu tumlede lille Marius omkring blandt sine Fiender, over hvilke han netop ragede saameget op, at man saa de store fortvivlede Øine og et Par tynde Arme, hvormed han baskede i Luften.
Men de dunkede ham i Maven og kneb ham bag, rev ham i Haaret og i Ørene og kastede hans egne Bøger i Hovedet paa ham, medens hans dyrebare Glose— og Anmærkningsbøger føg i Luften som løse Blade.
Dette fik en brat og voldsom Ende, da Latinerne stormede ud; de smaa slængtes tilside og forsvandt bag Døre og i Trappen, medens den befriede Marius førtes ind til Latinerne. Men neppe havde de lukket sine Porte, før Gangen igjen var vrimlende fuld af jublende Stinkdyr.
„Hævn! —“ raabte Abraham.
„Ja — Hævn — Hævn!“ gjentog Duxen og trak sig tilbage.
„Du skal være den vrede Achilles:“
„Ja,“ svarede lille Marius med funklende Øine.
Naar Marius var den vrede Achilles, sad han oppe paa Abraham Skuldre, og herfra huggede han ubarmhjertigt ned i Hovederne paa sine Dødsfiender med en lang Lineal.
Latinerne greb til Vaaben. Hylderne bleve plyndrede for Linealer; Slyngekasterne og Bueskytterne forsynede sig med Kridtstykker af Tavlekassen; selv Duxen tog en ganske liden Lineal, som han gik og svang under heftige Opmuntringer — helt oppe i den anden Ende af Værelset bag Kathederet.
Abraham udviklede ihast sin Plan. Saasnart den vrede Achilles gav Tegnet, skulde de opløfte Kampskriget, Morten Bagstræver skulde slaa Porten op, Bueskytterne og Slyngekasteme skulde udsende en Regn af Pile og Stene, medens Rytteriet fulgt af de sværtbevæbnede hoplites styrtede ind blandt Fienden, for at afskjære dem fra Hovedtrappen; saa kunde man efterpaa i Ro og Mag fange de adsplittede Stinkdyr og henrette dem enkeltvis.
Alt var beredt; og i den almindelige Iver lagde ingen Mærke til, at der var blevet ganske stille ude paa Gangen. Den vrede Achilles svang sig tilhest, og pludselig opløftede de paa en Gang Latinernes forfærdelige Kampskrig, Morten Bagstræver rev Porten op, en Regn af Kasteskyds formørkede Luften; hastati og principes rykkede frem i Løb, men allerforrest tumlede den vrede Achilles sin Hest — svingende den tunge Lanse.
Men en Stilhed — pludselig, skjærende som et Lyn fra Himlen, — dyb, ulykkesvanger som steg den fra hades — slukkede det vilde Vaabengny og naglede Latinernes seiervante Skarer til Jorden.
Thi midt i de vidt aabne Døre stod en liden, tyk Mand i knappet graa Frak, grøn Klaffehue og Briller; — midt paa Maven en stor Kridtflek efter et velrettet Slyngekast.
Maalløs stirrede han fra den ene til den anden. Duxen sad alt forlængst med Ryggen til det hele og Næsen i Grammatiken; Slyngekasterne slap sine Kridtstykker, de sværtbevæbnede hoplites holdt Linealerne paa Ryggen; men den vrede Achilles trak Benene til sig, skrumpede ganske sammen og gled som en Igle nedad Ryggen paa Abraham.
„Ja jeg skal lære Jer,“ raabte endelig Rektor, da han fik sit Maal igjen, „jeg skal lære Jer at fare med Støi og Spektakel og alskens Vildskab! Hvad var nu dette? hvem var det, som var med? — her skal engang straffes ordentligt! Du Broch! var vel ikke med.“
„Nei da,“ svarede Duxen med et fromt Smil.
„Men Marius! — Marius du var med,“ raabte Rektor bittert; thi lille Marius var hans Yndling; „hvorledes kunde du dog falde paa sligt? oppe paa Ryggen af Abraham — hvad skulde du der? — Svar!“
„Jeg skulde være den vrede Achilles,“ svarede lille Marius med bævrende Mund og saa op med sine forskrækkede Øine.
„Naa saalede! — hm! saa du skulde være den vrede Achilles; ja du ser mig ud til det; det er just saaledes, jeg bestandig har forestillet mig ham“ — Rektor maatte hen til Vinduet, for at bevare sit Alvor; men hele Klassen forstod godt, at Uveiret var over.
Alligevel stod alle med sønderknuste Miner og hørte paa den lille Formaningstale, Rektor gav dem, før han gik at opsøge den inspektionshavende Lærer. Thi det var jo klart, at saadan Uorden kun kunde finde Sted, naar den inspektionshavende forsømte sin Pligt.
Og hvilken Hjertens Fryd og Glæde var det ikke for Adjunkt Borring at kunne meddele Hr. Rektoren, at den inspektionshavende var Adjunkt Aalbom, som, saavidt han vidste, var gaaet over i Athenæum, for at læse Aviser.