Gjensvar til Mag. C. F. Allen
Det var at vente, at Mag. Allen ikke vilde lade mit Gjenmæle mod hans Protest i Anledning af vore Fordringer paa den endnu ikke udleverede Deel af de Norge tilkommende Arkivsager gaa ubesvaret hen. Han har saaledes i tvende Nummere af „Fædrelandet“ (159 og 160) afgivet et Svar, hvortil jeg her som Gjensvar vil knytte nogle Bemærkninger, der dog heldigviis ej behøve at være mange eller vidtløftige. Hr. Allen har nemlig undladt at berøre flere væsentlige, af mig anførte, Punkter og overhoved mere holdt sig til Biomstændigheder, end til Hovedsagen.
Hr. Allen begynder med at oplyse, hvorledes han „overhoved“ ikke saa meget er gaaet ud fra Danmarks Ret, som fra den Forpligtelse, Danmark paadrog sig ligeoverfor „den erobrende Magt“. Han skjelner saaledes imellem Norges Ret og Danmarks Forpligtelse; en Skjelnen, man vistnok vil indrømme mig er temmelig subtil. Hans Mening maa være den, at om Danmark ikke end med Rette har faaet de omspurgte Dokumenter ældre end 1537 i sin Besiddelse, saa er det dog ikke, efter hans Fortolkning af Kielertraktaten, forpligtet til at udlevere dem. Anderledes kan jeg idetmindste ikke forstaa hans Ræsonnement. Men er dette virkelig hans Mening, saa trænger den heller ikke til nogen yderligere Belysning. Man tænke sig blot dette Princip overført i det borgerlige Liv. Som om ikke Ret og Forpligtelse gik Haand i Haand, eller som om man ikke stedse var forpligtet til at udlevere, hvad man med Urette har faaet i sin Besiddelse. Der mangler jo desuden ikke paa udtrykkelige Forpligtelser med Hensyn til hine ældre Brevskaber, om end Hr. Allen ikke finder dem udtalte i Kielertraktaten. Jeg har paaviist de Artikler i Unionskongernes Haandfæstninger, som forpligtede de samme Konger til at tilbagesende de norske Arkivsager: Artikler, hvis Opfyldelse for en stor Deel vilde have forebygget nærværende Stridsspørgsmaal, og hvis Ikkeopfyldelse dog umuligt har kunnet begrunde nogen Ret for Danmark til at beholde hvad der ej var dets Ejendom. Og med Hensyn til Artiklen i Kielertraktaten selv har jeg ligeledes viist, at de danske Kommissariers egen Fortolkning har afveget fra Hr. Allens, idet Norges Ret til de udelukkende norske Dokumenter fra dets Uafhængighedsperiode i Gjerningen er bleven anerkjendt.
Hr. Allen skrider dernæst til at frigjøre sig fra den Beskyldning at have ladet, som om Norge aldeles ikke havde havt nogen Selvstændighedsperiode, og som om det kun var en Udvæxt af Danmark. Han siger, at han kun „ikke har omtalt det, fordi der ingen Anledning var dertil, da dette slet ikke gjør noget til Sagen ved nærværende Spørgsmaal. Denne Yttring kan jeg kun forklare af den Omstændighed – der ogsaa ved Gjennemlæsningen af Hr. Allens Stridsskrifter er iøjnefaldende –, at de Gjenstande, hvilke det ligger ham mest paa Hjertet at Danmark skal beholde, ikke ere de samme, som de, hvilke jeg ligesaa ivrigen ønsker at Norge skal faa tilbage. Allen lægger mest Vægt paa de nyere Sager, navnlig Dokumenterne fra Unionens Opløsningstid og de senere Kopibøger; jeg lægger mest Vægt paa de ældre Sager, navnlig Dokumenterne fra Norges Uafhængighedsperiode. Disse sidste synes Hr. Allen i sin første Protest ganske at have ignoreret. Men han maatte dog vide, at en af vore Hovedfordringer netop gaar ud paa at erholde dem tilbage. Hans Ignoreren af denne Fordring maatte saaledes synes at medføre en Ignoreren af Norges Selvstændighed overhoved. Hr. Allen kommer i den Anledning til at berøre min Anke over den Eensidighed i Fremstillingen af de ældre internationale Forholde i Norden, for hvilken jeg oftere har sigtet de danske Historieforskere, og benegter ganske Sandheden af min Yttring, at man i Danmark i den nyere Tid har søgt at holde det historiske Forhold imellem begge Riger i et vist Halvmørke. Beviserne for denne Paastand har jeg ført andensteds, saaat jeg ej behøver at gjentage dem her; men Exempler paa en saadan Stræben fra dansk Side kan jeg fremhente endog fra Hr. Allens egen „Haandbog i Fædrelandets Historie“, hvor den hele „indledende Udsigt over den hedenske Tid“ uden videre anvender paa Danmark, hvad der dog i de Kildeskrifter, hvortil den væsentligt støtter sig, nemlig Eddaerne og Sagaerne, kun vedkommer Norge og Island; hele den eddaiske Mythologi er saaledes overført paa Danmark trods de mange Vink, der hos Saxo findes om den olddanske Gudelæres Afvigelser fra Edda-Systemet; Sprogets Eenhed omtales som et givet, over al Tvivl ophøjet Faktum; Sagaernes Antydninger om Skikke og Sæder i Husenes Indretning m. m. gjøres ogsaa gjeldende for Danmark o. s. v. Ikke at tale om, at der i de senere Partier af Skriftet sjelden eller aldrig gjøres Regnskab for, hvilke Mænd der vare norske og hvilke danske; Tordenskjold, Holberg og Wessel omtales f. Ex. som om de vare danske Mænd;[2] og det er først i den allersidste Udgave af Værket, at Hr. Allen har rettet Udtrykket om Orknø og Hetland: „disse Lande bleve derved for stedse skilte fra Riget“ (ɔ: Danmark) til „skilte fra Norge“.
Hr. Allen mener, at jeg ikke har Ret i at sammenstille Forholdet mellem England og Skotland med Forholdet mellem Danmark og Norge. „Skotland“, siger han, forenedes med England ved en fredelig Overeenskomst, Norge skiltes fra Danmark ved en Erobrers Sværd. Uligheden synes ham,saa væsentlig, at Sammenstillingen snarere maatte skee for Ulighedens end for Lighedens Skyld.: – Han kan heri paa en vis Maade have Ret. Det var just for Ulighedens Skyld, at Exemplet forekom mig saameget mere overbevisende. Jeg mener, at naar England, uagtet Skotland saagodtsom indlemmedes deri, og London i alle Fald blev den skotske Regjerings retmæssige Sæde, dog tilbagegav Skotland dets Arkivsager, som man i London havde Ret til at beholde, saa var det dog langt mere at vente af Danmark, at det, da Norge skiltes fra Danmark og fik sin egen Regjering, vilde tilbagegive Norge Arkivsager, som man ikke havde Ret til at beholde i Kjøbenhavn. Med Hensyn til Udleveringen fra England kan jeg ellers forsikkre Hr. Allen, at det har sin fuldkomne Rigtighed. Skotland har virkelig faaet sine Arkivsager tilbage.
Hr. Allen udleder fra Norges Provindsforhold dets Mangel paa traktatmæssig Ret til historiske, Papirer ældre end 1380 eller 1537. Jeg behøver her kun atter at minde om Forpligtelserne i Unionskongernes Haandfæstninger og om den faktiske Udlevering af endeel af hine Aktstykker. I denne Anledning lader Hr. Allen falde nogle Ord om, at Udleverelsen er skeet af Fejltagelse, men som Gjenstand for denne Fejltagelse anfører han dog kun nyere Arkivsager, navnligen de danske Bergværkspapirer, over hvilke han næsten gjør ligesaamange Ophævelser som forhen over Münchener-Papirerne. Han veed imidlertid ikke med Vished, om de virkelig ere afgivne til Norge, ligesaalidt som jeg veed nogen Besked om den Sag. Men saameget tør jeg sige, at hvis de virkelig forefindes i vort Arkiv, vil man neppe holde paa dem, men tvertimod med Glæde blive dem kvit, thi der er nok at tage Vare paa, om man ej belemrer sig med uvedkommende Sager. Vor Ret til vore egne ældre Diplomer, der aldrig skulde have været udførte fra Norge, eller idetmindste ifølge Haandfæstningerne burde have været gjengivet, ville vi derimod aldrig opgive. Og Hr. Allen indrømmer jo nu ogsaa, at Billigheden taler for, at disse Dokumenter, overhoved saadanne, „der ret egentlig og udelukkende angaa Norge, uden at have nogen Vigtighed og Interesse for Danmarks Historie*, overlades til Norge. Denne Indrømmelse af en Mand med saadanne Grundsætninger som Hr. Allen er mærkelig nok, men han maa ej fortænke os i, at vi ikke skjøtte om at modtage som Naade, hvad vi kunne fordre som Ret.
Hr. Allen klager over den Parallel, jeg har draget mellem Maaden, paa hvilken Norge mistede sin Selvstændighed i 1537, og den, hvorved Ungarn underkastedes af Østerrig i forrige Aar. Han finder den egnet til at nære og vække hadefulde Følelser og ilde stemmende med Historien. Han søger at modbevise Parallellens Rigtighed ved at udhæve Forskjellen mellem den forholdsvis fredelige Maade, paa hvilken Norge blev undertvunget, og den blodige Krig, der gik forud for Ungarns Underkuelse, saavelsom den grusomme Undertrykkelse, der fulgte efter. Men Enhver vil lettelig indsee, at det, naar Talen er om begge Begivenheder som statsretlige Fakta, ej kommer an paa de ledsagende Omstændigheder, eller rettere, paa den ledsagende Krigs større eller mindre Blodighed. Danmark søgte at forandre en ved tilfældige Familieforbindelser og derpaa begrundede Arveforhold opstaaet Personalunion til et Provindsforhold: Østerrig søgte netop det samme. Danmark sendte Tropper til Norge og udrettede, hvad det tilsigtede; Østerrig gjorde ligesaa i Ungarn. Det statsretlige Faktum er saaledes i begge Lande aldeles det samme, nemlig at en Personalunion ved Vaabens Anvendelse er bleven forandret til et Provindsforhold (Ungarn er maaskee endog i statsretlig Henseende bleven mindre underkuet, end Norge i sin Tid blev det). Forskjellen er kun den tilfældige, at Kampen var let for Danerne, haard for Østerrigerne.
Hr. Allen yttrer sig med Misbilligelse angaaende de Yttringer, hvoraf han udleder, at jeg antager den hele Syslen i Danmark med Oldtidens Sprog og Literatur forfejlet, og for et Fag, der rettest overlades de norske Videnskabsmænd som dem, der bedst kunne røgte det. Han minder mig om, at det fornemmelig er Danske, tilligemed Islændere, der i flere Menneskealdre have baaret Oldtidsstudiet i Norden, og mener, at man skal først i Norge have udrettet det samme, som deels nu levende, deels afdøde udmærkede og fortjente Lærde have virket, og ikke blot det samme, men man skal gjøre det meget bedre, inden man bliver berettiget til at sige til de danske Lærde: „Skjøtter Eders Eget“. Men Hr. Allen synes her atter at glemme (eller ignorere), at Norge savnede et særskilt Videnskabernes Sæde under Unionen med Danmark, og at kun et saadant særskilt Videnskabernes Sæde kunde være Betingelsen for en særskilt videnskabelig Virksomhed. Hvis Norge havde havt et eget Universitet, og ved Siden deraf faaet beholde sine Oldskrifter og sit Arkiv: da kunde der være Tale om at sammenligne Nordmændenes Præstationer med Danernes; men som Sagerne stode, maatte den norske Virksomhed falde sammen med og gaa op i den danske. Og desuagtet kan dog Norge opvise Mænd som Claussøn og Schøning; ligesom jo og Torfæus’s Virksomhed egentlig udgik fra Norge, hvor han boede, hvor han samlede sine Kilder og hvor han skrev sine Værker. Det er ellers langtfra, at jeg – som Hr. Allen yttrer – „skulde have noget imod, eller ikke glæde mig over, at der ere mange og villige Kræfter, som arbejde“ – men jeg mener kun, og har Ret til at mene det, at saalænge de danske Historieforskere benytte de norske historiske Kildeskrifter, hvortil Skjæbnen har givet dem lettere Adgang, end Nordmændene selv, til at fremstille Forholdene paa en Maade, som vi Nordmænd finde skjev og eensidig, saalænge maa de norske Historieforskere ønske, at hine heller lade være at befatte sig dermed, men overlade altsammen til rette Vedkommende. „Er der noget Falsk“, siger Hr. Allen, „i de danske Forskeres Fremstilling af den nordiske Oldtids Forhold, Liv og Væsen, saa lad de norske Videnskabsmænd vise og bevise det, og da kunne de være rolige for Udfaldet, naar de kun ere lidt taalmodige; det Falske vil nok forsvinde; Sandheden er den største og i Grunden den eneste Magt“. Men det er jo just dette Falske, som vi til Hr. Allens og saamange andre danske Videnskabsmænds Misnøje søge at vise og bevise. Det er ret smukt, hvad Hr. Allen siger om Sandheden, men det var endnu smukkere, hvis han og hans Kolleger med nogen Villighed hjalp til at fremskynde det Tidspunkt, da Sandheden erkjendes, og hvis han ikke havde anprist os Taalmodighed paa en Maade, der nærmer sig til Overmod. Det er godt nok for en Prokurator at „benægte alt Ubeviist“, om han end er moralsk overbeviist om Sandheden af det Ubeviste: Videnskabsmanden skal ikke afvente Beviis, hvor Sandheden allerede er tilstede i Erkjendelsen.
Om Slutningen af Hr. Allens Svarskrivelse har jeg kun lidet at tilføje. Jeg vil blot bemærke om den af mig omtalte „lille Hage“ ved „Tegnelserne“ eller Kopibøgerne, at jeg tenkte mig Muligheden af, at de norske og danske Sager ej vare aldeles indblandede mellem hverandre, men stode særskilt i de enkelte Protokoller, saaledes at det, der angik Norge, bekvemt og uden Ulempe kunde udtages og indbindes for sig selv. Og med Hensyn til den Codex, om hvis Udlaan der forgjeves har været anholdt, kan jeg oplyse, at dette var den gamle Bibel-Parafrase, kaldet Stjórn. Om der blev søgt mundtligt eller skriftligt, veed jeg ej; jeg veed blot, at Udlaanet blev nægtet, fordi Bogen, som det hed, behøvedes ved Udarbejdelsen af den islandske Ordbog.
Og hermed, tænker jeg, kan Skriftvexlingen fra min Side være til Ende. At Hr. Allen ved at optræde med sin Protest har handlet paa egen Haand, og ikke, som jeg troede, efter højere Bemyndigelse, er det mig kjært af hans egne Yttringer at erfare.[3]
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ „Morgenbladet“ for 1850, Nr. 214 (2den August).
- ↑ Denne Sag findes udførligere behandlet i „Bergenske Blade“, No. 233, for 31te Marts d. A., hvortil jeg derfor henviser.
- ↑ [De her omtalte Underhandlinger angaaende Norges Krav paa Arkivsager i Danmark afsluttedes ved en Traktat af 138de September 1851, hvorved Danmark afstod til Norge 12–1500 Arkivalia, hvoraf mange fra 13de og 14de Aarhundrede og de fleste af særdeles Værd dels i historisk Henseende dels for Administrationen; deriblandt var dog ikke „Norske Registre og Tegnelser“,,& som danske Videnskabsmænd forlangte at beholde paa Grund af deri indeholdte Efterretninger om nuværende danske Besiddelser. Det var Lange ogsaa paalagt at fremme Norges Krav paa visse Dele af de arnamagnæanske Samlinger, fordi de i Christianssands Bispearkiv 1843 fundne Breve viste, at hine Sager vare udlaante til Arne Magnussøn (sml. denne Udgave I, 144–45). Den arnam. Stiftelse afviste imidlertid alle retslige Fordringer, fordi de mulige Misligheder, som kunde være forbundne med Arne Magnussøns Erhvervelse af disse norske Sager ikke længer formentes at have nogen juridisk Virkning, da det Erhvervede forlængst var hævdet for det Legat, han stiftede til Bedste for Kjøbenhavns Universitet. Lange fik dog istand et Mageskifte, hvorved Norge skulde faa tilbage 3 Codices („den røde Bog“, „Bergens Kalvskind“ og Dokumenter vedkommende Trondhjems Stift) samt den norske Diplomsamling (18–1900 Breve) mod at afstaa til Danmark den almindelige Del (3100 Nummere) af Münchenersamlingen, ca. 75 danske Diplomer, Membranbrudstykkerne i Rigsarkivet samt en Del af de Andersenske Papirer; men den herom tilvejebragte Overenskomst blev, efterat Proff. Keyser og Munch havde udtalt sig mod samme, ikke approberet fra norsk Side.]