Samlede værker
Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag (Bind 2s. 223-228).
◄  VI.
VIII.  ►

Den store Begivenhed i Byen var de ti Aktier, som Professor Løvdahl havde tegnet i Fabriken; og det gik som Jørgen Kruse havde forudsagt. Der blev en Rift om Listen oppe i Handelsforeningen; — ja der gik i et Par Dage ligesom et Pust af Spekulationsfeber gjennem det ellers saa døde og træge Handelsliv.

Efter fjorten Dage telegraferede Michal Mordtmann til sin Fader, at der var tegnet 96,000 Spd.

Den unge Mordtmann var straalende, — baade glad ved Udsigten til at komme i Spidsen for en storartet Bedrift og ikke lidet stolt over at have spillet sine Kort saa fint. De onde Øine fra Latinerne brød han sig Pokker om; det var Handelsverdenen — Realisterne — han skulde erobre, og det havde han gjort.

Han fik ogsaa et anerkjendende Brev fra Isac Mordtmann &Co., og nærmere Instrux med Hensyn til den Direktion, som skulde vælges; Professor Løvdahl maatte absolut være med.

Michal Mordtmann bragte det paa Bane næste Søndag hos Professorens, — han spiste der regelmæssigt hver Søndag —; der var forresten lidt tungt i Huset efter Affairen med Abraham, hvem Faderen vedblev at behandle med en Kulde, som holdt ham i den pinligste Spænding.

Professoren afslog først den Ære at tiltræde Direktionen. Ikke havde han Tid for sin Praxis, hellerikke egnede han sig for sligt. Han havde jo netop af Princip holdt sig ude af Forretningslivet.

Det var jo igrunden bare Navnet, mente Mordtmann; om noget Arbeide blev der slet ikke Tale; Bankchef Christensen skulde være administrerende Direktør; det gjaldt bare om, at Professor Løvdahls Navn fandtes i Direktionen.

„Kan ikke De hjælpe mig Frue! — til at overtale Deres Mand?“

„Nei, min Mand raader sig selv i alle saadanne Ting,“ svarede Fru Wenche uden at se op.

„Hvis du ønsker det — min Ven! saa skal jeg gjerne træde ind i Direktionen,“ sagde Professoren venligt.

„Jeg ønske det? men hvem siger det? hvor kan det falde dig ind!“ sagde Fruen nervøst.

„Ei-ei! — du interesserer dig dog ivrigt for Hr. Mordtmanns Fabrik; og jeg vil ogsaa gjerne gjøre vor unge Ven en Tjeneste. Altsaa; jeg er villig til at tiltræde Direktionen — Hr. Mordtmann!“

„Tusind Tak,“ svarede denne og lagde i sin Glæde ikke Mærke til Fruens Udtryk; han løftede sit Glas: „ja saa er alt iorden; nu lover jeg, det skal ikke vare længe, før Fabriken staar der.“

Fru Wenche befandt sig ilde. Den Fortrolighed, som saa hurtigt var opstaaet mellem hende og Mordtmann, begyndte allerede at genere hende; hun saa godt, at hendes Mand lagde Mærke til hvert Ord og hvert Blik mellem dem; og hun vidste, han troede, at hun i dette med Fabriken havde været i Ledtog med den unge Mand.

Og det ærgrede hende, fordi det var jo ikke sandt. Men hun følte, at om hun prøvede at forsvare sig, vilde hendes Ærlighed komme tilkort overfor hendes Mands Mistænksomhed, og Forviklingen vilde bare blive større.

Men netop dette, at hun mod Sædvane opgav Tanken om en Forklaring, det pinte hende og gjorde hende usikker baade i Forholdet til Manden og til den Fremmede.

Dertil kom, at hun i disse Dage for første Gang havde følt, hvad hun saa ofte havde gruet for: at hendes Søn kunde blive hende fremmed, eller at ialfald noget kunde skyde sig ind imellem dem og forspilde den ubegrænsede Fortrolighed, hvori de hidtil havde levet.

Da hun endelig lik hele Historien om Marius og Aalbom fra Abraham selv, — han fortalte med nedslagne Øine, endnu ganske forskrækket over, hvad han havde gjort —,da tog Moderen ham i sine Arme og raabte: „Nei men Herregud! — har de skjændt paa dig for det? skulde du sidde og se paa, at de pinte din bedste Ven! — det var kjækt gjort af dig — Abraham!“

Men han saa forskræmt op til hende, og for første Gang mærkede hun med Sorg, at han ikke havde fuld Tillid til hende.

I samme Øieblik faldt det hende ogsaa ind, at det var saa sin Sag ligefrem at modarbeide Manden, at lære Sønnen stik imod Faderen; rose ham for det, hun vidste havde bedrøvet og forskrækket den anden.

Fru Wenche havde ofte tænkt sig, at den maatte komme den Stund, da Sønnen fik Øie paa den store Spalte, der var mellem Fader og Moder i de alvorligste Ting.

Men hun havde tænkt paa de store religiøse Spørgsmaal, og hun havde været forberedt. Hun vilde, efterhvert som Abraham blev saa stor, at han trængte til Besked derom, aabent og ærligt sige ham, at hun ingenlunde troede paa alt det, som andre Folk tror paa.

Det var ogsaa begyndt, og hun havde flere Gange talt med ham om saadanne Ting. Vanskeligt var det; men hun haabede dog altid, at stor Ærlighed fra hendes Side maatte gjøre ham det klart, at han i et og alt kunde stole trygt paa hende, om hun ikke just var af Tro som de andre.

Hun syntes ikke, det var Ret at pege for ham paa alt det Hykleri, hun saa og levede i. Professoren tog Abraham med i Kirken, sagde undertiden Vorherre og lignende: men hun vidste jo saa grandgiveligt, at der ikke fandtes Spor af sand Kristendom i ham.

Det kunde hun jo ikke forklare deres Søn, og det var og blev en stor Vanskelighed med det religiøse. Vel syntes ikke Abraham heller at være anderledes grebet af Religionen, end at den som Skolefag maatte kunnes perfekt, og at der hørte en vis Tone til og et vist Ansigt, naar man gik i Kirke.

Men bare dette, at hun kunde høre, naar han for Exempel spurgte: hvorfor gaar du aldrig i Kirken, Mor? —— at dette Spørgsmaal kom fra Paavirkninger udenfra; hun mærkede, at andre — hun vidste ikke hvem — gjorde ham opmærksom paa saadant hos hende.

Og alligevel havde hun altid holdt det Haab ilive, at det skulde nok gaa. Ja hun syntes undertiden, at det maatte være godt for Abraham, naar han kom til Tvivlens uundgaaelige Tid, da at have sin egen Moder blandt de Ikketroende; —— det maatte — mente hun — anspore ham til et alvorligt Valg og frelse ham fra at forsvinde feigt i det uendelige Mylder af Hyklere.

Men nu dette Skolespørgsmaal, saa lidet i Forhold til vigtigere Ting, men saa betydningsfuldt, fordi — det saa stærkt viste Kløften mellem de to, som sammen eiede denne ene, — hvorledes skulde hun klare det?

Hendes Hjertens Mening var den, at det var et kjækt Træk af Abraham, som hun godt kunde lige ham for; men hun kunde jo ikke stik imod baade Skolen og Faderen rose ham, fordi han havde kaldt Aalbom for en Djævel. Hvis det fra først af ikke var blevet taget saa alvorligt, kunde hun kanske sluppet lempeligere over det med at ruske ham lidt i Haaret og formane ham til Besindighed.

Men som det nu var kommet, var det blevet et Hovedspørgsmaal, og hun formaaede ikke at løse det.

Imidlertid stod Abraham foran hende og forstod, at Moderen var falden i Tanker; og da hun endelig — selv raadvild vendte tilbage og fandt Gutten staaende der ligesaa ængstelig og uvis, da vidste hun ikke andet at gjøre end at tage ham ind i sine Arme, vugge ham frem og tilbage som hun pleiede og hviske udover ham: „Aa du arme lille Abbemand! hvad skal der blive af dig!“

Endnu mere forvirret ved dette, vedblev Abraham at gaa i Spænding. Paa Skolen blev han behandlet som en farlig Forbryder, hvem man dog vil søge at redde ved mild Behandling; selv Aalbom var venlig, saa det gjøs i Abraham.

Kammeraterne roste ham først og spaaede ham de forfærdeligste Straffedomme. Men da det gik af i al Stilhed, og Lærerne vare lige blide mod ham, fandt man ud, at man sagtens kan være modig, naar man er Søn til Professor Løvdahl.

Havde han bare faaet Straf — tænkte Abraham selv; men denne dumpe Høitidelighed, denne underlige Venlighed fra alle Kanter bragte ham tilsidst paa den Tanke, at han vist igrunden var et Udskud, og at de tænkte paa at sende ham bort til en eller anden Anstalt. Han blev ræd og sky og holdt sig for sig selv.

Hans bedste Ven — lille Marius laa forresten syg; han havde faaet Hjernebetændelse. Den gode Rektor besøgte ham næsten hver Dag og var inderligt bekymret for sin lille Professor.

Men hver Gang hans Øine i Timen faldt paa Abraham Løvdahl, stod hin Scene saa levende for ham: Abrahams grænseløse Frækhed forbandt sig saa nøie med lille Marius’s ulykkelige Sygdom, at det tilslut kom til at staa saaledes for ham, at det var Abraham Løvdahls Skyld altsammen. Han henvendte næsten aldrig et Ord til ham.

Professoren iagttog hemmeligt sin Søn og overbeviste sig om, at den Maade, han efter Samraad med Skolen havde valgt, ogsaa viste sig virksom. Ofte naar Abraham bleg og forskræmt sneg sig forbi ham i Huset, syntes han hjerteligt Synd i ham; men han tvang sig en lang Tid, indtil han syntes, det kunde være nok.

Da sagde han endelig en Dag: „Vi har nu overveiet Sagen — vi — dine Forældre og Skolen; og vi er kommen til det Resultat, at vi vil prøve at beholde dig og kanske endnu gjøre dig til et godt og brugbart Menneske.“

Abraham kastede sig ind til Faderen og hulkede høit. De havde tilslut næsten skræmt Vetet af ham; han havde tænkt, at han skulde sendes bort til Fremmede; han havde tænkt — ja hvad for gyselige Ting havde han ikke tænkt i vaagne Tider i Sengen. Og nu, da han fik blive, syntes han, at Faderens Naade og Mildhed var saa overvældende.

Professoren gav Indtrykket Tid til at fæstne sig og sagde saa: „Ja lad os nu haabe med Vorherres Bistand, at du ikke oftere skal volde os saa stor en Sorg.“

Nei det skulde Abraham vist ikkel han følte sig saa knækket og sønderknust og saa taknemlig over Tilgivelsen; der skulde vist aldrig mere komme et Kny af Trods fra ham. —

— Men hjemme i Fru Gottwalds smaa Stuer var der stille og trist; Dørklokken var omviklet og hun havde taget en Jomfru til Hjælp i Butiken.

Thi det blev værre med lille Marius. Doktor Bentzen havde sagt til Professor Løvdahl, at man bare maatte ønske, at Gutten fik dø; han vilde aldrig faa sin Forstand igjen.

Dette vidste ikke Fru Gottwald; og Nat og Dag gjentog hun for sig selv: han maa ikke dø, han maa ikke dø. Det var jo umuligt og utænkeligt, at det eneste, hun havde, skulde slides fra hende; hun havde dog lidt saa meget.

Lille Marius laa og knyttede Rotteknuder paa sit Lagen, varm i Hovedet med halvlukkede Øine. Han mumlede næsten hele Tiden Declinationer og Conjugationer og Regler og Undtagelser, — hans stakkels Hjerne var helt indhyllet i Madvigs folderige Omsvøb, og han famlede ængstelig omkring i Mørket.

Det var lyse, smukke Vaardage — ret et Veir til at haabe i, og Fru Gottwald gik til og fra; bestandigt vilde hun se en Forbedring.

Men en Aften blev det hende klart, at det gik mod Slutten. Lille Marius blev urolig og mumlede fortere og fortere.

„Lille Marius — søde lille Marius! du maa ikke dø fra din Mor; du maa ikke, for du ved slet ikke, hvad du er for din Moder; sig, at du vil ikke gaa fra mig, — sig det! —“

„Monebor
moneberis
monebitur,
monebimur
monebimini
monebuntur,“ svarede lille Marius. —

„Ja — du er flink Gut! — du er den flinkeste i hele Klassen i Latin, det sagde Rektoren idag igjen, da han var her. Men du kjendte ham ikke; men du kjender mig — ikke sandt? lille Marius! du kjender Mor? — sig — ikke sandt? — du kjender mig?“

„Ad, adversus, ante, apud, circa, circiter,“ begyndte lille Marius.

„Nei, nei! kjære lille Marius! — ikke Latin, saa er du sød. Jeg ved nok, hvor flink du er, og jeg er saa dum — ved du. Men sig mig bare, at du kjender mig, at du er glad i mig, at du ikke vil gaa fra mig, at jeg er din søde Mor, sig bare det, — sig bare: søde Mor, — sig bare: Mor —“

„— fallo, fefelli, falsum,“ svarede lille Marius.

„O min Gud! min Gud! dette skrækkelige Sprog! hvad har de gjort min stakkels Dreng! — han vil dø uden at nævne sin Moders Navn, hans elendige, forfængelige Mor, som har taget Livet af ham med denne forbandede Lærdom!“

Hun styrtede ud i Gangen i det Haab, at det var Doktoren; men det var bare en af de Logerende ovenpaa, som kom hjem.

Hun vendte da tilbage til Sovekammeret; men i Døren slog hun Hænderne sammen og raabte i stor Glæde:

„O Gud være lovet! nu har du det vist meget bedre — lille Marius! du smiler saa fornøiet.“

„Mensa rotunda,“ svarede lille Marius og døde. —