Guldaaren/Kapittel 12
I det lille blokhus ved Murdockminen stod dens to sidste arbeidere og læsset utrustningen paa sine skuldre. Det var ikke smaasaker de førte med sig, men det var ogsaa rygge, som taalte en byrde.
En gammel indianer med et klokt, litt whiskyfordærvet ansigt stod allerede færdig til avgang. Sitka Charles hadde et stort og velberygtet navn. Han var en av de indianere, som hadde fulgt den hvite mand like fra de dage, Mac Cormack hadde saat Klondykefeberens bacille i eventyrernes sind. Sitka Charles kunde fortælle mangt og meget. Han hadde set tragedierne ved Chilcoot og White Pass paa nært hold. Og han var blit en holden mand ved at bære utrustningen for de taapelige guldsøkere.
Nu var hans ryg krummet av gigt og ælde, og nu vilde han vandre den sidste vandring bort fra den forbandede whisky tilbake til sine frænder ved Mackenzieflodens svakt heldende tundra. Han hadde mange penger i lommen, sin kniv ved beltet, en fortræffelig Remington i haanden og nogen pund tørret rensdyrkjøt skaaret i tynde strimler om sine lænder. Men han bar ingen byrde. Sitka Charles var fri mand og kompagnon til de to fattige hvite mænd. Og hans røde ansigt blev endnu rødere av stolthet: Farvel, — du forbandede Dawson med dit ildvand og dine slette kvinder. Sitka Charles spytter paa dig! . . . Men se! . . . Han sperret de tunge øienlok op . . . Hvad var det for en fyr, som kom vuggende derborte?
De blev alle forbauset staaende. En liten slank og velskapt yngling skraadde ind paa pladsen med randsel paa ryggen, en liten dublet i haanden og et imponerende patronbelte over brystet.
Hart blev rød som en skolepike.
—Jeg tror min sjæl og salighet, det er Bessie Lecouvreur, sa han nervøst.
Det var virkelig hende. Hun kom der i sin praktiske mandlige dragt som det selvfølgeligste av verden.
—G’morn, mine herrer, sa hun skjødesløst. Staar til? . . . Færdig til avmarsj? . . .
De to mænd blev staaende maalløse, og Sitka Charles spyttet forarget.
—Undskyld, fortryllende frøken, sa Fjeld endelig. De gjør os for stor ære. Men det gaar ikke an. Mænd er mænd og faar gjøre mænds arbeide.
Sitka Charles gurglet sit bifald.
—Jeg er ikke nogen dukke, sa Bessie heftig. Og lar mig ikke vise væk. Dere trænger en kvinde. For der er vaar i nordlandene nu. Og hvem skal lage mat, og hvem skal stoppe bukserne deres, og hvem skal vaske? . . . Tror dere, at jeg ikke kan noget? At jeg bare er en tøs paa en saloon? . . .
Hendes sorte øine sprutet.
Fjeld blev med en gang alvorlig.
—Jeg har de bedste tanker om Dem, sa han. Jeg tror, De er en god kvinde. Og skulde jeg gi Dem et venneraad, saa var det: reis fra Klondyke og til staterne. Men ødelæg ikke Deres rygte ved at reise sammen med os . . . De er for vakker og god til denslags . . .
Den unge pike saa forvirret paa de to mænd.
—Well, sa hun nølende. Men der er ogsaa noget andet. Bonanzakongen er rasende. Han vil hevne sig. Jeg kjender ham. De skjældsord, jeg gav ham igaar, vil æse i ham som en sterk syre . . . Jeg kommer for at søke beskyttelse . . .
—Det er en anden sak, sa Hart ivrig. Vi vil aldrig svigte en kvinde.
Bessie forfulgte sin seir.
—Og Whitestone vil ikke spare dere heller. Stol paa det. Jeg vet, at han har talt med bokseren Jim Coventry, den fordrukne fyren, og et par andre slaaskjæmper . . . La os skynde os! . . . Hvad venter dere paa? . . . Hør nu! Sitka Charles her kan fortælle dere, hvad jeg kan. Han vet, at jeg er seigere end de fleste mænd . . . Jeg skal ikke være no’en til byrde, men ta min tørn . . . Si mig, har dere aldrig hørt tale om Pierre Lecouvreur? Han var av de sidste coureurs de bois i dette land. Han var den bedste skogmand, som nogensinde er kommet fra Kanada. Han forstod alle skogens lyd og tegn. Han kjendte dyrenes tale og fuglernes sprog. Indianerne like op til Point Barrow var hans venner. Han døde blandt dem. Og de sang sine likhymner over hans grav . . . Det var min far!
Sitka Charles nikket.
—Ja, det var hendes far, mumlet han og gjorde korsets tegn paa sit bryst, saaledes som han hadde set Jesuiterpateren i Flambean gjøre ved høitidelige leiligheter.
—Nu, — vil dere saa ha mig med, sa Bessie utaalmodig og trampet i jorden. Vi har ikke tid at sløse bort. Whitestons hunde kan være her hvert øieblik . . .
—Hands up! lød en raa stemme like bak dem. Kvikt, mine herrer, ellers gaar det ilde. Vi er fire mænd og fire Whinchestere . . .
—Forsent mumlet den unge dame rasende.
Fjeld saa sig hurtig om. Borte ved skogbrynet glimtet ganske rigtig fire geværløp i morgensolen, og en svær maskert mand stod ute paa pladsen og svinget to revolvere.
—La os adlyde, hvisket Fjeld paa tysk, saa faar vi se, hvorledes situationen utvikler sig.
—Naa, det var godt, brølte maskemanden. Grip gutten der og ta ham med dere, fortsatte han til sine mænd og pekte paa Bessie . . .
—Saa det mener du, din forbandede fyldebøtte. Tror du, jeg ikke kjender dig, Jim Coventry! . . . Men vogt dig! Vi har øvrighet nu i Dawson City. Og det er ikke en billig fornøielse at lægge haand paa kvinder. Dere kjender mig allesammen. Jeg er Bessie Lecouvreur, og der findes dem i Dawson, som vil hevne min død.
De maskerte mænd saa usikre paa hverandre.
—Hvem sir, at vi vil dræpe dig, sa den store mand i en bittersøt tone.
—Saa du tror, at Pierre lecouvreurs datter lar sig fange som en papegøie. Skyt, dere gutter. Men jeg skyter igjen.
Uten at forhaste sig, tok den unge pike geværet fra skulderen, puttet hele magasinet fuldt . . .
Der lød et skud og geværet faldt ut av hendes hænder med splintret laasmekanisme . . .
—Aa, der findes endnu folk, som kan skyte, skrek bandens anfører haanlig.
Den unge pike blev blodrød i ansigtet. En splint av laasen hadde streifet hendes bryst, men hun følte ikke smerten for det raseri, som glødet i hende . . .
—Saa du har Bill Curzon med dig ogsaa, skrek hun . . . kunstskytten . . . Feige hunde! . . . Jeg hører, hvorledes Bonanzakongens guld klirrer i lommerne deres . . .
—Kast dig flatt ned paa jorden og træk ranselen frem over hodet, hvisket Fjeld til sin kamerat . . .
Det var et øiebliks verk. To kuler pep henover dem. Og før banditerne fik forandret sine sigtelinjer laa Fjeld og Hart bak sine velfyldte ranslers bastioner, beredt til at ta op kampen. Sitka Charles var derimot en forsigtig mand. Han kastet sit vaaben fra sig og slentret ut av kamplinjen og avventet begivenheternes gang.
—Hands up! brølte Fjeld. De fem maskemænd, som stod ubeskyttet midt paa tunet, saa forvirret paa hverandre.
—Hør, nu her, gentlemen, sa anføreren. Dere faar ikke ta dette for alvorlig. Vi hadde bare et ord at snakke med den unge dame der. Hadde vi hat alvorligere hensigter, kunde vi jo ha sat hul gjennem dere for længe siden.
—Naa, saa min gode Coventry, sa Bessie spydig og gik hen imot ham, du vil snakke med mig. Ut med sproget . . . Hvad var det, du vilde?
Banditens brede mund fortrak sig til et smil. Han hvisket noget til sine kamerater og gik langsomt imot hende.
Bessie blev trodsig staaende.
Pludselig gjorde bokseren et sprang fremover og grep den unge pike om livet.
Coventry holdt den sprællende Bessie frem for sig som et skjold og trak sig langsomt baklængs tilbake.
Situationen var nu atter forandret. Fjeld og Hart vovet ikke at skyte, og Sitka Charles sat fremdeles paa en trærot og tygget neutralitetens gum. De andre reiste sig og fulgte langsomt efter sin fører med fingeren paa avtrækkeren.
Hart skummet av raseri.
—La os brænde løs paa dem, hvisket han.
—Det er til ingen verdens nytte, svarte Fjeld. La os se tiden an.
Dermed reiste han sig, slængte geværet over skulderen og gik ind i blokhuset. Hart fulgte tænderskjærende hans eksempel.
Men banditterne slog en taugende om Bessie og bar hende i triumf nedover mot Dawson. En av dem blev tilbake i skogbrynet for at passe paa de to mænd fra Murdockminen.
—Jeg tror, det var det fornuftigste, sa Fjeld rolig, da de var kommet ind i huset. Det vilde ha været en blodig fornøielse at ta kampen op med Coventrys bande. Og hvad vil de gjøre med Bessie? . . . Hun er dem for sterk i længden. Der findes ikke rep i verden, som kan tvinge hende. Et blik fra hendes smukke øine svir av den tykkeste hamp . . . Skal vi saa ta avsted?
Hart betænkte sig litt.
—Nei, sa han. La os vente en dag. Bessie Lecouvreur stoler paa os, og der er ingen lykke ved at svigte en kvinde.
Fjeld saa paa ham og smilte.
—Nei, sa han, der er aldrig lykke ved at trodse sit hjertes krav.
Tyskerens blaa øine fik en dypere glans.
Saa tok han sin rifle og gik stille ut. —