Græsk Formlære af St. H. Tregder
Græsk Formlære til Skolebrug. Af Paul Hagerup Tregder. Anden forbedrede Udgave. Kjøbenhavn 1850. 188 S. 8. Reitzel. Priis 1 Rbdlr. 32 ß.
Danmark har i det sidste Decennium frembragt en Række af fortrinlige Skolebøger, som ikke have en ringere Betydning for de norske Skoler end for de danske. De mange Bøger til Skolebrug, der skyldes Mænd som Madvig, Ingerslev, Abrahams, Bojesen, indtage ogsaa hos os iblandt den studerende Ungdoms Hjælpemidler en betydelig Plads. Det er derfor ikke mere end rimeligt, at ogsaa et norsk Tidsskrift for Litteratur henvender Opmærksomheden paa hvad der i denne Retning frembringes hos de Danske.
Til den Cyclus af Skolebøger, som Danmark i den senere Tid har forsynet os med, slutter sig ogsaa Rector Tregders græske Formlære, som først udkom i 1844, og ifjor blev udgiven i en forbedret Form. Over den første Udgaves mange Unøiagtigheder i det Enkelte blev der med Grund klaget.[1] Denne anden Udgave bærer talrige Spor af en omfattende Correction, og der er ikke mange Sider, hvor man ikke finder flere Forandringer, Udeladelser eller Tilføielser. Bogens hele Anlæg og Behandlingsmaaden af hvert enkelt Afsnit er derimod uforandret. Det vil derfor blive nødvendigt, idet jeg agter at yttre mig over Bogens System og nogle Mangler, jeg har troet endnu at finde ved dens Enkeltheder, paa en Maade at behandle begge Udgaver, da saavel Systemet som disse Mangler ere fælles for dem begge.
Med det Heles Anordning, der nøie slutter sig til Madvigs, saavel som med Behandlingen af de særegne Afsnit har man i de fleste Tilfælde fuld Grund til at finde sig tilfredsstillet. Især udfolder Afsnittet om Verberne sig i det Hele taget med en saadan Klarhed og Simpelhed i Forhold til Formrigddommen, at denne Grammatik, endog bortseet fra alt Andet, maa erkjendes for at være et vigtigt Fremskridt. Denne Bogs Fortrin er overhovedet, at den giver en mere videnskabelig Fremstilling af det græske Sprogs Former. Hermed vil jeg tillige have udtalt, at det Lys, som den sproghistoriske Forskning har kastet over flere Phænomener, har givet disse i Ff.s Grammatik en rigtigere Plads og Forklaring. Og dog maa jeg i den Vægt, Ff. i nogle Tilfælde lægger paa det Sproghistoriske, finde en beklagelig Afvigelse fra Madvig netop i det, som væsentligst characteriserer dennes Anskuelse af Formlærens Behandling. Jeg sigter her til det Standpunct, Skolegrammatikken i Forhold til den historiske Udvikling har at indtage, hvorover jeg i det Følgende vil faae Anledning til nærmere at yttre mig. Man kunde ogsaa føre Klage over, at Ff. undertiden, idet han skarpt adskiller en enkelt Almeenlovs Fremtræden i de forskjellige Tilfælde, ikke lægger tilstrækkelig Vægt paa denne selv, og derfor giver flere Detailregler for eensartede Phænomener, uden at fremhæve deres Lighev i en Hovedregel. Denne Anke gjælder dog næsten alene Afsnittet om Nominalbøiningen, og Feilen beroer her paa den i en vis Henseende mislykkede Anordning, som efter Anm.6 Mening er bleven dette Afsnit til Deel.
Forf.s, som han selv kalder den, „temmelig udførlige“ Lydlære, frembyder en særdeles velordnet og i Forhold til sin Indholdsrigdom kort Fremstilling af det græske Sprogs mest fremtrædende Lydregler. Stoffet er i det Hele velvalgt og afpasset efter Skolens Tarv. Derhos har Afsnittet om Sammentrækningen faaet en videnskabelig Anordning i Stedet for de gamle Opregninger af enkelte Contractionstilfælde; jeg vil blot udhæve den nye og fortrinlige Hovedregel om Sammentrækning ved Tvelyd (§ 24). Dog maa jeg være enig med Anmelderen af 1ste Udg. i, at enkelte Undtagelser rettere havde sin Plads i Bøiningslæren.
Et andet Afsnit, der ogsaa indtager en mere selvstændig Plads end før, og giver Bogen et ikke uvigtigt Fortrin, er det sidste, der indeholder Orddannelseslæren.
Den Deel af Bogen, som mindst maa tilfredsstille, er den der handler om Declinationerne, og man kan vel neppe betragte denne som Mere end et Forsøg til en mere videnskabelig Anordning. Vistnok har Ff. her opstillet 2 Declinationer, den vocaliske og den consonantiske, under hvilken sidste ogsaa de Nomina ere henførte, der have ι og ν til Kjendebogstav. Men den Maade, hvorpaa han igjen har deelt hver af disse Hovedformer af Bøining i 4 Classer, kan neppe overalt ansees for heldig. Ff. har nemlig her af underordnede Hensyn ladet sig lede til at adskille eensartede Tilfælde, og ladet mindre væsentlige Forskjelligheder dominere den sande Lighed, idet han, ligesom Rask, har troet ganske at burde adskille Intetkjønsordene fra Han- og Hunkjønsordene. Paa den anden Side har han lagt en for stor Vægt paa en mindre væsentlig Lighed, idet han, ogsaa her med Rasks Schema for Øie, har samlet alle disse Intetkjønsord i een Classe. Grunden til denne Udsondring af Neutra vil jeg senere komme til at dvæle ved. Her skal først paavises, til hvilke Resultater denne Deling har ført.
I 2den Decl. opføres ifølge Stammens Forskjellighed og Nominativens særegne Dannelse Han- og Hunkjønsord i 3 Classer. Jeg vil her forudsætte, at Characteerbogstavets Forskjellighed over en saa stor Indflydelse paa Bøiningen, at en saadan skarp Adskillelse er begrundet. Men derpaa stilles alle Neutra af hvilkensomhelst Art i een og samme (4de) Classe, hvad enten de i Characteer og den deraf afhængige Bøining stemme overeens med Masc. og Fem. efter 1ste, efter 2den eller efter 3die. Saaledes gaaer εὐρύς efter 1ste, χαρίεις efter 2den, ἀληϑές efter 3die, men εὐρύ, χαρίεν og ἀληϑές alle efter 4de, uagtet Intetkjønsformen kun ved Acc.s (og Nom.s) Særegenhed adskiller sig fra Hankjønsformen, og uagtet Intetkjønsformerne selv ingenlunde i Characteer og Bøining (Kjendebogstavets Forandring eller Udskydelse, dets Forening med Stammen) ere indbyrdes eensartede. Thi hvilken Lighed er der mellem εὐρύ og χαρίεν, større end den, der findes mellem εὐρύς og χαρίεις? Εὐρύ og χαρίεν have intet Acc.- eller Nom.- Mærke, det er vistnok Lighed, men εὐρύς og χαρίεις antage samme Acc.- og Nom.- Mærker, dette er ogsaa Lighed: hvorfor stilles nu εὐρύ og χαρίεν i samme Classe, εὐρύς og χαρίεις i forskjellige Classer? Det, hvori de sidste skille sig fra de første, er jo netop deres indbyrdes Lighed; og Forskjellighederne indenfor Neutrumsformerne ere ikke mindre end indenfor Masculinformerne. Denne Isolering af Neutra er endog gjennemført saa skarpt, at ὄαρ og δάμαρ, der beholde den korte Vocal og altsaa ligne Neutra (ἄορ 4de Cl.), stilles hos de øvrige Femininformer under 3die, hvilken sidste Classes characteristiske Eiendommelighed dog netop er Vocalens Forlængelse. Noget Tilsvarende hertil i Latin vilde være, om man adskilte Fælleskjønsformen felix fra Intetkjønsformen felix, uagtet Neutrum her netop har det for Masc. og Fem. ellers Eiendommelige, og opførte Intetkjønsformen med 5 hos de andre Neutra uden S. Man tænke sig overhovedet i Lighed med denne Anordning en latinsk Grammatik, der opstillede de to beslægtede Declinationer, 3die og 4de, som een, hvori Ordene paa us (fructus) bleve afsondrede i en særegen Classe, men alle Intetkjønsord samledes i en Fællesclasse, hvor cornu indtog sin Plads mellem corpus og animal.
Hvad vinder nu Disciplen ved at man siger ham, ethvert Neutrum gaaer efter 4de Classe? Derved er blot sagt ham, at det danner den for Neutra særegne Fællesform for Nom. og Acc. Men dette vilde han ligesaa godt vide, og denne Form vilde han ligesaa godt kjende, om end hvert stod hos sit tilsvarende Masc., alene af den Omstændighed, at det er et Neutrum (Sing. Stammen, Plur. α). Men skal han gjengive de andre Casus, ja tildeels ogsaa Acc. selv (Plur.), saa hjælper det ham intet, at det bøies efter 4de Classe; thi derunder høre ligesaa forskjellige Stammer med ligesaa forskjellige Forandringer ved Stammen, som i alle de øvrige Classer tilsammen; men han maa tye til de samme Regler, som før ere anførte ved Hankjønsformens Bøining. Ff.s Adskillelse af det Eensartede har derfor ogsaa den Følge, at han nødes til at give to omtrent ligelydende Regler for den samme Bøining, en for Han- og Hunkjønsord, en anden for Intetkjønsord. Saaledes om Stammen paa ς Begyndelsen af § 74 d under 3die, § 77 d under 4de Classe; om Stammerne paa εες disse to §§ers Anmærkninger, som ere fuldkommen lige; om Overgangen fra υ til ε § 67 a under 110, § 77 b under 4de (Disse §§ burde være mere overeensstemmende; men paa sidste Sted er der ei taget Hensyn til Ordet δάκρυ og et Par andre;) om Udskydelsen af σ i Dat. Flert. § 74 g og § 77 c. Endvidere høre nogle Regler ind under denne Fællesclasse, hvilke blot ere anførte under Masc. og Fem., men som ligesaa godt gjælde Neutra, og derfor burde være gjentagne; saaledes om Udskydelsen af ν i Comparativerne (§ 74 e), om Declinatiønen af Adjectiverne paa ις (§ 67 b Anm.)
I 1ste Decl. opstilles Han- og Hunkjønsord paa ος og ως i 3die, Intetkjønsord paa ον og ων i 4de Classe. Det er her strax tydeligt, at Bøiningsligheden i de Ord, der høre til forskjellige Classer (t. Ex. ἵλεως og ἕλεων) er større end i de Ord, der staae i samme Classe (t. Ex. ἵλεως og ἵλαος). Selvlydens Forlængelse bevirker større Afvigelser end Intetkjønsordenes Særegenheder, og viser sig derved som noget i Bøiningen Væsentligere. Som Exempler herpaa i den regelmæssige Bøining kan anføres:
| λαός og λεώς | begge i 3die. | ἕλεως i 3die, | ἵλεων i 4de Cl. |
| E. λαός, λεώς | F. λαος λεῴ | E. ἵλεως, ἵλεων F. ἵλεῷ | ἵλεω |
| λαόν λεών λαούς, λεώς | ἵλεων | for begge Kjøn. | ἵλεως |
| λαῷ, λεῷ λαοῖς, λεῷς | ἕλεῳ | ἵλεῳς | for |
| λαοῦ λεώ λαῶν, λεῶν | ἵλεω | ἕλεῶν | |
| Tot. λαώ, λεώ | Tot. ἵλεω | for begge Kjøn. | |
| λαοῖν, λεῷν | ἵλεῳν |
Det Rette havde uden Tvivl været, at de paa ος og ov, der have samme Characteerbogstav, vare stillede i 3die, de paa ως og ων i 4de Classe. Thi medens hos Forf. de mange Fællesformer for begge Kjøn ere opførte i den sidste Classe som nye Former, kan Disciplen paa den anden Side ingenlunde forstaae den Lighed, som findes mellem λαούς og λεώς, λαοῦ og λεώ, eller i 4de Classe imellem ἀγαϑά og ἕλεω, uden at man først siger ham, hvad den forlængede Form har været, men dette bør saa meget som muligt undgaaes; jeg vil blot erindre om Madviga Ord: „Det, der først skal læres, er Sprogets existerende Virkelighed.“ Vi finde her et af de mange Tilfælde, hvor et sproghistorisk Udgangspunct mere vildleder end veileder Begynderen. Bøiningsforskjellen mellem ταμίας og λαός viser sig ikke større end den mellem λεώς og λαός, og man kunde derfor, ligesaa godt som at sammenstille de to sidste Ord, smelte 2den og 3die Classe sammen. Besynderligt er det ogsaa, at eet og samme Ord uden Forandring af Kjøn (λαός og λεώς) kan bøies paa to forskjellige Maader efter selvsamme Derlinationsclasse. Rigtigere er Forholdet angivet i den traditionelle Gramm., idet den har henfort Ordene paa ως og ων under en særegen 2den Decl., d. e. under en egen „Classe.“ — Ligheden imellem Ordene paa og og ον og deres Forskjellighed fra de indbyrdes overeensstemmende paa ως og ων viser sig ogsaa i den uregelmæssige Bøining, idet flere Anmærkninger om denne gjælde Ordene paa ος og ov, medens man ikke har Fællesanmærkninger for Ordene paa ος og ως eller for de paa ον og ων. Efter Forf.s Deling burde disse Anmærkninger helst være satte efter 4de Classe, under Eet for begge, hvori en Betegnelse af den Lighed havde ligget, som disse Classer have med hinanden i Modsætning til hver af de ovrige, ligesom der ogsaa var vundet en større Lettelse for Henviisningen til Grammatikken, og en hurtigere Tilegnelse af, hvad der er fælles for begge Classer og særeget for hver enkelt.
Men disse Bemærkninger om Bøiningen, der deels ere næsten eenslydende gjentagne, i 1ste Decl. endog blot ved Henviisning til de før anførte, dels skulde være det, sige dog ligefrem: Bøiningen er her kun een. Jeg behover hverken her at paavise den videnskabelige Berettigelse eller den practiske Nytte af den Methode, hvormed man fører de eensartede Phænomener saa meget som muligt sammen i en Hovedregel, istedenfor at splitte denne i flere Specialregler formedelst enkelte mindre væsentlige Afvigelser; det er nok at have paaviist, at Forf. over Forskjellen taber Ligheden af Sigte. Skjønt Adjectiverne i Dat. og Gen. Enkelttal, Dat. og Gen. Fleertal og hele Total i Virkeligheden kun have een Form for de to Kjøn, have vi hos Forf. seet denne Form optræde to Gange, som om det var to Former, i 1ste Decl. en under 3die, en under 4de Classe, i 2den en under 1ste, 2den eller 3die, en under 4de; og skjønt der af de aatte Former, som Intetkjøn har, kun ere to særegne for dette, er der Intet, der leder Disciplen til i de øvrige sex at see en falkommen Eenhed med Hankjønsformen.
Det maa være øiensynligt, at det formedelst denne oiptforgrenede Lighed ved Siden af den sparsomme Forskjellighed saavel er det Rigtigste, som det for Lærlingen Letteste, at man ikke skiller Intetkjønsordene fra de Han- (og Hun-) Kjønsord, der høre til samme Art. Enhver veed ogsaa af Erfaring, hvor liden Vanskelighev det forvolder at lære t. Ex. bellum under samme Classe som populus, uagtet bellum har to særegne Former. Hvoraf denne Lethed? Deraf, at det Særegne ved Neutra ikke gjælder en enkelt Declination eller Classe, men samtlige Neutra. En anden Sag er det, at man indenfor den enkelte Classe igjen kan stille Masc. og Neutra under hver sin Afdeling; thi derved vilde man lægge Hovedvægten paa Ligheden og dog fremhæve Forskjelligheden. En saadan Adskillelse vilde dog blive slæbende (naar t. Ex. ῥόδον skulde henføres til 1ste Decl.s 3die Classes 2den Afdeling), og unødvendig, da denne sporadiske Forskjellighed som Mærke for det forskjellige Kjøn let opfattes og fastholdes; og den samme Fordeel opnaaes ved at man som for i Paradigmerne holder Intetkjønsordene ud fra de andre Kjøn.
Det staaer endnu for en Deel tilbage at undersoge, om denne Opstilling er, hvad Ff. kalder den, „tilfredsstillende i videnskabelig Henseende.“ Hans Grund til at samle den enkelte Decl.s Intetkjønsord i en egen Classe er deres „særegne Dannelse af den fælles Form for Nom. og Acc.“ Her maa først bemærkes, at den Egenhed ved Neutra, at de have en Fællesform for Acc. øg Nom., d. e. ikke udvikle særegne Nom., gjælder uden Hensyn til de øvrige Casusformers Bøining, d. e. uafhængig af al Declination. Dernæst er i Fleertal endog den Maade, hvorpaa Fællesformen dannes, uafhængig af Declinationen, saa at Neutra efter hvilkensomhelst Decl. have α i Plur., medens Masc. og Femin. have forskjellige Endelser i den forskjellige Declination (i 1ste ι, ς, i 2den ες, ας). Men denne Omstændighed, at alle Neutra, uden Hensyn til Charakteer, og blot Neutra have denne særegne Endelse, lader os slutte, at den oprindelig ikke er Mærke for Forholdet, men for Kjønnet; med de egentlige Forholdsformer eller Casus har den det tilfælles, at den tillige betegner Tallet. Endelig har Neutr. Sing. af den conson. (den 2den) Decl. i Fællesformen beholdt den uforandrede Stamme, medens Masc. og Fem. her have betjent sig af særegne Endelser eller anden Forandring. Saavel i Plur. som 2den Deel.s Sing. henhører altsaa denne Form ikke under Ordets Bøining til en vis Forholdsform, men til den simpleste Dannelse af Ordet, dog i Plur. tillige med Kjønsmærke. Idet der nu til enkelte særskilte Forholds Betegnelse dannedes forskjellige Casus, eensartede i alle Kjøn, blev i Intetkjøn den Ordets Form, der indtraadte umiddelbar ved Orddannelsen, beholdt for de simple Forhold,[2] der i Masc. og Fem. betegnes ved egne Casus, Acc. og Nom.; og denne Fællesform staaer saaledes, i Sing. som simpel Ordform, i Plur. med egentligt Mærke for Kjønnet, i Declinationen krydsende den øvrige Række af Former, som egentlig betegne Casus og staae med virkelige Mærker for Casus. Men saaledes bliver denne Form uden Vægt ved Spørgsmaalet om hvorledes Casusbøiningens Formrækker bør ordnes.
Anderledes forholder det sig vistnok med 1ste Decl.s Sing. Ogsaa Neutra antage her det ν, som i Masc. og Fem. strax ved Orddannelsen, der er samtidig med Brugen, anvendtes til Udtryk for de simpleste Forhold. Her finde vi altsaa ogsaa i Intetkjøns Acc. en Form, der egentlig betegner Forholdet; men det er aabenbart, at dette, om muligt, endnu mindre taler for Adskillelsen af Masc. og Neutra, da netop derved en Overeensstemmelse i Acc.-Formen indtræder imellem de to Kjøn, som ellers ikke findes; og her kan nu Forf.s Grund, der er hentet fra Intetkjønsformens „særegne Dannelse,“ ingenlunde slaae til. Formen her er kun en Bestyrkelse paa, hvad de øvrige egentlige Casus udvise, at hvor Neutrum danner virkelige Forholdsformer, dannes disse aldeles overeensstemmende med Masc.s og Fem.s, og den lader os slutte, at de andre Kjøns Casusmærker ogsaa i Neutr. Plur. og 2den Decl.s Sing. vilde være indtraadte, hvis virkelige Forholdsformer her vare dannede. Men ogsaa i 1ste Decl.s Sing. udviklede derpaa Han- og Hunkjønsordene en særegen Form (Nom.) til Udhævelse af Subjectet, og beholdt den oprindeligste Form til Subjectets Betegnelse kun ved Infinitiven. At nu Intetkjøn heller ikke i denne Declination gjorde det Samme, men lod hiin Form ogsaa i den udviklede Sætning betegne Subjectsforholdet, bliver igjen et Mærke for Kjønnet og ikke Declinationen.
Temmelig uventet er det at see den lærde Forf. selv paaberaabe sig disse her omhandlede Endelser som Grund til Adskillelse i Declinationen, da han med Madvig ikke engang anseer dem for betydningsfulde Mærker, men kun for euphoniske Tillæg, hvorved Formerne med ν og α komme i Classe med 2den Decl.s Neutr. Sing., der mangler al Bøining. Men idet han nu bar ladet de Former, der efter hans egen Mening ikke høre den egentlige Bøining til, spille en stor Rolle i Bøiningstheorien, har han med det Samme tabt af Sigte, hvad der i Bøiningen er væsentligt, Kjendebogstavet og dets Forening med Stammen. Forf. har ikke bemærket, at de afvigende af Intetkjønnets Former ogsaa i det udviklede Sprog staae med en uregelmæssig Dannelse, der ei maa indvirke paa Systemet.
Hvad anden Decl.s Inddeling overhovedet angaaer, seer jeg nødig denne skarpe Afsondring i forskjellige Underdeclinationer eller Classer. Bøiningsforskjellen er nemlig i denne Decl. ikke paa langt nær saa udpræget, som i den vocaliske, og de forskjellige Sammensmeltninger vise sig altid som tydelige Afændringer af den samme Bøining. Madvigs Anordning af 3die Decl. giver i saa Henseende omtrentlig Mønstret. Da man overhovedet i denne Adskillelse gaaer efter ubetydelige Forskjelligheder burde man til større Anskuelighed lade flere af disse optræde med samme Ret, og saaledes blandt Andet opføre Ordene med Characteerbogstavet ς for sig, de med Digamma for sig.
Jeg har ovenfor søgt at godtgjøre, at Vægten ved Classeinddelingen maa lægges paa Characteerbogstavet, ikke paa Kjønnet. Denne Regel lider dog een Undtagelse. I 1ste Decl.s α- Gruppe findes nemlig Egenheder, knyttede til det forskjellige Kjøn, der retfærdiggjøre Forf.s Adskillelse af Feminina paa α og η (i 1ste Cl.) og Masc. paa ας og ης (i 2den). Thi for det første ere visse Egenheder netop Noget, som tilhører Declinationen, da Bøiningen af Masc. og Fem. ellers (saavel i 2den Deel., som af de paa ος og ως i 1ste) er ganske den samme, og det Særegne ved denne Gruppes Hankjønsord bestaaer i eiendommelige, virkelige Casusmærker. For det andet vise sig disse Masc.s særegne Casus, (ogsaa Genitiv, i det mindste i den udviklede Sprogform), som dannede paa samme Maade som i Ordene paa ος. Masculinerne paa ας og ης (med to Casus efter 3die, de øvrige efter 1ste Classe) danne saaledes en Blandingsclasse, der ikke vel kan underordnes enten 1ste eller 3die, men mest passende stilles mellem dem, saaledes som af Forfatteren er gjort. Hvad nu Characteerbogstavet angaaer, kunne Ordene paa α, α og η ikke adskilles, som om Characteerbogstavet her var væsentlig forskjelligt; thi Forlængelsen, som derhos er regelbunden, har ingen Indflydelse paa Endelsernes Form, og den gjælder heller ikke overalt (saaledes som den uregelbundne Forlængelse i ως, ων), men kun i Enkelttal, og heller ikke i Sing. af alle Ord i alle Casus. — Fællesanmærkningerne burde dog ogsaa her være stillede efter begge Classer.
Jeg har alt ovenfor udhævet den velordnede Fremstilling, Forf. har givet af Verbernens Bøining. Dette gjælder fornemmelig de regelmæssige, samt Verberne paa μι. De første ere ordnede under 2 Conjugationer, den vocaliske og den consonantiske, hvoraf hver igjen er deelt i 3 Classer. Specielt vil jeg her anføre, at i den 1ste Conj. (den vocaliske) omfatter 2den Classe Verber med kort Vocal, som forlænges udenfor Præs. og Impf. (ποιέω), 3die Classe de, der have uforanderlig (enten kort eller lang) Vocal, og som antage σ i Perf. Med. og Aor. 1. Pass. (τελέω). Adskillelsen mellem disse to Classer er begrundet paa en væsentlig Forskjel, der baade udstrækker sin Indflydelse til Orddannelsen, ved hvilken Ff. dog har glemt at bemærke den, og viser sig i flere fremtrædende Phænomener i de uregelmæssige Verber, fornemmelig i de paa μι. Den hele Conjugationstheori har herved vundet betydeligt saavel i Anskuelighed som i den Sikkerhed, hvormed de forskjellige Former fæste sig i Erindringen. En ikke mindre heldig Forandring i Læren om Verbernes Bøining har Ff. optaget efter Kühner, den nemlig, at Medium ikke, som endnu i de sildigste Grammatikker, alene fremstilles med to Tempora (τρίψομαι, ἐτρίψαμην, men med fuldstændig Tempusrække, og at Passiv derimod opstilles som et mangelagtigt Genus med alene to Tidsformer (ἐτρίφθην, τριφθήσομαι). Hvad enten man betragter disse Genera fra Formens eller fra Betydningens Side, viser denne Lære sig som den ene rigtige, og er derfor ogsaa, som altid, den ulige simplere. Dog burde tillige Gerundivet opføres under Passiv, ikke under Medium; derfor taler saavel dets Betydning som dets Dannelse, der følger Aor. 1. Pass. Endnu maa bemærkes, at Forholdet mellem de to Perfecter, de to Aorister og de „tre“ Futurer ved selve Anordningen ere stillede i deres rette Lys, saa at den Forestilling, at et regelmæssigt Verbum maa have alle disse Dobbeltformer, er gjort umulig.
Capitlet om Verberne paa μι er ordnet hensigtsmæssigere end før, idet de 3 Arter af denne Flexion uden Bindevocal vistnok ere opstillede sammen, men saaledes sondrede, at der ikke indtrænger sig nogen falsk Forestilling om, at alle disse Arter maae findes i samme Verbum. De øvrige afvigende Verber ere opstillede ikke i den sædvanlige alphabetiske Orden, der er mere lexicalsk end grammatisk, men i forskjellige Grupper ifølge deres indbyrdes Lighed i Characteer og Dannelse. I denne 2den Udgave er en betydelig Lettelse ved Brugen vunden ved det tilføiede Register, og det Hele er forbedret derhen, at Underanalogierne ere adskilte under særegne Litteræ. Disse Verbers indbyrdes Overeensstemmelser træde ved denne Ordning frem. Navnlig vil jeg fremhæve, at de, hvis Præsens og Impf. dannes ved Indskydelse af σκ eller ν, med de af Forf. angivne Vocalovergange for største Delen vilde være at ansee som regelmæssige under en forholdsviis indskrænket Analogi), naar ikke et sproghistorisk Hensyn her var kommet i Veien. Men Forf. tillægger Oprindeligheden i Aor. 2.s Stamme en saa stor Vægt ogsaa for Skolegrammatikken, at herved megen Uregelmæssighed og enkelte Steder Uklarhed er kommen ind. Dette Punct vil jeg her tillade mig at behandle noget udførligere, fornemmelig fordi jeg derved har Anledning til, saavidt jeg formaaer, at begrunde et Princip, som ikke er noksom fremhævet, eller af Alle erkjendt. Man er i saadanne Tilfælde bedst sikkret mod Misforstaaelse ved at paavise dets Anvendelse i et enkelt Punct. At man ikke i Almindelighed har nogen klar Erkjendelse af dette Princip eller dets practiske Anvendelse, kan ogsaa sluttes deraf, at selv Forf. som dog ellers hylder det, her har afveget derfra, og at af de øvrige mig bekjendte græske Grammatikker en Deel her lide af Mangel paa fast Udgangspunct, og de øvrige gaae den sproghistoriske Vei. Idet jeg nu dadler Forf.s Afvigelse, hæver jeg tillige hans Bog i det Hele.
Det er vistnok ikke Tvivl underkastet, at man i Regelen i Aor. 2. har at see den oprindelige Stamme (Roden), hvoraf Stammen i de fleste andre Tempora har dannet sig ved Udvidelse, tildeels ved den Slags Udvidelse, der i de germaniske Sprogs Grammatikker kaldes Brydning, som i λείπω af ἔλιπον, φεύγω af ἔφυγον.[3] Men det synes desuagtet ikke at være mindre vist, at det ei blot er uhensigtsmæssigt, men urigtigt, naar man under Fremstillingen af Verbets Former, istedetfor den i det udviklede Sprog mest udbredte eller gangbare Stamme, lægger denne oprindelige Stamme til Grund, da den dog kun findes i Aor. 2. eller undertiden tillige i nogle andre enkeltstaaende Tidsformer. Til dette vil jeg senere komme tilbage. Her maae først et Par af de §§er lidt nøiere betragtes, hvori Forf. behandler de herhen hørende Phænomener. Efterat der lige til § 118 a kun er talt om „Stammen“ og viist, hvorledes de forskjellige Former dannes af „Stammen,“ uden at dette Udtryk er nøiere forklaret, udvikler han i denne §, at man i Præs. og Impf. hyppig har en udvidet Stamme, der paa forskjellige Maader er dannet af den „oprindelige.“ Ifølge den hele Sammenhæng kan dette sidste Udtryk, som nu for første Gang nævnes, men forudsættes forstaaeligt og ikke forklares, intet Andet betyde end hvad der før er meent ved „Stammen,“ som her er kaldt oprindelig i Modsætning til den umiddelbar foran berørte Udvidelse. Men Exemplet „λανϑάνω af λαθ“ viser igjen, at der ved „Stammen“ menes Aor. 2.s Stamme (Roden), naar Verbet har Aor. 2., og den hele øvrige Fremstilling viser, at der menes Stammen i de øvrige Tempora, ikke Roden, naar Verbet mangler Aor. 2.
Hvor der nu er Tale om den særegne Aoristform paa ον vog ομην (§ 118 c.), en Dannelsesmaade, der med Rette saavel i den hele Anordning, som i denne § og dens Anm. er betegnet som uregelmæssig, falder det efter det her Udviklede af sig selv, at Stammen i denne Form (λαθ) angives ikke som en fra den gangbare afvigende, uregelmæssig, men uden Videre som „den oprindelige.“ Det falder endvidere af sig selv, at Forf., hvor han forklarer Dannelsen af Præsens og Impf. i de consonantiske Verber paa ανω (λανϑάνω, § 138), heller ikke her angiver den Stamme (λαθ, hvoraf Præsensformen har udviklet sig, som afvigende fra den almindelige, men simpelthen som „Stammen.“ Alligevel tales der Intet om, at denne oprindelige Stamme har udviklet sig til en anden eller tredie, som dog er videst udbredt; man finder saaledes Intet om den ovennævnte Brydning (πυθ til πευθ, ἤλυθον til ἐλεύσομαι) eller om Forlængelsen (λαθ, λαβ til ληθ, ληβ). Derfor staaer i de ogsaa i Præsens brudte Verber kun Aor. 2, i de cons. paa ανω foruden denne Form kun Præsens og Impf. forklarede (§ 118 c. og 138); men de mange Tempora med forlænget eller brudt Vocal opstilles blot som uforklarlige, afvigende Former. Dette gjælder Fut., (Perf.), Aor. 1. Pass: og de mange med disse sammenhængende Former, t. Ex. λήψομαι, εἴληφα, εἰλήμμην, ληφθήσομαι, λελείψομαι. Forf. har af sproghistoriske Hensyn troet at burde gaae ud fra Aor. 2, men har dog ikke vovet at fortsætte den sproghistoriske Fremstillingsmaade, og er bleven staaende paa Halvveien, hvorved det overveiende Antal Former blive Uregelmæssigheden hjemfaldne. Men herved bliver ogsaa meget Andet uregelmæssigt, som Ff. ikke har bemærket. For det første Gerundivet; πευστέος er rigtignok nævnt (§ 139), men ligesaa afvigende blive ληκτέος, ληπτέος, φευκτέος, ἐλευστέον. Dernæst de Afledsord, der efter § 157 i Orddannelseslæren afledes af Stammen; saaledes de paa τηρ, της, som ληπτήρ, λήπτης, πευστής, de paa σις, som λεῖψις, λῆξις, κατέλευσις, λῆσις, πεῦσις, de paa μα, som λῆμμα. Saaledes ogsaa de verbale Adjectiver, som ἐπιλήσμων, φευκτός (ved Siden af det homeriske φυκτός), πευστός (ved Siden af πυστός), og de verbale Adverbier, som det § 170 nævnte συλλήβδην. Endelig troer jeg at turde slutte, at en Undersøgelse af de herhen hørende Sammensætninger, der ogsaa hos Ff. dannes af Stammen (§ 174 og 175), vil for dem afgive det samme Resultat; efterseer man i et Lexicon t. Ex. de talrige Ord, der begynde med λειπ—, og de meget færre, om end ikke sjeldne, der begynde med λιπ—, synes man endog af Ordbogens sparsomme Vink at maatte slutte, at hine ere attiske, hvoraf flere gjængse Retsudtryk (som λειποταξία), medens de fleste af de sidste ere poetiske, med hyppige prosaiske Sideformer, dannede af den lange Stamme. Den lange eller brudte Vocal fremtræder saaledes, foruden i de fleste Tidsformer, bestandig i Gerundivet og regelmæssig i de Afledsord, der have de fyldigere Suffixer, af hvilke den paa Sprogets udviklede Tid endnu fremskridende og levende Orddannelse kunde betjene sig. Naar man undertiden finder den gamle Stamme ligesom at skyde op igjen i Afledninger og Sammensætninger, synes dette at hidrøre fra en Stræben efter at give Sproget et alderdommeligt Præg; saaledes naar Æschylos t. Ex. lader Choret bruge et Udtryk som λιπόναυς; man sammenligne hermed Retsudtrykket λειποναυτίου δίκη. Men da viser netop Brugen her af den ældre Stamme, at man var sig den bevidst som tilhørende en forgangen Tid, som et fremmed Element i Sprogets levende Organisme.
Man kan efter denne Betragtning af Forholdet mellem den oprindelige og den forlængede Stammes Udbredelse ikke længe være i Tvivl om hvilken af dem det er, som i Græsk er kraftigst levende og videst udbredt, og hvilken det er, som er hendøende og exceptionel. I Aor. 2 finde vi denne sidste, men i de fleste Tilfælde ogsaa som Verbets eneste Levning af den. Og selv denne Levning viser sig som forsvindende, saa at vi i den senere, udviklede Sprogform, som Grammatikken fornemmelig behandler, finde færre saadanne Former end i de homeriske Digte. Stammens Udvidelse er lidt efter lidt bleven til Regel og gjennemført i alle Former, undtagen i de Verber, hvor Aor. 2 endnu holdt sig, og i de enkelte Afledsord, der bevarede sig fra en ældre Orddannelse. Dette gjælder især de Ord, hvis Suffixer heller ikke anvendtes i den sildigere Orddannelse og tildeels falde sammen med Ordstammen, (som φυγή, men φεῦξις, — πιϑανός, men πειϑαρχέω, — Πυϑώ; dog sees ogsaa i denne Orddannelse lange Stammer som λήϑη). Man nødes ved Betragtningen af dette og lignende Forhold til at indrømme, at der gives Tilfælde, hvor Skolegrammatikken og den sproghistoriske Fremstilling paa Grund af sin forskjellige Opgave maae gaae forskjellige Veie. Den sidste, der skildrer Sprogets Tilblivelse og Fremadskriden indtil et vist Udviklingsstadium, og fører Læseren ind i Sprogdannelsens Værksted, gaaer saa langt som muligt tilbage, og Udgangspunctet bliver for den det Oprindelige. Men Skolegrammatikken, der har den Opgave at fremstille denne Dannelses fuldendte Product, maae gaae den omvendte Vei, først og fremst see hen til Sprogets udviklede Form og det her foreliggende Sprogstof, lægge den paa dette Sprogtrin levendegjorte og udstrakte Analogi til Grund, og betragte de under en hendøende Analogi hørende Former som særegne Afvigelser. Er denne noget mere udbredt, giver den ogsaa Regler for den; men Hovedsagen bliver altid, at den holder Lærlingen det Almindelige skarpt for Øie, og først derfra gaaer over til det Særegne. For den ene som for den anden af disse to Arter af grammatisk Fremstilling vil Ombytning af Fremgangsmaade være ligesaa uvidenskabelig som upractisk.
Naar vi desuagtet finde, at Forf. som udgangsstamme har valgt Aor. 2.s, kan dette ikke Andet end komme uventet fra en Forfatter, der har anlagt sit Arbeide efter Madvigs Sproglære, og som i hele sin Anordning viser, at han har fattet sin Opgave fra dette Synspunct. Saaledes see vi nemlig den senere udviklede vocaliske Bøining, saavel i Nomina som Verber, stillet foran den consonantiske, og ved Verberne følger som det tredie Afsnit den oprindelige Bøining (Verberne paa μι[4]).
Vilde man fastholde den Anskuelse, at det Oprindelige her skulde være det Bestemmende, maatte man conseqvent komme til det Resultat, at στυγέω og lignende Verber, uagtet deres ellers vocaliske Conjugation, dog hørte til de consonantiske, formedelst en sporadisk forekommende Aor. 2. (ἔστυγον). Man maatte ikke heller blive staaende herved. Naar man i λείπω, hvor Brydningen er gjennemført i alle Former undtagen i Aoristformen paa ον, en Form, som i det Hele er forsvindende, slulde gaae ud fra Roden og betragte alle øvrige Tempora som uregelmæssige maatte man i de Verber, der tydelig ere brudte, men hvor Aor. 2 allerede virkelig er forsvunden, ogsaa gaae ud fra Roden, t. Ex. i εἴκω, hvor Roden viser sig i ἵκελος. Man maatte endvidere overføre denne Betragtning paa den hele Grammatik, heelt igjennem anvende den historiske Methode, og lægge det homeriske Sprog til Grund; og virkelig finder man endog Grammatikker, der tildeels indføre Begynderne i Forgræsk, for at han kan lære Græsk. Forf. gaaer imidlertid ud fra ἡ κοινή, og hans Inconseqvens i dette Punkt har derfor flere Uovereensstemmelser til Følge. Han har nemlig ikke alene henregnet saadanne Verber, som στυγέω til de vocaliske (140), men ogsaa flere paa σκω og νω, som εἰρίσκω og μανθάνω, uagtet deres Aor. 2. εἶρον og ἔμαθον (§ 136 og 138). Her bliver det altsaa Aoriststammen, som er uregelmæssig. Men saaledes bliver hiin Regel, at see Stammen i Aor. 2, kun forvirrende.
Forf. har maaskee ladet sig afholde fra at følge et Princip, som han ellers hylder, af Frygt for at maatte tillade sig en sproghistorisk Usandhed ved at forklare Aor. 2 (Act. og Med.) som afledet af Verbets almindelige Stamme. Men det historiske Forhold er ikke sandere forklaret, naar han lader ἐτάκην, ἐσάπην dannes af τήκω, σήπω ved Forkortelse. Ved den passive Aor. 2. har nemlig heller ikke Forf. haandhævet det Oprindeliges Ret. Men hvorfor ikke ligesaa vel aflede ἔλαθον af λήθω, som ἑτάκην af τήκω? Og hvorfor ikke erklære Stammen for uregelmæssig, da dog Dannelsesmaaden af Stammen (Endelserne ον og ομην) maae lide denne Skjæbne ? Formen er jo saa alligevel uregelmæssig. For det Princips Gjennemførelse, som jeg her søger at gjøre gjældende, er imidlertid Usandheden ligesaa unødvendig, som den altid er vildledende. Det, man først maa gjøre, er at holde den gangbare Stamme, ligesaa vel som den udbredte Dannelsesmaade, Begynderen for Øie, men naar det kommer til den forsvindende Dannelsesmaade, da er Intet til Hinder for, at man under Forklaringen af dette Forhold tillige gjør opmærksom paa, at man her tildeels har en forsvindende ældre Stamme (Roden), men som man kan finde ved at forkorte den regelmæssige. Ved saaledes at opstille fire Vocalforkortelser η—α, ευ—υ, ει—ι, ι—ι) kan man, uden at forlade det Almindelige som Udgangspunct og dog uden at synde mod det Historiske, give Disciplen en Regel, hvorefter han kan danne disse Aorister, og heri ligger ikke blot en Lettelse for Gjengivelsen, men ogsaa en Nøgle til at see en vis regelmæssig Dannelse gjennemført, for det første i de cons. paa ανω. Thi en vis Uregelmæssighed kan man rigtignok ikke frakjende dem, da de nemlig deels have en tredobbelt Stamme, deels i sin Aoristdannelse svigte den Analogi, som paa det senere Sprogstadium har gjort sig udbredt gjældende (i Aor. 1). Men Overeensstemmelsen mellem dem indbyrdes er nu klar.
| Regelmæssig Stamme. | Roden. | Roden med Tilføielse af αν og Indskydelse af ν. |
| (ληθ) λήσω, λέληθα o. s. v. | ἔλαθον | λανθάνω |
| (ληβ) λήψομαι, εἴληφα | ἔλαβον | λαμβάνω |
| (ἐρευγ) ἐρεύξομαι | ἤρυγον | ἐρυγγάνω o. s v. |
Endog de Grammatikker, som i de cons. Verber følge en saadan Fremgangsmaade, ja endog i enkelte Verber gaae ud fra Præsensstammen og derfor opstille endnu flere Vocalforkortelser, have dog ved μανϑάνω og lignende, hvor den almindelige Stamme er vocalisk (jfr. μαθήσομαι, μάθησις 0. s. v.) gaaet ud fra Aoristformen. Omvendt har Forf. her, og det med Rette, gaaet ud fra det Almindelige; han har her endog gaaet saavidt, at han lader Præsensstammen udvikle sig af den meest udbredte Stamme, Noget, som ikke er historisk sandt og derfor heller ikke nødvendigt; thi ligesom πυνθάνομαι er dannet af den ældre Stamme πυθ, ikke af den brudte πευθ, saaledes er μανθάνω dannet af πυθ, ikke af den vocalisk udvidede.[5] Blot skulde jeg her ønske en Antydning given af den Maade, hvorpaa Begynderen kan danne de vocaliske Verbers Aorist. 2, som nemlig findes ved at bortkaste Characteervocalen. Man faaer saaledes følgende Forhold:
| Regelm. (vocalisk) Stamme. | Roden. | Roden med Tilføielse af αν. | ||||
| βλαστήσω, βεβλάστηκα | ἐλβλαστον | βλαστάνω | - | ἁμαρτήσομοι, ἡμάρτηκα | ἥμαρτον | ἁμαρτάνω |
Saaledes vil ogsaa Verberne paa σκω og deres Former fremtræde med fuldkommen Overeensstemmelse.
Jeg skal endelig kun bemærke, at jeg, efter hvad ovenfor er yttret, finder det mindre rigtigt, naar Ff. adskiller Læren om den active (og mediale) Aor. 2.s Stammeforhold (5 118 c.) fra Læren om den passive (§ 125 f. Anm.); thi disse Forhold ere fuldkommen analoge, saa at man blandt Andet ogsaa i de stumme Verbers Activ og Med. finder Aflyd, skjønt mere indskrænket end i Passiv. Af de fire ovenfor omtalte Vocalforkortelser gjælver de tre ogsaa Activ.
Hermed hører nøie sammen en Bemærkning ved de uregelmæssige Verber, som vakle mellem voc. og cons. Bøining. I § 145 er disses Tal forøget fra 2 til 3. Dette Tal er dog endnu altfor ubetydeligt. Saaledes kunde man for det første ønske flere hid, der ere henregnede til de reen-vocaliske, som γαμέω; for det andet μάχομαι, εἴδω, σώζω, γίγνομαι, μέλλω, βούλομαι o. m. fl., som findes under de reen-consonantiske. Men vil man ikke henføre saadanne til de vaklende, bør det ikke være Præsensstammen alene, der bestemmer Conjugationen. I Bøiningen af μέλω t. Ex., der er regnet til 2den Conj. 3die Cl., findes der intet for denne Classe Eiendommeligt; thi i det almindelige Sprog er Præs. og Impf. de eneste cons. Former, medens Stammens vocaliske Udvidelse har gjort sig gjældende saavel i de øvrige Former som i Afledningerne. Sammensætningen ἐπιμέλομαι har endog i Præs. og Impf. en langt hyppigere vocalisk Form, og ἀμελέω er fuldkommen vocalisk.
Ved Læren om de vocaliske Verbers Aoristformer paa ν har den historiske Udvikling haft en Indflydelse lig den, som jeg ovenfor har berørt ved Ordningen af den vocaliske Declinations to sidste Classer. I § 129 a siges der, at disse „bøies som Aor. Pass.“ (d. e. have Aor. Passivs Endelser). Dette Udtryk er for det første ikke adæqvat, og maatte da heller hedde: „bøies som Endelsen i Aor. Pass.;“ thi Endelsen i Aor. Passiv (—θην eller —ην) udgjør ligesaa Meget, som baade Stamme og Endelse i disse Aorister (ἔ—βην). Men for Disciplen vilde vel ikke engang denne rigtigere Udtryksmaade gjøre Tingen meget klar. Bortseet fra den Omstændighed, at det maa være ham uklart, at en Endelse bøies, 9: at en Endelse selv har Endelser, forstaaer han endnu ikke, hvorfor ἔστην har σταίην og στάς, da —θηv dog har —θείην og —θείς. Med Formerne paa ην gaaer det endda an, da Meget er ligt; værre er det med de andre. Der maatte derfor endnu gjøres den Tilføielse, at Aoristendelserne —θην og —ην ere udgaaede af Stammerne θε og ἑ, ligesom ἔστην af στα, ἔδραν af δρα, ἔγνων af γνο, for at han virkelig kunde forstaae Analogien i σταίην, γνοίην og —θείην, στάς, γνούς og θείς, δρᾷς, γνῷς og —θῆς. Men en saadan Analyseren af Endelserne hører, hvor den kan undgaaes, ikke med til Skolegrammatikken, hvor „den væsentlige Opgave er det færdige Sprog med dets existerende Former“ (Madvig). Derfor gjør man her bedst i at opstille Paradigmer af forskjellige Stammer, og undlade enhver Bemærkning om den som Regel opførte Analogi.
Til hvad her er sagt om det Sproghistoriskes Indflydelse paa nogle Steder, vil jeg føie nogle Ord om en ligefrem Hypothese, der har sneget sig ind i Skikkelse af et utvivlsomt Factum. Aoristendelsen i 2den Conj. 3die Classe (Verba liqvida) siges at være ἁ. Man kan sige, at denne lille Spiritus hverken gjør fra eller til, da dens Virkning inde i Ordet efter en Liqvida ikke kan vise sig. Men netop derfor gjør den overflødigt Brvderi, og derfor kan heller Ingen vide, om Endelsen er α eller ἁ. Spiritus asper skal efter § 12 Anm. 5 være Erstatning for det udfaldne σ, men en Erstatning, der forsvinder med det samme den indtræder, er dog en urimelig Erstatning; det bortfaldne σ er dertilmed erstattet paa anden Maade, nemlig ved Rodvocalens Forlængelse. Til alt dette kommer, at Formerne ἤνεγκα og εἶπα ligefrem synes at modsige Tilstedeværelsen af nogen Spiritus. Hypothesen synes at være kommen ind til Fremme for hiin Anmærknings Systematik.
Jeg har før bemærket, at Forf. i Plan følger Madvigs latinske Sproglære, og hermed har jeg vistnok i de Flestes Øine udtalt et væsentligt Fortrin ved hans Bog. Hertil kan føies, at denne Overførelse af Plan fra et andet Sprogs Grammatik ikke har haft nogen skadelig Indflydelse paa Behandlingen af det eiendommelig Græske. Dog maa een Bemærkning være mig tilladt ved Forf.s Lære om Tiderne (§ 110 a), hvor han altfor nøie har sluttet sig til Madvigs latinske System. Jeg behøver forinden neppe at udhæve den Betydning, som en fra først af given rigtig Forklaring af et saa vidtindgribende Punct har paa Forstaaelsen af mange Phænomener under den følgende Læsning. Det Urigtige i hiin § er, at Perfectum er henregnet til den forbigangne Tids Tempora. Jeg vil for dem, der troe, at Perfectum er et Fortidstempus, fordi Begivenheden ligger i Fortiden, bemærke, at Grammatikken har egne Cathegorier, og at saaledes t. Ex. det, der udsiges i Indicativ, i grammatisk Betydning er virkeligt, om det nok saa meget er en Løgn, og at en Betingelse, der udtrykkes i det latinske Impf. Conj., i grammatisk Betydning er uvirkelig, om dens objective Virkelighed end er utvivlsom. Perfectum betegner i Græsk altid en fuldbragt Handlings Indflydelse paa Nutidens Forhold, ligesom Plusqvamperfectum paa Datidens. Forholdet bliver derfor uklart, naar Perf. og Plusq. optræde som Former, der betegne den samme Tids Forhold, men forvirrende, naar Aor. og Perf. gjøre det samme; thi disse Formers Betydning kan da ikke adskilles. Det er uden Tvivl ogsaa det latinske Perfectums hyppige aoristiske Betydning, som har ledet Madvig til hans System. Men i Græsk har man et særeget Aorist, der ligefrem hensætter Handlingen, som fuldendt, i Fortiden, og Perfectum kan derfor kun betegne denne Fuldendtheds Indflydelse paa Nutiden. Alene heri ligger Grunden til det hyppige Phænomen, at (Handlingens) Perf. ligefrem gaaer over til at betegne (Tilstandens) Præsens, saaledes som i ἕστηκα, der betyder „staaer,“ medens ἔστην betegner Fortiden og betyder „stillede mig,“ (ikke, som Ff. siger, „stod“). At Grækeren altid maa have opfattet Forholdet saaledes, sees ogsaa deraf, at Perf. i Hovedsætningen ikke medfører Optativ i Bisætningen, Noget, hvorved det afgjort skiller sig fra alle Fortidstempora, og slutter sig til Præsens. Derfor siger ogsaa Madvig i sin græske Ordføiningslære, at Perf. betegner „det Forbigangne som nuværende Resultat,“ (§ 130 Anm.). Og Formerne selv tale for den her udtalte Synsmaade; μεμάθηκα og μεμαθήκειν staae med eensartet Dannelse til at betegne det Fuldendte, ligeoverfor μανϑάνω og ἐμάνϑανον, der staaer med en særegen, ligesaa eensartet Dannelse til at betegne det Ufuldendte, hvert i sin Tidssphære. Kun de to Nutidsformer danne Modi udenfor Indicativ. Reduplicationen fremtræder ogsaa, naar der for Fremtiden dannes en Form, der betegner det Fuldendte.
Paa den anden Side findes der paa nogle Steder i denne Formlære Uovereensstemmelser med Madvigs græske Ordføiningslære, hvilket i pædagogisk Henseende er en Mislighed, da disse Lærebøger ere bestemte til at supplere hinanden. I disse Tilfælde har Forf., saavidt jeg har kunnet see, Uretten paa sin Side, og det havde derfor af to Grunde været ønskeligt, om han i denne Udgave havde fundet sig foranlediget til Forandringer. Saaledes burde den sidste besynderlige Halvdeel af § 108 b Anm. enten være reent udeladt eller formet i Overeensstemmelse med Ordf.s § 83, hvormed den i begge sine Paastande staaer i bestemt Modsigelse; thi at Ordet „aldrig“* er blevet forandret til „ikke,“ har hjulpet lidet paa Sagen. — Et lignende Tilfælde findes i § 110 b, som siger, at Perf. mangler Conj. og Optat. Hvad skal saa Disciplen tænke, naar han kommer til Syntaxen, og finder særegne §§er (128 b og 134) om disse manglende Formers Betydning? De Exempler af Attikerne, som her anføres, kunne vistnok opklare Sagen, men det Høieste, Formlæren altsaa burde have sagt, var at saadanne Former ere sjeldne. Rigtignok følger en Undtagelse senere hen (§ 119. Anm. 4), men Syntaxen viser, baade at denne Undtagelse er for indskrænket, og at man i det Hele ikke har Ret til at betragte dette Forhold som en Uregelmæssighed. Sprogets Evne til at danne disse Former, naar det gjordes Behov, kan ikke benegtes, men dette Behov indtraadte sjelden (se Buttmanns Griech. Gram. I. 430). — Et Par andre Uovereensstemmelser i det Specielle ere mindre væsentlige.
Idet jeg gaaer over til at gjøre nogle enkeltstaaende Bemærkninger ved Detaillen, vil jeg først møde en Indvending, som maaskee Flere ville gjøre mod Bogen, at den skulde være overdynget med Stof. Rigdom paa Detailbemærkninger i en Skolebog kræver vistnok Besindighed fra Lærerens Side; men er denne tilstede, kan det kun være gavnligt, at Disciplen i sin Grammatik finder de fleste af de Former forklarede, som han under Læsningen af Forfatterne støder paa. Da man heller ikke bestandig holder sig til visse Bøger af Forfatterne, men eet Aar læser nogle, et andet andre, bliver det ogsaa temmelig vanskeligt at afgjøre, hvilke afvigende Former man ikke skal tage Hensyn til; men Optagelsen af Mangt og Meget, som hver enkelt Discipel ikke faaer Brug for, fordrer, at saadanne Ting først medtages ved Formens Forekomst hos en Forfatter. Accentlæren kunde dog maaskee være forkortet; thi med den troer jeg Skolen næsten slet ikke bor befatte sig, og blot med nogle faa af dens Hovedregler. Uagtet jeg her blot vil holde mig til det, der kan have en mere udstrakt Anvendelse, vil man vistnok finde, at disse Bemærkninger, paa nogle faa Undtagelser nær, ikke ere meget væsentlige ved Betragtningen af Bogens Brugbarhed som Skolebog; og selv enkelte af disse Undtagelser ere betingede af de Forbedringer, den græske Formlære ved Forfatteren har undergaaet. Jeg skal her søge at fatte mig i Korthed. Ved § 25 Anm. 3 vil jeg paapege, at den Regel, man faaer ud af disse Opregninger, strider mod Exemplet i Hovedreglen, og at en given Regel er klarere og simplere; en saadan kan for en hovedsagelig attisk Skolegrammatiks Behov gives saaledes: Sammensmeltningen af καί foregaaer paa den regelmæssige Maade, naar det følgende Ord begynder med enkelt ε (ikke ει eller ευ); ellers bortfalder αι, og en paafølgende kort Vocal forlænges (α—α. Undtag. κᾆτα. — Ved § 74 c, hvor den ioniske Acc. paa ω benegtes, kan jeg blot henvise til Steder som Her. 1, 8; 8, 111, og tilføie, at Krüger indskrænker Acc. paa ουν til Egennavne. — Ved § 14 c og Anmm., der næsten heelt igjennem ere forandrede, kan endnu bemærkes, at en beaandet Selvlyd ogsaa i den ioniske Dialect i de perfectiske Former har Indflydelse paa den foregaaende Medlyd (ἐτετύφεα), endogsaa naar denne er blød (ἐτετάχατο). — I § 17, 5 Anm. burde Undtagelsen udstrækkes til saadanne homeriske Former som ἐδδεισα, ὅτει. — I § 28 savner man en Bemærkning om den homeriske Sløifning foran Consonanter, Noget, som i § 17, 7 forudsættes som andenstedsfra bekjendt, og som ikke alene gjælder i κατά og ὑπό, som her omtales, men ogsaa i ἀνά, παρά, ἄρα (ἂμ πεδίον, παρστήετον). Dette gjælder ogsaa tildeels i Jonisk: ἀμβώσας. — Ved § 29 Anm. 1 burde en saadan Udskydelse, som i ποιέο ikke være indskrænket til Verberne (sml. εὐκλέα, εὐκλέι o. s. v.), og ikke blot til Homer (ποιέο, Θεμιστοκλέος o. l. hyppig hos Herodot). — § 18 c handler om Prosthese ved Consonanter. Den hos Homer langt hyppigere Anvendelse af den ved Vocaler kunde man ønske bemærket (ἐεδνα o. s. v.) — Ved Sammentrækningslæren mangler nogle Contractioner, som de, man finder i λοῦται, οὗνεκα, ἐγὦδα, τὠμῶ. — Til § 120 a Anm. 5 behøver jeg blot at henvise, for at man skal see dens Mangel paa logisk Sammenhæng.
I Forklaringen af Verbalendelsen for 3 Pers. Pl. er der endeel Vildrede, da der i 5 17, 6 Anm. 3 siges, at φύουσι er opstaaet af φύοντσι, medens Endelsen efter § 120 er σι. Disse Ting stemme ikke og ere begge urigtige. Den oprindelige Endelse ντι, som er beholdt i Dorisk, er i det almindelige Sprog gaaet over til νσι (ligesom ἔπεσον for ἔπετον), og denne sidste skulde derfor have Plads i § 120. For Endelsen ντσι har man ingen Hjemmel, og at Udfalden af ν alene kan virke Forlængelse, sees blandt Andet af εἷς, (som derfor savnes i § 71 a ligesom i § 70). En Følge af denne Vaklen er det ogsaa, naar det i § 7, b hedder, at τι alene, men i § 120 a Anm. 4, at ντι træder istedenfor σι. — I § 9 a kaldes ει og ov uforanderlige Tvelyd, skjønt begge kunne forkortes (ἀκήκοα), og ει tillige kan underkastes Aflyd (λέλοιπα). I det Hele mangler Verballæren Regler for Selvlydenes Forkortning, som dog forudsættes bekjendte i § 114.
Ved en hovedsagelig attisk Skolegrammatik turde det maaske være tvivlsomt, om det ikke var baade practisk og systematisk rigtigere at betragte de Dialectforskjelligheder, som behandles i § 9 b Anm. 2—4 som særegne Lyd-Afvigelser fra Attisk, istedetfor som Forf. har gjort, at give egne Regler for Lydforlængelsen indenfor den enkelte Dialect; de øvrige Afvigelser maae dog behandles paa hiin Maade. Derved vilde Et og Andet, som her er anført, faae Plads i § 11 eller Bøiningslæren, det Øvrige reent bortfalde; πρῆγμα, som her er anført, vilde da ogsaa faae sin rette Forklaring, medens det nu kan lede til saadanne farlige Conseqvenser for den ioniske Dialect, som γρημμα, φυληξ; Ff. har glemt, at Stammen i πράσσω er lang, hvilket kan sees af πρᾶγος, εὐπραγής o. s. v., og at Forlængelse af Stammen under Orddannelsen kun indtræder i Verber af 1ste Conj. 2den Cl. I 1ste Decl.s 1ste Cl. kunde man endnu ønske et Mønster med kort α efter ε, eller ρ; Ff. havde da selv rimeligviis seet den Feil, som findes i den følgende § (357, naar det hedder, at det korte α efter disse Bogstaver bliver uforandret i alle Former; det bliver nemlig langt i Gen. og Dat. Dette vilde jeg ikke have bemærket, naar ikke Anm. 2 tillige derved var bleven vildledende; thi efter den skal nu t. Ex. γαῖα hverken i homerisk eller ionisk Dialect hedde γαίης, men maa hedde γαῖας.
I § 117, 1 c er ikke bemærket, at ogsaa Gerundivet i denne Classe faaer σ. Denne Indskydelse af σ burde ogsaa være bemærket i Orddannelseslæren (§ 157), da det ogsaa findes i Afledsordene (ἀκεστής, γελαστός), naar Endelsen ikke begynder med σ (κλάσις). I det Hele burde saavel ved Gerundivets som Derivaternes Dannelse den gamle Regel være beholdt, at de følge Aor. 1 Pass. (κλῆσις); αἱρετέος, κλητέος o. lign. Former maatte ellers være nævnte som uregelmæssige. Heller ikke Indskydelsen af σ foran μ i Verba med ν (φάσμα) omtales for Orddannelsens Vedkommende. — Ved Læren om Fut. ex., der endog henregnes til de mediale Former, mangler der i § 118 h en Angivelse af denne Forms passive Betydning, naar den ikke dannes ved Omskrivning. Det maa tillige fremgaae af den 1ste Anm., at den uomskrevne Form har samme Slags Betydning som t. Ex. εἰργασμένος ἔσομαι. Tilføielsen af den passive Betydning ved hvert enkelt Fut. exact. under de uregelmæssige Verber synes ogsaa ifølge denne Formlæres Økonomi at maatte tyde paa, at denne Betydning ikke er den regelmæssige. Om Formens Dannelsesmaade vil jeg blot henvise til Buttm. I. S. 445.
I Capitlet om Verberne paa μι, eller, som det heller burde kaldes, om Bøiningen uden Bindelyd, har Ff. i § 127 givet en nøiagtig Bestemmelse af hvilke Stammer der antoge μι, og hvilke γυμι og ννυμι. Men han har undladt at bemærke, at Stammen af 1ste Conj. 2den Cl., og alene disse forlænge Selvlyden i Sing. Ind. Act.,[6] i samt at det blot er disse Stammer, der antage Reduplication. Efter Ff.s Regel skulde t. Ex. χώννυμι ogsaa redupliceres. At Ff. ikke har været opmærksom herpaa, har ledet ham til at henføre πίμπλημι og πίμπρημι til 3die Cl. (5 132), skjønt de bøies som ἵστημι, Noget som i § 128 Anm. 6 endog udtrykkelig bemærkes om πίμπλημι. Former som ἐπίμπλαμεν, πίμπλαμαι, πιμπράς o. s. v. ere uforklarlige hvis Stammerne ere πλη og πρη efter 3die Cl. Stammerne ere πλα og πρα, og hørte de til 3die Cl., vilde Verberne efter Ff.s Regel hedde πλαννυμι, πραννυμι; først naar man henfører dem til 2den Cl., forstaaer man saavel de ovenanførte Former med α, som hvorfor disse Verber have 1) Redupl., 2) Forlængelse af Stammevocalen i Sing. Ind. Act., og 3) Endelsen μι og ikke ννυμι. Former som πέπρηκα, ἐπλήσθην o. s. v. maae forklares af en anden Stamme. Omvendt er ὄνομαι urigtig henført til 2den Cl., og det savnes derfor, ligesom ogsaa ἔραμαι og εἰμί i § 127 b Anm. 1. — Med det Samme skal jeg gjøre en Bemærkning ved Regelen om Neduplicationen i Almindelighed. I § 112 hedder det, at Augment findes „i de Tider, der høre til den forbigangne Tid, men med Undtagelse af Perf. kun i Ind.“ Det er formodentlig af pædagogiske Hensyn, at de øvrige reduplicerede Former ere forbigaaede saavel i Regel som undtagelse; men om deres Redupl. udenfor Ind. bemærkes senere Intet. Undtagelsen vilde rettest udtrykkes saaledes, at „kun Redupl. (og hvad der i Perf. træder istedenfor den,) beholdes udenfor Ind.“; naar der da senere tales om reduplicerede Fut.-, Præsens- og Aoristformer, var Redupl. i de andre Modi (τιθέναι, μιμνήσκων, ἀγάγω) ogsaa forklaret, og det i selve Grundregelen og med den ønskeligste Korthed. — Jeg skal ved Verberne paa μι endnu kun bemærke Følgende. I § 129 Anm. 6 erklæres Aoristerne paa αμην for prosaiske, de paa μην for poetiske; som prosaisk Form opføres dog i § 138 ἐφθίμην, og hiin Skjelnen mellem Endelserne er blot forvirrende, da Endelsen overalt er μην, og α hører til Stammen. Hidhen synes ogsaa Former som μίκτο, δέκτο at høre, hvis Særegenhed netop bestaaer i Mangel paa Bindevocal.
Ved Capitlerne om de afvigende Udsagnsord, hvor det i denne Udgave vrimler af Omflytninger, Tilføielser og Udeladelser, vil jeg blot bemærke Følgende. De Verber, hvori Metathese øver Indflydelse paa Conjugationen, kunde man maaskee helst see opførte under et Par særegne §§er. Man finder nemlig, i Verba liqvida, samt i vocaliske Stammer af 3die Cl. med en Liqvida foran Vocalen, Omsætning undertiden anvendt, i de vocaliske Selvlyden bortkastet, men den nye Characteervocal forlænget, saa at Verbet i de Former, hvor et saadant Forhold indtræder, gaaer efter 2den Cl. Saaledes i Verba liqvida: κέκμηκα, βέβληκα, ἐβλίϑην, — σκέλλω, σκλήσοαοι o. fl., som derved ogsaa kunne danne de vocaliske Verbers Aorist paa ν, (en Form som ellers, saa vidt jeg veed, udelukkende tilhører 1ste Conj. 2den Cl.), 1. Ex. ἔβλην, ἔσκλην, ἐβλήμην. Saaledes i vocaliske Verber: κερά—ννυμι, κεράσω, ἐκεράσϑην, κεκέρασμαι (efter 3die), men κέκρακα, ἐκράϑην, κέκραμαι (efter 2den); δαμάω, ἐδαμάσφην, men δέδμηκα, ἐδμήθηνr; καλέω, καλέσω, men κέκληκα, κεκλήσομοι, sml. κικλήσκω. Saaledes ogsaa i θνήσκω og βλώοκω med deres Perfecter. Dette Lydforhold strækker sig overhoved temmelig vidt. Dog burde κάμνω og τέμνω maaskee helst faae Plads i § 139 Anm.
Førend jeg slutter, vil jeg sige et Par Ord om Forf.s Kunstudtryk. Disse har han for største Delen holdt i Modersmaalet. Angaaende Fordelene heraf behøver jeg blot at henvise til Mag. M. Hammerichs interessante Skrift „Om de fremmede Ord i vort Modersmaal,“ en Bog, som det ogsaa for Grammatikforfattere er værd at lægge paa Hjerte. Den Mislighed man derved nogen Tid udsætter sig for, forekommer mig mindre farlig, end Mange forestille sig. Man kan vistnok gjøre nogle Indvendinger mod Hr. Tr. angaaende Maaden. Saaledes er hans ligefremme Oversættelse af „relativ“ ved „henvisende“ ikke ganske heldig, da dette Udtryk ligesaa vel betegner andre Arter af Pronomina, medens et Udtryk som „forbindende“ ved den første Omtale af dette Pronomen vilde give Disciplen en Forestilling om dets eiendommelige conjunctionsartede Natur. Forf. har ogsaa, idet han har søgt at udrydde de latinske Kunstudtryk, selv indført en ny latinsk Benævnelse, „Classe.“
Efter hvad der i disse Blade er sagt om Hr. Tregders Bog, kunde jeg gjerne undlade at ende med nogen Anbefaling. Thi om jeg end har haft Et og Andet at indvende mod den, vil dog min Mening om dens mange Fortrin for dens Forgjængere overalt have traadt frem, ja endog ligge betegnet i enkelte af de Modbemærkninger, jeg har tilladt mig at gjøre. Dens utvivlsomme Værd ligger fornemmelig i dens næsten overalt heldige Anordning. Men hvormeget den rette Ordning af Stoffet bidrager til allerede fra først af at give et rigtigt Greb paa Gjenstanden og Klarhed i Forestillingen om den, behøver ikke at paapeges.
J. E. Thaasen.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Se den ufuldendte Anmeldelse af C. Berg i Fyens litterære Selskabs Tidsskrift „For Litteratur og Kritik,“ 4de Binds 1ste Hefte.
- ↑ Denne Sætning, der af Madvig er udtalt om Acc. i Almindelighed, er her indskrænket til Neutr. Plur. og 2den Decl.s Neutr. Sing., da Anm. følger den Anskuelse om Acc. Endelserne, som af Aubert (Programmer for 1843 og 1844) er godtgjort, at de ere betydningsfulde Suffixer.
- ↑ Ff. gaaer dog for vidt i at tillægge den active og mediale Aorist Stammeoprindelighed. Forandring af Roden antager han kun ved Verba liqvida (§ 125 d.) I § 118 c. Anm. erklærer han derimod ἔτραπον og ἐτραπόμην for dannede „paa denne Maade“ d. e. af den oprindelige Stamme, men ἐτράπην i § 125 f. Anm. for dannet ved Aflyd af Stammen τρεπ. Om end vistnok den passive Aorist beroer paa en sildigere Dannelse og oftere har en uoprindelig Stamme, maa dog ogsaa den active og mediale Form her have dannet sig paa samme Maade som den passiviske. Ogsaa andre Stammeforandringer finder man sporadisk anvendte til Dannelse af de active Former. Se Curtius: Sprachvergleichende Beiträge, I. Theil S. 149.
- ↑ Ogsaa i det Enkelte har han i Almindelighed fulgt dette Princip; saaledes i § 7, b: „τ sættes (i Dorisk) for σ i τύ = σύ og i Endelsen τι = σι i Udsagnsordene; t. Ex. δίδωτι = δίδωσι, φύοντι = φύουσι.“ At Formerne med τ ere de ældste, er noksom bekjendt.
- ↑ Dette kan ogsaa sees af Indskydelsen af et nyt ν foran Rodconsonanten; thi denne Ligedannelse, som man kunde kalde den, gjælder ikke blot i de cons. Verber, men i alle korte Rødder.
- ↑ En saadan Forlængelse foregaaer rigtignok overalt foran μι, altsaa ogsaa i de paa νυμι, men det er af Vigtighed, at Forholdet ved hine Stammer udhæves, da det er den udbredte Stammes Vocal, som i dem forlænges.