Gold
Jeg bad dig ømt at komme,
men kunde intet love —
Se, timen er alt omme,
og salene staar tomme — —
nu gaar jeg for at sove
paa lykke og paa fromme!
Du turde ikke komme,
fordi jeg ei formaadde
at gi dig tro og love —
det skedde, som jeg spaade!
Du har mit hjertes tro,
men mine længslers love
de faar slet ikke sove,
før du har git dem ro!
Du løser mine sanser
fra deres krampeslummer;
alt hvad mit væsen rummer,
det søger til din favn!
Men nu er natten lummer —
mit hjerte lytter, stanser — —?
O Herre, for en kummer
— et løfte og et navn!
— — — — — —
Men frugtens fine kjerner
de søger en oase?
De agter ikke tindre
i mine drømmes vase?
Min ven, du frygter tørken
i mine favntags ørken!
Saa ædelig du negter
at komme til min smerte
i værn om tænkte slægter,
som tumler bag dit hjerte!
En liden mø maa ræddes
at se sin uskylds frugt
straalende sat til nadverd —
og af en drømmer brugt?
En drømmer? Hun er kanske
det samme — hun, den ømme;
thi hun har dronningdrømme
med livets rige træ!
Velan, jeg skal ei granske
dit hjertes ret, men rømme
en gylden sal i sindet —
Guds fred, din vilje ske!
Thi jeg er født af fjerner,
hvor ikke fremtid trives,
og ven, dit væsens kjerner
skal ikke sønderrives —
blot staa som store stjerner
dybt i en himmels hvælv
over en satans drømmer,
hvis fremtid er ham selv!