Guld-Thor, en Krønike i Vers af Mak-Nikol
5. Guld-Thor, en Krønike i Vers af Mak-Nikol. Udgiven af N. Dahl. Christiania 1851. VIII og 208 S. 8. heft. 60 ß. Udgiverens Forlag. Kom. hos Feilberg & Landmark.
Udgiveren optræder med en prologus galeatus, hvormed han har søgt paa Forhaand at gjøre sig skudfri mod Kritiken. Da han imidlertid synes at røbe en vis (er den blot ikke ironisk?) Respect for „Langes Tidsskrift,“ hvilket han betragter som et Dardanellerfort, han har at passere, vil det vel kunne ansees for Mangel paa Aarvaagenhed i Fortet, hvis der ikke idetmindste falder et Vagtskud.
Vi skulle forresten ikke længe opholde den raske Seiler eller lægge Hindringer i Veien for hans videre Fart. Thi vi see strax, det er ingen farlig Gast. Han har hverken Pest eller anden Contrebande — ikke engang Politik — ombord. Vel er det et Slags Fribytter, saasom han, efter egen Tilstaaelse, ikke kan legitimere sig som henhørende til nogen af Literaturens officielt anerkjendte Stater eller Provindser. Men da Literaturens Feldt har en Tendents til Uendelighed og den literære Folkeret aldrig kan opgive Tanken om et mare liberum — hvorfor ogsaa Dardaneller i streng Forstand er en Uting — have Fribyttere til alle Tider tildeels været licentierede, naar de blot selv kunde holde Søen og ikke begik altfor grove Excesser. Men her er, som sagt, ingen Fare paafærde. Det er en uskyldig Æventyrer, som man kan lade gaae ind og ud hvorsomhelst. Den krigerske Rustning er ikke saa formidabel, som den kan synes paa Afstand; thi Kanonportene ere tildeels blinde, og det Skyts, der virkelig er, er fordetmeste kun ladt med løst Krudt.
Lad os forklare os lidt tydeligere.
Forf. sees nærmest at have villet levere et Slags komisk eller humoristisk Fortælling. Komisk eller humoristisk; thi jeg vil her ikke indlade mig paa fine Distinctioner, og vilde derved udentvivl ogsaa komme i ikke ringe Forlegenhed; thi Fortællingen er, som Udgiveren selv erkjender, vanskelig at henføre under nogen bestemt æsthetisk Kategorie. Det er dens Fribytter-Natur. Dog er maaskee selv denne svævende Charakter at opfatte som et humoristisk Moment, idet Humoret har Tilbøielighed til at spotte med al systematisk Bestemthed og saaledes ikke mindst med de æsthetiske Rubrikker og maaskee har den moderne Æsthetik ved at anerkjende og optage Humoret, paa en Maade lavet Riis til sig selv. Nu, vi faae tage imod hvad der vanker; det gjælder ogsaa fra Æsthetikerens Side, om han kan tage det en Smule humoristiskt!
Fortællingens svævende Holdning viser sig ogsaa deri, at det er vanskeligt at bestemme, hvem der er dens egentlige Helt. Navnligen vakler den mellem Komikeren Thor og Humoristen Odin. (Dette klinger heelt underligt, men Læseren maa for Alting ikke her tænke paa de gamle Guder!) Thi vel synes allerede Titelen at vise, at Forf. hovedsageligen har tænkt paa den første og at han især har villet levere en Satire over en Charakter, der tilmed er saa hjerteløs, at den Gemytlighed og skjulte Sympathie, der dog ansees som et nødvendig Træk hos Humoret, ikke kan faae det mindste Tag i ham. Men mere og mere sees Forfatterens egen Interesse at være hendragen til den muntre Spilopmager og hans Kjærlighedshistorie, der tilsidst endog gaaer ind paa det Rørendes Gebet. Dog her, netop som ved Odins sørgelige Bortviisning en romantisk Spænding er frembragt, — spotter Forf. den Følelse, han selv har vakt, idet han lader ganske som Ingenting var, og medens vore Elskende, hvis Skjebne har begyndt at interessere os, aldeles tilsidesættes, trækker han os i to lange Capitler om med Nidingen Thor paa Æventyr med Læger, Præster, Bjørne o. s. v., Æventyr, der ikke staae i den allerringeste Forbindelse med den Begivenhed, vi have begyndt at ansee for Fortællingens Hovedhandling.
Dog lad det være som det vil, med Fortællingens Eenhed; jeg springer fremdeles endog ganske over Paragraphen om Charakterskildringen, idet jeg blot maa tilstaae, at Udgiverens Henviisning til sine Memoirer for mig ikke er tilstrækkelig til at udslette det NB., jeg i mit stille Sind har sat ved saadanne Vanskabninger som Thor og Rustenborg. Men, som sagt, jeg vil lade Alt dette fare — ikke af Høimodighed, der hos en Kritiker vilde være en tvivlsom Egenskab, men fordi jeg erkjender, at ved en poetisk Fortælling af denne Art kommer det mindre an paa dens Fabel, dens objective Plan og Sammenhæng, end paa det Subjective deri, Fortællingens Maneer og Tone. Humoristen leger egentlig kun med sit Stof; det er ham blot et Vehikel for hans egne Reflexioner, og disse have heller ikke nogen ligefrem belærende Tendents, men ere tilsidst kun et Vehikel for Digterens Stemning, den Befrielse fra al Sneverhed og Smaalighed, som han vil meddele sine Læsere. Han er i egentlig Forstand, skjønt indirecte, Frihedens Sanger; han tager sig derfor ogsaa i mange Henseender store Friheder, og maa allermindst lade sig binde af noget Conventionelt eller Doctrinært. Der maa overalt fremlyse en vis Overlegenhed en fordomsfri Aand, et friskt og let Gemyt; hvor dette virkelig er tilstede, hvor en rig og livlig Puls slaaer igjennem det hele Digt, forsoner den os let med store Uregelmæssigheder og betydelige Brud paa den poetiske Etiqvette. Men derfor maa den, der skal forstaae sig paa at nyde og bedømme det Slags Verker, ogsaa være en Smule fri og ubesnæret, maa i ingen Henseende være pertentlig og formel; enhver æsthetisk Philister er fuldkommen inhabil.
Naar man derfor f. Ex. har villet bryde Staven over nærværende Digt, fordi Riim og Versification ikke er saa omhyggeligt behandlet, som man nutildags fordrer af en Sonnet eller i det Hele af et mindre lyrisk Digt (at et aabent E undertiden findes rimet paa et lukket o. desl.!), da er dette kun en Miskjendelse af Digtartens Charakter og Fordringer. Hvad Versformen angaaer, er Lethed og Ugenerthed her Hovedsagen, ja en vis Skjødesløshed, naar den NB ikke gaaer saa vidt, at den i mindste Maade røber Ubehjælpelighed, kan endog gjøre god Virkning. Man huske f. Er. paa nogle af de — undertiden endog monstrøse — Riim i Byrons Don Juan. Rimet er ogsaa noget Conventionelt, som Humoristen vel aldeles maa have i sin Magt, men som han derfor ogsaa af og til kan tage sig Friheder med, ja endog aabenbart trodse og parodiere. Ogsaa i Henseende til Metrum kommer det her ene an paa Lethed og Tvangløshed, og en finere Metriks Fordringer have her ingen Anvendelse. Kun da gaaer Lovløsheden forvidt, naar Verset tvinger til en falsk Accentuation af Ordene, især til en saadan, der minder om en udannet Skolemesterudtale. Thi Humoristen maa fremfor Alt vise sig som staaende paa et høiere Dannelsestrin; først derved bliver hans antagne Overlegenhed berettiget. Og i denne Henseende har ogsaa jeg nogle Klager at føre over Forf., naar han f. Ex. nøder mig til at læse frŭgtbāre, Ŏldsāger, Năbōĕs, Spĭdsbūben (amphibrachisk) o. s. v. Heller ikke kan jeg undskylde virkelige Sprogfeil, som besynget, bie paa disse Grunde (S. 158) istedetfor af disse Grunde. Allermeest forundrer jeg mig over, at en ellers saa norsk Forfatter kan tillade sig saadanne Kjælenskaber som en lille for en liden.
Dog dette er kun Enkeltheder. I Almindelighed flyde Versene ganske frit og raskt og ville ikke støde Øren, der ikke ere altfor kjelne. I det Hele er Guldthor en ret morsom Bog, der baade maa underholde og efterlade et godt, frigjørende, Indtryk. Det er virkelig en sund og kvik Aand, der overalt giver sig tilkjende. Han har for mange Forholde og Begivenheder, som de Dødelige i deres Blindhed gjøre et uhyre Væsen af, hvori de ofte lægge megen Lidenskab, kun et jævnt, sardonisk Smiil. Men han mangler den overlegne Vittighed, der kunde slaae ned som Lynet i denne jordiske Røre. Satiren har sjelden nogen egentlig Braad, (der skydes med „løst Krudt“), den er deels for abstract, idet den Daarskab, der revses, mangler individuel Charakter, deels gaaer den ofte ud i det Brede, taber sig i en vis Snaksomhed, der af og til nærmer sig vel stærkt til det Trivielle. Nu gives der vistnok ogsaa en vis humoristisk Vidtløftighed en aandfuld Vrøvlen, saadan som man seer den af og til hos en Wessel, en Baggesen og i den nyeste Tid hos en vis bekjendt dansk Pseudonym; men dertil mangler vor Forf. igjen den fornødne Bøielighed og saa at sige Blødhed i Stemmen, der er noget vist Haardt og Skarpt i hans Tone, der let bliver trættende, naar han perorerer for længe og haler ud saa at sige i eet Aandedræt.
Jeg har betegnet ham som Mellemting mellem en Komiker og en Humorist. Og med Hensyn til at han selv har anført Holberg som sit Forbillede, ligesom han vist ogsaa ofte har tænkt paa Wessel, kunde det maaske have nogen Betydning at sige, at han fattes baade den Førstes vis comica og den Sidstes dybe (bløde, følelsesfulde) Humor. Dog Forf. selv vil vel finde denne Bemærkning overflødig.
Der mangler imidlertid ikke paa heldige Partier, hvor der findes Glimt af begge Dele. Navnlig høre hertil flere Steder i Udgiverens Forord.
Til disse løse Bemærkninger om Bogen, skulde nu efter Skik og Brug føies en Conclusion, der indeholdt den endelige Dom. Men jeg tager mig den Frihed at lade denne udeblive; jeg vil saa alligevel heller have det Ovenstaaende betragtet kun som veiledende Vink til en nogenlunde fornuftig Læsning af Bogen, hvilken altid vil give bedre Udbytte, end en abstract Bedømmelse. Og i Opfordringen hertil tør da vel alligevel Kritiken være kommen til den bedste Conclusion.
M. J. Monrad.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |