Gjordemoderen
Det var engang et Par Folk, der havde en eneste Datter. Pludselig forsvandt hun. Forældrene, der bleve meget bedrøvede over Tabet af deres kjere Barn, søgte overalt, men kunde dog ikke komme paa mindste Spor efter hende. En Tid derefter kom seent en Aften en fremmed Mand ind i Huset, og bad Konen, som var ene hjemme, om hun vilde see til sin Datter, der var i Barnsnød og ventede paa hendes Hjelp. Moderen blev vel meget forskrækket ved denne uventede Tidende, men gjorde sig imidlertid strax færdig til at følge med den Fremmede. Han rakte hende en Traad og ved Hjelp af den var hun i et Øieblik hos sin Datter, der fødte et raskt og velskabt Barn. Da dette var pyntet, gav Manden hende en Vædske, forat hun med den skulde besmøre Barnet, men advarede hende for at faae noget af den paa sig selv. Ikke destomindre, da hendes høire Øie begyndte at ilde og hun vilde gnide det, fik hun noget af Vædsken i Øiet. Da man ei længere trængte til hendes Hjelp, lagde den fremmede Mand, der var hendes Datters Ægtefælle og en Underjordisk, at hun kunde gaae sin Vei, og ved Hjelp af Traaden kom hun strax hjem. Den næste Dag, medens hun med sin Mand arbeidede paa Marken, saa hun pludselig sin Datter og hendes underjordiske Mand at spadsere ved sin Side. Hun tiltalte dem nu, og forbauset spurgte Svigersønnen, om hun virkelig kunde see dem. „Ja vist kan jeg see Jer med mit høire Øie,“ svarede Konen; men i det samme berørte den underjordiske det, og fra den Stund saa hun ei mere dermed.
Anm. Dette Sagn hørte jeg af en Bonde som ei tvivlede om sin Beretnings Sandhed. Andre tilføie, at Datteren bad sin Moder at flytte sit Fjøs, da dem flød ligeover hendes Bolig og ofte var hende til stor Uleilighed. Dette Ønske blev strax opfyldt, og fra den Tid havde Moderen den bedste Lykke af sin Buskab.
Lignende Sagn ere temmelig almindelige og henføres til forskjellige Steder, f. Ex. til Egeberg ved Christiania (see Nor 74) o. s. v.
De ere især mærkelige for den Lighed, de have med Udlandets Traditioner. I Danmark tabte en Gjordemoder Synet, fordi hun fortalte, hvad hun havde seet i en Høi, hvorhen hun var bleven kaldet for at hjelpe en underjordisk Kone, der var i Barnsnød. (Thiele 1, 36). Lignende Historier fortælles om en Grevinde Ranzau o. fl. i Grimms deutsche Sagen. I Scotland, fortæller Grimm i sin ypperlige Afhandling “Ueber das Wesen der Elfen i Irischen Elfenmärchen XXVII,“ havde Elferne engang bragt et nyfødt Barn ind i deres Shian, og hentede siden Moderen for at hun skulde give Barnet Die. En Dag, da hun var ene hjemme, fik hun Lyst til noget af den Salve, hvormed hun saa, at Elferne besmurte deres Øine. Hun blev imidlertid ikke færdig med mere end det ene Øie, da Elferne igjen kom tilbage; men med dette kunde hun nu see alle Ting i deres sande Skikkelse, en Gave, som hun beholdt, selv efterat hun var sendt hjem igjen. En Dag saa hun i en Folketrængsel den Elfe, der havde taget hendes Barn, uagtet han var usynlig for Andre, og frugte strax efter Barnets Befindende. Forbauset spørger Elfen hende igjen, om hun kunde see ham, og da hun, skrækket ved hans frygtelige Mine, bekjendte Sandheden, spytter han hende i Øiet, og siden den Tid saa hun ei mere dermed. En lignende Fortælling findes i der Mythologie der Fem und Elfen von Wolff 2, 95.
I Rhones Vande, fortæller Gervasius Tilburiensis[1] boe
der Drager, som trække Folk ned til sig. En Kone, som lang Tid levede i en saadan Drages prægtige Slot, var ved at smøre sit Øie med et Slags Fedt, bleven synen, endog efter at hun var sluppen op paa Jorden igjen. En Dag mødte hun Dragen, og da hun gjenkjendte ham, uagtet han var i en anden Skikkelse, tiltalte hun ham. Forundret spurgte han: „Med hvilket Øie har du kjendt mig?“ Da hun nu viste ham det, lagde han sin Finger derpaa, og hun saa ei mere. (Sammenlign Wolff 2, 319. Dobeneck 1, 45). .„Det er heel besynderligt,“ tilføier Walter Scott, „at det samme Sagn lyder blandt de scotske Bjerge og paa de scotske Sletter, næsten uden anden Forandring end, at Dragerne ere blevne til Feer, der boe i Huler og Bjerge istedetfor i Vandenes Dyb.“
- ↑ Gervasius var Marschal i Kongeriget Arles og skrev sine otia imperialia ved Rhones Bredder, hvor endnu i Nærheden af Arles findes et Bjerg, der beboes af Feer. Note de l’éditeur de chants pop. de l’Ecosse. 3, 119.