Wikikilden

Grundtrækkene i den ældste norske proces/1

< Grundtrækkene i den ældste norske proces

Den ældste norske retsforfatning tillader ligesaa lidt som nogen anden, hvis udvikling er skeet uden indflydelse af theoretiserende lovkyndighed, at der gjøres nogen særdeles skarp adskillelse mellem dens forskjellige grene. Vistnok danne retssætningerne i sin samlede helhed et smukt og overskueligt system; men som tilfældet overalt vil være, hvor den naturlige væxt ikke er bleven bevogtet og ledet af doktriner, enkelthederne staa i en saa fast organisk forbindelse med hverandre, og den indbyrdes paavirkning er gjensidig saa stor, at man ikke kan skildre et led uden tillige at medtage meget væsentlige træk fra andre omraader. Saa hyppigt denne bemærkning end i de efterfølgende undersøgelser over den gamle norske proces vil findes stadfæstet, gjælder den dog særlig det kapitel, som vi tro at burde stille først, og som navnlig vil komme til at handle om de ved retsaftalers indgaaelse og rettigheders stiftelse eller overførelse brugelige former; af disses iagttagelse var nemlig de gamles fremgangsmaade som klagende eller værgende saa afhængig, at det til indgang bliver nødvendigt nærmere at lære dem at kjende.

Gul. kap. 292 siger om den kontrakt, der i oldtiden fremfor alle var af vigtighed, og hvis former derfor med rette tør antages at være de ældste og mest sikkrende, nemlig kjøb af jord, at det skulde foregaa i fjølda manna d. e. hvor mange mænd vare samlede, i mænds forsamling.[1] Den offentlighed, som handelen herved erholdt, er altsaa bleven anseet som et godt middel til at gjøre den fast og utvivlsom, ligesom den ogsaa tvang parterne til overfor sig selv som for andre at tydeliggjøre sin mening og skarpt at udtale sine betingelser. Det var imidlertid ikke alene ved jordkjøb, at denne form brugtes. Fr. 9–4 paabyder den samme ved bortgivelse af arv, og den nævner som de forsamlinger, der kunde benyttes, kirke, thing eller gjæstebud.[2] Ogsaa skib regnedes som oftest med blandt saadanne folksomme steder.[3] Fortrinsvis brugtes dog thinget som det heldigste sted ved afsluttelsen af flere vigtige retshandler, og navnlig foregik der skjødning og skifte af jord, bortgivelse af arv og lignende.[4]

Var en saadan forsamling ikke netop forhaanden, eller ønskede man at give forholdets indgaaelse eller ophør en vis festlig eller religiøs karakter, indbød man selv til en samkunda, et gjæstebud og lod under dette aftalen faa sin forpligtende kraft. Saaledes gik det til ved ægteskabs indgaaelse[5], ved trælles frigivelse,[6] ved uægte børns indførelse i ætten,[7] og heri have de endnu brugelige familiehøitideligheder som bryllup og arveøl samt oldtidens frælsesøl ligesaa meget havt sin oprindelige betydning som i den festlige offring, der ledsagede handlingen.

Som ved kontraktmæssige handeler, saaledes tyede man ogsaa ved ensidige erklæringer, naar man til bevarelsen af sin ret vilde fastslaa visse kjendsgjerninger eller tilstande, til mænds forsamlinger; det var den eneste offentlige kundgjørelsesform i oldtidens samfund den saakaldte lysing. Havde man, for at nævne enkelte i lovene opbevarede tilfælder, stængt bjørn i hi eller tilegnet sig et jagtfuglerede eller gjort et fund; havde man begaaet et drab og ikke vilde betragtes som snigmorder, vilde man anerkjende en søn; ansaa man sig arve- eller odelsberettiget uden dog for tiden at kunne anlægge søgsmaal; vilde man hindre, at et samliv med frille skulde hævdes til ægteskab, eller vilde man bevare sin jordløsningsret, for det tilfælde, at vidnerne præskriberedes, gik man i fjølda manna eller til thinget og lyste disse kjendsgjerninger eller villiestilkjendegivelser og den derved indtraadte retstilstand.[8]

Uagtet der kjendes saaledes tilstrækkelige anvendelser af denne art offentlighed til, at man tør betragte den som et endnu paa vore provindsialloves nedskrivelsestid bestaaende institut, er det dog et andet retsmiddel, der fortrinsvis benyttes for at opnaa det samme øjemed, nemlig tilkaldelse af vidner. Ved enhver retshandel og ved ethvert optrin mellem mand og mand, hvorved en rettighed kunde forudsættes at ville opstaa, ansaaes det som den store hovedregel, at gode mænd tilkaldtes for at iagttage, hvad der foregik, og siden derom, hvis det fornødigedes, at afgive erklæring. Saadanne mænd kaldtes váttar, enkelttal váttr, og deres erklæring vitni, vitnisburðr.

De gamle love anføre en stor mængde exempler paa saadan tilkaldelse; saaledes ved kontrakters afsluttelse af enhver art, kjøb[9] salg af jord,[10] pantsættelse,[11] jordleie,[12] gjældsstiftelse,[13] overdragelse af fordringer,[14] hyrekontrakt,[15] fuldmagt,[16] stiftelse af skyldtrælldom,[17] væddemaal,[18] forlig,[19] og gave[20]; videre ved retsforholds opløsning, tilbud,[21] betaling,[22] arveskifte,[23] skilsmisse[24]; endelig ved samtlige rettergangsskridt fra de største til de mindste, idet det var en regel, at intet følgende kunde tages, med mindre det foregaaende bevistes ved tilkaldte vidner.[25]

Hvor tilkaldelse af vidner derimod ikke var skeet, fordi man ikke havde forudseet, at det skulde komme til optrin, hvorfra retsforhold vilde faa sit udspring, ansaaes det tilstrækkeligt, at man skjød de tilfældigvis nærværende til vidne, hvorved det forefaldne erholdt den samme offentlighed. Denne form er det, som i kilderne fortrinsvis betegnes ved udtrykkene skirskota undir vátta og skirskotin vitni,[26] og den kom navnlig til anvendelse i misgjerningstilfælder.[27]

Men ligesom man ikke alene benyttede mænds forsamlinger til at give kontraktmæssige retshandler offentlighed, men ogsaa til kundgjørelser af andre kjendsgjerninger af retslig interesse, saaledes brugte man ogsaa vidneinstitutionen paa samme maade, og herved var det da selvfølgelig ogsaa formen med skirskotning under vidner, hvortil man maatte ty. Tilfælder, der nævnes i kilderne, ere: at et skib paa helligdag kommer i havn og er saa lækt, at losningen ikke kan udsættes til en hverdag[28]; at en forbryder byder lov for sig[29]; at maden slipper op paa et søtog for et ledingsskib, og mandskabet bliver nødt til at forsyne sig paa uregelmæssig maade[30]; at man forlader et drikkelag, medens endnu enighed hersker, for at man kan blive holdt udenfor, om senere paa aftenen drab skulde ske[31]; at fjerntboende ikke naaede frem til et thing, hvor deres vidnesbyrd behøvedes[32]; at mindretallet blandt et skibsmandskab af flertallet tvinges til at fragte en drabsmand længere end lovligt er.[33] Herhen hører ogsaa nærmest pligten til at lyse sig et udøvet drab paa hænde[34] (viglysing), saavelsom de øvrige tilfælder, da enten en gjerning, udøvet i rimelig vrede, ved skirskotning under de første mænd, man træffer, taber sin strenge kriminelle karakter, eller en almindelig forbrydelse forøvet uden øienvidner, i kraft af en lignende efterfølgende skirskotning bliver at bedømme efter den fornærmedes beretning om sagen.[35]

I kilderne nævnes der imidlertid endnu en række tilfælder, hvori skirskotning benyttedes. Det sees nemlig, at man ogsaa kunde skirskote under vidner, der allerede vare tilkaldte og forud paa almindelig maade opfordrede til at overvære en forhandling eller et retsligt optrin.[36] De herhen hørende steder ere vistnok ikke mange i forhold til deres antal, der omtale tilkaldelse uden at nævne skirskotning; men de ere dog tilstrækkelige til at vise, at nogen principiel adskillelse mellem tilkaldte vidner og vidner, hvorunder der var skirskotet, ikke for de gamle har fremstillet sig, men at man meget mere har anseet ogsaa de tilkaldte vidner som vidner, hvorunder der skirskotedes. Sammenhængen indsees derfor at have været, at den strenge form egentlig altid har krævet en særskilt opfordring til de tilstedeværende om at lægge sig dette eller hint paa minde, men at denne udtrykkelige skirskotning ved de tilkaldte vidner ialmindelighed er faldt sammen med tilkaldelsen og derfor ikke saa ofte er bleven gjenstand for særlig omtale. I virkeligheden var tilkaldelsen altsaa kun en gjensidig, men netop derfor ikke saa skarpt udpræget skirskotning, med hvilken man lod sig nøie, indtil en eller anden uventet vending i forhandlingerne maaske atter har faaet en af parterne til at henvende sig til vidnernes opmærksomhed med en ny, ensidig skirskotning indtryk som: det se I paa, det høre I, derpaa kalder jeg eder til vidne, eller deslige andre.

For at kunne nyde den skirskotningsvidnerne ifølge loven tilkommende troværdighed, behøvede de ikke at være dere end 2.[37] Rent undtagelsesvis og under særegne omstændigheder ansaaes 1 vidne tilstrækkeligt.[38] Derimod er der al sandsynlighed for, at man tidt og ofte har benyttet flere end 2 vidner. Dette gjælder saaledes ved misgjerningers skirskotning, idet man visselig ialmindelighed har skirskotet under alle de tilstedeværende vidneføre mænd, samt ved det slags processuelle vidner, der benævntes domstaurar eller heyringjar og udgjordes af den forsamling af tilskuere, der stod udenom domsstedet,[39] og overhovedet bør det lægges mærke til, at saa mange end de lovsteder ere, der nævne tallet 2, er der dog en langt større mængde, der tale om vidner, men lade antallet ubestemt og det tildels paa en maade, der giver indtrykket af fleres tilstedeværelse. Hertil kommer desuden en vigtig omstændighed. Der forudsættes udtrykkeligt paa flere steder, at modvidner kunde føres til oplysning om retslige optrin, hvortil man altid plejede at tilkalde vidner. Saaledes siger Gul. kap. 283 og 284, at den, der vilde benytte sig af sin løsningsret til jord, skulde betale saa meget, som hans vidner erklærede, at modparten havde givet for jorden, med mindre denne førte modvidner paa at have givet mere. Hovedstedet er dog Gul. kap. 59, der efter først at have udtalt, at to vidner ere saa gode som ti, føier til „ef maðr uggir eigi andvitni ámoti“ d. e. hvis man ikke frygter modvidner. Skulde man ville gjætte paa, at dette bud nærmest kun har anvendelse paa de saakaldte erfaringsvidner, hvilke vi først i en anden forbindelse skulle behandle, saa modbevises dette paa det bestemteste ved de strax nedenfor i kapitlet opregnede undtagelser, hvilke alle angaa tilkaldte vidner og følgelig godtgjøre, at ogsaa hovedregelen angaar saadanne.[40] Heller ikke den mening, at disse undtagelser skulde være levninger fra en ældre hovedregel, der ganske nægtede brug af modvidner, finder i de norske retskilder nogen bestyrkelse. Det sees vistnok, at de forholdsvis sjeldnere benyttedes; men den nys anførte lovsætning, om hvis ælde alliterationen tilstrækkelig synes at vidne, anvendes dog ikke saa ganske sjelden[41] og danner desuden en saa fast bestanddel af kildernes lære om vidnesbyrd, at den med bestemthed sees at tilhøre en meget oprindelig tid. Navnlig maa det mærkes, at det vistnok meget gamle begreb skrœkváttar d. e. usandfærdige vidner udelukkende er bygget paa muligheden af at fremføre modvidner.[42] Men hvorledes vilde det være muligt at føre modvidner, naar der blot var bleven skirskotet under to, medens loven om modvidners førelse dog var, at de alene mindst maatte være tre? At svare med den forudsætning, at modvidnesbyrdene ikke behøvede at være skirskotne, vilde ligeoverfor vidneinstitutionens daværende skikkelse være en absurditet og overfor kilderne ganske utilstedeligt.[43]

Spørgsmaalet staar imidlertid i forbindelse med et videregaaende. Af adskillige steder, hvor de gamle love omtale den i fjölda manna erhvervede offentlighed, fremgaar det, at denne ingenlunde udelukkede brugen af vidner; man ser endog tydeligt, at det netop var dem, som dannede fjöldi manna, der senere kunde fremføre sine vidnesbyrd som skirskotne. Saaledes fremstilles det i Gul. kap. 124 meget dramatisk, hvorledes gjæsterne ved et gilde, der af den ene part paastaaes, af den anden benægtes at have været lovformeligt bryllup, træde op mod hinanden. Nogle erklære: vi vare der, hvor hans moder blev kjøbt med mund, nemlig paa den og den gaard, og der vare baade brudmænd og brudkoner, og tilgave blev given hende, saaledes som det var blevet hende fæstet. Andre derimod sige: Vi vare ogsaa der, hvor du var; men ikke blev der givet hende nogen lovlig mund. Begge disse erklæringer siges udtrykkeligt afgivne af váttar.[44] Et andet sted, Fr. 9–12, heder det, at den frigivne skal bevise sin nye stand med de váttar, der vare tilstede og drak hans frelsesøl, og lignende udtryk findes der flere af.[45] Endelig siges det i Fr. 9–1 om de ved ættledningsgildet tilstedeværende, at de skulle bære vidnesbyrd derom, og selv om den paa thinget forsamlede almue fremgaar det, at hvilkesomhelst to mænd deriblandt, som vedkommende rettighedshaver maatte faa brug for, blev betragtede, som om sagen var skirskotet under dem personlig, idet den blev lyst paa thinget.[46] Ere vi ovenfor blevne overbeviste om, at tilkaldte vidner begrebmæssig gik ind under vidner, hvorunder der var skirskotet, saa maa vi efter dette komme til den slutning, at heller ikke den offentlige lysning eller retshandlers offentlige afsluttelse i fjölda manna var noget andet end skirskotning under de tilstedeværende, og at forskjellen kun var vidnernes større antal og dermed sagens fuldstændigere vitterliggjørelse. I virkeligheden maatte jo ogsaa enhver slags lysning foregaa i skirskotningsform, d. v. s. som en opfordring til de tilstedeværende om at lægge mærke til og mindes dette eller hint. Som man leilighedsvis erfarer, er opfordringen undertiden ogsaa bleven rettet til alle i almindelighed og nogle enkelte ved navn tiltalte i særdeleshed, hvorved altsaa paa den ene side udtaltes, at de navngivne fortrinsvis vilde blive paaregnede som vidner, men paa den anden ogsaa, at de unavngivne iøvrigt vare hine ganske ligestillede og i tilfælde af hines frafald vilde blive benyttede.[47] En saadan betydning synes der ogsaa at have ligget i brudmændenes og brudkonernes særstilling ligeoverfor de andre bryllupsgjæster, saavelsom i de to vidner paa skjødning, der omtales i Fr. 12–1.

Ved denne sammenknytning af det ensartede bliver det da muligt at faa en temmelig klar og tilfredsstillende oversigt over det hele instituts udvikling. Med den anerkjendte erfaringssætning for øie, at de ældste retsmidler hos et folk altid for sikkerheds skyld ere omstændeligere og langt mere tungvindte end den senere praktiske benyttelse deraf vil tillade,[48] tør det nemlig sluttes, at den fulde offentlighed med mange vidner i fjölda manna danner grundlaget for udviklingen af skirskotnings- og tilkaldte vidner, at det daglige behov efterhaanden har slappet de strenge fordringer paa offentlighed og nøiet sig med et mindre antal vidner, der, hvor leilighed gaves, forud anmodedes om at komme tilstede, og at loven tilsidst er standset ved 2 vidner som det mindste antal, der kunde kræves, medens befolkningen dog ifølge gammel sæd, hvor det lod sig gjøre, helst har sammenkaldt nogle flere,[49] og tillige loven selv ved meget vigtige handlinger som bryllup, frigivelse af trælle og skjødning af jord, fuldt ud har opretholdt den ældre form.[50]

Gaa vi nu med denne forkundskab tilbage til regelen om modvidner, bliver den ogsaa uden vanskelighed at forstaa. Naar fra først af samtlige i fjölda manna tilstedeværende og senere de i et mindre flertal tilkaldte eller ved skirskotning opfordrede vidner skulde lægge mærke til, hvad der foregik, var der altid en vis mulighed for, at ikke allesammen opfattede det paa samme maade, eller at det ikke af alle senerehen erindredes lige godt. Opstod der da i tidens løb en retstvist, og klagerens fremførte vidner afgav sin erklæring til hans fordel, kunde det altsaa hænde, at andre, hvorunder der ogsaa var bleven skirskotet, vare af en anden mening og paaberaabtes af modparten. Der blev følgelig i saafald spørgsmaal om, hvilke af dem med rimelighed maatte antages at tage feil (bera skrœk), eller med andre ord, hvilken opfatning, der blandt de ved hin leilighed forsamlede havde været den almindelige. Paa en tid, da krydsforhør og lignende undersøgelser vare ligesaa umulige som ukjendte, kunde sagen nemlig kun oplyses ved, at man stolede paa den opfatning, hvorom de fleste sluttede sig, og sat paa spidsen blev regelen derfor ganske naturlig den, der udtales i Gul. kap. 60: Havde klagerens vidner udtalt sig til hans fordel, ansaaes deres forklaring for den rigtige, hvis ikke indstævnte formaaede at fremføre flere vidner i modsat retning. Det nyttede ham ikke at komme med samme antal; thi han skulde omstøde, hvad andre troværdige mænd allerede havde erklæret for rigtigt, og han maatte følgelig for med skin af ret at kunne optræde selv besidde et stærkere middel; men indskrænkede og dette sig kun til et overtal af ét vidne, havde han seiret, ikke saameget fordi i sig selv ét vidne mere var af saa stor vægt, som fordi den omstændighed, at klageren ikke formaaede at sikkre sig flere, viste sandsynligheden af, at indstævnte havde forsamlingens flertal og almindelige opfatning paa sin side. Ved denne betragtningsmaade kunde naturligvis de underliggende vidner ingen indflydelse faa, endog kun som svækkende flertallets erklæring. De tog feil eller løi, sagde i ethvert fald usandhed (skrœk), og deres udsagn var derfor aldeles uden værd. Kun forsaavidt tog man hensyn dertil, som det viste, at vedkommende personer vare uskikkede til at bære vidnesbyrd, og denne mangel heftede siden altid ved dem.[51]

Vidnerne maatte, hvis skirskotningen skulde have noget værd, være fri, myndige og velkjendte mænd, i besiddelse af fuld personlig ret og begge parter enten ikke eller i lige grad beslægtede[52]; de betegnes navnlig ofte som valinkunnir menn.[53] Myndigheden indtraadte med det fyldte 15de aar. Derimod er der intet spor til, at man ved de her omhandlede vidner har krævet særegne og fortrinlige egenskaber. Efter forløbet af et vist antal aar ansaaes deres erindring ikke længere for fuldt paalidelig, og de maatte derfor inden den tid have afgivet deres forklaring for andre tilkaldte vidner, der da atter vare troværdige i en ligesaa lang tid.[54] Perioden synes efter Gul. loven for ethvert tilfælde at have være 20 aar.[55] Frost. loven sætter derimod som almindelig regel 10aar[56]; men da den for vidner paa gaardkjøb ogsaa har 20 aar,[57] tør man vistnok slutte, at tiden oprindelig har været den samme i begge lagdømmer, men i Throndhjem for alle sager med undtagelse af det vigtige kjøb af jord er bleven forkortet til det halve. Søndenfjelds findes der spor af, at 30 aar har været den regelmæssige præskriptionstid.[58] Det var dog, som det synes, kun i særegne, vigtige tilfælder, at en fornyelse af vidnerne almindelig brugtes; Gul. kap. 58 og Fr. 9–12 nævne de fald, at gjenstanden for vidnesbyrdene var stands- og familiespørgsmaal. Ellers var regelen bleven ændret derhen, at bevis ved vidner efter de nævnte tidsrum ikke kunde føres. For udøveren af en rettighed vilde dette sige, at han var fri for at føre andet bevis for sin adkomst end vidner paa, at udøvelsen gik de 10 eller 20 aar tilbage,[59] fra hvil- ken sætning der kun er et lidet skridt til et virkeligt hævdsbegreb.[60] For en fordringshaver kom sætningen til at indeholde, at han udover hine aar maatte taale, at indstævnte med tilsidesættelse af hans vidner edelig benægtede kravets rigtighed. Gul. kap. 39, hvis ælde paa det sikkreste fremgaar af det til bestemmelsen knyttede oldtids lovsprog, viser, at man oprindelig ikke er gaaet længere.[61] Men utilraadeligheden for klageren til under saadanne omstændigheder og efter saa mange aars forløb at anlægge sag, synes imidlertid efterhaanden at have ført til, at selve klageretten ansaaes præskriberet. Dette gjælder vestenfjelds vistnok ikke om egentlige gjældssøgsmaal, for hvilke, som vi nys saa, Gul. kap. 39. udtrykkelig bestemmer, at skyldneren skulde kunne fordres paa ed; men derimod frembyder Frost. loven enkelte exempler, idet der siges, at sagsøgeren tabte sin søgsmaalsret (fyrirfara sókn sinni), naar han lod de 10 aar gaa ubenyttede, saavel i arvesøgsmaal som i almindeligt gjældssøgsmaal.[62]

Skirskotningens nærmeste hensigt og virkning omtale de gamle love intetsteds i sin almindelighed for alle sager. Synderlig uvished opstaar dog ikke herved; thi dels fremgaar den tydeligt af institutets hele karakter og anlæg, og dels gives der for de enkelte tilfælder og søgsmaalsarter ikke sjelden udtrykkelige bemærkninger, der med lethed lade sig overføre paa alle. Om gjældssøgsmaal heder det saaledes i Fr. 10–19: þat er vita fé er fest er fyrir váttum. Da udtrykket vita fé ligefrem betyder gods, som vides, saa sees heraf, at virkningen af vidnernes tilkaldelse simpelt hen var den, at man fik vide om gjælden, og at de nærværende modtog opfordring til at bære paa denne kundskab. I overensstemmelse hermed sees ogsaa i alle andre sager skirskotningens betydning at have bestaaet i, at man sikkrede sig mænd, der ved personlig iagttagelse erhvervede sig kjendskab til det forefaldne. Den egenskab, forholdet derved erholdt, har man valgt i det nyere sprog at gjengive med ordet vitterlig d. e. bekjendt og derfor klar og grei, og bedre synes man heller ikke at have kunnet træffe de gamles opfatning. I vitterligheden indgik atter to momenter, hvilke begge til enhver tid vare tilstede, men hvoraf snart det ene, snart det andet var det, til hvilket der nærmest toges hensyn. Man søgte nemlig gjennem vidnerne dels at sikkre sig bevis, dels at befordre sagens offentlighed. Jo mere den første hensigt var den overvejende, des ringere, jo mere den anden, des større blev antallet af de personer, hvortil man henvendte sig; men ligesom vidnernes tilstedeværelse altid hindrede, at offentligheden ganske udelukkedes fra forholdet, saaledes blev tilhørerne ogsaa ved den mest udprægede lysing dog altid vidner, der ved leilighed havde at fremføre vidnesbyrd om det ved lysingen bekjendtgjorte, under dem skirskotne faktum.[63]

Inden vi forlade det her omhandlede retsmiddel maa endnu omtales en videre udvikling fra den samme rod. Idet en sag bliver skirskotet under vidner, opfordres disse mere eller mindre ligefrem til at foretage et syn; man skal iagttage, hvad der foregaar, ofte ogsaa fæste opmærksomheden ved bestemte legemlige gjenstande. Fra et syn til et skjøn er overgangen ligeledes jævn og og umærkelig, og vi se derfor i de gamle love skjøn af gode mænd vistnok som en selvstændig institution, men dog i nært slægtskab med skirskotningen. Oplysende er i saa henseende Bj. kap. 5, der paalægger den, der kommer med lækt fartøi i havn paa helligdag, at skirskote under to vidner, at han strax maa losse; thi her er det klart, at skirskotningen bestod i en opfordring til vidnerne om selv at forvisse sig om, at skaden virkelig var saa stor, og ved en personlig undersøgelse komme til et bestemt skjøn om, hvorvidt han kunde vente eller ikke. En lignende nær forbindelse, med de egentlige vidnesbyrd viser Gul. kap. 41, ifølge hvilken en leieko, naar eieren ikke ved leietidens udløb vil modtage den, skal forevises for gode mænd, der skulle se, om koen er i saa god stand, at hins vægring maa kaldes ugrundet, hvorpaa leieren for de samme mænd erklærer koen ude af sit ansvar. Ligeledes Gul. 43, der for det tilfælde, at koen er faldt udfor bjerg, raader leieren til, før huden flaaes af, at lade mænd forvisse sig om dødsmaaden, samt Fr. 13–11, hvor det bestemmes, at eieren af en skov, hvori er skeet ulovlig hugst, skal lede mænd til stubben, vise dem aaværket og lade dem afgive skjøn over skadens størrelse (meta spell). Fremgangsmaaden ved skjøns optagelse viser sig altsaa ganske overensstemmende med skirskotningen: man opfordrede gode mænd til ved personlig iagttagelse at danne sig en mening om sagen. Nogen stævning til den anden part sees derimod i de anførte fald ikke at have været nødvendig og en saadan tør man derfor hellerikke tænke i de tilfælder, da formerne ganske forbigaaes i taushed, f. ex. ved skjøn over forfalskede varer[64] og ved ansættelse af allehaande skadeserstatninger.[65] Skjøn er imidlertid et retsmiddel, der i langt høiere grad end almindelige vidnesbyrd er afhængigt af den tilkaldtes personlighed og subjektive opfatning. Det laa derfor nær, hvor sagen tillod en saadan sammenvirken, at parterne ved en opnævnelse fra begge sider sikkrede sig uvillighed. I Frost. loven findes dog intet spor hertil; derimod bruger den paa flere steder om skjønsmændene udtrykket jafnyndir menn, d. e. begge parter lige behagelige, og medens dette ord vistnok paa den ene side udelukker tanken paa en opnævnelse af hver af de stridende, saa viser det dog paa den anden, at den opnævnende skulde vælge upartiske mænd, og at modparten kunde gjøre indsigelse, hvis de opnævnte stod hin for nær.[66] Men i Gul. lagen sees det, at hver af parterne undertiden har valgt et lige antal mænd. Saaledes var det den almindelige fremgangsmaade ved partseds aflæggelse, at to mænd fra hver side tilkaldtes for at meta eið d. e. skjønne, om den rigtigen blev svoret.[67] Nedenfor skulle vi finde den samme gjensidighed iagttaget ved de vigtige skjøn i odelssager.

Skjønnets retslige virkning fremgaar allerede af dets nære slægtskab med skirskotningen under vidner; sagen blev, forsaavidt den var bleven inddragen under skjønnet, vitterlig, og klageren sattes altsaa istand til at gjøre et til en bestemt størrelse fastsat krav gjældende mod sin modpart. Kilderne forudsætte dette overalt og udtale det leilighedsvis udtrykkeligt.[68]

  1. ↑ Gul. kap. 292: Nu kaupir maðr jørð i fjølda manna etc.
  2. ↑ Fr. 9–4: – þar rýfa i þrimr støðum þeim sem gefa skal, at kirkju ok á þingi ok at samkundu. Jfr. Jerns. kap. 71: i þrim stødum rjúfa ok þar gefa.
  3. ↑ Fr. 4–5: – à þingi eða at kirkju eða at samkundu eða á skipi XII æru eða lengra.
  4. ↑ Gul. kap. 87, 107, 292.
  5. ↑ Gul. kap. 51; Fr. 11–8; Bj. kap. 132.
  6. ↑ Gul. kap. 62; Fr. 9–12; Bj. kap. 166.
  7. ↑ Gul. kap. 58; Fr. 9–1.
  8. ↑ Gul. kap. 57, 94, 122, 125, 127, 144, 156, 263, 272, 290; Fr. 4–7, 9–5, 12–7
  9. ↑ Gul. kap. 40; Fr) 10–28, 12–1; Bj. 110;
  10. ↑ Gul. kap. 277, 279, 286; Fr. 10–28, 12–1, 14–2;
  11. ↑ Gul. kap. 50; Fr. 9–28;
  12. ↑ Gul. kap. 78, 79; Fr. 13–1, 17.
  13. ↑ Gul. kap. 36, 115, 162; Fr. 9–22, 10–19, 28; Bj. kap. 157, 159;
  14. ↑ Gul. kap. 55.
  15. ↑ Bj. kap. 167, 169;
  16. ↑ Gul. kap. 45, 277; Fr. 14–2;
  17. ↑ Gul. kap. 71.
  18. ↑ Gul. kap. 144.
  19. ↑ Fr. 1–2, 4–44, 5–9.
  20. ↑ Fr. 9–4.
  21. ↑ Gul. kap. 32, 50, 70; Fr. 5–9, 10, 46; 10–48.
  22. ↑ Gul. kap. 59, 1 6, 277; Fr. 5–10, 13–1 i. f.
  23. ↑ Gul. kap. 123.
  24. ↑ Gul. kap. 54.
  25. ↑ Gul. kap. 33, 35, 37, 59, 266; Fr. 10de bolk o. m. fl.
  26. ↑ Jfr. Bj. kap. 28: Ef maðr vill bera vitni þar engi skirskotar undir hann, þá skal hann bera viðrvist sina, at hann sá þat eða heyrði þat er hann berr vitni um.
  27. ↑ Se f. ex. Gul. kap 143, 301; Fr. 3–5, 9–23; Bj. kap. 6. 162: Borg. kr. II. kap. 13.
  28. ↑ Bj. kap. 5.
  29. ↑ Bj. kap. 42.
  30. ↑ Gul. kap. 303.
  31. ↑ Fr. 4–14.
  32. ↑ Fr. 5–12.
  33. ↑ Gul. kap. 171.
  34. ↑ Gul. kap. 156; Fr. 4–7, 5–12.
  35. ↑ Gul. kap. 160, 184; Bj. kap. 14.
  36. ↑ Gul. kap. 37, 40, 46, 147, 266, 267, 269; Fr. 3–22; 4–8; 12–1; Borg. kr. II. kap. 14. Fr. 3–22 siger f. ex.: Nu ef maðr vill dottur sinn gipta eða þá konu er hann forræði á at lögum, hann skal taka vátta II með sér af hins hendi er fá vil ok fretta at, ef hon vili þvi umræði fylgja er sá leggr fyrir hana er þá á forræði hennar at lögum. En ef hon svarar vel eða þegir þá sé þvi skirskotat ok sé kona fest at þvi.
  37. ↑ Se f. ex. Gul. kap. 35, 266; Fr. indl. kap. 16; 14–5; Bj. kap. 3, 135 o. m. fl.
  38. ↑ Fr. 4–29; Bj. kap. 169.
  39. ↑ Gul. kap. 35, 266; Fr. 10–15, 12–8. D. N. II. 4.
  40. ↑ Gul. kap. 59: Svá er ef einn berr vitni með manni, sem engi beri, en tveir sem tíu ef maðr uggir eigi andvitni á moti. Nu ero þau vitni ero eigi skulu andvitni ámoti koma, þat er þingstefnu vitni, ok kvöðu vitni, ok nauðsynja vitni, ok þau vitni er menn bera um deild manne at öldrhusi, – – ályktar vitni, þar skal ok ekki andvitni á moti koma.
  41. ↑ Se f. ex. Gul. kap. 121 og 124.
  42. ↑ Gul. kap. 60: Nu fœra menn andvitni ámoti, þà skulu þeir auka einum vátt, þá eru þeir skrœkváttar er fyrrri báru. En ef þeir bera allir jammargir, þá eru þeir skrœkváttar, er eftri báru.
  43. ↑ Jfr. f. ex. de sildige bud i Fr. 4–18 og Bj. kap. 28.
  44. ↑ Bj. kap. 132 og Borg kr. II. kap. 10 (giftarvitni øl) forudsætte ganske det samme.
  45. ↑ Fr. 4–56; Bj. kap. 47.
  46. ↑ Fr. 9–12: hinir bera er heyrðu á þingi.
  47. ↑ Egils saga kap. 57.
  48. ↑ Jfr. Brunner, Entstehung der Schwurgerichte Berlin 1871 p. 43 flg.
  49. ↑ Jfr. Lex Saxonum V 3, der kræver to eller tre vidner, „et si plures fuerint, melius est“; ligeledes Graagaas, Finnsøns udgave kap. 114: to vidner eller flere.
  50. ↑ Jeg kommer saaledes fra de norske retsbøgers standpunkt ganske til samme hovedanskuelse af udviklingens gang, som Konrad Maurer har fremsat fra et fællesgermanisk. Se Münchenertidsskriftet Kritische Ueberschau der deutschen Gesetzgebung, 5te bind p. 191. Dog gjøres her blandt de tilkaldte en forskjel mellem dem, der kaldtes som vidner, og dem, der tilkaldtes for ved sin nærværelse at gjøre sagen offentlig, hvilken jeg ikke i norske kilder kan finde udhævet. At ogsaa de, stod som tilhørere ved en lysing, vare vidner, sees f. ex. af Gul. kap. 75, hvor det om en saadan kundgjørelse udtrykkelig heder: hinn hafði lýst fyri váttum.
  51. ↑ Gul. kap. 60; Fin 13–25.
  52. ↑ Gul. kap. 59, 86; Fr. 4–5, 9–1. Om myndighedsalderen Gul. kap. 190, Fr. 4–34.
  53. ↑ Dette udtryks egentlige betydning er fremdeles dunkel. Man her foreslaaet at udlede det af velja og kyn, altsaa valgt med hensyn til slægt, eller af val, vel og kenna, altsaa velkjendte; men ingen af delene synes tilfredsstillende. Gul. kap. 88 formenes med nödvendighed at kræve en oversættelse som ubeslægtet eller lignende. Herpaa gjætter ogsaa Fritzner. Jfr. Gul. kap. 40 og 266; Fr. 5–40 etc. Østgøtal. Wad. 31–5, 32–1. Ordet synes allerede i det 13de aarh. at have været antikveret, idet det i yngre tekster erstattes ved andre: se saaledes Gul. kap. 40 og Jerns. kap. 119.
  54. ↑ Gul. kap. 58: Nu skal maðr lýsa ættleiðing sinni á hverjum XX vetrum til hann tekr arf, þá skal arfr bera hanum vitni um alldr ok um æfi siðan. Fr. 9–12: þá sé lýst á hverjum X vetrum ok njoti harm þeirra vitna þegar er hann þarf.
  55. ↑ Gul. kap. 39, 53, 58, 86, 272.
  56. ↑ Fr. 3–10, 24; 9–12, 29, 30; 10–28; 12–4.
  57. ↑ Fr. 10–28; 12–1, 7; Bj. kap. 159.
  58. ↑ Borg. kr. II. kap. 10.
  59. ↑ Fr. 3–10: á hann eigi lengr at ábyrgjast þá vátta en X vetr. Fr. 3–24: þá skal hann ábyrgjast vitni sin innan X vetra ok hafi siðan eins eiði fyrir sér, at þat er or vátta ábyrgð. Fr. 10–28: þryggva vitni þat er skeytingar vitni er, þat skal maðr hallda ábyrgð XX vetr, en siðan lýritar eið upp frá þvi, at þat mál er svá fornt at þat er or tryggva vátta ábyrgð. En kaupvátta alla aðra skal maðr hallda ábyrgð á X vetr, en upp frá þvi sveri hann einn, at þat mál er svá fornt, at þat er or vátta ábyrgð. Se ogsaa Fr. 12–1.
  60. ↑ At dette skridt blev taget, derom se Gul. kap. 86: Nu skilr menn á um sætr eða á markteig, sá skal hafa er haft hefir XX vetr, eða XX vetrum lengr uillt ok uspillt, ok vitu þat váttar með honum. Videre Fr. 13–10: ef maðr hefi haft lendistøð á jørdu manns á X vetrum eða lengr, þá skal engi øðrum banna, ok svá vegu alla til salts ok til sjoar ok til markar upp ok svá at endiløngu heradi.
  61. ↑ Gul. kap. 39: Nu stendir skulld XX vetr, eða XX vetr um lengr, þá fyrnist su skulld fyrir váttum. En hann má koma hanum til eiða at hváru, þvi at i sallti liggr søk, ef sœkjendr duga.
  62. ↑ Fr. 9–29: En ef arfr tœmiz manni, þá skal hann hafa sótt á X vetrum næstu eptir þat er arfr tœmdiz. En ef hann hefir þá eigi sótt, þa hefir hann fyrirfarit sókn sinni ok svá skal um allar fjársoknir ef maðr á at sœkja. Ordene ere for udtrykkelige til, at de kunne fortolkes som kun sigende det samme som Gul. kap. 39. Afledet af den citerede bestemmelse er dernæst regelen om umyndige og udenlands sig opholdende, Fr. 9–27 i. f. og 9–30. Se iøvrigt herom Aschehoug i Langes tidsskrift 7de bind, hvis fremstilling med hensyn til dette punkt ligeoverfor gjorte indvendinger maa tiltrædes.
  63. ↑ Jvfr. om Notorietet Nellemann Proces p. 274.
  64. ↑ Gul. kap. 40: þat er allt fár er menn meta til fárs.
  65. ↑ Gul. kap. 82: Ef búfé gengr ór kvium ok gerir skaða öðrum þá skal sá gjallda er búfé á, sem menn meta þann skaða. Gul. kap. 83: Skal sá gjallda aptr sem menn meta er upplauk grindu. Gul. kap. 96: Allt þat er menn meta til hálfrar merkr skaða. Nu gerir maðr minna skaða manni, bœti aptr sem menn meta. Fr. 4–45: En sá skal álióts eyrir er valinkunnir menn meta. Fr. 10–48: ok ef ønnur spell hafa siðan á gørzk á rossi manns af hins vølldum er með fór, meti þat sannsýnir menn. Fr. 13–12, 13; Gul. kap. 57, 70, 305; Eid. kr. II. kap. 32.
  66. ↑ Fr. 4–62, 13–46, 14–2.
  67. ↑ Gul. kap. 136, 314.
  68. ↑ Fr. 14–2: þá meti janmyndir menn hvárs hann hefir mist, ok søki hann út með útbeizlu. Et søgsmaal mod útbeizla brugtes nemlig, som vi nedenfor skulle se, i vitterlig sag.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Grundtrækkene_i_den_ældste_norske_proces/1&oldid=188086»