Gjætlugutin.
(Paa Harangurmaal).

Og Himlin æ grutin[1] og Luktæ so raa.
og Liane lava taa Væta.
og Skodden ho gyrme ti Lægdæ[2] so traa.
og enddaa lyt’ æg ofta gjæta
mæ svultalæ Mat[3] og mæ skarvulæ Sko,
– dei dætta taa Fotin skam snart baae Tvo –
og litlo æ Sokkane bære.

Om Morgandin tilæ dei jaga mæg ut,
ei Otta[4] før Fuglane vakna;
æg flygu paa Sprængjen mæ Hugværk og Sut.[5]
Sæg Inkvat kom burt og vat sakna!
jau daa skje Du høira ei Preik og ein Saang,
og daa skje ho Matmor faa Skolmæ[6] paa Gaang;
æg meinær, ho flaug mæg i Synæ.

Og Dagjin so langu ti Regn og i Rusk
aleina ti Skogjin æg traskar;
og Væto ho drysu taa Bar og taa Busk,
og Røive[7] paa Kroppin ho vaskar.
Og Neburin sile so strit undaa Sky;
æg hev’ ingjei Sjurta, æg veit inkje Ly;
æg ynskje æg laag ner i Grovæ.[8]

Men Saaning te seja: da stundo æ bær.[9]
naar Skoddæ sæg littar or Liæ.
Daa pitlar æg Moltur og Tytingubær,
og mæa so skriu vel Tiæ.

Naar Skyin han glosser[10] so todnar[11] æg vel,
aa sovnar paa Tuo og drøime mæg sæl’
og vaknar so steiktu[12] taa Solæ.

Ein Lur æg mæg flækkje, naar Borkjin æ sva;[13]
paa dan æg so flittulæ tutar.
daa gløim’ æg mi Møia og kjennest so gla’,
da svarar i Berg og i Nutar:[14]
or nemaste Bergje dar kjæmu eit Ljom,[15]
og langt bort i Rustena[16] høirest eit Om,[17]
so laagar’ og laagare vættu.

Og stundo aa stændu paa høgaste Fjædl
og vælta paa Steinar utyve;[18]
dei rulta n’i Djue[19] mæ Ryk og mæ Smædl,
og høgt op i Vere fær Gyve,[20]
Og Ørnæ ho flumsar forskrøimd or sit Reir,
og aldre fra Ungjin faa Lambakjøt meir:
paa sundu vat slegin taa Raasæ.

Men kjæmu so Bjødnin – Gud tryste mæg daa! –
han gjære ei syrjulæ Greia;
aa fær sliku Skjælte,[21] æg rymme mest’ aa,
– da æ no ’kje bære te seia –
æg hujar og skriku og hevjar paa Stein,
og stundo han styggjast[22] og gjær’ ingjei Mein,
men javnast’ han tæku kva’n likar.

Og naar da no lakkar te Solagla-Beel,[23]
og endulæ Dagjin æ farin;
dar vættu[24] slik Uro og Fjaking og Sveel[25]
paa Tauser og Bodn heim i Garin,
dei ratla paa Stølin[26] mæ Byttur og Stædl,
og Solæ ho ronar[27] i Nutar og Fjædl;
daa starvar[28] æg heimat’ or Liæ.

Sexe.





Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. uklar.
  2. ligger i Dalen.
  3. Sulteføde.
  4. en Stund.
  5. Bekymring og Omsorg.
  6. Munden.
  7. Klæderne.
  8. Graven.
  9. det er stundom bedre.
  10. adskilles.
  11. tørkes.
  12. ligesom stegt.
  13. vil løsne.
  14. Fjældtinder.
  15. stærkt Gjensvar.
  16. Aaserne.
  17. svag Gjenlyd.
  18. udover.
  19. Dybet.
  20. Støvet.
  21. Skjælven.
  22. skræmmes væk.
  23. Solnedgangs-Tid.
  24. bliver.
  25. Gaaen.
  26. til Fæhusene.
  27. skinner rødt.
  28. gaar smaat.