Gjenmæle af Prof. Holmboe mod Prof. Munch’s Kritik i Langes Tidsskrift for Videnskab og Litteratur
En Kritik over nogle af mine Smaaskrifter, som Prof. P. A. Munch i Aaret l850 lod trykke, er nu optagen i den Samling af hans mindre Afhandlinger, som udkommer paa Hr. Cammermeyers Forlag, og bliver saaledes forelagt en ny Generation af Læsere. Da det er billigt, at denne Generation ogsaa lærer at kjende mit Gjenmæle mod Kritiken, benytter jeg Forlæggerens Tilladelse til at lade et Optryk af dette ledsage anden Udgave af Kritiken. Ligesom denne uforandret er gjengivet, saa lader jeg af letfattelige Grunde ogsaa mit Gjenmæle aftrykke uden Forandring, idet jeg maa bemærke, at de i Gjenmælet citerede Sidetal fra Kritikens ældre Udgave findes i den nye Udgave ved at tillægge 96 eller 97 til de anførte Tal f. Ex. naar hos mig citeres Side 369, gjenfindes Stedet i den nye Udgave S. 463 = 369 + 96.
April l874.
C. A. H.
Hr. Prof. Munch har gjort mine Smaaskrifter om vort Oldsprogs Forhold til Sanskrit til Gjenstand for en Kritik, som nøder mig til Gjenmæle, ikke blot for min egen Skyld, men ogsaa for den Sags Skyld, hvorom Kritiken dreier sig.
Hans Hovedanke gaaer ud paa, at der skal mangle Methode i Skrifterne (i det han dog erkjender en Fremgang til det Bedre i ethvert senere Skrift, sammenlignet med næst foregaaende), og ved Methode forstaaer han igjen nærmest Iagttagelsen af bestemte Regler for Lydovergangene fra et Sprog til et beslægtet. For at bevise denne Ankepost og stille Læseren paa det Standpunkt, hvorfra han skal kunne bedømme den, giver han S. 348—56 en udførlig Skildring af den af Grimm opdagede „Lautverschiebungsgesetz“ (af M. oversat Lydfremskydningslov), ifølge hvilken de stumme Bogstaver, ved Sammenligning mellem Sanskrit, Græsk o. s. v. paa den ene Side og Gotisk eller Oldnorsk paa den anden, ikke vise sig at være identiske, men en tenuis (hos M. ved Uagtsomhed muta) svarer mod en aspirata, en saadan mod en media og denne igjen mod en tenuis. Denne Regel anvender M. i fuld Strænghed som Maalestok for Rigtigheden af mange af mine Sammenligninger, og, da han finder, at flere af dem ej stemme med Regelen, erklærer han dem uden videre for urigtige. Herved har jeg Følgende at bemærke: Ligesom Sprogsammenligningerne før Grimms Tid antoge Lighed i Lyd og Betydning for tilstrækkelig Garantie for Ordenes Slægtskab, og derved blandede Sandt og Falskt med hinanden, saaledes ere Enkelte nu tilbøielige til at gaae til den modsatte Yderlighed, ikke at ville erkjende nogen Sammenlignings Rigtighed, med mindre den kan indordnes under Regler som de vilkaarligen tillægge Exclusivitet. Jeg har dog ikke stødt paa Nogen, som i dette Stykke gaaer saa vidt som Prof. M. der ikke alene S. 355 dadler Grimm selv, fordi han har tilladt sig en Undtagelse (af samme Beskaffenhed som de, M. hos mig erklærer for Feil), men endog ikke betænker sig paa at fremsætte som Regel (S. 356) „at fuldkommen Identitet af Lyd mellem Ord, som tilhøre Sprog paa forskjelligt Lydtrin, netop vidner om, at de sammenlignende Ord ikke ere beslægtede.“
See vi hen, hvorledes denne Sag betragtes af Europas Koryphæer i den sammenlignende Sprogvidenskab, Grimm, Bopp og Pott, ville vi finde, at Resultatet ikke taler til Fordeel for Ms. Anskuelse. At Grimm ikke fordrer saadan Exclusivitet for sin Regel, som M. tillægger den, have vi allerede seet, ligesom man i hans Grammatik finder mange flere Exempler derpaa, i det han jævnligen har Sammenligninger, som han kalder „unorganisch“, d. e. ikke stemmende med Regelen, men ikke desmindre rigtige. Han fordrer ikke mere Hensyn til Regelen end, at man i Tvivlstilfælde skal give den Fortrin; saaledes sigerhan i Fortalen til tredie Udgave af Grammatikkens 1ste Deel S. XIV: „alle methode hängt aber davon ab, dass man dem gesetz vor der anomalie und der regel von der ausnahme den rang lasse“. I sin Geschichte der deutschen Sprache I. S. 4l6 flg. omtaler han dernæst en Mængde Undtagelser fra Regelen, og siger, efter at have omtalt to Arter af saadanne S. 419: „Eine dritte unter keinen dieser geschitspuncte reihe von ausnahmen kann sich auf vollständigere feinere zerlegung einzelner lautreihen grunden, wie sie zumal das sanskrit darlegt, welche auf das eingeschränkte lautverhältnis anderer sprechen keine unmittelbare anwendung leidet, sondem scheinbar es verwirrt“. At Potts Grundsætninger afvige fra Ms. kan sees deels deraf, at han ikke sjelden bruger Sammenligninger, som han kalder „unorganisch“ i samme Betydning som Grimm, deels af Steder i hans „Etymologische Forschungen,“ som følgende Th. II. S. 3: dass ... 1. ein ursprünglicher Buchstabe mehrerlei, verschiedene Stellvertreter, selbst in ein und derselben Sprache, haben kann, .... 2. ... oft mehrere ursprünglich verschiedene Laute denselben Stellvertreter erhalten....
Bopp er endnu friere end G. og P. Hans Synder vilde blive talrige, om man paa hans Sammenligninger vilde anvende Ms. Maalestok. Jeg vil indskrænke mig til følgende Exempler som tilstrækkelige til at bevise min Paastand. De ere tagne af hans Glossarium Sanscritum, Berlin 1847 (min mest dadlede Afhandling er af 1846):
khan sammenlignet med χάινω, oldhøitydsk ginên- Efter M. Feil; thi Eichhoff sammenl. has, hvilket M. (S. 369) kalder det rette.
gargh[1] = gotisk gellan; efter M. Feil; thi til g svarer k.
gridh sammenlignet med tydsk Gier; efter M. Feil.
gras, at æde; sammenlignet med tydsk Gras; Do.
ganra, guul. sammenlignet med tydsk gelb; Do.
tigh sammenlignet med gotisk têkan; efter M. Feil; thi til t svarer th.
dal sammenlignet med gotisk dails; efter M. Feil; thi til d svarer t.
dah sammenlignet med gotisk dágs; Do.
drâkh sammenlignet med ordnorsk þurka; Do.
pû sammenlignet med oldhøitydsk bar; men p svarer til v.
prithu = gotisk braids; efter M. en dobbelt Feil; thi deels svarer p til gotisk f, deels ere begge Ord Afledsord.
Jeg kan endelig, maaske til Overflod, beraabe mig paa Professor i Sanskrit ved Kjøbenhavns Universitet, Westergaard, der foruden at være en anerkjendt dygtig Mand i sit Fag tillige har lagt for Dagen, at han nøie kjender vort Oldsprog, hvoraf han har leveret flere Oversættelser. Han har i Mém. d. l. soc. des Antiqu. d. N. 1840—43 leveret en i det engelske Sprog forfattet Afhandling om Forbindelsen mellem Sanskrit og Islandsk (d. e. Oldnorsk), hvori han, efterat have omtalt den Grimmske Regel om Lydforholdet mellem Sanskrit og Gotisk tilføier: „The same is strictly speaking the case in Icelandic, only that the deviations here are much more freqvent“. Han har saaledes ikke alene bemærket Undtagelser i Gotisk, men meget hyppigere Undtagelser i Oldnorsk, hvorpaa han anfører adskillige Exempler. Det første af dem er tilfældigvis et af de samme, som M. S. 367 har erklæret for en Feil hos mig, nemlig S. ketah = O. geð; videre S. taru = O. tré; S. grabh = O. gripa o. s. v. og bemærker derhos: The Sanscrit mediæ answer, with almost eqval frequency, to all the three series of corasonants“ og anfører derpaa flere Exempler.
Undtagelsernes Mængde har endog bevæget Folk af Faget blandt Grimms egne Landsmænd til at forkaste den hele Regel som uholdbar, f. Ex. Graff, Forfatteren af det udførligste oldhøitydske Lexicon, om hvem Grimm — Geschichte der deutsehen Sprache I, S. 418 — siger: „Graff hat nichts von seiner seite unterlassen, um das gesetz der lautverschiebung als ein nichtiges darzustellen“.
Jeg deler hverken Graffs eller Ms. Mening om Regelen, men jeg anseer den for en vidt om sig gribende Undtagelse fra den naturlige Grundvold for al Sprogforplantelse, Identitet og holder for, at den har langt mindre Betydning for Forholdet mellem Sanskrit og Oldnorsk, end for de Sprog, hvis Sammenligning har foranlediget dens Opdagelse, nemlig Græsk, Latin og Gotisk.
Hvor let man forvilder sig, ved dens Anvendelse paa Sanskrit, derom har man Grimms egen ovenanførte Erklæring: det kan ogsaa skjønnes deraf, at Sproget har mange Ord, som uden Forskjel skrives snart med Tanuis, snart med Media, snart med Aspirata, hvorom man blot ved at slaa efter i et Lexicon kan overbevise sig.
Jeg haaber saaledes at have godtgjort, at den Maalestok M. anlægger paa sin Sprogsammenligning, er upaalidelig, og som saadan ikke kan levere paalidelige Resultater; og dog er det dens Anvendelse, som har leveret ham de talrigste Exempler paa formeentlige Feil hos mig.
Jeg vil nu gaae over til den anden, ogsaa under Begrebet Methode hørende Ankepost, den, at jeg har sammenlignet Oldnorsk med Sanskrit uden (som M. mener) at tage de beslægtede Hovedsprog paa Raad med. Heri ligger en Misforstaaelse. Jeg har nemlig stadigen sammenlignet de beslægtede Sprog. Naar Prof. M. troer det Modsatte, kan det maaskee tjene ham til nogen Undskyldning, at jeg i Afhandlingen af 1846 har undladt at medtage hvad jeg i mine Samlinger har af derhen hørende Sammenligningsled, for herved at vinde større Plads for Exemplernes Masse, hvis Størrelse stemmede mere med Skriftets Hensigt, end Begrundelsen af Detaillerne. Dette findes antydet S. 1 i Fort. til Afhandlingen af 1848, hvor jeg efter at have omtalt den foregaaende Afhandlings Hensigt siger: „Til denne Hensigts Opnaaelse troede jeg hellere at burde vælge en Masse af slaaende Exempler inden enkelte Begrebssphærer end en mere dybtgaaende Sammenligning i enkelt Retning.“ Jeg har saaledes antydet, at jeg havde Midler til en mere dybtgaaende Sammenligning,
En tredie Anke gaaer ud paa, at jeg har optaget Afledsord til Sammenligning. Herved har jeg at bemærke, at jeg gaaer ud fra den Forudsætning, at intet Folk lader sig nøie med blotte Stammeord, men at selv vilde Nationer føle Nødvendigheden af Afledsord; hvoraf følger, at, naar en Deel af et Folk vandrer ud for at opsøge nye Bopæle, medtage de nødvendigviis fra det ældre Hjem en Masse af Afledsord, som maa kunne opbevares ligesaavel som Stammeordene, i Særdeleshed, naar man, som de indoeuropæiske Folk, bibeholder en Mængde fælleds Afledsendelser ogsaa i nye Afledninger. Pott siger 1. c. II. S. 366: „Töchtersprachen erben mit verhältsmässig geringen Verlusten den ganzen Sprachschatz von ihren Müttern.“ Hertil kommer, at der i alle Sprog findes en Mængde Afledsord, hvis Stamme er tabt, og skulde man ikke tage disse med, uagtet de findes i flere af de Sprog, som sammenlignes, da undlod man forsætligen Brugen af et vigtigt Material for de Undersøgelser, hvis Resultater man af Sammenligningen kan vente sig. Hvor vanskeligt det forøvrigt ofte er at skjelne mellem Rodbogstav og Afledsendelse, sees af Grimm’s Feiltagelser i dette Stykke, hvorom Pott, 1. c. II. S. 553 yttrer: „Grimm’s bloss theoretischer übrigens unbewiesener Satz, als müsse der sweite von zwei Schlussconsonanten ableitend sein, ein Satz, der ihn zu vielen irrigen, wenigstens unbewährten Annahmen verleitet hat, wird durch die Sprachvergleichung mehr als hinlänglich widerlegt“. Saadanne Feiltagelser af Germanisternes Høvding opfordrer til Varsomhed ved Anvendelsen af hidtil indvundne Regler, og have ej bidraget lidet til den vakte Erkjendelse, at der forestaaer en Revision af den germaniske Sprogforskning under Belysning af Sanskritsproget, hvortil Gr. kun har taget lidet Hensyn; og imod en saadan Revision har Paaberaabelse af Resultater, som ere vundne uden denne Belysning, ingen Berettigelse. Vigtige Bidrag til en saadan Revision haves i Bopp’s endnu ufuldendte vergl. Gramm. Men førend den kan blive gjennemgribende, udfordres endnu en Masse Forarbeider, som ingen enkelt Mand vil være istand til at fuldføre. Kun Manges forenede Bestræbelser mod det fælles Maal kunne her bringe de fornødne Materialier tilveie. Derfor mødes ethvert om end ringe Bidrag med Velvillie af dem, som have sat sig ind i disse Forholde.
Grimm selv tilbagekalder i sit nyeste Værk — Gesch. d. deut. Spr. — mangen forhen fremsat Paastand, og udtaler sig i det Hele taget med stor Tvivl om en Mængde Gjenstande, som han forhen har havt mere bestemte Meninger om, samt erkjender, at Sprogsammenligningen endnu ingenlunde har vundet en saa fast Grundvold, som M. antager. Han yttrer i anførte Værk S. 980 derom følgende:
„Für die geschichte der sprache stehen noch reiche ergebnisse bevor, wenn sie allmälich, ausser den lauten, ableitungen und flexionen, über die ganze fülle sinnlicher vorstellungen den wortvorrath aller urverwandten sprachen befragen und erforehen wird, dann muss sich auf manigfalter stufe darthun, wo die einzelnen sprachemeinander suecen oder fliehen und eine viel gröszere sicherheit des vergleichens entspringen als sie bisher gewonnen werden konnte“.
S. 364 gjør M. den Bemærkning, at det ikke er nogen mærkelig Opdagelse, at Oldnorsk ligner Sanskrit, naar det allerede forlængst er godtort at Gotisk ligner Sanskrift, og at det derfor er et overflødigt Foretagende yderligere at godtøre denne Sandhed. Heri ligger den Insinuation, som paa et Par andre Steder gjentages, at jeg skulde ville ansees som den, der først har gjort denne Opdagelse. Det forholder sig tvertimod saaledes, at hvad M. anfører om, at opdagelsen er gjort, førend jeg udgav noget Skrift derom, er netop det samme, som jeg selv har anført, og som han endog selv har citeret af Forordet til min første Afhandling. Naar han dernæst paa mere end et Sted kalder mit Foretagende overflødigt, da underlægger han samme en Hensigt, som jeg udtrykkeligen og entagende har angivet ikke at være min. Jeg har allerede i Forordet til den første Afhandling S. III erklæret, at jeg forelagde den for mine Medstuderende „for at give en Idée om Slægtskabet mellem begge Sprog og vække en Anelse om, hvad Udbytte der for Sprogvidenskaben kan være at vente af en gjennemført menligning“, — en Erklæring, jeg har gjentaget i Begyndelsen af Forordet til den anden Afhandling med følgende Ord: „Da jeg for halvandet Aar siden udgav min Afhandling, Sanskrit og Oldnorsk, var det min Hovedhensigt, at henlede mine Landsmænds og nærmest mine yngre Medstuderendes Opmærksomhed paa det nære Slægtskab mellem de to Sprog og paa den deraf flydende Vigtighed af Sanskritsprogets Studium for et fuldstændigt Kjendskab til vort eget“.
Vil man indvende, at denne Hensigt kunde være naaet, ved en blot mundtlig Henvisning til de Værker, hvoraf fornøden Underretning kunde hentes, da indrømmer jeg, at det vistnok kunde have ladet sig øre at underrette de Studerende om, at en Sammenligning mellem Sanskrit og Gotisk blandt meget andet findes i Bopp’s vergleichende Grammatik i Qvarto, der endnu mangler adskilligt i at blive færdig, men dog allerede har naaet et Sidetal af 1156, og opfordre dem til, for igjen at erfare Forholdet mellem det Gotiske og vort Oldsprog, at sammenligne Grimm’s deutsche Grammatik i Octave, i 4 Bind paa 600—900 Sider hvert. Men denne Vei forekom mig vel lang, for det Øiemed, jeg ifølge ovenanførte Citater havde, nemlig at fremkalde en paa egen Anskuelse bygget Erkjendelse af Studiets Vigtighed. Jeg ansaae det hensigtsmæssigere paa faa Ark at give let overskuelige Prøver af det Udbytte, man af Studiet kunde vente sig. Min Forventning om dette Middels Hensigtsmæssighed er heller ikke bleven skuffet. Adskillige Studerende have i de sidste Aar optaget Sanskrit i Kredsen af deres Studier, uagtet det som bekjendt ei er Examensfag, og flere have erhvervet sig en Indsigt deri, som, ihvorvel endnu af ringe Omfang, dog vil tjene dem som en god Støtte for den dybere Begrundelse af deres øvrige Sprogstudier. Mit Foretagende sees saaledes allerede af denne Grund ikke at have været overflødigt; og hertil kommer, at der i mine Afhandlinger ogsaa indeholdes Forsøg paa at løse en Deel Knuder i vort Oldsprogs Formlære, som M. selv tillægger noget Værd; s. Ex. S. 373, hvor han om mine Forslag til at forklare flere oldnorske verbale Afledsendelser yttrer: „Meget heraf er i sig selv sandsynligt, og de givne Antydninger værd at lægge nøiere Mærke til“; — S. 377 om min Forklaring af det verbale Flexionssuffix umk, siger han; „hvad han anfører har unegtelig medget for sig og fortjente en nærmere Undersøgelse“;[2] — S. 377 hvor det heder: „Ff. har her med Rette antydet Slægtskabet af Partiklernet er, ef, at og en med ssanskrit pr. relativ.
For at dog disse Ordfork1aringer, hvis Rigtighed han erkjender, ikke skulde tillægges formegen Fortjeneste, bemærker han, at Bopp allerede har paapeget Slægtskabet mellem gotisk jabai og sanskr. Pron. rel. og at det kun skyldes tilfældige Omstændigheder, at han ikke er kommen til at nævne Oldn. er, at og en. Men Bopp’s Forklaring af jabai er, som M. indrømmer, urigtig, og han giver ikke ved et Bogstav at forstaae, at han kjender er, at og en, endsige deres indbyrdes Forhold eller deres Forhold til Relativet. M. mener, at det var en let Sag at finde dette; derom vil jeg ikke tviste med ham; i saa Fald havde Ingen en større Opfordring til at angive det, end Grimm, den største nulevende Kjender af de germaniske Sprog, der meget udførligen har behandlet Partiklerne, og deriblandt omtaler de nysnævnte, men ikke yttrer nogen Anelse om det Forhold mellem dem, som af mig er paavist og af M. billiget. Man ser saaledes, hvordan det forholder sig med det Resultat, han faaer ud af den hele Undersøgelse (S. 377), at min Anskuelse af Conj. ef er den eneste rigtige, jeg paa egen Haand har fremsat.
Efter saaledes at have gjendrevet Prof. Ms. Ankeposter stykkeviis, kunde det maaske være overflødigt at gaae i yderligere Detail, da den Masse Exempler, han anfører, gaaer indunder en eller anden af de allerede behandlede Poster. Jeg vil dog ikke undlade ogsaa at levere nogle Prøver paa hans Feiltagelser i Detaillen.
S. 362 Anm. kalder han det Feil, at jeg har anført det angels. se, seo, þät, som om det brugtes til ogsaa at betegne Relativum. Hertil kan jeg anføre hvad Bosworth i sin kortfattede angels. Dictionary o. s. v. siger om dette Pronomem: „These denote not only The, that, but also He, she, it, and the relative Who, which“. Jeg tænker Bosworth har undersøgt Sagen førend han skrev. Det þe, hvori M. lægger det relative Begreb, er heller intet andet end et oprindeligt Demonstrativ og tjener saaledes kun til at bestyrke min Anførsel om Demonstrativets Brug for Relativ.
S. 366 heder det: „Hjón, Ægtefolk = Skr. jug, et Par, af jugh, at forene. Atter en Fejl af det værste Slags, thi hjón, hjún, angels. hív, familia, got. heiv, (hvoraf heivafrauja, paterfamilias), staar regelmæss. for hivn eller hivun, hvor n er den gamle Neutralendelse, der endnu er tilbage i det oldsvenske þøn, oldn. þau. At man i det Bergenske udtaler hjún som Jun, er ikke underligere end at vi udtale Hjul som Jul. I den kyndige Sprogforskers Øine viser hjón sig altsaa strax som en Repræsentant for den oprindelige Rod hiv, og hvad Lighed denne frembyder med jug give vi enhver at betænke. Jug svarer desuden ganske til det lat. jugum, ligesom jugh til jungo; til jug og jugum svarer regelmæss. det Russ. igo, det gotiske juk, Angels. geoc, Nytydsk Joch, oldnorsk ok,[3] dansk „Aag“. Det er altsaa ok, ikke hjón, som burde have været sammenstillet med jug, og dette viser blandt andet, hvor fremmed Ff. er for den oldnorske Lydlæres første Elementer.“
Et saadant Raisonnement vilde M. ikke have ført, om han havde anet, at H i vort Oldsprog, Gotisk m. fl. er en Levning af et gammelt Præformativ, analogt med det sildigere sam, sanskr. sam, sa, saha, græsk σον, persisk hem, oldpersisk ha, lat. com, con, og han derhos havde betænkt at G ikke sjelden gaaer over til V, ligesom K til HV og V. Man vil see, hvorledes hjón paa en simpel Maade er sammensat af h + juv (for jug) + n, Neutralendelse, aldeles som lat. conjugium af con + jug + m, og at hjón forholder sig til ok aldeles som conjugium til jugum, som sanskr. samjoga, inderlig Forening, Samliv, til joga, Aag. Naar jeg i Afhandlingen hellere har brugt jug end somjoga til Sammenl. med hjón da er det, fordi Ligheden er større, og Roden den samme. Der var nemlig ikke Plads til at motivere enhver Sammenligning.
S. 365 heder det; „Beðja, Hustru, sætter Ff. sammen med Skr. badhû en Kvinde. En stor Fejltagelse, thi ej at tale om, at Skr. B i Regelen ej har noget tilsvarende i Got. eller Oldn. som Begyndelsesbogstav, er beðja kun en Afledning af beð, Seng, gotisk badi, angels. bedd, hvoraf ogsaa det angels. gebedda, aldeles svarende til beðja, egentl. Sengkammeratinde, conthoralis, ἄλοχος, σύνευνος Her er altsaa en tilfældig, afledet Betydning tagen for den oprindelige, og Ord, der intet have at bestille med hinanden, urigtigen sammenstillede“.
Hertil bemærkes at B i Sanskr. er et forho1dsviis sjeldent Bogstav, som, uagtet Ms. Benægtelse, svarer til B i Got. og Oldn. f. Ex. sansk. bandh = oldn. binda; at sanskr. badhû ikke alene betyder en Kvinde, men ogsaa en Hustrue, hvilket er anført i min Afhandling men udeladt af M.; at Ordet er et Afledsord, hvis Rod af Lexieographer angives at være den anførte Rod bandh, der ogsaa har Formen badh, som Graff — i althd. Sprachsch. III, 49 — tænker sig identisk med en germanisk Rod bat, hvoraf han udleder betti, en Seng. Man vil see, at jeg her som ellers har havt Grunde, som ikke svækkes ved nøgne Paastande.
S. 368 møder han min Sammenl. mellem Gotnar, raske Krigsfolk og s. jôdha, en Kriger, med den Bemærkning, at Ordet er Fleertal af Goti, en Gote; men heri ligger ingen Modgrund; thi Folkenavne have i Regelen sin Oprindelse i Appellativer, ei sjelden af pralende Betydning, saasom Franker, Kurder (af pers. Kurd, tapper, stærk), Valerii af valere; Μάρδοι — Herod. 1, 125 — d. e. de Mandige m. fl. Min Derivation synes saaledes at have ligesaameget for sig som Derivationeu af gjóta, at gyde.
S. 369 heder det: „Naar hala (S. 2) sammenstilles med arðr en Plog, af erja (eg. aria), fordi Ordet nu ofte paa Østlandet udtales med det for rd sædvanlige tykke l, Al (ligesom Gaal f. Gaard og Jol f. Jord), og derfor af Usprogkyndige skrives Al istedetfor Ard, medens man dog aldrig skriver Gaal istedetfor Gaard, da er det en stor Misviisning, thi saadanne, paa en falsk Opfatning af Lyden grundede Skrivfejl, have dog intet med Sanskrit at gjøre“.
M. har her, som desværre paa saa mange andre Steder, været uheldig i at fatte mit Motiv for Sammenligningen. Det ligger ikke i en falsk Opfattelse af Lyden, men i den erkjendte hyppig forekommende Forvexling af R og L. For at nævne et nærliggende Exempel, kan jeg anføre, at Plougaasen i Hindustansk heder snart Halas, snart Haras, ligesom den samme Deel af Plougen af vor Almue kaldes Halaas eller Haraas.[4]
Strax nedenfor paa samme Side yttrer M., at jeg synes ikke at have skjønnet, at ja i berja er en Afledsendelse, og slutter dette deraf, at jeg har sammenlignet Ordet med sanskr. barh. Jeg kan forsikre ham, at det er just fordi jeg har skjønnet det, at Sammenl. er skeet; thi jeg anseer ogsaa h i barh for en Afledsendelse, og har allerede ovenfor yttret mig om Berettigelsen til at sammenligne Afledsord.
S. 373 anker han over, at jeg (efter hans Maade at opfatte paa) har sammenblandet Rodverber med afledede Verber, og anfører som Exempel Ordet bleyta, som han kalder et Rodverbum, medens jeg kalder det et denominiativt. Jeg bruger dette Ord i almindelig Betydning, for at betegne, at Verbet kommer af Nominet blautr, og forundrer mig over, hvorledes M. har kunnet faae anden Mening ud af mine Ord.
Hvad den paaankede Sammenblanding angaaer, da existerer den ikke. Enhver, som vil eftersee S. 5 i min Afhandling af 1848, vil strax bemærke, at jeg har udhævet Forskjellen mellem de demoninative d. e. de Verber, som medbringe t eller d fra det Nomen, hvoraf de afledes, og de Verber, som føie Endelsen ta eller da til Roden.
Imod den af mig fremsatte Formodning om, at en Deel Verber i vort Oldsprog, som efter Rodvocalen have en Dobbelteonsonant, have erholdt Fordoblingen ved Assimilation af et Afledssuffix, som jeg sammenligner med Passivsuff. j i Sanskr. for de Verbers Vedkommende, der have en passiv eller intransitiv Betydning, — indvender M. (S. 376), at saadanne Fordoblinger allerede findes i Gotisken, som rinnan, brinnan, o. s. v. og at disse have stærke Præterita, eller ere Rodord. Her glemmer M., som overhovedet altfor ofte, at stille sig paa det rette Standpunct. For den, som staaer paa reent germanisk Standpunct, vise nemlig deslige Ord sig som Rodord, fordi Sproget ei byder Midler til at opdage, at de ere Afledsord fra ældre Tid. Men beskuer man dem fra indisk Standpunct, faae de et ganske andet Udseende. Ville vi saaledes betragte et af de Verber, M. anfører, brinnan, saa finde vi i Sanskrit bhri (Præs. bhrinâti) i Betydning at stege, brænde. Danne vi heraf Passiv, vil det hede: bhrinja (med tilføiede Personalendelser); i Prakrit assimilerer j sig jævnligen med foregaaende Consonant, og, kunde Ordet der paavises, vilde det rimeligviis hede bhrinna. Nu ligger den Formodning meget nær, at en lignende Overgang kan have foregaaet fra Ursproget til Gotisk og Oldnorsk, saameget mere som en analog Assimilation viser sig i Oldhøitydsk f. Ex. horjan = horran; frumjan = frumman; iljan = illan o. s. v.
Om det passive Element har været j eller k eller g, derom kan endnu neppe haves nogen bestemt Mening; jeg har betingelsesviis nævnt g, men ingen Vægt lagt derpaa. Min Anskuelse kan ikke rokkes ved af M. at henregnes blandt „forfærdelige Fejltagelser“, ligesom jeg heller ikke finder mig overtydet om at have feilet i at ansee fylla for en assimileret Form for fylja fordi M. erklærer full for Roden; jeg anseer ful for Rod til det ene som til det andet, i Lighed med sanskr. pûr, at være fuld, hvoraf saavel pûrajati, han fylder, som Adj. eller Part. pûrta, fuld.
Det forholder sig med Etymologen som med Chemikeren Ligesom denne kalder de Stoffe, han ikke formaaer at analysere, Grundstoffe, saaledes kalder hiin de Ord, han ei formaaer at analysere, Rodord; men begge Benævnelser ere relative til Videnskabens Standpunct Naar et Legeme, som har været anseet for et Grundstof, ved entagne Forsøg lader sig opløse i Bestanddele, ophører det at kaldes Grundstof, og den Chemiken som vilde mod Analysens Rigtighed anføre som Grund, at det som Grundstof ei lader sig analysere, vilde ikke betragtes som den der forebygger Ulempe for Videnskaben —— see Kritikken S. 378 — men snarere som den, der volder Ulempe. Her indskrænker hans Ret sig til at prøve Analysen; hans Magtsprog gjælder intet. I lignende Stilling er Etymologen med Hensyn til Analysen af Ord, som han har anseet for Rodord. Man maae nemlig nøie skjelne mellem Videnskab og Videnskabsmand. Denne kan nemlig ofte føle Ulempe ved Fremsættelsen af nye Anskuelser, som han ikke har Lyst eller formedelst mangehaande Forretninger ikke har Tid til nærmere at undersøge, men den er ikke derfor til Ulempe for Videnskaben.
Den „alvorlige Protest“, som han S. 378 indlægger, kan jeg derfor møde med en ligesaa alvorlig Protest mod Efterretteligheden af hans Kritik; den minder kun om de mange Protester, som i sin Tid indlagdes mod Bopp, da han for over 30 Aar siden optraadte med sine paa Sanskritsproget grundede Forslag til forandrede Anskuelser i de classiske Sprogs Behandling; han ændsede ikke Protesterne, men, vis i sin Sag, arbeidede han stedse videre, og har forlængst kuldkastet mangen sekelgammel Læresætning og lært Grammatikerne at bygge paa en dybere og sikkrere Grundvold Den germ. Sprogforskning kan heller ikke undgaae Virkningen af Sanskritsprogets Lys. Uagtet den lærde J. Grimm’s store alm. anerkjendte Fortjenester af de germaniske Sprogs Behandling, har dog Bopp og Pott paavist mange Misgreb af ham, men af saadan Beskaffenhed, at de ingenlunde gjøre hans Hæder noget Afbræk; thi de kunne kun opdages ved Sammenligning med Sanskrit; og derved er mangen Knude løst, som de germaniske Sprog alene ikke have Midler til at løse; derved ville ogsaa — derom er jeg forvisset — flere af de ordformer, som hidtil have ligget udenfor Sprogforskernes Evne til at løse dem (og derfor af M. siges at ligge udenfor Sproget), vinde Forklaring. At møde Skrifter, som tildeels have dette Formaal og som have viist, at de til opnaaelse deraf give noget, om end lidet, Udbytte, med Afviisning og Protest, vidner om en eensidig Fastholden ved disputable Resultater, vundne paa den gamle Grundvold, uden Anerkjendelse af, at der ligger en fastere Grundvold nedenunder, som det vel kunde lønne Umagen at undersøge.
Jeg indrømmer villigen, at der kan findes Uagtsomhedsfeil i mine Afhandlinger, men at de hverken ere saamange eller saa grove, som M. angiver, haaber jeg tilfulde at have godtgjort. Det er en her velbekjendt Sag, hvorpaa jeg ogsaa i Forordet til min Afhandling af 1846 har henledet Læserens Opmærksomhed, at mit Hovedstudium er rettet paa de semitiske Sprog, og at Sanskrit m. m. kun har beskjæftiget mig som Bifag, hvori jeg naturligviis ikke har kunnet naae saa omfattende Kundskaber, som de, der drive disse Studier som Hovedfag. Det er den dybtfølte Trang til at faae Sanskrit indført her ved Universitetet, støttet paa Erkjendelsen af den ubestridelige Ret, det ældre Sprog har til at tages paa Raad med ved Forklaringen af det yngre beslægtede, som har bevæget mig til at skaffe mig saameget Kjendskab til hiint, at jeg kan veilede de Studerende i Begyndelsesgrundene. Men for at saadan Veiledning kunde blive benyttet, forudsættes Erkjendelse af Studiets Vigtighed. Denne har jeg ved mine Smaaskrifter søgt at vække, og har den Tilfredsstillelse, at den er vakt. Har jeg under min Bestræbelse, for at naae dette Øiemed, blandt den Mængde Exempler, hvormed jeg har støttet mine Meninger og Paastande, maaskee af Uagtsomhed ladet et eller andet indflyde, som ikke er ganske adæqvat, da har dette lidet at betyde, naar den Paastand, hvortil det refererer sig, er rigtig og tilbørligen støttet ved andre Exempler. Saadanne Uagtsomheder, som ere uden Betydning for det Hele, pleie aldrig at ændses af billigtænkende Kritikere: og dog er det Exemplerne, hvortil M. næsten udelukkende støtter sine Klagepuncter, og, som ovenfor viist, har han derhos taget mærkeligen feil i Bedømmelsen af dem.
Jeg har saaledes godtgjort, at Prof. M. har anvendt en urigtig Maalestok paa Bedømmelsen af mine Sprogsammenligninger; at han har underlagt Udgivelsen af mine Smaaskrifter en Hensigt, som jeg udtrykkeligen og gjentagende har erklæret ikke at være min; at han har deels urigtigen opfattet deels urigtigen gjengivet Steder af dem, hvorpaa han grunder Anken at han har behandlet dem med en Smaalighed, som om de vare Lærebøger, hvortil de aldrig have været bestemte; samt at han har begaaet væsentlige Feil, idet han har meent at rette Feil hos mig. Herved turde man vel ansee mig berettiget til at retorovere de Udtryk, hvormed han finder det passende fast paa ethvert Blad at charakterisere mig (error in substantialibus, Uvidenhed, forfærdelig Feil, stor Misviisning etc. etc). Naar jeg alligevel undlader en saadan Retorsion, da er det deels fordi jeg anseer en saadan Charakteriseren usømmelig, naar man har med en Mand at gjøre, som har sine agtværdige Sider, deels fordi Erfaring har lærte mig, at Sammendyngelsen af saadanne Udtryk pleier tilkjendegive Frygt for, at de brugte Argumenter alene ei skulle virke efter Ønske. Jeg har den Tillid til mine Argumenter, at de ei tiltrænge deslige Hjælpetropper.
- ↑ For Sammenligningens Skyld med Kritikken skal jeg her bruge samme Omskrivning af Sanskritbogstaverne, som M. der har brugt.
- ↑ Den Indvending, som M. desuagtet gjør imod min Forklaringsmaade, at umk i Oldn. ikke blot bruges i Præsens, men ogsaa i Præt. hvor Sanskr. ei har det tilsvarende mi, kan jeg møde med den Bemærkning, at Aarsagen til at mi er bortfalden i Præt. i Sanskrit ligger i Reduplicationen foran —— Bopp v. Gr. S. 857. I Oldn. er denne Redupl. forsvunden, altsaa ogsaa Aarsagen til Suffixernes Afstumpning.
- ↑ Oldn. udelader nemlig altid et oprindeligt J i Begyndelsen af Ord, f. Ex. ungr, Tydsk jung, Angels. geong; ár, Tydsk Jahr, Angels. geár, o. s. v.
- ↑ Jeg handler maaskee forsigtigst i at tilføie, at jeg ikke herved vil udtale nogen Mening om Identiteten.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |