Nogle Minutter efter, medens Krag gik op og ned i sine Rum og overveiede —, la sine Iagttagelser sammen, kom Detektivchefen kjørende til Aastedet.
Han tog et hurtigt Overblik over Værelset, hvor Blodet endnu laa i en tyk, mørk Pøl paa Gulvet.
Krag kjørte saa tilbage til Stationen med Chefen i dennes lukkede Vogn.
„Er det ikke nu paatide at arrestere Manden fra Assessorens Selskab?“ spurgte Detektivchefen.
„Nei,“ svarte Krag, „der eksisterer endnu ikke Fnug af Bevis for hans Meddelagtighed i nogen af Forbrydelserne, skjønt jeg føler mig overbevist om, at han er den ledende Aand i alle Bandens Operationer, ogsaa i dette Mord. De maa vide, at Manden paa en Maade repræsenterer et fremmed Riges Interesser her i Kristiania. Han er en Slags officiel Person, og vi kan ikke røre ham, saalænge der ikke findes Bevis. Det er et Bevis, det gjælder at skaffe. Foreløbig maa vi ha Fingre i Morderen. Det er en usædvanlig høi, muskuløs og grovlemmet ældre Mand. Han er netop kommet hid efter en Sjøreise fra Troperne, hvor han sandsynligvis har opholdt sig i nogen Tid. Jeg tar vist ikke meget Feil, naar jeg udtaler, at Manden ikke kan tale norsk eller i allefald taler det meget daarlig. Han trækker lidt paa det venstre Ben.“
Opdagelseschefen vendte sig overrasket mod Krag.
„Det forbauser mig,“ sa Opdagelseschefen, „at De allerede har et saavidt godt Signalement af Morderen. De har altsaa fundet tydelige Spor?“
Detektiven tænkte sig om en Stund. Saa sa han:
„Da jeg kom op til Huset — min Bopæl — undersøgte jeg først Gaden udenfor. Som De ved, havde det regnet lidt før Klokken 12. Jorden udenfor var derfor endnu blød af Væde, og Fodsporene traadte for mig ganske tydelig frem. Jeg la straks Merke til Spor af et Par grove Støvler, som gik paa kryds og tvers udenfor Fortouget. De viste tydelig nok, at Manden havde gaaet frem og tilbage i nogen Tid, antagelig ca. et Kvarter, hvilket jeg meget let kunde regne ud ved at finde Sporenes Antal. Blot én Gang havde han staaet stille. At Sporene skrev sig fra en stor, grovlemmet Mand, kunde jeg se paa Sporenes Størrelse og paa den forholdsvis anselige Længde mellem Skridtene. Dertil fremviste de en Uregelmæssighed, som er ganske karakteristisk for ældre Sjøfolk, naar de færdes paa Landjorden.“
„Aha,“ udbrød Opdagelseschefen, „Manden har altsaa ventet paa et beleiligt Tidspunkt, f. Eks. at De skulde forlade Værelset.“
„Det tænkte jeg ogsaa et Øieblik,“ svarte Detektiven, „men jeg har maattet opgi det. Rovdyret, Morderen, er ført til Stedet af en Kjendtmand. Og jeg tror, at Manden nede paa Gaden har ventet paa et Signal fra en eller anden, som befandt sig i Huset. Kjeltringerne har seet Græff og mig gaa op. De har troet, at Græff kun fulgte mig for at beskytte mod Overfald, og at han hurtig vilde gaa igjen. Naar saa Spionen oppe i Huset har hørt, at jeg listede mig nedover Kjøkkentrappen, saa har han gjennem et Trappevindu i Hovedindgangen git Manden udenfor Besked i den Tro, at det var Græff, som gik ud, og at jeg blev alene tilbage.“
Opdagelseschefen nikkede.
„Rigtig sluttet!“ sa han. „Videre ...“
„Slynglerne har ganske sikkert paa Forhaand undersøgt Husets Lokaliteter. De vidste, at opad Kjøkkentrappen vilde Morderen vække mindst Støi og lettest kunne komme ind til mit Værelse. Sporene viste ogsaa ganske rigtig ind i Gaardsrummet, hen til Kjøkkentrappen. Jeg husker bestemt, at jeg laaste Døren, idet jeg gik. Morderen har altsaa aabnet den med Dirk eller falsk Nøgle. Derefter har han listet sig sagte og forsigtig opover Trapperne. Men nu kommer vi til et interessant Punkt.“
Opdagelseschefen bøiede sig spændt fremover for ikke at undgaa et Ord af Detektivens Beretning.
„Jeg havde ventet, at Mandens grove Støvler, som han havde trampet omkring med i det vaade Muld, skulde ha afsat tydelige Merker paa Trappetrinene, men dette saa jeg intet til. Derimod viste der sig Merker af nøgne Fødder. Manden maa altsaa ha tat Støvlerne af sig for absolut ikke at gjøre nogen Støi, medens han sneg sig opover. Ved Hjælp af nogle sterke Blændlygter fik jeg Sporene af disse bare Fødder ganske skarpt belyst. De viste sig noksaa tydelig, og jeg la særlig Merke til, at Fødderne paa Trappen afsatte noget fint, skiddenhvidt Støv, som jeg straks kjendte Oprindelsen til.“
„De ved,“ fortsatte Detektiven, „at jeg har en rig Samling af Støv- og Sandprøver fra Kristiania og Omegn, som jeg har studeret interesseret og omhyggelig i flere Aar, og som har været mig til uvurderlig Nytte ved forskjellige Undersøgelser. Nuvel! Jeg saa da straks, at det skiddenhvide Støv paa Trappetrinene skrev sig fra Omegnens Teglverksovne, hvor som bekjendt en hel Del Lazzaroner og løse Eksistenser holder til i kolde Maaneder. Ovnene er varme, og Lazzaronerne tar gjerne sine Nattelogier ovenpaa dem ...
Men i Sporene af de nøgne Fødder læste jeg ogsaa noget mere. Det hører ogsaa til mit Fag at studere al Verdens forskjelligartede Fodsygdomme, særlig slige som forandrer Fødderne i deres normale Udseende. Af slige findes der selvsagt mange. Vi har saaledes den besynderlige „Ainhum“, der paa en meget karakteristisk Maade forvrider Tæernes Udseende og Stilling. Af Fodaftrykket paa Trappen saa jeg straks, at Mandens Fødder var angrebet af „Ainhum“, Men denne Fodplage, som kan være særdeles slem, forekommer kun i Troperne og angriber næsten udelukkende voksne Mænd. Altsaa beviste dette, at Morderen maa være kommet hid fra Troperne.“
„Ypperligt! Den Mands Identitet vil let slaaes fast!“ udbrød Opdagelseschefen.
„Rigtigt!“ svarede Krag, „og efter min Mening vil det heller ikke volde større Vanskelighed at finde Morderen! Sandsynligvis har han søgt lige tilbage til Teglverkerne.“
„Mener De, at vi straks skal foreta en Razzia?“
„Nei! Jeg vil selv og alene, forklædt som Lazzaron, søge didhen. Jeg tror at skulle finde flere af Banden der. Og saa kommer vor Tur!“
Vognen holdt netop udenfor Politistationen, og Opdagelseschefen i Følge med Asbjørn Krag gik op til Chefskontoret.
Her udarbeidede de i Fællesskab et Signalement af Morderen, hvilket blev meddelt Detektivafdelingens samtlige Folk. Hvis han havde den Dristighed at vise sig paa nogen af Kristianias Gader, vilde han uden Tvil bli knebet i Løbet af kort Tid.
Klokken var imidlertid blit 5 Morgen.
„Klokken 7 trækkes vore forskjellige Poster ind,“ sa Asbjørn Krag. „Klokken 8 kan vi foreløbig forhøre den blegfede Tjener og Rentierens Tjenestepige. I dette Øieblik er vore Detektiver underveis til Gader og Stræder for at passe op Manden fra Troperne, om han skulde ha forsinket sig. Den myrdedes Lig er bragt bort, fem Konstabler vogter Stedet. Jeg har selv to Timer til min Raadighed, og dem vil jeg benytte paa bedste Maade.“
Opdagelseschefen saa spørgende paa Krag, som svarte:
„Jeg har ikke sovet paa nogle Døgn. Lad mig vækkes Klokken 7.“
Med disse Ord kastede Krag sig ned paa en Lædersofa og faldt straks i den styrkende Søvn, som han saa høilig trængte.