En Aften i August 189— , netop som Asbjørn Krag var kommet hjem fra en hidsig Jagt efter Lommetyve nede i Vaterland, ringede det stærkt paa hans Telefon. Det var Opdagelseschefen. Krag maatte øieblikkelig ned paa hans Kontor. En vigtig Sag ventede ham.
Endskjønt Detektiven var meget træt efter Dagens anstrengende Arbeide, gjorde han sig dog straks færdig til at gaa. Han forstod, at det maatte være noget meget vigtigt, naar Opdagelseschefen lod kalde paa ham saa sent. Af gammel Vane kjendte han efter i Lommen, om Revolveren laa der. Saa slængte han en Kappe om sig og gik ud efter at ha git den Besked til Husholdersken, at det var uvist, naar han kom hjem. Ude paa Gaden raabte han an den første og bedste Drosche og kjørte til Politistationen.
Krag lod sig melde hos Opdagelseschefen og blev strake vist ind. Chefen sad ved sit store, grønne Arbeidsbord, som var fuldstændig dækket med Dokumentpakker og Papirer. Han saa iaften alvorligere ud end sædvanlig. Efter at ha bedt Krag ta Plads i Stolen ligeoverfor sig, tog han frem et Telegram, som han læste op. Det var fra London og lød i Oversættelse saaledes:
„Omspurgte Diamanter tilhørte et større Diamantparti, som vort Firma for 1 Maaned siden kjøbte hos Maartens, Amsterdam. Maartens telgraferer intet at huske om disse smaa Diamanter.
Detektiven saa paa sin Overordnede.
„Jeg skal forklare Dem Sammenhængen,“ sa Opdagelseschefen.
„De husker ganske sikkert Diamanttyveriet hos Statsraadinde Ebbell?“
„Særdeles vel,“ svarede Detektiven, „der blev stjaalet Broscher og Ringe til Værdi af ca. 4000 Kr. Tyven opdagedes aldrig.“
„Rigtigt! Men igaar er en af Broscherne og en af Ringene fundet i en herværende Guldsmedforretning. De saa Forretningens Indehaver idag komme ud af mit Kontor, saa De gjætter, hvem det er. Hans Hæderlighed er selvfølgelig hævet over enhver Tvil.“
Detektiven nikkede.
„Nuvel! Jeg forhørte Guldsmeden, som fortalte, at Diamanterne var kjøbt hos Juvelerfirmaet Walther Wilson i London. Jeg telegraferede derfor straks til dette Londonerfirma for muligens at faa Rede paa Sammenhængen med dets Besiddelse af Diamanterne. De har hørt Svaret. Jeg kan forsikre, at Walther Wilson er et meget gammelt og anseet Firma.“
Detektiven nikkede atter bifaldende.
„Jeg ved det“, sa han. „Jeg kjender ogsaa til Maartens i Amsterdam. Han har et af Verdens største Diamantsliberier. Saa det er ganske rimeligt, at Diamanter til et eller etpar tusen Kroner ikke interesserer ham synderlig.“
„Det er heller ikke Diamanternes Værdi, som for os har den største Interesse i dette Tilfælde,“ svarede Opdagelseschefen. „Det er noget andet, Hr. Krag. De husker altsaa først Tyveriet hos Statsraadinden, endskjønt De ikke havde noget med Eftersøgelsen at bestille?“
„Ja vel!“
„Var intet Dem særlig paafaldende ved det Tyveri?“
„Det var ganske mystisk,“ svarede Detektiven. „Og saa var det udført med større Klogskab, end man er vant til i den Slags Affærer. Dertil kom, at alt tydede hen paa det, at Tyven maatte være en lokalkjendt Person; medens Mistanken dog ikke en eneste Gang under hele Eftersøgelsen kunde kastes paa nogen af Tjenerskabet eller Familiens Omgangskreds.“
„Netop. Og saa denne forbausende Sikkerhed ved Siden af Kyndigheden, hvormed Indbruddet og Tyveriet var blit udført.“
„Jeg forstaar“ sa Detektiven, „at De mener Tyven hos Statsraadinde Ebbell er den samme, som har udført de dristige Tyverier Nat til igaar og Nat til iforgaars?“
„Rigtigt! Det er de samme Træk, som gaar igjen ved alle tre Forbrydelser.“
„Altsaa en farlig Mand.“
„Kjeltringer, tænker jeg, vi faar si. Jeg tror, her opererer en hel Bande.“
„Det er tydelig nok,“ svarede Krag. „En Mand alene kunde ikke uden fornøden Hjælp udføre slige Forbrydelser.“
„Det er godtgjort. Nu vel; — Tilfældet med Statsraadindens Diamanter synes at bevise Bandens Forbindelser i Udlandet, hvor man paa en eller anden Maade omsætter de her i Norge stjaalne Sager. Banden er altsaa international. Vi maa for enhver Pris fakke den, før den faar gjort endnu mere Skade.“
Asbjørn Krag slog et Slag fremover Gulvet.
„Overlader De mig Sagen?“ spurgte han.
„Ja, jeg overlader Dem Sagen,“ svarede Opdagelseschefen.
„Og jeg tar den kun paa én Betingelse.“
„Lad høre.“
„Jeg faar Anledning til at arbeide fuldstændig for mig selv. De lader Politiets andre Sporhunde forsøge at faa ud af Affæren, hvad de evner; medens jeg arbeider i det skjulte, uden at nogen ved det, med fuldt frie Hænder. Kun De maa vide om min Plan. Det er nemlig nødvendigt at lægge det Hele saadan an, fordi vi herved faar en Chance fremfor vor Modstander: Han ved ikke, fra hvilken Kant Hovedangrebet kommer.“
Opdagelseschefen tænkte sig om et Øjeblik. Saa sa han:
„Jeg gaar med paa dette. Jeg stoler paa Dem.“
„Meget vel; saa skal jeg begynde straks, allerede iaften.“
„Tror De ikke, det vilde være klogt at reise til Amsterdam?“ spurgte Opdagelseschefen. „Der har vi jo et Holdepunkt med Hensyn til Diamanterne hos Maartens. Kunde den Traad forfølges, vilde den nok lede til Bandens Hjælpere og derigjennem videre til Banden selv.“
„Ganske rigtigt. Men det vilde alligevel være upraktisk. En Bande, som sætter et Apparat som dette igang, nøier sig nok ikke med disse tre Tyverier. Lederen har ganske sikkert lagt en Plan til et formeligt Udplyndringsfelttog. Snart kommer vi til at erfare nye Udslag af hans smarte Begavelse, og da gjør jeg mest Nytte her i Byen.“
„Vel, vel! Gjør ganske som De vil,“ svarede Opdagelseschefen.
Asbjørn Krag reiste sig for at gaa.
„Imorgen Middag vil De faa høre nærmere fra mig,“ sa han; „jeg kommer maaske da til at maatte bede Dem om en liden Tjeneste.“
I detsamme ringede det kraftigt paa Opdagelseschefens Telefon. Han greb Hørerøret. Krag hørte ham si „Vel“ og en Stund efter „Adjø“ og derefter hurtig ringe af.
„Det var fra Konstabel No. 77,“ sa Chefen med noget ophidset Stemme. „Han melder, at der netop er forøvet et dristigt Indbrudstyveri hos gamle Rentier Berg paa Drammensveien. Pengeskabet er brudt op. Rentieren selv ligger bevidstløs efter et voldsomt Slag i Baghovedet.“
Medens han talte, gav han et Signal med Klokken, hvilket betydde hans øieblikkelige Forlangende om en Vogn. —
„Naar De kommer ned,“ sa Chefen til Krag, „er Vognen kjørt op foran Politistationen. Tag med Dem et Par af de vagthavende Betjente samt Politilægen. Det skulde vel ikke være en Streg af vor begavede Ven?“
„Det høres slig ud,“ svarede Krag; „jeg gaar ind paa mit Rum og tar nogle Smaasager med mig. Jeg ønsker at være ukjendt. Jeg maskerer mig hurtig i Vognen.“
Opdagelseschefen gav sit Bifald tilkjende, og Krag gik.
Klokken var da ½2 Nat. Faa Minutter efter kjørte Detektiven, sammen med Lægen og de to Betjente, i lukket Vogn udover Drammensveien.